Jeg vil skrive om min indlæggelse på 4 uger, som jo skulle ha’ været 4 dage ifølge kontrakten, men et clue er, at de sagde, at de ikke havde set mig så dårlig siden for 2 år siden hvor jeg første gang blev indlagt i deres regi. De mener så at det er medicinsvigt der er synderen og skyndte sig at sætte mig i medicinsk behandling igen. Det drejede sig om måske to dage – og fra det meste medicin vil jeg sige, at jeg har erfaring med, at det stopper med at virke efter 3 måneder. Det begynder også først at virke efter 3 måneder. Men jeg lader dem blive i deres tro og samarbejder – i hvert fald nu og da :-D

Den 29/6 havde jeg det ikke så godt – jeg havde haft det dårligt i nogle dage og jeg skrev et brev med råb om hjælp til … jeg ved ikke hvem? Det endte dog med at blive et afskedsbrev. Jeg ville tage af sted når mandse faldt i søvn, så ville jeg tage på apoteket og købe Postafen – eller bare indtage de Rivotril jeg har … men jeg kunne selvfølgelig også prøve at ringe til 809 selvom det ville blive tæt på umuligt, fordi jeg er så bange for afvisning. Da kl. blev otte eller nærmere ni og mandse stadig ikke var faldet i søvn spurgte jeg ham om jeg måtte gå en tur. Det måtte jeg kun hvis jeg tog hunden med. Jeg tænkte, at jeg kunne sætte hende ved Netto og så ringe til mandse og sige hvor han kunne hente hende – så jeg gik … men jeg gik ikke i retning af Netto eller offentlig transport. Jeg gik den modsatte ved og så gjorde jeg det sværeste jeg har gjort meget længe. Der var en grund til jeg gjorde det. Jeg havde været til samtale på 809 med mine ”nye” bostøtter/dem der skulle tage over mens min bostøtte var syg – jeg havde været på 809 om tirsdagen eller onsdagen – og der sagde fast yndlingsKP nr. 1 at hun var der i weekenden og at jeg bare kunne ringe hvis der var noget. Jeg havde fået en invitation, og jeg benyttede mig af den. Det var fast yndlingsKP nr. 1 der tog telefonen. Jeg overvejede at smide på, men jeg sagde at det var Sussi. Hun ved jo godt jeg ikke ringer i tide og utide og når jeg ringer er det vigtigt. Jeg sagde hurtigt at jeg var ude at gå en tur og at jeg havde skrevet et afskedsbrev til Michael. Hun sagde jeg skulle vende om og bede Michael køre mig til PC Glostrup – så det gjorde jeg mens hun var i røret hele vejen tilbage. Jeg kunne høre der var travlt i den anden ende, så jeg sagde at jeg godt kunne klare det, men hun insisterede på at være i røret indtil jeg havde givet Michael beskeden.

Michael var ikke skideglad, for det var hans første arbejdsdag dagen efter og det ville ende med at han først kom i seng kl. 1:30, hvilket i øvrigt holdt stik. Det han ikke var skideglad for var, at vi begge vidste jeg havde haft det dårligt hele dagen og at jeg først tog handling nu, så han ville komme så sent hjem, når han skulle møde på job kl. 7 …

På Glostrup kom vi til at tale med en hel vildt dygtig sygeplejerske og senere en virkelig sød læge – nærmest i nuttet kategorien ;)

Da jeg endelig fik ro til at lægge mig i sengen med en af de gammeldags kugledyner over mig konstaterede jeg, at jeg faktisk var utrolig heldig, at jeg levede i Danmark – selvom noget af det der havde sat mig i denne situation var den nye regering. Frygten for forringelser – der KAN altså ikke spares mere nu!

Min KP i OP-team fortalte lige, at nu må de spare på taxakørsel, så jeg får nok ikke mulighed for at gå til psykologi på Kofoeds skole – noget der giver mig en smule livskvalitet – da jeg ikke kan transportere mig selv i myldretiden.

PC Glostrup – afsnit i68 hedder det vist – er udmærket, men det er ikke 809. På de fleste psykiatriske centre sidder personalet mest på kontoret og laver computerarbejde – og de spiser ikke sammen med patienterne – jow, der er muligvis en enkelt der bliver nødt til det, men vist ikke med deres gode vilje … På 809 sidder de i miljøet og taler med patienterne og de fleste spiser med til måltiderne. På 809 kender de ikke kun mit sygdomsforløb, de kender også mig – de behandler ikke kun min sygdom, de behandler hele mennesket. På andre psykiatriske afsnits kontorer kan man høre en ung sygeplejerske sukke ”Jeg keder mig!” Hvis man siger det til en ansat på 809 bliver de helt forvirrede at se på, for de keder sig sQ aldrig – hvis de keder sig går de ud i miljøet og siger ”Du keder dig, jeg keder mig – skal vi ikke spille et eller andet?” og når jeg så siger nej, finder de alligevel på noget at foretage sig, f.eks. hente rene dyner og hovedpuder.

