Torsdag den 18. marts 2021 tog jeg lidt for mange Rivotril med henblik på at tage livet af mig selv. Jeg var nået dertil hvor jeg ikke følte at nogen kunne hjælpe mig. Jeg ville hjælpe den næste ”mig” med at få hjælp, så jeg skrev et opslag i en Facebook gruppe – fra en anonym profil – og det gik naturligvis ikke helt som planlagt Nogen ville selvfølgelig hjælpe mig, mens admin slettede mit opslag. En af dem der hjalp mig, fik til sidst min adresse ud af mig og så kom politiet. Og så kom der en ambulance. Jeg tror selv jeg gik ned i ambulancen, men på meget usikre ben. Jeg tror faktisk jeg tænkte at jeg ville falde ned af alle trapperne

På hospitalet gik der vist ikke længe før at Mandse kom. Så han har fortalt mig lidt. I hvert fald at han havde sagt til lægen, at hun burde blive psykiater. For hun fik alt ud af mig – hvad det så end var Men jeg tror måske også at den høje dosis Rivotril spillede ind.

Da jeg køres til Psykiatrisk Akutmodtagelse (PAM) er det med en portør, for at holde øje med, at jeg ikke stikker af – ligesom jeg har haft fast vagt mens jeg har været indlagt på skadestuen. Da vi ankommer til PAM, tænker portøren vel, at nu er der nogen til at tage over, så han kan tage tilbage. På PAM tænker de åbenbart … hun kan godt klare sig selv mens jeg lige tjekker hendes journal (eller hvad de lige tjekker). Og jeg tænker: Nu beder jeg om at komme ud at ryge (jeg ryger ikke, men det ved de jo ikke) og så daffer jeg af. Så jeg smutter en tur på apoteket og køber nogle antihistaminer. Så ringer PAM og beder mig komme tilbage. Da jeg ikke gider, ringer de til min mand, som også ringer til mig – og så beslutter jeg mig for at gøre som han siger. Jeg har godt nok lige købt piller, men jeg venter på at Mandse kommer og henter mig. Jeg følger med til PAM, selvom jeg slet ikke har lyst. Jeg gider ikke Nordstjernevej, som man jo skal indlægges på.

Bagefter siger jeg farvel til Mandse og skal til afsnit 168. Da vi kommer dertil skriger alt i mig ”flygt!” og jeg nægter at samarbejde. Jeg vil ikke indlægges. Jeg vil ikke visiteres og jeg vil (åbenbart) heller ikke testes for corona. Jeg bliver tvangstilbageholdt.

Det er jeg noget utilfreds med, så jeg beslutter mig for at rive et gardin ned (som i øvrigt sagtens kan sættes op bagefter). Det er de ikke helt tilfredse med, så jeg får tæsk Det er i hvert fald min udlægning

Den mandlige behandler der står ved vinduet bliver sur og skubber mig væk – han skubber så hårdt at jeg bliver forskrækket og mister balancen. For ikke at falde griber jeg ud efter hvad som helst. Dette ser tilsyneladende – fra hans kollegas synspunkt – ud som om at jeg slår ud efter ham. Noget jeg aldrig kunne finde på lige meget hvor syg jeg er. Jeg kan ikke mindes nogensinde at være blevet beskyldt for at være voldelig mod hverken mennesker eller dyr. Snarere tværtom.

Jeg havde faktisk en behandlingskontrakt med afsnit 809, hvor der står at jeg er bange for at gøre noget der kan skade andre mennesker.

