(Næsten) Emoji-frit indlæg – nogen glædes, andre begræder det 
Måske jeg skal starte fortællingen med at jeg har været indlagt på Hvidovre hospital (somatisk) pga. overdosering af medicin. De havde ikke mulighed for at give mig fast vagt, indtil jeg stak af (siger Mandse – jeg husker ikke så meget).
Jeg sagde til lægen at jeg havde det godt, og jeg mente det nogenlunde. Han sagde, at så kunne jeg bare gå når jeg ville.
Til min mand og i journalen skriver han dog:
“Pt forlader afdeling inden kæresten ankommer og jeg har derfor ikke nået at tilbyde hende psykiatrisk vurdering i PAM.
Ikke indikation for efterlysning via politi.
Kæresten er meget vred på baggrund af dette og generelt utilfreds med systemets behandling. Højtråbende.
Han er bange for at hun nu vil gå ud og tage sit eget liv.
Forlader afdelingen uopfordret. ”
BIG F*CKING LIAR! Og ja, Mandse bliver højtråbende, når han er i affekt. Det var der god grund til, for jeg var på vej til Glostrup hospital (somatisk) og tage de resterende piller. Han fik mig dog overtalt, men først efter at jeg havde taget de piller, der skulle gøre virkningen af de andre piller knap så ubehagelig.
Jeg ringede selv til Giftlinjen. Hun bad om at Mandse ringede, når han kom. Men Mandse havde besluttet, at jeg skulle indlægges 🥺 Lægen i PAM var flink og jeg har aldrig sagt så meget før, hvilket Mandse også kommenterede på – men det var nok pillerne, der gjorde det 😉
(Skrevet den første aften 19/1-24)
Den korrekte titel er dog Nordstjernevej nu, men det ændrer ikke på, at det stadig kunne være bedre. Jeg indrømmer gerne, at der er små perler og de fleste er jo heller ikke modbydelige eller noget – de er bare ligeglade. De tror vitterligt, at de arbejder på et hotel, hvor man hjælper gæsterne med deres fysiske behov. Det psykiske tager vi os ikke lige af. Jo, måske hvis man spørger til det, men det gør MAN (ikke alle) ikke.
Jeg stod i længere tid, for at reparere cigarrettænderen, som ikke virker – det er meget normalt. Problemet er bare, at så er der endnu en ting, man skal bede det “travle” personale om.
Nu vil jeg jo nødig klynke. Men i går havde jeg et selvmordsforsøg, i dag et halvt selvmordsforsøg. Lægen i PAM (da jeg blev indlagt) lovede at de ville tale med mig. Én gang har han (første dag, første vagt) flygtigt spurgt hvordan jeg havde det. Ellers er den eneste kontakt der har været, når jeg har skullet bede om hjælp til fysiske ting.
De har travlt – ja – men de sidder også rigtig meget på deres flade inde på kontoret. Suk!
(Skrevet til Mandse 20/1-24 kl. 4.23, et afskedsbrev, som jeg satte gmail til at sende kl. 7. Jeg ville have slettet de personlige ting, men I får sgu hele baduljen):
Kære Mandse,
Nu tager jeg de sidste [piller], der er vist ikke helt XX mg og jeg frygter det ikke er nok til at slå mig ud, så jeg kan mærke ubehaget fra de XX [piller] jeg har tilbage.
Jeg skar mig med et barberblad kl. 23:15 og det blev opdaget 2:45 (jeg troede de skulle kigge en gang i timen og han spurgte til mig én gang, udover de gange jeg skulle bede om hjælp).
Hende der tog sig af det, var rigtig sød. Men det eneste hun fokuserede på var hvor barberbladet var. Ikke en eneste gang spurgte hun hvordan jeg havde det (det var der så heller ikke nogle af de andre der gjorde). Men det er standard. Det spørger de aldrig om.
Selvfølgelig skal de ikke komme til skade på deres arbejde, men jeg er jo også et menneske?
Efter at have stripset mig et par gange og blodet stadig flød, besluttede de at lægen skulle sy mig. Han brugte ingen bedøvelse.
Jeg har brug for ting til selvskade, når jeg er indlagt, for der er mange flere konflikter end ude i den virkelige verden. Det er meget værre at være indlagt end at være derhjemme. Jeg vil hellere risikere at dø hjemme end dette forfærdelige sted.
De tog mit tøj og muligvis andet. Jeg spurgte til min hoodie, som du jo ved beskytter mig. Det var for stor en opgave til dem, da tingene jo skulle visiteres på ny. Så ingen hoodie til mig.
Det var en dårlig idé at få mig indlagt. Jeg gjorde det for din skyld, fordi jeg elsker dig og fordi jeg gerne vil gøre som du siger (selvom du ikke bestemmer!)
Når du læser dette er jeg forhåbentlig død. De tror jo bare at jeg sover tungt, og heldigvis for det.
Mandse – jeg håber aldrig at du bebrejder dig selv noget, for du gjorde alt der stod i din magt. Du gav mig kærlighed og omsorg og støtte. Du var den bedste mand for mig, og jeg er ked af at forlade dig, for jeg har aldrig tvivlet på din kærlighed og jeg ved at min kærlighed til dig aldrig kunne blive større.
