Da jeg kommer til afsnit 172 skal jeg visiteres og have patienttøj på. Det er rigtigt svært for mig, at skulle have dette tøj på, for jeg føler jeg bliver sygeliggjort og en del af en ”grå” (hvid) masse. Derfor bruger jeg et af de barberblade jeg (eller ”Syge Sussi”?) har smuglet med ind. Jeg gør ikke opmærksom på det, og prøver at skjule det (hvilket er svært, da blodet jo flyder en del), da jeg ved, at det får konsekvenser.

Men da klokken begynder at nærme sig midnat og jeg stadig ikke har fået min kl. 22-medicin må jeg jo spørge efter den (da jeg får Melatonin at sove på og faktisk ikke kan sove uden noget). Jeg stiller mig så de ikke kan se mine blodige bukser (det er jo svært at skjule når man har fået de ”hotte” hvide patientbukser på). Det går godt indtil den ene personale vil give mig medicinen og jeg kommer gående ned ad gangen. Så spørger han til det, og jeg siger det er et gammelt sår Det tror han åbenbart ikke på, så de henter mig ude hvor jeg er i færd med at ryge, og lægen tilser mit sår. Jeg siger, at det er gammelt, men det er bundet ind med papir og et par af de hvide patientunderbukser – og i øvrigt bløder det jo også temmelig meget, så de tror ikke rigtig på det

Jeg kommer til at grine, fordi jeg godt kan høre hvor tåbelig jeg lyder, og det reagerer de ikke så godt på. Da de finder endnu et barberblad og jeg ellers har forsikret dem om, at jeg ikke har flere får jeg at vide – af en personale der ellers ved tidligere indlæggelse har været superflink – at ”Det er ikke i orden”!

Og så kommer konsekvensen – jeg skal på akutstuen og de låser døren til toilettet. Den får jeg dog hurtigt åbnet.

Heldigvis har jeg allerede tidligere – inden jeg kom på akutstuen – aftalt med min søster, at i morgen skal jeg lade mig udskrive og komme ned til hende (det er min flinke svoger der har foreslået det ).

Mens jeg ligger og falder i søvn, kommer den læge der skal sy mig, for den første var åbenbart ikke i stand til det Det er hende der indlagde mig. Hun tror jo åbenbart jeg er et lille barn, så hun taler til mig som sådan: ”Du bliver altså nødt til at komme tætte på!” og ”Du bliver altså nødt til at ligge stille!” Så jeg falder vist mere eller mindre i søvn mens hun syr mig.

Næste dag byder på en god kontaktperson, som er vikar. Flere af hans slags Og udskrivningssamtale med en virkelig skøn læge – han er vist konstitueret overlæge på afsnittet og han er simpelthen så skøn. Sidst jeg var indlagt spurgte han, om jeg ville have 4 Movicol morgen eller 2 morgen og 2 aften. Jeg svarede, at jeg var ligeglad. Så sagde han ”Det tror jeg faktisk ikke du er – jeg tror bare ikke du vil besvære mig.” Han var også virkelig nem at tale med. Når alt dette er sagt, vil jeg så ”drille” lidt. For hvis han ikke havde haft et kort selv, tror jeg altså ikke, at de ville lukke ham ud For han virkede virkelig tankeforstyrret Men jeg talte sidenhen med min KP på afsnit 168 og hun mente, at det nok var fordi han er temmelig intelligent – og den tanke havde jeg faktisk haft

Han skriver i øvrigt i journalen: ”Udskrivningsaftale 25/7 fremsiger at patienten skal indlægges ved henvendelse i PAM som led alliance om behandling og for at forebygge suicidalitet.” Det er godt for mig at læse, for ofte føler jeg, at de ser mig som simulant – men de ville el næppe tilbyde mig nogen form for behandling, hvis jeg var simulant?

Jeg udskrives altså den 27/7-2023 og er hos min søster torsdag til fredag. Lørdag er vi på til brunch hos min søster og på netcafé med nevø og tre niecer. Det er skønt selvom nevøsse skyder mig HELE TIDEN!!!

