Tre gange har jeg været indlagt på lukkede afdelinger – på tre forskellige psykiatriske centre.
Når jeg kigger i min journal var det frivilligt, men det føltes ikke altid sådan.
Af Sussi Malene Jacobsen
Forholdsvis harmløst
Første gang jeg blev indlagt, var på en skærmet afdeling på Nordvang, eller det der i dag
hedder Psykiatrisk Center Glostrup. Jeg var 27 år gammel. Sådan som jeg forstod det, var det
bare et nyt ord for en lukket afdeling, men jeg har for nylig erfaret, at det er en mildere form for
lukket afdeling.
Det var ikke mit ønske at komme på en lukket afdeling, men jeg var selv mødt op og de
vurderede at jeg havde det for dårligt til at være på en åben afdeling. Dengang vidste jeg intet
om livet på en psykiatrisk afdeling, men jeg var bare glad for at komme ”indenfor dørene”, da
det ikke ligefrem er det nemmeste i verden, når man har opbygget en god facade gennem
årene.
Man skal jo helst sidde og snitte sig selv i armene eller sidde med en sølvpapirhat på hovedet,
hvis man skal have en plads på en psykiatrisk afdeling.
Jeg husker det ikke som særlig forfærdeligt, men det gør min mand. Han har fortalt mig mange
gange at han var sikker på jeg ville blive mere syg af at være der. Der var blandt andet en ung
fyr der gik op og ned af gangen – op og ned igen og igen – i et par meget larmende bukser som i
hvert fald drev min mand til vanvid.
Jeg mindes egentlig mest tryghed og ingen frygt for at være indespærret. Men jeg mindes også
at jeg valgte ikke at tænke på det. Tænke på at jeg ikke kunne tage mit tøj og sige nu vil jeg
gerne ud. Kun et kort øjeblik tænkte jeg tanken, og der gibbede det lidt i mig.
Der var en fra personalet der gav sig god tid til at tale med mig – ikke om noget særligt – bare
hvad jeg havde på hjerte. Det var hvad jeg fortalte hende – hvad jeg havde på hjerte. Hun
beskrev min mor som en meget stærk kvinde, fordi hun havde gennemgået så meget svært og
hun sagde til mig, at man jo ikke kunne se på mig at jeg var psykisk syg.
Jeg erindrer en kvinde som var meget deprimeret og var hoppet ud foran en bil. Derfor fik hun
en regning fra politiet mens vi var indlagt.
Der var en meget speciel mand der konstant kom ind på mit eneværelse og lånte cigaretter. Jeg
sov meget og han forstyrrede meget.
Jeg husker at min niece ikke var særlig gammel og at hun ikke kunne få lov til at besøge mig. At
jeg sad og så børnemelodi grand prix og at jeg græd over disse skønne unger, mens jeg tænkte
på min niece, som jeg ikke kunne få lov til at se.
Jeg var der en uge og det er stort set hvad jeg kan huske.
Bagefter kom jeg på åben afdeling og var en tre-fire måneder. Der var et mindre tilbagefald hvor
jeg kom på lukket et lille døgn. Det var ganske forfærdeligt og jeg græd meget. Folk var meget
syge der i forhold til den anden skærmede afdeling.
Da der var aftensmad gik jeg ind med min tallerken mad og kiggede mig lidt rundt. Det var som
sagt nogle meget syge mennesker. Jeg så en ung pige som så ganske tilforladelig ud. Jeg
tænkte at hende ville jeg sætte mig ved og måske kunne jeg bruge min tid der i hendes selskab.
Men netop som jeg satte mig rejste hun sig op og skreg ”STRÅÅÅLER!” Hun havde bandager
om håndleddene fordi hun havde skåret armene op. Jeg var simpelthen så skræmt og fortsatte
med at græde til jeg fik lov til at komme tilbage til den åbne afdeling.
Frivillig tvang
Anden gang jeg kom på lukket var 10 år senere og bestemt ikke efter eget ønske. Jeg var
indlagt i rehabilitering på Psykiatrisk Center Ballerup og havde fået det dårligt. Jeg havde valgt
at lade facaden falde og kunne ikke få den på plads igen. De sagde til mig at jeg jo nok kunne
forstå, at de ikke kunne passe på mig. At de ikke turde tage det ansvar. Så jeg tænkte at jeg jo
nok var en stor byrde og at jeg måtte gøre som de sagde. At der intet valg var. Ifølge dem var
det helt frivilligt!
Tidligere på dagen var jeg blevet tilbudt p.n. indtil jeg overgav mig. P.n. er det medicin man får
ved behov, når man har angst eller uro – det er beroligende medicin, som er en fordel for
personalet og ikke altid for patienten. Medicinen er ikke altid så fantastisk som den lyder.
