Min nye faste KP nr. 3 er god til at være hos mig når jeg har fået PN. Det er meget den måde han overtaler mig på, ved at blive hos mig, bare sidde på stuen eller spille UNO med mig. Han har altid været god til at lave den slags aftaler.

Der er også en ny personale jeg har ofte, som jeg taler værdier og uhensigtsmæssige tanker med, bl.a. Og hun hjælper mig med mindfulness-lydfiler, som jeg kan bruge i stedet for MaySound (som er sådan en blå tingest højtaler man har oppe om ørerne og som spiller beroligende musik). Der er faktisk også en nattevagt som er rigtig sød og anbefaler mig nogle engelsk-talende mindfulness-youtube videoer. Men jeg foretrækker de danske. Nattevagten plastrer også min lampe til med farvede post-it papirer, så min lampe ikke er så skarp om natten (jeg sover med lyset tændt om natten ).

Den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen (tror jeg hun i sin tid hed) sidder også hos mig en nat hvor jeg er psykotisk og bange, det er jeg meget taknemmelig for – og mange nætter må jeg sove med døren vidtåben. Den yndling fortæller mig i øvrigt en måneds tid senere, at hun FANDEME OGSÅ STOPPER!!! Hun kommer i øvrigt også til at få fugtige øjne, og det burde jeg FANDEME også få. Det er altså lidt for mange af de gode på alt for kort tid

Min nye faste KP (som jeg aldrig bliver rigtig glad for) vil glæde mig og beder om udgang til den store gang. Dette bliver givet. Da vi er på vej ud går vi forbi afdelingssygeplejerskens kontor hvor hun og overyndlingen befinder sig og de bliver pissesure og afdelingssygeplersken spørger hvordan jeg kan finde på at lyve overfor min nye faste KP? WTF? Jeg har ikke løjet. Jeg havde sagt til den faste, at jeg ikke måtte få udgang og det fortæller den nye faste dem også. Men jeg bliver så ked af det at jeg går ind på min stue og rykker sengen for døren, så de ikke kan komme ind. Jeg svarer ikke når de banker på. En fra personalet (P) fortæller mig senere, at hun er sikker på de finder mig død derinde. Men efter nogen tid, siger jeg at jeg vil udskrives. H lover mig at blive udskrevet, hvis jeg lukker op. Jeg lukker op, og så siger hun, at det må vi jo tale med Michael om Jeg bliver rasende og kalder hende en løgner.

Inden jeg går videre vil jeg lige fortælle, at H kommer og forklarer hendes handling en anden dag. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg siger ingenting, men jeg er glad for det hun siger. Og siden har jeg aldrig set hende. Hun forsvinder uden at sige farvel – og jeg tror altså det betyder, at hun er blevet fyret (altså ikke pga. episoden med mig! Men hvorfor ved jeg ikke, for hun er en fantastisk medarbejder!) Jeg er meget ked af, at jeg ikke fik forklaret mig. For jeg mente jo ikke at hun var en løgner, jeg var bare gal – jeg ville jo heller ikke skilles den dag med Mandse på afsnit 168.

Jeg tager en løkke og strammer om halsen. Jeg bliver mørkeviolet i ansigtet og igen må P fortælle mig nogle dage senere, at hun håbede det værste der kunne ske var at jeg besvimede.

Dagen efter prøver jeg at overbevise overlægen om at jeg har det fiiiiint og at jeg skal udskrives. Den hopper han ikke på, så han må tvangstilbageholde mig

Lørdag d. 17/4-2021 går jeg på gangen og tager i alle håndtag (dog ikke til patientstuer) som jeg plejer når jeg har det dårligt. Døren til medicinrummet ser lukket ud, men når jeg tager i håndtaget er der modstand i dørhåndtaget og døren går op

Jeg kan simpelthen ikke lade være – jeg går ind i medicinrummet – jeg kigger febrilsk på alle pilleæsker og glassene. Jeg tager det første og det bedste der virker brugbart til at suicidere med. Rivotril (som jeg også tog den 18/3-2021, den dag tog jeg bare en lidt større dosis). Jeg ved ikke hvor meget jeg tager, men jeg tager vist fire håndfulde med ti piller i af gangen, altså fyrre 0,5 mg. Rivotril. Jeg ville have taget 2 mg. Rivotril, da jeg ikke bryder mig om at tage mange piller, men det pilleglas var tomt
Jeg kommer i tanke om at min mor og Mandse skal komme. Jeg skriver til Mandse og siger de ikke skal komme alligevel. Så bliver Mandse mistænksom og truer med at ringe til afsnittet. Jeg fortæller ham hvad jeg har gjort og han ringer til afsnittet.

O fortæller mig senere, at han ikke tror på jeg har taget noget medicin. Hvorfor skulle jeg lyve om det?

Jeg får fast vagt i 6 timer, som vist bliver udvidet lidt, fordi jeg er lige spøjs nok. Min faste vagt (A) er vist pænt træt af mig – hun kan nemlig ikke få lov til at gå hjem Jeg går stille og roligt på gangen og får at vide af S at jeg ikke må gå der, for jeg vækker de andre patienter (hun siger det pænt) – imens kan jeg høre hendes arbejdskollegaer grine højlydt nede i dagligstuen. Det er meget mere larmende end mig der vandrer stille og roligt på strømpesokker.

Dagen efter er der samme problemetik med døren til medicinrummet. Jeg går ind og denne gang giver jeg mig bedre tid. Jeg finder Seroquel (depot) og tager fyrre 200 mg. Det er åbenbart langt over toksisk dosis. De får at vide, at jeg skal kaste op, så jeg prøver at stikke en finger i halsen – men det har jeg prøvet masser af gange, det kan jeg bare ikke. Så spørger min KP (R) mig om der er noget der kan få mig til at kaste op – og det eneste jeg kan finde på er aktivt kul. Men det kan jeg fandeme heller ikke kaste op af?!? Så kommer ambulancen og jeg bliver kørt til Hvidovre Hospital.

Jeg skal et smut på hjerteafdelingen, hvorfra jeg bliver hentet af overyndlingen. Jeg ved ikke om det er fordi de så er sikre på, at jeg ikke stikker af For jeg er jo ligesom tvangstilbageholdt og rimelig suicidal

Jeg har tømmermænd og er usikker på benene og får en badetaburet til at bade med. Jeg fortæller også overyndlingen, at de ikke har fundet det kontrabanda som jeg har gemt på min stue. Hun leder selvfølgelig hele stuen igennem og finder det

Faktisk så da hun henter mig, så er hende sygeplejersken på HH ved at give mig ble på. Jeg er bare helt forvirret og gør hvad der bliver sagt, jeg tænker måske at de har erfaring med at man ikke kan holde sig efter sådan en omgang? Jeg har jo været helt væk i et døgns tid tror jeg, eller et halv døgn – IDK. Men overyndlingen får stoppet ble-skiftet og det er jeg virkelig glad for

Mandse er i øvrigt meget sur på mig!!!

Og så bliver jeg præsenteret for en ny kontrakt Og overyndlingen forklarer den overfor mig og i journalen skriver hun bl.a. ”og at der kan indgås aftale om at grænseoverskridende adfærd ikke finder sted” Grænseoverskridende adfærd (det udtryk har jeg det virkelig skidt med – der var en patient der fortalte at der stod sådan om hende og jeg tænkte: ”Godt det ikke er mig!”) er bl.a. ”at Sussi ikke går i medicinrummet, skyllerummet eller afmonterer diverse former for inventar i afsnittet.”

Der er indimellem nogle patienter der har det svært og når det sker – og der måske endda er en tvangssituation hvor der vrimler med personale (også fra andre afsnit), så bliver jeg virkelig dårlig. I disse situationer beder de mig hente min musik eller de sidder f.eks. på stuen og taler med mig.

En af de andre patienter er meget dårlig og lidt tilbage. Han kan finde på at vælte alle krusene ned fra reolen i spisestuen og så kan A finde på at sige til mig: ”Se, du er ikke den eneste patient der er uartig!” (jeg tror ikke lige han formulerede det sådan, men der er en anden personale der kalder mig uartig ).

Og så skriver psykologen: ”Mere autentisk og alderssvarende emotionel kontakt end ut. tidligere har oplevet.” Det betyder at jeg plejer at være barnlig

Der skal være netværksmøde hvor min KP fra F-ACT skal komme. Hende har jeg haft en uheldig episode med. Det fortæller jeg overyndlingen om, og hun siger ”Jeg havde slået dig ihjel hvis du havde gjort det ved mig!”

Det er fordi at op til at jeg blev indlagt var jeg meget suicidal og skrev til hende og insinuerede – ret sent om aftenen – at jeg ville hoppe ud foran et tog. Jeg tænkte ikke lige på, at hun måske havde arbejdstelefonen med hjem

Den 28/4 er der netværksmøde, hvor jeg bl.a. har skrevet en undskyldning til KP’en fra F-ACT og på mødet bliver der talt om hvordan jeg gerne vil have den ambulante behandling skal være (mange patienter vil så gerne medinddrages, ikke jeg – men jeg skal ).

Jeg gør i øvrigt på dette møde opmærksom på, at jeg kan hente medicin på apoteket (det har ellers været sådan længe, at det kun var hjemmeplejen der kunne hente eller hvis jeg havde en med) – jeg har jo ellers hjemmepleje for at undgå at jeg kommer i kontakt med medicinen på egen hånd (de doserer jo og låser ned i æsker) – men det er der åbenbart ikke nogen der synes der skal gøres noget ved

Jeg laver mange sjove ting med den sygeplejestuderende. Bl.a. gør vi rent og det trænger der virkelig til – kluden bliver sort og næsten levende af snavs. Vi danser også fredagsdans, men heldigvis er der aldrig nogen der opdager det. Og så spiller vi UNO – jeg plejer at tæske de fleste i UNO, men de der sk*de studerende (der er også to andre studerende) … de har alle ”træk op” kortene og jeg er sikker på de rotter sig sammen

Og så har jeg haft et mikroskopisk skår, som jeg indrømmer overfor overyndlingen. Jeg tror hvis hun havde vist hvor mikroskopisk det var, så havde hun ikke gjort noget ved det (jo selvfølgelig havde hun det ). Men hun gennemsøger alt for at finde det, og jeg går i panik da hun nærmer sig det – er bange for hun skal skære sig, så jeg siger at jeg nok skal fortælle hvor det er. Suk!

Men hun skriver da i journalen ”efter en del diskussion frem og tilbage og leden efter skåret, aflevere Sussi det.” Det vil jeg ikke sige er i overensstemmelse med sandheden

Inden jeg blev indlagt havde jeg meget uro, og så tror jeg det gik lidt over – men nu begynder uroen at komme igen. Jeg bliver nødt til at krumme mig sammen, jeg får kvalme af den uro, det gør fysisk ondt i kroppen og fast KP nr. 2 siger simpelthen at jeg sidder og rokker frem og tilbage

Jeg begynder at skrive min egen journal i Sundhedsplatformen. Det er et projekt nogle af de ansatte har, hvor at patienterne kan få lov til at skrive deres egne journalnotater.

Jeg har været indlagt i over en måned og jeg har stadig ikke terrænfrihed med personalet – det er helt vildt, og det er lidt svært, at være spærret inde så længe uden at se andet end en rygeterasse og nogle gange haven (også med personale).

Men faktisk står døren til haven åben en dag og så går jeg altså derud. Jeg hygger mig rigtig, og de opdager mig slet ikke – ikke engang da de lukker døren. Jeg opdager at vinduet til rengøringsrummet står åbent og jeg prøver at fiske nogle ting ud derfra – bl.a. en sprit som jeg får væltet ned ad mig. Den dag kan de sige, at det bl.a. er derfor, at jeg ikke må komme ud i haven alene

Jeg sover i perioder virkelig dårligt, og (noget) personale sidder og ser film om natten (andet personale sover ), hvor jeg får lov til at se med. De er virkelig tøsede personalet og kan ikke klare en slags virkelig åndssvag splatterfilm Og mit ur registrerer det som om at jeg sover, så så ophidset var jeg

Jeg skriver om den gode indlæggelse. Det bliver ikke særlig godt, men jeg får skrevet hvad jeg synes en god indlæggelse er. Og jeg får sagt til dagens KP (K) at hun skal huske at skrive, at jeg har opført mig ordentligt den dag. Det er hende der plejer at sige, at jeg er uartig Det er også hende jeg engang tog røven på da hun var helt ny på afsnittet Jeg sagde til hende om hun ville lukke mig ind på stuen for jeg havde glemt min nøgle (personalet havde taget den, fordi jeg ikke kunne opføre mig ordentligt ), så hun hjalp mig venligst med at lede efter min nøgle inde på min stue – jeg både grinte indvendigt og havde det ret skidt med at jeg tog røven på hende, når nu hun var så flink

Overlægen skal vurdere om jeg fortsat skal være tvangstilbageholdt, men jeg er nu klar til at være indlagt frivilligt. Han skriver, at jeg stadig er tvangstilbageholdelig, men dette er altså ikke længere nødvendigt Dog barrikaderer jeg mig på stuen igen efter samtalen, men jeg åbner hurtigt døren (jeg husker ikke lige episoden). Men jeg klager over at jeg savner min hund, og afdelingssygeplejersken giver lov til, at min hund kan besøge mig

Overyndlingen synes ikke det er så godt med den uro der er startet op igen og vi/jeg mener det måske kan skyldes Abilify. Hun får mig overtalt til at prøve med en lille dosis Zyprexa i stedet. Min mor synes jeg skal lytte til overyndlingen, for hun plejer at være god til mig, siger min mor. Men det skal jo lige godkendes af lægen, og han er ikke enig – og jeg må indrømme, jeg har ikke ligefrem lyst til at tigge om Zyprexa, så det bliver ikke til noget. Overyndlingen er ikke tilfreds – slet ikke tilfreds. Jeg overvejer om der måske kommer lidt røg ud af hendes øre men hun siger ikke noget altså.

Jeg får Chili Claus chokolade når jeg har det skidt. Jeg plejer at få en styrke 9, men den kan faktisk godt være stærkere, hvis jeg skal tages ud af min tilstand, så jeg får en styrke 12. Den er pænt stærk og jeg siger til overlægen og peger på min KP (P) ”Hun slår mig ihjel!” Så kigger han roligt på hende og siger helt tørt ”Det er altså ikke meningen.”

Jeg har det svært med at tage imod PN medicin og jeg har ellers lovet mig selv, at tage imod medicinen når det er f.eks. overyndlingen og fast KP nr. 2 (og nogle gange 3 ). Men denne dag kommer jeg til at snyde lidt – jeg drikker al vandet, men hun ved jeg ikke har slugt dem, så hun slæber mig hen til personalekontoret hvor hun tager nyt vand. Men mens hun tager nyt vand stikker jeg af og smider pillerne ud i skraldespanden. Jeg fisker dem vist op bagefter, for jeg kan ikke lige have, hvis en anden patient skulle finde på at tage dem. Der er nogle patienter der er overordentlig glade for beroligende medicin.

Fast KP nr. 3 siger også til det andet personale, at jeg virkelig prøver ham af – og så siger de bare, at det gør jeg også med dem. Men det er INTET i forhold til hvor streng jeg kan være overfor ham. Det er faktisk rigtig synd for ham, for han er mega sød!

