Fredag den 18/6-2021 beder jeg om at blive lukket ud af afsnittet. Hele personalegruppen kigger på mig som om jeg er faldet ned fra månen. De er åbenbart ikke blevet informeret om, at jeg skal tage af sted på job? Men jeg bliver da lukket ud og jeg får beroligende medicin med til turen, hvis jeg skulle få brug for det. Min sædvanlige medicin har jeg spyttet ud, da jeg får vanddrivende og jeg har ikke lige brug for at skulle tisse i tide og utide med de planer jeg har. Jeg har nemlig planer

Det beroligende medicin tager jeg med det samme, for jeg har brug for noget at dulme nerverne på.

Der står skrevet i journalen: ”Ut siger til pt inden hun går at hun skal huske at der står nogen og venter på hende på arbejde så pt skal tage direkte derhen da de ellers ville blive rigtig bekymret. pt smiler og siger “ja det kan jeg selvfølgelig ikke ha” ut understreger overfor pt at det er vigtigt hun tager direkte på arbejde så hendes kollegaer ikke bliver bekymret. ut siger til Sussi at Michael vil hente hende kl. 13:00 fra arbejde. pt siger det er en aftale.”

Men jeg tager ikke på arbejde. Dagen før har jeg bestilt 100 stk. 5 mg. Zyprexa hos lægen og planen er, at indtage dem på et hotel og så først blive fundet næste morgen. Jeg plejer ellers altid at finde et toilet på et hospital, for der er de vant til at finde døde mennesker – men tanken om at dø på et hårdt toiletgulv har været virkelig svær for mig det sidste stykke tid

Så jeg tager ind til byen og finder et hotel, mens jeg venter på at pillerne bliver lagt op på receptserveren.

Inde i byen har jeg masser af tid, for lægen ordner jo ikke recepter som det første. Så jeg bruger tiden på at finde et hotel, shoppe (det lyder måske mærkeligt, men det var altså ikke fordi det var hyggeligt eller noget i den dur, det var simpelthen for ikke at bryde grædende sammen i hotelfoyeren) – jeg købte bl.a. et kødben til en hund der så sælle ud og lå på fortorvet, men da jeg kom tilbage var den væk. Og så beslutter jeg mig for at mit sidste måltid ikke skal være A38 med ymerdrys. Hotellet er lige i nærheden af Jensens bøfhus og jeg skal have en bøf! Jeg nyder den ikke og jeg er overrasket over at jeg kan være i det – sidde der og spise en bøf uden at gøre noget helt vanvittigt (altså det er jo vanvittigt!), uden at virke suspekt (uden at skabe opmærksomhed – bare være hel anonym). Når jeg laver sådan noget og har det sådan tror jeg altid jeg er meget ”spændende” og bliver overvåget

Da klokken er omkring 12 – måske lidt mere – og der stadig ikke er ringet nogle piller ind, beslutter jeg mig for at ringe til lægen. Jeg tænker, at hun måske har afvist min anmodning, når hun kan se jeg er indlagt. Men hun skulle netop til at ordne den, så der gik 10 minutter, så havde jeg den

Så jeg havde piller og hotelværelse. Jeg havde sørget for at det var et hotelværelse med TV, så jeg havde noget at kigge på mens jeg døsede hen. Jeg sad og ventede i hotelforyeren. Jeg havde stadig ikke fået mit værelse. Så begyndte telefonen at brumme. Det var fra mit arbejde, det var Mandse, muligvis også min mor og fra afsnittet

Jeg prøvede at ignorere det. Fik mit værelse. Men så blev det tiltagende svære at ignorere opkaldene og beskederne. Jeg begyndte at svare på dem. Det var svært at kringle sig udenom. Folk spurgte hvor jeg var osv. Jeg ender med at ringe til Mandse, som lover ikke at være sur – men han er sur. Jeg fortæller hvor jeg er og han kommer. Med op kommer portieren som er noget bekymret på mine vegne Mandse er ikke i godt humør og portieren skal sikre sig at jeg er okay med at Mandse er der. Jeg siger det er fint. Vi sidder og snakker lidt på sengen. Jeg prøver at overtale ham til at vi bliver der natten over. Det synes han IKKE er nogen god idé Han ringer til afsnittet og fortæller hvor jeg er. De ringer efter politiet og efter hvad der føles som laaaaang tid kommer de. De er meget søde, men jeg er selvfølgelig også samarbejdsvillig (jeg tænker, at hvis jeg ikke er samarbejdsvillig ryger jeg i håndjern – det har jeg prøvet før). De tager mig med og jeg siger farvel til Mandse. I politibilen spørger de om jeg vil snakke eller bare sidde stille. Jeg siger at jeg bare vil sidde stille, men de ender alligevel med at få mig til at snakke

Så afleverer de mig. Til fys’en som bare lukker mig ind. Det var IKKE planen. Planen var at jeg skulle til Nordstjernevej hvis jeg ikke ville samarbejde. Da jeg får det at vide, vil jeg gerne samarbejde Så de visiterer mig RØD – af med tøjet og op med armene og hive op i brysterne og hvad har vi ikke Jeg skulle dog ikke ned og sidde på hug som jeg har prøvet før …

Jeg taler med lægen som er meget sød (det er før visiteringen).

Min dagen KP tager en snak med Mandse om dagens begivenheder og hun synes det er helt fair at han er sur på mig, så nu synes Mandse at han må være sur på mig hele tiden

Min TF bliver inddraget og det er et problem, for jeg havde glædet mig til at tage med på gåtur. En fra personalet har en lang samtale med lægen om at hun er hel tryg ved at have mig med, men den går bare ikke. Lægen stoler IKKE på mig

Nogle dage efter er der netværksmøde, hvor jeg har fået til opgave, at skrive ned hvordan jeg godt kunne tænke sig mit liv så ud.

Den morgen er der morgenmøde og en fra personale (P) siger noget nogle af patienterne ikke kan lide at høre. Der er kommet mange nye patienter og de er ikke tilfredse med at være indlagt. De er meget negative stemt overfor personalet. Tre patienter bliver meget ubehagelige og stiller sig rundt om P og råber skiftevis af hende – normalt ville hendes kollegaer komme susende og være der ”just in case”, men ingen kommer. Det er meget ubehageligt og jeg ender simpelthen med at gå. P kommer til mig senere og tager en snak med hende om episoden. Jeg fortæller at en medpatient også går fra rygeterassen når de patienter er der, for hun gider ikke høre dem tale dårligt om personalet.

Jeg har kun én gang før oplevet at patienterne var så negative stemt overfor personalet – normalt er folk super glade for at komme på 809.

Den dag præsenterer de mig så for den nye kontrakt. De spørger hvad jeg synes om den, hvad min første tanke var? Jeg siger, at jeg tænkte om de måske var begyndt at ryge hash i arbejdstiden

Kontrakten går ud på at jeg SKAL indlægges hver fjerde ude i små 5 døgn, men altså direkte på 809 og ikke ud på Nordstjernevej. Der er så en milliard ting jeg skal overholde for ikke at bryde kontrakten, men det er jo sådan set kun gode ting for mig. Ting der skal hjælpe mig.

Jeg har slet ikke nævnt at jeg nu og da altså også får besøg af min mor og søster – og det er selvfølgelig super nice!

Og så dør min lille hund. Netop som jeg skal til at hjem og kramme med hende, ringer Mandse og siger at Mimi er død. Det er også forfærdeligt at Mandse er så ulykkelig Den aften får jeg svært ved at sove, så jeg får en del beroligende medicin og så får jeg lov til at være i miljøet så længe det er nødvendigt. Jeg falder i søvn i sådan en gyngestol foran fjernsynet og går derefter ind på stuen og sover videre.

Det er svært at skulle se Mandse, for jeg er bange for hvordan jeg skal støtte ham, da han virkelig er ulykkelig. Det er jeg også, men det er svært at være den der står i det – i en tom lejlighed uden en lille hund.

Der er en del forberedelser inden udskrivelse – bl.a. at Mandse skal vejledes i hvordan han hjælper mig til at udfylde registreringsskema derhjemme. Der skal laves skema til fremtidige indlæggelser og mange andre ting.

Jeg vil give mine smøger – jeg har købt en pakke smøger – til en medpatient. Jeg ved godt at man ikke må, men jeg tænker at det er fjollet at de bare skal smides ud. Men det opdager mine to KPer og de bliver noget knotne. Jeg synes de er latterlige og jeg synes reglerne er lidt afhængig af hvem man spørger og i hvilket humør de er i, så det siger jeg. Da vi skal lave skema laver de det henover hovedet på mig, så jeg bliver simpelthen så træt af dem, at jeg går ud og ryger en smøg. Første hele smøg i 10 år (jeg har ikke røget flere siden ).

Men jeg får faktisk ros for at jeg var vred og gjorde opmærksom på det

Inden jeg bliver udskrevet er der lige noget jeg skal have styr på. Jeg kan se i Min Sundhedsplatform at der er flere personer fra en åbent afsnit på Nordstjernevej der jævnligt går ind i min journal (vi snakker 18 opslag under denne indlæggelse, størstedelen lavet af én person). Hvad de laver der ved jeg ikke. Men det vil jeg faktisk gerne vide? Så det håber jeg at få svar på næste gang jeg bliver indlagt – jeg skal indlægges igen d. 23/7.

Og så bliver jeg udskrevet – jubihuu, det er skønt!

Jeg får også ordineret have alene. Altsammen pga. den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen. Hun er lidt bekymret for, at der er sket for meget mens hun har været min KP – og det er jeg sikker på der er, men det siger jeg ikke Altså det er jo ordineret af overlægen, men hun har før fået problemer, for at hjælpe mig i den retning

Nåh ja, der er også tvangsfodbold. Det er når man (jeg) skal se fodbold, fordi ens KP er fuldstædig bidt af en gal fodbold Og jeg synes bare det er keeeeedeligt Men der er også tvangspuslespil – det er samme princip, bare med puslespil

Og så havde vi balladen. Overyndlingen kom på job og tog det hele fra mig Ingen TF med Mandse og ingen have alene Men det var hyggeligt mens det varede og som Mandse siger, så må overyndlingen godt Min svigerinde troede engang, at det med overyndlingen (altså at hun er en yndlingsperson ) var spydigt, men det er det faktisk ikke.

Og så skriver den nye aftenvagt (B) i min journal ”Pt. er svært bange for at trække vejret” Det er jeg faktisk ikke, men jeg hader de der vejrtrækningsøvelser

Denne dag har jeg teams møde med min chef, og jeg frygter at blive fyret, for jeg har ikke været på job en menneskealder pga. Corona og pga. indlæggelse. Men jeg har overyndlingen med som støtte og hun kender min chef lidt, fordi vi var til Folkemøde på Bornholm engang. Og overyndlingen snakker derud af, og jeg bliver ikke fyret

Overyndlingen har i øvrigt sat mig til selv at skrive mine journalnotater. Jeg er svært utilfreds med at lave hendes arbejde (Jeg tror nu det er lige meget arbejde om hun skal taste det ind jeg har skrevet eller om hun selv skal skrive noget ).

Jeg får det også virkelig dårligt, fordi jeg skal starte på job, men jeg bliver kun fulgt dertil. Jeg skal selv tage hjem. Jeg får det dårligt, fordi sidste gang jeg skulle det, endte på Valby station og det er aldrig godt. Der er en grund til at Livslinien reklamerer for sig selv på den station. Men jeg SKAL sige til overyndlingen hvorfor jeg er dårlig – selvom den studerende har fortalt hende det – og da jeg har sagt det får jeg PN og så siger overyndlingen at den studerende kan tage med og følge mig retur.

Min medpatient (tante 1,2 eller tante Grøn) kan godt lide jeg giver et nummer på mobiltelefonen, så vi hører Regndans med Danseorkestret ude på rygeterassen. Der er sådan et beton-agtigt askebæger ude på rygeterassen, som man kan stille sig op på – og det gør tante Grøn. Så kommer O ud og siger at hun godt kan træde ned fra scenen og bla bla bla … de diskuterer og tante Grøn prøver endda at tage mig med i diskussionen, men O taler jo ikke med mig, så jeg slipper heldigvis for yderligere tiltale Men tante Grøn bliver rasende og vi taler om hvor lidt vi bryder os om O (det er jo kun fordi vi er sure på ham, han er okay), men tante Grøn skriver en klage til afdelingssygeplejersken, hvor hun inddrager mig i klagen. Det har jeg det ikke helt godt med, men jeg ender med at stå ved hvad jeg har sagt.

Klagen ”forsvinder” åbenbart …? Afdelingssygeplejersken ser den vist aldrig, men O nævner den på et tidspunkt, så hvad der er sket med den er meget mystisk …?

Der er kommet nyt personale, bl.a. endnu en nattevagt, som jeg er lidt træt af en nat, for det føles præcis som om, at hun bare smadrer døren op. Det fortæller jeg til hende en dag hun er aftenvagt, og det er naturligvis ikke sådan. Men hun siger jeg sover ekstrem let og så er der i øvrigt nogle døre der binder – hvilket hun også er pænt træt af

Nogle gange sover jeg ellers så tungt at jeg snorker højlydt og de behøver ikke åbne døren for at tjekke at jeg er i live

Den nat jeg sidder med personalet og ser film går hende den søde nattevagt (hende med post-its på nattelampen) på runde (for at tjekke om patienterne er i live) og da hun kommer til min dør (hun ved jo at jeg sidder og ser film med dem) stiller hun sig til at lytte for at se om jeg sover Jeg ”hvisker” til hende, at den patient sover som en sten Jeg kan ikke huske præcis hvad jeg siger, men jeg driller hende i hvert fald med, at hun tjekker mig som jo sidder i dagligstuen.

Den dag jeg skal på arbejde går det godt. Overyndlingen trækker mig til side (dage før tror jeg) og vil sikre sig, at jeg ikke stikker af fra den studerende. Men der er det allerede ændret til at det er den psykomotoriske terapeut der skal følge mig begge veje. Det går godt på job, og det er dejligt at se dem. Da jeg kommer tilbage har jeg fået ny nabo, ny patient. En misbruger der er noget utilfreds og som er meget ulykkelig og skriger og råber – og græder Jeg spørger alle om jeg ikke godt må blive udskrevet – jeg prøver endda at spørge overlægen, som jeg ellers altid holder mig langt væk fra Jeg taler med fast KP nr. 3 og han siger, at det nok skal ordne sig. Men jeg er slet ikke rolig. Tante Grøn tager mig ud på rygeterassen og siger ”Nr fast KP nr. 3 siger at det ordner sig, så ordner det sig”. Og det gør det. Den nye patient ryger ned i skærmen. Nede for enden af gangen, hvor (som oftest) de slemme patienter ryger hen Det er ikke helt rigtigt – i øvrigt er der ikke noget der hedder slemme patienter Men de problematiske patienter kan også ende på stue 1 … der hvor den nye patient startede med at være – min nabo

Jeg har fået TF skov af overyndlingen og jeg kommer med på stille skovtur. Det er fantastisk

Det bliver besluttet at jeg skal tage alene retur om fredagen hvor jeg skal på job. Men så alligevel spørger de om jeg kan – og jeg gider ikke sige jeg ikke kan, for det har jeg sagt en milliard gange, så jeg siger bare okay og så må det gå som det går. Og det går bare ikke skide godt.

