Jan
29
Jeg har aldrig fået skrevet slutningen af min indlæggelse ned, fordi jeg bliver træt af, at folk tror jeg skriver om det, fordi jeg er en “drama queen” eller fordi jeg “praler” af det (så derfor mistede jeg modet).
I hvert fald fik jeg forståelse af, at der var nogen der mente, at jeg ikke skulle være så dramatisk. Jeg ved ikke om det er når jeg skriver om det, eller når jeg er indlagt.
Hvis det er når jeg er indlagt:
Hvorfor i alverden skulle man dog prale af at være indlagt, af at have det psykisk dårligt, at man ikke kan håndtere livet og vil begå selvmord?
Min mor sagde også engang til min bror, da han fortalte om sit liv som misbruger, at han ikke skulle prale. Først forstod jeg det ikke, men det er måske fordi jeg forstår min brors adfærd så godt, da jeg gør præcis det samme. Når jeg skammer mig over noget, så prøver jeg at lave lidt sjov med det. Det har så også resulteret i, at en læge mente, at jeg “pralede” med et selvmordsforsøg??? Spændende tilgang til psykisk lidelse må jeg sige.
Jeg ville sådan ønske at jeg kunne være ærlig og vise hvordan jeg havde det, for denne her måde at takle tingene på skaber så mange problemer for mig. Folk tror jo f.eks. at jeg har det godt, og at jeg f.eks. gør de her ting “for sjov”.
Jeg fortalte bl.a. mine bostøtter om mine problemer med at jeg ikke må være ”svag”. Det er bl.a. derfor at jeg laver “sjov” med mine selvmordsforsøg. Det er derfor de skriver at jeg er ”negligerende” og bagatelliserende.
Det er længe siden jeg har tænkt på det, men da jeg fik min diagnose var det også meget svært for mig, for det er jo et ”svaghedstegn”. Men det var selvfølgelig også en lettelse at nogen i det mindste kunne se/høre at jeg havde det svært, selvom jeg dengang ikke lavede selvskade og var suicidal.
Da jeg var indlagt, var der bl.a. en anden patient der sagde noget meget groft til mig (noget der virkelig sårede mig, for det er et meget ømt punkt for mig). Han fik “skæld ud” af de andre, og det synes jeg var synd for ham (han sagde det ikke i ond mening). Så jeg sagde, at det skulle han ikke tænke på, for jeg er ikke så sart. Jeg sagde det også for at beskytte mig selv.
Men jeg ER sart, jeg er MEGET sart. Jeg indrømmer det bare helst ikke, for at være ”sart” er det samme som at være svag, og jeg må ikke være svag.
Og at være psykisk syg (ikke kunne håndtere psyken) er at være fucking SVAG. Ja, undskyld til alle psykisk syge, men I har sikkert haft tanken selv, eller i hvert fald fået smidt den i hovedet af andre (og ellers så ekstra meget undskyld, og i øvrigt “betragt jer selv som meget heldige” at I ikke har hørt det før).
Men jeg skriver om mine ”oplevelser”, for bedre at kunne huske tingene og jeg deler dem, for at andre måske kan lære et eller andet. Enten ikke at være så fordømmende (selvom jeg frygter at det modsatte er tilfældet?) eller for at lære om psykiatrien, og hvad der sker i psykiatrien.
Hvis det er når jeg er indlagt:
Fordi jeg har det som jeg har det – at jeg ikke kan bede om hjælp – fordi jeg er bange for at blive afvist. Så ja, så ender det i ”drama”. Drama jeg absolut ikke ønsker, fordi jeg virkelig gerne bare vil kunne sige at jeg har det dårligt, vise det/give udtryk for det, bede om hjælp – få den. Men det kan jeg ikke, for jeg er så bange for at blive afvist. Og så ender jeg med at skade mig selv, ved at lave et eller andet ”stunt”
Jeg har ikke en RSD-diagnose, men det er noget andre har/noget der rent faktisk ”eksisterer”, og det kan man læse om her, hvis man har lyst:
https://psykologmaiken.dk/blog/hvad-er-rejection-sensitivity-dysphoria
Selvom jeg hverken har en ADHD-diagnose (eller RSD), så er det en præcis beskrivelse af mig. Men jeg kan ikke have ADHD, da jeg har skizofreni, og det ”overruler” alt andet.
Så jeg kommer til at skrive om resten af mine indlæggelse, og også mange andre ting. Jeg er ligeglad hvad andre mener (nej, jeg er ej!), men jeg har lov til at være her (det tror jeg ikke selv på!). Men husk på, at hvad der er nemt for dig, kan være virkelig svært for andre.
Fortsættelse følger …
Jan
21
(Næsten) Emoji-frit indlæg – nogen glædes, andre begræder det
Måske jeg skal starte fortællingen med at jeg har været indlagt på Hvidovre hospital (somatisk) pga. overdosering af medicin. De havde ikke mulighed for at give mig fast vagt, indtil jeg stak af (siger Mandse – jeg husker ikke så meget).
Jeg sagde til lægen at jeg havde det godt, og jeg mente det nogenlunde. Han sagde, at så kunne jeg bare gå når jeg ville.
Til min mand og i journalen skriver han dog:
“Pt forlader afdeling inden kæresten ankommer og jeg har derfor ikke nået at tilbyde hende psykiatrisk vurdering i PAM.
Ikke indikation for efterlysning via politi.
Kæresten er meget vred på baggrund af dette og generelt utilfreds med systemets behandling. Højtråbende.
Han er bange for at hun nu vil gå ud og tage sit eget liv.
Forlader afdelingen uopfordret. ”
BIG F*CKING LIAR! Og ja, Mandse bliver højtråbende, når han er i affekt. Det var der god grund til, for jeg var på vej til Glostrup hospital (somatisk) og tage de resterende piller. Han fik mig dog overtalt, men først efter at jeg havde taget de piller, der skulle gøre virkningen af de andre piller knap så ubehagelig.
Jeg ringede selv til Giftlinjen. Hun bad om at Mandse ringede, når han kom. Men Mandse havde besluttet, at jeg skulle indlægges 🥺 Lægen i PAM var flink og jeg har aldrig sagt så meget før, hvilket Mandse også kommenterede på – men det var nok pillerne, der gjorde det 😉
(Skrevet den første aften 19/1-24)
Den korrekte titel er dog Nordstjernevej nu, men det ændrer ikke på, at det stadig kunne være bedre. Jeg indrømmer gerne, at der er små perler og de fleste er jo heller ikke modbydelige eller noget – de er bare ligeglade. De tror vitterligt, at de arbejder på et hotel, hvor man hjælper gæsterne med deres fysiske behov. Det psykiske tager vi os ikke lige af. Jo, måske hvis man spørger til det, men det gør MAN (ikke alle) ikke.
Jeg stod i længere tid, for at reparere cigarrettænderen, som ikke virker – det er meget normalt. Problemet er bare, at så er der endnu en ting, man skal bede det “travle” personale om.
Nu vil jeg jo nødig klynke. Men i går havde jeg et selvmordsforsøg, i dag et halvt selvmordsforsøg. Lægen i PAM (da jeg blev indlagt) lovede at de ville tale med mig. Én gang har han (første dag, første vagt) flygtigt spurgt hvordan jeg havde det. Ellers er den eneste kontakt der har været, når jeg har skullet bede om hjælp til fysiske ting.
De har travlt – ja – men de sidder også rigtig meget på deres flade inde på kontoret. Suk!
(Skrevet til Mandse 20/1-24 kl. 4.23, et afskedsbrev, som jeg satte gmail til at sende kl. 7. Jeg ville have slettet de personlige ting, men I får sgu hele baduljen):
Kære Mandse,
Nu tager jeg de sidste [piller], der er vist ikke helt XX mg og jeg frygter det ikke er nok til at slå mig ud, så jeg kan mærke ubehaget fra de XX [piller] jeg har tilbage.
Jeg skar mig med et barberblad kl. 23:15 og det blev opdaget 2:45 (jeg troede de skulle kigge en gang i timen og han spurgte til mig én gang, udover de gange jeg skulle bede om hjælp).
Hende der tog sig af det, var rigtig sød. Men det eneste hun fokuserede på var hvor barberbladet var. Ikke en eneste gang spurgte hun hvordan jeg havde det (det var der så heller ikke nogle af de andre der gjorde). Men det er standard. Det spørger de aldrig om.
Selvfølgelig skal de ikke komme til skade på deres arbejde, men jeg er jo også et menneske?
Efter at have stripset mig et par gange og blodet stadig flød, besluttede de at lægen skulle sy mig. Han brugte ingen bedøvelse.
Jeg har brug for ting til selvskade, når jeg er indlagt, for der er mange flere konflikter end ude i den virkelige verden. Det er meget værre at være indlagt end at være derhjemme. Jeg vil hellere risikere at dø hjemme end dette forfærdelige sted.
De tog mit tøj og muligvis andet. Jeg spurgte til min hoodie, som du jo ved beskytter mig. Det var for stor en opgave til dem, da tingene jo skulle visiteres på ny. Så ingen hoodie til mig.
Det var en dårlig idé at få mig indlagt. Jeg gjorde det for din skyld, fordi jeg elsker dig og fordi jeg gerne vil gøre som du siger (selvom du ikke bestemmer!)
Når du læser dette er jeg forhåbentlig død. De tror jo bare at jeg sover tungt, og heldigvis for det.
Mandse – jeg håber aldrig at du bebrejder dig selv noget, for du gjorde alt der stod i din magt. Du gav mig kærlighed og omsorg og støtte. Du var den bedste mand for mig, og jeg er ked af at forlade dig, for jeg har aldrig tvivlet på din kærlighed og jeg ved at min kærlighed til dig aldrig kunne blive større.
Du er et fantastisk menneske og det ved du også – alle mennesker elsker dig ❤️
Jeg håber at du kan tilgive mig. Du sagde engang, at hvis det var din skyld at jeg havde det sådan, så måtte vi gå fra hinanden – selvom du ikke ønskede det. Det har aldrig været din skyld, men nu forlader jeg dig altså modvilligt. Hvis bare tingene kunne have været anderledes. Men jeg ødelægger alt. Det er det jeg gør.
Kys og kram til evig tid. Glem mig ikke, men sørg for at komme videre og skid på hvad andre siger. Hvis du finder en dejlig dame i morgen, så “go get her”.
Knus og kram fra din henrivende Missekat Sussi 🐱🐞🦋
Jeg kan ikke huske hvornår jeg vågnede. Men jeg tror først jeg vågnede kl. 13. Jeg var nok ikke helt tilfreds med at være i live, jeg var lidt forvirret og jeg var egentlig ret træt af, at man bare kan ligge til kl. 13 og sove. Jeg ved ikke om de har forsøgt at vække mig.
Kontaktpersonens notat lyder (jeg har også haft ham i dag, han er faktisk meget flink):
“Været på egen stue meste af vagten, ikke ønsket at snakke.
Venter i skrivende stund på læge vender retur til gennemgang af pt.
Ægtefælle ringer til afdelingen kort efter frokost, og er meget bekymret, da han er blevet kontaktet af pt, som har fortalt at hun kl. 7 i morges, har indtaget 20 truxal.
Da UT henvender sig til S, afviser hun på troværdigvis at have taget flere piller end dem hun havde indtaget forleden.”
Men aftenen blev okay, for en af perlerne – faktisk PERLEN – var på job.
Hun skriver:
“Pt tilses på stuen kl. 15.30. Der ses blod overalt – på gulv, seng, dyne samt pt´s bukser er gennemvædet af blod. Pt ligger i sengen og er tungt sovende. Reagerer ikke på tiltale og må ruskes hårdt i for at vågne. Pt fremstår bevidsthedspåvirket og massivt sederet. Hun fortæller at hun har indtaget tbl. Truxal 15 mg, 30 stk kl. 04.00 i nat. Adspørges ligeledes til blodet på stuen. Afviser at have lavet ny selvskade. UE undersøges og det konstateres at der har været stor gennemsivning af forbindingerne, ingen ny selvskade er observeret. ”
Derfor har jeg svært ved at forestille mig, hvornår jeg har talt med dagvagten, men måske jeg har lagt mig igen?
Hun skriver yderligere:
“Pt fremstår lettere sarkastisk og grinende på inadækvat vis under samtale – vanlige tegn på at pt har det skidt. Profitterer godt af støtte til verbalisering af tanker og følelser.
Tungt sovende fra kl. 20.00 og fortsat i skrivende stund. ”
Der var bl.a. lægesamtale, hvor jeg sagde at jeg havde det godt. Desværre vidste perlen jo godt at jeg løj, for jeg smilte vist lidt for stort. Lægen noterer i øvrigt også, at jeg er bagatelliserende. Hmf!
Jeg sov fra kl. 20 til 3. Efter en halv time ringede jeg til min mor (det må jeg godt og hun var i øvrigt vågen).
Jeg fik PN Rivotril, da jeg har erfaring for at Olanzapin først virker efter 5 timer og så var jeg i sanserummet og benytte massagestolen. Men jeg fik ikke sovet mere.