Men jeg er selvfølgelig også farvet af at jeg har været stamgæst på 809 i to år og de kender mig rigtig godt – og selvom jeg ikke altid opføre mig lige pænt, så tror jeg egentlig godt de kan lide mig, de fleste. Jeg kan i hvert fald godt lide dem, de fleste ;)

Mandag husker jeg ikke andet end at overyndlingen spurgte om jeg havde fået brochuren og var næsten ved at hoppe af iver, men jeg havde ikke fået brochuren der. Jeg fik den dog senere på aftenen – det var om ”Skolen for Recovery” og jeg har tilmeldt mig deres introduktion i slutningen af denne måned :)

Tirsdag var en begivenhedsrig dag. hvor jeg havde mulighed for at komme i et skab fyldt med barberskrabere, så jeg kunne skære mig. Det var en UTH (utilsigtet hændelse) og forhåbentlig får de et bedre skab i fremtiden.

Jeg havde ellers overyndlingen som KP i dagvagt :-D men jeg havde det meget dårligt, så det gik alligevel ikke så godt. Jeg prøvede at flygte fra overlægen, hvilket er svært på et lukket afsnit :lol Hun ville have jeg skulle begynde at tage min medicin igen, som jeg ellers havde brugt den sidste uge på at trappe ud af – på eget initiativ og uden at tale med lægen om det – jeg taler jo blandt andet ikke med overlægen i OP-team. Det var kun 37,5 mg. Leponex, men jeg trappede meget langsomt ud selvom jeg nok bare kunne være stoppet.

Lægen var ikke i hendes habituelle :lol tilstand, som er en meget imødekommende slags, som lytter til patienten og laver planer med patienten. Det var åbenbart en stresset dag, så hun sagde at hun lagde 12,5 mg. Leponex op til mig, som hun forventede jeg tog til natten. Jeg sagde, at jeg nok skulle tage det – tror jeg :hmm – men at det sekund de lukkede mig ud ville jeg trappe ud af det igen :-D Dagen efter (onsdag) fik jeg en undskyldning-agtigt og vi talte sammen uden at hun var stresset og jeg var oppe at køre, og vi kom frem til, at jeg skulle tænke over om jeg ville fortsætte med Leponex eller jeg ville opstarte i et andet præparat. Min KP (stadig onsdag) morede sig over at vi sad på bænken i den nye sansehave mens overlægen sad på jorden – og mente at hvis overlægen kunne det, kunne hun også sidde på jorden til patientmødet. Dette var den engelske patient A noget irriteret over, for han var åbenbart røget i bælte fordi han havde siddet på gulvet/jorden (hans version og ikke noget jeg har tænkt mig at gå ind i :) )

Men tirsdag fortsatte jeg med at have det dårligt og jeg havde gemt barberblade i madrassen fra morgenens UTH. Desværre var jeg en anelse rundt på gulvet og to fra personalet var lige i røven på mig og konfiskerede dem med det samme :/ Det endte med at de måtte lægge sig på mig – hvilket er noget de gør, fordi det hjælper mig med at få det bedre. Men de lå oven på kugledynen, hvilket overyndlingen ikke er stor fan af – og hun havde også en PDA i lommen – og jeg råbte at jeg ville hjem. Så råbte hun, at det ville hun også – så lo vi, og det gjorde ondt på overyndlingen med hårde kugle og PDA under sig … så kom der en ung læge og syntes vi var mærkelige. Hun spurgte hvad der skete og var forvirrede over vi lo, da det jo var en dårlig patient hun skulle tale med. Så sagde jeg, at vi ville hjem – og så lo vi alle sammen igen på nær den unge læge, som bare må have tænkte at det var et galehus … hvilket det jo også var :lol

Men jeg endte med at få medicin med tvang :sad De var kun to om at holde mig, og jeg gjorde ikke modstand. Jeg har fået meget medicin med tvang denne gang, men kun én gang som sprøjte. Jeg endte med at kalde dem ”udskrivningspiller”, selvom de aldrig ville sige, at jeg kunne blive udskrevet hvis jeg tog dem. De sagde at det var et skridt på vejen.

Aftenen gik heller ikke så godt. Mandse var rigtig sur på mig, og jeg var stædig, så jeg sendte ham hjem. Vi var begge rigtig kede af det, og min dagens KP (A1) ville tale med os begge, men ingen af os ville tale med hende. Jeg måtte ikke komme ind på min stue, for så havde jeg aldrig gjort det ude blandt de andre patienter, men jeg havde stadig min nøglebrik og en nøglering … og den brugte jeg til at åbne såret fra tidligere. Jeg satte mig helt nede i den anden ende af gangen og håbede ingen af de andre patienter så mig, men sidenhen fik jeg at vide af patient D, at han havde set mig og at han var blevet bange – det har jeg det naturligvis stadig rigtig skidt med.

