Min nye faste KP nr. 3 er god til at være hos mig når jeg har fået PN. Det er meget den måde han overtaler mig på, ved at blive hos mig, bare sidde på stuen eller spille UNO med mig. Han har altid været god til at lave den slags aftaler.

Der er også en ny personale jeg har ofte, som jeg taler værdier og uhensigtsmæssige tanker med, bl.a. Og hun hjælper mig med mindfulness-lydfiler, som jeg kan bruge i stedet for MaySound (som er sådan en blå tingest højtaler man har oppe om ørerne og som spiller beroligende musik). Der er faktisk også en nattevagt som er rigtig sød og anbefaler mig nogle engelsk-talende mindfulness-youtube videoer. Men jeg foretrækker de danske. Nattevagten plastrer også min lampe til med farvede post-it papirer, så min lampe ikke er så skarp om natten (jeg sover med lyset tændt om natten ).

Den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen (tror jeg hun i sin tid hed) sidder også hos mig en nat hvor jeg er psykotisk og bange, det er jeg meget taknemmelig for – og mange nætter må jeg sove med døren vidtåben. Den yndling fortæller mig i øvrigt en måneds tid senere, at hun FANDEME OGSÅ STOPPER!!! Hun kommer i øvrigt også til at få fugtige øjne, og det burde jeg FANDEME også få. Det er altså lidt for mange af de gode på alt for kort tid

Min nye faste KP (som jeg aldrig bliver rigtig glad for) vil glæde mig og beder om udgang til den store gang. Dette bliver givet. Da vi er på vej ud går vi forbi afdelingssygeplejerskens kontor hvor hun og overyndlingen befinder sig og de bliver pissesure og afdelingssygeplersken spørger hvordan jeg kan finde på at lyve overfor min nye faste KP? WTF? Jeg har ikke løjet. Jeg havde sagt til den faste, at jeg ikke måtte få udgang og det fortæller den nye faste dem også. Men jeg bliver så ked af det at jeg går ind på min stue og rykker sengen for døren, så de ikke kan komme ind. Jeg svarer ikke når de banker på. En fra personalet (P) fortæller mig senere, at hun er sikker på de finder mig død derinde. Men efter nogen tid, siger jeg at jeg vil udskrives. H lover mig at blive udskrevet, hvis jeg lukker op. Jeg lukker op, og så siger hun, at det må vi jo tale med Michael om Jeg bliver rasende og kalder hende en løgner.

Inden jeg går videre vil jeg lige fortælle, at H kommer og forklarer hendes handling en anden dag. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg siger ingenting, men jeg er glad for det hun siger. Og siden har jeg aldrig set hende. Hun forsvinder uden at sige farvel – og jeg tror altså det betyder, at hun er blevet fyret (altså ikke pga. episoden med mig! Men hvorfor ved jeg ikke, for hun er en fantastisk medarbejder!) Jeg er meget ked af, at jeg ikke fik forklaret mig. For jeg mente jo ikke at hun var en løgner, jeg var bare gal – jeg ville jo heller ikke skilles den dag med Mandse på afsnit 168.

Jeg tager en løkke og strammer om halsen. Jeg bliver mørkeviolet i ansigtet og igen må P fortælle mig nogle dage senere, at hun håbede det værste der kunne ske var at jeg besvimede.

Dagen efter prøver jeg at overbevise overlægen om at jeg har det fiiiiint og at jeg skal udskrives. Den hopper han ikke på, så han må tvangstilbageholde mig

Lørdag d. 17/4-2021 går jeg på gangen og tager i alle håndtag (dog ikke til patientstuer) som jeg plejer når jeg har det dårligt. Døren til medicinrummet ser lukket ud, men når jeg tager i håndtaget er der modstand i dørhåndtaget og døren går op

Jeg kan simpelthen ikke lade være – jeg går ind i medicinrummet – jeg kigger febrilsk på alle pilleæsker og glassene. Jeg tager det første og det bedste der virker brugbart til at suicidere med. Rivotril (som jeg også tog den 18/3-2021, den dag tog jeg bare en lidt større dosis). Jeg ved ikke hvor meget jeg tager, men jeg tager vist fire håndfulde med ti piller i af gangen, altså fyrre 0,5 mg. Rivotril. Jeg ville have taget 2 mg. Rivotril, da jeg ikke bryder mig om at tage mange piller, men det pilleglas var tomt
Jeg kommer i tanke om at min mor og Mandse skal komme. Jeg skriver til Mandse og siger de ikke skal komme alligevel. Så bliver Mandse mistænksom og truer med at ringe til afsnittet. Jeg fortæller ham hvad jeg har gjort og han ringer til afsnittet.

