Jeg glemte at skrive, at den personale der ”rakte ud efter mig”, den aften de hev BH’en af mig, også var på arbejde den dag jeg bliver overflyttet til afsnit 811 og jeg siger til ham: Tak for god behandling – du har det rigtige arbejde

Den aften på afsnit 811 fortæller min KP mig – som jeg kender fra tidligere og har haft et godt samarbejde med, at afdelingssygeplejersken har sagt til hende, at det er vigtigt, hun læser min journal Det har jeg det egentlig ikke så godt med, men jeg tror nu, min KP valgte ikke at gøre det alligevel, så vidt jeg kunne forstå

Jeg er så heldig, at hun er rigtig meget i vagt den tid jeg er indlagt, så jeg ikke skal udsættes for alle mulige forskellige KP’er, som måske ikke er helt så dygtige For hun er virkelig dygtig og hun er ikke bange for at give mig ansvar Hun har dog én ulempe, som jeg desværre ikke kan dele med dig, kære nysgerrige læser, men jeg skriver det blot for at minde mig selv om det, da jeg synes det er vigtigt ikke at glemme. Jeg fortalte det til min søster og niece, og min niece sagde, at det skulle jeg altså have sagt fra overfor, men når man har det dårligt og man har brug for en god KP (de hænger virkelig ikke på træerne), så er det svært, at sige fra

Jeg får i øvrigt også udleveret tyngdedyne (som jeg plejer), men også tyngdevest, hvilket også er virkelig rart, når man har det skidt.

Dagen efter får jeg en sød KP, men hun har virkelig ikke forståelse for psykisk sygdom og det kan jeg godt blive ret træt af. ”Du er smuk og har en god mand, du skal bare tage dig sammen (kunne hun næsten have sagt) og komme videre”. Jamen så gør jeg da bare det! For det havde jeg da slet ikke tænkt på, og det er jo virkelig sjovt at være indlagt (så har jeg lært at man skal sige: Ironi kan forekomme, for ellers forstår folk det ikke ).

Hun skriver at der ikke har været så meget øjenkontakt, men det kan være rigtig svært at kigge folk i øjnene, når man bliver virkelig træt af deres inkompetence

Jeg badede også med tøj på, for at berolige mig selv, og hun gik også temmelig meget i panik (fortalte hun mig senere), men hun fandt ud af, at det er ”helt normalt” for mig

Den dag fik jeg både besøg af min søster og svoger – og selvfølgelig dejlige Mandse (som kommer hver dag, fordi han er så nice ). Det var dejligt også at se min søster og svoger, for dem har man jo ikke ”æren af” hver dag

Den aften glemmer jeg at bede om en sodavand før nattevagterne kommer. Jeg skynder mig alligevel ud efter vagtskifte kl. 23 og banker forsigtigt og undskyldende på døren i håb om, at de vil hjælpe mig. Jeg kan se, at den ene – en ung kvinde – ser temmelig sur ud. Den unge mand der åbner, er virkelig flink og jeg spørger – igen som en stor undskyldning for mig selv – om jeg måske kan være så heldig at få en (af mine egne) sodavand. Han siger ”selvfølgelig”. Da han giver mig sodavanden, siger han, at jeg altid bare kan komme. Jeg nævner, at det jo ikke er altid, at de er så glade for at udlevere noget om natten. Så siger han, at hvis jeg er sulten, kan jeg også bare komme, for det kender man jo fra sig selv, at så kan man ikke sove …?! Og han taler om service og respekt … ?!? Det er ikke fordi, at de ikke er søde på afsnit 811, men det er bare et generelt træk hos nattevagter på ALLE afsnit, at de er 10% mere gnavne. Derfor min undren

Da jeg fortæller Mandse om nattevagten dagen efter, siger han, at jeg skulle have forlangt at se hans skilt, for han kunne da tydeligvis ikke arbejde der (igen det har intet med afsnit 811 at gøre, det er bare sådan en generel ting ).

Dagen efter har jeg det ikke supergodt, og jeg har brug for en lille ”pause”. Jeg taler med min KP om at få noget lorazepam (benzo). Hun taler så med lægen om det, som vil give mig 1 mg. Lorazepam. Det ved jeg bare ikke vil virke – det vil være det samme som at spise én Paracetamol, så jeg er ikke interesseret. Jeg må have en lille diskussion med min KP (som jeg jo synes er dygtig og kan tale godt med), og hun ender med at spørge lægen om 2 mg. Lorazepam, hvilket jeg så får.

