Det her bliver et meget langt indlæg (syv A4-sider). I går var jeg til dialogsamtale på Psykiatrisk Center Glostrup ang. en klage jeg havde skrevet til Styrelsen for Patientklager tilbage i april 2019 (ja så hurtigt arbejder de).

Det viser sig i går at styrelsen har afvist min klage, hvilket jeg ikke har fået noget at vide om. Jeg har kun fået et brev hvor der (blandt andet) står:

”Det kan vi behandle efter dialogen – hvis du fastholder klagen:
Om den sundhedsfaglige behandling var relevant og tilstrækkelig.
Om journalen blev ført på relevant vis.

Det kan vi ikke behandle – og derfor afviser vi det:
Sundhedspersonalets opførsel.

Du kan ikke klage til en anden myndighed over vores afvisning.”

Man kan altså overhovedet ikke klage over sundhedspersonalets opførsel til nogen (det her var ligesom sidste mulighed på min liste) og man kan ikke klage til en anden myndighed over deres afvisning… ?!? :hmm

Nåh men, du – min kære ene trofaste læser :lol – skal da have lov til at læse min klage. Here goes … Jeg har fjernet nogle navne, så ingen kan genkendes.

Jeg skriver i håb om hjælp.
Jeg lider af paranoid skizofreni og har jævnligt brug for indlæggelse.
Efter fusionen mellem Hvidovre og Glotrup skal jeg henvende mig i skadestuen på Nordstjernevej (jeg har tidligere haft en aftale om, at jeg kunne komme direkte på Hvidovre). Mit problem er, at det er rigtig svært for mig at henvende mig til mennesker jeg ikke kender og har tillid til. Det er ind til videre gået, da jeg er blevet overflyttet til Hvidovre i løbet af nogle dage. Dette er dog tilsyneladende ikke muligt mere. Jeg har forsøgt at komme i dialog med klinikchef DM, overlæge KM, læge TM og overlæge GB fra Psykiatrisk Center Glostrups Nordstjernevej om muligheden for at tage individuelle hensyn. Min oplevelse er dog at jeg ikke bliver hørt og forstået. Det eneste jeg har fået ud af det, er at det er umuligt at ændre på dette rigide system, hvor patienten kommer i anden række. Der mangler forståelse for at tillid, relation og erfaring betyder alt for mig i min behandling.

Jeg har en oplevelse af at jeg bliver fejlbehandlet, ved at udskrive mig for tidligt og de holder mig på Nordstjernevej på trods min oplevelse af at blive fejlbehandlet og at jeg absolut ikke ønsker at være der.

Den 1/4-2019 henvendte min mand og jeg mig i skadestuen på Nordstjernevej. Min mand og personale fra Brøndbyøstervejs afsnit 809 gav mig muligheden mellem at lade mig indlægge frivilligt, eller at min mand kontaktede vores læge og at det blev på røde papirer. Derfor gik jeg frivilligt med. Og jeg lod mig frivilligt indlægge, fordi lægen i skadestuen lovede at kontakte afsnit 809, hvor jeg hører til, næste morgen – med henblik på at jeg kunne blive overført dertil hvis der var en ledig plads. Jeg blev indlagt og fik god behandling fysisk, men der var ikke nogen der talte med mig om det psykiske (og de virkede ikke til at have travlt). Men jeg følte mig alligevel godt behandlet.

Så langt så godt.

Næste morgen (2/4-2019) kom jeg til samtale hos samme læge som jeg før har haft problemer med (KM). Hun vil nemlig ikke overføre mig til afsnit 809. Og der burde ligge en aftale om at jeg skal overføres til 809 så snart det er muligt, en aftale jeg i sin tid lavede med overlæge AP, men den er desværre forsvundet).

Begrundelsen for at hun ikke vil overføre mig er, at nu kender de mig jo så godt og det tager højst et par dage – og nej, det gør de ikke og nej, det tager det ikke. Jeg er ikke en nem person at kende. Det tog dem på 809 flere år at lære mig at kende. Jeg er meget reserveret og det kræver færdigheder at kende og behandle mig. Når jeg samtaler med dem på 809 foregår det ved at vi står og bager eller går en tur og taler om alt muligt mellem himmel og jord – og også det psykiske. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og krænge min sjæl ud – kan du?

