Jeg glemte at sige, at overyndlingen ikke troede på, hvordan jeg var kommet ind i medicinrummet, da jeg tog piller :uh h Jeg tænkte bare, hvis hun ikke tror på mig, så er der INGEN der gør. Men det var der faktisk – MINDST 2!!! :thumb Fast KP nr. 2 (mine faste KP’er hed faktisk Fast yndlings KP nr. X engang og det er de stadigvæk :D ) og den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen – de troede rent faktisk på mig :)

MEN overyndlingen havde dog sagt til de andre, at jeg aldrig løj – og jeg tror hun endte med at tro på mig, men det virkede åbenbart for mystisk til at være sandt. Det gør det også. Det er en dør der er kode på …?!? Og den hyler når den ikke er lukket – eller det burde den.

Det var den søde FADL-vagt der opdagede mig sidste gang jeg var i medicinrummet. Den ene gang jeg var i medicinrummet kunne jeg høre dem stå og ”skændes” derude og min nye faste KP råbte at hun altså havde lukket døren.

De troede åbenbart jeg havde fået tiltusket mig en nøgle. Jeg sagde, at hvis jeg havde det, så var jeg da skredet :lol

Hende den nye søde nattevagt – hende der fiksede min nattelampe med post-its) troede heller ikke på mig og gav mig øge- eller kælenavnet ”Pilfinger”. Da hun ikke troede på mig kunne jeg bare SLET ikke lide hende, men jeg fandt hurtigt ud af, at hun var rigtig sød.

Tilbage på sporet …

En dag har jeg min nye faste KP som dagens KP. Det har jeg ellers sjældent, så det er jo svært at lære hende at kende. Jeg tænker at jeg vil bede om TF (terrænfrihed, udgang på matriklens terræn) og så gå fra hende :$ Jeg sidder stille hele dagen, jeg vandrer næsten ikke (det gør jeg ellers meget når jeg er dårlig) – jeg synes virkelig jeg klarer det godt. Indtil en ung fyr fra personalet (E) siger, at jeg ser lidt sammenbidt ud O_o WTF?!? Jeg sidder her og spiller über cool :D Nåh ikke :lol

Men min KP spørger langt om længe lægen om jeg kan fÃ¥ TF – det er overlægen – og jeg kan bare se pÃ¥ hende pÃ¥ lang afstand, at det var et nej. Hun er virkelig ked af det pÃ¥ mine vegne. Jeg er bare virkelig ked af det pÃ¥ mine vegne ;) SÃ¥ jeg gÃ¥r ind og barrikaderer døren, fordi jeg gerne vil have fred. Fred til dumme ting, ja … men bare fred!

En fra personalet (A) finder sig ikke i at jeg har barrikaderet døren, så han får – med hjælp fra andre – mast døren op. Pisseirriterende! :lol Og så besluttes det at jeg skal have beroligende medicin – jeg får forhandlet mig frem til hvad jeg – trods alt – helst vil have, så overlægen mener ikke det er nødvendigt at skrive tvangspapirer på det …?!? Det skal så siges, at jeg ikke tager deres lort – jeg spytter det ud i hånden og ned i lommen. Jeg går en lang tur med A i haven – den hjælper bedre end deres medicin. Der står i min journal ”Efterfølgende fremstår Sussi afdæmpet samt positiv.” Det er turen i haven og ikke medicinen der har gjort det. Men R undrer sig over, at jeg ikke er blevet det mindste sederet/PISSETRÆT (det er det medicinen gør) :D

Jeg bliver i øvrigt også fastholdt og det skriver han heller ikke papirer på O_o

En af grundene til at jeg havde det så dårligt var at lille Mimi skulle opereres og jeg var bekymret for om jeg nogensinde kom til at se hende igen. Hun overlevede operationen, men jeg kom faktisk aldrig til at se hende igen :sad Men da vi fik besked om, at hun havde overlevet, skrev min nye faste KP ”Mimi is alive” og en masse hjerter på min tavle :)

Da aftenvagterne møder ind er overyndlingen på job og jeg får hende IKKE som KP :sad Men hun henvender sig til mig, og jeg kan ikke se hende i øjnene. Hun kan jo så fornemme at der er noget galt, så hun tager mig med ned i sanserummet og tale. Jeg får på et eller andet tidspunkt sagt, at jeg ikke har taget medicinen. Hun får de lækre pillerester fra min lomme – det er hun virkelig glad for :lol og ”vi” :rollseyes bliver enige om, at jeg nok skal have noget Rivotril (beroligende), men en mere human dosis :D