Og så fik jeg besøg af min lille hund – jaaaaa! Havde jeg bare vist at det var sidste gang jeg skulle se hende Det var faktisk ikke så hyggeligt, for hun var kun optaget af køkkenet (vi sad ude i haven). Så derfor fik jeg ikke besøg af hende igen, for jeg skulle jo alligevel snart hjem og så kunne vi rigtig hygge. Men det blev aldrig til noget

Nu tror jeg gerne du vil have en pause kære læser – hvis der overhovedet er en læser – jeg har da et par hits, men det er ikke mange Jeg skriver også mest dette for egen skyld og måske jeg kan bruge det senere. Men jeg vil i hvert fald gerne have en pause og jeg er blevet enig med mig selv om, at fire A4-sider er en god størrelse på en tekst

Jeg glemte at skrive, at jeg – selvfølgelig – opfordrede den overlæge der får mig til at se rødt til at læse bogen ”Når gode mennesker handler ondt” af Dorthe Birkmose. Jeg anbefalede at alle på afsnit 168 læste den. Det kan man nemlig godt sige til hende uden at hun bliver sur

Men jeg blev overflyttet til afsnit 809 og det blev jeg glad for Da jeg kommer til afsnit 809 er det fast KP nr. 2 der tager imod mig. Hun har et dokument med som jeg selv har skrevet, om hvorfor jeg gerne vil på 809 og kontrakten. Og jeg føler mig ikke særlig velkommen. Altså hun er sød nok, men jeg skal lige have at vide, at ”der skal være noget specielt” (behandlingsalliance) for at jeg kan være der. Så jeg bliver ærlig talt skide sur – det kan hun godt mærke og hun forklarer at det ikke er så slemt som jeg føler det. Overyndlingen kommer også, men jeg kan nu ikke huske hvad hun siger.

Fast KP nr. 2 skriver: ”Har en opfattelse af hun allernådigst har fået lov til at komme til 809 er realitetsorienteret i denne opfattelse.”

Jeg tror det er ved denne indlæggelse, at de fortæller mig, at fast KP nr. 1 er stoppet med at arbejde der *vræææææl* ←jeg har ikke nogen vræle-smiley. Det er i hvert fald stadig en tragedie, men jeg har fået en ny sød KP.

Jeg viser noget jeg har skrevet til lægen i F-ACT ang. mine symptomer. Og jeg bliver opfordret til at skrive mere, for jeg har kun skrevet om mine symptomer når jeg er alene, men jeg forklarer at det er andre symptomer når jeg er sammen med folk.

Allerede næste dag får jeg terrænfrihed med personale på den lange gang og går meget frem og tilbage med forskelligt personale. Bl.a. en der engang har sagt til mig: ”Hvis du stikker af, så kan jeg godt fange dig … men det gider jeg ikke!” Det griner vi altid meget af Jeg får også dobbeltdosis PN denne dag, det synes de at jeg har behov for

Lægen skriver: ”Kontaktperson som kender pt rigtig godt, mener ikke at hun vil profitere af samtale med ut på nuværende tidspunkt efter dennes erfaring, hvilket ut vælger at respektere, idet vi ikke foretager ændringer i planen.” Dagens KP er min nye faste KP, lad os for en god ordens skyld kalde ham fast KP nr. 3. Selvom fast KP nr. 1 jo er ude af min fortælling

Da jeg blev udskrevet sidste gang fik jeg en (fjerde) fast KP, men det bliver aldrig godt, så hun får ingen fast titel her i bloggen

Det er muligvis allerede her hvor jeg har en strimmel, som jeg har lov at have, det har engang stået i min samarbejdsaftale, at jeg må have den strimmel. Jeg bruger den til at have om halsen og stramme til. Faktisk laver jeg en løkke, selvom jeg ikke må Men jeg får allernådigst lov af fast KP nr. 3 til at bruge den lidt – for han kender ikke til aftalen, men han stoler lidt på mig. Men hans kollega H synes det er en virkelig dårlig idé og siger: Det er godt jeg ikke er din KP. Og jeg svarer: Ja, det er godt du ikke er min KP. Det lyder som om jeg ikke kan lide hende, men det kan jeg virkelig godt og det er kun i den situation at jeg mener det.

Den aften er der banko, men jeg kan kun være med 10 min, fordi jeg har det dårligt – men jeg når vist alligevel at vinde et stykke chokolade

Der følger en del epsioder hvor jeg stikker af med en gaffel, som jeg vil bruge til selvskade – men H er alt for hurtig og opmærksom

For at holde styr på mig, tager de bl.a. min nøglebrik, for at jeg ikke kan komme ind på min stue og lave numre

Det er vist her at de ikke vil give mig Abilify, fordi … bla bla bla. De vil hellere give mig Zyprexa, som jeg bliver mega træt af. Jeg gider ikke diskutere med dem, så jeg siger bare ja, og beslutter mig for ikke at tage skidtet. Jeg skal kun have det henover påsken, hvor vi så kan aftale at jeg får Abilify når de faste læger er tilbage.

Ved første lægesamtale med afdelingslægen beder jeg både overyndlingen og lægen om at tage deres visir af, da jeg simpelthen ikke kan holde det ud. Det hele føles bare så mærkeligt – som om de er så langt væk. Det er slet ikke behageligt, det er umenneskeligt når man har det dårligt og jeg er ikke imod restriktionerne som sådan.

Denne dag får jeg at vide, at endnu en personale (C) stopper. Hun græder da hun fortæller mig det og det er jeg sQ også lige ved.

Jeg skal have depot, og det vil jeg ikke have. Så overyndlingen medbringer førnævnte (hende der snart stopper) for at virke mere … jeg kan ikke huske hvad de kalder det, men det er for at INSISTERE på at jeg tager skidtet. Jeg bliver så frustreret at jeg tager en løkke om halsen mens de er ude for at hente grej. Hende der snart stopper plejer altid at give mig koldt brusebad med tøj på når jeg er ”ude af den” og dette er ingen undtagelse. Jeg sidder selvfølgelig også lige under bruseren, så det er bare at åbne. Det kolde vand får mig til at trække vejret meget hurtigt, men efter nogen tid går det bedre, da vandet bliver varmere.

Første gang hun gjorde det gav jeg hende også min velsignelse ved at sige, at hun havde gjort det rigtige. Jeg er faktisk ikke engang sikker på at hun var færdiguddannet dengang, men hun var og er skide dygtig

Jeg må åbenbart kun gå i haven med personale og jeg vandrer derudaf indtil dagens KP (O) siger, at nu bliver vi altså nødt til at gå ind, for han fryser. Han har ikke taget nogen jakke med, da han ikke var klar over, at jeg skulle gå en halv maraton

Der er en ny studerende, som er virkelig dygtig og hende spiller jeg bordtennis med. Det viser sig hun kender den dygtige studerende fra 168. Jeg er også i haven med hende. Hun var også tilstede da jeg blev indlagt, hvilket jeg egentlig ikke var tilfreds med i situationen

Den dag stjæler jeg endnu en gaffel og vil ikke tage PN, da det opdages. Så de kalder på overlægen, som overyndlingen også må bede om at smide visiret, da jeg jo ikke kan have det.

Jeg bliver overtalt/”motiveret” til at tage Stesolid og Zyprexa. Jeg tænker de er bindegale, så jeg lader som om jeg sluger skidtet (Zyprexa er en smeltetablet, så man skal virkelig passe på at den ikke smelter). Bagefter skal jeg lige på toilettet. Jeg spytter skidtet ud. Alt er godt. Men jeg vil sikre mig, at alt er ude så jeg kommer vand i munden og spytter ud. Det hører C (hende der snart stopper), så hun kommer ud og opdager pillerne i toilettet. Så får jeg nogle nye og denne gang slipper jeg ikke! De tager alle mine strimler fra mig, men jeg får i det mindste ball-stik massage

Denne aften har jeg O som KP og jeg griner meget af hans journalnotat:
”Psykisk tilstand
Imødekommende;Neutral stemningsleje;Mimikfattig;Vrang forestillinger
pt har haft god aften. ”

Jeg spørger ham om han synes jeg har haft en god aften med mine vrangforestillinger? Selvfølgelig kan man godt have en god aften med sine vrangforestillinger, hvis de fortæller en at man er mangemillionær, men det er næppe tilfældet for mig

Den weekend tager jeg igen en gaffel. Jeg gemmer den ovenpå et skab og de opdager den ikke da de visiterer mig. De må ud i containeren og lede igennem affald efter den. Jeg angrer og går til personalet med gaflen. De bliver skide sure, og det kan man måske godt forstå

Specielt en af de nye bliver skide sur. Hun hedder M og hun har aldrig kunnet lide mig.

Jeg deltager i et interview over Zoom til en podcast. Det er ikke blevet til noget endnu, jeg ved ikke om det bliver til noget – vi må se

Jeg bruger disse dage på at vise, at medicinen virker (selvom jeg jo ikke tager den). Det virker til at jeg får det bedre, og det hedder jo også ”Fake it till you make it” og jeg får det faktisk bedre. Men det er et hyr at lyve omkring medicinen. Det er slet ikke rart. Hele tiden at kredse om medicinrummet, så jeg kan få medicinen uden nogen der overværer det – så jeg bedre kan skynde mig ud på toilettet og spytte den ud. Det er jo (stadig) en smeltetablet, så den skal hurtigst muligt ud!!!

Sidste indlæggelse – eller forrige – tilgav jeg en personale (L) som aldrig har gjort mig noget, men hun var altid tilstede (syntes jeg) når hende jeg kaldte ”kosten” gav mig dårlige nyheder. Det og så nogle virkelig fjollede fordomme. Så vi fik en god samtale og ved denne indlæggelse prøvede de så at hun blev min KP når hun var der. Det gik forrygende godt – vi spillede bordtennis og UNO til den store guldmedalje. Virkelig god afledning

Jeg fik en ny KP (E). Han havde åbenbart læst, at man skulle tage min nøglebrik fra mig. Dette gør de hvis jeg er i ubalance – men han gjorde det fordi jeg lå og sov!!! Jeg var helt forvirret og gik ud og satte mig i spisestuen. Så blev jeg vred – rigtig vred. Jeg begyndte at vandre, op og ned af gangen. Så kom R og spurgte om alt var OK og så fik hun den største skideballe jeg kunne mønstre. Hun mente at jeg jo måtte have gjort noget, men fik prompte at vide, at ja JEG SOV!!!! Lidt efter kom E med min nøglebrik

Vi registrerede også for dagen – det havde han åbenbart fået at vide tager 2 sekunder. Så det gjorde det. Det var helt uærligt, men ja – det tog 2 sek

Denne dag har jeg skrevet noget ned til overyndlingen – jeg fortæller hende, at jeg gerne vil tale med hende og at det er alvorligt. Hun bliver helt bekymret – ja næsten bange og jeg siger, at det ikke er hende der har noget at være bange for. Jeg har skrevet at jeg ikke har taget medicinen hen over påsken og jeg ikke har tænkt mig at gøre det fremover.

Faktisk har vi lige været til lægesamtale, hvor de har sagt at jeg har fået det bedre på medicinen, så jeg måtte gennemtrumfe at komme over på Abilify.

Overyndlingen læser det jeg har skrevet og bliver slet ikke sur, men ville ønske jeg havde sagt det fra start af. Men det kan man ikke! De vil ikke lytte. De vil bare have lydige patienter. Men altså – overyndlingen og jeg kommer sammen frem til, at det er gået bedre, fordi jeg har taget en beslutning om at det SKULLE gå bedre. Så fordi jeg har ønsket at der skulle stå noget klogt på min tavle, skriver overyndlingen: ”HUSK: Din vilje kan bringe dig langt!”

Jeg spørger overyndlingen hvornår jeg kan blive udskrevet. Vi har en kontrakt hvor der står, at jeg skal være indlagt i 7 dage, men overyndlingen siger, at jeg i hvert fald skal regne med 2-3 uger endnu. Hun beder mig samtidig om at skrive ned hvad jeg synes det ideelle ambulante forløb ville være.

Jeg har glemt at skrive: Når jeg går på rygeterrassen skal jeg have PN, selvom jeg ikke har gjort noget ”forkert”

En anden dag er døren til køkkenet ikke lukket og derfra kan man komme ud i slusen, som er næsten ude af afdelingen – men der mangler lige den sidste dør Jeg tænker at jeg venter på der kommer nogen. Så kommer M (som ikke kan lide mig) med en anden patient. Hun smiler til mig, og lukker patienten ud og skal til at følge efter. Jeg går lige efter dem, men så smiler hun ikke mere. Hun spørger hvad der foregår. Hun efterlader den anden patient udenfor afdelingen og spørger igen hvad der foregår. Jeg ved ikke lige hvad jeg siger, men jeg bliver lukket ind på afsnittet igen. Hun kalder mig ellers hurtig, men i den sammenhæng er det vist ikke positivt ment

Senere er døren til skyllerummet ikke lukket og jeg går ud for at lede efter ting. Tidligere på dagen har P sagt, at der ikke er nogle skrabere i skabet, men det er der i skyllerummet. Men det er der FANDEME ikke!!! Så jeg leder efter andre ting. Finder ikke rigtig noget. Finder et glas til pickles eller sådan noget. Tager det ind på stuen og hamrer det i gulvet. Der sker ikke en skid, andet end at O kommer og spørger hvad jeg laver. Jeg siger at jeg ikke laver noget. Da han går går jeg i skyllerummet igen og finder en kop. Den får jeg smadret en lille smule, der ryger lidt skår af hanken, mikroskopiske skår. O kommer igen og får koppen og glasset. Men han har overset nogle mikroskopiske skår. Jeg ridser mig og får PN.

Jeg får psykologsamtaler. Det er godt

Jeg får tvangsmedicin. Første bruger min KP (fast KP nr. 3) nok en halv time på at overtale mig og derefter bruger overlægen en halv time på at overtale mig. Det er for meget! Hele personalegruppen kommer ind og vil give mig det med sprøjte. Fast KP nr. 2 har taget mundbind på, så jeg kan se hendes øjne modsat visiret. Det er en jeg stoler (meget) på og jeg kan se hendes øjne – jeg beslutter at tage det som tablet.

Fortsættelse følger…

Torsdag den 18. marts 2021 tog jeg lidt for mange Rivotril med henblik på at tage livet af mig selv. Jeg var nået dertil hvor jeg ikke følte at nogen kunne hjælpe mig. Jeg ville hjælpe den næste ”mig” med at få hjælp, så jeg skrev et opslag i en Facebook gruppe – fra en anonym profil – og det gik naturligvis ikke helt som planlagt Nogen ville selvfølgelig hjælpe mig, mens admin slettede mit opslag. En af dem der hjalp mig, fik til sidst min adresse ud af mig og så kom politiet. Og så kom der en ambulance. Jeg tror selv jeg gik ned i ambulancen, men på meget usikre ben. Jeg tror faktisk jeg tænkte at jeg ville falde ned af alle trapperne

På hospitalet gik der vist ikke længe før at Mandse kom. Så han har fortalt mig lidt. I hvert fald at han havde sagt til lægen, at hun burde blive psykiater. For hun fik alt ud af mig – hvad det så end var Men jeg tror måske også at den høje dosis Rivotril spillede ind.