Jeg kan se i journalen at hun ovenikøbet skriver: ”Det er tydeligt at det relationelle har stor betydning for pt.”.

Men jeg er ikke engang blevet tilbudt en eneste samtale på afsnit 168 (jo, en lægesamtale, men ikke en samtale af min kontaktperson). Selv hvis de tilbød mig en ville det være svært at takke ja, fordi det skal foregå lidt specielt, som jeg lige har forklaret. Og ofte når man bliver tilbudt en samtale (hvilket jeg som sagt ikke har prøvet) får man at vide, at hvis der er noget kan jeg bare henvende mig. Men nej, det kan jeg ikke – jeg har meget svært ved at bede om hjælp.

Jeg tilbragte første nat på afsnit 168 og dagen efter deltog jeg i nogle af stedets aktiviteter, som i øvrigt er helt nyt for mig – der har ikke tidligere været aktiviteter på afsnit 168. Ellers sov jeg, og fra klokken 14-22 var jeg på udgang. Derefter var det tilbage på afsnittet og sove og så udskrives dagen efter. På 809 var den aldrig gået – der er jo ikke tid til behandling, ville de sige. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret (8 timers udgang!), men jeg ønskede slet ikke at være indlagt, så for mig er det fedt nok. Jeg får det ikke bedre af det, men det gør jeg heller ikke af at være OPBEVARET på afsnit 168. Så havde det været bedre at blive BEHANDLET på afsnit 809.

Jeg kunne i øvrigt høre, at KM ikke havde læst journalnotatet fra i indlæggelsestidspunktet, for hun spurgte slet ikke ind til nogle af de ting jeg sagde ved denne lejlighed. Hun mente bare at det var følelsesmæssige problematikker og ikke mine skizofrenisymptomer der var årsagen. Derfor kunne hun jo også hurtigt udskrive mig.

Min mand blev andetsteds fra, opfordret til at deltage i udskrivelsessamtalen hvilket han gjorde. Han kom lidt for sent og i journalen skriver TM mellem linierne at min mand underkuer mig (vi er mange der læser det sådan):

”Det skal bemærkes at pt. ændrer adfærd når ægtefælle kommer ind på stuen, hvor hun bliver helt passiv, stille, stirrer tomt ud i luften.”

Jeg har klaget over dette forløb til klinikchef DM, men han ønsker ikke at hjælpe mig.

Den 9/4 skal jeg til afsnit 809 hvor jeg skal have injektion depot Xeplion og får der en samtale med en læge der beder mig tage til Nordstjernevej og blive indlagt. Det gør jeg, da jeg faktisk er autoritetstro. Jeg beder dog om at komme på afsnit 72 da jeg af en anden patient har hørt at det afsnit er bedre.

Næste morgen kommer jeg til lægesamtale hos GB der siger at jeg mindst skal være der 7 dage før jeg overhovedet kan komme i betragtning til at blive overflyttet til afsnit 809.

Hun skriver bl.a. i min journal at jeg har været ude og spise frokost med min mand, som om at jeg ikke er særlig syg fordi jeg kan klare det, men hun ved ikke det var et lille øde cafeteria og at man altså bliver nødt til at spise noget, når man skal vente LÆNGE i skadestuen – og at vi ikke kan spise hjemme fordi hele vores lejlighed er et stort kaos.

Hun skriver også, at jeg går og hygger mig med de andre patienter, men du skal vide, at mit humør går op og ned i bølger og også i to spor, så jeg både kan grine og indvendigt græde samtidigt. Men hun skriver generelt meget fordomsfuldt sludder i den journal.

GB siger at jeg skal vente minimum 7 dage før jeg kan komme i betragtning til en plads på 809 og der er meget kø, så der kan gå langt over 7 dage.

Jeg føler ikke jeg kan være der i MINDST 7 dage, så jeg udskriver mig ”mod givet råd”.