I dag har jeg trænet i træningscenteret. Der er jo ikke så meget at lave. Som sagt er kontaktpersonen flink, men jeg husker ikke at han har spurgt en eneste gang hvordan jeg havde det. Han vurderer dog, at jeg fremstår i godt humør.
Jeg spurgte ham om vi kunne feje rygegården. Det kunne vi godt, men det blev bare aldrig til noget.
Da den anden perle kom, kunne det lade sig gøre med det samme. Hun har også spurgt en gang i timen hvordan jeg havde det. Det var hende der “tvang” barberbladet ud af mig den nat. Efter aftensmaden spurgte hun om vi skulle aftale et tidspunkt til en ordentlig samtale 👍
Titlen på indlægget skulle have været:
“1 stjerne til Hotel Nordvang”, men det er måske ikke fair, så vi finder på noget nyt.
P. S. Lørdag 12.26 havde jeg følgende samtale med Mandse:
Mig: “Nå, XXX mg [piller] kan ikke gøre det.”
Mandse: “Hvad mener du?”
Mig: “Tjek din mail.”
Mig: “Det eneste spørgsmål jeg fik var om jeg havde flere piller. Det er godt jeg er kommet her.”
Aug
26
Jeg glemte at skrive, at den personale der ”rakte ud efter mig”, den aften de hev BH’en af mig, også var på arbejde den dag jeg bliver overflyttet til afsnit 811 og jeg siger til ham: Tak for god behandling – du har det rigtige arbejde
Den aften på afsnit 811 fortæller min KP mig – som jeg kender fra tidligere og har haft et godt samarbejde med, at afdelingssygeplejersken har sagt til hende, at det er vigtigt, hun læser min journal Det har jeg det egentlig ikke så godt med, men jeg tror nu, min KP valgte ikke at gøre det alligevel, så vidt jeg kunne forstå
Jeg er så heldig, at hun er rigtig meget i vagt den tid jeg er indlagt, så jeg ikke skal udsættes for alle mulige forskellige KP’er, som måske ikke er helt så dygtige For hun er virkelig dygtig og hun er ikke bange for at give mig ansvar Hun har dog én ulempe, som jeg desværre ikke kan dele med dig, kære nysgerrige læser, men jeg skriver det blot for at minde mig selv om det, da jeg synes det er vigtigt ikke at glemme. Jeg fortalte det til min søster og niece, og min niece sagde, at det skulle jeg altså have sagt fra overfor, men når man har det dårligt og man har brug for en god KP (de hænger virkelig ikke på træerne), så er det svært, at sige fra
Jeg får i øvrigt også udleveret tyngdedyne (som jeg plejer), men også tyngdevest, hvilket også er virkelig rart, når man har det skidt.
Dagen efter får jeg en sød KP, men hun har virkelig ikke forståelse for psykisk sygdom og det kan jeg godt blive ret træt af. ”Du er smuk og har en god mand, du skal bare tage dig sammen (kunne hun næsten have sagt) og komme videre”. Jamen så gør jeg da bare det! For det havde jeg da slet ikke tænkt på, og det er jo virkelig sjovt at være indlagt (så har jeg lært at man skal sige: Ironi kan forekomme, for ellers forstår folk det ikke ).
Hun skriver at der ikke har været så meget øjenkontakt, men det kan være rigtig svært at kigge folk i øjnene, når man bliver virkelig træt af deres inkompetence
Jeg badede også med tøj på, for at berolige mig selv, og hun gik også temmelig meget i panik (fortalte hun mig senere), men hun fandt ud af, at det er ”helt normalt” for mig
Den dag fik jeg både besøg af min søster og svoger – og selvfølgelig dejlige Mandse (som kommer hver dag, fordi han er så nice ). Det var dejligt også at se min søster og svoger, for dem har man jo ikke ”æren af” hver dag
Den aften glemmer jeg at bede om en sodavand før nattevagterne kommer. Jeg skynder mig alligevel ud efter vagtskifte kl. 23 og banker forsigtigt og undskyldende på døren i håb om, at de vil hjælpe mig. Jeg kan se, at den ene – en ung kvinde – ser temmelig sur ud. Den unge mand der åbner, er virkelig flink og jeg spørger – igen som en stor undskyldning for mig selv – om jeg måske kan være så heldig at få en (af mine egne) sodavand. Han siger ”selvfølgelig”. Da han giver mig sodavanden, siger han, at jeg altid bare kan komme. Jeg nævner, at det jo ikke er altid, at de er så glade for at udlevere noget om natten. Så siger han, at hvis jeg er sulten, kan jeg også bare komme, for det kender man jo fra sig selv, at så kan man ikke sove …?! Og han taler om service og respekt … ?!? Det er ikke fordi, at de ikke er søde på afsnit 811, men det er bare et generelt træk hos nattevagter på ALLE afsnit, at de er 10% mere gnavne. Derfor min undren
Da jeg fortæller Mandse om nattevagten dagen efter, siger han, at jeg skulle have forlangt at se hans skilt, for han kunne da tydeligvis ikke arbejde der (igen det har intet med afsnit 811 at gøre, det er bare sådan en generel ting ).
Dagen efter har jeg det ikke supergodt, og jeg har brug for en lille ”pause”. Jeg taler med min KP om at få noget lorazepam (benzo). Hun taler så med lægen om det, som vil give mig 1 mg. Lorazepam. Det ved jeg bare ikke vil virke – det vil være det samme som at spise én Paracetamol, så jeg er ikke interesseret. Jeg må have en lille diskussion med min KP (som jeg jo synes er dygtig og kan tale godt med), og hun ender med at spørge lægen om 2 mg. Lorazepam, hvilket jeg så får.
Jeg er virkelig ikke begejstret for benzoer overhovedet og tager dem helst ikke, men de virker ofte godt (når man ikke tager dem for tit) og man bliver ikke så træt, at man falder i søvn af dem (hvilket man/jeg gør af antipsykotika). Men de er så bange for at give det, da Lægemiddelstyrelsen er efter dem, fordi det er meget vanedannende – men det har VIRKELIG ALDRIG været et problem for mig. Men sådan er det for NÆSTEN alle, så det skal så gå ud over mig. SUK!
De dage træner jeg med min KP, da det hjælper lidt på tankerne. Det er jo ikke meget jeg træner, men man skal jo starte et sted
Der er dog et problem. Min KP er meget opsøgende, og det synes jeg faktisk er meget rart. MEN … hun tror at hun skal afværge at jeg går rundt på gangene med fingrene kørende henad væggen HVER GANG det sker – og det er lige som om at jeg ikke MÅ. Men det er noget der beroliger mig – men det kan jeg jo ikke lige sige i situationen, så jeg får ikke lov til at berolige mig selv. Det er lidt ærgerligt – og jeg ville sige, at det måske var noget jeg skulle sige til en anden gang, men der bliver IKKE en anden gang
Den aften sidder jeg i aktivitetsrummet og skriver på min blog/dagbog. En fra personalet kommer ind og undskylder meget at hun forstyrrer, men hun skal hænge noget tøj op. Vi falder i snak, og jeg kan virkelig høre, at hun er et fantastisk menneske, der ikke er særlig begejstret for medicin og i det hele taget den måde man behandler patienter på. Blandt andet ved at parkere dem på førtidspension – og det kan jeg egentlig kun give hende ret i! Det var en lettelse for mig at få FP, men kunne det have været anderledes, hvis jeg havde fået noget ordentlig hjælp til at klare mig selv? Hun siger faktisk, at hun har givet op – men det tror jeg nu ikke hun har, for hun er virkelig dygtig og omsorgsfuld.
Denne nat er jeg ude at ryge (som jeg plejer ), og der kommer nattevagten fra aftenen før ud til mig for at sige, at hvis der er noget, kan jeg bare komme, for han er lige inde i stuen …?!? Jeg har virkelig ALDRIG mødt sådan en sød nattevagt!
Jeg har det jo ikke ligefrem super godt altså, og den morgen står skabet ude på gangen åben. Jeg (jeg ved godt det lyder rigtig mærkeligt det her men jeg følte mig ligesom ”styret” af ”Syge Sussi”) åbner det og er lidt for længe om at finde skraberne. Jeg tager dem, og lige som jeg får lukket skabet, kommer en personale ud fra en patientstue og råber af mig. Jeg flygter ud i rygegården, hvilket er et rigtigt dumt sted at flygte hen Der er jo faktisk ikke rigtigt noget sted at flygte hen på et lukket afsnit, så de får hurtigt fat i mig og jeg må opgive mine skrabere
Men ”jeg” kan ikke helt slippe tanken om de skide skrabere, og jeg ved bare jeg får en mega dårlig KP i aftenvagt, så jeg beder min KP i dagvagten om at få lov at komme i sanserummet. Jeg siger jeg har det frygtelig varmt og om døren ikke må stå åben (for jeg ved der står to stole derude, da vi har siddet på dem tidligere). Så sætter jeg mig i massagestolen, og jeg prøver virkelig at nyde massagen. Prøver at glemme ”mine” planer. Det gør jeg sådan set også, men da massagen stopper, starter tankerne igen. Jeg tager stolen ind i sanserummet, hiver ”coveret” af lampen i loftet og piller stofrøret ud. Jeg gentager for mig selv igen og igen hvor dårlig en idé det her er – men der er ”en anden” der synes det er en rigtig god idé
Jeg smadrer stofrøret ude på badeværelset og finder et skår som jeg bruger én gang på hvert ben. Det bløder en del og jeg vandrer rundt på stuen. Så er der jo blod over det hele og jeg må tørrer op, så de ikke opdager det. Men så kommer der nyt blod. Jeg får stoppet det, og tørret op. På vej ud at ryge kommer min aftenens KP hen til mig, siger at hun er aftenens KP og at jeg bare kan komme, hvis der er noget. På den der ”og i øvrigt … fuck dig” måde. Jeg er ude at ryge en del gange, og må skifte ”forbinding” hele tiden. Den ene gang jeg er ude at ryge, ser jeg bare en temmelig stor blodpøl under mine sko, så jeg skynder mig ind og skifter forbinding. Jeg laver små pletter hele vejen ind, men det ser ingen heldigvis (jeg tør ikke gå og tørre op, for jeg er bange for at blive opdaget).
To timer efter er der aftensmad. Alarmen går på et andet afsnit tre gange. Så alt personale forsvinder pånær hende jeg talte med aftenen før i aktivitetsrummet (hende den søde). Hun står bare med et helt afsnit af patienter, der skal have aftensmad og have alle mulige forskellige behov dækket, og hun prøver virkelig at dække alles behov. Jeg sidder bare og spiser min aftensmad. Så spørger hun mig hvordan jeg har det …?!? Midt i al kaosset. Jeg tænkte egentlig, at jeg så ud til at have det meget godt og siger da også, at jeg har det fint.
Men så får jeg et dilemma. Jeg kan egentlig ikke lide at lyve for folk der er flinke overfor mig. Men på den anden side, er det altså også virkelig dårlig timing, at sige jeg har skåret mig i det her kaos! Grunden til at jeg ikke har sagt det før, er for det første, at det vil få konsekvenser – og min aftenens KP er ikke ligefrem imødekommende. Men jeg beslutter mig altså for at sige det. Den søde personale slipper alt hvad hun har i hænderne og går ind i aktivitetsrummet med mig. Hun får lov at se det, og synes ikke det ser skide godt ud. Hun taler beroligende til mig, og beder mig kigge hende i øjnene (hvilket ikke er så rart) og siger, at det nok skal gå.
Hun beder mig gå ind på stuen – og så kommer min aftenens KP og et andet fjols De starter med at sige i en meget anklagende tone ”Hvad har du skåret dig med? Hvor har du fået det fra?” og så udvikler jeg meget hurtigt hukommelsestab. Den søde personale kommer ind og skælder dem lidt ud, men de er vist immune overfor kritik. De bliver enige om, at det vist er meget overfladisk. Min aftenens KP renser såret, sætter én strips på og plaster. Hun stønner højlydt mens hun gør dette, og så beder hun om min nøgle og sender mig ud i miljøet.
Jeg sidder ude i haven og har det virkelig dårligt. En vikar prøver at tale lidt med mig, senere går hun en tur med mig. Det hjælper lidt.
Så kommer Mandse. Jeg fortæller ham, at jeg altså ikke tror det sår er helt så overfladisk. Men han stoler på de professionelle.
Jeg får det lidt bedre af Mandses besøg.
Da han går skal jeg vist på toilettet. Han har haft en make-up fjerner med, som jeg tager opad lommen. Min KP siger meget kommanderende, at den skal hun have …?!? Jeg siger, at det kan jeg ikke forstå, for jeg har jo også andre ting ude på toilettet. Hun spørger om jeg da skal bruge den og ja, det skal jeg faktisk! Hun går og jeg går på toilettet – hun har fucking konfiskeret min HÅNDCREME! Hvorfor?!?
Lægen kommer (midt i at jeg hygger mig med ”Anders og Anne”, hvilket jeg gør hende opmærksom på ) og hun er egentlig meget sød. Hun spørger om hun må se hvor jeg har skåret mig. Jeg vil tage plasteret af, men det er åbenbart nok at se plasteret, så det behøver jeg ikke tage af.