Der er i øvrigt hyggeligt arrangement med – den ene gang er der sang og den anden gang er der dans. Det er Håb i Psykiatrien der sørger for at patienter på landets psykiatriske afdelinger kan få lidt underholdning.

Jeg smugler barberblade med ind og skærer mig. Der er ret meget blod, så jeg går altså ikke ud og kalder på nogen. Jeg ringer til afsnittet og siger hvad der er sket. Jeg fortæller også at resten af barberbladene er på toilettet ved hovedindgangen. Faktisk må jeg sige til overyndlingen, om hun ikke vil vide hvor resten af barberbladene er, for det plejer hun altid at spørge om. Jeg får valget mellem at komme på Hvidovre Hospital eller at blive syet af en læge der tidligere var FADL-vagt på afsnittet. Jeg spørger om hun er god til det og det er hun åbenbart forrygende til. Så jeg bliver på afsnittet og HH sender udstyret til 809. Midt i at hun syr mig må vi holde pause, for jeg får altså vanddrivende og jeg skal tisse!!! Så begynder blodet bare at fosse igen, og overyndlingen har lige vasket gulvet Lægen har åbenbart ry for at når hun er på vagt, så sker der altid noget, så det er jo ikke så godt det jeg har lavet

Dagen efter havner jeg igen i slusen, fordi døren ikke smækker. Men der sker ikke nogle konsekvenser, så alt er godt

Der bliver lavet eftersamtaler på tvangssituationerne jeg har været igennem (hvor jeg fortæller hvad der kunne gøres bedre/anderledes) og vi gennemgår min samarbejdsaftale, for den de har lavet med mig er al for lang og ingen gider læse den – er min mening.

Denne dag går der nogle mænd rundt og ordner noget. Det lyser langt ud af dem, at de er nogle f*cking amatører Jeg venter bare på, at de går ind på lægegangen. Jeg venter lidt og så går jeg hen til døren. Præcis som jeg havde forudset har de ikke låst døren. Jeg kan ikke vente, men hvis jeg havde ventet havde jeg nok haft mere succes med mit forehavende. Jeg går igennem døren, den studerende – som holder øje med mig – ser det og trykker alarm og løber efter mig. Jeg prøver at låse døren efter mig, men det kan man ikke. Så her har jeg spildt tid. Jeg løber ud af døren til den store gang. Den ved jeg ikke hvordan man åbner, så her har jeg spildt tid. De har allerede løbet mig op, og nogen hiver fat i mig. Jeg vrister mig løs. Da jeg kommer ud på gangen kommer der personale fra alle verdenshjørner Den studerende følger efter mig, går ved siden af mig og fortæller alle at det er mig der er stukket af Da jeg når ned til enden af gangen kommer den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen cyklende og forpustet Hun har åbenbart ikke cyklet hele vejen. Hun får mig med tilbage. Da vi når til hovedindgangen prøver jeg alligevel at løbe Jeg kan jo ikke løbe fra nogen

Det sjove var da jeg fortalte tante Grøn om episoden. Hun havde set det fra den anden ende af. Først var hun indigneret over at personalet ikke havde handlet noget før, for hun havde set på lang afstand at jeg ikke havde det godt. Men nogle gange prøver de at se om jeg selv kan klare skærene. Men det havde vrimlet med personale og ingen viste hvor alarmen kom fra – selv afdelingssygeplejersken havde sagt ”Nej, nu vil jeg altså finde ud af hvor det kommer fra!” og så var hun løbet afsted Tante Grøn havde moret sig gevaldigt – det gjorde hun i hvert fald da hun hørte hvad det hele handlede om

Jeg registrerer med min nye faste KP og hun skriver bl.a. ”Under reg. af skema, angiver Sussi, at hun har banket hovedet lidt ind i væggen, dette er ej hørt af ut. eller andet personale.” Som jeg læser det, tror hun ikke på mig – jeg kan ikke se nogen anden grund til at skrive det der? Derfor gider jeg ikke registrere længere.

Fast KP nr. 2 mener selvfølgelig ikke at der står jeg lyver, og hun er idiotisk synes jeg, så jeg siger til hende ”Jeg gider ikke S, jeg gider ikke dig og jeg gider ikke nogen” og så smutter jeg. Jeg er træt af nye faste KPer Vi får senere registreret men for fremtiden gider jeg kun registrere når jeg har brokker mig over min nye faste KP

Da de skal fjerne mine sting – på trods af at jeg havde spurgt om det ikke så lidt mærkeligt ud – viser det sig, at der er gået meget betændelse i det. Den læge der har syet stingene i, får også lov at pille dem ud – og det bliver ikke nemt. Hun må grave stingene ud af betændte sår, og de kan ikke klippes sting for sting, men må trækkes igennem. AV! Jeg siger til hende, at jeg tager et mental billede til næste gang jeg får lyst til at skære mig og det synes hun er en rigtig god idé! Hun er lige ved at opgive og ringe til en ven, men hun klarer det – men det er jo også mig der må lide Jeg sagde vist til hende, da jeg havde skåret mig, eller også var det denne dag hvor stingene skulle tages, at jeg nok ikke var yndlingspatienten og hun måtte så sige, at hun nok heller ikke var yndlingslægen

Jeg skal have to slags antibiotika i 7 dage. Den ene slags får jeg halsbrand af 30 sekunder efter jeg har slugt pillerne Og de er også så besværlige, at jeg ikke må spise noget 3 timer før og efter at jeg har taget dem. Det er i hvert fald meget besværligt at ære mig i 7 dage!!! Men jeg finder ud af, at mælk er über godt mod halsbrand

Lægen beder mig i øvrigt igen om at tage et mentalt billede til senere

Hvis jeg skal på job skal jeg visiteres RØD. Det vil bl.a. sige ALT tøjet af Men det må jeg jo accepterer, hvis jeg vil på job. Tante Grøn råder mig til at gøre det, hun siger at så slemt kan det vel ikke være …

Det går ikke helt godt, da jeg skal hjem fra job. Jeg står af på Valby st. Prøver ellers at ringe til afsnittet hvor jeg har en aftale med overyndlingen om at hun er ved telefonen, men det er E der tager telefonen og jeg ringer tre eller fire gange, hvorefter jeg opgiver. Men så ringer overyndlingen og siger at jeg godt kan tage en taxa eller tog/bus tilbage. Det gør jeg så

Jeg bliver ikke visiteret RØD da jeg kommer tilbage, for overyndlingen ved hvordan man skal spørge mig, så jeg ikke smugler noget med ind. Nemlig: Har du noget med som jeg kan skade mig på? Og det havde jeg ikke

Hende der kalder mig uartig (K) fortæller mig om et spil hun spiller, hvor hun er fanget på den lukkede og ikke kan komme ud Hun fortæller at hun har listet sig ind i medicinrummet og pludselig er der en hånd på hendes skulder og BUM så er spillet slut – om jeg synes det virker bekendt? Og så griner vi

Hver gang jeg ser hende, spørger jeg om hun er sluppet ud fra den lukkede

Og så er der EM. Danmark mod Finland. Christian Eriksen falder om med hjertestop. Vi sidder og hygger os indtil det sker. Jeg går ud på rygeterassen og vandrer. Min KP ynes jeg skal have noget PN og da Mandse kommer, forklarer hun ham hvad der er sket.

Jeg deltager også i sansewellness som bl.a. er fodbad og så udvider tante Grøn det med neglelak og alt muligt andet. Det er meget sjovt, men jeg får stress af at være der en time. Det siger jeg så til de faste yndlinge og de tvinger mig til at sige til fys’en at jeg ikke kan være med en hel time og hvorfor.

Den da da jeg skal til lægesamtale:

KP: Slap nu af, du bliver jo ikke halshugget!
Overlæge: Velkommen til skafottet! Mehehe.
Mig: *gisp!*

Og det var skafottet. Han var pissesur og kaldte mig respektløs – fordi jeg prøvede at tage r*ven på ham!

Men jeg får en udskrivelsesdato – woohoo! To uger og jeg er ude

Jeg har det ikke særlig godt da jeg skal på job den morgen. Jeg bliver fulgt, men jeg kan ikke love at blive på jobbet til jeg bliver hentet. Så vi går tilbage. Dagens KP er for urolig til at lade mig tage af sted.

Jeg har jo fået have alene, og i stedet for at banke hovedet ind i væggen på stuen, som kan høres på hele afsnittet, går jeg i haven og skjuler mig, hvor ingen kan høre det. Den dag gør jeg det så meget at hele min hovedbund føles øm.

Den aften kan den nye personale (B) fornemme at der er noget galt. Hun synes jeg ser anderledes ud. Men jeg får hende ikke til at skrive at jeg er selvmordstruet og ikke kan tage på job i morgen. Noget i den stil, siger hun. Så det nytter ikke at sige noget til hende jo. Så jeg siger ingenting.

Hvad der sker kan du læse i næste og sidste del – see what I did there? Cliffhanger

Jeg glemte at sige, at overyndlingen ikke troede på, hvordan jeg var kommet ind i medicinrummet, da jeg tog piller h Jeg tænkte bare, hvis hun ikke tror på mig, så er der INGEN der gør. Men det var der faktisk – MINDST 2!!! Fast KP nr. 2 (mine faste KP’er hed faktisk Fast yndlings KP nr. X engang og det er de stadigvæk ) og den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen – de troede rent faktisk på mig

MEN overyndlingen havde dog sagt til de andre, at jeg aldrig løj – og jeg tror hun endte med at tro på mig, men det virkede åbenbart for mystisk til at være sandt. Det gør det også. Det er en dør der er kode på …?!? Og den hyler når den ikke er lukket – eller det burde den.

Det var den søde FADL-vagt der opdagede mig sidste gang jeg var i medicinrummet. Den ene gang jeg var i medicinrummet kunne jeg høre dem stå og ”skændes” derude og min nye faste KP råbte at hun altså havde lukket døren.

De troede åbenbart jeg havde fået tiltusket mig en nøgle. Jeg sagde, at hvis jeg havde det, så var jeg da skredet

Hende den nye søde nattevagt – hende der fiksede min nattelampe med post-its) troede heller ikke på mig og gav mig øge- eller kælenavnet ”Pilfinger”. Da hun ikke troede på mig kunne jeg bare SLET ikke lide hende, men jeg fandt hurtigt ud af, at hun var rigtig sød.

Tilbage på sporet …

En dag har jeg min nye faste KP som dagens KP. Det har jeg ellers sjældent, så det er jo svært at lære hende at kende. Jeg tænker at jeg vil bede om TF (terrænfrihed, udgang på matriklens terræn) og så gå fra hende Jeg sidder stille hele dagen, jeg vandrer næsten ikke (det gør jeg ellers meget når jeg er dårlig) – jeg synes virkelig jeg klarer det godt. Indtil en ung fyr fra personalet (E) siger, at jeg ser lidt sammenbidt ud WTF?!? Jeg sidder her og spiller über cool Nåh ikke

Men min KP spørger langt om længe lægen om jeg kan få TF – det er overlægen – og jeg kan bare se på hende på lang afstand, at det var et nej. Hun er virkelig ked af det på mine vegne. Jeg er bare virkelig ked af det på mine vegne Så jeg går ind og barrikaderer døren, fordi jeg gerne vil have fred. Fred til dumme ting, ja … men bare fred!

En fra personalet (A) finder sig ikke i at jeg har barrikaderet døren, så han får – med hjælp fra andre – mast døren op. Pisseirriterende! Og så besluttes det at jeg skal have beroligende medicin – jeg får forhandlet mig frem til hvad jeg – trods alt – helst vil have, så overlægen mener ikke det er nødvendigt at skrive tvangspapirer på det …?!? Det skal så siges, at jeg ikke tager deres lort – jeg spytter det ud i hånden og ned i lommen. Jeg går en lang tur med A i haven – den hjælper bedre end deres medicin. Der står i min journal ”Efterfølgende fremstår Sussi afdæmpet samt positiv.” Det er turen i haven og ikke medicinen der har gjort det. Men R undrer sig over, at jeg ikke er blevet det mindste sederet/PISSETRÆT (det er det medicinen gør)

Jeg bliver i øvrigt også fastholdt og det skriver han heller ikke papirer på

En af grundene til at jeg havde det så dårligt var at lille Mimi skulle opereres og jeg var bekymret for om jeg nogensinde kom til at se hende igen. Hun overlevede operationen, men jeg kom faktisk aldrig til at se hende igen Men da vi fik besked om, at hun havde overlevet, skrev min nye faste KP ”Mimi is alive” og en masse hjerter på min tavle

Da aftenvagterne møder ind er overyndlingen på job og jeg får hende IKKE som KP Men hun henvender sig til mig, og jeg kan ikke se hende i øjnene. Hun kan jo så fornemme at der er noget galt, så hun tager mig med ned i sanserummet og tale. Jeg får på et eller andet tidspunkt sagt, at jeg ikke har taget medicinen. Hun får de lækre pillerester fra min lomme – det er hun virkelig glad for og ”vi” bliver enige om, at jeg nok skal have noget Rivotril (beroligende), men en mere human dosis

Jeg har urinvejsinfektion og hende der aldrig har kunne lide mig (M) giver mig medicinen. Den lugter af gift og jeg bliver vildt paranoid. Jeg tager mig sammen og sluger den, men det starter bare en lang periode hvor det bliver endnu svære for mig at tage medicinen – jeg beder om at se pakningen og se når de tager den ud, så jeg ved det er det rigtige. Overyndlingen går altså ikke med til det Hun siger ”Har jeg nogensinde givet dig noget der var farligt?” eller noget i den stil Men jeg stoler jo også på hende. Jeg stoler også på Mandse … men alligevel så bliver jeg bange når vi er ude at spise og jeg går på toilettet og han skal passe på mine ting. Jeg stoler på ham, men jeg frygter også at når jeg kommer tilbage er han gået med alle mine ting

Der er en personale (S) der gerne vil gøre noget for mig (og Mandse). Jeg har nemlig fortalt hende, at Mandse gerne vil have jeg går med make up. Så næste dag kommer hun med hele udstyret og giver mig make up på, og krøller mit hår. Det er da søøøøødt

Den nye aftenvagt (B) som arbejder meget med mig bl.a. kognitivt, laver nogle visualiseringsøvelser med mig og fortæller mig om noget på YouTube (og Spotify i øvrigt) der hedder Dyb Ro. Jeg finder ud af, at visualiseringsøvelser virker rigtig godt for mig, og det er Dyb Ro bl.a., så det begynder jeg at bruge til at falde i søvn på. Man kan også bruge det når man har angst og mange andre ting.