Fordi han åbenbart kan mærke min arm på hans skulder (det kan umuligt have føltes som et slag) beslutter han sig for at skubbe til mig igen. Jeg er dybt chokeret over denne aggressive adfærd og beslutter mig for at flygte. Jeg har fået at vide, at jeg ikke må komme i fællesmiljøet uden mit mundbind, så jeg vil tage det på. Under mundbindet har jeg en til mundbindet, for bedre at kunne trække vejret. Jeg griber ud efter denne og går ud af døren til fællesmiljøet/gangen. Der bliver jeg kastet op af væggen med ansigtet mod væggen, fordi de ser denne indermaske som en stor trussel. Jeg bliver kastet så hårdt at jeg får en stor bule og vi tror også at mine briller bliver ridsede, men det viser sig kun at være maling der kan vaskes af. Den store bule giver dagen efter et brillehæmatom, som først forsvinder efter minimum 2 uger og den store bule er så stor at en af hans kollegaer ringer og spørger lægen om den skal tilses. Min mand tager et billede af den dagen efter, men der er den allerede halveret i størrelse, sagde den omtalte ansatte. Jeg tror et kort øjeblik også at mine briller flyver af mig, men det er indermasken jeg ser trille henad gulvet. Det sker da de har væltet mig ned på gulvet, og han lægger sig oven på min arm. Jeg skriger i smerte! Men han fortsætter med at lægge al sin kraft på min albue. Jeg opdager dagen efter at jeg har fået et kæmpe blåt mærke i armhulen – og det er ikke et stikmærke fra en blodprøve, da jeg ikke er blevet stukket i den arm – man kan i øvrigt også se hans fingre som små blå mærker under det store blå mærke. Hans kollega der har fat i den anden side har helt stille og roligt fat i mig, jeg mærker slet ikke vedkommende. Jeg er så dybt rystet over denne oplevelse, for jeg er ikke vant til at folk udtrykker sig så voldeligt og jeg var jo slet ikke forberedt på at blive overfaldet. Jeg ved godt det ikke er okay at hive gardiner ned, men jeg synes måske ikke det jeg gjorde kunne stå mål med reaktionen.

Derudover blev JEG brøset-scoret til 5 Dvs. at jeg scorede (godt nok 0 på forvirring), men ellers scorede jeg på irritabilitet (fair nok), støjende adfærd (ja, jeg skreg jo af smerte), fysiske trusler (wtf? ), verbale trusler (igen wtf?) og angreb på ting eller genstand (gardinerne – jaja). Konklusion: Høj voldsrisiko! Det har jeg dælduskemig aldrig prøvet før?

Da jeg spurgte hvorfor jeg scorede på verbale trusler fik jeg at vide, at det var fordi jeg havde kaldt ham en voldspsykopat – og det indrømmer jeg gerne at jeg gjorde for det mener jeg faktisk at han var. Men jeg har efterfølgende fået at vide, at voldspsykopat ikke er en trussel, så jeg vil gerne vide hvad de trusler var – for igen må jeg sige, at jeg aldrig har truet nogen med noget der kan tolkes som aggressivt.

Manden/voldspsykopaten gav mig et sødt smil og bad om et kram senere på aftenen. Det gav jeg ham selvom jeg slet ikke havde lyst til det, men jeg havde ikke lyst til at afvise ham. Og så vil jeg sige, at jeg ville ønske at han havde givet mig det smil og det kram tidligere på dagen, for så var det ikke endt sådan.

Både patientklagenævnet og politiet konkluderede at sådan en behandling er helt fair …?!?

Den overlæge der får mig til at se rødt (KM) skriver: ”Pt er netop ankommet til afsnittet og i forbindelse med at man har tilbudt pt visitering af ejendele har pt haft pludselig udadreagerende adfærd.” Jeg vidste sQ ikke at det var et tilbud? Kan man sige nej til et tilbud? Det synes jeg da at jeg i den grad prøvede?

Hun skriver yderligere: ”Pt er umiddelbart svært devaluerende overfor ut. Er sarkastisk og nedladende med personlige kommentarer ift ut. Ønsker i første omgang slet ikke at tale med ut. Angiver at man ikke vil hjælpe hende og vil hindre hende i at blive overflyttet til afdeling 809.”