Jeg klager min nød til lægen over at de har taget min håndcreme og hun siger, at den kan jeg bare bede personalet om.
Næste dag da jeg beder om min roll-on til den gode KP (som de også konfiskerede dagen før) er jeg temmelig sarkastisk omkring hvor farlig den roll-on er og det bemærker hun sjovt nok Jeg siger til hende, at det jo ikke er hende jeg gør nar af Hun er altså heller ikke sur eller noget
Nu har jeg fået det lidt bedre i forhold til dagen før, så jeg spørger om der er en læge der kan se på det sår. Det er der, når jeg skal til lægesamtale. Den gode KP jeg har haft under næsten hele mit ophold kommer og siger, at Nicolai kommer og taler med os senere. Jeg tænker bare ”Fuck!” Jeg ved at cheflægen hedder Nicolai og ham har jeg desværre haft ”æren” af tidligere. Aldrig har jeg håbet så meget på, at der er en afdelingslæge der hedder Nicolai. Men desværre. Hun siger, at jeg jo næsten var lige ved at kaste op i hendes morgenmad Det var nu mere angst, synes jeg selv Jeg tilføjer dog, at jeg tager hatten af for dengang han gik og trampede med mig ude i haven på afsnit 809, fordi jeg gik og groundede mig med en sød personale, og så kom Nicolai og deltog – altså fordi han skulle tale med mig, ikke fordi han havde behov for grounding, vil jeg tro
Nå men, jeg kommer til samtale med Nicolai og en anden læge. Jeg får 14 dage på afsnittet, hvilket jeg synes er alt rigeligt til at få det bedre. Han spørger til medicin og jeg siger at min bostøtte mener, at det måske er en god idé med medicin her i akutfasen. Han siger, at han ikke tror det vil gøre det store, men at vi godt kan prøve. Hvad jeg vil ha’ og jeg foreslår Olanzapin, da jeg ikke oplever vægtøgning på det som næsten alle andre (det gør jeg til gengæld på Quetiapin). Han giver mig 2,5 mg. (laveste dosis, som jeg kan trappe ud af når jeg vil). Jeg skal vejes inden start, og vejes to gange om ugen, så de kan kontrollere om der er vægtøgning og hvis der er det, skal jeg stoppe medicinen. Jeg synes det er en okay samtale – bortset fra at han jo taler som om at han virkelig har travlt og/eller hader sit job – men de vil så ikke se på såret.
Han spørger i øvrigt til psykotiske oplevelser og jeg ved jo godt, at de ikke ser noget psykotisk, så jeg siger bare, at det kommer jo an på hvem der vurderer mig. Han spørger så hvad JEG mener. Jeg siger at der ikke rigtig er noget (det er nok ikke 100% sandt, men hvis de ikke ser det, så er det min erfaring, at de ikke rigtig tror på det). Jeg er nok bare rigtig god til at skjule det – eller … altså hallucinationer har jeg (næsten) kun når jeg er alene eller når folk sover, men jeg kan godt have vrangforestillinger osv. Jeg er nok meget plaget af, at jeg tror folk kan høre mine tanker Men det er jo ting der er forholdsvis lette at skjule, og jeg ved godt hvad jeg skal sige og ikke sige – altså hvad der er rigtigt og forkert Det er ikke vigtigt at de ved disse ting, for de kan intet gøre ved det alligevel – og da slet ikke når de tror jeg er simulant Medicinen hjælper ikke på det og afdelingssygeplejersken på afsnit 809 sagde engang til mig, at det at jeg var kronisk psykotisk (mente nogle personaler på afsnit 809) var noget jeg måtte ”deale” med – såh … ;)
Min KP kommer ud og siger bl.a. at grunden til at de ikke vil medicinere mig er, at de ikke ser noget psykotisk. Min KP tror i øvrigt heller ikke at min skizofreni diagnose er rigtig.
Hun siger også, at hvis de ikke har nogle strips, så må såret bare hele så godt det kan. Og det har de ikke.
Det der sår begynder at vokse inde i hovedet. Til sidst filmer jeg (for at kunne dokumenterer den sygeplejerskes inkompetence) at jeg tager plasteret af, så man kan se såret. Det er ikke helt så voldsomt, som jeg forestiller mig, men det gaber faktisk en del.
Jeg skriver til Mandse om jeg ikke nok må blive udskrevet. Det må jeg ikke, fordi jeg skriver ”at der forhåbentlig ikke sker noget”. Så skriver jeg, at jeg vil skilles (undskyld Mandse ). Jeg logger ind på borger.dk men bliver alligevel for nærig, da jeg opdager af det koster 700-1800 kr. at blive skilt Jeg går ud og taler med min KP og spørger om jeg må blive udskrevet. Hun taler med lægen og det må jeg godt. KP’en tager dog en samtale med mig og hun stoler vist ikke helt på mig. Hun frygter jeg vil udskrives fordi jeg ikke fik det ud af lægesamtalen, som jeg forventede (det synes jeg nu at jeg gjorde?) og om det er fordi at hende den inkompetente kommer i aftenvagt? Det har jeg ikke tjekket, men det er da en ekstra bonus siger jeg (hun kommer dog ikke i aftenvagt). Lægen taler også med mig. Jeg bliver godkendt til udskrivelse. Men Mandse skal hente mig. Jeg skriver at de forventer han kommer og henter mig, og ellers må jeg jo tage en taxa. Han skriver at han kommer, og så skriver han mange beskeder om hvor utilfreds han er. Jeg siger cheflægen har godkendt det og Mandse skriver endnu flere beskeder om hvilken dårlig beslutning det er.
Mandse kommer og skælder alt og alle ud.
Vi ender med at sidde i besøgsrummet og tale med (den forholdsvis nye) afdelingssygeplejerske (hun kommer vist i øvrigt fra afsnit 172, hvor jeg nu aldrig har set hende). Hun er MEGET anderledes end afdelingssygeplejersken fra afsnit 809. Jeg vil tro, at de gange jeg har talt med afdelingssygeplejersken fra afsnit 809 kan tælles på én hånd – på 10 år! Jeg har talt mindst lige så mange gange med afdelingssygeplejersken på afsnit 811 – og der har jeg kun været indlagt to gange (i år) … denne gang under en uge og sidste gang måske små 14 dage. Hun er sådan én der virker som om hun har MASSER AF TID. Denne gang ville hun f.eks. servere kaffe/the/saftevand for mig den første morgen jeg var der.
Mandse skælder stadig en del ud, og jeg har bare pokerfjæs på. Jeg frygter, at jeg måske har lidt for meget pokerfjæs på, for Mandse er jo ret oprevet. Jeg tror hun sidder og tænker, at hun er glad for, at hun ikke blev parterapeut
Da Mandse er faldet lidt ned fortæller han hende bl.a. at min KP siger, at afsnit 801 er en ”hokus pokus afdeling” (han ved ikke at han taler med afdelingssygeplejersken ). Jeg siger til ham, at det kan jo godt være, at min KP måske ikke lige synes det er så fedt, at han deler det Han siger også til hende, at jeg jo har sagt ”at der forhåbentligt ikke sker noget” og jeg siger, at jeg jo ikke kan vide, hvordan jeg har det om to dage. Jeg kan ikke spå om fremtiden. Det kan hun vist godt lide at høre. Han klager også over manglende behandling af mit sår. Hun siger, at hun mener det burde være stripset (ordentligt velsagtens og ikke med én fucking strips!), da det oftest bliver pænere end når de syr det. Men hun siger, at på en skadestue havde de nok valgt at sy det. Hun leder hele centeret igennem for at finde strips og der er INGEN på nogle afsnit. Hun siger, at jeg nok skal forberede mig på at jeg får et grimt ar. Fedt!
Derfor gider jeg ikke være indlagt, når de ikke engang kan behandle et fucking sår. Der er lige præcis gået 24 timer siden jeg skar mig.
Vi får lov at gå – efter vi har talt meget længe om alt og intet – og jeg er fri igen. Jeg kommer ikke tilbage frivilligt nogensinde!
Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor de skal skrive ”Akut selvmordsrisiko!” med fed, rød skrift i journalen, for man kan da kun få stress af det og jeg har gjort opmærksom på det før, at jeg får det virkelig dårligt af det!
Min søster (og bostøtte) går vist lidt i panik over den pludselige udskrivelse. Min søster spørger, om jeg ikke kommer ned og er hos dem resten af ugen, og det vil jeg gerne
Det går faktisk forbløffende godt. Jeg var måske lidt bekymret for, at ”Syge Sussi” tog r*ven på os alle sammen.
Det med psykodynamisk terapi har jo ikke været så nemt for min bostøtte. Der var kun 9 at vælge imellem i Region Hovedstaden, der tog imod lægehenvisninger. Den ene var 81 år, det ene sted var hun nr. 63 der henvendte sig efter ferien, nogle ville ikke hjælpe mig fordi de mente jeg var for syg og det var et job for psykiatrien (som heller ikke vil hjælpe mig – sådan rigtigt ) osv.
Men den fredag – efter jeg er blevet udskrevet ringer min bostøtte, at der er en psykolog på Østerbro der har ringet tilbage, og jeg har fået en tid til den efterfølgende torsdag
Jeg var der i torsdags, og det virker til at være et godt match . Så måske jeg skriver mere om det senere.
Aug
19
Da jeg kommer til afsnit 172 skal jeg visiteres og have patienttøj på. Det er rigtigt svært for mig, at skulle have dette tøj på, for jeg føler jeg bliver sygeliggjort og en del af en ”grå” (hvid) masse. Derfor bruger jeg et af de barberblade jeg (eller ”Syge Sussi”?) har smuglet med ind. Jeg gør ikke opmærksom på det, og prøver at skjule det (hvilket er svært, da blodet jo flyder en del), da jeg ved, at det får konsekvenser.
Men da klokken begynder at nærme sig midnat og jeg stadig ikke har fået min kl. 22-medicin må jeg jo spørge efter den (da jeg får Melatonin at sove på og faktisk ikke kan sove uden noget). Jeg stiller mig så de ikke kan se mine blodige bukser (det er jo svært at skjule når man har fået de ”hotte” hvide patientbukser på). Det går godt indtil den ene personale vil give mig medicinen og jeg kommer gående ned ad gangen. Så spørger han til det, og jeg siger det er et gammelt sår Det tror han åbenbart ikke på, så de henter mig ude hvor jeg er i færd med at ryge, og lægen tilser mit sår. Jeg siger, at det er gammelt, men det er bundet ind med papir og et par af de hvide patientunderbukser – og i øvrigt bløder det jo også temmelig meget, så de tror ikke rigtig på det
Jeg kommer til at grine, fordi jeg godt kan høre hvor tåbelig jeg lyder, og det reagerer de ikke så godt på. Da de finder endnu et barberblad og jeg ellers har forsikret dem om, at jeg ikke har flere får jeg at vide – af en personale der ellers ved tidligere indlæggelse har været superflink – at ”Det er ikke i orden”!
Og så kommer konsekvensen – jeg skal på akutstuen og de låser døren til toilettet. Den får jeg dog hurtigt åbnet.
Heldigvis har jeg allerede tidligere – inden jeg kom på akutstuen – aftalt med min søster, at i morgen skal jeg lade mig udskrive og komme ned til hende (det er min flinke svoger der har foreslået det ).
Mens jeg ligger og falder i søvn, kommer den læge der skal sy mig, for den første var åbenbart ikke i stand til det Det er hende der indlagde mig. Hun tror jo åbenbart jeg er et lille barn, så hun taler til mig som sådan: ”Du bliver altså nødt til at komme tætte på!” og ”Du bliver altså nødt til at ligge stille!” Så jeg falder vist mere eller mindre i søvn mens hun syr mig.
Næste dag byder på en god kontaktperson, som er vikar. Flere af hans slags Og udskrivningssamtale med en virkelig skøn læge – han er vist konstitueret overlæge på afsnittet og han er simpelthen så skøn. Sidst jeg var indlagt spurgte han, om jeg ville have 4 Movicol morgen eller 2 morgen og 2 aften. Jeg svarede, at jeg var ligeglad. Så sagde han ”Det tror jeg faktisk ikke du er – jeg tror bare ikke du vil besvære mig.” Han var også virkelig nem at tale med. Når alt dette er sagt, vil jeg så ”drille” lidt. For hvis han ikke havde haft et kort selv, tror jeg altså ikke, at de ville lukke ham ud For han virkede virkelig tankeforstyrret Men jeg talte sidenhen med min KP på afsnit 168 og hun mente, at det nok var fordi han er temmelig intelligent – og den tanke havde jeg faktisk haft
Han skriver i øvrigt i journalen: ”Udskrivningsaftale 25/7 fremsiger at patienten skal indlægges ved henvendelse i PAM som led alliance om behandling og for at forebygge suicidalitet.” Det er godt for mig at læse, for ofte føler jeg, at de ser mig som simulant – men de ville el næppe tilbyde mig nogen form for behandling, hvis jeg var simulant?