Jeg kan ikke huske i hvilken rækkefølge tingene skete, men jeg kan godt huske hvad der skete. Døren til køkkenet står åben. Jeg tror nok jeg har bedt en personale om hjælp til kaffeautomaten og han glemmer at lukke døren. Mange patienter går ud i køkkenet. Jeg leder efter en kniv f.eks. til at ridse mig med. Det er der naturligvis ikke, så jeg går ud i slusen og ser om denne dør måske har samme sygdom som døren til medicinrummet. Det har den ikke. Jeg fjerner låsen på vinduet i besøgsrummet. Jeg går igen ud i slusen og jeg prøver at åbne døren. Jeg beskrives som værende i trance. Afdelingssygeplejersken opdager mig og hende og fast KP nr. 3 får mig tilbage til afsnittet. Jeg går ind på min stue, hvor jeg bliver udspurgt om hvad jeg har lavet. Jeg er ærlig. Dårlig idé. De tilkalder læge og så er jeg ikke længere ærlig. Men hun har jo fået personalets version, så hun tror ikke på mig. Jeg skal have medicin. Den der kæmpe dosis. Jeg får det som flydende, så jeg ikke kan snyde Pis ozzZ Jeg får bl.a. at vide af hende der aldrig har kunnet lide mig (M), at jeg skal have så stor en dosis pga. min vægt. Så tager jeg lortet, udbryder ”Det smager af helvedes til!” og skrider ud på rygeterassen. Der prøver jeg at kravle gennem vinduet til besøgsrummet – de låser det igen.

Jeg vimser frem og tilbage. De har vist taget nøglen til min stue. Jeg er desperat. Jeg prøver at hive en lampe ned mhp. at skære mig med lysstofrøret. Så bliver O rasende og råber med foragt i
stemmen ”Du er en voksen kvinde, du opfører dig lige som et barn. Hver gang du ikke får din vilje så … (barnelyde)” og i den dur. Jeg bliver virkelig ked af det og løber ud på rygeterassen igen. Da jeg har sundet mig lidt kommer jeg ind igen og råber at han er en iskold skid – og det
mener jeg – selvom jeg også mener, at han har mange kvaliteter. Så siger han, at jeg jo kan skrive til
avisen. Han har tidligere sagt – jeg regnede med at det var i sjov – at det jo var klart jeg fik tæsk på
Nordstjernevej, når jeg skrev om dem i avisen.

Jeg er så uendelig ked af det, og tænker at det hele kan være lige meget. Så jeg går ud og finder et skod på rygeterassen og tænder det (man må ikke tigge smøger af hinanden). Det er meget lille, så jeg må finde et nyt og tænde endnu et. Imens er overyndlingen kommet ind på afdelingen og hun spørger R om jeg står og ryger. Det kan hun da ikke tro. Overyndlingen kommer ud og … ja, hun sagde vist selv at hun havde taget smøger ud af hånden på mig. Så spørger hun hvad der lige sker (jeg har ikke røget i 10 år!). Jeg græder og siger, at det jo kan være lige meget hvad jeg siger. Hun tager mig ind på stuen hvor vi snakker lidt indtil jeg har det bedre.

Når jeg spørger ind til medicinen blev sygeplejerskerne alle tre virkelig sure på mig og M spørger hvad det her handler om. Og at jeg kunne tage den med lægen. For der står i indlægssedlen at man bruger 2,5 mg. i svære tilfælde (og jeg fik 4 mg.). Jeg har også spørgsmål ang. det med vægten – jeg kan ikke se hvorfor det skulle bruges som argument, når en person på 70 kg. også skal have 4 mg. Burde de så i virkeligheden ikke give mig 8 mg.? Hvis det argument skulle holde?

Min nye faste KP (som jeg aldrig bliver glad for) skriver i øvrigt også i min journal den dag:
>>Under sikkerhedsrunden findes der 2 snoer på stuen, den ene kasseres, da Sussi opdager dette, angiver hun, at den hun har tilbage er farligst – da den er mere ru. Sussi henv. sig v. kontoret og spørg, “er i ude på at slå mig ihjel”. Derefter smækker hun døren hårdt og der afleveres en snor til Sussi.<< Dagen efter skriver jeg følgende i journalen: >>Jeg vil gerne korrigere det der blev skrevet om mig i går, for jeg er ikke helt enig:
Jeg henvendte mig ikke på kontoret, for at spørge om de ville slå mig ihjel, for derefter at smække døren. Jeg spurgte om dette, fordi da jeg sagde at den farligste strimmel var tilbage, fik at vide: “Jamen, er det ikke også det du er ude på?” (at det skal være farligt). Jeg følte at mine suicidale tendenser blev totalt negligeret.<<
Og i øvrigt spurgte jeg ikke om de var ude på at slå mig ihjel, men jeg husker ikke præcis hvad jeg sagde, så derfor skrev jeg det ikke i journalen.

Jeg skrev også andre ting, men dem har jeg allerede skrevet om her.

Min faste KP skriver altså en meget ensidig version af hvad der skete i journalen (som jeg så heldigvis får lov at rette i). Men det er ingenting i forhold til hvad hende der aldrig har kunnet lide mig stryger direkte ind på kontoret – eller til konference – eller hvad har vi ikke – og fortæller. Den version er endnu mindre flatterende og der bliver endda nævnt at hun mangler empati (for mig) – men det vidste jeg jo godt

O ignorerer mig resten af min indlæggelse efter denne episode. Så meget at han undgår mig, for ikke at skulle udveksle et enkelt ord med mig. De hælder mad op til os og når jeg kommer, går han til siden for at undgå at skulle hjælpe mig. Jeg brokker mig over dette til alle mulige, men får at vide ”at man ikke kan være venner med alle”

Jeg har også mine forbehold overfor ham, men jeg prøver at tale med ham periodevis – men må give op. Jeg vil ikke tigge ham, for så vigtig er han ikke Og så i øvrigt er han den professionelle – eller åbenbart ikke

Jeg mener det er dagen efter eller et par dage efter, at jeg er i patientklagenævnet for at klage over den episode på Nordstjernevej hvor jeg får et brillehæmatom og en bule i panden – det går meget godt, men jeg får ikke medhold

Der er en dag stillet en termokande ud, fordi automaten ikke virker. Det er ikke lige det bedste for mig, jeg smadrer dem jo og ridser mig med skårene – men jeg får sagt det til min KP og den bliver fjernet.

En fra personalet (J) laver ”skuespil” ud af H.C. Andersen tekster som bl.a. jeg og en anden patient læser op for hinanden – altså vi læser bidder op for hinanden, så man får hele teksten, men skal ikke læse det hele selv. Som dengang der var en læsegruppe på afsnittet. Denne anden patient og jeg bliver bl.a. kaldt tante 1 og tante 2 Og vi kommer selv ud i at kalde os for tante Grøn og tante Lilla (gæt hvem der er tante Lilla? )

Jeg har det ret sjovt med denne patient og det er rent faktisk en jeg godt må ”lege” med, fordi vi ikke har samme problematikker

En dag skal jeg udfylde registreringsskema (sådan et DAT-inspireret skema hvor man scorer på uro/angst/forpinthed, selvmordstanker, selvskade impuls/handling samt man skriver mestringsstrategier og positive oplevelser) og jeg har det IKKE godt. Men jeg siger alt er godt. Dagens KP (R) siger at jeg virker helt tom, så vi dropper skemaet og går i haven. Her spørger hun til hvad jeg har af mestringsstrategier. Pludselig popper ”forbedre nuet med sanseindtryk” op i min bevidsthed. Det var noget den tidligere klinikchef lærte mig og for mig var det at lave en kop the. Når jeg har været indlagt har det været en kop citronthe med honning. Så R og jeg fik en kop citronthe med honning værd og efter nogen tid fik jeg det straks bedre – voila! Det virkede

Når Mandse er på besøg spiller vi Civilization på tabletten. Han er på besøg hver dag – vist nok en dag han ikke kommer, fordi han skal skaffe billetter til Metallica-koncert (der er vi ikke nået til endnu i min fortælling ).

Jeg sover ikke skide godt om natten, så ind imellem får jeg Zyprexa, så jeg kan sove. Problemet er at jeg bliver træt i 24 timer eller mere af dem

En dag bliver jeg kontaktet af politiet – de vil gerne afhøre mig i forbindelse med at jeg har politianmeldt en personale fra Nordstjernevej pga. den episode hvor jeg får et brillehæmatom og en bule i panden. Personalet bliver tilsyneladende også forhørt og de har jo den samme forklaring, som ikke stemmer helt overens med min forklaring, så de får ret og jeg får en lang næse

Den søde nattevagt er i aftenvagt en dag og hun giver mig en bog jeg kan skrive i, i stedet for at lave selvskade. Jeg får skrevet en hel del og jeg tænker at hvis jeg skulle fortsætte ville den bog hurtigt blive udfyldt.

Og så får jeg endelig TF (terrænfrihed) med personale, fordi jeg på troværdig vis kan sige, at jeg er klar til det Den yndling der aldrig har fået en titel her i bloggen spørger så om det også gælder med Michael (altså Mandse ) og lægen siger, at ja det gør det. Jeg tænker … woohoo! Det står der ellers i min kontrakt at jeg ikke må få (hvorfor ved jeg ikke, for Mandse … det er jo for høwlede ham der kommer med mig når det står slemt til?). Men jeg siger pænt JA TAK!

Jeg tror det er under denne samtale hvor der foregår følgende:

Sussi: Hvornår bliver jeg udskrevet?
Overlæge: Når du har det godt nok!
KP: Var lægesamtalen så, så slem som du havde forestillet dig?
Sussi: Ja, fordi jeg får sådan nogle irriterende svar!
Overlæge: Det er fordi du stiller sådan nogle irriterende spørgsmål!

Den første tur jeg går er med den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen. Jeg har ikke været 100% ærlig ved lægesamtalen. Jeg er måske ikke så klar, som man kunne ønske sig. Men jeg blev simpelthen nødt til at tage chancen – og det gik også meget godt! Men yndlingen bliver noget bekymret, selvom jeg vist ikke lige fortæller hvad det handler om – hun kan bare mærke, at der er noget der ikke er helt som det skal være.

De næste par dage nyder jeg med Mandse udenfor i det fri. Mandse siger, at det er næsten som om, at jeg slet ikke er indlagt

Næste dag går jeg tur med P som aktivitetsperson og en medpatient (tante 2 eller 1 eller tante Grøn, eller hvad hun nu er ). Jeg kan bare mærke, at det ikke er så godt alligevel. Der er noget der trækker i mig og jeg siger det til P. Hun spørger om jeg vil tage hende i hånden og så skynder vi os ind igennem haven i stedet for at gå hele turen rundt om bygningen. Pyha – jeg stak ikke af!

Måske jeg også skal fortæller, at jeg altså bruger rigtig meget tid på at spiller bordtennis, UNO, gå i haven (med personale da jeg ikke må gå alene ), jeg er med oppe at træne i motionsrummet, jeg hjælper med at dække bord f.eks. og jeg er med ude at gå ture rundt om brandvejen – men personalet spørger som regel – beder mig kigge dem dybt i øjnene og sige, at jeg godt kan tage med

Nu tror jeg ikke du orker at læse mere kære læser Så næste del må du få en anden god gang

Min nye faste KP nr. 3 er god til at være hos mig når jeg har fået PN. Det er meget den måde han overtaler mig på, ved at blive hos mig, bare sidde på stuen eller spille UNO med mig. Han har altid været god til at lave den slags aftaler.

Der er også en ny personale jeg har ofte, som jeg taler værdier og uhensigtsmæssige tanker med, bl.a. Og hun hjælper mig med mindfulness-lydfiler, som jeg kan bruge i stedet for MaySound (som er sådan en blå tingest højtaler man har oppe om ørerne og som spiller beroligende musik). Der er faktisk også en nattevagt som er rigtig sød og anbefaler mig nogle engelsk-talende mindfulness-youtube videoer. Men jeg foretrækker de danske. Nattevagten plastrer også min lampe til med farvede post-it papirer, så min lampe ikke er så skarp om natten (jeg sover med lyset tændt om natten ).

Den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen (tror jeg hun i sin tid hed) sidder også hos mig en nat hvor jeg er psykotisk og bange, det er jeg meget taknemmelig for – og mange nætter må jeg sove med døren vidtåben. Den yndling fortæller mig i øvrigt en måneds tid senere, at hun FANDEME OGSÅ STOPPER!!! Hun kommer i øvrigt også til at få fugtige øjne, og det burde jeg FANDEME også få. Det er altså lidt for mange af de gode på alt for kort tid

Min nye faste KP (som jeg aldrig bliver rigtig glad for) vil glæde mig og beder om udgang til den store gang. Dette bliver givet. Da vi er på vej ud går vi forbi afdelingssygeplejerskens kontor hvor hun og overyndlingen befinder sig og de bliver pissesure og afdelingssygeplersken spørger hvordan jeg kan finde på at lyve overfor min nye faste KP? WTF? Jeg har ikke løjet. Jeg havde sagt til den faste, at jeg ikke måtte få udgang og det fortæller den nye faste dem også. Men jeg bliver så ked af det at jeg går ind på min stue og rykker sengen for døren, så de ikke kan komme ind. Jeg svarer ikke når de banker på. En fra personalet (P) fortæller mig senere, at hun er sikker på de finder mig død derinde. Men efter nogen tid, siger jeg at jeg vil udskrives. H lover mig at blive udskrevet, hvis jeg lukker op. Jeg lukker op, og så siger hun, at det må vi jo tale med Michael om Jeg bliver rasende og kalder hende en løgner.

Inden jeg går videre vil jeg lige fortælle, at H kommer og forklarer hendes handling en anden dag. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg siger ingenting, men jeg er glad for det hun siger. Og siden har jeg aldrig set hende. Hun forsvinder uden at sige farvel – og jeg tror altså det betyder, at hun er blevet fyret (altså ikke pga. episoden med mig! Men hvorfor ved jeg ikke, for hun er en fantastisk medarbejder!) Jeg er meget ked af, at jeg ikke fik forklaret mig. For jeg mente jo ikke at hun var en løgner, jeg var bare gal – jeg ville jo heller ikke skilles den dag med Mandse på afsnit 168.

Jeg tager en løkke og strammer om halsen. Jeg bliver mørkeviolet i ansigtet og igen må P fortælle mig nogle dage senere, at hun håbede det værste der kunne ske var at jeg besvimede.