Jeg spiller meget Uno med patient-D og vi spiller da også Myretue med ”den yndling der aldrig fik en titel” og en anden patient jeg også har været meget indlagt med. Jeg vandt – woohoo! ;) P.S. … og jeg anede ikke hvad jeg lavede :lol

Men så var det også slut med en nøglering til mig! Også da vi fik nye nøgleringe nogle uger senere – der nåede jeg at have en nøglering i cirka 30 sekunder før min dagens KP tog den fra mig :sad

Jeg taler igen med overlægen og min faste yndlings KP nr. 1. Jeg vil gerne udskrives fordi jeg skal passe min bror og svigerindes hunde, og jeg vil gerne overholde mit løfte. Jeg vil også gerne på computercafé med min skønne niece og nevøsse. Jeg bliver ambitiøs og vil også gerne til min søsters fødselsdag. Men jeg er alt for syg til dette mener de, og hvis jeg var klar til det, var jeg også klar til at blive udskrevet. Jeg siger at sidst jeg var indlagt fik jeg da lov til at gå til psykologi på Kofoeds skole og til at komme ud at stemme. Så bliver min KP skide sur og jeg bliver virkelig overrasket, for jeg tror vitterlig aldrig hun er blevet så sur på mig før. Hun er måske ikke engang særlig sur, men jeg bliver bare virkelig overrasket. Det viser sig, at hun virkelig har kæmpet for at jeg fik lov til disse ting, så hun er sur over, at hun føler jeg bruger dem imod hende. Så tager lægen over og begynder at snakke, men jeg bliver mere og mere irriteret over at hun er så sur, og til sidst beslutter jeg mig for, at det her gider jeg simpelthen ikke at finde mig i, så jeg rejser mig op og går. Lægen tror jo nok det var noget hun sagde, men det forklarer jeg for hende senere at det ikke var.

De nye faciliteter er ikke ligefrem selvskade-gunstige. Der er ikke mange pærere eller andet man kan smadre. Jeg har brug for at komme af med nogle frustrationer … så jeg har et eller andet … håndklæde, lagen, viskestykke, noget af hospitalets som jeg har strimlet og jeg tager om halsen og ”strangulerer” mig selv med. Ikke nødvendigvis for at dø, men for at mærke at jeg lever … eller for at … jeg ved det ikke. Kort efter kommer lægen og min KP og min KP beder mig stoppe hvilket jeg gør. Jeg gør altid hvad hun siger :-D … næsten :wink

Men jeg bruger jo som sagt afsnittets håndklæder, lagener, viskestykker, tæpper og lignende til at strimle og tage om halsen – og personalet tager det fra mig så hurtigt de opdager det … og jeg laver nye strimler og så fremdeles. En fra personalet – lad os kalde hende A1 – siger at jeg skal bruge mine egne ting, for så er hun sikker på, at det går i sig selv. Jeg bliver helt ulykkelig og føler at hun siger, at jeg ikke har respekt for andres ting – hvilket jeg har – men hvis jeg var hjemme hos mig selv ville jeg også vælge at strimle mine håndklæder frem for mit tøj. Jeg bliver helt ude af den og vil starte en tilbagebetaling – jeg har vist 500 kr. i min pung til at starte med – men jeg må slet ikke få min pung før jeg er mere rolig … fuck, hvor jeg synes de er nogle idioter!

Dagen efter kan jeg se at personale-A1 er i aftenvagt sammen med tre vikarer. Jeg kan konstatere at det bliver en lorteaften, og jeg klynker til ”den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen” (det er så den titel hun har). Hun opfordrer mig til at lytte til en lydbog hun synes er god og lægger endda en seddel med titlen og ønsket om en god aften på min stue.

Til aftenmødet får jeg så at vide at jeg skal have personale-A1 som KP og jeg går i protest. Hun kommer hurtig ind og taler med mig. Jeg fortæller hende hvorfor jeg er sur – hvilket hun muligvis allerede ved – jeg har jo brokket mig til hendes kollega. Hun har så en anden vinkel på den, en anden måde at forstå det hun sagde på og jeg accepterer hendes forklaring og tilgiver hende :D

Dagen efter er der godt nok en anden der tager æren for det … men jeg har en fornemmelse af at det er den yndling der aldrig fik en titel der har luftet idéen og talt min sag. Det bliver i hvert fald besluttet og godkendt af afdelingssygeplejersken og den ass. afd. spl., at jeg må have et snørebånd til at ”lege med” :D Overyndlingen og fast yndlingsKP nr. 1 gør mig opmærksom på at det er afd. spl. som jeg påstår jeg ikke kan lide – jeg kaldte hende jo engang nazi afd. spl. og har aldrig taget det i mig – der har givet mig lov til dette. Men senere siger jeg, at det vel er fordi hun håber jeg kradser af af det … men den synes de altså er lige i overkanten … Og jeg kan i øvrigt godt lide hende – eller jeg kender hende ikke godt nok til at jeg kan sige hverken fra eller til :rollseyes

Men det holder ikke længe, for der er en anden personale – som jeg altså helt fantasiløst vælger at kalde A2 – der ikke lige kan have idéen om mig med sådan et farligt redskab på mig :wink Han er rigtig sød og meget forsigtig, så jeg aftaler med ham, at han kan holde snørebåndet og så kan jeg komme og bede om det når jeg skal bruge det. Men han kommer med alle mulige undskyldninger og krumspring og andre ting vi kan lave – hvilket jo er fint nok, men jeg fortryder dog lidt min aftale.

