Jeg ved godt, at jeg bliver meget ”barnlig” når jeg har det dårligt – altså ikke bare i handlinger, men også sådan som jeg fremstår. Men dette er skrevet af en 26-årig kvinde om en 48-årig kvinde:

”Pt. korrigeres i uhensigtsmæssig adfærd og forklares, at man ikke skal pille lamper ned. Forklares ligeledes, at vi kan tale om det, når pt. er ude af affekt.” ←– Ja okay, den kan måske lige gå an.

”Når pt. er i affekt, profiterer hun af korte sætninger med bestemt toneleje.”

SMS til Mandse: ”Jeg bad om strømper. Først sagde hun, at det ville hun godt lige vente med. Men så kom hun i tanke om, at jeg jo selv havde taget ansvar og valgt ball-stik som mestringsstrategi. Så jeg blev simpelthen belønnet med strømper. Jeg har altid meget kolde fødder, så det var rart endelig at få strømper.”

Nu skal jeg lige sige noget til 26-årige tøser (undskyld til nogle af mine niecer – og undskyld til min mor for ordvalget, men det er vist noget jeg har set i en film eller lignende ): ”Søde skat, jeg har hæmorider der er ældre end dig!”

Hun var mægtig sød, men faktisk meget umoden selv. Hun VILLE gerne være ”voksen”. Første gang jeg mødte fast KP nr. 1 fra 809 var hun vist også 27 år, og hun lignede en på 18. Jeg var kæmpe modstander af projektet indtil jeg snakkede med hende. På psykiatri-området var hun virkelig ”vis” og jeg har aldrig tænkt om hende, at ”hun er godt nok ung”. Hun var faktisk meget alvorlig, kun én gang har jeg oplevet at hun var ved at miste kontrollen og der var det lidt min skyld, så jeg fik et dask som tak

Men Mandse tager en snak med denne unge sygeplejerske på afsnit 801, som er virkelig sød, og hjælper Mandse i forbindelse med en opgave han skal skrive. Hun snakker om terapi og lover sådan set guld og grønne skove.

Mandse er optimistisk, men jeg kender jo skuffelserne noget bedre, så jeg forbereder mig. Jeg skal bare ud derfra. Jeg ved at jeg kan tage mig sammen nogle dage hvis jeg er heldig), så det kæmper jeg for (så kan det så risikere at helt af H til bagefter, men det gør det jo allerede herinde). Jeg er kun kommet frivilligt for Mandses skyld, og da jeg havde været der lidt og fandt ud af hvilket Hell on Earth det var, så blev jeg der også frivilligt, fordi jeg ikke ville i konflikt med den søde læge jeg kender fra 809.

Jeg ved at man bare skal være selvskadefri i et par dage, så er de mere end villig til at udskrive en.
Jeg har jo noget med at jeg skal resette (desværre med selvmordsforsøg) og så kan jeg få nogle gode måneder efterfølgende. Desværre skal man altid en tur på psyk. og have ødelagt sit reset, men nogle gange går det. Det var okay på 172, men 801 ødelagde mit reset fuldstændigt. Så faktisk havde/har jeg brug for et nyt reset.

Den aften da jeg tager på udgang møder vi den søde læge jeg kender fra 809, og jeg er meget glad (for at komme væk fra det sted), så hun forstår måske ikke, hvad det tidligere på dagen handler om. Men måske det er noget man oplever ofte i psykiatrien

Da jeg kommer tilbage til afsnittet har tingene faktisk ændret sig. Jeg bliver næsten behandlet som et rigtigt menneske. Jeg får nogle af mine ting