Dagen efter prøver jeg at overbevise overlægen om at jeg har det fiiiiint og at jeg skal udskrives. Den hopper han ikke på, så han må tvangstilbageholde mig

Lørdag d. 17/4-2021 går jeg på gangen og tager i alle håndtag (dog ikke til patientstuer) som jeg plejer når jeg har det dårligt. Døren til medicinrummet ser lukket ud, men når jeg tager i håndtaget er der modstand i dørhåndtaget og døren går op

Jeg kan simpelthen ikke lade være – jeg går ind i medicinrummet – jeg kigger febrilsk på alle pilleæsker og glassene. Jeg tager det første og det bedste der virker brugbart til at suicidere med. Rivotril (som jeg også tog den 18/3-2021, den dag tog jeg bare en lidt større dosis). Jeg ved ikke hvor meget jeg tager, men jeg tager vist fire håndfulde med ti piller i af gangen, altså fyrre 0,5 mg. Rivotril. Jeg ville have taget 2 mg. Rivotril, da jeg ikke bryder mig om at tage mange piller, men det pilleglas var tomt
Jeg kommer i tanke om at min mor og Mandse skal komme. Jeg skriver til Mandse og siger de ikke skal komme alligevel. Så bliver Mandse mistænksom og truer med at ringe til afsnittet. Jeg fortæller ham hvad jeg har gjort og han ringer til afsnittet.

O fortæller mig senere, at han ikke tror på jeg har taget noget medicin. Hvorfor skulle jeg lyve om det?

Jeg får fast vagt i 6 timer, som vist bliver udvidet lidt, fordi jeg er lige spøjs nok. Min faste vagt (A) er vist pænt træt af mig – hun kan nemlig ikke få lov til at gå hjem Jeg går stille og roligt på gangen og får at vide af S at jeg ikke må gå der, for jeg vækker de andre patienter (hun siger det pænt) – imens kan jeg høre hendes arbejdskollegaer grine højlydt nede i dagligstuen. Det er meget mere larmende end mig der vandrer stille og roligt på strømpesokker.

Dagen efter er der samme problemetik med døren til medicinrummet. Jeg går ind og denne gang giver jeg mig bedre tid. Jeg finder Seroquel (depot) og tager fyrre 200 mg. Det er åbenbart langt over toksisk dosis. De får at vide, at jeg skal kaste op, så jeg prøver at stikke en finger i halsen – men det har jeg prøvet masser af gange, det kan jeg bare ikke. Så spørger min KP (R) mig om der er noget der kan få mig til at kaste op – og det eneste jeg kan finde på er aktivt kul. Men det kan jeg fandeme heller ikke kaste op af?!? Så kommer ambulancen og jeg bliver kørt til Hvidovre Hospital.

Jeg skal et smut på hjerteafdelingen, hvorfra jeg bliver hentet af overyndlingen. Jeg ved ikke om det er fordi de så er sikre på, at jeg ikke stikker af For jeg er jo ligesom tvangstilbageholdt og rimelig suicidal

Jeg har tømmermænd og er usikker på benene og får en badetaburet til at bade med. Jeg fortæller også overyndlingen, at de ikke har fundet det kontrabanda som jeg har gemt på min stue. Hun leder selvfølgelig hele stuen igennem og finder det

Faktisk så da hun henter mig, så er hende sygeplejersken på HH ved at give mig ble på. Jeg er bare helt forvirret og gør hvad der bliver sagt, jeg tænker måske at de har erfaring med at man ikke kan holde sig efter sådan en omgang? Jeg har jo været helt væk i et døgns tid tror jeg, eller et halv døgn – IDK. Men overyndlingen får stoppet ble-skiftet og det er jeg virkelig glad for

Mandse er i øvrigt meget sur på mig!!!

Og så bliver jeg præsenteret for en ny kontrakt Og overyndlingen forklarer den overfor mig og i journalen skriver hun bl.a. ”og at der kan indgås aftale om at grænseoverskridende adfærd ikke finder sted” Grænseoverskridende adfærd (det udtryk har jeg det virkelig skidt med – der var en patient der fortalte at der stod sådan om hende og jeg tænkte: ”Godt det ikke er mig!”) er bl.a. ”at Sussi ikke går i medicinrummet, skyllerummet eller afmonterer diverse former for inventar i afsnittet.”

Der er indimellem nogle patienter der har det svært og når det sker – og der måske endda er en tvangssituation hvor der vrimler med personale (også fra andre afsnit), så bliver jeg virkelig dårlig. I disse situationer beder de mig hente min musik eller de sidder f.eks. på stuen og taler med mig.

En af de andre patienter er meget dårlig og lidt tilbage. Han kan finde på at vælte alle krusene ned fra reolen i spisestuen og så kan A finde på at sige til mig: ”Se, du er ikke den eneste patient der er uartig!” (jeg tror ikke lige han formulerede det sådan, men der er en anden personale der kalder mig uartig ).

Og så skriver psykologen: ”Mere autentisk og alderssvarende emotionel kontakt end ut. tidligere har oplevet.” Det betyder at jeg plejer at være barnlig

Der skal være netværksmøde hvor min KP fra F-ACT skal komme. Hende har jeg haft en uheldig episode med. Det fortæller jeg overyndlingen om, og hun siger ”Jeg havde slået dig ihjel hvis du havde gjort det ved mig!”

Det er fordi at op til at jeg blev indlagt var jeg meget suicidal og skrev til hende og insinuerede – ret sent om aftenen – at jeg ville hoppe ud foran et tog. Jeg tænkte ikke lige på, at hun måske havde arbejdstelefonen med hjem

Den 28/4 er der netværksmøde, hvor jeg bl.a. har skrevet en undskyldning til KP’en fra F-ACT og på mødet bliver der talt om hvordan jeg gerne vil have den ambulante behandling skal være (mange patienter vil så gerne medinddrages, ikke jeg – men jeg skal ).

Jeg gør i øvrigt på dette møde opmærksom på, at jeg kan hente medicin på apoteket (det har ellers været sådan længe, at det kun var hjemmeplejen der kunne hente eller hvis jeg havde en med) – jeg har jo ellers hjemmepleje for at undgå at jeg kommer i kontakt med medicinen på egen hånd (de doserer jo og låser ned i æsker) – men det er der åbenbart ikke nogen der synes der skal gøres noget ved

Jeg laver mange sjove ting med den sygeplejestuderende. Bl.a. gør vi rent og det trænger der virkelig til – kluden bliver sort og næsten levende af snavs. Vi danser også fredagsdans, men heldigvis er der aldrig nogen der opdager det. Og så spiller vi UNO – jeg plejer at tæske de fleste i UNO, men de der sk*de studerende (der er også to andre studerende) … de har alle ”træk op” kortene og jeg er sikker på de rotter sig sammen

Og så har jeg haft et mikroskopisk skår, som jeg indrømmer overfor overyndlingen. Jeg tror hvis hun havde vist hvor mikroskopisk det var, så havde hun ikke gjort noget ved det (jo selvfølgelig havde hun det ). Men hun gennemsøger alt for at finde det, og jeg går i panik da hun nærmer sig det – er bange for hun skal skære sig, så jeg siger at jeg nok skal fortælle hvor det er. Suk!

Men hun skriver da i journalen ”efter en del diskussion frem og tilbage og leden efter skåret, aflevere Sussi det.” Det vil jeg ikke sige er i overensstemmelse med sandheden

Inden jeg blev indlagt havde jeg meget uro, og så tror jeg det gik lidt over – men nu begynder uroen at komme igen. Jeg bliver nødt til at krumme mig sammen, jeg får kvalme af den uro, det gør fysisk ondt i kroppen og fast KP nr. 2 siger simpelthen at jeg sidder og rokker frem og tilbage

Jeg begynder at skrive min egen journal i Sundhedsplatformen. Det er et projekt nogle af de ansatte har, hvor at patienterne kan få lov til at skrive deres egne journalnotater.

Jeg har været indlagt i over en måned og jeg har stadig ikke terrænfrihed med personalet – det er helt vildt, og det er lidt svært, at være spærret inde så længe uden at se andet end en rygeterasse og nogle gange haven (også med personale).

Men faktisk står døren til haven åben en dag og så går jeg altså derud. Jeg hygger mig rigtig, og de opdager mig slet ikke – ikke engang da de lukker døren. Jeg opdager at vinduet til rengøringsrummet står åbent og jeg prøver at fiske nogle ting ud derfra – bl.a. en sprit som jeg får væltet ned ad mig. Den dag kan de sige, at det bl.a. er derfor, at jeg ikke må komme ud i haven alene

Jeg sover i perioder virkelig dårligt, og (noget) personale sidder og ser film om natten (andet personale sover ), hvor jeg får lov til at se med. De er virkelig tøsede personalet og kan ikke klare en slags virkelig åndssvag splatterfilm Og mit ur registrerer det som om at jeg sover, så så ophidset var jeg

Jeg skriver om den gode indlæggelse. Det bliver ikke særlig godt, men jeg får skrevet hvad jeg synes en god indlæggelse er. Og jeg får sagt til dagens KP (K) at hun skal huske at skrive, at jeg har opført mig ordentligt den dag. Det er hende der plejer at sige, at jeg er uartig Det er også hende jeg engang tog røven på da hun var helt ny på afsnittet Jeg sagde til hende om hun ville lukke mig ind på stuen for jeg havde glemt min nøgle (personalet havde taget den, fordi jeg ikke kunne opføre mig ordentligt ), så hun hjalp mig venligst med at lede efter min nøgle inde på min stue – jeg både grinte indvendigt og havde det ret skidt med at jeg tog røven på hende, når nu hun var så flink

Overlægen skal vurdere om jeg fortsat skal være tvangstilbageholdt, men jeg er nu klar til at være indlagt frivilligt. Han skriver, at jeg stadig er tvangstilbageholdelig, men dette er altså ikke længere nødvendigt Dog barrikaderer jeg mig på stuen igen efter samtalen, men jeg åbner hurtigt døren (jeg husker ikke lige episoden). Men jeg klager over at jeg savner min hund, og afdelingssygeplejersken giver lov til, at min hund kan besøge mig

Overyndlingen synes ikke det er så godt med den uro der er startet op igen og vi/jeg mener det måske kan skyldes Abilify. Hun får mig overtalt til at prøve med en lille dosis Zyprexa i stedet. Min mor synes jeg skal lytte til overyndlingen, for hun plejer at være god til mig, siger min mor. Men det skal jo lige godkendes af lægen, og han er ikke enig – og jeg må indrømme, jeg har ikke ligefrem lyst til at tigge om Zyprexa, så det bliver ikke til noget. Overyndlingen er ikke tilfreds – slet ikke tilfreds. Jeg overvejer om der måske kommer lidt røg ud af hendes øre men hun siger ikke noget altså.

Jeg får Chili Claus chokolade når jeg har det skidt. Jeg plejer at få en styrke 9, men den kan faktisk godt være stærkere, hvis jeg skal tages ud af min tilstand, så jeg får en styrke 12. Den er pænt stærk og jeg siger til overlægen og peger på min KP (P) ”Hun slår mig ihjel!” Så kigger han roligt på hende og siger helt tørt ”Det er altså ikke meningen.”

Jeg har det svært med at tage imod PN medicin og jeg har ellers lovet mig selv, at tage imod medicinen når det er f.eks. overyndlingen og fast KP nr. 2 (og nogle gange 3 ). Men denne dag kommer jeg til at snyde lidt – jeg drikker al vandet, men hun ved jeg ikke har slugt dem, så hun slæber mig hen til personalekontoret hvor hun tager nyt vand. Men mens hun tager nyt vand stikker jeg af og smider pillerne ud i skraldespanden. Jeg fisker dem vist op bagefter, for jeg kan ikke lige have, hvis en anden patient skulle finde på at tage dem. Der er nogle patienter der er overordentlig glade for beroligende medicin.

Fast KP nr. 3 siger også til det andet personale, at jeg virkelig prøver ham af – og så siger de bare, at det gør jeg også med dem. Men det er INTET i forhold til hvor streng jeg kan være overfor ham. Det er faktisk rigtig synd for ham, for han er mega sød!

Og så fik jeg besøg af min lille hund – jaaaaa! Havde jeg bare vist at det var sidste gang jeg skulle se hende Det var faktisk ikke så hyggeligt, for hun var kun optaget af køkkenet (vi sad ude i haven). Så derfor fik jeg ikke besøg af hende igen, for jeg skulle jo alligevel snart hjem og så kunne vi rigtig hygge. Men det blev aldrig til noget

Nu tror jeg gerne du vil have en pause kære læser – hvis der overhovedet er en læser – jeg har da et par hits, men det er ikke mange Jeg skriver også mest dette for egen skyld og måske jeg kan bruge det senere. Men jeg vil i hvert fald gerne have en pause og jeg er blevet enig med mig selv om, at fire A4-sider er en god størrelse på en tekst

Jeg glemte at skrive, at jeg – selvfølgelig – opfordrede den overlæge der får mig til at se rødt til at læse bogen ”Når gode mennesker handler ondt” af Dorthe Birkmose. Jeg anbefalede at alle på afsnit 168 læste den. Det kan man nemlig godt sige til hende uden at hun bliver sur

Men jeg blev overflyttet til afsnit 809 og det blev jeg glad for Da jeg kommer til afsnit 809 er det fast KP nr. 2 der tager imod mig. Hun har et dokument med som jeg selv har skrevet, om hvorfor jeg gerne vil på 809 og kontrakten. Og jeg føler mig ikke særlig velkommen. Altså hun er sød nok, men jeg skal lige have at vide, at ”der skal være noget specielt” (behandlingsalliance) for at jeg kan være der. Så jeg bliver ærlig talt skide sur – det kan hun godt mærke og hun forklarer at det ikke er så slemt som jeg føler det. Overyndlingen kommer også, men jeg kan nu ikke huske hvad hun siger.

Fast KP nr. 2 skriver: ”Har en opfattelse af hun allernådigst har fået lov til at komme til 809 er realitetsorienteret i denne opfattelse.”

Jeg tror det er ved denne indlæggelse, at de fortæller mig, at fast KP nr. 1 er stoppet med at arbejde der *vræææææl* ←jeg har ikke nogen vræle-smiley. Det er i hvert fald stadig en tragedie, men jeg har fået en ny sød KP.

Jeg viser noget jeg har skrevet til lægen i F-ACT ang. mine symptomer. Og jeg bliver opfordret til at skrive mere, for jeg har kun skrevet om mine symptomer når jeg er alene, men jeg forklarer at det er andre symptomer når jeg er sammen med folk.

Allerede næste dag får jeg terrænfrihed med personale på den lange gang og går meget frem og tilbage med forskelligt personale. Bl.a. en der engang har sagt til mig: ”Hvis du stikker af, så kan jeg godt fange dig … men det gider jeg ikke!” Det griner vi altid meget af Jeg får også dobbeltdosis PN denne dag, det synes de at jeg har behov for

Lægen skriver: ”Kontaktperson som kender pt rigtig godt, mener ikke at hun vil profitere af samtale med ut på nuværende tidspunkt efter dennes erfaring, hvilket ut vælger at respektere, idet vi ikke foretager ændringer i planen.” Dagens KP er min nye faste KP, lad os for en god ordens skyld kalde ham fast KP nr. 3. Selvom fast KP nr. 1 jo er ude af min fortælling

Da jeg blev udskrevet sidste gang fik jeg en (fjerde) fast KP, men det bliver aldrig godt, så hun får ingen fast titel her i bloggen

Det er muligvis allerede her hvor jeg har en strimmel, som jeg har lov at have, det har engang stået i min samarbejdsaftale, at jeg må have den strimmel. Jeg bruger den til at have om halsen og stramme til. Faktisk laver jeg en løkke, selvom jeg ikke må Men jeg får allernådigst lov af fast KP nr. 3 til at bruge den lidt – for han kender ikke til aftalen, men han stoler lidt på mig. Men hans kollega H synes det er en virkelig dårlig idé og siger: Det er godt jeg ikke er din KP. Og jeg svarer: Ja, det er godt du ikke er min KP. Det lyder som om jeg ikke kan lide hende, men det kan jeg virkelig godt og det er kun i den situation at jeg mener det.