Lykkepiller gør dig jo f.eks. heller ikke lykkelig.
Det var naturligvis også helt frivilligt at tage p.n.-medicinen, men det føltes ikke sådan. Jeg var
ikke til fare for nogen – og da jeg havde fast vagt var jeg heller ikke til fare for mig selv. Jeg følte
at det var et overgreb – at jeg fik taget mine rettigheder fra mig og at jeg blev ydmyget også
selvom det foregik på en hel stilfærdig måde. Jeg ved jo af gode grunde ikke hvad der var sket
hvis jeg havde fortsat med at nægte.
Til den samtale jeg var til inden jeg kom på den lukkede blev de også ved med at spørge om jeg
var vred – og det var jeg virkelig, for jeg syntes at jeg fik en unfair behandling. Men det turde jeg
slet ikke sige, så jeg lukkede mig bare mere ind i mig selv. Jeg har læst i min journal at de
vurderede at min tilstand måtte sidestilles med psykose.
Da jeg kom ind på den lukkede afdeling satte jeg mig på en stol og så helt fortabt ud. Da hende
fra personalet fra rehabiliteringen havde afleveret mine ting gik hun – som jeg husker det sagde
hun ikke farvel, hun gav mig heller ikke et opmuntrende ord med på vejen. Hun er en af dem jeg
normalt anser for at være en god behandler.
Mens jeg sad der, bredte panikken sig. ”Jeg er spærret inde og jeg kan ikke komme ud. Hvad
hvis nogen overfalder mig – patient eller ansat? Har jeg nogen rettigheder?” Så begyndte jeg at
græde. Jeg græd stort set i to timer. Der lugtede sødligt, ingen snakkede med mig og jeg fik
intet værelse eller seng. Jeg lånte et toilet og jeg blev spurgt om jeg ville have frokost. Det var
alt – så var jeg bare overladt til mig selv. Jeg kom med selvmordstanker og ingen talte med mig.
Jeg sagde til ham der var min kontaktperson at jeg havde fået at vide, at jeg var der frivilligt. Min
søster havde talt med personalet på rehabiliteringen og fået at vide at jeg var der frivilligt – og
dette havde hun fortalt mig via SMS. Han sagde, at det var korrekt – jeg var der frivilligt. Jeg
sagde at så ville jeg gerne ud. Men han svarede, at så blev han nok nødt til at tilbageholde mig.
Jeg var der frivilligt, men det føltes bestemt ikke sådan.
Jeg har sagt til mig selv mange gange sidenhen at jeg må sætte mig grundigt ind i de regler for
tvang og jeg skal lære at sige konsekvent nej. De skal ikke slippe fra at udøve ”frivillig tvang” –
det skal dokumenteres som tvang hver gang de udøver det på mig.
Jeg ville tjekke deres medmenneskelighed, så jeg satte mig i sneen og tog min jakke af. De
kiggede ud på mig fra kontoret bag ruden og fortsatte så snakken derinde. Ganske almindelige
mennesker i helt almindeligt tøj, i en – for dem – helt almindelig arbejdssituation på en helt
almindelig hverdag. For mig var det en helt usædvanlig dag, et helt usædvanligt sted og jeg var
helt usædvanligt klædt en snevejrsdag bag et helt usædvanligt højt hegn.
Jeg gik ind igen og ville tage alle stolene der var sat op på et bord og vælte alle sammen på
gulvet, så de kunne se min frustration. Jeg har sidenhen fået at vide, at det var godt jeg ikke
gjorde det, for folk er kommet i bælte for mindre.
Så i stedet stillede jeg mig op og nedstirrede dem.
Kontorene på mange af afdelingerne på Psykiatrisk Center Ballerup har glasvægge. Det er nok
meningen af det skal føles mere imødekommende for patienterne, men det afhænger stadig
meget af dem der sidder bag ruden.
Jeg nedstirrede dem og de kiggede på mig forundret, sidenhen med ligegyldighed, så
arrogance og til sidst irritation.
Jeg tænker at de har syntes jeg var provokerende, men det var faktisk et råb om hjælp. ”Hjælp
mig, se mig. Jeg er alene og jeg er bange. Jeg er psykisk syg og ustabil – jeg er
selvmordstruet.” Det var dem der burde række ud efter mig og opføre sig ordentligt.
Men enten var de virkelig ligeglade eller også har de ikke været i stand til at se hvad det
handlede om – og det er inkompetence i begge tilfælde. I det ene tilfælde er det ligefrem
umenneskelighed.
Flugten
Heldigvis var der en dør der ikke smækkede og så tog jeg flugten ud af døren, ned i en kælder
og op i friheden. Jeg kunne ikke tro mit eget held og jeg havde det forrygende. Jeg var sluppet
væk fra det fængsel.