Ugen efter forløber måske fint – jeg husker det ikke – men mandag den 7. august 2023 går det helt galt. Jeg tager i det lokale center og køber husholdningssprit og tændstikker. Jeg tager til PCG’s parkeringsplads på Brøndbyøstervej, fordi ”Syge Sussi” har overbevist mig om at cheflægen og ledelsen på afsnit 809 vil se mig brænde. Så står jeg ellers der og hælder sprit udover mig selv Heldigvis regner det og blæser, så jeg kan ikke få gang i tændstikkerne. Heldigvis kæmper JEG/Raske Sussi, så det skulle være tændstikker – jeg kunne jo bare have brugt stormlighteren.

Jeg hælder mere sprit udover mig selv og prøver endnu engang og tænde indtil flere tændstikker. Det lykkes (heldigvis!) ikke.

I frustration ringer jeg til Livslinien. Jeg fortæller hvad jeg har gang i, og hun siger at det må jeg ikke gøre med hende i røret. Jeg lægger på. Ringer igen og taler med en ny. Hun siger jeg skal gå i receptionen og fortælle hvad jeg har gang i. Jeg går til receptionen. ”Overyndlingen” står og taler med hende i receptionen. Jeg har ikke lyst til at tale med hende, så jeg stiller mig lidt på afstand til de er færdige. Så går jeg hen og siger at jeg har Livslinien i røret og hvad jeg har gjort. Hende i receptionen siger, at hun vil ringe efter en taxa der vil sende mig til PAM. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men det var i hvert fald ikke det Så jeg går. Jeg kan høre hende i receptionen kalder på overyndlingen og hun går efter mig og kalder vist mit navn. Jeg vidste ikke om hun kunne genkende mig – men det kunne hun åbenbart. Jeg går bare videre og hun giver op.

Jeg går rundt om brandvejen og tænder en smøg. Jeg tænker lidt om en glød vil antænde spritten og jeg vil futte af. Det sker ikke. Mandse siger at spritten hurtigt fordamper.

Jeg kan ikke helt husker hvad der sker herefter. Men jeg kan huske, at jeg ender i Glostrup. Jeg kan huske, at jeg googler Sjællandsgade Bad, men den har midlertidig lukket. Jeg ringer til Glostrup svømmehal og hører om mulighederne for at få et bad. Jeg spørger om man kan få en ”kabine” for sig selv, og han siger, at det kan man godt, hvis man har en gyldig grund. Så spørger jeg gudhjælpemig om ”psykisk sygdom” er en gyldig grund Det mener han, at det er

Men jeg kan ikke lige overskue at finde den svømmehal, så jeg skriver til min gamle chef i ASPA og en af medarbejderne (jeg husker kun at jeg skrev til min chef). Jeg spørger om hun kender et sted jeg kan få et bad, og få vasket tøj? Hun svarer om jeg mon har skrevet til den rigtige? Så forklarer jeg Hun spørger om hun må ringe til mig, og det må hun godt. Jeg husker ikke så meget af samtalen, og fordi jeg ikke kan det, gruer jeg over hvor ”vanvittig” jeg har lydt

Jeg frygtede, at den har været hel gal, når jeg ligefrem har hukommelsestab. Jeg plejer jo at skylde skylden på, at jeg har taget en masse piller. Men heldigvis kunne Mandse fortælle mig, at jeg havde sagt, jeg havde spist 5 mg. Rivotril og 15 mg. Truxal (jeg plejer at tage 1 mg. Rivotril). Det forklarer jo en del

I januar da jeg tog en overdosis havde jeg købt et standup show på nettet og lagt et musiknummer op på Mandses FB-profil med noget musik, jeg slet ikke kender? Jeg har hentet standup-showet, men jeg ved ikke om jeg har set det Men det er et jeg havde set i forvejen, og vist har på DVD, så det var ikke det bedste køb

Jeg tror jeg tjekker ind og ud på alle de bus- og togrejser jeg tager den dag. Mandse siger, at det er ret fjollet, at tjekke ind/ud når man skal dø, men jeg tror det er sådan en ”pr. automatik”-ting Men jeg ender med at ringe til Mandse (har han fortalt mig) og han henter mig på Brøndbyøster station. Jeg husker det ikke, og dér glemmer jeg så at tjekke ud.