Jeg udskrives altså den 27/7-2023 og er hos min søster torsdag til fredag. Lørdag er vi på til brunch hos min søster og på netcafé med nevø og tre niecer. Det er skønt selvom nevøsse skyder mig HELE TIDEN!!!
Ugen efter forløber måske fint – jeg husker det ikke – men mandag den 7. august 2023 går det helt galt. Jeg tager i det lokale center og køber husholdningssprit og tændstikker. Jeg tager til PCG’s parkeringsplads på Brøndbyøstervej, fordi ”Syge Sussi” har overbevist mig om at cheflægen og ledelsen på afsnit 809 vil se mig brænde. Så står jeg ellers der og hælder sprit udover mig selv Heldigvis regner det og blæser, så jeg kan ikke få gang i tændstikkerne. Heldigvis kæmper JEG/Raske Sussi, så det skulle være tændstikker – jeg kunne jo bare have brugt stormlighteren.
Jeg hælder mere sprit udover mig selv og prøver endnu engang og tænde indtil flere tændstikker. Det lykkes (heldigvis!) ikke.
I frustration ringer jeg til Livslinien. Jeg fortæller hvad jeg har gang i, og hun siger at det må jeg ikke gøre med hende i røret. Jeg lægger på. Ringer igen og taler med en ny. Hun siger jeg skal gå i receptionen og fortælle hvad jeg har gang i. Jeg går til receptionen. ”Overyndlingen” står og taler med hende i receptionen. Jeg har ikke lyst til at tale med hende, så jeg stiller mig lidt på afstand til de er færdige. Så går jeg hen og siger at jeg har Livslinien i røret og hvad jeg har gjort. Hende i receptionen siger, at hun vil ringe efter en taxa der vil sende mig til PAM. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men det var i hvert fald ikke det Så jeg går. Jeg kan høre hende i receptionen kalder på overyndlingen og hun går efter mig og kalder vist mit navn. Jeg vidste ikke om hun kunne genkende mig – men det kunne hun åbenbart. Jeg går bare videre og hun giver op.
Jeg går rundt om brandvejen og tænder en smøg. Jeg tænker lidt om en glød vil antænde spritten og jeg vil futte af. Det sker ikke. Mandse siger at spritten hurtigt fordamper.
Jeg kan ikke helt husker hvad der sker herefter. Men jeg kan huske, at jeg ender i Glostrup. Jeg kan huske, at jeg googler Sjællandsgade Bad, men den har midlertidig lukket. Jeg ringer til Glostrup svømmehal og hører om mulighederne for at få et bad. Jeg spørger om man kan få en ”kabine” for sig selv, og han siger, at det kan man godt, hvis man har en gyldig grund. Så spørger jeg gudhjælpemig om ”psykisk sygdom” er en gyldig grund Det mener han, at det er
Men jeg kan ikke lige overskue at finde den svømmehal, så jeg skriver til min gamle chef i ASPA og en af medarbejderne (jeg husker kun at jeg skrev til min chef). Jeg spørger om hun kender et sted jeg kan få et bad, og få vasket tøj? Hun svarer om jeg mon har skrevet til den rigtige? Så forklarer jeg Hun spørger om hun må ringe til mig, og det må hun godt. Jeg husker ikke så meget af samtalen, og fordi jeg ikke kan det, gruer jeg over hvor ”vanvittig” jeg har lydt
Jeg frygtede, at den har været hel gal, når jeg ligefrem har hukommelsestab. Jeg plejer jo at skylde skylden på, at jeg har taget en masse piller. Men heldigvis kunne Mandse fortælle mig, at jeg havde sagt, jeg havde spist 5 mg. Rivotril og 15 mg. Truxal (jeg plejer at tage 1 mg. Rivotril). Det forklarer jo en del
I januar da jeg tog en overdosis havde jeg købt et standup show på nettet og lagt et musiknummer op på Mandses FB-profil med noget musik, jeg slet ikke kender? Jeg har hentet standup-showet, men jeg ved ikke om jeg har set det Men det er et jeg havde set i forvejen, og vist har på DVD, så det var ikke det bedste køb
Jeg tror jeg tjekker ind og ud på alle de bus- og togrejser jeg tager den dag. Mandse siger, at det er ret fjollet, at tjekke ind/ud når man skal dø, men jeg tror det er sådan en ”pr. automatik”-ting Men jeg ender med at ringe til Mandse (har han fortalt mig) og han henter mig på Brøndbyøster station. Jeg husker det ikke, og dér glemmer jeg så at tjekke ud.
Fornylig brokkede jeg mig over, at Mandse havde købt mad for ret mange penge på justeat, men han kunne så fortælle, at det var den dag og jeg også havde fået mad – jeg håber det smagte godt
Nå ja, og jeg har da så meget snøvs tilbage, at jeg husker at skrive til min chef og sige, at jeg er hjemme i god behold
Dagen efter kommer min bostøtte, og hun og Mandse er meget bekymret og ender med at få mig indlagt. Jeg er faktisk også selv temmelig bekymret Jeg tror det er første gang nogensinde, jeg har været (så) bekymret!
Min anden bostøtte tager med mig og Mandse til PAM. Først taler jeg/vi med en sygeplejerske som er meget ubehagelig. Hun taler til mig som om det er et forhør – så jeg går. Mandse går efter mig, men jeg siger, at jeg ikke vil tale med det kvindemenneske. Han får mig dog tilbage.
Så kommer lægen. Samme læge som indlagde mig sidst, denne gang er hun dog mere imødekommende. Mandse fortæller hende bl.a. at jeg har sagt til ham, at hvis han virkelig elsker mig, lader han mig tage de 100 stk. Truxal der ligger i handskerummet og holder mig i hånden til jeg dør Undskyld Mandse
Hun Brøset-scorer mig dog til voldrisiko moderat?!? Hvorledes? Jeg kan desværre ikke se hvad der ligger til grundlag for dette?
Jeg bliver indlagt på afsnit 168 og kort efter enkomst har jeg et stranguleringsforsøg. Bagefter skulle jeg naturligvis tvangsmedicineres Det blev med 4 mg Lorazepam i.m., hvilket er dobbeltdosis af, hvad de gav mig sidst jeg var indlagt og de tvangsmedicinerede mig.
Så ville de have min BH, så jeg ikke kunne hænge mig i den (jeg går aldrig uden BH, jeg sover med den på). Jeg har aldrig prøvet at hænge mig i min BH. Jeg modsatte mig dette, så en meget ubehagelig kvinde blev sat til at “hjælpe mig”. Hun lod mig vide, at jeg godt kunne samarbejde, for det var meget ubehageligt for hende. Gad vide om det ikke alligevel var mere ubehageligt for mig? Da jeg ikke ville samarbejde, var de flere om at gøre det (holde mig og tage den af). Nu er jeg ikke sart, men en del af dem var mænd.
Men en af mændene prøvede at få kontakt med mig. Han virkede som det eneste ordentlige menneske – måske han var min omsorgsperson? Det har de jo tidligere brugt på PCH, men det er længe siden, jeg har haft fornøjelsen af en omsorgsperson i tvangssituationer. Han var i hvert fald dygtig til sit arbejde.
Mit bælte tog de ikke. Jeg tænker, at et bælte er nemmere at hænge sig i, så jeg synes det virker som om, at de bare ville ydmyge mig.
De holdt mig stort set heller ikke og lagde mig i den rette stilling som de plejer. De hev stort set bare bukser ned og stak mig. Faktisk rart ikke at skulle udsættes for at fire mennesker fastholder én ved at ligge oven på mig.
Jeg gik direkte ud og satte mig under bruseren. Satte mig på afløbet og tændte bruseren, så der var vand ud på gangen. Jeg ved godt det ikke løser noget, men …
I frustration skar jeg mig bagefter to gange i benene. Så skulle jeg have yderligere 2 mg. Lorazepam. Dem tog jeg “frivilligt”, så jeg kunne spytte dem ud, da de ikke så det.
6 mg. Lorazepam indenfor en time. Det synes jeg virker af meget?
Den ubehagelige kvinde jeg nævnte er også typen der tidligere har bebrejdet mig for at smadre en kaffekande (bruge indmaden til selvskade), for nu kunne de andre patienter ikke få kaffe og har bebrejdet mig for at give personalet traumer (pga. blod).
Jeg bliver åbenbart aktiveret med bordtennis, det har jeg nok sagt til den flinke personale, at det har god effekt. Senere læser jeg, at lægen har vurderet mig til moderat voldsrisiko, så jeg går ind og brokker mig på kontoret, men får at vide, at det er ikke noget de går så højt op i, hvorpå jeg svarer: Jamen, det er jo heller ikke jer der fremstår som en eller anden voldspsykopat.
Den morgen har jeg et kikset stranguleringsforsøg, og de tager det da heller ikke særlig alvorligt De giver mig dog en hovedpude, og efterlade mig på gulvet, samt informerer mig om, at hvis det sker igen, kommer jeg på nul-stue
Mandse er syg (pga. stress ) så han kan komme med til lægesamtale. Vi taler med en god læge, og jeg fortæller ham, hvor svært det er at finde et godt alternativ til psykiatrien, hvor der samtidig er evidens. For alle behandlere har jo sjovt nok en succesrate på over 99% Han foreslår psykodynamisk terapi. Jeg kigger på det, fortæller min bostøtte om det, og sender hende en liste med de 9 behandlere i Region Hovedstaden der tager imod lægehenvisning og kan psykodynamisk terapi.
Min bostøtte vil så forsøge at kontakte dem alle, og det viser sig ikke at være det nemmeste i verden Faktisk er den ene 81 år (ingen fordomme, men alligevel ), det andet sted er hun nr. 63 der henvender sig efter ferien, det tredje sted mener de ikke at de kan hjælpe mig, når jeg er så syg, det fjerde sted … osv.
Min dagens kontaktperson er en jeg kender fra tidligere, som jeg rigtig godt kan lide, og som behandler mig – altså sådan at hun rent faktisk taler med mig. Med humor – bl.a. kalder hun mig for den levende fakkel eller sådan noget Lidt bizart måske Men hun er sådan en der kan få mig til at opføre mig ordentligt, og hun arrangerer følgende (fra journalnotat):
”Følgende er aftalt:
Tilladt selvskade: Strangulering uden knude + hovedbanken mod hård flade
Pt. har fået udleveret følgende effekter (bord, stol, tøj + BH og strømper, oplader med kort ledning, hørebøffer, diverse toiletartikler og sko uden snørebånd). Pt er informeret om at såfremt hun anvender effekterne til ikke tilladt selvskade/suicidal adfærd, da vil de blive inddraget. Pt accepterer dette.
Har ligeledes fået udleveret et sæt patienttøj, da pt bader med dette på som strategi.
Har fået udleveret et hovedpudebetræk som pt kan rive i stykker og bruge til strangulering uden knude.”
Patientrådgiveren besøger mig igen, og igen tror jeg egentlig ikke han spørger om jeg vil klage? Men han fortæller mig om hans hustru – jeg kan ikke lige huske hvad
Dagen efter kommer begge mine bostøtter til lægesamtale sammen med min mand og jeg. Det aftales at jeg flyttes til afsnit 811 (i løbet af få timer) og jeg bliver henvist til Akutteamet, da jeg ikke lige er interesseret i F-ACT
Lægen skriver i journalen: ”Pt er ked af de ting der skrives om hende i sin journal som hun mener er behæftet med fejl og misforståelser.”
Min (gode KP) og jeg har også eftersamtale på tvangssituationen (tvangsmedicinering og BH-tingen), hvilket jeg slet ikke er blevet tilbudt i juli måned, da jeg var indlagt på 801 og også blev udsat for tvang?
Til frokost observerer jeg følgende samtale:
Meget syg ung mand: Jeg spiser rigtig meget.
Personale: Det ved jeg godt, og du skal nok få meget mad. Og du må få al den mad, du har lyst til.
Jeg kunne have kysset hende Det var så sødt På Nordstjernevej står der altid frugt fremme, og tit også boller og kage m.v.
Og nu skal jeg videre til afsnit 811, og det bliver forhåbentlig sidste episode forever!!!
Aug
12
Jeg ved godt, at jeg bliver meget ”barnlig” når jeg har det dårligt – altså ikke bare i handlinger, men også sådan som jeg fremstår. Men dette er skrevet af en 26-årig kvinde om en 48-årig kvinde:
”Pt. korrigeres i uhensigtsmæssig adfærd og forklares, at man ikke skal pille lamper ned. Forklares ligeledes, at vi kan tale om det, når pt. er ude af affekt.” ←– Ja okay, den kan måske lige gå an.
”Når pt. er i affekt, profiterer hun af korte sætninger med bestemt toneleje.”
SMS til Mandse: ”Jeg bad om strømper. Først sagde hun, at det ville hun godt lige vente med. Men så kom hun i tanke om, at jeg jo selv havde taget ansvar og valgt ball-stik som mestringsstrategi. Så jeg blev simpelthen belønnet med strømper. Jeg har altid meget kolde fødder, så det var rart endelig at få strømper.”