Da jeg køres til Psykiatrisk Akutmodtagelse (PAM) er det med en portør, for at holde øje med, at jeg ikke stikker af – ligesom jeg har haft fast vagt mens jeg har været indlagt på skadestuen. Da vi ankommer til PAM, tænker portøren vel, at nu er der nogen til at tage over, så han kan tage tilbage. På PAM tænker de åbenbart … hun kan godt klare sig selv mens jeg lige tjekker hendes journal (eller hvad de lige tjekker). Og jeg tænker: Nu beder jeg om at komme ud at ryge (jeg ryger ikke, men det ved de jo ikke) og så daffer jeg af. Så jeg smutter en tur på apoteket og køber nogle antihistaminer. Så ringer PAM og beder mig komme tilbage. Da jeg ikke gider, ringer de til min mand, som også ringer til mig – og så beslutter jeg mig for at gøre som han siger. Jeg har godt nok lige købt piller, men jeg venter på at Mandse kommer og henter mig. Jeg følger med til PAM, selvom jeg slet ikke har lyst. Jeg gider ikke Nordstjernevej, som man jo skal indlægges på.

Bagefter siger jeg farvel til Mandse og skal til afsnit 168. Da vi kommer dertil skriger alt i mig ”flygt!” og jeg nægter at samarbejde. Jeg vil ikke indlægges. Jeg vil ikke visiteres og jeg vil (åbenbart) heller ikke testes for corona. Jeg bliver tvangstilbageholdt.

Det er jeg noget utilfreds med, så jeg beslutter mig for at rive et gardin ned (som i øvrigt sagtens kan sættes op bagefter). Det er de ikke helt tilfredse med, så jeg får tæsk Det er i hvert fald min udlægning

Den mandlige behandler der står ved vinduet bliver sur og skubber mig væk – han skubber så hårdt at jeg bliver forskrækket og mister balancen. For ikke at falde griber jeg ud efter hvad som helst. Dette ser tilsyneladende – fra hans kollegas synspunkt – ud som om at jeg slår ud efter ham. Noget jeg aldrig kunne finde på lige meget hvor syg jeg er. Jeg kan ikke mindes nogensinde at være blevet beskyldt for at være voldelig mod hverken mennesker eller dyr. Snarere tværtom.

Jeg havde faktisk en behandlingskontrakt med afsnit 809, hvor der står at jeg er bange for at gøre noget der kan skade andre mennesker.

Fordi han åbenbart kan mærke min arm på hans skulder (det kan umuligt have føltes som et slag) beslutter han sig for at skubbe til mig igen. Jeg er dybt chokeret over denne aggressive adfærd og beslutter mig for at flygte. Jeg har fået at vide, at jeg ikke må komme i fællesmiljøet uden mit mundbind, så jeg vil tage det på. Under mundbindet har jeg en til mundbindet, for bedre at kunne trække vejret. Jeg griber ud efter denne og går ud af døren til fællesmiljøet/gangen. Der bliver jeg kastet op af væggen med ansigtet mod væggen, fordi de ser denne indermaske som en stor trussel. Jeg bliver kastet så hårdt at jeg får en stor bule og vi tror også at mine briller bliver ridsede, men det viser sig kun at være maling der kan vaskes af. Den store bule giver dagen efter et brillehæmatom, som først forsvinder efter minimum 2 uger og den store bule er så stor at en af hans kollegaer ringer og spørger lægen om den skal tilses. Min mand tager et billede af den dagen efter, men der er den allerede halveret i størrelse, sagde den omtalte ansatte. Jeg tror et kort øjeblik også at mine briller flyver af mig, men det er indermasken jeg ser trille henad gulvet. Det sker da de har væltet mig ned på gulvet, og han lægger sig oven på min arm. Jeg skriger i smerte! Men han fortsætter med at lægge al sin kraft på min albue. Jeg opdager dagen efter at jeg har fået et kæmpe blåt mærke i armhulen – og det er ikke et stikmærke fra en blodprøve, da jeg ikke er blevet stukket i den arm – man kan i øvrigt også se hans fingre som små blå mærker under det store blå mærke. Hans kollega der har fat i den anden side har helt stille og roligt fat i mig, jeg mærker slet ikke vedkommende. Jeg er så dybt rystet over denne oplevelse, for jeg er ikke vant til at folk udtrykker sig så voldeligt og jeg var jo slet ikke forberedt på at blive overfaldet. Jeg ved godt det ikke er okay at hive gardiner ned, men jeg synes måske ikke det jeg gjorde kunne stå mål med reaktionen.

Derudover blev JEG brøset-scoret til 5 Dvs. at jeg scorede (godt nok 0 på forvirring), men ellers scorede jeg på irritabilitet (fair nok), støjende adfærd (ja, jeg skreg jo af smerte), fysiske trusler (wtf? ), verbale trusler (igen wtf?) og angreb på ting eller genstand (gardinerne – jaja). Konklusion: Høj voldsrisiko! Det har jeg dælduskemig aldrig prøvet før?

Da jeg spurgte hvorfor jeg scorede på verbale trusler fik jeg at vide, at det var fordi jeg havde kaldt ham en voldspsykopat – og det indrømmer jeg gerne at jeg gjorde for det mener jeg faktisk at han var. Men jeg har efterfølgende fået at vide, at voldspsykopat ikke er en trussel, så jeg vil gerne vide hvad de trusler var – for igen må jeg sige, at jeg aldrig har truet nogen med noget der kan tolkes som aggressivt.

Manden/voldspsykopaten gav mig et sødt smil og bad om et kram senere på aftenen. Det gav jeg ham selvom jeg slet ikke havde lyst til det, men jeg havde ikke lyst til at afvise ham. Og så vil jeg sige, at jeg ville ønske at han havde givet mig det smil og det kram tidligere på dagen, for så var det ikke endt sådan.

Både patientklagenævnet og politiet konkluderede at sådan en behandling er helt fair …?!?

Den overlæge der får mig til at se rødt (KM) skriver: ”Pt er netop ankommet til afsnittet og i forbindelse med at man har tilbudt pt visitering af ejendele har pt haft pludselig udadreagerende adfærd.” Jeg vidste sQ ikke at det var et tilbud? Kan man sige nej til et tilbud? Det synes jeg da at jeg i den grad prøvede?

Hun skriver yderligere: ”Pt er umiddelbart svært devaluerende overfor ut. Er sarkastisk og nedladende med personlige kommentarer ift ut. Ønsker i første omgang slet ikke at tale med ut. Angiver at man ikke vil hjælpe hende og vil hindre hende i at blive overflyttet til afdeling 809.”

Jeg siger bl.a. til hende om hun ved hvad forskellen på afsnit 168 og 809 er? På afsnit 809 siger de om de skal sidde ved mig en halv time efter jeg har fået beroligende medicin (som hun netop har tilbudt mig) og på 168 er de fuldstædig ligeglade om man tager det eller ej og tilbyder ingen nærvær.

Den ene som fastholder mig tilbyder så at sidde hos mig i en halv time efter jeg har taget medicinen – og det accepterer jeg

Derefter fremstår jeg åbenbart smilende og joker lidt med en fast kontaktperson (hvilken jeg slet ikke kan huske og som jeg ikke lige kan gætte hvem er da jeg ikke har nogen faste KPer på 168?).

Nåh men, de har glemt noget da de visiterer mig (frivilligt). Jeg har en ”venflon” (som er det drop de ofte lægger når man bliver indlagt på somatisk hospital) i armen og den åbner jeg og blodet flyder ganske langsomt, men dog så hurtigt at der når at komme et par deciliter på gulvet (hvilket godt kan virke af meget når man ser det). Min nye KP som jeg hurtigt bliver glad for, bliver mistænksom af en eller andet grund og tjekker hurtigt til mig, og der opdager hun det altså. Hun trykker åbenbart også alarm så de var nok trætte af mig den dag Og jeg får fast vagt Og selvom jeg har fast vagt formår jeg åbenbart også at prøve at strangulere mig med et snørebånd

Men jeg spiller bl.a. bordtennis med den studerende som er rigtig sød og ekstrem dygtig til at pode i forbindelse med testning for corona.

Sidst jeg var indlagt på afsnit 168, havde jeg en virkelig sød KP og jeg er så heldig at få ham som KP næste dag i dagvagt, selvom han desværre er blevet konstitueret afdelingssygeplejerske Desværre fordi de jo ikke altid har så meget med patienterne at gøre og når nu han er så god og sød.

Jeg tror nok det er den læge jeg taler med næste morgen som er en jeg husker fra helt tilbage da jeg i starten blev indlagt på 809. Han smiler selvtilfreds da jeg siger jeg kan huske ham, for han tror det er en god ting – men jeg husker ham faktisk fordi jeg synes han var et fjols der altid havde dårlige nyheder Mandse er med telefonisk og er ganske utilfreds med forløbet dagen før og det de har skrevet om mig.

Da KP fra dagen før kommer i aftenvagten er jeg noget utilfreds med hende. Jeg er utilfreds med at hun har brøset-scoret mig til 5 og i det hele taget hvad hun har skrevet om mig. Hun siger at vi kan lave en eftersamtale, så min version også bliver dokumenteret. Efter jeg har tilgivet hende joker vi med at psykiatriske patienter altid fyrer personalet og alle andre i øvrigt (bl.a. så jeg engang en af mine medpatienter fyre en buschauffør), så jeg siger at jeg fyrer hende hvis der bliver mere – og derefter tjekker hun altid om hun er fyret hver gang hun møder ind i vagt

Vi joker også med at jeg siger ”Ja OK” til alt hvad min mor – og min KP i øvrigt – siger og at min KP synes det lyder som ”Ja ja, fuck dig”. Så derefter siger jeg ”Ja OK” til det meste min KP siger

En af de første par dage får jeg udleveret et gult og et rødt kort som jeg skal bruge når jeg har det skidt (fordi jeg ikke kan bede om hjælp). Det gule hvis jeg har det skidt, men kan vente så og så lang tid og det røde hvis det skal være NU! På afsnit 168 arbejder de nemlig DAT-orienteret. Jeg er ikke begejstret for DAT. Hvis jeg skal forklare det med egne ord (og det skal jeg ), så er DAT den metode der gør, at personalet ignorerer dig eller ligefrem bebrejder dig hvis du har det skidt og har gjort skade på dig selv (de vil så sige at det er fordi man ikke skal belønnes når man har selvskadet, men et venligt ord er vel næppe en belønning, eller hvad?).

Ja altså de arbejder også DAT-orienteret på 809, men er knap så fanatiske

Da tvangen skal revurderes på tredje dagen (det skal den nemlig) har jeg en samtale med den overlæge der ser rødt når hun ser mig (LER) (og altså ikke den overlæge der får mig til at se rødt ). Af journalnotatet fremgår det at vi har en helt normal samtale og at hun forstår mig. Det kan jeg ikke huske og det lyder meget usandsynligt, men okay. Hun har læst noget som jeg har skrevet og det er ellers noget jeg har skrevet til den overlæge der får mig til at se rødt. Hvis jeg skal vælge af de to læger, så kan jeg bedst lide hende der får mig til at se rødt, for hun er knap så sur som den anden – hun er virkelig arrig Tvangen ophæves i øvrigt, da jeg er samarbejdsvillig

Kort tid efter skriver hun igen:

kl 11:40: Smadret et lysstofrør og skåret sig med det (”Pt sidder i en blodpøl, er apatisk”)

Kl 11:55.: Jeg var i haven og pille ved nogle roser med torne på. Hun kommer ud og skælder mig ud. Hun ser RØDT med andre ord Hun giver mig fast vagt igen

kl 12:10: Der er alarm, fordi jeg er løbet med en tallerken og har smadret den inde på et toilet – de tiltvinger sig adgang til toilettet.

På AKUT STUEN (det er et fucking psyko-rum med plastikgardiner og en seng i midten af rummet, så man bedre kan komme til at komme rundt om den og lægge folk i bælte – og ellers intet andet!): Som jeg forstår det hun skriver er hun villig til at udskrive mig, hvis jeg havde holdt fast i det.
Men hun skriver bl.a. ”Det viser sig, at pt netop har aflyst ÆF’s besøg her til eftermiddag.” Det er simpelthen så frækt! Det var hende der sagde til mig i haven, at det var bedst hvis min mand ikke kom, så jeg aflyste naturligvis

I øvrigt så fjernede de lynhurtigt det andet lysstofrør som jeg også havde set som en mulighed til selvskade!!! Uforskammet

Det er først her på tredjedagen at de melder mig til overflytning til 809, selvom hun (KM, den overlæger der får mig til at se rødt) sagde på førstedagen at hun havde talt med overlægen på 809 om at jeg kunne blive overflyttet – men jeg er åbenbart først stabil nu?

Åh Gud. Jeg havde helt glemt verdens mest irriterende mand. Hvordan kan man være så irriterende når man ikke engang er særlig gammel? Det er psykologen jeg taler om. Magen til hippie Og han jagtede mig resten af tiden jeg var indlagt på 168!!! Jeg flygtede fra ham! Jeg fortalte til min KP og til den overlæge der får mig til at se rødt hvor meget han irriterede mig og hun sladrede til ham. Han tog det nu meget pænt, grinte lidt

Næste dag har jeg gang i indmaden fra en thekande og senere på dagen en løkke om halsen Jeg kommer bl.a. på akutstuen hvor jeg formår at ødelægge en dyne og 2 stk. personaler må fjerne den fra mig og jeg banker hænder og hoved på vinduet. Jeg får også at vide, at jeg ikke må ødelægge deres stikkontakter

Om natten sker der et eller andet på den anden gang og alt personalet er væk fra kontoret og ikke til at komme til. Fedt hvis man havde haft det psykisk dårligt. Nu havde jeg blot hovedpine. Men de var væk i en times tid, hvor jeg gik og vandrede ude i havem. Åbenbart er døren til haven ikke normalt åben, men det var lige en fejl altså …?

Den nye KP jeg har fået og som jeg er glad for (hende den sjove der tilbød at sidde hos mig da jeg blev indlagt) sørger hele tiden for, at jeg ikke laver ballade – men når hun siger, at jeg ikke må ridse mig, så strimler jeg bare et lagen i stedet for (som jeg bruger til stranguleringsforsøg ). Så jeg gør sådan set hvad hun siger, jeg udvider bare repertoiret

Det er bare umuligt at få en kuglepen på 168!!! Og det skal jeg altså bruge til mine numre Så jeg må stjæle plastikskilte fra stuerne i stedet – altså dem der hænger ude foran stuerne. Og jeg bliver opdaget indimellem. Men de kan ikke finde dem når jeg gemmer dem Det vil sige det kan rengøringen fandeme godt – goddammit!!!

Den gode KP laver ugeskema med mig, så jeg ved hvad jeg skal lave og jeg ikke laver unoder Jeg får også ball-stik massage af ergoen, som er herrenice :-)

Den aften har jeg en kontaktperson der er lidt af en sølvpapirshat. Jeg sidder i aktivitetsrummet og lytter til ham, da jeg skal undersøge den lampe der er i rummet. Han er bare ikke sådan at slå ud, han taler virkelig meget Bl.a. siger han om den overlæge der ser rødt når hun ser mig: ”Dem man møder på sin vej op møder man også på sin vej ned.” (noget i den stil). Jeg tænker at han ikke mener hun er særlig … behandler alle folk lige …? Det er bl.a. fordi jeg siger til ham, at hvis hun ikke ligefrem har en samtale med mig, så kigger hun lige igennem mig – som i altid. Hun kan IKKE lide mig og hun ignorerer mig for fuld skrue. Det er IKKE fordi hun altid har travlt og bla bla bla. Jeg har mødt masser af læger og jeg har prøvet læger der har råbt af mig bare for at hilse på mig.