Der bruges blandt andet store isterninger (på størrelse med et engangs-plastikkrus) til at holde i hånden indtil det gør ondt som selvskade. Noget min nye faste KP – i stedet for hende jeg ikke var så begejstret for (jeg gentager ikke øgenavnene :-D ) – finder på. Det er faktisk en OK afledning, men desværre bliver jeg hurtig immun overfor denne form for selvskade :/

Jeg bruger de kommende dage til at spille bordtennis med A2 og der er også idrætsarrangement hvor vi vinder! :-D Jeg vinder bordtennis med ham 3 ud af 5 kampe … woohoo ;)

Patient-D og jeg ryger på min E-cigaret og det er der en personale der bliver sur over. Vi har det ellers så sjovt med det, patient-D begynder at grine højt hver gang han prøver og det er virkelig noget der gør os begge godt. Men hun beder så min faste yndlings KP 1 sige til mig, at det ikke er i orden. Min KP siger ikke at det er forbudt, men hun siger det alligevel lidt. Jeg bliver virkelig sur på hende – og det har jeg faktisk god grund til, som jeg ikke kan dele med dig kære nysgerrige læser :P … for man ved jo aldrig hvem der læser med :wink

… og derfra går det ellers ned ad bakke. Det bliver en helvedes aften, hvor jeg ender med at blive tvangstilbageholdt … fordi fast yndlings KP nr. 1 tager mig alvorligt. Tit når man beder sig udskrevet, trækker de bare på skuldrene og gør ikke mere ved sagen. Lægen er sød og vil selvfølgelig ikke udskrive mig – jeg er jo helt fra koncepterne ;) – men jeg siger til ham, at selvom en af de andre patienter lige har sagt til ham, at han er en dårlig læge … fordi han også udsatte hende for tvang, så synes jeg faktisk at han er god nok :)

Med helt fra koncepterne mener jeg, at jeg bryder ind i skabet, hvor de tidligere har haft barberblade (skrabere) og jeg er sur og kalder det en børnehave. Jeg forventer at fast yndlingsKP 1 responderer med et ”du opfører dig også som et barn” … men det gør hun slet ikke. Hun spørger hvad de kan gøre anderledes så det ikke føles som en børnehave.

Efter lægesamtalen går de alle sammen. Fast yndlings KP 1 går med en bemærkning om at hun tager mig alvorligt og ikke kan grine af det der foregår – for jeg er jo lidt … jeg er nået dertil hvor det hele er latterligt og til at grine af … men jeg bliver ked af, at hun går på den måde.

Jeg skriver til fast yndlings KP 1 at jeg er ked af de går og hun forklarer dagen efter at det i nogle situationer kan være godt lige at trække sig fra en situation. Jeg er også ked af, at jeg ”ikke er til at nå og gå i dialog med” før efter jeg har fået medicinen/tvang. Derefter ligger jeg mig på sengen og bliver talt til ro af hende.

Lægen er i øvrigt ikke begejstret for idéen med, at jeg har et snørebånd, som jeg kan bruge med det formål at ”strangulere” mig selv :-D

Der har været en skøn FADL-vagt den seneste tid, som jeg bare kan huske fra tidligere indlæggelser, hvor jeg også måtte fortælle ham, at han var fantastisk. Overyndlingen kalder ham vist ligefrem for svigermors drøm :lol Men han er bare fantastisk. FADL står jo for Foreningen Af Danske Lægestuderende. Men han vil desværre ikke være psykiater.

Nattevagten bliver om muligt værre. En anden FADL-vagt jeg også husker fra tidligere og som jeg faktisk aldrig har talt med fordi han er forfærdelig og kedelig og … argh! Jeg beder ham – kvart i midnat tror jeg nok – om at få min cola i køleskabet. Sukkerfri cola, en halv liter. Men han skal først spørge ”de voksne” :P som siger at det må jeg ikke :rollseyes Goddammit!!! Jeg kan få en lille tår i en kop *lmao* Jeg er 40 år og jeg kan ikke selv bestemme om jeg må få cola før sengetid :| Der står en maskine hvor jeg kan trække 27 kopper kaffe hvis jeg lyster og få meget mere koffein og sukker end der er i min halve liter cola. Men men men … :| Så derfor vimser jeg frem og tilbage deres kontor med en pose lakridser som jeg æder hele posen af – hvilket er en anelse tåbeligt :-D … og fast yndlings KP 1 får en skideballe dagen efter for det! (hun har det hårdt ;) ).

Næste dag starter i hvert fald godt. Godt nok noget overraskende, men det er jo trods alt en tosseanstalt :-D

Den yndling der aldrig fik en titel kommer ind på min stue en lørdag morgen – hvor man ikke bliver vækket og godt må sove længe – og danser en lille sejrsdans for ”vores sejr”. Vi vandt! Dette gjorde mig glad, for det viser mig, at jeg ikke kæmper alene. Og så er det skønt at se folk udtrykke glæde i det hele taget.