Jeg er virkelig ikke begejstret for benzoer overhovedet og tager dem helst ikke, men de virker ofte godt (når man ikke tager dem for tit) og man bliver ikke så træt, at man falder i søvn af dem (hvilket man/jeg gør af antipsykotika). Men de er så bange for at give det, da Lægemiddelstyrelsen er efter dem, fordi det er meget vanedannende – men det har VIRKELIG ALDRIG været et problem for mig. Men sådan er det for NÆSTEN alle, så det skal så gå ud over mig. SUK!

De dage træner jeg med min KP, da det hjælper lidt på tankerne. Det er jo ikke meget jeg træner, men man skal jo starte et sted

Der er dog et problem. Min KP er meget opsøgende, og det synes jeg faktisk er meget rart. MEN … hun tror at hun skal afværge at jeg går rundt på gangene med fingrene kørende henad væggen HVER GANG det sker – og det er lige som om at jeg ikke MÅ. Men det er noget der beroliger mig – men det kan jeg jo ikke lige sige i situationen, så jeg får ikke lov til at berolige mig selv. Det er lidt ærgerligt – og jeg ville sige, at det måske var noget jeg skulle sige til en anden gang, men der bliver IKKE en anden gang

Den aften sidder jeg i aktivitetsrummet og skriver på min blog/dagbog. En fra personalet kommer ind og undskylder meget at hun forstyrrer, men hun skal hænge noget tøj op. Vi falder i snak, og jeg kan virkelig høre, at hun er et fantastisk menneske, der ikke er særlig begejstret for medicin og i det hele taget den måde man behandler patienter på. Blandt andet ved at parkere dem på førtidspension – og det kan jeg egentlig kun give hende ret i! Det var en lettelse for mig at få FP, men kunne det have været anderledes, hvis jeg havde fået noget ordentlig hjælp til at klare mig selv? Hun siger faktisk, at hun har givet op – men det tror jeg nu ikke hun har, for hun er virkelig dygtig og omsorgsfuld.

Denne nat er jeg ude at ryge (som jeg plejer ), og der kommer nattevagten fra aftenen før ud til mig for at sige, at hvis der er noget, kan jeg bare komme, for han er lige inde i stuen …?!? Jeg har virkelig ALDRIG mødt sådan en sød nattevagt!

Jeg har det jo ikke ligefrem super godt altså, og den morgen står skabet ude på gangen åben. Jeg (jeg ved godt det lyder rigtig mærkeligt det her men jeg følte mig ligesom ”styret” af ”Syge Sussi”) åbner det og er lidt for længe om at finde skraberne. Jeg tager dem, og lige som jeg får lukket skabet, kommer en personale ud fra en patientstue og råber af mig. Jeg flygter ud i rygegården, hvilket er et rigtigt dumt sted at flygte hen Der er jo faktisk ikke rigtigt noget sted at flygte hen på et lukket afsnit, så de får hurtigt fat i mig og jeg må opgive mine skrabere

Men ”jeg” kan ikke helt slippe tanken om de skide skrabere, og jeg ved bare jeg får en mega dårlig KP i aftenvagt, så jeg beder min KP i dagvagten om at få lov at komme i sanserummet. Jeg siger jeg har det frygtelig varmt og om døren ikke må stå åben (for jeg ved der står to stole derude, da vi har siddet på dem tidligere). Så sætter jeg mig i massagestolen, og jeg prøver virkelig at nyde massagen. Prøver at glemme ”mine” planer. Det gør jeg sådan set også, men da massagen stopper, starter tankerne igen. Jeg tager stolen ind i sanserummet, hiver ”coveret” af lampen i loftet og piller stofrøret ud. Jeg gentager for mig selv igen og igen hvor dårlig en idé det her er – men der er ”en anden” der synes det er en rigtig god idé

Jeg smadrer stofrøret ude på badeværelset og finder et skår som jeg bruger én gang på hvert ben. Det bløder en del og jeg vandrer rundt på stuen. Så er der jo blod over det hele og jeg må tørrer op, så de ikke opdager det. Men så kommer der nyt blod. Jeg får stoppet det, og tørret op. På vej ud at ryge kommer min aftenens KP hen til mig, siger at hun er aftenens KP og at jeg bare kan komme, hvis der er noget. På den der ”og i øvrigt … fuck dig” måde. Jeg er ude at ryge en del gange, og må skifte ”forbinding” hele tiden. Den ene gang jeg er ude at ryge, ser jeg bare en temmelig stor blodpøl under mine sko, så jeg skynder mig ind og skifter forbinding. Jeg laver små pletter hele vejen ind, men det ser ingen heldigvis (jeg tør ikke gå og tørre op, for jeg er bange for at blive opdaget).