Nu skal jeg lige sige noget til 26-årige tøser (undskyld til nogle af mine niecer – og undskyld til min mor for ordvalget, men det er vist noget jeg har set i en film eller lignende ): ”Søde skat, jeg har hæmorider der er ældre end dig!”
Hun var mægtig sød, men faktisk meget umoden selv. Hun VILLE gerne være ”voksen”. Første gang jeg mødte fast KP nr. 1 fra 809 var hun vist også 27 år, og hun lignede en på 18. Jeg var kæmpe modstander af projektet indtil jeg snakkede med hende. På psykiatri-området var hun virkelig ”vis” og jeg har aldrig tænkt om hende, at ”hun er godt nok ung”. Hun var faktisk meget alvorlig, kun én gang har jeg oplevet at hun var ved at miste kontrollen og der var det lidt min skyld, så jeg fik et dask som tak
Men Mandse tager en snak med denne unge sygeplejerske på afsnit 801, som er virkelig sød, og hjælper Mandse i forbindelse med en opgave han skal skrive. Hun snakker om terapi og lover sådan set guld og grønne skove.
Mandse er optimistisk, men jeg kender jo skuffelserne noget bedre, så jeg forbereder mig. Jeg skal bare ud derfra. Jeg ved at jeg kan tage mig sammen nogle dage hvis jeg er heldig), så det kæmper jeg for (så kan det så risikere at helt af H til bagefter, men det gør det jo allerede herinde). Jeg er kun kommet frivilligt for Mandses skyld, og da jeg havde været der lidt og fandt ud af hvilket Hell on Earth det var, så blev jeg der også frivilligt, fordi jeg ikke ville i konflikt med den søde læge jeg kender fra 809.
Jeg ved at man bare skal være selvskadefri i et par dage, så er de mere end villig til at udskrive en.
Jeg har jo noget med at jeg skal resette (desværre med selvmordsforsøg) og så kan jeg få nogle gode måneder efterfølgende. Desværre skal man altid en tur på psyk. og have ødelagt sit reset, men nogle gange går det. Det var okay på 172, men 801 ødelagde mit reset fuldstændigt. Så faktisk havde/har jeg brug for et nyt reset.
Den aften da jeg tager på udgang møder vi den søde læge jeg kender fra 809, og jeg er meget glad (for at komme væk fra det sted), så hun forstår måske ikke, hvad det tidligere på dagen handler om. Men måske det er noget man oplever ofte i psykiatrien
Da jeg kommer tilbage til afsnittet har tingene faktisk ændret sig. Jeg bliver næsten behandlet som et rigtigt menneske. Jeg får nogle af mine ting
Mandag er jeg til lægesamtale og jeg spørger til udgang lørdag, da jeg skal på netcafé med min nevø og niecer (og Mandse naturligvis). Jeg får at vide, at hvis der ikke er nogen selvskade, så kan jeg blive udskrevet torsdag eller fredag. Så jeg tænker, at terapi og guld og grønne skove var varm luft, som jeg havde forventet. Jeg skriver til overlægen at jeg vil udskrives. Men mailen får hun for sent, da jeg ikke lige har helt styr på hendes mail-adresse, så hun får den først sent og jeg kommer først til lægesamtale tirsdag med hende, hvor jeg bliver udskrevet. Jeg får lovning på at jeg altid kan melde mig hos PAM og få en 24-timers indlæggelse. Mandse spørger til terapi, og hun siger noget om, de jo ikke lige ved hvilken DAT-behandling det skal være. Jeg tænker, at det er en dårlig undskyldning.
Mandse må i øvrigt ikke deltage i revurderingen af min tvangstilbageholdelse?!? Det kunne jeg godt tænke mig at vide, om er lovligt? Jeg troede da altid at man måtte have en pårørende/bisidder med?
Lægen ”lover mig” også, allerede efter første samtale at hun vil gennemgå hele min journal med henblik på, at se om der kan gøres noget medicinsk. Ved sidste samtale siger hun, at hun vil fortsætte selv efter jeg er udskrevet. Men det tror jeg nu ikke at hun gør, for hun skriver da i journalen:
”Der er ikke erfaring for i de senere år at langtidsbehandling med antipsykotisk medicin hjælper, hvilket er en holdning der deles af patienten, som ikke ønsker psykofarmakologisk behandling.”
Hmmm … faktisk ligger der et journalnotat, hvor hun har oplistet antal suicidalforsøg, antal indlæggelser og medicindosis de forskellige år. Ifølge hendes liste har jeg ingen selvmordsforsøg haft 2017-2019 (og der slutter listen). Jeg tror måske ikke, det er den mest grundige liste. Men alligevel imponerende at hun har taget sig tiden. Faktisk blev hun først færdig med listen i går 11/8. Det er faktisk en lidt sjov liste at have, men jeg tror lige jeg vil kigge på 2017-2019, for det er mig helt ubegribeligt hvis jeg ingen selvmordsforsøg har haft i den periode, da jeg føler jeg har haft forsøg hele fucking tiden.
I 2015 skriver hun jeg har haft 1 selvmordsforsøg + 1 veneficium? Når jeg slår det op, står der ”giftmord”?!? Hvad fanden skal det betyde
2014 var virkelig et lorteår med 6 forsøg + 1 stranguleringsforsøg
Hun skriver yderligere:
”Aktuelt arbejdes der med patientens kriseplan, og med at støtte hende i at anvende strategier, som hun tidligere har lært.”
Det er simpelthen hvad psykiatrien kan tilbyde ved en indlæggelse. At arbejde med min kriseplan, og bruge strategierne. Det har de prøvet de sidste 10 år, og jeg indrømmer gerne at jeg er tungnem, men hvis jeg er så tungnem, kunne man så prøve noget andet?
Og så får jeg dette forrygende tilbud: ”Sussi Malene vil øve sig på at henvende sig i modtagelsen inden alvorlig selvskade eller et selvmordsforsøg, og hun vil ikke blive afvist, men indlagt i 24 timer. Samtidig vil hun øve sig på at undlade at forlange sig udskrevet indenfor de 24 timer. Såfremt hun ikke er aktivt alvorligt selvskadende eller akut selvmordstruet efter 24 timer udskrives hun efter planen. Medmindre der er truffet aftale med patienten om en stabiliserende indlæggelse.”
Problemet er, at da vi henvender os næste dag i PAM, får lægen (som har en supervisor med, så hun er jo nok ikke så erfaren) det til at lyde som om, at jeg uden tvivl bliver vippet ud efter 24-timer og det bekymrer Mandse. Men jeg taler så med en virkelig skøn læge, som siger at jeg kan hilse Mandse og sige, at det altså ikke helt er sådan det forholder sig. Men det kommer jo nok an på, hvilken læge man render ind i
Men jeg er friiiii! Ude af Helvede på Jord.
Men tilbage til mandag, hvor patientrådgiveren kommer. Jeg mener at huske at han var god, men det er måske i sammenligning med ”Mr. Burns” jeg engang havde, som var helt ubrugelig. Der var en kvinde som vist var meget god, det er måske hende jeg husker. Men jeg ved faktisk ikke hvorfor han kommer, for han spørger ikke om jeg vil klage, han spørger ikke rigtig om noget, synes jeg at huske – jeg tror bare han siger, at jeg jo kan henvende mig, hvis der er noget?!?
Mandag aften har min KP ikke dokumenteret og jeg husker ikke lige noget.
Tirsdag holdt vi et minuts stilhed for den afdøde psykiater. Der var en af de andre patienter der kendte hende, og han var meget ked af det og græd – for selvom hun var skrap/streng, så var hun sød. Det er jo også ganske forfærdeligt altså.
De spørger i øvrigt hvorfra jeg ved hvem den ene medarbejder er (som jeg kender), og det vil jeg selvfølgelig ikke fortælle, da vedkommende måske kan komme i problemer, så jeg siger, at det er bare sådan nogle ting jeg kan/ved
Den frokost husker jeg i særdeleshed godt. En tidligere nyuddannet sygeplejerske fortalte mig engang om ”pædagogiske måltider”. Det er sådanne gratis måltider, når man spiser sammen med patienten, for patientens skyld kan man sige. Så patienten f.eks. bliver inspireret til at spise noget, eller lignende. Man kan læse om det her:
https://sl.dk/faa-svar/ansaettelse/maaltider-og-skat
På 809 spiser personalet stort set altid med patienterne. Også selvom det er deres egen medbragte mad, og de sætter sig blandt patienterne, de samler sig ikke ved et bord. Alle andre steder sker dette stort set ikke, på trods af, at de nyder godt af den gratis mad (de pædagogiske måltider). Nogle steder sidder de ude med patienterne, men ikke BLANDT dem. På 801 så jeg simpelthen hele personalegruppen denne tirsdag – og der var mange! – tage for sig af godterne og bagefter gå i samlet trop ind på kontoret og lukke døren. Og det kontor hvor patienterne ikke kan få kontakt til dem, for der er ingen vinduer eller lignende. Jeg ved godt nogle patienter føler sig overvåget af personalet, når der er vinduer/glas, men jeg kan nu godt lide at der er en form for kontakt. For det er virkelig ufedt at banke på en dør, hvor man ikke ved hvad de laver derinde.
På 801 måtte man heller ikke komme i spisestuen. Der var frugt sat ud og drikkevarer, og en kaffemaskine så vidt jeg husker – men hvad hjælper det, når døren altid er aflåst og man så skal belemre en personale?
Da jeg bliver udskrevet giver jeg hende jeg kender fra 809 de glasskår jeg har gemt til nødstilfælde. Og jeg får en bog med TÆV Det var noget hendes far havde lært hende, da hun havde en dårlig periode, så det skal jeg selvfølgelig have kigget lidt nærmere på. Jeg kan ikke lige huske hvad det står får nu nemlig.
Da vi kommer ud til bilen står hende vi kender der er blevet overfaldet ude på parkeringspladsen. Hun havde rigtig nok ikke kunne genkende mig den dag jeg ankom. Hun lader som ingenting da Mandse peger på armen, men hun bliver hurtigt klar over og overrasket over, at vi ved det. Hun fortæller at hun godt hørte at de sparkede døren ind den dag jeg blev tvangsmedicineret (altså hun var på afdelingen) og hun blev overfaldet. Hun fortæller nogle forskellige ting, som jeg ikke lige vil dele med ”hvem som helst” her i bloggen og vi slutter af med at give hinanden et kram. Jeg er ikke stor fan af at kramme ”fremmede” (det er hun jo heller ikke rigtigt, men alligevel ), men det her kram var faktisk i orden!
Jeg er ude!
Men ”Syge Sussi” opgiver ikke. Hun har virkelig været modbydelig ved mig siden vi startede ”modstandsbevægelsen”. Sat grumme billeder i hovedet på mig, og bildt mig ind at jeg mishandlede min lille Mimi-nussepige Og det kunne jeg aldrig finde på, men jeg blev i tvivl, og Mandse sagde selvfølgelig at det var noget sludder og jeg gentog og gentog, at det kunne jeg aldrig finde på. Jeg elskede hende så højt!
Det nye ”Syge Sussi” stunt var så, at jeg skulle sætte ild til mig selv på Brøndbyøstervej, fordi cheflægen og ledelsen på 809 gerne ville se mig brænde Så det gik jeg i gang med at planlægge.
Jeg (”vi” ) skrev et brev, som jeg skulle sende rundt til en masse journalister lige inden jeg gjorde det. Hun mente også, at vi skulle ringe til afsnit 809 og bede overlægen komme ud og nyde lysshowet. ”Syge Sussi” var virkelig bitter! Altså jeg er jo også temmelig bitter, men jeg har sådan set ikke lyst til at sætte ild til mig selv og traumatiserer folk.
Det skulle dog først ske EFTER jeg havde været på netcafé med nevø/niecerne, så de ligesom havde et godt minde om mig – også resten af min familie, da vi holdt brunch før netcaféen.
Dagen efter havde jeg lidt kontrol og jeg var bange og ked af det, så jeg viste brevet til Mandse. Han ringede til min søster, og de blev enige om, at de ikke kunne tage ansvaret for mig. Jeg skulle indlægges, for hvad nu hvis ”Syge Sussi” besluttede at det skulle ske inden netcafé-turen lige pludselig?
Så vi henvendte os på PAM. Jeg var ikke lige superbegejstret for idéen, så jeg sagde vist ikke så meget.
Vi kom først til at tale med en god … hun sagde vist at hun var sygeplejer? Selvom hun sagde, at noget fornuft havde jeg da, da jeg sagde at jeg aldrig ville overdosere med Paracetamol. Det synes jeg faktisk er lidt strengt sagt
Så kom vi til at tale med hende lægen og hendes supervisor. Supervisoren sagde ikke noget, andet end hun grinte da lægen spurgte om jeg drak alkohol og tog stoffer og jeg udbrød: Masser! Så jeg tænker at hun var god nok, men hende lægen virkede rimelig usympatisk. Jeg har mødt hende sidenhen hvor hun virkede lidt mere imødekommende, og så ændrede hun sig igen til et monster – så det er vist lidt op og ned med hende
Men jeg gik altså i barndommen, og det skal jeg da lige love for blev dokumenteret i journalen
”Objektivt psykiatrisk
Vågen, klar og orienteret i tid, sted og egne data.