Den aften er der banko, men jeg kan kun være med 10 min, fordi jeg har det dårligt – men jeg når vist alligevel at vinde et stykke chokolade

Der følger en del epsioder hvor jeg stikker af med en gaffel, som jeg vil bruge til selvskade – men H er alt for hurtig og opmærksom

For at holde styr på mig, tager de bl.a. min nøglebrik, for at jeg ikke kan komme ind på min stue og lave numre

Det er vist her at de ikke vil give mig Abilify, fordi … bla bla bla. De vil hellere give mig Zyprexa, som jeg bliver mega træt af. Jeg gider ikke diskutere med dem, så jeg siger bare ja, og beslutter mig for ikke at tage skidtet. Jeg skal kun have det henover påsken, hvor vi så kan aftale at jeg får Abilify når de faste læger er tilbage.

Ved første lægesamtale med afdelingslægen beder jeg både overyndlingen og lægen om at tage deres visir af, da jeg simpelthen ikke kan holde det ud. Det hele føles bare så mærkeligt – som om de er så langt væk. Det er slet ikke behageligt, det er umenneskeligt når man har det dårligt og jeg er ikke imod restriktionerne som sådan.

Denne dag får jeg at vide, at endnu en personale (C) stopper. Hun græder da hun fortæller mig det og det er jeg sQ også lige ved.

Jeg skal have depot, og det vil jeg ikke have. Så overyndlingen medbringer førnævnte (hende der snart stopper) for at virke mere … jeg kan ikke huske hvad de kalder det, men det er for at INSISTERE på at jeg tager skidtet. Jeg bliver så frustreret at jeg tager en løkke om halsen mens de er ude for at hente grej. Hende der snart stopper plejer altid at give mig koldt brusebad med tøj på når jeg er ”ude af den” og dette er ingen undtagelse. Jeg sidder selvfølgelig også lige under bruseren, så det er bare at åbne. Det kolde vand får mig til at trække vejret meget hurtigt, men efter nogen tid går det bedre, da vandet bliver varmere.

Første gang hun gjorde det gav jeg hende også min velsignelse ved at sige, at hun havde gjort det rigtige. Jeg er faktisk ikke engang sikker på at hun var færdiguddannet dengang, men hun var og er skide dygtig

Jeg må åbenbart kun gå i haven med personale og jeg vandrer derudaf indtil dagens KP (O) siger, at nu bliver vi altså nødt til at gå ind, for han fryser. Han har ikke taget nogen jakke med, da han ikke var klar over, at jeg skulle gå en halv maraton

Der er en ny studerende, som er virkelig dygtig og hende spiller jeg bordtennis med. Det viser sig hun kender den dygtige studerende fra 168. Jeg er også i haven med hende. Hun var også tilstede da jeg blev indlagt, hvilket jeg egentlig ikke var tilfreds med i situationen

Den dag stjæler jeg endnu en gaffel og vil ikke tage PN, da det opdages. Så de kalder på overlægen, som overyndlingen også må bede om at smide visiret, da jeg jo ikke kan have det.

Jeg bliver overtalt/”motiveret” til at tage Stesolid og Zyprexa. Jeg tænker de er bindegale, så jeg lader som om jeg sluger skidtet (Zyprexa er en smeltetablet, så man skal virkelig passe på at den ikke smelter). Bagefter skal jeg lige på toilettet. Jeg spytter skidtet ud. Alt er godt. Men jeg vil sikre mig, at alt er ude så jeg kommer vand i munden og spytter ud. Det hører C (hende der snart stopper), så hun kommer ud og opdager pillerne i toilettet. Så får jeg nogle nye og denne gang slipper jeg ikke! De tager alle mine strimler fra mig, men jeg får i det mindste ball-stik massage

Denne aften har jeg O som KP og jeg griner meget af hans journalnotat:
”Psykisk tilstand
Imødekommende;Neutral stemningsleje;Mimikfattig;Vrang forestillinger
pt har haft god aften. ”

Jeg spørger ham om han synes jeg har haft en god aften med mine vrangforestillinger? Selvfølgelig kan man godt have en god aften med sine vrangforestillinger, hvis de fortæller en at man er mangemillionær, men det er næppe tilfældet for mig

Den weekend tager jeg igen en gaffel. Jeg gemmer den ovenpå et skab og de opdager den ikke da de visiterer mig. De må ud i containeren og lede igennem affald efter den. Jeg angrer og går til personalet med gaflen. De bliver skide sure, og det kan man måske godt forstå

Specielt en af de nye bliver skide sur. Hun hedder M og hun har aldrig kunnet lide mig.

Jeg deltager i et interview over Zoom til en podcast. Det er ikke blevet til noget endnu, jeg ved ikke om det bliver til noget – vi må se

Jeg bruger disse dage på at vise, at medicinen virker (selvom jeg jo ikke tager den). Det virker til at jeg får det bedre, og det hedder jo også ”Fake it till you make it” og jeg får det faktisk bedre. Men det er et hyr at lyve omkring medicinen. Det er slet ikke rart. Hele tiden at kredse om medicinrummet, så jeg kan få medicinen uden nogen der overværer det – så jeg bedre kan skynde mig ud på toilettet og spytte den ud. Det er jo (stadig) en smeltetablet, så den skal hurtigst muligt ud!!!

Sidste indlæggelse – eller forrige – tilgav jeg en personale (L) som aldrig har gjort mig noget, men hun var altid tilstede (syntes jeg) når hende jeg kaldte ”kosten” gav mig dårlige nyheder. Det og så nogle virkelig fjollede fordomme. Så vi fik en god samtale og ved denne indlæggelse prøvede de så at hun blev min KP når hun var der. Det gik forrygende godt – vi spillede bordtennis og UNO til den store guldmedalje. Virkelig god afledning

Jeg fik en ny KP (E). Han havde åbenbart læst, at man skulle tage min nøglebrik fra mig. Dette gør de hvis jeg er i ubalance – men han gjorde det fordi jeg lå og sov!!! Jeg var helt forvirret og gik ud og satte mig i spisestuen. Så blev jeg vred – rigtig vred. Jeg begyndte at vandre, op og ned af gangen. Så kom R og spurgte om alt var OK og så fik hun den største skideballe jeg kunne mønstre. Hun mente at jeg jo måtte have gjort noget, men fik prompte at vide, at ja JEG SOV!!!! Lidt efter kom E med min nøglebrik

Vi registrerede også for dagen – det havde han åbenbart fået at vide tager 2 sekunder. Så det gjorde det. Det var helt uærligt, men ja – det tog 2 sek

Denne dag har jeg skrevet noget ned til overyndlingen – jeg fortæller hende, at jeg gerne vil tale med hende og at det er alvorligt. Hun bliver helt bekymret – ja næsten bange og jeg siger, at det ikke er hende der har noget at være bange for. Jeg har skrevet at jeg ikke har taget medicinen hen over påsken og jeg ikke har tænkt mig at gøre det fremover.

Faktisk har vi lige været til lægesamtale, hvor de har sagt at jeg har fået det bedre på medicinen, så jeg måtte gennemtrumfe at komme over på Abilify.

Overyndlingen læser det jeg har skrevet og bliver slet ikke sur, men ville ønske jeg havde sagt det fra start af. Men det kan man ikke! De vil ikke lytte. De vil bare have lydige patienter. Men altså – overyndlingen og jeg kommer sammen frem til, at det er gået bedre, fordi jeg har taget en beslutning om at det SKULLE gå bedre. Så fordi jeg har ønsket at der skulle stå noget klogt på min tavle, skriver overyndlingen: ”HUSK: Din vilje kan bringe dig langt!”

Jeg spørger overyndlingen hvornår jeg kan blive udskrevet. Vi har en kontrakt hvor der står, at jeg skal være indlagt i 7 dage, men overyndlingen siger, at jeg i hvert fald skal regne med 2-3 uger endnu. Hun beder mig samtidig om at skrive ned hvad jeg synes det ideelle ambulante forløb ville være.

Jeg har glemt at skrive: Når jeg går på rygeterrassen skal jeg have PN, selvom jeg ikke har gjort noget ”forkert”

En anden dag er døren til køkkenet ikke lukket og derfra kan man komme ud i slusen, som er næsten ude af afdelingen – men der mangler lige den sidste dør Jeg tænker at jeg venter på der kommer nogen. Så kommer M (som ikke kan lide mig) med en anden patient. Hun smiler til mig, og lukker patienten ud og skal til at følge efter. Jeg går lige efter dem, men så smiler hun ikke mere. Hun spørger hvad der foregår. Hun efterlader den anden patient udenfor afdelingen og spørger igen hvad der foregår. Jeg ved ikke lige hvad jeg siger, men jeg bliver lukket ind på afsnittet igen. Hun kalder mig ellers hurtig, men i den sammenhæng er det vist ikke positivt ment

Senere er døren til skyllerummet ikke lukket og jeg går ud for at lede efter ting. Tidligere på dagen har P sagt, at der ikke er nogle skrabere i skabet, men det er der i skyllerummet. Men det er der FANDEME ikke!!! Så jeg leder efter andre ting. Finder ikke rigtig noget. Finder et glas til pickles eller sådan noget. Tager det ind på stuen og hamrer det i gulvet. Der sker ikke en skid, andet end at O kommer og spørger hvad jeg laver. Jeg siger at jeg ikke laver noget. Da han går går jeg i skyllerummet igen og finder en kop. Den får jeg smadret en lille smule, der ryger lidt skår af hanken, mikroskopiske skår. O kommer igen og får koppen og glasset. Men han har overset nogle mikroskopiske skår. Jeg ridser mig og får PN.

Jeg får psykologsamtaler. Det er godt

Jeg får tvangsmedicin. Første bruger min KP (fast KP nr. 3) nok en halv time på at overtale mig og derefter bruger overlægen en halv time på at overtale mig. Det er for meget! Hele personalegruppen kommer ind og vil give mig det med sprøjte. Fast KP nr. 2 har taget mundbind på, så jeg kan se hendes øjne modsat visiret. Det er en jeg stoler (meget) på og jeg kan se hendes øjne – jeg beslutter at tage det som tablet.

Fortsættelse følger…

Torsdag den 18. marts 2021 tog jeg lidt for mange Rivotril med henblik på at tage livet af mig selv. Jeg var nået dertil hvor jeg ikke følte at nogen kunne hjælpe mig. Jeg ville hjælpe den næste ”mig” med at få hjælp, så jeg skrev et opslag i en Facebook gruppe – fra en anonym profil – og det gik naturligvis ikke helt som planlagt Nogen ville selvfølgelig hjælpe mig, mens admin slettede mit opslag. En af dem der hjalp mig, fik til sidst min adresse ud af mig og så kom politiet. Og så kom der en ambulance. Jeg tror selv jeg gik ned i ambulancen, men på meget usikre ben. Jeg tror faktisk jeg tænkte at jeg ville falde ned af alle trapperne

På hospitalet gik der vist ikke længe før at Mandse kom. Så han har fortalt mig lidt. I hvert fald at han havde sagt til lægen, at hun burde blive psykiater. For hun fik alt ud af mig – hvad det så end var Men jeg tror måske også at den høje dosis Rivotril spillede ind.

Da jeg køres til Psykiatrisk Akutmodtagelse (PAM) er det med en portør, for at holde øje med, at jeg ikke stikker af – ligesom jeg har haft fast vagt mens jeg har været indlagt på skadestuen. Da vi ankommer til PAM, tænker portøren vel, at nu er der nogen til at tage over, så han kan tage tilbage. På PAM tænker de åbenbart … hun kan godt klare sig selv mens jeg lige tjekker hendes journal (eller hvad de lige tjekker). Og jeg tænker: Nu beder jeg om at komme ud at ryge (jeg ryger ikke, men det ved de jo ikke) og så daffer jeg af. Så jeg smutter en tur på apoteket og køber nogle antihistaminer. Så ringer PAM og beder mig komme tilbage. Da jeg ikke gider, ringer de til min mand, som også ringer til mig – og så beslutter jeg mig for at gøre som han siger. Jeg har godt nok lige købt piller, men jeg venter på at Mandse kommer og henter mig. Jeg følger med til PAM, selvom jeg slet ikke har lyst. Jeg gider ikke Nordstjernevej, som man jo skal indlægges på.

Bagefter siger jeg farvel til Mandse og skal til afsnit 168. Da vi kommer dertil skriger alt i mig ”flygt!” og jeg nægter at samarbejde. Jeg vil ikke indlægges. Jeg vil ikke visiteres og jeg vil (åbenbart) heller ikke testes for corona. Jeg bliver tvangstilbageholdt.

Det er jeg noget utilfreds med, så jeg beslutter mig for at rive et gardin ned (som i øvrigt sagtens kan sættes op bagefter). Det er de ikke helt tilfredse med, så jeg får tæsk Det er i hvert fald min udlægning

Den mandlige behandler der står ved vinduet bliver sur og skubber mig væk – han skubber så hårdt at jeg bliver forskrækket og mister balancen. For ikke at falde griber jeg ud efter hvad som helst. Dette ser tilsyneladende – fra hans kollegas synspunkt – ud som om at jeg slår ud efter ham. Noget jeg aldrig kunne finde på lige meget hvor syg jeg er. Jeg kan ikke mindes nogensinde at være blevet beskyldt for at være voldelig mod hverken mennesker eller dyr. Snarere tværtom.

Jeg havde faktisk en behandlingskontrakt med afsnit 809, hvor der står at jeg er bange for at gøre noget der kan skade andre mennesker.