To timer efter er der aftensmad. Alarmen går på et andet afsnit tre gange. Så alt personale forsvinder pånær hende jeg talte med aftenen før i aktivitetsrummet (hende den søde). Hun står bare med et helt afsnit af patienter, der skal have aftensmad og have alle mulige forskellige behov dækket, og hun prøver virkelig at dække alles behov. Jeg sidder bare og spiser min aftensmad. Så spørger hun mig hvordan jeg har det …?!? Midt i al kaosset. Jeg tænkte egentlig, at jeg så ud til at have det meget godt og siger da også, at jeg har det fint.

Men så får jeg et dilemma. Jeg kan egentlig ikke lide at lyve for folk der er flinke overfor mig. Men på den anden side, er det altså også virkelig dårlig timing, at sige jeg har skåret mig i det her kaos! Grunden til at jeg ikke har sagt det før, er for det første, at det vil få konsekvenser – og min aftenens KP er ikke ligefrem imødekommende. Men jeg beslutter mig altså for at sige det. Den søde personale slipper alt hvad hun har i hænderne og går ind i aktivitetsrummet med mig. Hun får lov at se det, og synes ikke det ser skide godt ud. Hun taler beroligende til mig, og beder mig kigge hende i øjnene (hvilket ikke er så rart) og siger, at det nok skal gå.

Hun beder mig gå ind på stuen – og så kommer min aftenens KP og et andet fjols De starter med at sige i en meget anklagende tone ”Hvad har du skåret dig med? Hvor har du fået det fra?” og så udvikler jeg meget hurtigt hukommelsestab. Den søde personale kommer ind og skælder dem lidt ud, men de er vist immune overfor kritik. De bliver enige om, at det vist er meget overfladisk. Min aftenens KP renser såret, sætter én strips på og plaster. Hun stønner højlydt mens hun gør dette, og så beder hun om min nøgle og sender mig ud i miljøet.

Jeg sidder ude i haven og har det virkelig dårligt. En vikar prøver at tale lidt med mig, senere går hun en tur med mig. Det hjælper lidt.

Så kommer Mandse. Jeg fortæller ham, at jeg altså ikke tror det sår er helt så overfladisk. Men han stoler på de professionelle.

Jeg får det lidt bedre af Mandses besøg.

Da han går skal jeg vist på toilettet. Han har haft en make-up fjerner med, som jeg tager opad lommen. Min KP siger meget kommanderende, at den skal hun have …?!? Jeg siger, at det kan jeg ikke forstå, for jeg har jo også andre ting ude på toilettet. Hun spørger om jeg da skal bruge den og ja, det skal jeg faktisk! Hun går og jeg går på toilettet – hun har fucking konfiskeret min HÅNDCREME! Hvorfor?!?

Lægen kommer (midt i at jeg hygger mig med ”Anders og Anne”, hvilket jeg gør hende opmærksom på ) og hun er egentlig meget sød. Hun spørger om hun må se hvor jeg har skåret mig. Jeg vil tage plasteret af, men det er åbenbart nok at se plasteret, så det behøver jeg ikke tage af.

Jeg klager min nød til lægen over at de har taget min håndcreme og hun siger, at den kan jeg bare bede personalet om.