O fortæller mig senere, at han ikke tror på jeg har taget noget medicin. Hvorfor skulle jeg lyve om det?

Jeg får fast vagt i 6 timer, som vist bliver udvidet lidt, fordi jeg er lige spøjs nok. Min faste vagt (A) er vist pænt træt af mig – hun kan nemlig ikke få lov til at gå hjem Jeg går stille og roligt på gangen og får at vide af S at jeg ikke må gå der, for jeg vækker de andre patienter (hun siger det pænt) – imens kan jeg høre hendes arbejdskollegaer grine højlydt nede i dagligstuen. Det er meget mere larmende end mig der vandrer stille og roligt på strømpesokker.

Dagen efter er der samme problemetik med døren til medicinrummet. Jeg går ind og denne gang giver jeg mig bedre tid. Jeg finder Seroquel (depot) og tager fyrre 200 mg. Det er åbenbart langt over toksisk dosis. De får at vide, at jeg skal kaste op, så jeg prøver at stikke en finger i halsen – men det har jeg prøvet masser af gange, det kan jeg bare ikke. Så spørger min KP (R) mig om der er noget der kan få mig til at kaste op – og det eneste jeg kan finde på er aktivt kul. Men det kan jeg fandeme heller ikke kaste op af?!? Så kommer ambulancen og jeg bliver kørt til Hvidovre Hospital.

Jeg skal et smut på hjerteafdelingen, hvorfra jeg bliver hentet af overyndlingen. Jeg ved ikke om det er fordi de så er sikre på, at jeg ikke stikker af For jeg er jo ligesom tvangstilbageholdt og rimelig suicidal

Jeg har tømmermænd og er usikker på benene og får en badetaburet til at bade med. Jeg fortæller også overyndlingen, at de ikke har fundet det kontrabanda som jeg har gemt på min stue. Hun leder selvfølgelig hele stuen igennem og finder det

Faktisk så da hun henter mig, så er hende sygeplejersken på HH ved at give mig ble på. Jeg er bare helt forvirret og gør hvad der bliver sagt, jeg tænker måske at de har erfaring med at man ikke kan holde sig efter sådan en omgang? Jeg har jo været helt væk i et døgns tid tror jeg, eller et halv døgn – IDK. Men overyndlingen får stoppet ble-skiftet og det er jeg virkelig glad for

Mandse er i øvrigt meget sur på mig!!!

Og så bliver jeg præsenteret for en ny kontrakt Og overyndlingen forklarer den overfor mig og i journalen skriver hun bl.a. ”og at der kan indgås aftale om at grænseoverskridende adfærd ikke finder sted” Grænseoverskridende adfærd (det udtryk har jeg det virkelig skidt med – der var en patient der fortalte at der stod sådan om hende og jeg tænkte: ”Godt det ikke er mig!”) er bl.a. ”at Sussi ikke går i medicinrummet, skyllerummet eller afmonterer diverse former for inventar i afsnittet.”

Der er indimellem nogle patienter der har det svært og når det sker – og der måske endda er en tvangssituation hvor der vrimler med personale (også fra andre afsnit), så bliver jeg virkelig dårlig. I disse situationer beder de mig hente min musik eller de sidder f.eks. på stuen og taler med mig.

En af de andre patienter er meget dårlig og lidt tilbage. Han kan finde på at vælte alle krusene ned fra reolen i spisestuen og så kan A finde på at sige til mig: ”Se, du er ikke den eneste patient der er uartig!” (jeg tror ikke lige han formulerede det sådan, men der er en anden personale der kalder mig uartig ).