Fordi han åbenbart kan mærke min arm på hans skulder (det kan umuligt have føltes som et slag) beslutter han sig for at skubbe til mig igen. Jeg er dybt chokeret over denne aggressive adfærd og beslutter mig for at flygte. Jeg har fået at vide, at jeg ikke må komme i fællesmiljøet uden mit mundbind, så jeg vil tage det på. Under mundbindet har jeg en til mundbindet, for bedre at kunne trække vejret. Jeg griber ud efter denne og går ud af døren til fællesmiljøet/gangen. Der bliver jeg kastet op af væggen med ansigtet mod væggen, fordi de ser denne indermaske som en stor trussel. Jeg bliver kastet så hårdt at jeg får en stor bule og vi tror også at mine briller bliver ridsede, men det viser sig kun at være maling der kan vaskes af. Den store bule giver dagen efter et brillehæmatom, som først forsvinder efter minimum 2 uger og den store bule er så stor at en af hans kollegaer ringer og spørger lægen om den skal tilses. Min mand tager et billede af den dagen efter, men der er den allerede halveret i størrelse, sagde den omtalte ansatte. Jeg tror et kort øjeblik også at mine briller flyver af mig, men det er indermasken jeg ser trille henad gulvet. Det sker da de har væltet mig ned på gulvet, og han lægger sig oven på min arm. Jeg skriger i smerte! Men han fortsætter med at lægge al sin kraft på min albue. Jeg opdager dagen efter at jeg har fået et kæmpe blåt mærke i armhulen – og det er ikke et stikmærke fra en blodprøve, da jeg ikke er blevet stukket i den arm – man kan i øvrigt også se hans fingre som små blå mærker under det store blå mærke. Hans kollega der har fat i den anden side har helt stille og roligt fat i mig, jeg mærker slet ikke vedkommende. Jeg er så dybt rystet over denne oplevelse, for jeg er ikke vant til at folk udtrykker sig så voldeligt og jeg var jo slet ikke forberedt på at blive overfaldet. Jeg ved godt det ikke er okay at hive gardiner ned, men jeg synes måske ikke det jeg gjorde kunne stå mål med reaktionen.

Derudover blev JEG brøset-scoret til 5 Dvs. at jeg scorede (godt nok 0 på forvirring), men ellers scorede jeg på irritabilitet (fair nok), støjende adfærd (ja, jeg skreg jo af smerte), fysiske trusler (wtf? ), verbale trusler (igen wtf?) og angreb på ting eller genstand (gardinerne – jaja). Konklusion: Høj voldsrisiko! Det har jeg dælduskemig aldrig prøvet før?

Da jeg spurgte hvorfor jeg scorede på verbale trusler fik jeg at vide, at det var fordi jeg havde kaldt ham en voldspsykopat – og det indrømmer jeg gerne at jeg gjorde for det mener jeg faktisk at han var. Men jeg har efterfølgende fået at vide, at voldspsykopat ikke er en trussel, så jeg vil gerne vide hvad de trusler var – for igen må jeg sige, at jeg aldrig har truet nogen med noget der kan tolkes som aggressivt.

Manden/voldspsykopaten gav mig et sødt smil og bad om et kram senere på aftenen. Det gav jeg ham selvom jeg slet ikke havde lyst til det, men jeg havde ikke lyst til at afvise ham. Og så vil jeg sige, at jeg ville ønske at han havde givet mig det smil og det kram tidligere på dagen, for så var det ikke endt sådan.

Både patientklagenævnet og politiet konkluderede at sådan en behandling er helt fair …?!?

Den overlæge der får mig til at se rødt (KM) skriver: ”Pt er netop ankommet til afsnittet og i forbindelse med at man har tilbudt pt visitering af ejendele har pt haft pludselig udadreagerende adfærd.” Jeg vidste sQ ikke at det var et tilbud? Kan man sige nej til et tilbud? Det synes jeg da at jeg i den grad prøvede?

Hun skriver yderligere: ”Pt er umiddelbart svært devaluerende overfor ut. Er sarkastisk og nedladende med personlige kommentarer ift ut. Ønsker i første omgang slet ikke at tale med ut. Angiver at man ikke vil hjælpe hende og vil hindre hende i at blive overflyttet til afdeling 809.”

Jeg siger bl.a. til hende om hun ved hvad forskellen på afsnit 168 og 809 er? På afsnit 809 siger de om de skal sidde ved mig en halv time efter jeg har fået beroligende medicin (som hun netop har tilbudt mig) og på 168 er de fuldstædig ligeglade om man tager det eller ej og tilbyder ingen nærvær.

Den ene som fastholder mig tilbyder så at sidde hos mig i en halv time efter jeg har taget medicinen – og det accepterer jeg

Derefter fremstår jeg åbenbart smilende og joker lidt med en fast kontaktperson (hvilken jeg slet ikke kan huske og som jeg ikke lige kan gætte hvem er da jeg ikke har nogen faste KPer på 168?).

Nåh men, de har glemt noget da de visiterer mig (frivilligt). Jeg har en ”venflon” (som er det drop de ofte lægger når man bliver indlagt på somatisk hospital) i armen og den åbner jeg og blodet flyder ganske langsomt, men dog så hurtigt at der når at komme et par deciliter på gulvet (hvilket godt kan virke af meget når man ser det). Min nye KP som jeg hurtigt bliver glad for, bliver mistænksom af en eller andet grund og tjekker hurtigt til mig, og der opdager hun det altså. Hun trykker åbenbart også alarm så de var nok trætte af mig den dag Og jeg får fast vagt Og selvom jeg har fast vagt formår jeg åbenbart også at prøve at strangulere mig med et snørebånd

Men jeg spiller bl.a. bordtennis med den studerende som er rigtig sød og ekstrem dygtig til at pode i forbindelse med testning for corona.

Sidst jeg var indlagt på afsnit 168, havde jeg en virkelig sød KP og jeg er så heldig at få ham som KP næste dag i dagvagt, selvom han desværre er blevet konstitueret afdelingssygeplejerske Desværre fordi de jo ikke altid har så meget med patienterne at gøre og når nu han er så god og sød.

Jeg tror nok det er den læge jeg taler med næste morgen som er en jeg husker fra helt tilbage da jeg i starten blev indlagt på 809. Han smiler selvtilfreds da jeg siger jeg kan huske ham, for han tror det er en god ting – men jeg husker ham faktisk fordi jeg synes han var et fjols der altid havde dårlige nyheder Mandse er med telefonisk og er ganske utilfreds med forløbet dagen før og det de har skrevet om mig.

Da KP fra dagen før kommer i aftenvagten er jeg noget utilfreds med hende. Jeg er utilfreds med at hun har brøset-scoret mig til 5 og i det hele taget hvad hun har skrevet om mig. Hun siger at vi kan lave en eftersamtale, så min version også bliver dokumenteret. Efter jeg har tilgivet hende joker vi med at psykiatriske patienter altid fyrer personalet og alle andre i øvrigt (bl.a. så jeg engang en af mine medpatienter fyre en buschauffør), så jeg siger at jeg fyrer hende hvis der bliver mere – og derefter tjekker hun altid om hun er fyret hver gang hun møder ind i vagt

Vi joker også med at jeg siger ”Ja OK” til alt hvad min mor – og min KP i øvrigt – siger og at min KP synes det lyder som ”Ja ja, fuck dig”. Så derefter siger jeg ”Ja OK” til det meste min KP siger

En af de første par dage får jeg udleveret et gult og et rødt kort som jeg skal bruge når jeg har det skidt (fordi jeg ikke kan bede om hjælp). Det gule hvis jeg har det skidt, men kan vente så og så lang tid og det røde hvis det skal være NU! På afsnit 168 arbejder de nemlig DAT-orienteret. Jeg er ikke begejstret for DAT. Hvis jeg skal forklare det med egne ord (og det skal jeg ), så er DAT den metode der gør, at personalet ignorerer dig eller ligefrem bebrejder dig hvis du har det skidt og har gjort skade på dig selv (de vil så sige at det er fordi man ikke skal belønnes når man har selvskadet, men et venligt ord er vel næppe en belønning, eller hvad?).

Ja altså de arbejder også DAT-orienteret på 809, men er knap så fanatiske

Da tvangen skal revurderes på tredje dagen (det skal den nemlig) har jeg en samtale med den overlæge der ser rødt når hun ser mig (LER) (og altså ikke den overlæge der får mig til at se rødt ). Af journalnotatet fremgår det at vi har en helt normal samtale og at hun forstår mig. Det kan jeg ikke huske og det lyder meget usandsynligt, men okay. Hun har læst noget som jeg har skrevet og det er ellers noget jeg har skrevet til den overlæge der får mig til at se rødt. Hvis jeg skal vælge af de to læger, så kan jeg bedst lide hende der får mig til at se rødt, for hun er knap så sur som den anden – hun er virkelig arrig Tvangen ophæves i øvrigt, da jeg er samarbejdsvillig

Kort tid efter skriver hun igen:

kl 11:40: Smadret et lysstofrør og skåret sig med det (”Pt sidder i en blodpøl, er apatisk”)

Kl 11:55.: Jeg var i haven og pille ved nogle roser med torne på. Hun kommer ud og skælder mig ud. Hun ser RØDT med andre ord Hun giver mig fast vagt igen

kl 12:10: Der er alarm, fordi jeg er løbet med en tallerken og har smadret den inde på et toilet – de tiltvinger sig adgang til toilettet.

På AKUT STUEN (det er et fucking psyko-rum med plastikgardiner og en seng i midten af rummet, så man bedre kan komme til at komme rundt om den og lægge folk i bælte – og ellers intet andet!): Som jeg forstår det hun skriver er hun villig til at udskrive mig, hvis jeg havde holdt fast i det.
Men hun skriver bl.a. ”Det viser sig, at pt netop har aflyst ÆF’s besøg her til eftermiddag.” Det er simpelthen så frækt! Det var hende der sagde til mig i haven, at det var bedst hvis min mand ikke kom, så jeg aflyste naturligvis

I øvrigt så fjernede de lynhurtigt det andet lysstofrør som jeg også havde set som en mulighed til selvskade!!! Uforskammet

Det er først her på tredjedagen at de melder mig til overflytning til 809, selvom hun (KM, den overlæger der får mig til at se rødt) sagde på førstedagen at hun havde talt med overlægen på 809 om at jeg kunne blive overflyttet – men jeg er åbenbart først stabil nu?

Åh Gud. Jeg havde helt glemt verdens mest irriterende mand. Hvordan kan man være så irriterende når man ikke engang er særlig gammel? Det er psykologen jeg taler om. Magen til hippie Og han jagtede mig resten af tiden jeg var indlagt på 168!!! Jeg flygtede fra ham! Jeg fortalte til min KP og til den overlæge der får mig til at se rødt hvor meget han irriterede mig og hun sladrede til ham. Han tog det nu meget pænt, grinte lidt

Næste dag har jeg gang i indmaden fra en thekande og senere på dagen en løkke om halsen Jeg kommer bl.a. på akutstuen hvor jeg formår at ødelægge en dyne og 2 stk. personaler må fjerne den fra mig og jeg banker hænder og hoved på vinduet. Jeg får også at vide, at jeg ikke må ødelægge deres stikkontakter

Om natten sker der et eller andet på den anden gang og alt personalet er væk fra kontoret og ikke til at komme til. Fedt hvis man havde haft det psykisk dårligt. Nu havde jeg blot hovedpine. Men de var væk i en times tid, hvor jeg gik og vandrede ude i havem. Åbenbart er døren til haven ikke normalt åben, men det var lige en fejl altså …?

Den nye KP jeg har fået og som jeg er glad for (hende den sjove der tilbød at sidde hos mig da jeg blev indlagt) sørger hele tiden for, at jeg ikke laver ballade – men når hun siger, at jeg ikke må ridse mig, så strimler jeg bare et lagen i stedet for (som jeg bruger til stranguleringsforsøg ). Så jeg gør sådan set hvad hun siger, jeg udvider bare repertoiret

Det er bare umuligt at få en kuglepen på 168!!! Og det skal jeg altså bruge til mine numre Så jeg må stjæle plastikskilte fra stuerne i stedet – altså dem der hænger ude foran stuerne. Og jeg bliver opdaget indimellem. Men de kan ikke finde dem når jeg gemmer dem Det vil sige det kan rengøringen fandeme godt – goddammit!!!

Den gode KP laver ugeskema med mig, så jeg ved hvad jeg skal lave og jeg ikke laver unoder Jeg får også ball-stik massage af ergoen, som er herrenice :-)

Den aften har jeg en kontaktperson der er lidt af en sølvpapirshat. Jeg sidder i aktivitetsrummet og lytter til ham, da jeg skal undersøge den lampe der er i rummet. Han er bare ikke sådan at slå ud, han taler virkelig meget Bl.a. siger han om den overlæge der ser rødt når hun ser mig: ”Dem man møder på sin vej op møder man også på sin vej ned.” (noget i den stil). Jeg tænker at han ikke mener hun er særlig … behandler alle folk lige …? Det er bl.a. fordi jeg siger til ham, at hvis hun ikke ligefrem har en samtale med mig, så kigger hun lige igennem mig – som i altid. Hun kan IKKE lide mig og hun ignorerer mig for fuld skrue. Det er IKKE fordi hun altid har travlt og bla bla bla. Jeg har mødt masser af læger og jeg har prøvet læger der har råbt af mig bare for at hilse på mig.

Om natten har jeg et stranguleringsforsøg og herefter er der en der er sød ved mig. Det er der en anden der skal ødelægge ved at være modbydelig ved mig. Jeg husker ikke præcis hvordan, men i journalen står der … ”men bliver ved påmindelse om aftaler lavet med kp, irritabel og kaster med glas samt smækker med døren” og intet om at man bliver bebrejdet og hvad de ellers kan finde på på 168. Da de går bruger jeg noget af det miljøforurenende plastikbestik til at ridse mig i benet.

Nåh ja, jeg har glemt at fortælle at de en af dagene, hvor jeg havde det skidt gav mig mad på en paptallerken og uden bestik, fordi de var bange for at jeg brugte bestikket til noget. Så kunne jeg ellers spise råkostsalat med fingrene

Og den følgende dag (nu er vi igen videre i beretningen) siger jeg til min KP at porcelæn er en stor trigger for mig og at jeg helst vil spise på stuen med pap og plastik service.

Jeg kommer til at smadre endnu en termokande og bliver megabebrejdet af personalet. Jeg har en antistressbold, som er MEGA stressende, for den EKSPLODERER og der er små gelebolde overalt. Jeg tænker jo bare, at nu vil personalet blive sure på mig igen

Jeg husker det ikke helt præcis, men jeg ønsker mig udskrevet og så kommer den overlæge der får mig til at se rødt og taler med mig. Mens hun taler til mig sidder jeg og ridser mig med et glasskår. Efter noget tid beder hun om at få glasskåret. Vi bliver enige om, at hvis Michael vil komme og hente mig, må jeg blive udskrevet. Sådan husker jeg det altså – BASTA!!! Så jeg skriver til Mandse, at han skal komme og hente mig. Det vil han ikke, så jeg bliver pissesur og skriver at jeg vil skilles!!! (undskyld Mandse) Så Mandse beslutter sig for at besøge mig for anden gang den dag, for at finde ud af hvad der lige sker – og alting skal jo klares på 30 minutter pga Corona restriktioner Jeg beslutter at jeg ikke vil skilles alligevel

Udskrivelsessamtale/pårørendesamtale – overlæge 1 og 2 kan sagtens blive enige med Mandse om at jeg er en værre én – bla bla bla yadda yadda yadda

Slut for denne omgang – vi fortsætter når jeg bliver overflyttet til afsnit 809

Jeg har ikke læst korrektur og håber ikke det er for kedeligt, men jeg husker det ikke helt, så har måtte støtte mig til journalnotaterne

Er sundhedsvæsenet eksempelvis for dårlige til at tage sig af selvmordstruede? Hvordan kunne man have undgået, at du blev udsat for det, du gjorde? Skal mulighederne for at klage blive bedre? Det er bare nogle vejledende spørgsmål – du kan komme ind på det, du finder relevant.”