Jeg står op og går til morgenmad. Jeg mumler vist noget med at det jo var lidt tidligt og weekend og sådan. Hun bliver vist lidt flov, for hun troede at hun havde set mig og at jeg havde været oppe :)

Vi går i sansehaven og ligger i hængekøjen og taler sygdom og fremtid – hun gynger os frem og tilbage til jeg bliver halvdårlig :lol Det er dejligt vejr :)

Jeg har eftersamtale på tvangssituationen dagen før, og jeg ender med at må lave det hele om, fordi der går mere og mere op for mig. Jeg er jo nok lidt sur, og føler ikke de har gjort nok – men kommer i tanke om, at de faktisk havde prøvet forskellige tiltag. Desværre uden effekt :/

Fast yndlings KP 1 har i øvrigt brugt mange dage på at fortælle mig om forskellen på sygdom og adfærd – og at det med jeg griner er en forsvarsmekanisme, og at de/personalet også kun er mennesker og at de reagerer med en anden forsvarsmekanisme når jeg griner i en alvorlig situation. Men at hun mener min sygdom og adfærd hænger sammen, og ikke kan skilles ad, så hun synes ikke jeg kan gøre for det (den sidste er min egen tolkning, jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal skrive det). Der var også en personale der sagde at jeg havde været noget af en bitch før i tiden :O og hun sagde det med et smil, og jeg blev ikke ked af det, men alligevel berører det mig, så jeg nævnte det for yndlings KP 1 og hun synes ikke det var sådan en smart bemærkning og var vist heller ikke enig :-)

Det er en tid med rigtig mange tvangssituationer og det virker så voldsomt når man ikke ved hvad der sker, men kan fornemme noget og der er personale fra alle de andre afdelinger.

Den weekend tænkte jeg virkelig om det måske var personalet der gjorde det – optrappede konflikter – selvom det jo bl.a. var to af yndlingene

Søndag var jeg i sanserummet og det var søvndyssende :wink Den yndling der aldrig fik en titel gjorde en masse for at aflede mig, bl.a. tæve mig i kæmpe-dam. Sådan et skakbræt der står udenfor med kæmpe-brikker. Men enten er jeg bare dårlig eller også havde jeg for mange tanker til at koncentrere mig om spillet.

Hun lukkede mig ude fra min stue, så kunne jeg bl.a. ikke bruge mit snørebånd, så jeg bankede hovedet ind i muren i rygegården mens der ikke var andre. Hun vidste ikke hvad jeg foretog mig og jeg turde ikke indrømme det, så pludselig måtte jeg heller ikke være der. Hun er altså en meget rummelig personale, som tør tage mange chancer, men her var hun lidt bekymret.

I aftenvagten arbejder jeg med meningsfulde/lystbetonede aktiviteter til jeg kommer hjem og der igen en tvangslignende situation. De står tre personaler om mig, og vil have mig til at tage en pille. Jeg kigger på yndlings KP 1 – ser hende dybt i øjnene – men ser ikke hvad jeg leder efter, så kigger jeg overyndlingen dybt i øjnene, men finder det heller ikke der. Den sidste personale står og kigger op i loftet – hun vil ikke se mig i øjnene. Jeg tænker at jeg bare må klare mig uden det jeg leder efter og tager pillen.

Mandag/tirsdag sørgede den yndling der aldrig fik en titel for at jeg fik TF (terrænfrihed) med følge. Jeg var bekymret på hendes vegne, for det ville nok ikke blive populært af fast yndlings KP 1 og overlægen :/ Men sket er sket, gjort er gjort. Jeg takkede hende endda nogle dage senere og hun fortalte også at hun havde fået en skideballe – af hvem ved jeg ikke.

Men jeg kom i hvert fald ud at gå en 2-3 gange og det var jo dejligt :-)

Hun syntes vi skulle lave collager, så vi lavede collager – det var dagens aktivitetsperson A2 der stod for det og mange deltog.

Samme yndling kom til at sige, at hun troede jeg nogen gange sagde mine tanker højt og jeg er jo virkelig bange for at folk kan høre mine tanker, så jeg gik helt i sort!!! Denne dag var hun og A2 også en del efter mig følte jeg, men det er OK, for de gør det jo i god mening.

Om aftenen var der meget ballade – igen! Aftenvagten startede med at en ny patient, som vist lige var kommet ud af bælte – igen! – tog to urtepotter (meget letvægt, da der jo ikke er noget tungt kasteskyts eller ting man kan slå i stykker!) og kastede ind i hovedet på personalet. Jeg tror ikke der skete noget og jeg smilede skævt og tænkte ”You go girl!” ;) Men hun blev ved. Så smed hun MacD mad i hovedet på to andre. Det er vel også OK-sjovt. Men da vi var ude at gå tur var hun gået i kødet på A1 og overyndlingen kørte hende på skadestuen. Mere vidste vi som patienter ikke.

Jeg sad bl.a. med A1 i aktivitetsrummet. Jeg sad i en kuglestol og hun sad ved siden af. Der var en tvangssituation ude i dagligstuen med den engelske patient – patient-A – som jeg ikke kunne se, men jeg kunne høre at han skreg som om de var ved at slå ham ihjel. Jeg gemte mig nede i kuglestolen og tog kugledynen over hovedet. A1 sagde at det ikke var så slemt som det lød, hvilket beroligede mig en smule.