Om natten har jeg et stranguleringsforsøg og herefter er der en der er sød ved mig. Det er der en anden der skal ødelægge ved at være modbydelig ved mig. Jeg husker ikke præcis hvordan, men i journalen står der … ”men bliver ved påmindelse om aftaler lavet med kp, irritabel og kaster med glas samt smækker med døren” og intet om at man bliver bebrejdet og hvad de ellers kan finde på på 168. Da de går bruger jeg noget af det miljøforurenende plastikbestik til at ridse mig i benet.

Nåh ja, jeg har glemt at fortælle at de en af dagene, hvor jeg havde det skidt gav mig mad på en paptallerken og uden bestik, fordi de var bange for at jeg brugte bestikket til noget. Så kunne jeg ellers spise råkostsalat med fingrene

Og den følgende dag (nu er vi igen videre i beretningen) siger jeg til min KP at porcelæn er en stor trigger for mig og at jeg helst vil spise på stuen med pap og plastik service.

Jeg kommer til at smadre endnu en termokande og bliver megabebrejdet af personalet. Jeg har en antistressbold, som er MEGA stressende, for den EKSPLODERER og der er små gelebolde overalt. Jeg tænker jo bare, at nu vil personalet blive sure på mig igen

Jeg husker det ikke helt præcis, men jeg ønsker mig udskrevet og så kommer den overlæge der får mig til at se rødt og taler med mig. Mens hun taler til mig sidder jeg og ridser mig med et glasskår. Efter noget tid beder hun om at få glasskåret. Vi bliver enige om, at hvis Michael vil komme og hente mig, må jeg blive udskrevet. Sådan husker jeg det altså – BASTA!!! Så jeg skriver til Mandse, at han skal komme og hente mig. Det vil han ikke, så jeg bliver pissesur og skriver at jeg vil skilles!!! (undskyld Mandse) Så Mandse beslutter sig for at besøge mig for anden gang den dag, for at finde ud af hvad der lige sker – og alting skal jo klares på 30 minutter pga Corona restriktioner Jeg beslutter at jeg ikke vil skilles alligevel

Udskrivelsessamtale/pårørendesamtale – overlæge 1 og 2 kan sagtens blive enige med Mandse om at jeg er en værre én – bla bla bla yadda yadda yadda

Slut for denne omgang – vi fortsætter når jeg bliver overflyttet til afsnit 809

Jeg har ikke læst korrektur og håber ikke det er for kedeligt, men jeg husker det ikke helt, så har måtte støtte mig til journalnotaterne

Er sundhedsvæsenet eksempelvis for dårlige til at tage sig af selvmordstruede? Hvordan kunne man have undgået, at du blev udsat for det, du gjorde? Skal mulighederne for at klage blive bedre? Det er bare nogle vejledende spørgsmål – du kan komme ind på det, du finder relevant.”

Det her bliver et meget langt indlæg (syv A4-sider). I går var jeg til dialogsamtale på Psykiatrisk Center Glostrup ang. en klage jeg havde skrevet til Styrelsen for Patientklager tilbage i april 2019 (ja så hurtigt arbejder de).

Det viser sig i går at styrelsen har afvist min klage, hvilket jeg ikke har fået noget at vide om. Jeg har kun fået et brev hvor der (blandt andet) står:

”Det kan vi behandle efter dialogen – hvis du fastholder klagen:
Om den sundhedsfaglige behandling var relevant og tilstrækkelig.
Om journalen blev ført på relevant vis.

Det kan vi ikke behandle – og derfor afviser vi det:
Sundhedspersonalets opførsel.

Du kan ikke klage til en anden myndighed over vores afvisning.”

Man kan altså overhovedet ikke klage over sundhedspersonalets opførsel til nogen (det her var ligesom sidste mulighed på min liste) og man kan ikke klage til en anden myndighed over deres afvisning… ?!?

Nåh men, du – min kære ene trofaste læser – skal da have lov til at læse min klage. Here goes … Jeg har fjernet nogle navne, så ingen kan genkendes.

Jeg skriver i håb om hjælp.
Jeg lider af paranoid skizofreni og har jævnligt brug for indlæggelse.
Efter fusionen mellem Hvidovre og Glotrup skal jeg henvende mig i skadestuen på Nordstjernevej (jeg har tidligere haft en aftale om, at jeg kunne komme direkte på Hvidovre). Mit problem er, at det er rigtig svært for mig at henvende mig til mennesker jeg ikke kender og har tillid til. Det er ind til videre gået, da jeg er blevet overflyttet til Hvidovre i løbet af nogle dage. Dette er dog tilsyneladende ikke muligt mere. Jeg har forsøgt at komme i dialog med klinikchef DM, overlæge KM, læge TM og overlæge GB fra Psykiatrisk Center Glostrups Nordstjernevej om muligheden for at tage individuelle hensyn. Min oplevelse er dog at jeg ikke bliver hørt og forstået. Det eneste jeg har fået ud af det, er at det er umuligt at ændre på dette rigide system, hvor patienten kommer i anden række. Der mangler forståelse for at tillid, relation og erfaring betyder alt for mig i min behandling.

Jeg har en oplevelse af at jeg bliver fejlbehandlet, ved at udskrive mig for tidligt og de holder mig på Nordstjernevej på trods min oplevelse af at blive fejlbehandlet og at jeg absolut ikke ønsker at være der.

Den 1/4-2019 henvendte min mand og jeg mig i skadestuen på Nordstjernevej. Min mand og personale fra Brøndbyøstervejs afsnit 809 gav mig muligheden mellem at lade mig indlægge frivilligt, eller at min mand kontaktede vores læge og at det blev på røde papirer. Derfor gik jeg frivilligt med. Og jeg lod mig frivilligt indlægge, fordi lægen i skadestuen lovede at kontakte afsnit 809, hvor jeg hører til, næste morgen – med henblik på at jeg kunne blive overført dertil hvis der var en ledig plads. Jeg blev indlagt og fik god behandling fysisk, men der var ikke nogen der talte med mig om det psykiske (og de virkede ikke til at have travlt). Men jeg følte mig alligevel godt behandlet.

Så langt så godt.

Næste morgen (2/4-2019) kom jeg til samtale hos samme læge som jeg før har haft problemer med (KM). Hun vil nemlig ikke overføre mig til afsnit 809. Og der burde ligge en aftale om at jeg skal overføres til 809 så snart det er muligt, en aftale jeg i sin tid lavede med overlæge AP, men den er desværre forsvundet).

Begrundelsen for at hun ikke vil overføre mig er, at nu kender de mig jo så godt og det tager højst et par dage – og nej, det gør de ikke og nej, det tager det ikke. Jeg er ikke en nem person at kende. Det tog dem på 809 flere år at lære mig at kende. Jeg er meget reserveret og det kræver færdigheder at kende og behandle mig. Når jeg samtaler med dem på 809 foregår det ved at vi står og bager eller går en tur og taler om alt muligt mellem himmel og jord – og også det psykiske. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og krænge min sjæl ud – kan du?

Jeg kan se i journalen at hun ovenikøbet skriver: ”Det er tydeligt at det relationelle har stor betydning for pt.”.

Men jeg er ikke engang blevet tilbudt en eneste samtale på afsnit 168 (jo, en lægesamtale, men ikke en samtale af min kontaktperson). Selv hvis de tilbød mig en ville det være svært at takke ja, fordi det skal foregå lidt specielt, som jeg lige har forklaret. Og ofte når man bliver tilbudt en samtale (hvilket jeg som sagt ikke har prøvet) får man at vide, at hvis der er noget kan jeg bare henvende mig. Men nej, det kan jeg ikke – jeg har meget svært ved at bede om hjælp.

Jeg tilbragte første nat på afsnit 168 og dagen efter deltog jeg i nogle af stedets aktiviteter, som i øvrigt er helt nyt for mig – der har ikke tidligere været aktiviteter på afsnit 168. Ellers sov jeg, og fra klokken 14-22 var jeg på udgang. Derefter var det tilbage på afsnittet og sove og så udskrives dagen efter. På 809 var den aldrig gået – der er jo ikke tid til behandling, ville de sige. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret (8 timers udgang!), men jeg ønskede slet ikke at være indlagt, så for mig er det fedt nok. Jeg får det ikke bedre af det, men det gør jeg heller ikke af at være OPBEVARET på afsnit 168. Så havde det været bedre at blive BEHANDLET på afsnit 809.

Jeg kunne i øvrigt høre, at KM ikke havde læst journalnotatet fra i indlæggelsestidspunktet, for hun spurgte slet ikke ind til nogle af de ting jeg sagde ved denne lejlighed. Hun mente bare at det var følelsesmæssige problematikker og ikke mine skizofrenisymptomer der var årsagen. Derfor kunne hun jo også hurtigt udskrive mig.

Min mand blev andetsteds fra, opfordret til at deltage i udskrivelsessamtalen hvilket han gjorde. Han kom lidt for sent og i journalen skriver TM mellem linierne at min mand underkuer mig (vi er mange der læser det sådan):

”Det skal bemærkes at pt. ændrer adfærd når ægtefælle kommer ind på stuen, hvor hun bliver helt passiv, stille, stirrer tomt ud i luften.”

Jeg har klaget over dette forløb til klinikchef DM, men han ønsker ikke at hjælpe mig.

Den 9/4 skal jeg til afsnit 809 hvor jeg skal have injektion depot Xeplion og får der en samtale med en læge der beder mig tage til Nordstjernevej og blive indlagt. Det gør jeg, da jeg faktisk er autoritetstro. Jeg beder dog om at komme på afsnit 72 da jeg af en anden patient har hørt at det afsnit er bedre.

Næste morgen kommer jeg til lægesamtale hos GB der siger at jeg mindst skal være der 7 dage før jeg overhovedet kan komme i betragtning til at blive overflyttet til afsnit 809.

Hun skriver bl.a. i min journal at jeg har været ude og spise frokost med min mand, som om at jeg ikke er særlig syg fordi jeg kan klare det, men hun ved ikke det var et lille øde cafeteria og at man altså bliver nødt til at spise noget, når man skal vente LÆNGE i skadestuen – og at vi ikke kan spise hjemme fordi hele vores lejlighed er et stort kaos.

Hun skriver også, at jeg går og hygger mig med de andre patienter, men du skal vide, at mit humør går op og ned i bølger og også i to spor, så jeg både kan grine og indvendigt græde samtidigt. Men hun skriver generelt meget fordomsfuldt sludder i den journal.

GB siger at jeg skal vente minimum 7 dage før jeg kan komme i betragtning til en plads på 809 og der er meget kø, så der kan gå langt over 7 dage.

Jeg føler ikke jeg kan være der i MINDST 7 dage, så jeg udskriver mig ”mod givet råd”.

Da jeg bliver udskrevet er min mand imod det, og får at vide at det har jeg selv bestemt, hvortil han siger, at så har I jo også planlagt at hun skal dø. Det får min kontaktperson til at råbe at det gider hun slet ikke diskutere og smækker med døren.

Min mand er ved at falde fra hinanden. Han tør ikke sove og han tør ikke gå på toilettet i frygt for hvad jeg kan finde på. Så han ringer igen til 809 og får en samtale og besked om at ringe til min kontaktperson om aftenen. Om aftenen får min KP igen overtalt mig til at tage til skadestuen og lade mig indlægge – hun rammer mit ømme punkt (jeg skal være god ved min mand og passe på jeg ikke mister ham).

Igen bliver jeg indlagt på afsnit 72 – jeg beder ikke om det, da det er pest eller kolera om det er afsnit 68 eller 72.

Her får min mand i øvrigt at vide af TM at jeg ikke kan blive tilbageholdt når jeg ikke er sindssyg. Andre fortæller mig at man kan blive tilbageholdt hvis man er til fare for sig selv, og i øvrigt siger de at jeg er sindssyg.

Min mand er med til lægesamtalen med GB næste morgen og her overværer han hvordan jeg bliver skældt ud af hende. Jeg plejer at få ros for at det er godt jeg er kommet inden jeg gør noget dumt, men GB skælder mig bare ud fordi jeg ikke kan klare mine psykiske problemer. Noget i stil med, at jeg godt kan stoppe med de selvmordstanker, for de hjælper mig jo ikke.

Efter nogen tid bliver jeg overført til 809. Der bliver indkaldt til møde om min fremtid i deres psykiatriske system og jeg har mine tre kontaktpersoner med samt overlægen fra 809 som jeg endnu ikke kender så godt (jeg savner AP). Tilstede fra Nordstjernevej er kun GB.

Jeg starter med at læse følgende op (jeg ved godt det er lidt langt, men jeg håber du vil læse det):

>>Jeg vil gerne fortælle hvorfor jeg synes, at jeg skal overføres til 809 så snart der er en ledig plads. For I har misforstået mig. I tror jeg har primadonna-nykker. Jeg er da godt klar over, at der skal være en ledig plads. Men jeg synes ikke jeg skal vente 7 dage før jeg kan komme i betragtning til en sådan overflytning. Og det gør jeg af en masse grunde.

Jeg har haft alle de konflikter jeg skulle have med 809. Nu er vi nået dertil hvor vi har en behandlingsalliance – hvorfor så starte forfra med et nyt afsnit og nye konflikter?

Jeg er meget paranoid. Jeg tror ikke at nogen vil mig det godt, men 809 har vist mig gang på gang at de vil mig det godt og jeg er nu begyndt at tro på det. Hvorfor så starte forfra?

Jeg har brug for resonans. Jeg har brug for at der er kemi mellem mig og den der behandler mig. Jeg har brug for tillid og det skaber man ikke på 7 dage. Det kræver måneder eller måske år, og man er jo ifølge jer max 7 dage på 68 og 72.

Jeg har brug for en længere behandling end 7 dage. Læs min journal. Jeg har ikke haft mange indlæggelser på under 7 dage. Det kræver tid og det kræver at jeg ikke er under tidspres.

Jeg har brug for at få at vide, at det var godt jeg kom før det gik galt, ikke blive skældt ud fordi jeg ikke kan klare mine psykiske problemer.

Hvis jeg ikke kender personalet, så henvender jeg mig ikke til dem når jeg har det dårligt og så ender det med at jeg gør skade på mig selv – af frustration, ikke fordi jeg er opmærksomhedskrævende. Det har 809 prøvet at ændre på i 6 år – altså de har prøvet at få mig til at henvende mig til dem i 6 år – så det har 68 og 72 nok ikke de store chancer for at ændre på. Jeg VIL gerne, men jeg KAN ikke. På 809 ved personalet hvornår den er gal med mig af 6 års erfaring og kan gribe ind hurtigt, inden det går galt.

På 68 og 72 bliver det derfor OPBEVARING fremfor BEHANDLING og så kan jeg lige så godt blive hjemme eller tage livet af mig.

Jeg tror jeg har haft to samtaler med KM mens jeg har været indlagt på 68 og tre samtaler mens jeg har været i DAT-behandling og det er altså – i min bog – ikke nok til at vi kender hinanden godt. Jeg kender ingen læge og intet personale godt på hverken 68 eller 72. Jeg kender til gengæld næsten alle på 809 rigtig godt og stoler på dem.

Der er flere muligheder på 809, hvor vi kan gå ture eller bage eller lave andre aktiviteter mens vi samtaler om først ikke-farlige og så sidenhen også farlige emner. Sådan synes jeg en god behandling er. Sådan tør jeg åbne mig op.