Da jeg bliver udskrevet er min mand imod det, og får at vide at det har jeg selv bestemt, hvortil han siger, at så har I jo også planlagt at hun skal dø. Det får min kontaktperson til at råbe at det gider hun slet ikke diskutere og smækker med døren.

Min mand er ved at falde fra hinanden. Han tør ikke sove og han tør ikke gå på toilettet i frygt for hvad jeg kan finde på. Så han ringer igen til 809 og får en samtale og besked om at ringe til min kontaktperson om aftenen. Om aftenen får min KP igen overtalt mig til at tage til skadestuen og lade mig indlægge – hun rammer mit ømme punkt (jeg skal være god ved min mand og passe på jeg ikke mister ham).

Igen bliver jeg indlagt på afsnit 72 – jeg beder ikke om det, da det er pest eller kolera om det er afsnit 68 eller 72.

Her får min mand i øvrigt at vide af TM at jeg ikke kan blive tilbageholdt når jeg ikke er sindssyg. Andre fortæller mig at man kan blive tilbageholdt hvis man er til fare for sig selv, og i øvrigt siger de at jeg er sindssyg.

Min mand er med til lægesamtalen med GB næste morgen og her overværer han hvordan jeg bliver skældt ud af hende. Jeg plejer at få ros for at det er godt jeg er kommet inden jeg gør noget dumt, men GB skælder mig bare ud fordi jeg ikke kan klare mine psykiske problemer. Noget i stil med, at jeg godt kan stoppe med de selvmordstanker, for de hjælper mig jo ikke.

Efter nogen tid bliver jeg overført til 809. Der bliver indkaldt til møde om min fremtid i deres psykiatriske system og jeg har mine tre kontaktpersoner med samt overlægen fra 809 som jeg endnu ikke kender så godt (jeg savner AP). Tilstede fra Nordstjernevej er kun GB.

Jeg starter med at læse følgende op (jeg ved godt det er lidt langt, men jeg håber du vil læse det):

>>Jeg vil gerne fortælle hvorfor jeg synes, at jeg skal overføres til 809 så snart der er en ledig plads. For I har misforstået mig. I tror jeg har primadonna-nykker. Jeg er da godt klar over, at der skal være en ledig plads. Men jeg synes ikke jeg skal vente 7 dage før jeg kan komme i betragtning til en sådan overflytning. Og det gør jeg af en masse grunde.

Jeg har haft alle de konflikter jeg skulle have med 809. Nu er vi nået dertil hvor vi har en behandlingsalliance – hvorfor så starte forfra med et nyt afsnit og nye konflikter?

Jeg er meget paranoid. Jeg tror ikke at nogen vil mig det godt, men 809 har vist mig gang på gang at de vil mig det godt og jeg er nu begyndt at tro på det. Hvorfor så starte forfra?

Jeg har brug for resonans. Jeg har brug for at der er kemi mellem mig og den der behandler mig. Jeg har brug for tillid og det skaber man ikke på 7 dage. Det kræver måneder eller måske år, og man er jo ifølge jer max 7 dage på 68 og 72.

Jeg har brug for en længere behandling end 7 dage. Læs min journal. Jeg har ikke haft mange indlæggelser på under 7 dage. Det kræver tid og det kræver at jeg ikke er under tidspres.

Jeg har brug for at få at vide, at det var godt jeg kom før det gik galt, ikke blive skældt ud fordi jeg ikke kan klare mine psykiske problemer.

Hvis jeg ikke kender personalet, så henvender jeg mig ikke til dem når jeg har det dårligt og så ender det med at jeg gør skade på mig selv – af frustration, ikke fordi jeg er opmærksomhedskrævende. Det har 809 prøvet at ændre på i 6 år – altså de har prøvet at få mig til at henvende mig til dem i 6 år – så det har 68 og 72 nok ikke de store chancer for at ændre på. Jeg VIL gerne, men jeg KAN ikke. På 809 ved personalet hvornår den er gal med mig af 6 års erfaring og kan gribe ind hurtigt, inden det går galt.

På 68 og 72 bliver det derfor OPBEVARING fremfor BEHANDLING og så kan jeg lige så godt blive hjemme eller tage livet af mig.