Jeg har urinvejsinfektion og hende der aldrig har kunne lide mig (M) giver mig medicinen. Den lugter af gift og jeg bliver vildt paranoid. Jeg tager mig sammen og sluger den, men det starter bare en lang periode hvor det bliver endnu svære for mig at tage medicinen – jeg beder om at se pakningen og se når de tager den ud, så jeg ved det er det rigtige. Overyndlingen går altså ikke med til det :lol Hun siger ”Har jeg nogensinde givet dig noget der var farligt?” eller noget i den stil :$ Men jeg stoler jo også på hende. Jeg stoler også på Mandse … men alligevel så bliver jeg bange når vi er ude at spise og jeg går på toilettet og han skal passe på mine ting. Jeg stoler på ham, men jeg frygter også at når jeg kommer tilbage er han gået med alle mine ting :$

Der er en personale (S) der gerne vil gøre noget for mig (og Mandse). Jeg har nemlig fortalt hende, at Mandse gerne vil have jeg går med make up. Så næste dag kommer hun med hele udstyret og giver mig make up på, og krøller mit hår. Det er da søøøøødt :)

Den nye aftenvagt (B) som arbejder meget med mig bl.a. kognitivt, laver nogle visualiseringsøvelser med mig og fortæller mig om noget på YouTube (og Spotify i øvrigt) der hedder Dyb Ro. Jeg finder ud af, at visualiseringsøvelser virker rigtig godt for mig, og det er Dyb Ro bl.a., så det begynder jeg at bruge til at falde i søvn på. Man kan også bruge det når man har angst og mange andre ting.

Jeg kan ikke huske i hvilken rækkefølge tingene skete, men jeg kan godt huske hvad der skete. Døren til køkkenet står åben. Jeg tror nok jeg har bedt en personale om hjælp til kaffeautomaten og han glemmer at lukke døren. Mange patienter går ud i køkkenet. Jeg leder efter en kniv f.eks. til at ridse mig med. Det er der naturligvis ikke, så jeg går ud i slusen og ser om denne dør måske har samme sygdom som døren til medicinrummet. Det har den ikke. Jeg fjerner låsen på vinduet i besøgsrummet. Jeg går igen ud i slusen og jeg prøver at åbne døren. Jeg beskrives som værende i trance. Afdelingssygeplejersken opdager mig og hende og fast KP nr. 3 får mig tilbage til afsnittet. Jeg går ind på min stue, hvor jeg bliver udspurgt om hvad jeg har lavet. Jeg er ærlig. Dårlig idé. De tilkalder læge og så er jeg ikke længere ærlig. Men hun har jo fået personalets version, så hun tror ikke på mig. Jeg skal have medicin. Den der kæmpe dosis. Jeg får det som flydende, så jeg ikke kan snyde :lol Pis ozzZ O_o Jeg får bl.a. at vide af hende der aldrig har kunnet lide mig (M), at jeg skal have så stor en dosis pga. min vægt. Så tager jeg lortet, udbryder ”Det smager af helvedes til!” og skrider ud på rygeterassen. Der prøver jeg at kravle gennem vinduet til besøgsrummet – de låser det igen.

Jeg vimser frem og tilbage. De har vist taget nøglen til min stue. Jeg er desperat. Jeg prøver at hive en lampe ned mhp. at skære mig med lysstofrøret. Så bliver O rasende og råber med foragt i
stemmen ”Du er en voksen kvinde, du opfører dig lige som et barn. Hver gang du ikke får din vilje så … (barnelyde)” og i den dur. Jeg bliver virkelig ked af det og løber ud på rygeterassen igen. Da jeg har sundet mig lidt kommer jeg ind igen og råber at han er en iskold skid – og det
mener jeg – selvom jeg også mener, at han har mange kvaliteter. Så siger han, at jeg jo kan skrive til
avisen. Han har tidligere sagt – jeg regnede med at det var i sjov – at det jo var klart jeg fik tæsk på
Nordstjernevej, når jeg skrev om dem i avisen.

Jeg er så uendelig ked af det, og tænker at det hele kan være lige meget. Så jeg går ud og finder et skod på rygeterassen og tænder det (man må ikke tigge smøger af hinanden). Det er meget lille, så jeg må finde et nyt og tænde endnu et. Imens er overyndlingen kommet ind på afdelingen og hun spørger R om jeg står og ryger. Det kan hun da ikke tro. Overyndlingen kommer ud og … ja, hun sagde vist selv at hun havde taget smøger ud af hånden på mig. Så spørger hun hvad der lige sker (jeg har ikke røget i 10 år!). Jeg græder og siger, at det jo kan være lige meget hvad jeg siger. Hun tager mig ind på stuen hvor vi snakker lidt indtil jeg har det bedre.