Jeg har svært ved at komme til personalet – også selvom jeg har fået at vide, at jeg bare skal komme hvis der er noget. Det skal helst føles som om jeg bliver tvunget til at samtale før at jeg kan indgå i et sådan samarbejde.

Jeg lider af paranoid skizofreni og det er mine symptomer der plager mig og det ved de på 809, men på 68 og 72 tror de ikke jeg har disse symptomer, så derfor bliver jeg ikke behandlet herfor – men jeg har svært ved at tale om disse symptomer. Det tog mig år før jeg åbnede op omkring dette på 809.

Det er hvad der er svært for mig og derfor jeg gerne vil behandles på 809 fremfor 68 og 72.<< GB mener stadig at selvmordstanker kan klinge af efter et par dage. Hun mener bestemt jeg skal være indlagt i 7 dage og helst mere hvis det er nødvendigt, på trods af at min mand har læst et sted at man som regel er indlagt 1-2 dage. Der bliver sagt at den magtkamp der er mellem matriklerne ikke kommer mig til gode, men hun er hverken til at hugge eller stikke i. Nordstjernevej ser kun deres fordomme om mig. Selvfølgelig vil jeg hellere være et sted hvor de kan lide mig og vil behandle mig frem for et sted hvor de ser mig som manipulerende og opmærksomhedskrævende. Jeg bad afsnit 72 kigge i den samarbejdssamtale jeg har lavet med 809 for at få en bedre mere relevant behandling, men de har ikke gidet kigge i den. Jeg kan selvfølgelig ikke understrege nok, at jeg godt er klar over, at der skal være en LEDIG PLADS på 809 før jeg kan blive overført dertil. Jeg skal også sige, at min mand jo ikke er læge, men han ved dog en del om mig og hvordan jeg reagerer i mine dårlige perioder. Alligevel vælger man at ignorere hvad han siger og fokuserer mere på at han virker devaluerende overfor personalet. Mit ønske er derfor at få lavet en aftale om at blive overflyttet til 809 så snart plads haves, da det forkorter min indlæggelsestid og forhindrer mig i at selvskade. I taler om det gode patientforløb, medindragelse, medindflydelse, resonans og derfor mener jeg at mit ønske ikke er urimeligt. Jeg sendte denne klage til Centerchef BA, men han fastholder at gældende procedurer for indlæggelse er fulgt korrekt. Men så føler jeg ikke han har læst og forstået mit brev. Mvh, Sussi Malene Jacobsen Jeg fik så mulighed for at komme til dialogsamtale med en anden eller den nye klinikchef NR, hvor jeg læste følgende op. Det er meget det samme, men jeg føler ligesom ikke det trænger ind, så jeg prøver med nye vinkler: Jeg har jo allerede skrevet en klage og du har åbenbart fået præcis det samme ud af den som din forgænger, for jeg fik jo præcis det samme svar. Derfor har jeg nogle tilføjelser. Jeg må virkelig indrømme at jeg savner dengang PG og AP arbejdede her, for de var på patienternes side fremfor den ledelse der er her nu, der er på deres kollegers side. Men det jeg ikke tror jeg fik med i klagen var min store frygt og grunden til at jeg gerne vil indlægges på 809. Nemlig at jeg er bange for at jeg ikke får den behandling jeg har brug for. Fordi de på Nordstjernevej udskriver mig for tidligt. De vil jo bare udskrive mig dagen efter jeg er blevet indlagt, fordi de ikke kan gennemskue mig. Jeg frygter for mit liv når jeg er i disse situationer. Når jeg bliver indlagt vil jeg ikke have hjælp. Jeg prøver, men det er svært og jeg troede det var jeres job at hjælpe mig? Dette kan jeg bl.a. bevise ved at henvise til en uoverensstemmelse mellem to journalnotater fra henholdsvis læge og psykolog: Lægen skriver d. 5/8-2019: “Pt har ikke fremstået åbenlyst psykotisk under indlæggelsen – dog beskriver hun uvirkelighedsfornemmelse, hvilket hun afhjælper ved at køre med fingrene hen af bordet – dette mest udtalt ved lægesamtaler, observeres ikke med denne adfærd i miljøet.” Psykologen skriver imidlertid d. 2/8-2019: “Ut. bemærker at pt. sidder og kører fingrene langs bordkanten samt bordets overflade. Ut. har også observeret pt. gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Pt. forklarer, at det hjælper hende med bedre at mærke sig selv og omgivelserne. Pt. forklarer, at hun også har en “tangle” til dette og ut. opfordrer pt. til også at bruge denne” Jeg er ikke den eneste der her læser at lægen simpelthen ikke tror på at jeg fejler noget, og så er det jo klart at hun udskriver mig. En sygeplejerske fra 809 sagde en dag til mig: Din krop lukker ned og du er stoneface når du er ked af det eller vred. Det er meget svært at tyde mig, det er kun fordi hun kender mig at hun vidste den var gal. Jeg kan også have et lille smil på læberne, når jeg er ked af det og vred. Og jeg griner når jeg skammer mig, er sarkastisk når jeg er ude af den. Det er der mange der finder provokerende. Hvordan skal Nordstjernevej gennemskue dette med deres ressourcer og kompetencer? Når jeg måske bliver indlagt en uge om året, som det er nu? Jeg ved godt I siger at jeg skal åbne op og samarbejde. At jeg skal lære at bede om hjælp og lade dem hjælpe mig, men I må da kunne forstå at jeg som psykisk syg har nogle begrænsninger – nogle mangler som almindelige mennesker har let ved. Jeg kan ikke lære personalet på Nordstjernevej at kende – jeg kan ikke åbne op. Man kan sige at det var et heldigt uheld at 809 lærte mig at kende. De havde tiden med sig, jeg havde fast vagt i flere uger af gangen og jeg brugte meget tid i nær kontakt med dem. Det er ikke fordi at jeg er uvillig. Min modstand drejer sig måske om, at jeg ikke føler tillid og at jeg ikke føler de har det store ønske om at hjælpe mig. I får mig til at lyde som om jeg er den eneste vanskelige patient i verden. At jeg er den eneste der har disse problemer. Men jeg læste nogle opslag i en gruppe på Facebook af en pige der havde præcis de samme problemer som mig med behandlingssystemet. I har besluttet at jeg er manipulerende og opmærksomhedskrævende – det har jeg fået at vide af personalet. Sådan så de mig også på 809, men så lærte de mig at kende. Og så ser I mig åbenbart også som en person der kræver særbehandling. Det synes jeg ikke at jeg gør – jeg mener bare at I må have interesse i at behandle mig bedst muligt og jeg kræver jo ikke at komme foran i køen til 809. Jeg er udmærket klar over at der skal være en ledig plads. 809 bruger tid på at lære folk at kende. De vil gerne løse problemer – og jeg ved godt at jeg er et problem. De brugte mange ressourcer på at hjælpe mig. Jeg har talt med mange patienter der alle – hver og en – foretrækker 809 fremfor Nordstjernevej – og det var vel og mærke uden at jeg fortalte om mine præferencer først. F. eks. havde jeg en medpatient der var forsvundet i hendes sind, hendes mand var fortvivlet. Nordstjernevej opgav og kunne intet håb give. Da hun kom på Brøndbyøstervej sagde de at det skulle de nok klare og det gjorde de. Manden var lykkelig, han fik sin kone tilbage og hun fik livet igen. Og jeg havde en medpatient der var så ked af at komme på 809, fordi hun var vant til at blive indlagt på afsnit 72 og der var hun glad for at komme. Hun var ikke på 809 mange uger før hun i allerhøjeste grad foretrak 809 og håbede at hun altid måtte blive indlagt der. Og jeg kunne blive ved med sådanne historier. De siger på 809 at de engang også har været en del af betonpsykiatrien, før projekt bæltefri afdeling. Sådan har jeg aldrig oplevet dem – selvom jeg har været indlagt før projekt bæltefri afdeling. Men lige meget om de har eller ej, så er de kommet videre, hvor de på Nordstjernevej stadig ikke har set lyset. Det skal lige siges at det bestemt ikke altid har været lutter lagkage på 809, men som sagt gav de sig tid til mig og de svigtede aldrig min tillid. På 809 fortæller de at Nordstjernevej ellers godt kan lide at sende nogle patienter til Brøndbyøstervej i en allerhelvedes fart, mens andre holder de på. Deriblandt mig, hvilket jo er lidt sjovt, hvis de virkelig ikke kan holde mig ud. Så føles det ærlig talt som en straf. Men de holder jo også kun på mig for at kunne udskrive mig hurtigst muligt. Siden alt det her har stået på har jeg faktisk haft det værre end jeg nogensinde har haft det. Grunden til at jeg ikke forsøger selvmord eller selvskade er at min største frygt nu er at blive indlagt – og jeg har i forvejen altid været ret bange for at blive indlagt. Frygten er bare taget til, for jeg ved at jeg skal slås med læger på den ene side og min mand på den anden side. Læger der siger at jeg skal udskrives og min mand der siger at jeg har det for dårligt til at blive udskrevet – og selvom jeg ikke i situationen vil indrømme det, så har min mand faktisk ret, for han kender mig hvilket lægen ikke gør. Jeg ved godt at lægen har sin uddannelse, men det gør faktisk ikke en til menneskekender – specialist i psykisk sygdom måske, men ikke menneskekender. Den nye klinikchef NR var såmænd sød og empatisk nok – forstående og alt det der. Men han havde jo ikke tænkt sig at ændre på noget, så det var ren politikersnak. Men jeg tror heller ikke der er nogen der endnu har fattet hvad det er jeg klager over: At jeg ikke kan komme i kø til 809 så snart jeg henvender mig i skadestuen. Jeg skal simpelthen igennem 7 dages traume på afsnit 68 eller 72 før jeg kan komme i betragtning til 809. Og sidst jeg var der lød det som om at jeg godt kunne glemme alt om 809 fremover. Men jeg får jo heller ikke lov til at være indlagt på Nordstjernevej i de 7 dage der kræves, for de mener jo at jeg har det strålende dagen efter jeg har henvendt mig. Og i situationen er det jo fint med mig – det er bare ikke fint for min mand og en dag ender det måske galt, fordi jeg ikke kan kontrollere mig selv. Så nu ved jeg ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg må bare leve et liv i konstant forpinthed, for der er ingen der kan hjælpe mig. Jeg har støtte fra socialpsykiatrien, men det kan jeg faktisk ikke bruge til noget – jeg får altid at vide, at jeg bare skal tage mig sammen. Og jeg bliver fulgt i FACT (Distriktpsykiatrisk Center), og det hjælper måske en lille smule, men det er bare ikke nok når det virkelig brænder på. For mig er en indlæggelse … det er som om jeg går med de her store tunge tasker eller poser hele tiden, og når jeg så bliver indlagt, så overdrager jeg taskerne til dem, så de kan holde dem lidt for mig – så jeg kan slappe lidt af. Når jeg så bliver udskrevet har vi fået sorteret lidt i taskerne og jeg får dem tilbage lettere. Men når jeg kommer ud får jeg hurtigt fyldt i taskerne igen og de bliver tungere og tungere indtil jeg ikke kan bære dem længere. Jeg ved godt jeg plejer at se tingene fra en lidt mere humoristisk side, men der er ærlig talt ikke meget at grine af i den her fuldstændig håbløse situation

Et lille kig i journalen fortæller mig at lægen på Nordstjernevej ikke er så kompetent som hun gerne vil fremstå. Hun skriver nemlig d. 5/8-2019:

“Pt har ikke fremstået åbenlyst psykotisk under indlæggelsen – dog beskriver hun uvirkelighedsfornemmelse, hvilket hun afhjælper ved at køre med fingrene hen af bordet – dette mest udtalt ved lægesamtaler, observeres ikke med denne adfærd i miljøet.”

Psykologen har skrevet følgende i journalen d. 2/8-2019:

“Ut. bemærker at pt. sidder og kører fingrene langs bordkanten samt bordets overflade. Ut. har også observeret pt. gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Pt. forklarer, at det hjælper hende med bedre at mærke sig selv og omgivelserne. Pt. forklarer, at hun også har en “tangle” til dette og ut. opfordrer pt. til også at bruge denne”

Men lægerne på afsnit 168 og 172 nægter simpelthen at læse i journalen. Det er kun dem der har den endegyldige sandhed. Suk!

Ja, så blev jeg altså indlagt søndag aften. Jeg var ikke meget for det, men Mandse synes det var bedst. Det var fordi jeg havde skrevet til min kontaktperson på 809 (hende jeg før i tiden kaldte overyndlingen og nu er hun endda også blevet min faste kontaktperson ). Jeg skrev endda rigtig meget til hende (lidt for meget) og til sidst blev hun meget bekymret og sagde at jeg havde til dagen efter til at fortælle Mandse at jeg havde barberblade, eller også ville hun kontakte ham

Og det gjorde hun så

Hun fortalte ham også at jeg ikke har fået medicin/injektion som jeg burde, og så var det lige hvor man kunne få en injektion om søndagen? Først tilbød hun at de kunne gøre det på 809, men det måtte de alligevel ikke. Mandse begyndte ellers at græde af taknemmelighed.

Vi fik at vide at de kunne gøre det på skadestuen på Psykiatrisk Center Glostrup Nordstjernevej. Så vi kørte til Nordstjernevej. Men der havde Mandse misforstået noget – på Nordstjernevej skulle jeg bare til vurdering. Og lægen vurderede mig til at jeg skulle indlægges. Jeg prøvede ellers at fortælle hende, at lægerne på de lukkede afsnit ikke så mig som værende til fare for mig selv, og bare ville udskrive mig næste morgen.

Jeg kom på 168 da det var der de havde plads. Overlægen på 168 er sødere end hende på 172, men det betyder ikke ligefrem at hun er specielt sød. Personalet er nok sødest på 172, men der er ingen af afsnittene hvor de er specielt gode.

Mandag morgen var jeg til lægesamtale hos – jeg vil tro hun er – afdelingslægen. Min dagens KP var også med. Min mor synes de begge to var mægtig flinke og de var vel også OK.

Men jeg fik at vide, at lægen ikke stolede på mig, fordi jeg engang har løjet overfor hende. Det vil jeg nu nok sige er en misforståelse. Hun siger jeg har bildt hende ind, at jeg ingen psykotiske symptomer havde og derfor trappede hun mig ud af medicinen. Det har jeg aldrig sagt. Men ikke desto mindre tror jeg at det er det hun mener – de mener. På Nordstjernevej er jeg en manipulerende, opmærksomhedskrævende person der ikke har brug for indlæggelse.

Jeg fortalte også, at jeg ingen injektion Xeplion havde fået, men DPC havde sagt noget andet – og mig tror de jo som bekendt ikke på. Så jeg fik ikke den vigtige medicin de mener gør mig så godt. Jeg måtte selv kontakte DPC og igen fortælle at jeg ikke havde fået medicinen og langt om længe ordinerede lægen Xeplion. Men det var der ingen der opdagede – før Mandse og jeg talte med KPen og først kl. 22 kom hun til mig og sagde at hun lige havde gransket Sundhedsplatformen og der faktisk stod jeg skulle have en injektion.

Til lægesamtalen talte vi også om at jeg gerne ville hjem og i bad, for jeg skal have hjælp til BHen, da jeg aldrig har lært at lukke den bagtil og jeg er så tyk at jeg ikke kan lukke den fortil og dreje den på plads. Det synes hun jo var noget meget privat, så det var i hvert fald ikke noget de kunne hjælpe med. Jeg kunne også bare købe en ny BH – jeg er førtidspensionist og en BH i min størrelse koster minimum 500 kr.