Rodende, og pillende. Alderssvarende udseende og påklædning. Læderet formel og emotionel kontakt. Henvender sig primært til vir. Regredierende i mimik og kontakten til vir, taler babysprog med ham og peger fødder indad. Svinger meget i kontakten med UT.
Stemningsleje vurderes neutralt med nogen emotionel medsving. Kan grine i relevante situationer og svare med sarkasme. Ingen affektpræg. Upåfaldende psykomotorisk tempo. Tankegangen præget af privat logik. Auditive hallucinationer (egen stemme der fortæller dumme ting hun skal gøre). Fremtræder psykotisk. Kan ikke tage afstand fra selvmordstanker eller planer. SR2.”
Altså der er helt klart noget om snakken, men det er fandeme ikke rar læsning, og det er da lige til at blive (mere) syg af
Nåh, men jeg bliver ført over til afsnit 172 (igen) og det må du læse mere om næste gang, for nu skal jeg tisse, og ryge og sove
Stadig ingen korrekturlæsning på det jeg skriver, for jeg skal virkelig tisse (og jeg gider heller ikke :-P ).
Aug
6
Lørdag den 22. juli 2023 får jeg en kontaktperson, som jeg snakkede lidt med dagen før, da jeg havde det dårligt og lige var blevet tvangsmedicineret og hun virkede umiddelbart ret sød.
Jeg har det virkelig dårligt over gårsdagens hændelse – altså det overfald på tre personaler i forhallen. For jeg kender jo den ene temmelig godt. Hun har bl.a. fortalt mig hvordan hun har reageret i andre sådanne situationer – og det var ikke skide godt. Og jeg har hørt om hendes familie osv. Og så kan jeg ikke slippe tanken, at hvis jeg nu ikke havde sat sengen for døren, at hvis jeg nu havde taget medicinen osv. Så havde tingene gået anderledes. Jeg deler det med en ung kvinde, som jeg godt kan lide, men hun slår det bare hen – og det kan jeg altså ikke arbejde med. Så jeg skriver det til min kontaktperson – som er ældre end mig – og hun taler med mig. Det går egentlig okay. Men jeg får sagt nogle ting, jeg ville ønske jeg ikke havde sagt til hende. For hun ender med at være en VIRKELIG DÅRLIG kontaktperson.
Jeg kan ikke lige kigge i journalen, for hun har ikke dokumenteret for hele dagen – og hun var i dobbeltvagt.
Men altså – det er en lørdag, så det har sikkert været en virkelig kedelig dag. Jeg kan huske, at vi var i haven, for jeg må jo ikke være der alene.
Der er heller ikke været nogle læger, der har skrevet noget – før efter midnat – så jeg har nok ikke lavet noget lort eller brokket mig over noget og forlangt mig udskrevet
Jo altså, eg spurgte på et tidspunkt om jeg måtte komme i bad, så jeg fik nogle håndklæder. Jeg strimlede det ene og strangulerede mig med. Da min kontaktperson kom, sagde hun at hun godt vidste jeg gjorde den slags og at jeg brugte det som en mestringsstrategi. Hun gik og jeg gemte strimlen. Så kom hun og hentede håndklæderne. Hun tog ikke strimlen. Hvorfor måtte jeg beholde strimlen, men ikke håndklæderne?
Senere ville jeg rigtigt i bad, men så kunne jeg vist ikke få et håndklæde. Så jeg gik i bad med tøj på, lagde mig lidt på sengen (jeg havde jo alligevel plastiklagen) og gik ud og røg en smøg – i vådt tøj. Så kunne jeg vist få et håndklæde og noget af mit rene, tørre tøj.
Men om aftenen kommer Mandse og henter mig, for vi skal hjem til min søster og svoger og spise. Min mor sidder ude i bilen, og Mandse har låst bilen, for min mor er temmelig bekymret, pga. hændelsen dagen før. Mandse spørger min kontaktperson om vi må komme et kvarter senere tilbage, da min søster mener, at transporttiden ikke gælder med Men det gør den. Vi får dog lov til at komme et kvarter senere, men heller ikke et sekund mere.
Så tager vi hjem hos min søster og hygger os – min svoger har lavet Jambalaya med blomkålsris, og det er bare nams!
Faktisk er det ikke helt så hyggeligt, for jeg har det virkelig dårligt. Jeg er glad for at være sammen med min familie, men på nuværende tidspunkt har de allerede nedbrudt mig psykisk (på afsnit 801). Jeg har planer om at stikke af fra Mandse inden jeg skal ind på afdelingen, for jeg vil IKKE tilbage. Jeg gør min familie opmærksom på at det er helt af H til og de kan godt fornemme det.
Jeg ender med ikke at stikke af, for det nytter jo ikke noget. Det kan jeg jo heller ikke byde Mandse.
Men han beslutter sig for at tage en snak med min kontaktperson. Da vi kommer tilbage, er der en fra 809 i vagt, som jeg kender endnu bedre end hende fra dagen før. Det er rigtig dejligt. Jeg fortæller hende, at jeg så hende der er blevet overfaldet dagen før overfaldet og at hun ikke hilste og jeg tænkte at alle på afsnit 809 er sure på mig. Hun siger, at der ikke er nogen der er sure på mig. Hun fortæller mig, at hende der er blevet overfaldet, er i Lalandia i dag og det er virkelig skønt at høre, for så har hun det måske rimelig okay.
Mandse tager som sagt en snak med min kontaktperson, og hun har ingen argumenter – hun kan ikke komme med nogle forklaringer og man kan godt mærke, at hun synes det er meget ubehageligt. Så hun vil ikke tale særlig længe. Pludselig skal hun dosere medicin – og det er jeg da sikker på at hun skal – men det her er også temmelig vigtigt.
Men da min kontaktperson vælger slet ikke at registrere for hverken dag- eller aftenvagt den dag, bliver det altså ikke noteret, at min mand er dybt bekymret over behandlingen af mig.
Da Mandse er gået, visiterer de mig og jeg skal jo have alt af. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke været ude for, at mit tøj skal vaskes efter visitation, hvilket man ellers skal ved den slags visitering. Men da jeg ikke er misbruger er dette ikke nødvendigt. Nu har min kontaktperson pludselig ikke så travlt, for det er i hvert fald hende der siger, at mit tøj skal vaskes. Jeg forklarer at selv afdelingssygeplejersken, sagde at dette ikke var nødvendigt. No mercy! Det SKAL gøres. Jeg skal have patienttøj på – gennemsigtigt, hvidt, grimt patienttøj UDEN BH og trusser og så igennem miljøet i denne pinlige outfit.
De kunne lige så godt have klippet mig skaldet også.
Det kan godt være, at det ikke lyder så slemt, men når man i forvejen er nedbrudt. Jeg går helt kold.
Jeg kan ikke helt huske i hvilken rækkefølge tingene sker.
Jeg tror jeg starter med at tage et bad med tøj på. Det plejer at berolige mig, men nu er der intet der virker. Jeg sidder ned i badet, jeg sidder på risten. På trods af vægttab kan min nummer sagtens dække risten. Jeg lader vandet løbe. Der kommer mere og mere vand – jeg lader det løbe. Det passerer fra toilettet og videre ud i min sengestue, og jeg lader det løbe. Mere og mere vand. Så kommer personalet. De er ikke begejstrede. Der er selvfølgelig ingen fra 801 der kan nå ind til mig, men hende fra 809 får mig stoppet – dog når hun at få våde sko. Hun siger bl.a. at jeg ikke ønsker at skade nogen, og de andre patienter kan glide i vandet og komme til skade. Det ønsker jeg selvfølgelig ikke.
Jeg får tørt tøj på, hende fra 809 går ud og henter nogle tørre sko i bilen og jeg sidder ude i rygegården med en fra 801. Jeg har det virkelig dårligt. Men hvordan skal jeg ende mit liv her? Jeg tænker at jeg kan kvæle mig selv ved at fylde mund og næse med jord. Så det gør jeg. Jeg kommer straks i tanke om, at jeg ikke er så begejstret for at blive kvalt Men jeg tager ikke jorden ud, jeg lader den blive. Ham fra personalet virker til at gå lidt i panik, og spørger om jeg ikke hellere vil have noget ball-stik. Jeg fylder mere jord i mund og næse – og ører og til sidst hår. Min kontaktperson kommer også ud, men hun kan i hvert fald ikke nå mig.
Efter nogen tid kommer hende fra 809 og hun siger at det er meget ubehageligt for de andre patienter. Jeg er ligeglad. Jeg er færdig.
Hun tager mig i bad – behandler mig som et barn, men jeg er bare glad for at hun er der. De har jo alligevel behandlet mig som et barn fra den dag jeg satte mine fødder på denne lorteafdeling.
Endelig får jeg shampoo. For første gang siden jeg kom, må jeg vaske mit hår i shampoo.
Igen får jeg tørt tøj på – ikke rent, men tørt. Noget af mit eget, endelig slipper jeg for deres lorte-patienttøj.
De går. Jeg finder strimlen frem, den jeg strimlede tidligere og gemte. Jeg tager den om halsen, og binder om sengen. Jeg skal bare lige lidt – men så lægger jeg mig ned, og den strammer godt til. Jeg kan ikke rigtigt få vejret, det dunker i hele hovedet – jeg er ligeglad. Jeg er færdig! De har fået skovlen under mig.
Det næste jeg husker er at en ung kvinde kigger meget intenst og alvorligt på mig og spørger mig om et eller andet. Hun ligner på en prik en sygeplejerske. Der er mange mennesker i hele lokalet.
”Tvangsnotat at 22-07-2023 23:38
Der kaldes alarm kl.23.19 vedr. patienten
Personalet oplyser, at patienten er kendt med selvskadende adfærd – typisk at banke hovedet ind i væggen og strangulere sig selv. Der er levet en patientplan, der tillader dette i let grad. Dd. har patienten selvskaden på begge måder flere gange.
Men da personalet kommer ind til patienten forud for alarmkald har patienten forsøgt at strangulere sig med et håndklæde, der var bundet fast til sengen og bundet knude omkring håndklæde. Personalet beskriver at patienten var begyndt at blive grållig i ansigtet, da stranguleringen afbrydes. Patienten har ikke på noget tidspunkt mistet bevidstheden.
Da ut ankommer til stueen sidder patienten på gulvet sammen med personalet. Er vågen og svarer relevant på tiltale. Benægter smerter. Siger “jeg vil hjem” gentagne gange. Der måles upåfaldende vitale værdier og øjne, cavum oris, st.c +p ia.
Patienten gentager “jeg vil hjem” og kan ellers ikke indgå en samtale. Pt guides op på sengen og alle løse genstanden fjernes fra stuen.
Pt tilbydes beroligende tabl lorazepam 2 mg, men ønsker på ingen måde at tage dette. Vender sig væk og putter hovedet under dynen når der tales til hende.
Patienten vurderes i svær affekttilstand og i akut og nærliggende til fare for sig selv.
Objektivt psykiatrisk
Vågen og klar. Sparsom blikkontakt. Samarbejder om undersøgelse, men svarer kun “jeg vil hjem”. læderet formel og emotionel kontakt. Psykomotorisk tempo meget anspændt. Fremstår affektspændt og i en tilstand der ganske må ligestilles med psykose.
Vurdering og plan:
Patienten findes i en svær, forpint tilstand med psykisk uro.
Det vurderes helt afgørende for at bringe patientens akutte urolige tilstand til ophør, at patienten modtager beroligende medicin, selvom det skal ske med brug af tvang.
Aftaler:
Rp. inj. temesta 2 mg x 1 Patienten fastholdes kortvarigt på sengen i forbindelse med at dette gives kl 23.38.
Rp. tvangstilbageholdelse på farlighedsindikation
rp. fast vagt til søvn – herefter SK15
rp. fjernelse af genstande fra stue.
Rp. skr. information til pt. vedr. tvang
Rp. tildeling af patientrådgiver.
Dosis på 2 mg temesta er valgt fordi anden behandling vurderes ikke at være effektfuld og fordi man har erfaring med at den givne behandling har god virkning på patienten.
I morgen må afholdes samtale med patienten i rolig fase mhp drøftelse af videre plan.
Ovenstående er konfereret med psyk bagvagt. Frihedsberøvelsen skal overlægegodkendes snarest muligt.
Patienten er informeret om mulighed for at klage, mulighed for eftersamtale.
samt tildeling af patientrådgiver. TVP skema 3 påtegnet.”
Jeg siger ikke bare at jeg vil hjem, men at jeg vil hjem til min mand. Det kan jeg da huske. Og hun glemmer at skrive, at da de vil have mig til at tage medicinen, siger jeg at jeg skal tisse – og jeg skal tisse virkelig meget – men jeg må ikke komme på toilettet før jeg har taget medicinen. Det gør jeg ikke, så vil jeg hellere tisse i bukserne. Jeg får dog lov til at komme på toilettet noget tid efter jeg har fået sprøjten.
Der er heller ikke nogen samtale dagen efter om videre plan, som hun skriver.