Men her får jeg for anden gang nærkontakt med A1 – hun ryster helt vildt og det er anden gang i dag jeg oplever dette, med lang tids mellemrum. Så lang tids mellemrum, at jeg tænker det var en helt anden dag. Jeg ved ikke hvordan jeg skal spørge, men jeg fortæller at min eks-svigerinde har en sygdom der gør at hun ryster, og spørger om A1 også har den sygdom? Hun siger så at det er dagens begivenheder der gør at hun ryster. Så begynder jeg at samle alle bidderne sammen og jeg er mildest talt chokeret. Men patient-D fortæller mig faktisk også at hun er blevet overfaldet. Jeg får flere dage senere at vide, at hun har fået en lille hjernerystelse. Jeg tænker det er urimeligt at man som ansat i psykiatrien skal bruges som boksebold, og jeg forstår virkelig godt at denne patient endte i bælte, for hvad fanden skal de gøre?

Sidst jeg var vidne til sådan en episode (på 811) var jeg og de øvrige patienter også helt enige om at denne patient for længst skulle være kommet i bælte. Vi anklagede faktisk den læge for at være for længe om at tage beslutningen. Det resulterede i at flere personalemedlemmer måtte en tur på hospitalet.

Ellers må de jo i fængsel, eller hvad?

Jeg synes også det er helt urimeligt, at en rigtig sød patient jeg lærte at kende … han spyttede på fast yndlings KP nr. 1. Det gør man bare ikke! Så jeg gav ham navnene på andre han kunne spytte på :lol Just kidding, det er ikke i orden!

Jeg ville væk derfra. Det var et mareridt at være der! Jeg havde kigget på en sten i haven og smidt den til side igen. Men nu ville jeg væk. En fra personalet ville ikke lukke mig derud, så jeg sparkede på døren til jeg blev ført væk.

En medpatient kan godt se jeg har det skidt og beder mig sætte sig hos dem. Jeg takker nej!

Fast yndlings KP nr. 2 lukker mig ud med en bemærkning om, at hun regner hun kan stole på mig. Det kan hun ikke!

Ude i haven er der jo 809′s fløj og så er der hvad jeg og patient-A troede var en ubrugt fløj. Alle planterne var visne og der var aldrig nogen at se. Jeg tager stenen og kaster den mod en rude, jeg vil flygte den vej. Jeg har ikke de store forventninger til mit forehavende, for det er jo selvfølgelig panserglas og det siger da også ”klonk” da den halve mursten rammer ruden. I desperation vælger jeg dog at give det et forsøg til og jeg kaster med endnu mere styrke endnu længere fra.

KLIRRR! 8-|

Der er to lag og jeg er igennem det første. Jeg prøver med benet at gøre hullet større. Pludselig kan jeg høre A2 komme løbende og jeg tager et stykke rude og vil skære mig i stedet, for noget skal jeg da have ud af det. Men så kommer A1 løbende og jeg råber jeg har et stykke glas i hånden, så hun ikke også skal skære sig. Jeg tænker at jeg tilføjer mere stress til A1′s tilstand.

Jeg spørge fast yndlings KP 2 og overyndlingen om de tror jeg er farlig – og de svarer ”kun for dig selv”.

Fast yndlings KP 2 sidder hos mig mens jeg prøver at falde i søvn. På et tidspunkt må hun gå og beder mig kalde på hende hvis det bliver for slemt. Men det tør jeg ikke, for jeg ved ikke hvor hun er, så jeg tager mit tøj på uden på nattøjet og så stiller jeg mig hen og kigger ind på kontoret. Overyndlingen kan straks se den er helt gal og så kommer jeg vist i kuglestol igen.

Onsdag vågnede jeg med samme fornemmelse som man har når man har været fuld og dummet sig og frygter at alle er sure på én :-D Det var ikke rart at se et skilt på havedøren – den have som alle havde glæde af og alle måtte bruge uden opsyn – hvor der stod ”Haven er lukket!” Det var ikke rart at se afd. spl. gå rundt derude og lede efter sten eller hvad ved jeg – og det var ikke rart at se havens krukker blive kørt væk. Det var slet ikke rart da patient-C – som brokker sig over alt – og i forvejen kun taler pænt til mig når hun skal låne noget tandtråd eller bestemme min påklædning – spurgte hvorfor vi ikke måtte komme i haven. En fra personalet forklarede at der var gået noget i stykker derude. Så begyndte patient-D at spørge efter strømper, for han havde haft et lille uheld derude (i rygegården), han havde skidt i bukserne. Men patient-C tror det er i haven og spørger så irriteret om det er derfor vi ikke må gå derud. Det var altså pænt sjovt.

Der var patientmøde og alle sagde at jeg havde klaret det godt, men jeg havde ikke gjort noget, så jeg ved ikke lige hvad jeg havde klaret godt :hmm

Vi var alle meget påvirkede af dagens hændelser og specielt A1′s tilstand, så fast yndlings KP 2 gav os en forklaring hun kunne stå inde for og som gav os patienter lidt ro i sjælen.

Torsdag endte jeg med at godkende den nye recovery mentor (en ansat med brugerbaggrund). Jeg var ellers lidt træt af at hun hele tiden præsenterede sig for mig, så det virkede som om hun ikke kunne huske mig fra dag til dag 8-| Hun gav mig både ball-stik massage på fødderne og vi gik en tur hvor hun bl.a. sagde, at personalet havde sagt jeg var fuld af løgn. Men fast yndlings KP 1 sagde at det nok var taget ud af kontekst, at det var en omskrivning til det værre osv. Der er jo nok sagt noget i den stil, og det er jo også korrekt, at jeg f.eks. bilder dem ind at jeg har mistet min nøglebrik og så er det fordi nogen har taget den fra mig, for at holde mig ude af stuen.