Lægen har skrevet i journalen at jeg ikke har noget hallucinationer på de 5 sanser. Hun har ikke spurgt ind til dette. Hvordan kan hun vide, at jeg ikke sidder og synes der lugter af lort når jeg taler med hende? Det kan man da ikke lige umiddelbart fornemme – kan man?

Tirsdag skal jeg til samtale med hende igen (og der må min mor ikke komme med – der er de heller ikke nær så søde som om mandagen), da jeg gerne vil have udgang. Jeg fortæller jeg gerne vil hjem og i bad og nævner det med BHen igen. Dette blev hun virkelig irritereet over og spørger bl.a. hvorfor jeg ikke kan få en fra personalet til dette. Kan I huske hvad hun sagde om mandagen ang. dette?

Og så spørger hun i øvrigt hvornår jeg er klar til udskrivelse. Jeg kom ind søndag aften og tirsdag spørger hun til dette.

Min mor mener, at det er fordi de for alt i verden ikke vil have at jeg kommer på 809. Jeg har ikke spurgt om jeg må komme på 809, for jeg ved hvad svaret er. Men hvis jeg er her 7 dage skal de jo sende mig videre til 809.

SUK!

Jeg vil skrive om min indlæggelse på 4 uger, som jo skulle ha’ været 4 dage ifølge kontrakten, men et clue er, at de sagde, at de ikke havde set mig så dårlig siden for 2 år siden hvor jeg første gang blev indlagt i deres regi. De mener så at det er medicinsvigt der er synderen og skyndte sig at sætte mig i medicinsk behandling igen. Det drejede sig om måske to dage – og fra det meste medicin vil jeg sige, at jeg har erfaring med, at det stopper med at virke efter 3 måneder. Det begynder også først at virke efter 3 måneder. Men jeg lader dem blive i deres tro og samarbejder – i hvert fald nu og da

Den 29/6 havde jeg det ikke så godt – jeg havde haft det dårligt i nogle dage og jeg skrev et brev med råb om hjælp til … jeg ved ikke hvem? Det endte dog med at blive et afskedsbrev. Jeg ville tage af sted når mandse faldt i søvn, så ville jeg tage på apoteket og købe Postafen – eller bare indtage de Rivotril jeg har … men jeg kunne selvfølgelig også prøve at ringe til 809 selvom det ville blive tæt på umuligt, fordi jeg er så bange for afvisning. Da kl. blev otte eller nærmere ni og mandse stadig ikke var faldet i søvn spurgte jeg ham om jeg måtte gå en tur. Det måtte jeg kun hvis jeg tog hunden med. Jeg tænkte, at jeg kunne sætte hende ved Netto og så ringe til mandse og sige hvor han kunne hente hende – så jeg gik … men jeg gik ikke i retning af Netto eller offentlig transport. Jeg gik den modsatte ved og så gjorde jeg det sværeste jeg har gjort meget længe. Der var en grund til jeg gjorde det. Jeg havde været til samtale på 809 med mine ”nye” bostøtter/dem der skulle tage over mens min bostøtte var syg – jeg havde været på 809 om tirsdagen eller onsdagen – og der sagde fast yndlingsKP nr. 1 at hun var der i weekenden og at jeg bare kunne ringe hvis der var noget. Jeg havde fået en invitation, og jeg benyttede mig af den. Det var fast yndlingsKP nr. 1 der tog telefonen. Jeg overvejede at smide på, men jeg sagde at det var Sussi. Hun ved jo godt jeg ikke ringer i tide og utide og når jeg ringer er det vigtigt. Jeg sagde hurtigt at jeg var ude at gå en tur og at jeg havde skrevet et afskedsbrev til Michael. Hun sagde jeg skulle vende om og bede Michael køre mig til PC Glostrup – så det gjorde jeg mens hun var i røret hele vejen tilbage. Jeg kunne høre der var travlt i den anden ende, så jeg sagde at jeg godt kunne klare det, men hun insisterede på at være i røret indtil jeg havde givet Michael beskeden.

Michael var ikke skideglad, for det var hans første arbejdsdag dagen efter og det ville ende med at han først kom i seng kl. 1:30, hvilket i øvrigt holdt stik. Det han ikke var skideglad for var, at vi begge vidste jeg havde haft det dårligt hele dagen og at jeg først tog handling nu, så han ville komme så sent hjem, når han skulle møde på job kl. 7 …

På Glostrup kom vi til at tale med en hel vildt dygtig sygeplejerske og senere en virkelig sød læge – nærmest i nuttet kategorien

Da jeg endelig fik ro til at lægge mig i sengen med en af de gammeldags kugledyner over mig konstaterede jeg, at jeg faktisk var utrolig heldig, at jeg levede i Danmark – selvom noget af det der havde sat mig i denne situation var den nye regering. Frygten for forringelser – der KAN altså ikke spares mere nu!

Min KP i OP-team fortalte lige, at nu må de spare på taxakørsel, så jeg får nok ikke mulighed for at gå til psykologi på Kofoeds skole – noget der giver mig en smule livskvalitet – da jeg ikke kan transportere mig selv i myldretiden.

PC Glostrup – afsnit i68 hedder det vist – er udmærket, men det er ikke 809. På de fleste psykiatriske centre sidder personalet mest på kontoret og laver computerarbejde – og de spiser ikke sammen med patienterne – jow, der er muligvis en enkelt der bliver nødt til det, men vist ikke med deres gode vilje … På 809 sidder de i miljøet og taler med patienterne og de fleste spiser med til måltiderne. På 809 kender de ikke kun mit sygdomsforløb, de kender også mig – de behandler ikke kun min sygdom, de behandler hele mennesket. På andre psykiatriske afsnits kontorer kan man høre en ung sygeplejerske sukke ”Jeg keder mig!” Hvis man siger det til en ansat på 809 bliver de helt forvirrede at se på, for de keder sig sQ aldrig – hvis de keder sig går de ud i miljøet og siger ”Du keder dig, jeg keder mig – skal vi ikke spille et eller andet?” og når jeg så siger nej, finder de alligevel på noget at foretage sig, f.eks. hente rene dyner og hovedpuder.

Men jeg er selvfølgelig også farvet af at jeg har været stamgæst på 809 i to år og de kender mig rigtig godt – og selvom jeg ikke altid opføre mig lige pænt, så tror jeg egentlig godt de kan lide mig, de fleste. Jeg kan i hvert fald godt lide dem, de fleste

Mandag husker jeg ikke andet end at overyndlingen spurgte om jeg havde fået brochuren og var næsten ved at hoppe af iver, men jeg havde ikke fået brochuren der. Jeg fik den dog senere på aftenen – det var om ”Skolen for Recovery” og jeg har tilmeldt mig deres introduktion i slutningen af denne måned

Tirsdag var en begivenhedsrig dag. hvor jeg havde mulighed for at komme i et skab fyldt med barberskrabere, så jeg kunne skære mig. Det var en UTH (utilsigtet hændelse) og forhåbentlig får de et bedre skab i fremtiden.

Jeg havde ellers overyndlingen som KP i dagvagt men jeg havde det meget dårligt, så det gik alligevel ikke så godt. Jeg prøvede at flygte fra overlægen, hvilket er svært på et lukket afsnit Hun ville have jeg skulle begynde at tage min medicin igen, som jeg ellers havde brugt den sidste uge på at trappe ud af – på eget initiativ og uden at tale med lægen om det – jeg taler jo blandt andet ikke med overlægen i OP-team. Det var kun 37,5 mg. Leponex, men jeg trappede meget langsomt ud selvom jeg nok bare kunne være stoppet.

Lægen var ikke i hendes habituelle tilstand, som er en meget imødekommende slags, som lytter til patienten og laver planer med patienten. Det var åbenbart en stresset dag, så hun sagde at hun lagde 12,5 mg. Leponex op til mig, som hun forventede jeg tog til natten. Jeg sagde, at jeg nok skulle tage det – tror jeg – men at det sekund de lukkede mig ud ville jeg trappe ud af det igen Dagen efter (onsdag) fik jeg en undskyldning-agtigt og vi talte sammen uden at hun var stresset og jeg var oppe at køre, og vi kom frem til, at jeg skulle tænke over om jeg ville fortsætte med Leponex eller jeg ville opstarte i et andet præparat. Min KP (stadig onsdag) morede sig over at vi sad på bænken i den nye sansehave mens overlægen sad på jorden – og mente at hvis overlægen kunne det, kunne hun også sidde på jorden til patientmødet. Dette var den engelske patient A noget irriteret over, for han var åbenbart røget i bælte fordi han havde siddet på gulvet/jorden (hans version og ikke noget jeg har tænkt mig at gå ind i )

Men tirsdag fortsatte jeg med at have det dårligt og jeg havde gemt barberblade i madrassen fra morgenens UTH. Desværre var jeg en anelse rundt på gulvet og to fra personalet var lige i røven på mig og konfiskerede dem med det samme Det endte med at de måtte lægge sig på mig – hvilket er noget de gør, fordi det hjælper mig med at få det bedre. Men de lå oven på kugledynen, hvilket overyndlingen ikke er stor fan af – og hun havde også en PDA i lommen – og jeg råbte at jeg ville hjem. Så råbte hun, at det ville hun også – så lo vi, og det gjorde ondt på overyndlingen med hårde kugle og PDA under sig … så kom der en ung læge og syntes vi var mærkelige. Hun spurgte hvad der skete og var forvirrede over vi lo, da det jo var en dårlig patient hun skulle tale med. Så sagde jeg, at vi ville hjem – og så lo vi alle sammen igen på nær den unge læge, som bare må have tænkte at det var et galehus … hvilket det jo også var

Men jeg endte med at få medicin med tvang De var kun to om at holde mig, og jeg gjorde ikke modstand. Jeg har fået meget medicin med tvang denne gang, men kun én gang som sprøjte. Jeg endte med at kalde dem ”udskrivningspiller”, selvom de aldrig ville sige, at jeg kunne blive udskrevet hvis jeg tog dem. De sagde at det var et skridt på vejen.

Aftenen gik heller ikke så godt. Mandse var rigtig sur på mig, og jeg var stædig, så jeg sendte ham hjem. Vi var begge rigtig kede af det, og min dagens KP (A1) ville tale med os begge, men ingen af os ville tale med hende. Jeg måtte ikke komme ind på min stue, for så havde jeg aldrig gjort det ude blandt de andre patienter, men jeg havde stadig min nøglebrik og en nøglering … og den brugte jeg til at åbne såret fra tidligere. Jeg satte mig helt nede i den anden ende af gangen og håbede ingen af de andre patienter så mig, men sidenhen fik jeg at vide af patient D, at han havde set mig og at han var blevet bange – det har jeg det naturligvis stadig rigtig skidt med.

Jeg spiller meget Uno med patient-D og vi spiller da også Myretue med ”den yndling der aldrig fik en titel” og en anden patient jeg også har været meget indlagt med. Jeg vandt – woohoo! P.S. … og jeg anede ikke hvad jeg lavede

Men så var det også slut med en nøglering til mig! Også da vi fik nye nøgleringe nogle uger senere – der nåede jeg at have en nøglering i cirka 30 sekunder før min dagens KP tog den fra mig

Jeg taler igen med overlægen og min faste yndlings KP nr. 1. Jeg vil gerne udskrives fordi jeg skal passe min bror og svigerindes hunde, og jeg vil gerne overholde mit løfte. Jeg vil også gerne på computercafé med min skønne niece og nevøsse. Jeg bliver ambitiøs og vil også gerne til min søsters fødselsdag. Men jeg er alt for syg til dette mener de, og hvis jeg var klar til det, var jeg også klar til at blive udskrevet. Jeg siger at sidst jeg var indlagt fik jeg da lov til at gå til psykologi på Kofoeds skole og til at komme ud at stemme. Så bliver min KP skide sur og jeg bliver virkelig overrasket, for jeg tror vitterlig aldrig hun er blevet så sur på mig før. Hun er måske ikke engang særlig sur, men jeg bliver bare virkelig overrasket. Det viser sig, at hun virkelig har kæmpet for at jeg fik lov til disse ting, så hun er sur over, at hun føler jeg bruger dem imod hende. Så tager lægen over og begynder at snakke, men jeg bliver mere og mere irriteret over at hun er så sur, og til sidst beslutter jeg mig for, at det her gider jeg simpelthen ikke at finde mig i, så jeg rejser mig op og går. Lægen tror jo nok det var noget hun sagde, men det forklarer jeg for hende senere at det ikke var.

De nye faciliteter er ikke ligefrem selvskade-gunstige. Der er ikke mange pærere eller andet man kan smadre. Jeg har brug for at komme af med nogle frustrationer … så jeg har et eller andet … håndklæde, lagen, viskestykke, noget af hospitalets som jeg har strimlet og jeg tager om halsen og ”strangulerer” mig selv med. Ikke nødvendigvis for at dø, men for at mærke at jeg lever … eller for at … jeg ved det ikke. Kort efter kommer lægen og min KP og min KP beder mig stoppe hvilket jeg gør. Jeg gør altid hvad hun siger … næsten

Men jeg bruger jo som sagt afsnittets håndklæder, lagener, viskestykker, tæpper og lignende til at strimle og tage om halsen – og personalet tager det fra mig så hurtigt de opdager det … og jeg laver nye strimler og så fremdeles. En fra personalet – lad os kalde hende A1 – siger at jeg skal bruge mine egne ting, for så er hun sikker på, at det går i sig selv. Jeg bliver helt ulykkelig og føler at hun siger, at jeg ikke har respekt for andres ting – hvilket jeg har – men hvis jeg var hjemme hos mig selv ville jeg også vælge at strimle mine håndklæder frem for mit tøj. Jeg bliver helt ude af den og vil starte en tilbagebetaling – jeg har vist 500 kr. i min pung til at starte med – men jeg må slet ikke få min pung før jeg er mere rolig … fuck, hvor jeg synes de er nogle idioter!

Dagen efter kan jeg se at personale-A1 er i aftenvagt sammen med tre vikarer. Jeg kan konstatere at det bliver en lorteaften, og jeg klynker til ”den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen” (det er så den titel hun har). Hun opfordrer mig til at lytte til en lydbog hun synes er god og lægger endda en seddel med titlen og ønsket om en god aften på min stue.

Til aftenmødet får jeg så at vide at jeg skal have personale-A1 som KP og jeg går i protest. Hun kommer hurtig ind og taler med mig. Jeg fortæller hende hvorfor jeg er sur – hvilket hun muligvis allerede ved – jeg har jo brokket mig til hendes kollega. Hun har så en anden vinkel på den, en anden måde at forstå det hun sagde på og jeg accepterer hendes forklaring og tilgiver hende

Dagen efter er der godt nok en anden der tager æren for det … men jeg har en fornemmelse af at det er den yndling der aldrig fik en titel der har luftet idéen og talt min sag. Det bliver i hvert fald besluttet og godkendt af afdelingssygeplejersken og den ass. afd. spl., at jeg må have et snørebånd til at ”lege med” Overyndlingen og fast yndlingsKP nr. 1 gør mig opmærksom på at det er afd. spl. som jeg påstår jeg ikke kan lide – jeg kaldte hende jo engang nazi afd. spl. og har aldrig taget det i mig – der har givet mig lov til dette. Men senere siger jeg, at det vel er fordi hun håber jeg kradser af af det … men den synes de altså er lige i overkanten … Og jeg kan i øvrigt godt lide hende – eller jeg kender hende ikke godt nok til at jeg kan sige hverken fra eller til

Men det holder ikke længe, for der er en anden personale – som jeg altså helt fantasiløst vælger at kalde A2 – der ikke lige kan have idéen om mig med sådan et farligt redskab på mig Han er rigtig sød og meget forsigtig, så jeg aftaler med ham, at han kan holde snørebåndet og så kan jeg komme og bede om det når jeg skal bruge det. Men han kommer med alle mulige undskyldninger og krumspring og andre ting vi kan lave – hvilket jo er fint nok, men jeg fortryder dog lidt min aftale.