Det her bliver et meget langt indlæg (syv A4-sider). I går var jeg til dialogsamtale på Psykiatrisk Center Glostrup ang. en klage jeg havde skrevet til Styrelsen for Patientklager tilbage i april 2019 (ja så hurtigt arbejder de).

Det viser sig i går at styrelsen har afvist min klage, hvilket jeg ikke har fået noget at vide om. Jeg har kun fået et brev hvor der (blandt andet) står:

”Det kan vi behandle efter dialogen – hvis du fastholder klagen:
Om den sundhedsfaglige behandling var relevant og tilstrækkelig.
Om journalen blev ført på relevant vis.

Det kan vi ikke behandle – og derfor afviser vi det:
Sundhedspersonalets opførsel.

Du kan ikke klage til en anden myndighed over vores afvisning.”

Man kan altså overhovedet ikke klage over sundhedspersonalets opførsel til nogen (det her var ligesom sidste mulighed på min liste) og man kan ikke klage til en anden myndighed over deres afvisning… ?!?

Nåh men, du – min kære ene trofaste læser – skal da have lov til at læse min klage. Here goes … Jeg har fjernet nogle navne, så ingen kan genkendes.

Jeg skriver i håb om hjælp.
Jeg lider af paranoid skizofreni og har jævnligt brug for indlæggelse.
Efter fusionen mellem Hvidovre og Glotrup skal jeg henvende mig i skadestuen på Nordstjernevej (jeg har tidligere haft en aftale om, at jeg kunne komme direkte på Hvidovre). Mit problem er, at det er rigtig svært for mig at henvende mig til mennesker jeg ikke kender og har tillid til. Det er ind til videre gået, da jeg er blevet overflyttet til Hvidovre i løbet af nogle dage. Dette er dog tilsyneladende ikke muligt mere. Jeg har forsøgt at komme i dialog med klinikchef DM, overlæge KM, læge TM og overlæge GB fra Psykiatrisk Center Glostrups Nordstjernevej om muligheden for at tage individuelle hensyn. Min oplevelse er dog at jeg ikke bliver hørt og forstået. Det eneste jeg har fået ud af det, er at det er umuligt at ændre på dette rigide system, hvor patienten kommer i anden række. Der mangler forståelse for at tillid, relation og erfaring betyder alt for mig i min behandling.

Jeg har en oplevelse af at jeg bliver fejlbehandlet, ved at udskrive mig for tidligt og de holder mig på Nordstjernevej på trods min oplevelse af at blive fejlbehandlet og at jeg absolut ikke ønsker at være der.

Den 1/4-2019 henvendte min mand og jeg mig i skadestuen på Nordstjernevej. Min mand og personale fra Brøndbyøstervejs afsnit 809 gav mig muligheden mellem at lade mig indlægge frivilligt, eller at min mand kontaktede vores læge og at det blev på røde papirer. Derfor gik jeg frivilligt med. Og jeg lod mig frivilligt indlægge, fordi lægen i skadestuen lovede at kontakte afsnit 809, hvor jeg hører til, næste morgen – med henblik på at jeg kunne blive overført dertil hvis der var en ledig plads. Jeg blev indlagt og fik god behandling fysisk, men der var ikke nogen der talte med mig om det psykiske (og de virkede ikke til at have travlt). Men jeg følte mig alligevel godt behandlet.

Så langt så godt.

Næste morgen (2/4-2019) kom jeg til samtale hos samme læge som jeg før har haft problemer med (KM). Hun vil nemlig ikke overføre mig til afsnit 809. Og der burde ligge en aftale om at jeg skal overføres til 809 så snart det er muligt, en aftale jeg i sin tid lavede med overlæge AP, men den er desværre forsvundet).

Begrundelsen for at hun ikke vil overføre mig er, at nu kender de mig jo så godt og det tager højst et par dage – og nej, det gør de ikke og nej, det tager det ikke. Jeg er ikke en nem person at kende. Det tog dem på 809 flere år at lære mig at kende. Jeg er meget reserveret og det kræver færdigheder at kende og behandle mig. Når jeg samtaler med dem på 809 foregår det ved at vi står og bager eller går en tur og taler om alt muligt mellem himmel og jord – og også det psykiske. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og krænge min sjæl ud – kan du?

Jeg kan se i journalen at hun ovenikøbet skriver: ”Det er tydeligt at det relationelle har stor betydning for pt.”.

Men jeg er ikke engang blevet tilbudt en eneste samtale på afsnit 168 (jo, en lægesamtale, men ikke en samtale af min kontaktperson). Selv hvis de tilbød mig en ville det være svært at takke ja, fordi det skal foregå lidt specielt, som jeg lige har forklaret. Og ofte når man bliver tilbudt en samtale (hvilket jeg som sagt ikke har prøvet) får man at vide, at hvis der er noget kan jeg bare henvende mig. Men nej, det kan jeg ikke – jeg har meget svært ved at bede om hjælp.

Jeg tilbragte første nat på afsnit 168 og dagen efter deltog jeg i nogle af stedets aktiviteter, som i øvrigt er helt nyt for mig – der har ikke tidligere været aktiviteter på afsnit 168. Ellers sov jeg, og fra klokken 14-22 var jeg på udgang. Derefter var det tilbage på afsnittet og sove og så udskrives dagen efter. På 809 var den aldrig gået – der er jo ikke tid til behandling, ville de sige. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret (8 timers udgang!), men jeg ønskede slet ikke at være indlagt, så for mig er det fedt nok. Jeg får det ikke bedre af det, men det gør jeg heller ikke af at være OPBEVARET på afsnit 168. Så havde det været bedre at blive BEHANDLET på afsnit 809.

Jeg kunne i øvrigt høre, at KM ikke havde læst journalnotatet fra i indlæggelsestidspunktet, for hun spurgte slet ikke ind til nogle af de ting jeg sagde ved denne lejlighed. Hun mente bare at det var følelsesmæssige problematikker og ikke mine skizofrenisymptomer der var årsagen. Derfor kunne hun jo også hurtigt udskrive mig.

Min mand blev andetsteds fra, opfordret til at deltage i udskrivelsessamtalen hvilket han gjorde. Han kom lidt for sent og i journalen skriver TM mellem linierne at min mand underkuer mig (vi er mange der læser det sådan):

”Det skal bemærkes at pt. ændrer adfærd når ægtefælle kommer ind på stuen, hvor hun bliver helt passiv, stille, stirrer tomt ud i luften.”

Jeg har klaget over dette forløb til klinikchef DM, men han ønsker ikke at hjælpe mig.

Den 9/4 skal jeg til afsnit 809 hvor jeg skal have injektion depot Xeplion og får der en samtale med en læge der beder mig tage til Nordstjernevej og blive indlagt. Det gør jeg, da jeg faktisk er autoritetstro. Jeg beder dog om at komme på afsnit 72 da jeg af en anden patient har hørt at det afsnit er bedre.

Næste morgen kommer jeg til lægesamtale hos GB der siger at jeg mindst skal være der 7 dage før jeg overhovedet kan komme i betragtning til at blive overflyttet til afsnit 809.

Hun skriver bl.a. i min journal at jeg har været ude og spise frokost med min mand, som om at jeg ikke er særlig syg fordi jeg kan klare det, men hun ved ikke det var et lille øde cafeteria og at man altså bliver nødt til at spise noget, når man skal vente LÆNGE i skadestuen – og at vi ikke kan spise hjemme fordi hele vores lejlighed er et stort kaos.

Hun skriver også, at jeg går og hygger mig med de andre patienter, men du skal vide, at mit humør går op og ned i bølger og også i to spor, så jeg både kan grine og indvendigt græde samtidigt. Men hun skriver generelt meget fordomsfuldt sludder i den journal.

GB siger at jeg skal vente minimum 7 dage før jeg kan komme i betragtning til en plads på 809 og der er meget kø, så der kan gå langt over 7 dage.

Jeg føler ikke jeg kan være der i MINDST 7 dage, så jeg udskriver mig ”mod givet råd”.

Da jeg bliver udskrevet er min mand imod det, og får at vide at det har jeg selv bestemt, hvortil han siger, at så har I jo også planlagt at hun skal dø. Det får min kontaktperson til at råbe at det gider hun slet ikke diskutere og smækker med døren.

Min mand er ved at falde fra hinanden. Han tør ikke sove og han tør ikke gå på toilettet i frygt for hvad jeg kan finde på. Så han ringer igen til 809 og får en samtale og besked om at ringe til min kontaktperson om aftenen. Om aftenen får min KP igen overtalt mig til at tage til skadestuen og lade mig indlægge – hun rammer mit ømme punkt (jeg skal være god ved min mand og passe på jeg ikke mister ham).

Igen bliver jeg indlagt på afsnit 72 – jeg beder ikke om det, da det er pest eller kolera om det er afsnit 68 eller 72.

Her får min mand i øvrigt at vide af TM at jeg ikke kan blive tilbageholdt når jeg ikke er sindssyg. Andre fortæller mig at man kan blive tilbageholdt hvis man er til fare for sig selv, og i øvrigt siger de at jeg er sindssyg.

Min mand er med til lægesamtalen med GB næste morgen og her overværer han hvordan jeg bliver skældt ud af hende. Jeg plejer at få ros for at det er godt jeg er kommet inden jeg gør noget dumt, men GB skælder mig bare ud fordi jeg ikke kan klare mine psykiske problemer. Noget i stil med, at jeg godt kan stoppe med de selvmordstanker, for de hjælper mig jo ikke.

Efter nogen tid bliver jeg overført til 809. Der bliver indkaldt til møde om min fremtid i deres psykiatriske system og jeg har mine tre kontaktpersoner med samt overlægen fra 809 som jeg endnu ikke kender så godt (jeg savner AP). Tilstede fra Nordstjernevej er kun GB.

Jeg starter med at læse følgende op (jeg ved godt det er lidt langt, men jeg håber du vil læse det):

>>Jeg vil gerne fortælle hvorfor jeg synes, at jeg skal overføres til 809 så snart der er en ledig plads. For I har misforstået mig. I tror jeg har primadonna-nykker. Jeg er da godt klar over, at der skal være en ledig plads. Men jeg synes ikke jeg skal vente 7 dage før jeg kan komme i betragtning til en sådan overflytning. Og det gør jeg af en masse grunde.

Jeg har haft alle de konflikter jeg skulle have med 809. Nu er vi nået dertil hvor vi har en behandlingsalliance – hvorfor så starte forfra med et nyt afsnit og nye konflikter?

Jeg er meget paranoid. Jeg tror ikke at nogen vil mig det godt, men 809 har vist mig gang på gang at de vil mig det godt og jeg er nu begyndt at tro på det. Hvorfor så starte forfra?

Jeg har brug for resonans. Jeg har brug for at der er kemi mellem mig og den der behandler mig. Jeg har brug for tillid og det skaber man ikke på 7 dage. Det kræver måneder eller måske år, og man er jo ifølge jer max 7 dage på 68 og 72.

Jeg har brug for en længere behandling end 7 dage. Læs min journal. Jeg har ikke haft mange indlæggelser på under 7 dage. Det kræver tid og det kræver at jeg ikke er under tidspres.

Jeg har brug for at få at vide, at det var godt jeg kom før det gik galt, ikke blive skældt ud fordi jeg ikke kan klare mine psykiske problemer.

Hvis jeg ikke kender personalet, så henvender jeg mig ikke til dem når jeg har det dårligt og så ender det med at jeg gør skade på mig selv – af frustration, ikke fordi jeg er opmærksomhedskrævende. Det har 809 prøvet at ændre på i 6 år – altså de har prøvet at få mig til at henvende mig til dem i 6 år – så det har 68 og 72 nok ikke de store chancer for at ændre på. Jeg VIL gerne, men jeg KAN ikke. På 809 ved personalet hvornår den er gal med mig af 6 års erfaring og kan gribe ind hurtigt, inden det går galt.

På 68 og 72 bliver det derfor OPBEVARING fremfor BEHANDLING og så kan jeg lige så godt blive hjemme eller tage livet af mig.

Jeg tror jeg har haft to samtaler med KM mens jeg har været indlagt på 68 og tre samtaler mens jeg har været i DAT-behandling og det er altså – i min bog – ikke nok til at vi kender hinanden godt. Jeg kender ingen læge og intet personale godt på hverken 68 eller 72. Jeg kender til gengæld næsten alle på 809 rigtig godt og stoler på dem.

Der er flere muligheder på 809, hvor vi kan gå ture eller bage eller lave andre aktiviteter mens vi samtaler om først ikke-farlige og så sidenhen også farlige emner. Sådan synes jeg en god behandling er. Sådan tør jeg åbne mig op.

Jeg har svært ved at komme til personalet – også selvom jeg har fået at vide, at jeg bare skal komme hvis der er noget. Det skal helst føles som om jeg bliver tvunget til at samtale før at jeg kan indgå i et sådan samarbejde.

Jeg lider af paranoid skizofreni og det er mine symptomer der plager mig og det ved de på 809, men på 68 og 72 tror de ikke jeg har disse symptomer, så derfor bliver jeg ikke behandlet herfor – men jeg har svært ved at tale om disse symptomer. Det tog mig år før jeg åbnede op omkring dette på 809.