Om aftenen lavede jeg lort i den for mig selv igen. Fast yndlings KP 2 giver mig lov til at sidde i sanserummet alene, og så vælger jeg alligevel at tjekke døren ind til det næste rum. Døren står åben og der er en lampe med en pære jeg tager ud og smadrer. Jeg kan ikke skære mig særlig godt med den og nu kan jeg ikke sidde derinde alene selv :/ Øv, dumme syge Sussi :sad

Fredag var det meningen at jeg skulle udskrives og alle kom og ”lykønskede” mig. Jeg var bare slet ikke klar, men jeg tænkte at det måske var det rigtige … men altså at jeg så skulle ud og købe en OD piller. Jeg startede med at stille et stort smil op for lægen (den konstituerede klinikchef) som syntes det var dejligt med sådan et smil – men den yndling der ikke fik en titel gennemskuede den jo hurtigt … og spasserhatten skriver fandeme i min journal at jeg smiler fjoget, så skal han lade være med at sige noget andet – hmph! Jeg kunne ellers godt lide ham indtil jeg læste dette. Nåh men, yndlingen er usikker og der aftales at vi tales ved senere. I mellemtiden indrømmer jeg mine planer for yndlingen – og får det så fremstammet til den næste lægesamtale. Jeg fortryder selvfølgelig hurtigt … jeg får klaustrofobi af at være indespærret!

Lørdag vågner jeg op til en masse kaos – endnu en tvangssituation – og min faste yndlings KP 2 var syg :sad

Der var engang en klog kvinde der sagde til mig at hvis jeg var sur på den tidligere overlæge (som jeg ikke kunne lide, hun var enehersker på afdelingen) og afd. spl. så skulle jeg slå dem ihjel frem for mig selv. Det lyder selvfølgelig lidt makabert, men det der menes er, at jeg skal vende vreden udad og i sidste ende helst bruge den konstruktivt. Jeg havde tidligere brugt min vrede ude i haven med at sparke hårdt til fodbolden, men dette kunne jeg jo ikke længere takket være mig – den engelske patient, patient-A brokkede sig også tit over, at han ikke kunne komme i haven, men han bebrejdede ikke mig som sådan. Jeg vidste at jeg ville blive stoppet i mit forehavende, så jeg barrikaderede mig først på stuen – og så gik jeg ellers i gang med at sparke til alt og kaste rundt med ting. Så bankede den søde afdelingslæge på – jeg tror i hvert fald han er afdelingslæge, han er i hvert fald sød. Han bad mig fjerne sengen og det gør jeg. Jeg siger jeg vil udskrives og jeg er helt fra koncepterne – igen. Jeg får noget medicin og så kan vi snakkes ved. Men han kommer først tilbage efter jeg er faldet i søvn, og han har opretholdt tvangstilbageholdelsen.

Personale-A2 er min KP i aftenvagten og selvom han jo er mægtig sød og kæmper for at jeg skal have det godt, så ender jeg med at fortælle ham, at han altså er lidt [Navn]-agtig. Navnet er på den faste KP jeg ikke var så glad for, men som ikke arbejder der mere (tak FSM!)*

Søndag er der en patient der banker sig gennem panserruden på hans stue. De ringer alarm og mens der strømmer personale til går han ud af de døre de åbner. Det er i hvert fald den historie patient-D bildte mig ind. Vi så altså heller aldrig patienten igen, men jeg tror nu nok de fik ham indfanget, han er bare røget et andet sted hen. Men der er i hvert fald en del kaos. Patient-D spørger om vi skal dampe og jeg siger ja. Da jeg er på vej ind på min stue hører jeg døren til medicinrummet står åben – den driller så den skal lukkes manuelt. Jeg tænker at med så meget kaos er det nok en fejl og der er ikke nogen derinde – den står nemlig ofte og hyler, men som regel er der nogen derinde. Jeg tager i hvert fald chancen, jeg åbner døren og ser det stå tomt – og smækker døren i hovedet på patient-D. Det er han vist lidt skuffet over, jeg tror godt han ville have haft en Stesolid, men han bliver vist mest bekymret og går til personalet og siger hvad jeg har gjort.

Inde i medicinrummet leder jeg febrilsk efter Leponex, men finder ingen, så jeg tager Seroquel 200 mg. og popper piller ud af blisterpakningen. Jeg får kun fat i 5-6 stykker da et nyt personalemedlem kommer ind og stopper mig – jeg gør modstand og prøver at tage mit krus og komme vand i, så jeg kan synke pillerne. Han kalder vist alarm og så er de over mig. Igen står jeg med en fra personalet som før har stået og fået mig til at spytte piller ud i hånden på hende. Jeg ved faktisk ikke hvor jeg spytter pillerne hen eller hun graver dem ud af munden på mig, for jeg kan huske hendes fingre smager af tobak – hvilket ikke giver nogen mening, for jeg tror ikke at hun ryger…?