Når jeg spørger ind til medicinen blev sygeplejerskerne alle tre virkelig sure på mig og M spørger hvad det her handler om. Og at jeg kunne tage den med lægen. For der står i indlægssedlen at man bruger 2,5 mg. i svære tilfælde (og jeg fik 4 mg.). Jeg har også spørgsmål ang. det med vægten – jeg kan ikke se hvorfor det skulle bruges som argument, når en person på 70 kg. også skal have 4 mg. Burde de så i virkeligheden ikke give mig 8 mg.? Hvis det argument skulle holde?

Min nye faste KP (som jeg aldrig bliver glad for) skriver i øvrigt også i min journal den dag:
>>Under sikkerhedsrunden findes der 2 snoer pÃ¥ stuen, den ene kasseres, da Sussi opdager dette, angiver hun, at den hun har tilbage er farligst – da den er mere ru. Sussi henv. sig v. kontoret og spørg, “er i ude pÃ¥ at slÃ¥ mig ihjel”. Derefter smækker hun døren hÃ¥rdt og der afleveres en snor til Sussi.<< Dagen efter skriver jeg følgende i journalen: >>Jeg vil gerne korrigere det der blev skrevet om mig i gÃ¥r, for jeg er ikke helt enig:
Jeg henvendte mig ikke pÃ¥ kontoret, for at spørge om de ville slÃ¥ mig ihjel, for derefter at smække døren. Jeg spurgte om dette, fordi da jeg sagde at den farligste strimmel var tilbage, fik at vide: “Jamen, er det ikke ogsÃ¥ det du er ude pÃ¥?” (at det skal være farligt). Jeg følte at mine suicidale tendenser blev totalt negligeret.<<
Og i øvrigt spurgte jeg ikke om de var ude på at slå mig ihjel, men jeg husker ikke præcis hvad jeg sagde, så derfor skrev jeg det ikke i journalen.

Jeg skrev også andre ting, men dem har jeg allerede skrevet om her.

Min faste KP skriver altsÃ¥ en meget ensidig version af hvad der skete i journalen (som jeg sÃ¥ heldigvis fÃ¥r lov at rette i). Men det er ingenting i forhold til hvad hende der aldrig har kunnet lide mig stryger direkte ind pÃ¥ kontoret – eller til konference – eller hvad har vi ikke – og fortæller. Den version er endnu mindre flatterende og der bliver endda nævnt at hun mangler empati (for mig) – men det vidste jeg jo godt :D

O ignorerer mig resten af min indlæggelse efter denne episode. Så meget at han undgår mig, for ikke at skulle udveksle et enkelt ord med mig. De hælder mad op til os og når jeg kommer, går han til siden for at undgå at skulle hjælpe mig. Jeg brokker mig over dette til alle mulige, men får at vide ”at man ikke kan være venner med alle” O_o O_o O_o

Jeg har også mine forbehold overfor ham, men jeg prøver at tale med ham periodevis – men må give op. Jeg vil ikke tigge ham, for så vigtig er han ikke :D Og så i øvrigt er han den professionelle – eller åbenbart ikke ;)

Jeg mener det er dagen efter eller et par dage efter, at jeg er i patientklagenævnet for at klage over den episode på Nordstjernevej hvor jeg får et brillehæmatom og en bule i panden – det går meget godt, men jeg får ikke medhold :sad

Der er en dag stillet en termokande ud, fordi automaten ikke virker. Det er ikke lige det bedste for mig, jeg smadrer dem jo og ridser mig med skårene – men jeg får sagt det til min KP og den bliver fjernet.

En fra personalet (J) laver ”skuespil” ud af H.C. Andersen tekster som bl.a. jeg og en anden patient læser op for hinanden – altså vi læser bidder op for hinanden, så man får hele teksten, men skal ikke læse det hele selv. Som dengang der var en læsegruppe på afsnittet. Denne anden patient og jeg bliver bl.a. kaldt tante 1 og tante 2 :lol Og vi kommer selv ud i at kalde os for tante Grøn og tante Lilla (gæt hvem der er tante Lilla? :D )

Jeg har det ret sjovt med denne patient og det er rent faktisk en jeg godt må ”lege” med, fordi vi ikke har samme problematikker :D