Mandag er jeg til lægesamtale og jeg spørger til udgang lørdag, da jeg skal på netcafé med min nevø og niecer (og Mandse naturligvis). Jeg får at vide, at hvis der ikke er nogen selvskade, så kan jeg blive udskrevet torsdag eller fredag. Så jeg tænker, at terapi og guld og grønne skove var varm luft, som jeg havde forventet. Jeg skriver til overlægen at jeg vil udskrives. Men mailen får hun for sent, da jeg ikke lige har helt styr på hendes mail-adresse, så hun får den først sent og jeg kommer først til lægesamtale tirsdag med hende, hvor jeg bliver udskrevet. Jeg får lovning på at jeg altid kan melde mig hos PAM og få en 24-timers indlæggelse. Mandse spørger til terapi, og hun siger noget om, de jo ikke lige ved hvilken DAT-behandling det skal være. Jeg tænker, at det er en dårlig undskyldning.

Mandse må i øvrigt ikke deltage i revurderingen af min tvangstilbageholdelse?!? Det kunne jeg godt tænke mig at vide, om er lovligt? Jeg troede da altid at man måtte have en pårørende/bisidder med?

Lægen ”lover mig” også, allerede efter første samtale at hun vil gennemgå hele min journal med henblik på, at se om der kan gøres noget medicinsk. Ved sidste samtale siger hun, at hun vil fortsætte selv efter jeg er udskrevet. Men det tror jeg nu ikke at hun gør, for hun skriver da i journalen:

”Der er ikke erfaring for i de senere år at langtidsbehandling med antipsykotisk medicin hjælper, hvilket er en holdning der deles af patienten, som ikke ønsker psykofarmakologisk behandling.”

Hmmm … faktisk ligger der et journalnotat, hvor hun har oplistet antal suicidalforsøg, antal indlæggelser og medicindosis de forskellige år. Ifølge hendes liste har jeg ingen selvmordsforsøg haft 2017-2019 (og der slutter listen). Jeg tror måske ikke, det er den mest grundige liste. Men alligevel imponerende at hun har taget sig tiden. Faktisk blev hun først færdig med listen i går 11/8. Det er faktisk en lidt sjov liste at have, men jeg tror lige jeg vil kigge på 2017-2019, for det er mig helt ubegribeligt hvis jeg ingen selvmordsforsøg har haft i den periode, da jeg føler jeg har haft forsøg hele fucking tiden.

I 2015 skriver hun jeg har haft 1 selvmordsforsøg + 1 veneficium? Når jeg slår det op, står der ”giftmord”?!? Hvad fanden skal det betyde

2014 var virkelig et lorteår med 6 forsøg + 1 stranguleringsforsøg

Hun skriver yderligere:

”Aktuelt arbejdes der med patientens kriseplan, og med at støtte hende i at anvende strategier, som hun tidligere har lært.”

Det er simpelthen hvad psykiatrien kan tilbyde ved en indlæggelse. At arbejde med min kriseplan, og bruge strategierne. Det har de prøvet de sidste 10 år, og jeg indrømmer gerne at jeg er tungnem, men hvis jeg er så tungnem, kunne man så prøve noget andet?

Og så får jeg dette forrygende tilbud: ”Sussi Malene vil øve sig på at henvende sig i modtagelsen inden alvorlig selvskade eller et selvmordsforsøg, og hun vil ikke blive afvist, men indlagt i 24 timer. Samtidig vil hun øve sig på at undlade at forlange sig udskrevet indenfor de 24 timer. Såfremt hun ikke er aktivt alvorligt selvskadende eller akut selvmordstruet efter 24 timer udskrives hun efter planen. Medmindre der er truffet aftale med patienten om en stabiliserende indlæggelse.”

Problemet er, at da vi henvender os næste dag i PAM, får lægen (som har en supervisor med, så hun er jo nok ikke så erfaren) det til at lyde som om, at jeg uden tvivl bliver vippet ud efter 24-timer og det bekymrer Mandse. Men jeg taler så med en virkelig skøn læge, som siger at jeg kan hilse Mandse og sige, at det altså ikke helt er sådan det forholder sig. Men det kommer jo nok an på, hvilken læge man render ind i

Men jeg er friiiii! Ude af Helvede på Jord.