Det er hvad der er svært for mig og derfor jeg gerne vil behandles på 809 fremfor 68 og 72.<< GB mener stadig at selvmordstanker kan klinge af efter et par dage. Hun mener bestemt jeg skal være indlagt i 7 dage og helst mere hvis det er nødvendigt, på trods af at min mand har læst et sted at man som regel er indlagt 1-2 dage. Der bliver sagt at den magtkamp der er mellem matriklerne ikke kommer mig til gode, men hun er hverken til at hugge eller stikke i. Nordstjernevej ser kun deres fordomme om mig. Selvfølgelig vil jeg hellere være et sted hvor de kan lide mig og vil behandle mig frem for et sted hvor de ser mig som manipulerende og opmærksomhedskrævende. Jeg bad afsnit 72 kigge i den samarbejdssamtale jeg har lavet med 809 for at få en bedre mere relevant behandling, men de har ikke gidet kigge i den. Jeg kan selvfølgelig ikke understrege nok, at jeg godt er klar over, at der skal være en LEDIG PLADS på 809 før jeg kan blive overført dertil. Jeg skal også sige, at min mand jo ikke er læge, men han ved dog en del om mig og hvordan jeg reagerer i mine dårlige perioder. Alligevel vælger man at ignorere hvad han siger og fokuserer mere på at han virker devaluerende overfor personalet. Mit ønske er derfor at få lavet en aftale om at blive overflyttet til 809 så snart plads haves, da det forkorter min indlæggelsestid og forhindrer mig i at selvskade. I taler om det gode patientforløb, medindragelse, medindflydelse, resonans og derfor mener jeg at mit ønske ikke er urimeligt. Jeg sendte denne klage til Centerchef BA, men han fastholder at gældende procedurer for indlæggelse er fulgt korrekt. Men så føler jeg ikke han har læst og forstået mit brev. Mvh, Sussi Malene Jacobsen Jeg fik så mulighed for at komme til dialogsamtale med en anden eller den nye klinikchef NR, hvor jeg læste følgende op. Det er meget det samme, men jeg føler ligesom ikke det trænger ind, så jeg prøver med nye vinkler: Jeg har jo allerede skrevet en klage og du har åbenbart fået præcis det samme ud af den som din forgænger, for jeg fik jo præcis det samme svar. Derfor har jeg nogle tilføjelser. Jeg må virkelig indrømme at jeg savner dengang PG og AP arbejdede her, for de var på patienternes side fremfor den ledelse der er her nu, der er på deres kollegers side. Men det jeg ikke tror jeg fik med i klagen var min store frygt og grunden til at jeg gerne vil indlægges på 809. Nemlig at jeg er bange for at jeg ikke får den behandling jeg har brug for. Fordi de på Nordstjernevej udskriver mig for tidligt. De vil jo bare udskrive mig dagen efter jeg er blevet indlagt, fordi de ikke kan gennemskue mig. Jeg frygter for mit liv når jeg er i disse situationer. Når jeg bliver indlagt vil jeg ikke have hjælp. Jeg prøver, men det er svært og jeg troede det var jeres job at hjælpe mig? Dette kan jeg bl.a. bevise ved at henvise til en uoverensstemmelse mellem to journalnotater fra henholdsvis læge og psykolog: Lægen skriver d. 5/8-2019: “Pt har ikke fremstået åbenlyst psykotisk under indlæggelsen – dog beskriver hun uvirkelighedsfornemmelse, hvilket hun afhjælper ved at køre med fingrene hen af bordet – dette mest udtalt ved lægesamtaler, observeres ikke med denne adfærd i miljøet.” Psykologen skriver imidlertid d. 2/8-2019: “Ut. bemærker at pt. sidder og kører fingrene langs bordkanten samt bordets overflade. Ut. har også observeret pt. gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Pt. forklarer, at det hjælper hende med bedre at mærke sig selv og omgivelserne. Pt. forklarer, at hun også har en “tangle” til dette og ut. opfordrer pt. til også at bruge denne” Jeg er ikke den eneste der her læser at lægen simpelthen ikke tror på at jeg fejler noget, og så er det jo klart at hun udskriver mig. En sygeplejerske fra 809 sagde en dag til mig: Din krop lukker ned og du er stoneface når du er ked af det eller vred. Det er meget svært at tyde mig, det er kun fordi hun kender mig at hun vidste den var gal. Jeg kan også have et lille smil på læberne, når jeg er ked af det og vred. Og jeg griner når jeg skammer mig, er sarkastisk når jeg er ude af den. Det er der mange der finder provokerende. Hvordan skal Nordstjernevej gennemskue dette med deres ressourcer og kompetencer? Når jeg måske bliver indlagt en uge om året, som det er nu? Jeg ved godt I siger at jeg skal åbne op og samarbejde. At jeg skal lære at bede om hjælp og lade dem hjælpe mig, men I må da kunne forstå at jeg som psykisk syg har nogle begrænsninger – nogle mangler som almindelige mennesker har let ved. Jeg kan ikke lære personalet på Nordstjernevej at kende – jeg kan ikke åbne op. Man kan sige at det var et heldigt uheld at 809 lærte mig at kende. De havde tiden med sig, jeg havde fast vagt i flere uger af gangen og jeg brugte meget tid i nær kontakt med dem. Det er ikke fordi at jeg er uvillig. Min modstand drejer sig måske om, at jeg ikke føler tillid og at jeg ikke føler de har det store ønske om at hjælpe mig. I får mig til at lyde som om jeg er den eneste vanskelige patient i verden. At jeg er den eneste der har disse problemer. Men jeg læste nogle opslag i en gruppe på Facebook af en pige der havde præcis de samme problemer som mig med behandlingssystemet. I har besluttet at jeg er manipulerende og opmærksomhedskrævende – det har jeg fået at vide af personalet. Sådan så de mig også på 809, men så lærte de mig at kende. Og så ser I mig åbenbart også som en person der kræver særbehandling. Det synes jeg ikke at jeg gør – jeg mener bare at I må have interesse i at behandle mig bedst muligt og jeg kræver jo ikke at komme foran i køen til 809. Jeg er udmærket klar over at der skal være en ledig plads. 809 bruger tid på at lære folk at kende. De vil gerne løse problemer – og jeg ved godt at jeg er et problem. De brugte mange ressourcer på at hjælpe mig. Jeg har talt med mange patienter der alle – hver og en – foretrækker 809 fremfor Nordstjernevej – og det var vel og mærke uden at jeg fortalte om mine præferencer først. F. eks. havde jeg en medpatient der var forsvundet i hendes sind, hendes mand var fortvivlet. Nordstjernevej opgav og kunne intet håb give. Da hun kom på Brøndbyøstervej sagde de at det skulle de nok klare og det gjorde de. Manden var lykkelig, han fik sin kone tilbage og hun fik livet igen. Og jeg havde en medpatient der var så ked af at komme på 809, fordi hun var vant til at blive indlagt på afsnit 72 og der var hun glad for at komme. Hun var ikke på 809 mange uger før hun i allerhøjeste grad foretrak 809 og håbede at hun altid måtte blive indlagt der. Og jeg kunne blive ved med sådanne historier. De siger på 809 at de engang også har været en del af betonpsykiatrien, før projekt bæltefri afdeling. Sådan har jeg aldrig oplevet dem – selvom jeg har været indlagt før projekt bæltefri afdeling. Men lige meget om de har eller ej, så er de kommet videre, hvor de på Nordstjernevej stadig ikke har set lyset. Det skal lige siges at det bestemt ikke altid har været lutter lagkage på 809, men som sagt gav de sig tid til mig og de svigtede aldrig min tillid. På 809 fortæller de at Nordstjernevej ellers godt kan lide at sende nogle patienter til Brøndbyøstervej i en allerhelvedes fart, mens andre holder de på. Deriblandt mig, hvilket jo er lidt sjovt, hvis de virkelig ikke kan holde mig ud. Så føles det ærlig talt som en straf. Men de holder jo også kun på mig for at kunne udskrive mig hurtigst muligt. Siden alt det her har stået på har jeg faktisk haft det værre end jeg nogensinde har haft det. Grunden til at jeg ikke forsøger selvmord eller selvskade er at min største frygt nu er at blive indlagt – og jeg har i forvejen altid været ret bange for at blive indlagt. Frygten er bare taget til, for jeg ved at jeg skal slås med læger på den ene side og min mand på den anden side. Læger der siger at jeg skal udskrives og min mand der siger at jeg har det for dårligt til at blive udskrevet – og selvom jeg ikke i situationen vil indrømme det, så har min mand faktisk ret, for han kender mig hvilket lægen ikke gør. Jeg ved godt at lægen har sin uddannelse, men det gør faktisk ikke en til menneskekender – specialist i psykisk sygdom måske, men ikke menneskekender. Den nye klinikchef NR var såmænd sød og empatisk nok – forstående og alt det der. Men han havde jo ikke tænkt sig at ændre på noget, så det var ren politikersnak. Men jeg tror heller ikke der er nogen der endnu har fattet hvad det er jeg klager over: At jeg ikke kan komme i kø til 809 så snart jeg henvender mig i skadestuen. Jeg skal simpelthen igennem 7 dages traume på afsnit 68 eller 72 før jeg kan komme i betragtning til 809. Og sidst jeg var der lød det som om at jeg godt kunne glemme alt om 809 fremover. Men jeg får jo heller ikke lov til at være indlagt på Nordstjernevej i de 7 dage der kræves, for de mener jo at jeg har det strålende dagen efter jeg har henvendt mig. Og i situationen er det jo fint med mig – det er bare ikke fint for min mand og en dag ender det måske galt, fordi jeg ikke kan kontrollere mig selv. Så nu ved jeg ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg må bare leve et liv i konstant forpinthed, for der er ingen der kan hjælpe mig. Jeg har støtte fra socialpsykiatrien, men det kan jeg faktisk ikke bruge til noget – jeg får altid at vide, at jeg bare skal tage mig sammen. Og jeg bliver fulgt i FACT (Distriktpsykiatrisk Center), og det hjælper måske en lille smule, men det er bare ikke nok når det virkelig brænder på. For mig er en indlæggelse … det er som om jeg går med de her store tunge tasker eller poser hele tiden, og når jeg så bliver indlagt, så overdrager jeg taskerne til dem, så de kan holde dem lidt for mig – så jeg kan slappe lidt af. Når jeg så bliver udskrevet har vi fået sorteret lidt i taskerne og jeg får dem tilbage lettere. Men når jeg kommer ud får jeg hurtigt fyldt i taskerne igen og de bliver tungere og tungere indtil jeg ikke kan bære dem længere. Jeg ved godt jeg plejer at se tingene fra en lidt mere humoristisk side, men der er ærlig talt ikke meget at grine af i den her fuldstændig håbløse situation

Et lille kig i journalen fortæller mig at lægen på Nordstjernevej ikke er så kompetent som hun gerne vil fremstå. Hun skriver nemlig d. 5/8-2019:

“Pt har ikke fremstået åbenlyst psykotisk under indlæggelsen – dog beskriver hun uvirkelighedsfornemmelse, hvilket hun afhjælper ved at køre med fingrene hen af bordet – dette mest udtalt ved lægesamtaler, observeres ikke med denne adfærd i miljøet.”

Psykologen har skrevet følgende i journalen d. 2/8-2019:

“Ut. bemærker at pt. sidder og kører fingrene langs bordkanten samt bordets overflade. Ut. har også observeret pt. gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Pt. forklarer, at det hjælper hende med bedre at mærke sig selv og omgivelserne. Pt. forklarer, at hun også har en “tangle” til dette og ut. opfordrer pt. til også at bruge denne”

Men lægerne på afsnit 168 og 172 nægter simpelthen at læse i journalen. Det er kun dem der har den endegyldige sandhed. Suk!

Ja, så blev jeg altså indlagt søndag aften. Jeg var ikke meget for det, men Mandse synes det var bedst. Det var fordi jeg havde skrevet til min kontaktperson på 809 (hende jeg før i tiden kaldte overyndlingen og nu er hun endda også blevet min faste kontaktperson ). Jeg skrev endda rigtig meget til hende (lidt for meget) og til sidst blev hun meget bekymret og sagde at jeg havde til dagen efter til at fortælle Mandse at jeg havde barberblade, eller også ville hun kontakte ham

Og det gjorde hun så

Hun fortalte ham også at jeg ikke har fået medicin/injektion som jeg burde, og så var det lige hvor man kunne få en injektion om søndagen? Først tilbød hun at de kunne gøre det på 809, men det måtte de alligevel ikke. Mandse begyndte ellers at græde af taknemmelighed.

Vi fik at vide at de kunne gøre det på skadestuen på Psykiatrisk Center Glostrup Nordstjernevej. Så vi kørte til Nordstjernevej. Men der havde Mandse misforstået noget – på Nordstjernevej skulle jeg bare til vurdering. Og lægen vurderede mig til at jeg skulle indlægges. Jeg prøvede ellers at fortælle hende, at lægerne på de lukkede afsnit ikke så mig som værende til fare for mig selv, og bare ville udskrive mig næste morgen.

Jeg kom på 168 da det var der de havde plads. Overlægen på 168 er sødere end hende på 172, men det betyder ikke ligefrem at hun er specielt sød. Personalet er nok sødest på 172, men der er ingen af afsnittene hvor de er specielt gode.

Mandag morgen var jeg til lægesamtale hos – jeg vil tro hun er – afdelingslægen. Min dagens KP var også med. Min mor synes de begge to var mægtig flinke og de var vel også OK.

Men jeg fik at vide, at lægen ikke stolede på mig, fordi jeg engang har løjet overfor hende. Det vil jeg nu nok sige er en misforståelse. Hun siger jeg har bildt hende ind, at jeg ingen psykotiske symptomer havde og derfor trappede hun mig ud af medicinen. Det har jeg aldrig sagt. Men ikke desto mindre tror jeg at det er det hun mener – de mener. På Nordstjernevej er jeg en manipulerende, opmærksomhedskrævende person der ikke har brug for indlæggelse.

Jeg fortalte også, at jeg ingen injektion Xeplion havde fået, men DPC havde sagt noget andet – og mig tror de jo som bekendt ikke på. Så jeg fik ikke den vigtige medicin de mener gør mig så godt. Jeg måtte selv kontakte DPC og igen fortælle at jeg ikke havde fået medicinen og langt om længe ordinerede lægen Xeplion. Men det var der ingen der opdagede – før Mandse og jeg talte med KPen og først kl. 22 kom hun til mig og sagde at hun lige havde gransket Sundhedsplatformen og der faktisk stod jeg skulle have en injektion.

Til lægesamtalen talte vi også om at jeg gerne ville hjem og i bad, for jeg skal have hjælp til BHen, da jeg aldrig har lært at lukke den bagtil og jeg er så tyk at jeg ikke kan lukke den fortil og dreje den på plads. Det synes hun jo var noget meget privat, så det var i hvert fald ikke noget de kunne hjælpe med. Jeg kunne også bare købe en ny BH – jeg er førtidspensionist og en BH i min størrelse koster minimum 500 kr.

Lægen har skrevet i journalen at jeg ikke har noget hallucinationer på de 5 sanser. Hun har ikke spurgt ind til dette. Hvordan kan hun vide, at jeg ikke sidder og synes der lugter af lort når jeg taler med hende? Det kan man da ikke lige umiddelbart fornemme – kan man?

Tirsdag skal jeg til samtale med hende igen (og der må min mor ikke komme med – der er de heller ikke nær så søde som om mandagen), da jeg gerne vil have udgang. Jeg fortæller jeg gerne vil hjem og i bad og nævner det med BHen igen. Dette blev hun virkelig irritereet over og spørger bl.a. hvorfor jeg ikke kan få en fra personalet til dette. Kan I huske hvad hun sagde om mandagen ang. dette?

Og så spørger hun i øvrigt hvornår jeg er klar til udskrivelse. Jeg kom ind søndag aften og tirsdag spørger hun til dette.

Min mor mener, at det er fordi de for alt i verden ikke vil have at jeg kommer på 809. Jeg har ikke spurgt om jeg må komme på 809, for jeg ved hvad svaret er. Men hvis jeg er her 7 dage skal de jo sende mig videre til 809.

SUK!