Jeg havde fået at vide af en veninde, at bare man kom uden for området, så kunne de ikke gøre
én noget. Så jeg spænede ud fra området. Jeg fandt siden hen ud af, at det havde været meget
amatør-agtigt, for jeg var løbet lige forbi det bur jeg havde været indespærret i. Det siger vel
også lidt om deres evner som ”fangevogtere”. Selvom de ikke ville kunne gøre mig noget løb jeg
over i et indkøbscenter i håb om at de ikke ville pågribe mig, hvis der var mange mennesker til
stede. Men netop som jeg var kommet derover støder jeg på en af de ansatte fra den
rehabiliteringsafdeling jeg kom fra til det lukkede afsnit. Jeg gik jo og storsmilede – aldrig havde
jeg følt mig så fri – men da jeg så denne ansatte gik jeg i panik og løb ind i en blindgyde.
Heldigvis skete der ingenting, for jeg fik senere at vide, at han jo ikke havde troet sine egne
øjne. Jeg burde ikke være der – ude i friheden – for han havde jo set mig blive slæbt over på den
lukkede afdeling.
Da jeg fandt ud af blindgyden, løb jeg ind i et boligområde – stadig i højt humør men helt
ufattelig paranoid. Efter at have vadet hele dette boligområde igennem endte jeg på en øde vej,
hvor der gik to busser. Den ene gik ikke på den tid af dagen og den anden gik i retning mod mit
fængsel. På daværende tidspunkt kunne jeg ikke forstå, at de ikke havde ringet til mig endnu.
Det viste sig at jeg havde mistet min telefon i flugten. Jeg blev så deprimeret at jeg ikke rigtig
magtede at gå videre, da området så temmelig håbløst ud. Jeg måtte tage turen med bussen
tilbage og forbi centret. Jeg forsvandt nærmest helt ned i sædet da vi kom forbi det psykiatriske
center. Intet skete.
Jeg tog videre til den nærmeste togstation og var sikker på at der ville være en politibil eller to
for at lede efter mig. Men heldigvis har politiet jo ikke mange ressourcer at gøre godt med. Jeg
måtte se at komme i kontakt med min familie. Jeg turde ikke tage hjem. Tanken om at blive
hentet af politiet foran naboerne skræmte mig fra det. Tanken om at blive hentet af politiet og
kylet ind på den lukkede skræmte mig i det hele taget!
Jeg besluttede mig for at tage ind til byen og finde en netcafé. Jeg tog til Nørreport station og
gik til hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade, hvor jeg hævede penge. Derefter gik jeg ind på
Guldbergsgade, fordi jeg var sikker på at de havde sporet mig, nu jeg havde hævet penge. Som
sagt var jeg en del paranoid.
Bagefter måtte jeg gå helt til Falkonér Allé for netcaféerne ligger åbenbart ikke side om side på
Jagtvej mere som de gjorde engang.
Jeg skrev til min mand. Han var meget lettet. Det var hele min familie. Jeg skrev at jeg havde
det godt, men at jeg ikke ville tilbage dertil. Jeg ville tilbage til den rehabilitering som jeg kom
fra. Han ringede og fortalte dem hvordan landet lå og det blev som jeg ønskede. Efter en
længere samtale opgav jeg endelig adressen på hvor jeg var og min mand hentede mig.
Selvmordsforsøg
Sidste gang jeg var på lukket afsnit var også i forbindelse med mit rehabiliteringsophold. Jeg
havde haft det skidt rigtig længe på daværende tidspunkt og endte med at prøve at tage mit
eget liv. Heldigvis fortrød jeg og ringede efter hjælp. Jeg blev hentet af en ambulance og endte i
koma og respirator. Bagefter blev jeg sendt på lukket afdeling på Brøndbylund som i dag hedder
Psykiatrisk Center Hvidovre. Der står i papirerne at jeg var der frivilligt. Jeg bad da heller ikke
om at gå på noget tidspunkt, men jeg havde da heller ikke bedt om at blive. Måske var det
meget godt, for hvis man ikke har været i konflikt med dem, tænker jeg at de finder en mere
stabil og man får hurtigere lov til at slippe fri.
Jeg tror jeg var der fire dage, men de første dage sov jeg. De sidste dage var jeg tilsyneladende
også meget omtåget. Jeg husker at det jeg tænkte, ikke gav mening når det kom ud af munden
på mig. Det lød som en båndoptager der blev spillet baglæns. I starten så min familie meget
bekymrede ud. Det var meget skræmmende at se deres bekymring. Jeg tænkte om jeg
nogensinde blev normal igen. Senere grinte de af min vrøvlen og det var mere betryggende. Det
endte da også med at give mere mening hvad jeg sagde.