Men tilbage til mandag, hvor patientrådgiveren kommer. Jeg mener at huske at han var god, men det er måske i sammenligning med ”Mr. Burns” jeg engang havde, som var helt ubrugelig. Der var en kvinde som vist var meget god, det er måske hende jeg husker. Men jeg ved faktisk ikke hvorfor han kommer, for han spørger ikke om jeg vil klage, han spørger ikke rigtig om noget, synes jeg at huske – jeg tror bare han siger, at jeg jo kan henvende mig, hvis der er noget?!?

Mandag aften har min KP ikke dokumenteret og jeg husker ikke lige noget.

Tirsdag holdt vi et minuts stilhed for den afdøde psykiater. Der var en af de andre patienter der kendte hende, og han var meget ked af det og græd – for selvom hun var skrap/streng, så var hun sød. Det er jo også ganske forfærdeligt altså.

De spørger i øvrigt hvorfra jeg ved hvem den ene medarbejder er (som jeg kender), og det vil jeg selvfølgelig ikke fortælle, da vedkommende måske kan komme i problemer, så jeg siger, at det er bare sådan nogle ting jeg kan/ved

Den frokost husker jeg i særdeleshed godt. En tidligere nyuddannet sygeplejerske fortalte mig engang om ”pædagogiske måltider”. Det er sådanne gratis måltider, når man spiser sammen med patienten, for patientens skyld kan man sige. Så patienten f.eks. bliver inspireret til at spise noget, eller lignende. Man kan læse om det her:

https://sl.dk/faa-svar/ansaettelse/maaltider-og-skat

På 809 spiser personalet stort set altid med patienterne. Også selvom det er deres egen medbragte mad, og de sætter sig blandt patienterne, de samler sig ikke ved et bord. Alle andre steder sker dette stort set ikke, på trods af, at de nyder godt af den gratis mad (de pædagogiske måltider). Nogle steder sidder de ude med patienterne, men ikke BLANDT dem. På 801 så jeg simpelthen hele personalegruppen denne tirsdag – og der var mange! – tage for sig af godterne og bagefter gå i samlet trop ind på kontoret og lukke døren. Og det kontor hvor patienterne ikke kan få kontakt til dem, for der er ingen vinduer eller lignende. Jeg ved godt nogle patienter føler sig overvåget af personalet, når der er vinduer/glas, men jeg kan nu godt lide at der er en form for kontakt. For det er virkelig ufedt at banke på en dør, hvor man ikke ved hvad de laver derinde.

På 801 måtte man heller ikke komme i spisestuen. Der var frugt sat ud og drikkevarer, og en kaffemaskine så vidt jeg husker – men hvad hjælper det, når døren altid er aflåst og man så skal belemre en personale?

Da jeg bliver udskrevet giver jeg hende jeg kender fra 809 de glasskår jeg har gemt til nødstilfælde. Og jeg får en bog med TÆV Det var noget hendes far havde lært hende, da hun havde en dårlig periode, så det skal jeg selvfølgelig have kigget lidt nærmere på. Jeg kan ikke lige huske hvad det står får nu nemlig.

Da vi kommer ud til bilen står hende vi kender der er blevet overfaldet ude på parkeringspladsen. Hun havde rigtig nok ikke kunne genkende mig den dag jeg ankom. Hun lader som ingenting da Mandse peger på armen, men hun bliver hurtigt klar over og overrasket over, at vi ved det. Hun fortæller at hun godt hørte at de sparkede døren ind den dag jeg blev tvangsmedicineret (altså hun var på afdelingen) og hun blev overfaldet. Hun fortæller nogle forskellige ting, som jeg ikke lige vil dele med ”hvem som helst” her i bloggen og vi slutter af med at give hinanden et kram. Jeg er ikke stor fan af at kramme ”fremmede” (det er hun jo heller ikke rigtigt, men alligevel ), men det her kram var faktisk i orden!

Jeg er ude!