Så skal jeg have medicin igen og igen falder jeg i søvn. Da jeg stod op og gik ud i miljøet fik jeg at vide, at jeg skulle tage sko på. Jeg spurgte hvorfor og han sagde, at det var så jeg ikke faldt…?!? Så blev jeg en anelse hysterisk og muligvis også sarkastisk, så jeg blev tilbudt p.n. Jeg tog ikke imod det. ”Pas på, hun har en følelse, lad os medicinere alt væk!”

Begrundelsen på ”misforståelsen” var, at de jo ikke vidste hvad medicin jeg havde fået og jeg kunne jo være blevet meget sederet og sammen med strømpesokker er det åbenbart en farlig cocktail… ?!?

Jeg har ellers en god aften med A2 og han beder mig sætte sig med ham og spise. Den søde afdelingslæge er der også og jeg tænker ikke over at han vist også er jyde, for jeg giver den rigelig gas med jydejokes – specielt fordi A2 er en dårlig jyde der næsten ikke spiser nogen kartofler. Men jeg kan da se i journalen at lægen har beskrevet det som en hyggelig samtale og han spørger da jeg får det skidt senere hvad der er sket siden vi sad og hyggede i spisestuen – men det ved jeg ikke.

Og nu til al klynkeriet … (det er ikke helt så kronologisk) …

Den sidste tid jeg er indlagt er meget fyldt af patienter der ikke kan lide mig. To styks, den ene fordi han er bange for at det jeg laver når jeg kører fingrene hen ad væggen, at det handler om ham. Og D’s yndling sagde – da jeg fortalte at jeg ville hænge mig selv, hvis jeg fik en jeg ikke kan lide som KP – ”Lover du det?”

Så fortalte overlægen at det afsnit jeg havde kastet en sten gennem ruden, at det var lægernes afsnit og at jeg kunne have slået nogen ihjel 8-|

Der var også en aftenvagt hvor jeg ikke fik overyndligen som KP, så jeg blev virkelig ked af det. Hun sagde at det ikke havde noget med mig at gøre og vi kunne sagtens stadig tale sammen, men det er der jo ikke tid til når hun har sine egne patienter – jeg følte helt sikkert at det var mig, øv! :sad

Hun tog en plakat ned, som jeg havde mistænkt for at være i en glasramme. Det var noget nær den sidste mulighed for glas jeg kunne finde – altså bortset fra termokanderne måske. Men det er også lidt af en præstation at smugle en termokande ind på sin stue.

Patient-A fik et flip på to fra personalet, da de sad og talte frisurer mens den nye patient lå og skreg om hjælp. De kiggede helt uforstående på ham, for der sad jo en vagt ved den nye patient – men de tænker ikke over, at det måske er hverdag for dem. Det er det åbenbart også for mig, for det var først da han sagde det, at jeg tænkte … wow, fuck det er sygt det her!

Den yndling der ingen titel fik sagde at jeg gav mandse traumer når jeg gik ud for at suicidere mens han lå og sov. [Mandse vil også gerfne have, at jeg tilføjer, at hun sagde, at mandse forguder mig :-) ].

Overlægen anbefalede mig at læse ”The center cannot hold” af Elyn R. Saks.

Tilbage på sporet …

D. 22/7: Jeg var glad for at sige farvel til patient-D som blev udskrevet til åbent afsnit. Vi krammede og han sagde at jeg skyldte ham at redde hans liv :-)

En af de andre patienter sparkede en dør op om natten. Jeg overvejede at tage tøj på og prøve at komme ud også, men jeg opgav mit forehavende. Så fik jeg p.n. uden at bede om det – men jeg ville gerne have det. Patienten fortalte mig senere, at han var løbet lige ind i en betjent med hund, så han var hurtigt tilbage på afdelingen igen.

Jeg får at vide på netværksmødet, hvor det også bliver aftalt, at jeg skal have Abilify om morgenen og Zyprexa om aftenen – selvom de helst ønsker mig tilbage i monoterapi med Leponex – at jeg skal være stabil i tre dage, fordi jeg har været så dårlig og at de ikke har set mig så dårlig siden for to år siden. Det er fast yndlings KP nr. 2 der er meget bestemt omkring dette. Heldigvis er hun alligevel lidt bøjelig, for jeg klarer ikke rigtig de tre dage uden selvskade – men jeg bliver da alligevel udskrevet som ønsket. Hun når dog at gøre mig lidt dårlig, fordi hun siger at hun er bekymret – og så bliver jeg lidt bange for om jeg nu alligevel ikke kan klare det.

MEN DET KUNNE JEG! På mandag har jeg vist været udskrevet i to uger – jubihuu!

Mere kan jeg ikke huske. Jeg har ikke selv skrevet notater og jeg kan ikke læse journalen, da det er med 14 dages forsinkelse.

Jeg gider ikke læse korrektur, så jeg håber det var OK at læse. En anelse langt er jeg klar over :-D

I onsdags var jeg til lægesamtale hos overlægen på 809 hvor vi talte om mine symptomer og min diagnose – og det var en rigtig god og givende samtale :thumb

*Flyvende Spaghetti Monster

brickthroughwindow

 

 



Recently:


Comments


Name (required)

Email (required)

Website

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Share your wisdom