Fornylig brokkede jeg mig over, at Mandse havde købt mad for ret mange penge på justeat, men han kunne så fortælle, at det var den dag og jeg også havde fået mad – jeg håber det smagte godt

Nå ja, og jeg har da så meget snøvs tilbage, at jeg husker at skrive til min chef og sige, at jeg er hjemme i god behold

Dagen efter kommer min bostøtte, og hun og Mandse er meget bekymret og ender med at få mig indlagt. Jeg er faktisk også selv temmelig bekymret Jeg tror det er første gang nogensinde, jeg har været (så) bekymret!

Min anden bostøtte tager med mig og Mandse til PAM. Først taler jeg/vi med en sygeplejerske som er meget ubehagelig. Hun taler til mig som om det er et forhør – så jeg går. Mandse går efter mig, men jeg siger, at jeg ikke vil tale med det kvindemenneske. Han får mig dog tilbage.

Så kommer lægen. Samme læge som indlagde mig sidst, denne gang er hun dog mere imødekommende. Mandse fortæller hende bl.a. at jeg har sagt til ham, at hvis han virkelig elsker mig, lader han mig tage de 100 stk. Truxal der ligger i handskerummet og holder mig i hånden til jeg dør Undskyld Mandse

Hun Brøset-scorer mig dog til voldrisiko moderat?!? Hvorledes? Jeg kan desværre ikke se hvad der ligger til grundlag for dette?

Jeg bliver indlagt på afsnit 168 og kort efter enkomst har jeg et stranguleringsforsøg. Bagefter skulle jeg naturligvis tvangsmedicineres Det blev med 4 mg Lorazepam i.m., hvilket er dobbeltdosis af, hvad de gav mig sidst jeg var indlagt og de tvangsmedicinerede mig.
Så ville de have min BH, så jeg ikke kunne hænge mig i den (jeg går aldrig uden BH, jeg sover med den på). Jeg har aldrig prøvet at hænge mig i min BH. Jeg modsatte mig dette, så en meget ubehagelig kvinde blev sat til at “hjælpe mig”. Hun lod mig vide, at jeg godt kunne samarbejde, for det var meget ubehageligt for hende. Gad vide om det ikke alligevel var mere ubehageligt for mig? Da jeg ikke ville samarbejde, var de flere om at gøre det (holde mig og tage den af). Nu er jeg ikke sart, men en del af dem var mænd.

Men en af mændene prøvede at få kontakt med mig. Han virkede som det eneste ordentlige menneske – måske han var min omsorgsperson? Det har de jo tidligere brugt på PCH, men det er længe siden, jeg har haft fornøjelsen af en omsorgsperson i tvangssituationer. Han var i hvert fald dygtig til sit arbejde.

Mit bælte tog de ikke. Jeg tænker, at et bælte er nemmere at hænge sig i, så jeg synes det virker som om, at de bare ville ydmyge mig.

De holdt mig stort set heller ikke og lagde mig i den rette stilling som de plejer. De hev stort set bare bukser ned og stak mig. Faktisk rart ikke at skulle udsættes for at fire mennesker fastholder én ved at ligge oven på mig.

Jeg gik direkte ud og satte mig under bruseren. Satte mig på afløbet og tændte bruseren, så der var vand ud på gangen. Jeg ved godt det ikke løser noget, men …

I frustration skar jeg mig bagefter to gange i benene. Så skulle jeg have yderligere 2 mg. Lorazepam. Dem tog jeg “frivilligt”, så jeg kunne spytte dem ud, da de ikke så det.
6 mg. Lorazepam indenfor en time. Det synes jeg virker af meget?

Den ubehagelige kvinde jeg nævnte er også typen der tidligere har bebrejdet mig for at smadre en kaffekande (bruge indmaden til selvskade), for nu kunne de andre patienter ikke få kaffe og har bebrejdet mig for at give personalet traumer (pga. blod).