Næste dag da jeg beder om min roll-on til den gode KP (som de også konfiskerede dagen før) er jeg temmelig sarkastisk omkring hvor farlig den roll-on er og det bemærker hun sjovt nok Jeg siger til hende, at det jo ikke er hende jeg gør nar af Hun er altså heller ikke sur eller noget

Nu har jeg fået det lidt bedre i forhold til dagen før, så jeg spørger om der er en læge der kan se på det sår. Det er der, når jeg skal til lægesamtale. Den gode KP jeg har haft under næsten hele mit ophold kommer og siger, at Nicolai kommer og taler med os senere. Jeg tænker bare ”Fuck!” Jeg ved at cheflægen hedder Nicolai og ham har jeg desværre haft ”æren” af tidligere. Aldrig har jeg håbet så meget på, at der er en afdelingslæge der hedder Nicolai. Men desværre. Hun siger, at jeg jo næsten var lige ved at kaste op i hendes morgenmad Det var nu mere angst, synes jeg selv Jeg tilføjer dog, at jeg tager hatten af for dengang han gik og trampede med mig ude i haven på afsnit 809, fordi jeg gik og groundede mig med en sød personale, og så kom Nicolai og deltog – altså fordi han skulle tale med mig, ikke fordi han havde behov for grounding, vil jeg tro

Nå men, jeg kommer til samtale med Nicolai og en anden læge. Jeg får 14 dage på afsnittet, hvilket jeg synes er alt rigeligt til at få det bedre. Han spørger til medicin og jeg siger at min bostøtte mener, at det måske er en god idé med medicin her i akutfasen. Han siger, at han ikke tror det vil gøre det store, men at vi godt kan prøve. Hvad jeg vil ha’ og jeg foreslår Olanzapin, da jeg ikke oplever vægtøgning på det som næsten alle andre (det gør jeg til gengæld på Quetiapin). Han giver mig 2,5 mg. (laveste dosis, som jeg kan trappe ud af når jeg vil). Jeg skal vejes inden start, og vejes to gange om ugen, så de kan kontrollere om der er vægtøgning og hvis der er det, skal jeg stoppe medicinen. Jeg synes det er en okay samtale – bortset fra at han jo taler som om at han virkelig har travlt og/eller hader sit job – men de vil så ikke se på såret.

Han spørger i øvrigt til psykotiske oplevelser og jeg ved jo godt, at de ikke ser noget psykotisk, så jeg siger bare, at det kommer jo an på hvem der vurderer mig. Han spørger så hvad JEG mener. Jeg siger at der ikke rigtig er noget (det er nok ikke 100% sandt, men hvis de ikke ser det, så er det min erfaring, at de ikke rigtig tror på det). Jeg er nok bare rigtig god til at skjule det – eller … altså hallucinationer har jeg (næsten) kun når jeg er alene eller når folk sover, men jeg kan godt have vrangforestillinger osv. Jeg er nok meget plaget af, at jeg tror folk kan høre mine tanker Men det er jo ting der er forholdsvis lette at skjule, og jeg ved godt hvad jeg skal sige og ikke sige – altså hvad der er rigtigt og forkert Det er ikke vigtigt at de ved disse ting, for de kan intet gøre ved det alligevel – og da slet ikke når de tror jeg er simulant Medicinen hjælper ikke på det og afdelingssygeplejersken på afsnit 809 sagde engang til mig, at det at jeg var kronisk psykotisk (mente nogle personaler på afsnit 809) var noget jeg måtte ”deale” med – såh … ;)

Min KP kommer ud og siger bl.a. at grunden til at de ikke vil medicinere mig er, at de ikke ser noget psykotisk. Min KP tror i øvrigt heller ikke at min skizofreni diagnose er rigtig.

Hun siger også, at hvis de ikke har nogle strips, så må såret bare hele så godt det kan. Og det har de ikke.

Det der sår begynder at vokse inde i hovedet. Til sidst filmer jeg (for at kunne dokumenterer den sygeplejerskes inkompetence) at jeg tager plasteret af, så man kan se såret. Det er ikke helt så voldsomt, som jeg forestiller mig, men det gaber faktisk en del.

Jeg skriver til Mandse om jeg ikke nok må blive udskrevet. Det må jeg ikke, fordi jeg skriver ”at der forhåbentlig ikke sker noget”. Så skriver jeg, at jeg vil skilles (undskyld Mandse ). Jeg logger ind på borger.dk men bliver alligevel for nærig, da jeg opdager af det koster 700-1800 kr. at blive skilt Jeg går ud og taler med min KP og spørger om jeg må blive udskrevet. Hun taler med lægen og det må jeg godt. KP’en tager dog en samtale med mig og hun stoler vist ikke helt på mig. Hun frygter jeg vil udskrives fordi jeg ikke fik det ud af lægesamtalen, som jeg forventede (det synes jeg nu at jeg gjorde?) og om det er fordi at hende den inkompetente kommer i aftenvagt? Det har jeg ikke tjekket, men det er da en ekstra bonus siger jeg (hun kommer dog ikke i aftenvagt). Lægen taler også med mig. Jeg bliver godkendt til udskrivelse. Men Mandse skal hente mig. Jeg skriver at de forventer han kommer og henter mig, og ellers må jeg jo tage en taxa. Han skriver at han kommer, og så skriver han mange beskeder om hvor utilfreds han er. Jeg siger cheflægen har godkendt det og Mandse skriver endnu flere beskeder om hvilken dårlig beslutning det er.