Du er et fantastisk menneske og det ved du også – alle mennesker elsker dig ❤️
Jeg håber at du kan tilgive mig. Du sagde engang, at hvis det var din skyld at jeg havde det sådan, så måtte vi gå fra hinanden – selvom du ikke ønskede det. Det har aldrig været din skyld, men nu forlader jeg dig altså modvilligt. Hvis bare tingene kunne have været anderledes. Men jeg ødelægger alt. Det er det jeg gør.
Kys og kram til evig tid. Glem mig ikke, men sørg for at komme videre og skid på hvad andre siger. Hvis du finder en dejlig dame i morgen, så “go get her”.
Knus og kram fra din henrivende Missekat Sussi 🐱🐞🦋
Jeg kan ikke huske hvornår jeg vågnede. Men jeg tror først jeg vågnede kl. 13. Jeg var nok ikke helt tilfreds med at være i live, jeg var lidt forvirret og jeg var egentlig ret træt af, at man bare kan ligge til kl. 13 og sove. Jeg ved ikke om de har forsøgt at vække mig.
Kontaktpersonens notat lyder (jeg har også haft ham i dag, han er faktisk meget flink):
“Været på egen stue meste af vagten, ikke ønsket at snakke.
Venter i skrivende stund på læge vender retur til gennemgang af pt.
Ægtefælle ringer til afdelingen kort efter frokost, og er meget bekymret, da han er blevet kontaktet af pt, som har fortalt at hun kl. 7 i morges, har indtaget 20 truxal.
Da UT henvender sig til S, afviser hun på troværdigvis at have taget flere piller end dem hun havde indtaget forleden.”
Men aftenen blev okay, for en af perlerne – faktisk PERLEN – var på job.
Hun skriver:
“Pt tilses på stuen kl. 15.30. Der ses blod overalt – på gulv, seng, dyne samt pt´s bukser er gennemvædet af blod. Pt ligger i sengen og er tungt sovende. Reagerer ikke på tiltale og må ruskes hårdt i for at vågne. Pt fremstår bevidsthedspåvirket og massivt sederet. Hun fortæller at hun har indtaget tbl. Truxal 15 mg, 30 stk kl. 04.00 i nat. Adspørges ligeledes til blodet på stuen. Afviser at have lavet ny selvskade. UE undersøges og det konstateres at der har været stor gennemsivning af forbindingerne, ingen ny selvskade er observeret. ”
Derfor har jeg svært ved at forestille mig, hvornår jeg har talt med dagvagten, men måske jeg har lagt mig igen?
Hun skriver yderligere:
“Pt fremstår lettere sarkastisk og grinende på inadækvat vis under samtale – vanlige tegn på at pt har det skidt. Profitterer godt af støtte til verbalisering af tanker og følelser.
Tungt sovende fra kl. 20.00 og fortsat i skrivende stund. ”
Der var bl.a. lægesamtale, hvor jeg sagde at jeg havde det godt. Desværre vidste perlen jo godt at jeg løj, for jeg smilte vist lidt for stort. Lægen noterer i øvrigt også, at jeg er bagatelliserende. Hmf!
Jeg sov fra kl. 20 til 3. Efter en halv time ringede jeg til min mor (det må jeg godt og hun var i øvrigt vågen).
Jeg fik PN Rivotril, da jeg har erfaring for at Olanzapin først virker efter 5 timer og så var jeg i sanserummet og benytte massagestolen. Men jeg fik ikke sovet mere.
I dag har jeg trænet i træningscenteret. Der er jo ikke så meget at lave. Som sagt er kontaktpersonen flink, men jeg husker ikke at han har spurgt en eneste gang hvordan jeg havde det. Han vurderer dog, at jeg fremstår i godt humør.
Jeg spurgte ham om vi kunne feje rygegården. Det kunne vi godt, men det blev bare aldrig til noget.
Da den anden perle kom, kunne det lade sig gøre med det samme. Hun har også spurgt en gang i timen hvordan jeg havde det. Det var hende der “tvang” barberbladet ud af mig den nat. Efter aftensmaden spurgte hun om vi skulle aftale et tidspunkt til en ordentlig samtale 👍
Titlen på indlægget skulle have været:
“1 stjerne til Hotel Nordvang”, men det er måske ikke fair, så vi finder på noget nyt.
P. S. Lørdag 12.26 havde jeg følgende samtale med Mandse:
Mig: “Nå, XXX mg [piller] kan ikke gøre det.”
Mandse: “Hvad mener du?”
Mig: “Tjek din mail.”
Mig: “Det eneste spørgsmål jeg fik var om jeg havde flere piller. Det er godt jeg er kommet her.”
Recently:
- Når facaden krakelerer
- Here we go again …
- Omsorg og inkompetence – og nye veje …
- Ikke brandbar
- Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
- … kvæler du jo barnet
- Når du strammer garnet …
- Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
- Reset – endnu en ny start
- Tre måneder lang indlæggelse – del 6