Men ”Syge Sussi” opgiver ikke. Hun har virkelig været modbydelig ved mig siden vi startede ”modstandsbevægelsen”. Sat grumme billeder i hovedet på mig, og bildt mig ind at jeg mishandlede min lille Mimi-nussepige Og det kunne jeg aldrig finde på, men jeg blev i tvivl, og Mandse sagde selvfølgelig at det var noget sludder og jeg gentog og gentog, at det kunne jeg aldrig finde på. Jeg elskede hende så højt!

Det nye ”Syge Sussi” stunt var så, at jeg skulle sætte ild til mig selv på Brøndbyøstervej, fordi cheflægen og ledelsen på 809 gerne ville se mig brænde Så det gik jeg i gang med at planlægge.

Jeg (”vi” ) skrev et brev, som jeg skulle sende rundt til en masse journalister lige inden jeg gjorde det. Hun mente også, at vi skulle ringe til afsnit 809 og bede overlægen komme ud og nyde lysshowet. ”Syge Sussi” var virkelig bitter! Altså jeg er jo også temmelig bitter, men jeg har sådan set ikke lyst til at sætte ild til mig selv og traumatiserer folk.

Det skulle dog først ske EFTER jeg havde været på netcafé med nevø/niecerne, så de ligesom havde et godt minde om mig – også resten af min familie, da vi holdt brunch før netcaféen.

Dagen efter havde jeg lidt kontrol og jeg var bange og ked af det, så jeg viste brevet til Mandse. Han ringede til min søster, og de blev enige om, at de ikke kunne tage ansvaret for mig. Jeg skulle indlægges, for hvad nu hvis ”Syge Sussi” besluttede at det skulle ske inden netcafé-turen lige pludselig?

Så vi henvendte os på PAM. Jeg var ikke lige superbegejstret for idéen, så jeg sagde vist ikke så meget.

Vi kom først til at tale med en god … hun sagde vist at hun var sygeplejer? Selvom hun sagde, at noget fornuft havde jeg da, da jeg sagde at jeg aldrig ville overdosere med Paracetamol. Det synes jeg faktisk er lidt strengt sagt

Så kom vi til at tale med hende lægen og hendes supervisor. Supervisoren sagde ikke noget, andet end hun grinte da lægen spurgte om jeg drak alkohol og tog stoffer og jeg udbrød: Masser! Så jeg tænker at hun var god nok, men hende lægen virkede rimelig usympatisk. Jeg har mødt hende sidenhen hvor hun virkede lidt mere imødekommende, og så ændrede hun sig igen til et monster – så det er vist lidt op og ned med hende

Men jeg gik altså i barndommen, og det skal jeg da lige love for blev dokumenteret i journalen

”Objektivt psykiatrisk
Vågen, klar og orienteret i tid, sted og egne data.
Rodende, og pillende. Alderssvarende udseende og påklædning. Læderet formel og emotionel kontakt. Henvender sig primært til vir. Regredierende i mimik og kontakten til vir, taler babysprog med ham og peger fødder indad. Svinger meget i kontakten med UT.
Stemningsleje vurderes neutralt med nogen emotionel medsving. Kan grine i relevante situationer og svare med sarkasme. Ingen affektpræg. Upåfaldende psykomotorisk tempo. Tankegangen præget af privat logik. Auditive hallucinationer (egen stemme der fortæller dumme ting hun skal gøre). Fremtræder psykotisk. Kan ikke tage afstand fra selvmordstanker eller planer. SR2.”

Altså der er helt klart noget om snakken, men det er fandeme ikke rar læsning, og det er da lige til at blive (mere) syg af

Nåh, men jeg bliver ført over til afsnit 172 (igen) og det må du læse mere om næste gang, for nu skal jeg tisse, og ryge og sove

Stadig ingen korrekturlæsning på det jeg skriver, for jeg skal virkelig tisse (og jeg gider heller ikke :-P ).

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6