Jeg tror jeg har haft to samtaler med KM mens jeg har været indlagt på 68 og tre samtaler mens jeg har været i DAT-behandling og det er altså – i min bog – ikke nok til at vi kender hinanden godt. Jeg kender ingen læge og intet personale godt på hverken 68 eller 72. Jeg kender til gengæld næsten alle på 809 rigtig godt og stoler på dem.

Der er flere muligheder på 809, hvor vi kan gå ture eller bage eller lave andre aktiviteter mens vi samtaler om først ikke-farlige og så sidenhen også farlige emner. Sådan synes jeg en god behandling er. Sådan tør jeg åbne mig op.

Jeg har svært ved at komme til personalet – også selvom jeg har fået at vide, at jeg bare skal komme hvis der er noget. Det skal helst føles som om jeg bliver tvunget til at samtale før at jeg kan indgå i et sådan samarbejde.

Jeg lider af paranoid skizofreni og det er mine symptomer der plager mig og det ved de på 809, men på 68 og 72 tror de ikke jeg har disse symptomer, så derfor bliver jeg ikke behandlet herfor – men jeg har svært ved at tale om disse symptomer. Det tog mig år før jeg åbnede op omkring dette på 809.

Det er hvad der er svært for mig og derfor jeg gerne vil behandles på 809 fremfor 68 og 72.<< GB mener stadig at selvmordstanker kan klinge af efter et par dage. Hun mener bestemt jeg skal være indlagt i 7 dage og helst mere hvis det er nødvendigt, på trods af at min mand har læst et sted at man som regel er indlagt 1-2 dage. Der bliver sagt at den magtkamp der er mellem matriklerne ikke kommer mig til gode, men hun er hverken til at hugge eller stikke i. Nordstjernevej ser kun deres fordomme om mig. Selvfølgelig vil jeg hellere være et sted hvor de kan lide mig og vil behandle mig frem for et sted hvor de ser mig som manipulerende og opmærksomhedskrævende. Jeg bad afsnit 72 kigge i den samarbejdssamtale jeg har lavet med 809 for at få en bedre mere relevant behandling, men de har ikke gidet kigge i den. Jeg kan selvfølgelig ikke understrege nok, at jeg godt er klar over, at der skal være en LEDIG PLADS på 809 før jeg kan blive overført dertil. Jeg skal også sige, at min mand jo ikke er læge, men han ved dog en del om mig og hvordan jeg reagerer i mine dårlige perioder. Alligevel vælger man at ignorere hvad han siger og fokuserer mere på at han virker devaluerende overfor personalet. Mit ønske er derfor at få lavet en aftale om at blive overflyttet til 809 så snart plads haves, da det forkorter min indlæggelsestid og forhindrer mig i at selvskade. I taler om det gode patientforløb, medindragelse, medindflydelse, resonans og derfor mener jeg at mit ønske ikke er urimeligt. Jeg sendte denne klage til Centerchef BA, men han fastholder at gældende procedurer for indlæggelse er fulgt korrekt. Men så føler jeg ikke han har læst og forstået mit brev. Mvh, Sussi Malene Jacobsen Jeg fik så mulighed for at komme til dialogsamtale med en anden eller den nye klinikchef NR, hvor jeg læste følgende op. Det er meget det samme, men jeg føler ligesom ikke det trænger ind, så jeg prøver med nye vinkler: Jeg har jo allerede skrevet en klage og du har åbenbart fået præcis det samme ud af den som din forgænger, for jeg fik jo præcis det samme svar. Derfor har jeg nogle tilføjelser. Jeg må virkelig indrømme at jeg savner dengang PG og AP arbejdede her, for de var på patienternes side fremfor den ledelse der er her nu, der er på deres kollegers side. Men det jeg ikke tror jeg fik med i klagen var min store frygt og grunden til at jeg gerne vil indlægges på 809. Nemlig at jeg er bange for at jeg ikke får den behandling jeg har brug for. Fordi de på Nordstjernevej udskriver mig for tidligt. De vil jo bare udskrive mig dagen efter jeg er blevet indlagt, fordi de ikke kan gennemskue mig. Jeg frygter for mit liv når jeg er i disse