Mandse kommer og skælder alt og alle ud.

Vi ender med at sidde i besøgsrummet og tale med (den forholdsvis nye) afdelingssygeplejerske (hun kommer vist i øvrigt fra afsnit 172, hvor jeg nu aldrig har set hende). Hun er MEGET anderledes end afdelingssygeplejersken fra afsnit 809. Jeg vil tro, at de gange jeg har talt med afdelingssygeplejersken fra afsnit 809 kan tælles på én hånd – på 10 år! Jeg har talt mindst lige så mange gange med afdelingssygeplejersken på afsnit 811 – og der har jeg kun været indlagt to gange (i år) … denne gang under en uge og sidste gang måske små 14 dage. Hun er sådan én der virker som om hun har MASSER AF TID. Denne gang ville hun f.eks. servere kaffe/the/saftevand for mig den første morgen jeg var der.

Mandse skælder stadig en del ud, og jeg har bare pokerfjæs på. Jeg frygter, at jeg måske har lidt for meget pokerfjæs på, for Mandse er jo ret oprevet. Jeg tror hun sidder og tænker, at hun er glad for, at hun ikke blev parterapeut

Da Mandse er faldet lidt ned fortæller han hende bl.a. at min KP siger, at afsnit 801 er en ”hokus pokus afdeling” (han ved ikke at han taler med afdelingssygeplejersken ). Jeg siger til ham, at det kan jo godt være, at min KP måske ikke lige synes det er så fedt, at han deler det Han siger også til hende, at jeg jo har sagt ”at der forhåbentligt ikke sker noget” og jeg siger, at jeg jo ikke kan vide, hvordan jeg har det om to dage. Jeg kan ikke spå om fremtiden. Det kan hun vist godt lide at høre. Han klager også over manglende behandling af mit sår. Hun siger, at hun mener det burde være stripset (ordentligt velsagtens og ikke med én fucking strips!), da det oftest bliver pænere end når de syr det. Men hun siger, at på en skadestue havde de nok valgt at sy det. Hun leder hele centeret igennem for at finde strips og der er INGEN på nogle afsnit. Hun siger, at jeg nok skal forberede mig på at jeg får et grimt ar. Fedt!

Derfor gider jeg ikke være indlagt, når de ikke engang kan behandle et fucking sår. Der er lige præcis gået 24 timer siden jeg skar mig.

Vi får lov at gå – efter vi har talt meget længe om alt og intet – og jeg er fri igen. Jeg kommer ikke tilbage frivilligt nogensinde!

Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor de skal skrive ”Akut selvmordsrisiko!” med fed, rød skrift i journalen, for man kan da kun få stress af det og jeg har gjort opmærksom på det før, at jeg får det virkelig dårligt af det!

Min søster (og bostøtte) går vist lidt i panik over den pludselige udskrivelse. Min søster spørger, om jeg ikke kommer ned og er hos dem resten af ugen, og det vil jeg gerne

Det går faktisk forbløffende godt. Jeg var måske lidt bekymret for, at ”Syge Sussi” tog r*ven på os alle sammen.

Det med psykodynamisk terapi har jo ikke været så nemt for min bostøtte. Der var kun 9 at vælge imellem i Region Hovedstaden, der tog imod lægehenvisninger. Den ene var 81 år, det ene sted var hun nr. 63 der henvendte sig efter ferien, nogle ville ikke hjælpe mig fordi de mente jeg var for syg og det var et job for psykiatrien (som heller ikke vil hjælpe mig – sådan rigtigt ) osv.

Men den fredag – efter jeg er blevet udskrevet ringer min bostøtte, at der er en psykolog på Østerbro der har ringet tilbage, og jeg har fået en tid til den efterfølgende torsdag

Jeg var der i torsdags, og det virker til at være et godt match . Så måske jeg skriver mere om det senere.

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6