Jeg siger bl.a. til hende om hun ved hvad forskellen på afsnit 168 og 809 er? På afsnit 809 siger de om de skal sidde ved mig en halv time efter jeg har fået beroligende medicin (som hun netop har tilbudt mig) og på 168 er de fuldstædig ligeglade om man tager det eller ej og tilbyder ingen nærvær.

Den ene som fastholder mig tilbyder så at sidde hos mig i en halv time efter jeg har taget medicinen – og det accepterer jeg

Derefter fremstår jeg åbenbart smilende og joker lidt med en fast kontaktperson (hvilken jeg slet ikke kan huske og som jeg ikke lige kan gætte hvem er da jeg ikke har nogen faste KPer på 168?).

Nåh men, de har glemt noget da de visiterer mig (frivilligt). Jeg har en ”venflon” (som er det drop de ofte lægger når man bliver indlagt på somatisk hospital) i armen og den åbner jeg og blodet flyder ganske langsomt, men dog så hurtigt at der når at komme et par deciliter på gulvet (hvilket godt kan virke af meget når man ser det). Min nye KP som jeg hurtigt bliver glad for, bliver mistænksom af en eller andet grund og tjekker hurtigt til mig, og der opdager hun det altså. Hun trykker åbenbart også alarm så de var nok trætte af mig den dag Og jeg får fast vagt Og selvom jeg har fast vagt formår jeg åbenbart også at prøve at strangulere mig med et snørebånd

Men jeg spiller bl.a. bordtennis med den studerende som er rigtig sød og ekstrem dygtig til at pode i forbindelse med testning for corona.

Sidst jeg var indlagt på afsnit 168, havde jeg en virkelig sød KP og jeg er så heldig at få ham som KP næste dag i dagvagt, selvom han desværre er blevet konstitueret afdelingssygeplejerske Desværre fordi de jo ikke altid har så meget med patienterne at gøre og når nu han er så god og sød.

Jeg tror nok det er den læge jeg taler med næste morgen som er en jeg husker fra helt tilbage da jeg i starten blev indlagt på 809. Han smiler selvtilfreds da jeg siger jeg kan huske ham, for han tror det er en god ting – men jeg husker ham faktisk fordi jeg synes han var et fjols der altid havde dårlige nyheder Mandse er med telefonisk og er ganske utilfreds med forløbet dagen før og det de har skrevet om mig.

Da KP fra dagen før kommer i aftenvagten er jeg noget utilfreds med hende. Jeg er utilfreds med at hun har brøset-scoret mig til 5 og i det hele taget hvad hun har skrevet om mig. Hun siger at vi kan lave en eftersamtale, så min version også bliver dokumenteret. Efter jeg har tilgivet hende joker vi med at psykiatriske patienter altid fyrer personalet og alle andre i øvrigt (bl.a. så jeg engang en af mine medpatienter fyre en buschauffør), så jeg siger at jeg fyrer hende hvis der bliver mere – og derefter tjekker hun altid om hun er fyret hver gang hun møder ind i vagt

Vi joker også med at jeg siger ”Ja OK” til alt hvad min mor – og min KP i øvrigt – siger og at min KP synes det lyder som ”Ja ja, fuck dig”. Så derefter siger jeg ”Ja OK” til det meste min KP siger

En af de første par dage får jeg udleveret et gult og et rødt kort som jeg skal bruge når jeg har det skidt (fordi jeg ikke kan bede om hjælp). Det gule hvis jeg har det skidt, men kan vente så og så lang tid og det røde hvis det skal være NU! På afsnit 168 arbejder de nemlig DAT-orienteret. Jeg er ikke begejstret for DAT. Hvis jeg skal forklare det med egne ord (og det skal jeg ), så er DAT den metode der gør, at personalet ignorerer dig eller ligefrem bebrejder dig hvis du har det skidt og har gjort skade på dig selv (de vil så sige at det er fordi man ikke skal belønnes når man har selvskadet, men et venligt ord er vel næppe en belønning, eller hvad?).