De tager min snor i bukserne, som forsvinder sammen med mine 2 stormlightere og lommeaskebæger (altså lightere og askebæger var allerede opbevaret af dem selvfølgelig). Dem ser jeg aldrig mere. Jeg har skrevet til en fra centerets ledelse om dette, men intet hørt.
Jeg taler med den sygeplejerske der var der, da jeg ”vågnede”. Jeg siger, at jeg vidste hun var sygeplejerske, for hun ligner en på en prik. Hun spørger: Hvordan ser en sygeplejerske ud? Og jeg svarer: Ligesom dig
Jeg giver også hende fra afsnit 809 en undskyldning, for hun får mig altid til at love, at jeg ikke må lave ulykker på hendes vagt.
Dagen efter er tingene jo ikke ligefrem blevet bedre, så jeg hiver et lysstofrør ned ude på gangen og smadrer og skær mig med. Jeg får plaster på og de efterlader endnu et plaster på stuen. Jeg gemmer skåret jeg har brugt til eventuelt senere brug. Men hun låser vist igen døren til toilettet, hvor jeg har gemt det.
Kort tid efter får jeg brug for at gøre det igen, så jeg hiver endnu et lysstofrør ned og skær mig igen og gemmer skåret et andet sted. De har jo efterladt et plaster, så det bruger jeg bare og lader som ingenting.
Så kommer lægen og der står i journalen at min stue skal visiteres grad 3 og ligeledes mig. Jeg får ikke at vide, at de har gennemrodet mine ting. Der er vist heller ikke nogen ting at gennemrode, for de har jo ligesom taget ALT dagen før
Men jeg skal gennemtjekkes for sår. Det vil jeg ikke, så jeg går. Jeg får lov at tage en smøg, og da jeg har røget den, lader jeg mig gennemtjekke.
En læge jeg kender godt (hun har været FADL-vagt gennem mange år på 809, lige så mange år som jeg er kommet på 809 faktisk, men jeg kan dog ikke huske hende fra så langt tilbage – hun kan vist huske mig) kommer og syr mig sammen.
Hun var der faktisk også den første dag, hvor jeg fik en samtale med hende, fordi jeg ville udskrives. Det var lidt noget pis at det var hende, for så endte det med, at jeg blev der frivilligt, da jeg ikke gider skabe mig, når det er nogen jeg godt kan lide
Jeg spørger om det er i orden med noget rolig klavermusik til arbejdet og det er det. Jeg siger, at jeg da også kan sætte Skrillex på, men at det måske er lige stressende nok Men det tror jeg faktisk også hun havde været okay med.
Hver gang min kontaktperson forlader stuen fortæller jeg lægen om alle de ting de udsætter mig for. Jeg tænker ikke rigtig hun kan gøre noget, men jeg har alligevel brug for at sige det og hun spørger mig da også, om hun skal tale med min gårsdagens kontaktperson. Men jeg siger, at det sikkert bare gør tingene værre. Det oplevede jeg jo ligesom dagen før.
Endelig beslutter de sig for at kontakte en patientrådgiver – som kommer dagen efter – altså to døgn efter den første tvangsmedicinering (der skal faktisk ikke gå mere end 24 timer, så vidt jeg ved).
De bestiller også strips til lamperne, så man ikke kan pille dem ned Det er så tredje afsnit, jeg har været på, hvor de gør det pga. mig
Så må du vente med resten af historien til en anden dag, for nu skal jeg i Outletbyen i Ringsted sammen med Mandse
Aug
5
… og så blev jeg kørt til Brøndbyøstervej. Noget der plejer at være en forbedring. Det var det virkelig ikke.
Da vi ankommer i forhallen, låner vi et rullebord i caféen. Det er en fra 809 der står i caféen – en som jeg kender rigtig godt gennem 10 år og hun kigger på mig uden at hilse. Jeg tænker, at hun og hele 809 er sure på mig. Det er sådan en tankegang jeg har, men jeg skal måske lige nævne, at sidst hun så mig, var jeg næsten 40 kg. tungere (så jeg har ændret mig en del).
Mens vi venter på at komme ind på 801, siger jeg til min kontaktperson fra 172, at jeg håber de ikke er sure, for det er de altid. Hun griner. Det er måske mærkeligt for hende at forestille sig, men jeg har oplevet så mange gange, at de er sure og – ja, de behandler ikke én som om man kommer fordi man har det svært. Jeg har prøvet at blive behandlet som luft og jeg har prøvet at de talte OM mig og ikke TIL mig. Sådan var det selvfølgelig ikke på 809, men der kendte de mig jo også temmelig godt. Og hende der følger mig – som jeg kender lidt fra 811 og også tidligere fra 172 – er sådan en person, der bestemt ikke er sådan. Hun er altid venlig og smilende. Hun behandler folk ordentligt. Jeg har endda oplevet hende tale patienternes sag til et patientmøde foran alle kollegerne. Man skal være et helt specielt menneske, for at gøre dette.
Men hun sagde det, til dem der tog imod os. De sagde, at selvfølgelig var de ikke sure. Det var de faktisk heller ikke. Heller ikke da de fandt mit sidste barberblad, da de visiterede mig. De talte om, om jeg skulle have vasket mit tøj, efter de havde visiteret det, men det var ikke nødvendigt sagde afdelingssygeplejersken, da jeg ikke er misbruger (husk venligst dette til senere).
At jeg mister mit sidste barberblad betyder at jeg går i PANIK. Det er måske ikke godt at jeg har tre barberblade, for så bruger jeg dem. Men når jeg kun har ét, så har jeg det sådan set kun som sikkerhed. Just in case.
De spørger om vi skal vente med at visitere alle mine ting, så jeg lige kan lande, og det går jeg med til, for jeg tænker jo, at det så bliver gjort i løbet af dagen.
Jeg får lov at komme ind og ryge en smøg.
Når man kommer på en psykiatrisk afdeling, så skal man tale med en læge som noget af det første. Men det er sådan set også al den samtale der er. Personalet taler sådan set ikke med en. Nu har jeg jo været indlagt nogle dage – blot på en anden afdeling – men man kommer jo fordi man har det svært, og man får bare lov til at passe sig selv. Ingen spørger hvordan man har det. Jo igen på 809 fordi de er lidt specielle og fordi de kender mig. På 809 kom alle fra personalet faktisk og spurgte hvordan jeg havde det, og hvordan det gik med ditten og datten – så nogle gange var det næsten lige ved at blive for meget, fordi jeg skulle fortælle den samme historie rigtig mange gange
Og så bruger jeg ellers dagen på at vente på at få visiteret mine ting samt at få en dyne, hovedpude og lignende. Intet sker. Jeg får det først kl. 22.30 eller noget i den stil.
Jeg er ret sikker på, at jeg får en fjernbetjening, da jeg kan forsikre dem om, at jeg ikke sluger batterierne.
Om aftenen får jeg at vide, at jeg kan få mit nattøj, hvis jeg afleverer det tøj jeg har på i bytte. Jeg får ikke udleveret noget lagen, så jeg må sove på en madras med betræk af plastik eller gummi – i hvert fald ikke særlig rart at ligge på. Specielt ikke om sommeren, hvor det er varmt. Ikke at det ikke er noget jeg har prøvet før – men JEG er ligesom kommet videre. For jeg er vant til at blive indlagt på 809, hvor de kender mig, og stoler på mig.
Næste morgen vil jeg gerne have mine toiletting og noget tøj. Min dagens kontaktperson vælger, at det skal jeg ikke selv deltage i. Hun vælger også (ligesom ham på 172) at rode mine ting igennem alene (eller måske sammen med den elev hun vist har på slæb), og finde det hun synes jeg må have. Jeg tror det begrænser sig til en tandbørste og et sæt snavset tøj. Det er jeg jo temmelig utilfreds med, men jeg prøver at beherske mig (og når jeg behersker mig, så er jeg virkelig ordentlig altså, men indeni raser jeg). Hun kommer så med noget nyt tøj, som jeg heller ikke kan bruge til noget – det er fordi min mand bl.a. har kommet med noget tøj, jeg ikke går i. Det kan han selvfølgelig ikke gøre for – han er jo kun en mand Men nu bliver jeg altså virkelig irriteret, siger det er lige meget og går. Jeg tror jeg går direkte ind under bruseren med tøj på, da det beroliger mig.
Da hun kommer og tjekker til mig, prøver hun at få mig i tale. Men jeg har opgivet hende. Hun begynder så at tale hele tiden – og tale som om hun taler til et lille barn. Det er sikkert i den bedste mening, for det er på den der måde, man måske også ville tale til en syg kattekilling. Jo mere hun taler og jo mere hun taler på ”den der måde” jo mere går jeg ind i mig selv. Indimellem slukker bruseren jo, og når hun gør et forsøg på at komme nær mig, tænder jeg for bruseren. Hun kommer med nogle håndklæder som hun lægger ud.
Da hun går strimler jeg det og prøver at tage det om halsen – som jeg også gør for at berolige mig. Der er ikke noget farligt i det, for jeg stopper, når det er ved at blive farligt. Men jeg kan ikke rigtig stramme til, fordi håndklædet er vådt, så det bliver på ingen måde farligt, og har altså ingen effekt. Men denne seance med hende der hele tiden kommer ind og taler, foregår nok en time eller i den dur.
Så siger hun, at jeg jo er der frivilligt. Det får mig ud af trancen, og jeg rejser mig op og siger, jeg gerne vil udskrives. Hvis man er der frivilligt, kan man vel blive udskrevet – ja, jeg er lidt naiv, når jeg har det dårligt
Da jeg kommer ud, får jeg tørt tøj på og hun låser døren til toilettet og går. Jeg går ud for at ryge. Jeg kan ikke få ligteren der sidder på væggen i rygegården til at virke. Efter en hel del forsøg, bliver jeg temmelig rasende og kommer ind i dagligstuen. Der sidder en medarbejder og jeg tror hun spørger om hun skal hjælpe mig med noget ild eller lignende. Nu er jeg nået dertil hvor det er ved at være svært at være venlig, så jeg siger nok at det fandeme er lige meget, for … jeg husker ikke helt hvad jeg siger, men jeg er ikke direkte uhøflig, men man er nok heller ikke i tvivl om, at jeg er utilfreds
Jeg går ind på stuen, smider cigaretten og har lyst til at skrige.
Jeg ender med at sætte sengen for døren og trække gardinet for vinduet, så jeg kan få FRED. Fred fra min kontaktperson der snakker uafbrudt og … bare FRED. Jeg prøver at banke to af lamperne ned, men det er vist temmelig umuligt. Efter kort tid bankes der på døren. Jeg sætter mig på sengen, og ved godt det er noget lort jeg er ude i. De går i panik og trykker alarm. En løber vist udenfor, for at kigge ind, men jeg har jo trukket gardinet for. Der trykkes alarm igen (jeg har i hvert fald læst i min journal at der trykkes alarm to gange).
Jeg er handlingslammet.
Pludselig banker de meget hårdt og jeg bliver bange – jeg holder mig for ørerne og mærker sengen bevæge sig. De er på vej ind.
Dem der kommer ind er meget forpustede. Lægen kommer. Hun spørger hvad der sker og jeg fortæller, at jeg bare gerne ville have noget fred. Hun spørger hvad jeg ville bruge den fred til. Det svarer jeg ikke på, for jeg ved det ikke rigtigt. Jeg siger, at jeg gerne vil udskrives, da jeg har fået at ide, at jeg er der frivilligt. Det kan jeg ikke blive – og så tænker jeg, at der ikke er mere at snakke om, så jeg vil gå ud i rygegården. Det må jeg ikke. En mand tager forholdsvist hårdt fat i mig, og fører mig tilbage. To kvinder (den ene er min dagens kontaktperson, den anden er en sød kvinde der tog imod mig, da jeg kom) tager over og sidder på hver side af mig – de holder mig begge i begge mine arme. Altså bare har fat, for jeg gør jo på intet tidspunkt modstand! De begynder at nusse mig på armene, hvilket irriterer mig lidt. Lægen snakker, for nu skal jeg jo have medicin. Jeg kan selv vælge Rivotril eller de kan vælge Lorazepam. Jeg har opgivet ævred – jeg tænker ikke jeg har noget at skulle have sagt, for jeg vil slet ikke have medicin, så jeg siger intet. De kommer med Lorazepam. Hælder det ud i hånden på mig, og fører hånden op til munden. Jeg vil ikke, så jeg gør let modstand – altså de prøver heller ikke at tvinge mig (lige der), så det er virkelig kun let modstand. Jeg får at vide, at så får jeg det med injektion. Jeg er igen gået ind i mig selv. To personer ligger sig oven på mine ben med mine nysyede sår og to på mine arme – muligvis flere. De vender mig på siden, trækker bukser og trusser ned og giver mig en sprøjte. Så siger lægen: ”Nu er du rolig”. Jeg bliver lidt forvirret, for jeg har jo på intet tidspunkt været højtråbende, urolig, aggressiv, devaluerende eller noget som helst, der kan betegnes som urolig. Hun siger, vi kan tale om en time, når jeg har fået det bedre. De fører mig over på en anden stue, da de jo har smadret døren. Alarmen går igen to gange (der er en mand der går amok ved hovedindgangen og dræber en læge og sårer to øvrige, men det ved jeg heldigvis intet om på dette tidspunkt). Jeg lægger mig på sengen og græder.