De andre indtryk var en meget højrøstet manisk kvinde, en anorektisk pige og en hel del
patienter med faste vagter. Jeg husker slet ingen faste vagter på den skærmede afdeling jeg var
på på Nordvang.
Jeg havde ingen appetit og jeg tabte mig 5 kilo. Jeg havde besøg både af familie, veninder og
bostøtte.
Jeg husker at jeg var meget på når jeg skulle tale med lægerne, for jeg skulle bare ud derfra.
Man bliver ikke rask sådan et sted. Jeg husker at ud over lægesamtalerne, så var der ingen der
talte med mig. Jeg havde lige forsøgt et meget alvorligt suicidalforsøg, jeg havde været tæt på
at dø og ingen talte med mig om det. Det var ikke noget jeg tænkte på da jeg var der, og der gik
først en måned før jeg huskede det.
Jeg kom ud til en åben afdeling hvor jeg var fem dage (de to af dem på weekend med min
mand) og så var jeg helt ude i friheden igen.
Reflektion
Når jeg ser tilbage og reflekterer over mine oplevelser, så kan jeg ikke andet end at føle en vis
harme.
Det psykiatriske personale der med IMR (Illness Management & Recovery) blandt andet skal
lære os at afstigmatisere os selv og andre er lige så gode om at stigmatisere os som alle andre i
samfundet. Det er f.eks. ikke alle der mener at IMR er noget bevendt og at vi bare skal tage
vores medicin.
Jeg tænker at en kræftpatient der vælger at frasige sig den medicin der kan redde deres liv ikke
bliver tvangsmedicineret. Derfor tænker jeg at psykisk syge ikke anses som ligeværdige,
myndige mennesker med følelser. De kloge siger at skizofreni rammer dømmekraften, men alle
kan vel rammes af manglende dømmekraft – specielt kræftpatienter der står i noget af en
livsændrende situation?
Personalet lærer os at vi skal sige ”Jeg lider af skizofreni” og ikke være vores sygdom – ikke
sige ”Jeg er skizofren”. Men vi er jo skizofrene når vi alle bliver skåret over én kam. Jeg mener
at ligesom alle andre mennesker er vi psykisk syge også forskellige – nogle er voldelige, men
langt de fleste er ikke.
Jeg føler at alt ses i lyset af at vi er syge. Utilfredshed er f.eks. altid paranoia. Raske mennesker
er da også utilfredse. Hvis jeg f.eks. er utilfreds med at lægen vil fylde mig med medicin – og
den mest sederende medicin af slagsen, der er kendt for at give stor vægtøgning – så er jeg
paranoid. Så får man at vide, at man skal have tillid til lægen, for han ved bedst. Jeg vil mene at
jeg bedre ved hvordan medicinen føles på min krop og om den virker.
Vi må ikke vise vrede, for så er vi til fare for andre og så er det direkte i bælte. Raske
mennesker er da også vrede. At være vred behøver jo ikke resultere i at vi overfalder nogen? Vi
er ikke alle sammen de voldelige skizofrene som medierne gerne vil gøre os til og det burde et
personale der er vant til psykisk syge da vide – de burde ikke være uvidende.
Jeg har prøvet at to styks plejere har været for at give en besked de vurderede jeg ikke ville
være tilfreds med. Der var absolut ingen grund til at der skulle komme to og fortælle mig denne
besked – slet ikke når der kun var to på job og der er jo altid muligheden at andre patienter har
brug for hjælp. Jeg kan ikke andet end at tænke de vurderede jeg ville blive fysisk – jeg har
aldrig gjort et andet menneske fortræd! Jeg tænker at når man arbejder i psykiatrien, så har
man gjort mennesker fortræd ved bæltefiksering og tvangsmedicinering. Det er forskellen på
mig og dem.
Det er dem der begår overgreb på mennesker når de udøver tvang – også selvom det er ”frivillig
tvang”, som de gange jeg kom på den lukkede. For mig er det et mareridt at komme på en
lukket afdeling. Jeg kan ikke have tanken om, ikke at have ret til at gå ud hvis jeg ønsker det. At
jeg er i andres vold og at jeg ikke ved om jeg kan stole på dem. Hvis de udøver udåd mod mig
kan jeg ikke bevise det og det vil blive slået hen som endnu en psykisk syg med en lidt for livlig
fantasi. For der er jo brodne kar, det kan diverse dokumentarer fra forskellige institutioner jo
vidne om.
Det er muligt at jeg er paranoid, men hvis du tjekker hoveddøren en ekstra gang når du går i
seng, så synes jeg at du er paranoid.
Recently:
- Når facaden krakelerer
- Here we go again …
- Omsorg og inkompetence – og nye veje …
- Ikke brandbar
- Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
- … kvæler du jo barnet
- Når du strammer garnet …
- Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
- Reset – endnu en ny start
- Tre måneder lang indlæggelse – del 6