Ja altså de arbejder også DAT-orienteret på 809, men er knap så fanatiske

Da tvangen skal revurderes på tredje dagen (det skal den nemlig) har jeg en samtale med den overlæge der ser rødt når hun ser mig (LER) (og altså ikke den overlæge der får mig til at se rødt ). Af journalnotatet fremgår det at vi har en helt normal samtale og at hun forstår mig. Det kan jeg ikke huske og det lyder meget usandsynligt, men okay. Hun har læst noget som jeg har skrevet og det er ellers noget jeg har skrevet til den overlæge der får mig til at se rødt. Hvis jeg skal vælge af de to læger, så kan jeg bedst lide hende der får mig til at se rødt, for hun er knap så sur som den anden – hun er virkelig arrig Tvangen ophæves i øvrigt, da jeg er samarbejdsvillig

Kort tid efter skriver hun igen:

kl 11:40: Smadret et lysstofrør og skåret sig med det (”Pt sidder i en blodpøl, er apatisk”)

Kl 11:55.: Jeg var i haven og pille ved nogle roser med torne på. Hun kommer ud og skælder mig ud. Hun ser RØDT med andre ord Hun giver mig fast vagt igen

kl 12:10: Der er alarm, fordi jeg er løbet med en tallerken og har smadret den inde på et toilet – de tiltvinger sig adgang til toilettet.

På AKUT STUEN (det er et fucking psyko-rum med plastikgardiner og en seng i midten af rummet, så man bedre kan komme til at komme rundt om den og lægge folk i bælte – og ellers intet andet!): Som jeg forstår det hun skriver er hun villig til at udskrive mig, hvis jeg havde holdt fast i det.
Men hun skriver bl.a. ”Det viser sig, at pt netop har aflyst ÆF’s besøg her til eftermiddag.” Det er simpelthen så frækt! Det var hende der sagde til mig i haven, at det var bedst hvis min mand ikke kom, så jeg aflyste naturligvis

I øvrigt så fjernede de lynhurtigt det andet lysstofrør som jeg også havde set som en mulighed til selvskade!!! Uforskammet

Det er først her på tredjedagen at de melder mig til overflytning til 809, selvom hun (KM, den overlæger der får mig til at se rødt) sagde på førstedagen at hun havde talt med overlægen på 809 om at jeg kunne blive overflyttet – men jeg er åbenbart først stabil nu?

Åh Gud. Jeg havde helt glemt verdens mest irriterende mand. Hvordan kan man være så irriterende når man ikke engang er særlig gammel? Det er psykologen jeg taler om. Magen til hippie Og han jagtede mig resten af tiden jeg var indlagt på 168!!! Jeg flygtede fra ham! Jeg fortalte til min KP og til den overlæge der får mig til at se rødt hvor meget han irriterede mig og hun sladrede til ham. Han tog det nu meget pænt, grinte lidt

Næste dag har jeg gang i indmaden fra en thekande og senere på dagen en løkke om halsen Jeg kommer bl.a. på akutstuen hvor jeg formår at ødelægge en dyne og 2 stk. personaler må fjerne den fra mig og jeg banker hænder og hoved på vinduet. Jeg får også at vide, at jeg ikke må ødelægge deres stikkontakter

Om natten sker der et eller andet på den anden gang og alt personalet er væk fra kontoret og ikke til at komme til. Fedt hvis man havde haft det psykisk dårligt. Nu havde jeg blot hovedpine. Men de var væk i en times tid, hvor jeg gik og vandrede ude i havem. Åbenbart er døren til haven ikke normalt åben, men det var lige en fejl altså …?

Den nye KP jeg har fået og som jeg er glad for (hende den sjove der tilbød at sidde hos mig da jeg blev indlagt) sørger hele tiden for, at jeg ikke laver ballade – men når hun siger, at jeg ikke må ridse mig, så strimler jeg bare et lagen i stedet for (som jeg bruger til stranguleringsforsøg ). Så jeg gør sådan set hvad hun siger, jeg udvider bare repertoiret

Det er bare umuligt at få en kuglepen på 168!!! Og det skal jeg altså bruge til mine numre Så jeg må stjæle plastikskilte fra stuerne i stedet – altså dem der hænger ude foran stuerne. Og jeg bliver opdaget indimellem. Men de kan ikke finde dem når jeg gemmer dem Det vil sige det kan rengøringen fandeme godt – goddammit!!!