Og så skriver psykologen: ”Mere autentisk og alderssvarende emotionel kontakt end ut. tidligere har oplevet.” Det betyder at jeg plejer at være barnlig

Der skal være netværksmøde hvor min KP fra F-ACT skal komme. Hende har jeg haft en uheldig episode med. Det fortæller jeg overyndlingen om, og hun siger ”Jeg havde slået dig ihjel hvis du havde gjort det ved mig!”

Det er fordi at op til at jeg blev indlagt var jeg meget suicidal og skrev til hende og insinuerede – ret sent om aftenen – at jeg ville hoppe ud foran et tog. Jeg tænkte ikke lige på, at hun måske havde arbejdstelefonen med hjem

Den 28/4 er der netværksmøde, hvor jeg bl.a. har skrevet en undskyldning til KP’en fra F-ACT og på mødet bliver der talt om hvordan jeg gerne vil have den ambulante behandling skal være (mange patienter vil så gerne medinddrages, ikke jeg – men jeg skal ).

Jeg gør i øvrigt på dette møde opmærksom på, at jeg kan hente medicin på apoteket (det har ellers været sådan længe, at det kun var hjemmeplejen der kunne hente eller hvis jeg havde en med) – jeg har jo ellers hjemmepleje for at undgå at jeg kommer i kontakt med medicinen på egen hånd (de doserer jo og låser ned i æsker) – men det er der åbenbart ikke nogen der synes der skal gøres noget ved

Jeg laver mange sjove ting med den sygeplejestuderende. Bl.a. gør vi rent og det trænger der virkelig til – kluden bliver sort og næsten levende af snavs. Vi danser også fredagsdans, men heldigvis er der aldrig nogen der opdager det. Og så spiller vi UNO – jeg plejer at tæske de fleste i UNO, men de der sk*de studerende (der er også to andre studerende) … de har alle ”træk op” kortene og jeg er sikker på de rotter sig sammen

Og så har jeg haft et mikroskopisk skår, som jeg indrømmer overfor overyndlingen. Jeg tror hvis hun havde vist hvor mikroskopisk det var, så havde hun ikke gjort noget ved det (jo selvfølgelig havde hun det ). Men hun gennemsøger alt for at finde det, og jeg går i panik da hun nærmer sig det – er bange for hun skal skære sig, så jeg siger at jeg nok skal fortælle hvor det er. Suk!

Men hun skriver da i journalen ”efter en del diskussion frem og tilbage og leden efter skåret, aflevere Sussi det.” Det vil jeg ikke sige er i overensstemmelse med sandheden

Inden jeg blev indlagt havde jeg meget uro, og så tror jeg det gik lidt over – men nu begynder uroen at komme igen. Jeg bliver nødt til at krumme mig sammen, jeg får kvalme af den uro, det gør fysisk ondt i kroppen og fast KP nr. 2 siger simpelthen at jeg sidder og rokker frem og tilbage

Jeg begynder at skrive min egen journal i Sundhedsplatformen. Det er et projekt nogle af de ansatte har, hvor at patienterne kan få lov til at skrive deres egne journalnotater.

Jeg har været indlagt i over en måned og jeg har stadig ikke terrænfrihed med personalet – det er helt vildt, og det er lidt svært, at være spærret inde så længe uden at se andet end en rygeterasse og nogle gange haven (også med personale).

Men faktisk står døren til haven åben en dag og så går jeg altså derud. Jeg hygger mig rigtig, og de opdager mig slet ikke – ikke engang da de lukker døren. Jeg opdager at vinduet til rengøringsrummet står åbent og jeg prøver at fiske nogle ting ud derfra – bl.a. en sprit som jeg får væltet ned ad mig. Den dag kan de sige, at det bl.a. er derfor, at jeg ikke må komme ud i haven alene

Jeg sover i perioder virkelig dårligt, og (noget) personale sidder og ser film om natten (andet personale sover ), hvor jeg får lov til at se med. De er virkelig tøsede personalet og kan ikke klare en slags virkelig åndssvag splatterfilm Og mit ur registrerer det som om at jeg sover, så så ophidset var jeg