situationer. Når jeg bliver indlagt vil jeg ikke have hjælp. Jeg prøver, men det er svært og jeg troede det var jeres job at hjælpe mig? Dette kan jeg bl.a. bevise ved at henvise til en uoverensstemmelse mellem to journalnotater fra henholdsvis læge og psykolog: Lægen skriver d. 5/8-2019: “Pt har ikke fremstået åbenlyst psykotisk under indlæggelsen – dog beskriver hun uvirkelighedsfornemmelse, hvilket hun afhjælper ved at køre med fingrene hen af bordet – dette mest udtalt ved lægesamtaler, observeres ikke med denne adfærd i miljøet.” Psykologen skriver imidlertid d. 2/8-2019: “Ut. bemærker at pt. sidder og kører fingrene langs bordkanten samt bordets overflade. Ut. har også observeret pt. gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Pt. forklarer, at det hjælper hende med bedre at mærke sig selv og omgivelserne. Pt. forklarer, at hun også har en “tangle” til dette og ut. opfordrer pt. til også at bruge denne” Jeg er ikke den eneste der her læser at lægen simpelthen ikke tror på at jeg fejler noget, og så er det jo klart at hun udskriver mig. En sygeplejerske fra 809 sagde en dag til mig: Din krop lukker ned og du er stoneface når du er ked af det eller vred. Det er meget svært at tyde mig, det er kun fordi hun kender mig at hun vidste den var gal. Jeg kan også have et lille smil på læberne, når jeg er ked af det og vred. Og jeg griner når jeg skammer mig, er sarkastisk når jeg er ude af den. Det er der mange der finder provokerende. Hvordan skal Nordstjernevej gennemskue dette med deres ressourcer og kompetencer? Når jeg måske bliver indlagt en uge om året, som det er nu? Jeg ved godt I siger at jeg skal åbne op og samarbejde. At jeg skal lære at bede om hjælp og lade dem hjælpe mig, men I må da kunne forstå at jeg som psykisk syg har nogle begrænsninger – nogle mangler som almindelige mennesker har let ved. Jeg kan ikke lære personalet på Nordstjernevej at kende – jeg kan ikke åbne op. Man kan sige at det var et heldigt uheld at 809 lærte mig at kende. De havde tiden med sig, jeg havde fast vagt i flere uger af gangen og jeg brugte meget tid i nær kontakt med dem. Det er ikke fordi at jeg er uvillig. Min modstand drejer sig måske om, at jeg ikke føler tillid og at jeg ikke føler de har det store ønske om at hjælpe mig. I får mig til at lyde som om jeg er den eneste vanskelige patient i verden. At jeg er den eneste der har disse problemer. Men jeg læste nogle opslag i en gruppe på Facebook af en pige der havde præcis de samme problemer som mig med behandlingssystemet. I har besluttet at jeg er manipulerende og opmærksomhedskrævende – det har jeg fået at vide af personalet. Sådan så de mig også på 809, men så lærte de mig at kende. Og så ser I mig åbenbart også som en person der kræver særbehandling. Det synes jeg ikke at jeg gør – jeg mener bare at I må have interesse i at behandle mig bedst muligt og jeg kræver jo ikke at komme foran i køen til 809. Jeg er udmærket klar over at der skal være en ledig plads. 809 bruger tid på at lære folk at kende. De vil gerne løse problemer – og jeg ved godt at jeg er et problem. De brugte mange ressourcer på at hjælpe mig. Jeg har talt med mange patienter der alle – hver og en – foretrækker 809 fremfor Nordstjernevej – og det var vel og mærke uden at jeg fortalte om mine præferencer først. F. eks. havde jeg en medpatient der var forsvundet i hendes sind, hendes mand var fortvivlet. Nordstjernevej opgav og kunne intet håb give. Da hun kom på Brøndbyøstervej sagde de at det skulle de nok klare og det gjorde de. Manden var lykkelig, han fik sin kone tilbage og hun fik livet igen. Og jeg havde en medpatient der var så ked af at komme på 809, fordi hun var vant til at blive indlagt på afsnit 72 og der var hun glad for at komme. Hun var ikke på 809 