Den gode KP laver ugeskema med mig, så jeg ved hvad jeg skal lave og jeg ikke laver unoder Jeg får også ball-stik massage af ergoen, som er herrenice :-)

Den aften har jeg en kontaktperson der er lidt af en sølvpapirshat. Jeg sidder i aktivitetsrummet og lytter til ham, da jeg skal undersøge den lampe der er i rummet. Han er bare ikke sådan at slå ud, han taler virkelig meget Bl.a. siger han om den overlæge der ser rødt når hun ser mig: ”Dem man møder på sin vej op møder man også på sin vej ned.” (noget i den stil). Jeg tænker at han ikke mener hun er særlig … behandler alle folk lige …? Det er bl.a. fordi jeg siger til ham, at hvis hun ikke ligefrem har en samtale med mig, så kigger hun lige igennem mig – som i altid. Hun kan IKKE lide mig og hun ignorerer mig for fuld skrue. Det er IKKE fordi hun altid har travlt og bla bla bla. Jeg har mødt masser af læger og jeg har prøvet læger der har råbt af mig bare for at hilse på mig.

Om natten har jeg et stranguleringsforsøg og herefter er der en der er sød ved mig. Det er der en anden der skal ødelægge ved at være modbydelig ved mig. Jeg husker ikke præcis hvordan, men i journalen står der … ”men bliver ved påmindelse om aftaler lavet med kp, irritabel og kaster med glas samt smækker med døren” og intet om at man bliver bebrejdet og hvad de ellers kan finde på på 168. Da de går bruger jeg noget af det miljøforurenende plastikbestik til at ridse mig i benet.

Nåh ja, jeg har glemt at fortælle at de en af dagene, hvor jeg havde det skidt gav mig mad på en paptallerken og uden bestik, fordi de var bange for at jeg brugte bestikket til noget. Så kunne jeg ellers spise råkostsalat med fingrene

Og den følgende dag (nu er vi igen videre i beretningen) siger jeg til min KP at porcelæn er en stor trigger for mig og at jeg helst vil spise på stuen med pap og plastik service.

Jeg kommer til at smadre endnu en termokande og bliver megabebrejdet af personalet. Jeg har en antistressbold, som er MEGA stressende, for den EKSPLODERER og der er små gelebolde overalt. Jeg tænker jo bare, at nu vil personalet blive sure på mig igen

Jeg husker det ikke helt præcis, men jeg ønsker mig udskrevet og så kommer den overlæge der får mig til at se rødt og taler med mig. Mens hun taler til mig sidder jeg og ridser mig med et glasskår. Efter noget tid beder hun om at få glasskåret. Vi bliver enige om, at hvis Michael vil komme og hente mig, må jeg blive udskrevet. Sådan husker jeg det altså – BASTA!!! Så jeg skriver til Mandse, at han skal komme og hente mig. Det vil han ikke, så jeg bliver pissesur og skriver at jeg vil skilles!!! (undskyld Mandse) Så Mandse beslutter sig for at besøge mig for anden gang den dag, for at finde ud af hvad der lige sker – og alting skal jo klares på 30 minutter pga Corona restriktioner Jeg beslutter at jeg ikke vil skilles alligevel

Udskrivelsessamtale/pårørendesamtale – overlæge 1 og 2 kan sagtens blive enige med Mandse om at jeg er en værre én – bla bla bla yadda yadda yadda

Slut for denne omgang – vi fortsætter når jeg bliver overflyttet til afsnit 809

Jeg har ikke læst korrektur og håber ikke det er for kedeligt, men jeg husker det ikke helt, så har måtte støtte mig til journalnotaterne

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6