Jeg bliver åbenbart aktiveret med bordtennis, det har jeg nok sagt til den flinke personale, at det har god effekt. Senere læser jeg, at lægen har vurderet mig til moderat voldsrisiko, så jeg går ind og brokker mig på kontoret, men får at vide, at det er ikke noget de går så højt op i, hvorpå jeg svarer: Jamen, det er jo heller ikke jer der fremstår som en eller anden voldspsykopat.

Den morgen har jeg et kikset stranguleringsforsøg, og de tager det da heller ikke særlig alvorligt De giver mig dog en hovedpude, og efterlade mig på gulvet, samt informerer mig om, at hvis det sker igen, kommer jeg på nul-stue

Mandse er syg (pga. stress ) så han kan komme med til lægesamtale. Vi taler med en god læge, og jeg fortæller ham, hvor svært det er at finde et godt alternativ til psykiatrien, hvor der samtidig er evidens. For alle behandlere har jo sjovt nok en succesrate på over 99% Han foreslår psykodynamisk terapi. Jeg kigger på det, fortæller min bostøtte om det, og sender hende en liste med de 9 behandlere i Region Hovedstaden der tager imod lægehenvisning og kan psykodynamisk terapi.

Min bostøtte vil så forsøge at kontakte dem alle, og det viser sig ikke at være det nemmeste i verden Faktisk er den ene 81 år (ingen fordomme, men alligevel ), det andet sted er hun nr. 63 der henvender sig efter ferien, det tredje sted mener de ikke at de kan hjælpe mig, når jeg er så syg, det fjerde sted … osv.

Min dagens kontaktperson er en jeg kender fra tidligere, som jeg rigtig godt kan lide, og som behandler mig – altså sådan at hun rent faktisk taler med mig. Med humor – bl.a. kalder hun mig for den levende fakkel eller sådan noget Lidt bizart måske Men hun er sådan en der kan få mig til at opføre mig ordentligt, og hun arrangerer følgende (fra journalnotat):

”Følgende er aftalt:
Tilladt selvskade: Strangulering uden knude + hovedbanken mod hård flade
Pt. har fået udleveret følgende effekter (bord, stol, tøj + BH og strømper, oplader med kort ledning, hørebøffer, diverse toiletartikler og sko uden snørebånd). Pt er informeret om at såfremt hun anvender effekterne til ikke tilladt selvskade/suicidal adfærd, da vil de blive inddraget. Pt accepterer dette.
Har ligeledes fået udleveret et sæt patienttøj, da pt bader med dette på som strategi.

Har fået udleveret et hovedpudebetræk som pt kan rive i stykker og bruge til strangulering uden knude.”

Patientrådgiveren besøger mig igen, og igen tror jeg egentlig ikke han spørger om jeg vil klage? Men han fortæller mig om hans hustru – jeg kan ikke lige huske hvad

Dagen efter kommer begge mine bostøtter til lægesamtale sammen med min mand og jeg. Det aftales at jeg flyttes til afsnit 811 (i løbet af få timer) og jeg bliver henvist til Akutteamet, da jeg ikke lige er interesseret i F-ACT

Lægen skriver i journalen: ”Pt er ked af de ting der skrives om hende i sin journal som hun mener er behæftet med fejl og misforståelser.”

Min (gode KP) og jeg har også eftersamtale på tvangssituationen (tvangsmedicinering og BH-tingen), hvilket jeg slet ikke er blevet tilbudt i juli måned, da jeg var indlagt på 801 og også blev udsat for tvang?

Til frokost observerer jeg følgende samtale:
Meget syg ung mand: Jeg spiser rigtig meget.
Personale: Det ved jeg godt, og du skal nok få meget mad. Og du må få al den mad, du har lyst til.

Jeg kunne have kysset hende Det var så sødt På Nordstjernevej står der altid frugt fremme, og tit også boller og kage m.v.

Og nu skal jeg videre til afsnit 811, og det bliver forhåbentlig sidste episode forever!!!

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6