En dag skal jeg udfylde registreringsskema (sådan et DAT-inspireret skema hvor man scorer på uro/angst/forpinthed, selvmordstanker, selvskade impuls/handling samt man skriver mestringsstrategier og positive oplevelser) og jeg har det IKKE godt. Men jeg siger alt er godt. Dagens KP (R) siger at jeg virker helt tom, så vi dropper skemaet og går i haven. Her spørger hun til hvad jeg har af mestringsstrategier. Pludselig popper ”forbedre nuet med sanseindtryk” op i min bevidsthed. Det var noget den tidligere klinikchef lærte mig og for mig var det at lave en kop the. Når jeg har været indlagt har det været en kop citronthe med honning. Så R og jeg fik en kop citronthe med honning værd og efter nogen tid fik jeg det straks bedre – voila! Det virkede :lol

Når Mandse er på besøg spiller vi Civilization på tabletten. Han er på besøg hver dag – vist nok en dag han ikke kommer, fordi han skal skaffe billetter til Metallica-koncert (der er vi ikke nået til endnu i min fortælling :D ).

Jeg sover ikke skide godt om natten, så ind imellem får jeg Zyprexa, så jeg kan sove. Problemet er at jeg bliver træt i 24 timer eller mere af dem :rollseyes

En dag bliver jeg kontaktet af politiet – de vil gerne afhøre mig i forbindelse med at jeg har politianmeldt en personale fra Nordstjernevej pga. den episode hvor jeg får et brillehæmatom og en bule i panden. Personalet bliver tilsyneladende også forhørt og de har jo den samme forklaring, som ikke stemmer helt overens med min forklaring, så de får ret og jeg får en lang næse :lol

Den søde nattevagt er i aftenvagt en dag og hun giver mig en bog jeg kan skrive i, i stedet for at lave selvskade. Jeg får skrevet en hel del og jeg tænker at hvis jeg skulle fortsætte ville den bog hurtigt blive udfyldt.

Og så får jeg endelig TF (terrænfrihed) med personale, fordi jeg på troværdig vis kan sige, at jeg er klar til det :thumb Den yndling der aldrig har fået en titel her i bloggen spørger så om det også gælder med Michael (altså Mandse :D ) og lægen siger, at ja det gør det. Jeg tænker … woohoo! Det står der ellers i min kontrakt at jeg ikke må få :lol (hvorfor ved jeg ikke, for Mandse … det er jo for høwlede ham der kommer med mig når det står slemt til?). Men jeg siger pænt JA TAK!

Jeg tror det er under denne samtale hvor der foregår følgende:

Sussi: Hvornår bliver jeg udskrevet?
Overlæge: Når du har det godt nok!
KP: Var lægesamtalen så, så slem som du havde forestillet dig?
Sussi: Ja, fordi jeg får sådan nogle irriterende svar!
Overlæge: Det er fordi du stiller sådan nogle irriterende spørgsmål!

:lol

Den første tur jeg går er med den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen. Jeg har ikke været 100% ærlig ved lægesamtalen. Jeg er måske ikke så klar, som man kunne ønske sig. Men jeg blev simpelthen nødt til at tage chancen – og det gik også meget godt! Men yndlingen bliver noget bekymret, selvom jeg vist ikke lige fortæller hvad det handler om – hun kan bare mærke, at der er noget der ikke er helt som det skal være.

De næste par dage nyder jeg med Mandse udenfor i det fri. Mandse siger, at det er næsten som om, at jeg slet ikke er indlagt :kiss

Næste dag går jeg tur med P som aktivitetsperson og en medpatient (tante 2 eller 1 eller tante Grøn, eller hvad hun nu er :lol ). Jeg kan bare mærke, at det ikke er så godt alligevel. Der er noget der trækker i mig og jeg siger det til P. Hun spørger om jeg vil tage hende i hånden og så skynder vi os ind igennem haven i stedet for at gå hele turen rundt om bygningen. Pyha – jeg stak ikke af!

Måske jeg også skal fortæller, at jeg altså bruger rigtig meget tid på at spiller bordtennis, UNO, gå i haven (med personale da jeg ikke må gå alene :/ ), jeg er med oppe at træne i motionsrummet, jeg hjælper med at dække bord f.eks. og jeg er med ude at gå ture rundt om brandvejen – men personalet spørger som regel – beder mig kigge dem dybt i øjnene og sige, at jeg godt kan tage med :lol

Nu tror jeg ikke du orker at læse mere kære læser :lol Så næste del må du få en anden god gang :)



Recently:


Comments


Name (required)

Email (required)

Website

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Share your wisdom