Der bruges blandt andet store isterninger (på størrelse med et engangs-plastikkrus) til at holde i hånden indtil det gør ondt som selvskade. Noget min nye faste KP – i stedet for hende jeg ikke var så begejstret for (jeg gentager ikke øgenavnene ) – finder på. Det er faktisk en OK afledning, men desværre bliver jeg hurtig immun overfor denne form for selvskade

Jeg bruger de kommende dage til at spille bordtennis med A2 og der er også idrætsarrangement hvor vi vinder! Jeg vinder bordtennis med ham 3 ud af 5 kampe … woohoo

Patient-D og jeg ryger på min E-cigaret og det er der en personale der bliver sur over. Vi har det ellers så sjovt med det, patient-D begynder at grine højt hver gang han prøver og det er virkelig noget der gør os begge godt. Men hun beder så min faste yndlings KP 1 sige til mig, at det ikke er i orden. Min KP siger ikke at det er forbudt, men hun siger det alligevel lidt. Jeg bliver virkelig sur på hende – og det har jeg faktisk god grund til, som jeg ikke kan dele med dig kære nysgerrige læser … for man ved jo aldrig hvem der læser med

… og derfra går det ellers ned ad bakke. Det bliver en helvedes aften, hvor jeg ender med at blive tvangstilbageholdt … fordi fast yndlings KP nr. 1 tager mig alvorligt. Tit når man beder sig udskrevet, trækker de bare på skuldrene og gør ikke mere ved sagen. Lægen er sød og vil selvfølgelig ikke udskrive mig – jeg er jo helt fra koncepterne – men jeg siger til ham, at selvom en af de andre patienter lige har sagt til ham, at han er en dårlig læge … fordi han også udsatte hende for tvang, så synes jeg faktisk at han er god nok

Med helt fra koncepterne mener jeg, at jeg bryder ind i skabet, hvor de tidligere har haft barberblade (skrabere) og jeg er sur og kalder det en børnehave. Jeg forventer at fast yndlingsKP 1 responderer med et ”du opfører dig også som et barn” … men det gør hun slet ikke. Hun spørger hvad de kan gøre anderledes så det ikke føles som en børnehave.

Efter lægesamtalen går de alle sammen. Fast yndlings KP 1 går med en bemærkning om at hun tager mig alvorligt og ikke kan grine af det der foregår – for jeg er jo lidt … jeg er nået dertil hvor det hele er latterligt og til at grine af … men jeg bliver ked af, at hun går på den måde.

Jeg skriver til fast yndlings KP 1 at jeg er ked af de går og hun forklarer dagen efter at det i nogle situationer kan være godt lige at trække sig fra en situation. Jeg er også ked af, at jeg ”ikke er til at nå og gå i dialog med” før efter jeg har fået medicinen/tvang. Derefter ligger jeg mig på sengen og bliver talt til ro af hende.

Lægen er i øvrigt ikke begejstret for idéen med, at jeg har et snørebånd, som jeg kan bruge med det formål at ”strangulere” mig selv

Der har været en skøn FADL-vagt den seneste tid, som jeg bare kan huske fra tidligere indlæggelser, hvor jeg også måtte fortælle ham, at han var fantastisk. Overyndlingen kalder ham vist ligefrem for svigermors drøm Men han er bare fantastisk. FADL står jo for Foreningen Af Danske Lægestuderende. Men han vil desværre ikke være psykiater.

Nattevagten bliver om muligt værre. En anden FADL-vagt jeg også husker fra tidligere og som jeg faktisk aldrig har talt med fordi han er forfærdelig og kedelig og … argh! Jeg beder ham – kvart i midnat tror jeg nok – om at få min cola i køleskabet. Sukkerfri cola, en halv liter. Men han skal først spørge ”de voksne” som siger at det må jeg ikke Goddammit!!! Jeg kan få en lille tår i en kop *lmao* Jeg er 40 år og jeg kan ikke selv bestemme om jeg må få cola før sengetid Der står en maskine hvor jeg kan trække 27 kopper kaffe hvis jeg lyster og få meget mere koffein og sukker end der er i min halve liter cola. Men men men … Så derfor vimser jeg frem og tilbage deres kontor med en pose lakridser som jeg æder hele posen af – hvilket er en anelse tåbeligt … og fast yndlings KP 1 får en skideballe dagen efter for det! (hun har det hårdt ).

Næste dag starter i hvert fald godt. Godt nok noget overraskende, men det er jo trods alt en tosseanstalt

Den yndling der aldrig fik en titel kommer ind på min stue en lørdag morgen – hvor man ikke bliver vækket og godt må sove længe – og danser en lille sejrsdans for ”vores sejr”. Vi vandt! Dette gjorde mig glad, for det viser mig, at jeg ikke kæmper alene. Og så er det skønt at se folk udtrykke glæde i det hele taget.

Jeg står op og går til morgenmad. Jeg mumler vist noget med at det jo var lidt tidligt og weekend og sådan. Hun bliver vist lidt flov, for hun troede at hun havde set mig og at jeg havde været oppe

Vi går i sansehaven og ligger i hængekøjen og taler sygdom og fremtid – hun gynger os frem og tilbage til jeg bliver halvdårlig Det er dejligt vejr

Jeg har eftersamtale på tvangssituationen dagen før, og jeg ender med at må lave det hele om, fordi der går mere og mere op for mig. Jeg er jo nok lidt sur, og føler ikke de har gjort nok – men kommer i tanke om, at de faktisk havde prøvet forskellige tiltag. Desværre uden effekt

Fast yndlings KP 1 har i øvrigt brugt mange dage på at fortælle mig om forskellen på sygdom og adfærd – og at det med jeg griner er en forsvarsmekanisme, og at de/personalet også kun er mennesker og at de reagerer med en anden forsvarsmekanisme når jeg griner i en alvorlig situation. Men at hun mener min sygdom og adfærd hænger sammen, og ikke kan skilles ad, så hun synes ikke jeg kan gøre for det (den sidste er min egen tolkning, jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal skrive det). Der var også en personale der sagde at jeg havde været noget af en bitch før i tiden og hun sagde det med et smil, og jeg blev ikke ked af det, men alligevel berører det mig, så jeg nævnte det for yndlings KP 1 og hun synes ikke det var sådan en smart bemærkning og var vist heller ikke enig :-)

Det er en tid med rigtig mange tvangssituationer og det virker så voldsomt når man ikke ved hvad der sker, men kan fornemme noget og der er personale fra alle de andre afdelinger.

Den weekend tænkte jeg virkelig om det måske var personalet der gjorde det – optrappede konflikter – selvom det jo bl.a. var to af yndlingene

Søndag var jeg i sanserummet og det var søvndyssende Den yndling der aldrig fik en titel gjorde en masse for at aflede mig, bl.a. tæve mig i kæmpe-dam. Sådan et skakbræt der står udenfor med kæmpe-brikker. Men enten er jeg bare dårlig eller også havde jeg for mange tanker til at koncentrere mig om spillet.

Hun lukkede mig ude fra min stue, så kunne jeg bl.a. ikke bruge mit snørebånd, så jeg bankede hovedet ind i muren i rygegården mens der ikke var andre. Hun vidste ikke hvad jeg foretog mig og jeg turde ikke indrømme det, så pludselig måtte jeg heller ikke være der. Hun er altså en meget rummelig personale, som tør tage mange chancer, men her var hun lidt bekymret.

I aftenvagten arbejder jeg med meningsfulde/lystbetonede aktiviteter til jeg kommer hjem og der igen en tvangslignende situation. De står tre personaler om mig, og vil have mig til at tage en pille. Jeg kigger på yndlings KP 1 – ser hende dybt i øjnene – men ser ikke hvad jeg leder efter, så kigger jeg overyndlingen dybt i øjnene, men finder det heller ikke der. Den sidste personale står og kigger op i loftet – hun vil ikke se mig i øjnene. Jeg tænker at jeg bare må klare mig uden det jeg leder efter og tager pillen.

Mandag/tirsdag sørgede den yndling der aldrig fik en titel for at jeg fik TF (terrænfrihed) med følge. Jeg var bekymret på hendes vegne, for det ville nok ikke blive populært af fast yndlings KP 1 og overlægen Men sket er sket, gjort er gjort. Jeg takkede hende endda nogle dage senere og hun fortalte også at hun havde fået en skideballe – af hvem ved jeg ikke.

Men jeg kom i hvert fald ud at gå en 2-3 gange og det var jo dejligt :-)

Hun syntes vi skulle lave collager, så vi lavede collager – det var dagens aktivitetsperson A2 der stod for det og mange deltog.

Samme yndling kom til at sige, at hun troede jeg nogen gange sagde mine tanker højt og jeg er jo virkelig bange for at folk kan høre mine tanker, så jeg gik helt i sort!!! Denne dag var hun og A2 også en del efter mig følte jeg, men det er OK, for de gør det jo i god mening.

Om aftenen var der meget ballade – igen! Aftenvagten startede med at en ny patient, som vist lige var kommet ud af bælte – igen! – tog to urtepotter (meget letvægt, da der jo ikke er noget tungt kasteskyts eller ting man kan slå i stykker!) og kastede ind i hovedet på personalet. Jeg tror ikke der skete noget og jeg smilede skævt og tænkte ”You go girl!” Men hun blev ved. Så smed hun MacD mad i hovedet på to andre. Det er vel også OK-sjovt. Men da vi var ude at gå tur var hun gået i kødet på A1 og overyndlingen kørte hende på skadestuen. Mere vidste vi som patienter ikke.

Jeg sad bl.a. med A1 i aktivitetsrummet. Jeg sad i en kuglestol og hun sad ved siden af. Der var en tvangssituation ude i dagligstuen med den engelske patient – patient-A – som jeg ikke kunne se, men jeg kunne høre at han skreg som om de var ved at slå ham ihjel. Jeg gemte mig nede i kuglestolen og tog kugledynen over hovedet. A1 sagde at det ikke var så slemt som det lød, hvilket beroligede mig en smule.

Men her får jeg for anden gang nærkontakt med A1 – hun ryster helt vildt og det er anden gang i dag jeg oplever dette, med lang tids mellemrum. Så lang tids mellemrum, at jeg tænker det var en helt anden dag. Jeg ved ikke hvordan jeg skal spørge, men jeg fortæller at min eks-svigerinde har en sygdom der gør at hun ryster, og spørger om A1 også har den sygdom? Hun siger så at det er dagens begivenheder der gør at hun ryster. Så begynder jeg at samle alle bidderne sammen og jeg er mildest talt chokeret. Men patient-D fortæller mig faktisk også at hun er blevet overfaldet. Jeg får flere dage senere at vide, at hun har fået en lille hjernerystelse. Jeg tænker det er urimeligt at man som ansat i psykiatrien skal bruges som boksebold, og jeg forstår virkelig godt at denne patient endte i bælte, for hvad fanden skal de gøre?

Sidst jeg var vidne til sådan en episode (på 811) var jeg og de øvrige patienter også helt enige om at denne patient for længst skulle være kommet i bælte. Vi anklagede faktisk den læge for at være for længe om at tage beslutningen. Det resulterede i at flere personalemedlemmer måtte en tur på hospitalet.

Ellers må de jo i fængsel, eller hvad?

Jeg synes også det er helt urimeligt, at en rigtig sød patient jeg lærte at kende … han spyttede på fast yndlings KP nr. 1. Det gør man bare ikke! Så jeg gav ham navnene på andre han kunne spytte på Just kidding, det er ikke i orden!

Jeg ville væk derfra. Det var et mareridt at være der! Jeg havde kigget på en sten i haven og smidt den til side igen. Men nu ville jeg væk. En fra personalet ville ikke lukke mig derud, så jeg sparkede på døren til jeg blev ført væk.

En medpatient kan godt se jeg har det skidt og beder mig sætte sig hos dem. Jeg takker nej!

Fast yndlings KP nr. 2 lukker mig ud med en bemærkning om, at hun regner hun kan stole på mig. Det kan hun ikke!

Ude i haven er der jo 809′s fløj og så er der hvad jeg og patient-A troede var en ubrugt fløj. Alle planterne var visne og der var aldrig nogen at se. Jeg tager stenen og kaster den mod en rude, jeg vil flygte den vej. Jeg har ikke de store forventninger til mit forehavende, for det er jo selvfølgelig panserglas og det siger da også ”klonk” da den halve mursten rammer ruden. I desperation vælger jeg dog at give det et forsøg til og jeg kaster med endnu mere styrke endnu længere fra.

KLIRRR!

Der er to lag og jeg er igennem det første. Jeg prøver med benet at gøre hullet større. Pludselig kan jeg høre A2 komme løbende og jeg tager et stykke rude og vil skære mig i stedet, for noget skal jeg da have ud af det. Men så kommer A1 løbende og jeg råber jeg har et stykke glas i hånden, så hun ikke også skal skære sig. Jeg tænker at jeg tilføjer mere stress til A1′s tilstand.

Jeg spørge fast yndlings KP 2 og overyndlingen om de tror jeg er farlig – og de svarer ”kun for dig selv”.

Fast yndlings KP 2 sidder hos mig mens jeg prøver at falde i søvn. På et tidspunkt må hun gå og beder mig kalde på hende hvis det bliver for slemt. Men det tør jeg ikke, for jeg ved ikke hvor hun er, så jeg tager mit tøj på uden på nattøjet og så stiller jeg mig hen og kigger ind på kontoret. Overyndlingen kan straks se den er helt gal og så kommer jeg vist i kuglestol igen.

Onsdag vågnede jeg med samme fornemmelse som man har når man har været fuld og dummet sig og frygter at alle er sure på én Det var ikke rart at se et skilt på havedøren – den have som alle havde glæde af og alle måtte bruge uden opsyn – hvor der stod ”Haven er lukket!” Det var ikke rart at se afd. spl. gå rundt derude og lede efter sten eller hvad ved jeg – og det var ikke rart at se havens krukker blive kørt væk. Det var slet ikke rart da patient-C – som brokker sig over alt – og i forvejen kun taler pænt til mig når hun skal låne noget tandtråd eller bestemme min påklædning – spurgte hvorfor vi ikke måtte komme i haven. En fra personalet forklarede at der var gået noget i stykker derude. Så begyndte patient-D at spørge efter strømper, for han havde haft et lille uheld derude (i rygegården), han havde skidt i bukserne. Men patient-C tror det er i haven og spørger så irriteret om det er derfor vi ikke må gå derud. Det var altså pænt sjovt.