mange uger før hun i allerhøjeste grad foretrak 809 og håbede at hun altid måtte blive indlagt der. Og jeg kunne blive ved med sådanne historier. De siger på 809 at de engang også har været en del af betonpsykiatrien, før projekt bæltefri afdeling. Sådan har jeg aldrig oplevet dem – selvom jeg har været indlagt før projekt bæltefri afdeling. Men lige meget om de har eller ej, så er de kommet videre, hvor de på Nordstjernevej stadig ikke har set lyset. Det skal lige siges at det bestemt ikke altid har været lutter lagkage på 809, men som sagt gav de sig tid til mig og de svigtede aldrig min tillid. På 809 fortæller de at Nordstjernevej ellers godt kan lide at sende nogle patienter til Brøndbyøstervej i en allerhelvedes fart, mens andre holder de på. Deriblandt mig, hvilket jo er lidt sjovt, hvis de virkelig ikke kan holde mig ud. Så føles det ærlig talt som en straf. Men de holder jo også kun på mig for at kunne udskrive mig hurtigst muligt. Siden alt det her har stået på har jeg faktisk haft det værre end jeg nogensinde har haft det. Grunden til at jeg ikke forsøger selvmord eller selvskade er at min største frygt nu er at blive indlagt – og jeg har i forvejen altid været ret bange for at blive indlagt. Frygten er bare taget til, for jeg ved at jeg skal slås med læger på den ene side og min mand på den anden side. Læger der siger at jeg skal udskrives og min mand der siger at jeg har det for dårligt til at blive udskrevet – og selvom jeg ikke i situationen vil indrømme det, så har min mand faktisk ret, for han kender mig hvilket lægen ikke gør. Jeg ved godt at lægen har sin uddannelse, men det gør faktisk ikke en til menneskekender – specialist i psykisk sygdom måske, men ikke menneskekender. Den nye klinikchef NR var såmænd sød og empatisk nok – forstående og alt det der. Men han havde jo ikke tænkt sig at ændre på noget, så det var ren politikersnak. Men jeg tror heller ikke der er nogen der endnu har fattet hvad det er jeg klager over: At jeg ikke kan komme i kø til 809 så snart jeg henvender mig i skadestuen. Jeg skal simpelthen igennem 7 dages traume på afsnit 68 eller 72 før jeg kan komme i betragtning til 809. Og sidst jeg var der lød det som om at jeg godt kunne glemme alt om 809 fremover. Men jeg får jo heller ikke lov til at være indlagt på Nordstjernevej i de 7 dage der kræves, for de mener jo at jeg har det strålende dagen efter jeg har henvendt mig. Og i situationen er det jo fint med mig – det er bare ikke fint for min mand og en dag ender det måske galt, fordi jeg ikke kan kontrollere mig selv. Så nu ved jeg ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg må bare leve et liv i konstant forpinthed, for der er ingen der kan hjælpe mig. Jeg har støtte fra socialpsykiatrien, men det kan jeg faktisk ikke bruge til noget – jeg får altid at vide, at jeg bare skal tage mig sammen. Og jeg bliver fulgt i FACT (Distriktpsykiatrisk Center), og det hjælper måske en lille smule, men det er bare ikke nok når det virkelig brænder på. For mig er en indlæggelse … det er som om jeg går med de her store tunge tasker eller poser hele tiden, og når jeg så bliver indlagt, så overdrager jeg taskerne til dem, så de kan holde dem lidt for mig – så jeg kan slappe lidt af. Når jeg så bliver udskrevet har vi fået sorteret lidt i taskerne og jeg får dem tilbage lettere. Men når jeg kommer ud får jeg hurtigt fyldt i taskerne igen og de bliver tungere og tungere indtil jeg ikke kan bære dem længere. Jeg ved godt jeg plejer at se tingene fra en lidt mere humoristisk side, men der er ærlig talt ikke meget at grine af i den her fuldstændig håbløse situation :uh



Recently:


Comments


Name (required)

Email (required)

Website

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Share your wisdom