Jeg skriver om den gode indlæggelse. Det bliver ikke særlig godt, men jeg får skrevet hvad jeg synes en god indlæggelse er. Og jeg får sagt til dagens KP (K) at hun skal huske at skrive, at jeg har opført mig ordentligt den dag. Det er hende der plejer at sige, at jeg er uartig Det er også hende jeg engang tog røven på da hun var helt ny på afsnittet Jeg sagde til hende om hun ville lukke mig ind på stuen for jeg havde glemt min nøgle (personalet havde taget den, fordi jeg ikke kunne opføre mig ordentligt ), så hun hjalp mig venligst med at lede efter min nøgle inde på min stue – jeg både grinte indvendigt og havde det ret skidt med at jeg tog røven på hende, når nu hun var så flink

Overlægen skal vurdere om jeg fortsat skal være tvangstilbageholdt, men jeg er nu klar til at være indlagt frivilligt. Han skriver, at jeg stadig er tvangstilbageholdelig, men dette er altså ikke længere nødvendigt Dog barrikaderer jeg mig på stuen igen efter samtalen, men jeg åbner hurtigt døren (jeg husker ikke lige episoden). Men jeg klager over at jeg savner min hund, og afdelingssygeplejersken giver lov til, at min hund kan besøge mig

Overyndlingen synes ikke det er så godt med den uro der er startet op igen og vi/jeg mener det måske kan skyldes Abilify. Hun får mig overtalt til at prøve med en lille dosis Zyprexa i stedet. Min mor synes jeg skal lytte til overyndlingen, for hun plejer at være god til mig, siger min mor. Men det skal jo lige godkendes af lægen, og han er ikke enig – og jeg må indrømme, jeg har ikke ligefrem lyst til at tigge om Zyprexa, så det bliver ikke til noget. Overyndlingen er ikke tilfreds – slet ikke tilfreds. Jeg overvejer om der måske kommer lidt røg ud af hendes øre men hun siger ikke noget altså.

Jeg får Chili Claus chokolade når jeg har det skidt. Jeg plejer at få en styrke 9, men den kan faktisk godt være stærkere, hvis jeg skal tages ud af min tilstand, så jeg får en styrke 12. Den er pænt stærk og jeg siger til overlægen og peger på min KP (P) ”Hun slår mig ihjel!” Så kigger han roligt på hende og siger helt tørt ”Det er altså ikke meningen.”

Jeg har det svært med at tage imod PN medicin og jeg har ellers lovet mig selv, at tage imod medicinen når det er f.eks. overyndlingen og fast KP nr. 2 (og nogle gange 3 ). Men denne dag kommer jeg til at snyde lidt – jeg drikker al vandet, men hun ved jeg ikke har slugt dem, så hun slæber mig hen til personalekontoret hvor hun tager nyt vand. Men mens hun tager nyt vand stikker jeg af og smider pillerne ud i skraldespanden. Jeg fisker dem vist op bagefter, for jeg kan ikke lige have, hvis en anden patient skulle finde på at tage dem. Der er nogle patienter der er overordentlig glade for beroligende medicin.

Fast KP nr. 3 siger også til det andet personale, at jeg virkelig prøver ham af – og så siger de bare, at det gør jeg også med dem. Men det er INTET i forhold til hvor streng jeg kan være overfor ham. Det er faktisk rigtig synd for ham, for han er mega sød!

Og så fik jeg besøg af min lille hund – jaaaaa! Havde jeg bare vist at det var sidste gang jeg skulle se hende Det var faktisk ikke så hyggeligt, for hun var kun optaget af køkkenet (vi sad ude i haven). Så derfor fik jeg ikke besøg af hende igen, for jeg skulle jo alligevel snart hjem og så kunne vi rigtig hygge. Men det blev aldrig til noget

Nu tror jeg gerne du vil have en pause kære læser – hvis der overhovedet er en læser – jeg har da et par hits, men det er ikke mange Jeg skriver også mest dette for egen skyld og måske jeg kan bruge det senere. Men jeg vil i hvert fald gerne have en pause og jeg er blevet enig med mig selv om, at fire A4-sider er en god størrelse på en tekst

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6