Der var patientmøde og alle sagde at jeg havde klaret det godt, men jeg havde ikke gjort noget, så jeg ved ikke lige hvad jeg havde klaret godt

Vi var alle meget påvirkede af dagens hændelser og specielt A1′s tilstand, så fast yndlings KP 2 gav os en forklaring hun kunne stå inde for og som gav os patienter lidt ro i sjælen.

Torsdag endte jeg med at godkende den nye recovery mentor (en ansat med brugerbaggrund). Jeg var ellers lidt træt af at hun hele tiden præsenterede sig for mig, så det virkede som om hun ikke kunne huske mig fra dag til dag Hun gav mig både ball-stik massage på fødderne og vi gik en tur hvor hun bl.a. sagde, at personalet havde sagt jeg var fuld af løgn. Men fast yndlings KP 1 sagde at det nok var taget ud af kontekst, at det var en omskrivning til det værre osv. Der er jo nok sagt noget i den stil, og det er jo også korrekt, at jeg f.eks. bilder dem ind at jeg har mistet min nøglebrik og så er det fordi nogen har taget den fra mig, for at holde mig ude af stuen.

Om aftenen lavede jeg lort i den for mig selv igen. Fast yndlings KP 2 giver mig lov til at sidde i sanserummet alene, og så vælger jeg alligevel at tjekke døren ind til det næste rum. Døren står åben og der er en lampe med en pære jeg tager ud og smadrer. Jeg kan ikke skære mig særlig godt med den og nu kan jeg ikke sidde derinde alene selv Øv, dumme syge Sussi

Fredag var det meningen at jeg skulle udskrives og alle kom og ”lykønskede” mig. Jeg var bare slet ikke klar, men jeg tænkte at det måske var det rigtige … men altså at jeg så skulle ud og købe en OD piller. Jeg startede med at stille et stort smil op for lægen (den konstituerede klinikchef) som syntes det var dejligt med sådan et smil – men den yndling der ikke fik en titel gennemskuede den jo hurtigt … og spasserhatten skriver fandeme i min journal at jeg smiler fjoget, så skal han lade være med at sige noget andet – hmph! Jeg kunne ellers godt lide ham indtil jeg læste dette. Nåh men, yndlingen er usikker og der aftales at vi tales ved senere. I mellemtiden indrømmer jeg mine planer for yndlingen – og får det så fremstammet til den næste lægesamtale. Jeg fortryder selvfølgelig hurtigt … jeg får klaustrofobi af at være indespærret!

Lørdag vågner jeg op til en masse kaos – endnu en tvangssituation – og min faste yndlings KP 2 var syg

Der var engang en klog kvinde der sagde til mig at hvis jeg var sur på den tidligere overlæge (som jeg ikke kunne lide, hun var enehersker på afdelingen) og afd. spl. så skulle jeg slå dem ihjel frem for mig selv. Det lyder selvfølgelig lidt makabert, men det der menes er, at jeg skal vende vreden udad og i sidste ende helst bruge den konstruktivt. Jeg havde tidligere brugt min vrede ude i haven med at sparke hårdt til fodbolden, men dette kunne jeg jo ikke længere takket være mig – den engelske patient, patient-A brokkede sig også tit over, at han ikke kunne komme i haven, men han bebrejdede ikke mig som sådan. Jeg vidste at jeg ville blive stoppet i mit forehavende, så jeg barrikaderede mig først på stuen – og så gik jeg ellers i gang med at sparke til alt og kaste rundt med ting. Så bankede den søde afdelingslæge på – jeg tror i hvert fald han er afdelingslæge, han er i hvert fald sød. Han bad mig fjerne sengen og det gør jeg. Jeg siger jeg vil udskrives og jeg er helt fra koncepterne – igen. Jeg får noget medicin og så kan vi snakkes ved. Men han kommer først tilbage efter jeg er faldet i søvn, og han har opretholdt tvangstilbageholdelsen.

Personale-A2 er min KP i aftenvagten og selvom han jo er mægtig sød og kæmper for at jeg skal have det godt, så ender jeg med at fortælle ham, at han altså er lidt [Navn]-agtig. Navnet er på den faste KP jeg ikke var så glad for, men som ikke arbejder der mere (tak FSM!)*

Søndag er der en patient der banker sig gennem panserruden på hans stue. De ringer alarm og mens der strømmer personale til går han ud af de døre de åbner. Det er i hvert fald den historie patient-D bildte mig ind. Vi så altså heller aldrig patienten igen, men jeg tror nu nok de fik ham indfanget, han er bare røget et andet sted hen. Men der er i hvert fald en del kaos. Patient-D spørger om vi skal dampe og jeg siger ja. Da jeg er på vej ind på min stue hører jeg døren til medicinrummet står åben – den driller så den skal lukkes manuelt. Jeg tænker at med så meget kaos er det nok en fejl og der er ikke nogen derinde – den står nemlig ofte og hyler, men som regel er der nogen derinde. Jeg tager i hvert fald chancen, jeg åbner døren og ser det stå tomt – og smækker døren i hovedet på patient-D. Det er han vist lidt skuffet over, jeg tror godt han ville have haft en Stesolid, men han bliver vist mest bekymret og går til personalet og siger hvad jeg har gjort.

Inde i medicinrummet leder jeg febrilsk efter Leponex, men finder ingen, så jeg tager Seroquel 200 mg. og popper piller ud af blisterpakningen. Jeg får kun fat i 5-6 stykker da et nyt personalemedlem kommer ind og stopper mig – jeg gør modstand og prøver at tage mit krus og komme vand i, så jeg kan synke pillerne. Han kalder vist alarm og så er de over mig. Igen står jeg med en fra personalet som før har stået og fået mig til at spytte piller ud i hånden på hende. Jeg ved faktisk ikke hvor jeg spytter pillerne hen eller hun graver dem ud af munden på mig, for jeg kan huske hendes fingre smager af tobak – hvilket ikke giver nogen mening, for jeg tror ikke at hun ryger…?

Så skal jeg have medicin igen og igen falder jeg i søvn. Da jeg stod op og gik ud i miljøet fik jeg at vide, at jeg skulle tage sko på. Jeg spurgte hvorfor og han sagde, at det var så jeg ikke faldt…?!? Så blev jeg en anelse hysterisk og muligvis også sarkastisk, så jeg blev tilbudt p.n. Jeg tog ikke imod det. ”Pas på, hun har en følelse, lad os medicinere alt væk!”

Begrundelsen på ”misforståelsen” var, at de jo ikke vidste hvad medicin jeg havde fået og jeg kunne jo være blevet meget sederet og sammen med strømpesokker er det åbenbart en farlig cocktail… ?!?

Jeg har ellers en god aften med A2 og han beder mig sætte sig med ham og spise. Den søde afdelingslæge er der også og jeg tænker ikke over at han vist også er jyde, for jeg giver den rigelig gas med jydejokes – specielt fordi A2 er en dårlig jyde der næsten ikke spiser nogen kartofler. Men jeg kan da se i journalen at lægen har beskrevet det som en hyggelig samtale og han spørger da jeg får det skidt senere hvad der er sket siden vi sad og hyggede i spisestuen – men det ved jeg ikke.

Og nu til al klynkeriet … (det er ikke helt så kronologisk) …

Den sidste tid jeg er indlagt er meget fyldt af patienter der ikke kan lide mig. To styks, den ene fordi han er bange for at det jeg laver når jeg kører fingrene hen ad væggen, at det handler om ham. Og D’s yndling sagde – da jeg fortalte at jeg ville hænge mig selv, hvis jeg fik en jeg ikke kan lide som KP – ”Lover du det?”

Så fortalte overlægen at det afsnit jeg havde kastet en sten gennem ruden, at det var lægernes afsnit og at jeg kunne have slået nogen ihjel

Der var også en aftenvagt hvor jeg ikke fik overyndligen som KP, så jeg blev virkelig ked af det. Hun sagde at det ikke havde noget med mig at gøre og vi kunne sagtens stadig tale sammen, men det er der jo ikke tid til når hun har sine egne patienter – jeg følte helt sikkert at det var mig, øv!

Hun tog en plakat ned, som jeg havde mistænkt for at være i en glasramme. Det var noget nær den sidste mulighed for glas jeg kunne finde – altså bortset fra termokanderne måske. Men det er også lidt af en præstation at smugle en termokande ind på sin stue.

Patient-A fik et flip på to fra personalet, da de sad og talte frisurer mens den nye patient lå og skreg om hjælp. De kiggede helt uforstående på ham, for der sad jo en vagt ved den nye patient – men de tænker ikke over, at det måske er hverdag for dem. Det er det åbenbart også for mig, for det var først da han sagde det, at jeg tænkte … wow, fuck det er sygt det her!

Den yndling der ingen titel fik sagde at jeg gav mandse traumer når jeg gik ud for at suicidere mens han lå og sov. [Mandse vil også gerfne have, at jeg tilføjer, at hun sagde, at mandse forguder mig :-) ].

Overlægen anbefalede mig at læse ”The center cannot hold” af Elyn R. Saks.

Tilbage på sporet …

D. 22/7: Jeg var glad for at sige farvel til patient-D som blev udskrevet til åbent afsnit. Vi krammede og han sagde at jeg skyldte ham at redde hans liv :-)

En af de andre patienter sparkede en dør op om natten. Jeg overvejede at tage tøj på og prøve at komme ud også, men jeg opgav mit forehavende. Så fik jeg p.n. uden at bede om det – men jeg ville gerne have det. Patienten fortalte mig senere, at han var løbet lige ind i en betjent med hund, så han var hurtigt tilbage på afdelingen igen.

Jeg får at vide på netværksmødet, hvor det også bliver aftalt, at jeg skal have Abilify om morgenen og Zyprexa om aftenen – selvom de helst ønsker mig tilbage i monoterapi med Leponex – at jeg skal være stabil i tre dage, fordi jeg har været så dårlig og at de ikke har set mig så dårlig siden for to år siden. Det er fast yndlings KP nr. 2 der er meget bestemt omkring dette. Heldigvis er hun alligevel lidt bøjelig, for jeg klarer ikke rigtig de tre dage uden selvskade – men jeg bliver da alligevel udskrevet som ønsket. Hun når dog at gøre mig lidt dårlig, fordi hun siger at hun er bekymret – og så bliver jeg lidt bange for om jeg nu alligevel ikke kan klare det.

MEN DET KUNNE JEG! På mandag har jeg vist været udskrevet i to uger – jubihuu!

Mere kan jeg ikke huske. Jeg har ikke selv skrevet notater og jeg kan ikke læse journalen, da det er med 14 dages forsinkelse.

Jeg gider ikke læse korrektur, så jeg håber det var OK at læse. En anelse langt er jeg klar over

I onsdags var jeg til lægesamtale hos overlægen på 809 hvor vi talte om mine symptomer og min diagnose – og det var en rigtig god og givende samtale

*Flyvende Spaghetti Monster

Jeg skriver jo ikke så tit, for der sker ikke så meget – jeg har i hvert fald ikke noget at brokke mig over, da jeg ikke er så meget indlagt

Jeg er stadig indlagt, men kun 2-4 dage en gang om måneden eller hver anden måned – sådan cirka

Jeg har jo gået i DAT-terapi i 1½ år nu – sådan en særlig aftale som kunne lade sig gøre fordi Psykiatrisk Center Hvidovre HAVDE en blæret klinikchef. Men hun har desværre sagt sin stilling op, såh … i første omgang lovede de mig at jeg kunne fortsætte hos min faste kontaktperson fra 809. Men hun skulle jo først på sådan et DAT-kursus og det viste sig at der var venteliste, så det kunne ikke blive lige nu … og nu hedder det sig, at man må tage stilling til om jeg burde komme i sådan behandling til efteråret, når hun er færdig. Det tænker jeg ikke jeg er, for jeg har jo ikke en blæret klinikchef til at tale min sag mere … velkommen til virkeligheden!!!

Men jeg startede så med at arbejde videre med det med min KP fra OP-team i dag. ”Det var hverken værre eller bedre end det plejer” ville jeg ha’ skrevet, men det lyder ikke særlig positivt, så jeg vil hellere skrive, ”at det var lige så godt som det plejer”.

Men det var selvfølgelig hårdt og hun havde kun sat en halv time af til det, hvor min tidligere terapeut satte 45 min. af, og vi brugte som oftest minimum en time.

Jeg skulle til lægesamtale lige bag efter. Jeg tænkte det ikke ville tage mere end ½ time hos lægen. Men min KP og jeg glemte alt om tiden, så jeg kom 10-15 minutter for sent. Jeg tænkte også lægen havde sat en halv time af, og jeg tænkte vi nok skulle nå det på 15-20 minutter alligevel. Men lægen sagde noget, der fik mig til at blive klar over, at hun havde sat en hel time af til denne samtale. En hel time!

Jeg havde bare skrevet og spurgt til nogle bivirkninger jeg stadig har. Jeg troede det var pga. et antidepressiva jeg dog ikke får længere, så jeg ville bare høre med lægen hvad hun tænkte om det. Det skrev jeg til hende og hun valgte så at kalde mig til samtale – for hun skulle åbenbart tjekke mine led

Det var jo hurtig overstået og hun havde ingen viden der gjorde mig meget klogere, men hun ville også gerne lade mig vide, at jeg ikke skulle skrive så meget til hende. ”Huh?”, tænkte jeg og spekulerede på om hun var mere psykotisk end jeg selv, for i første omgang kunne jeg ikke lige huske, at jeg ellers havde skrevet til hende. Det er først for nyligt gået op for mig hvem hun var – jeg undrede mig altid over, at min terapeut CC’ede denne person.

Nu har jeg lige lavet en søgning på hendes navn på min gmail konto og der dukker fem tråde op med hendes navn. De tre af trådene er nogle hvor min tidligere terapeut har involveret denne nye læge. Jeg har altså skrevet til hende (den nye læge) to gange – ang. to anliggender – for hvis ret skal være ret, har jeg jo så skrevet og rykket for noget hun sagde var blevet gjort, men som så alligevel ikke var blevet gjort.

Hun forklarede mig, at hun jo ikke havde tid til at besvare mails. Da klinikchefen skrev til hende besvarede hun mails – jeg sværger – der kom svar efter ET FUCKING MINUT. Jep, hun har søreme travlt ^_^

Men jeg skal sige tingene til mine kontaktpersoner, for det er jo det offentlige – vi skal have noget bureaukrati – jeg skal sige det til en, som så skal sige det videre til en anden og så fremdeles. Big fucking SUK! :-|

Men det er fint nok – jeg vil helst slippe for at tale med konen – jeg er også lige kommet i tanke om hvem hun minder mig om (Mildred Ratched) Det var så godt nok en sygeplejerske, men HVIS hun havde været nurse, så havde den været der

Men det var altså det hun syntes man skulle bruge en hel time på – priorities, girlfriend! :-P

Min KP bad mig bagefter gå ned og drikke et glas vand og vente på hun kom med min medicin. Jeg gik ned og drak et glas vand – men så skred jeg også. Jeg fik ikke medicinen med. Jeg vidste ikke om jeg skulle gå på pillejagt eller jeg skulle ringe til mandse. Raske Sussi vandt i dag :-)

Ja, jeg må ikke være på over halvdelen af afsnittets areal. Hvis jeg går ned i patienternes aktivitetsrum – hvor jeg gerne indrømmer, at jeg har hentet el-pærer fra før – så bliver jeg fastholdt og tvangsmedicineret, bare på mistanken!

Nåh men, heldigvis skal jeg da udskrives på mandag, så jeg kan bevæge mig hen hvor jeg vil.