Jeg har vist fast vagt. Efter kort tid rejser jeg mig for at gå ud og ryge. Mens jeg ryger, finder jeg flotte sten i rygegården. Hende den søde, der tog imod mig og som også holdt mig tidligere, siger at jeg skulle have haft mine ”samtale-bukser” på og de andre spørger hvad det betyder. Hun forklarer, at jeg har nogle bukser, jeg kalder samtale-bukser, for jeg kommer altid i samtale, når jeg har dem på, da alle har noget at sige om dem (de er meget farverige). Jeg vender langsomt tilbage til verden.
Jeg husker, at de siger noget om, at afdelingssygeplejersken snart kommer og informerer os om et eller andet der er sket.
I aftenvagten kommer en jeg kender fra 809. Ikke en jeg kender supergodt, men jeg føler mig mere tryg. Hun er en af de gode.
Jeg taler igen med lægen, nu har jeg det bedre. Hun er faktisk meget sød. Jeg spørger til, hvad hun mente med ”Nu er du rolig” og den formulering undskylder hun vist mere eller mindre. Jeg fortæller hende, at da jeg ”talte” (hun talte) med hende tidligere, tænkte jeg, at hun ikke var særlig sød.
Min faste vagt seponeres, men jeg har SK15. Jeg får udgang med min mand i to timer og udgang til have med følge. Lige for at sikre mig, at hun ikke har skiftet mening, tjekker jeg om jeg kan blive udskrevet Det kan jeg ikke, men vi kan tale om det mandag.
Bagefter spørger jeg til det afdelingssygeplejersken skulle fortælle os. Jeg får at vide om det frygtelige knivoverfald på tre personaler. Der er jo ligesom nogle personaler på en anden afdeling, der betyder en del for mig, så jeg bliver jo virkelig frygtelig bekymret – så bekymret, at jeg faktisk får at vide, at jeg kender én af dem og at det er en der er uden for livsfare. Men de to andre kender jeg ikke. Da jeg får at vide hvor det er sket – i forhallen – gætter jeg hvem det er, da jeg jo så hende den dag jeg blev flyttet, og ved at hun arbejder der nu (i caféen).
Jeg kan nu alligevel ikke helt slippe det og slippe tanken om det der er sket.
Senere begynder jeg at tænke, om det var gået anderledes, hvis de ikke havde skulle bruge tid på mig. Om der havde været flere personaler til stede, at de havde været mere fit for fight, osv. Jeg ved jo, at når der går mange alarmer, kan det være svært at finde personale til at komme afsted. Jeg har siddet på åbne afsnit, hvor der intet personale var, fordi de alle sammen var løbet til alarm.
Ellers forløber dagen vist okay. Jeg har jo en af de gode som KP
Journalnotat fra den aften:
”Pt er kommet tilbage fra udgang med ægtefælle til den aftalte tid. Er utilfreds over, at hun ikke må have fjernbetjening på stuen (nul stuen)
Pt. medgiver, at hun gerne vil samarbejde til frivillig indlæggelse, så frem hun får lov til at beholde fjernbetjeningen.
Hun medgiver, at hun aldrig tidligere har selvskadet ved at sluge batterier. Giver udtryk for, at hun kan tage afstand fra at selvskade med fjernbetjening/batterier.
Drøftes telefonisk med overlæge AJ. Det besluttes, at pt. kan imødekommes i at beholde fjernbetjening mhp at følge mindste middels princip, da pt. ellers vurderes tvangstilbagehooldelig.
Det vurderes, at pt kan på troværdigvis indgå aftale om ikke at selvskade med fjernbetjening.
rp: Fjernbetjening på stuen”
>> Rp.: recipe (betyder “tag” og bruges til ordination af medicin eller anden behandling). <<
Jeg vil tro at ”Fjernbetjening på stuen” er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har fået ordineret
Den læge jeg taler med kan ikke huske mig, fordi jeg jo har tabt mig en del. Jeg fortæller ham, at jeg godt kan huske ham, og det med hvorfor han nok ikke kan huske mig. Han vil gå tilbage og kigge i journalen, hvad vi tidligere har talt om Det kan jeg nu ikke huske, jeg ved bare at jeg kendte ham fra tidligere
Jeg tror jeg vil slutte for nu, og så kommer resten i et sidste indlæg.
Jul
24
De sidste par dage har nok været de værste i mit liv. Vi taler simpelthen om, at jeg måtte skrive følgende til Mandse:
”Jeg tror denne her indlæggelse kommer til at ændre mig som menneske. Jeg har aldrig været depressiv, præget af sortsyn, osv. Har altid kunnet se tingene fra den humoristiske side. Jeg tror det har ændret sig.”
Det har været et mareridt at komme igennem. Og jeg har også gjort ting, jeg aldrig troede jeg skulle ud i. I ren desperation. Jeg ved godt, at det var lidt samme magtkamp på 809 i starten, men der havde jeg ikke været igennem 10 opslidende år i psykiatrien. Det har jeg nu. Selvom jeg har mødt mange gode mennesker på min vej, så har jeg også fået mange knubs – traumer faktisk. Og det har jeg så sandelig også i denne omgang, på trods af at vi kun taler et par dage.
Dengang på 809 eskalerede det langsomt efterhånden som jeg fandt ud af hvor umenneskeligt det hele kan være – så der havde jeg lært menneskene at kende, og jeg stolede på dem. Jeg følte, at selvom tingene var hårde og uretfærdige. Så var der nogen der ”holdte af mig”. Her kender jeg ingen, og selvom de virker flinke, så stoler jeg jo ikke på dem – og ærlig talt, så er det også nemt at være flink, når man har magten.
Men lad os starte fra starten. Jeg har haft det rigtig svært i et par måneder vil jeg tro. Så jeg har haft kontaktet Livslinien. Det er godt at skrive med Livslinien, for de er virkelig dygtige, omsorgsfulde – og så kan man være anonym. Så man behøver ikke frygte indlæggelse. Problemet er, at man kun kan skrive 6 gange, og så lukker de ned. Så skal man starte forfra. Og når man er et fjols som mig, der spilder tre svar på små beskeder, så går det jo stærkt. Men jeg er da blevet en erfaring rigere.
Jeg kontaktede i øvrigt også Folkekirkens sjaelesorg.nu chat, fordi jeg var desperat, og det kan jeg ikke anbefale til selvmordstruede eller andre, der begår synd osv.
Men jeg endte med at dele med Mandse og min bostøtter. Fordi den ene bostøtte FIT’er (Feedback Informed Treatment). Jeg er ikke stor fan af FIT. Nu er jeg lidt i tvivl. Den dag var jeg i særklasse ikke fan af FIT (eller ”Syge Sussi” var ikke fan af FIT). Jeg (”raske Sussi”) er glad for at jeg kunne få nogle allierede.
Men man scorer på hvordan man har det i forhold til forskellige ting, og enten skulle jeg jo storlyve, eller også indrømme hvor dårligt jeg havde det. Jeg prøvede at være ærlig på dem det drejede sig om, men så skrue lidt op for dem der egentlig var okay i forvejen (så scoren ikke overordnet set faldt så voldsomt). Men den faldt alligevel pænt meget og jeg ved jo også godt, at hun tjekker alle punkter, så det nyttede ikke rigtigt. Så jeg blev nødt til at sige det.
Den dag dannede vi en modstandsbevægelse mod ”Syge Sussi” og hun var RASENDE!
Men vi kom igennem Mandses ferie – og det gik okay. Ja, Mandse har lige haft ferie og vi havde en dejlig ferie. Lige indtil den var ved at slutte, så:
Fredag (hvor han skulle på job den efterfølgende mandag): Stak af fra Mandse og PRØVEDE at drikke mig fuld med en stor flaske lakrids shots, som smagte vederstyggeligt, som en anden bums et sted i nærheden af Kødbyen (planen var at drikke mig mod til og så tage en overdosis piller, så jeg for en gangs skyld kunne gennemføre og ikke ”chiken out” når jeg blev for medicinomtåget). Jeg måtte opgive og ringe efter Mandse. Vi prøvede alligevel at drikke mig stiv senere om aftenen i ”smufties” (smoothies), så jeg kunne få det bedre. Jeg tilføjede 3-4 cl. vodka pr. smufti og jeg drak 3 styks. Jeg blev slet ikke fuld.
Lørdag morgen: Jeg skar mig i benet med et barberblad, og måtte på skadestuen og syes (det er da bedre end at tage livet af sig selv?). Lægen foreslog at jeg talte med en psykiater, men … pænt nej tak ).
Søndag morgen: ”Syge Sussi” fik mig overbevist om, at det nu var tid til at tage 100 styks 15 mg. Truxal. Jeg adlød.
Efter en time blev JEG (”raske Sussi”) bange og tog magten. Jeg sagde til Mandse hvad jeg havde gjort. Han kørte mig på skadestuen. Jeg skulle drikke to flasker aktivt kul. Der findes intet værre i denne verden. Men jeg vidste jo, at jeg skulle drikke lortet, ellers ville jeg sikkert få det med sonde gennem næsen. Så jeg bællede hver flaske i én mundfuld. Så lægen følte lige det var vigtigt at skrive at jeg drak dem ”med stor velvilje”. Suk!
Jeg husker ikke så meget fra skadestuen – som sædvanligt – men jeg husker, at mine Laxoberal-dråber og Movicol begyndte at virke, og i den tilstand jeg var i, var jeg lettet over at se mine trusser var rene dagen efter
Efter 8 timer blev jeg rådet til at tage på psykiatrisk skadestue – og selvom Mandse har været meget tålmodig og ENIG i min beslutning om ikke at henvende sig til psykiatrien, var han simpelthen for bekymret. Så han kørte mig på PAM.
Udover at jeg var MEGA medicinpåvirket, var jeg heller ikke interesseret i at tale med lægen på PAM. Jeg ville ikke dele noget. Dette morede psykologen og min kontaktperson dagen efter til ”lægesamtalen” (det var en psykolog der stod for mine lægesamtaler). De kunne åbenbart levende forestille sig den samtale og psykiaterens kvaler
Men jeg blev altså indlagt. Det sagde Mandse og lægen, at jeg gerne ville
Nu er jeg jo virkelig ikke begejstret for Nordstjernevej, så de kan næsten kun overraske positivt. Det gjorde de næsten også. I det store hele.
Jeg blev modtaget af to søde unge mænd, hvoraf den ene sørgede for at jeg fik noget at spise. Han startede med sandwich, men på grund af VILD mundtørhed (forårsaget af al den Truxal), kunne jeg slet ikke sluge den. Han havde også givet mig en cup cake. Så spurgte han om jeg ville have yoghurt i stedet. Det ville jeg gerne. Han stak hovedet ind igen, og blinkede næsten da han spurgte om jeg også ville have en kage mere. Jeg måtte indrømme, at det ville jeg virkelig gerne.
Jeg fik konfiskeret de fleste af mine ting. På Nordstjernevej må man næsten ikke have noget, så de tog bl.a. mine tamponer? Mere om det senere.
Og så sov jeg ellers videre til næste dag.
Næste morgen vågnede jeg kl. 6 og bad om en tandbørste. Der sad to kvinder inde på kontoret. Den ene kommer til døren og kigger på mig, som har jeg pisset på hendes sukkermad. Men jeg får da tandbørsten – godt nok uden et ord (hun arbejder med folk, der har det rigtig svært). Ellers var det en god dag, for en af dem jeg har kendt i over 10 år fra afsnit 811 var på job. Hun var der også sidst jeg var indlagt på afsnit 172. Jeg kender hende ikke vildt godt, for hun var jo på 811, hvor jeg ikke så tit var. Men hun er bare sådan en jeg tror alle kan lide (i hvert fald patienter) og hun er også sådan en der er på patienternes side. Hun er sådan en de har brug for på 172.
Men jeg lærer de andre fra personalet lidt bedre at kende. Ikke sådan rigtigt, men jeg kan bedre genkende dem fra gang til gang, og jeg får en svag erindring om, at de vist egentlig var meget søde.
Jeg fik i øvrigt forklaret hvorfor der ikke var drikkevarer ude, som der plejer. Det var fordi, der var en patient der skulle have ECT og ikke skulle fristes – man skal være fastende ved ECT (jeg håber ikke vedkommende får medicin der giver mundtørhed) + man må vist heller ikke få benzoer, så vidt jeg husker. Det var fordelen da jeg fik ECT – dagene før en behandling, kunne de ikke tvinge benzoer i mig
Lægesamtalen var med en sød psykolog og dagens gode KP som sagt. Jeg havde ellers besluttet mig for ikke at ville samarbejde, men både KP og psykolog var nogle af ”de gode”, og man kommer jo også længst med at samarbejde. Det er bare SÅ SVÆRT!
Jeg fik at vide, at jeg kom først i køen til Brøndbyøstervej, selvom jeg var ankommet sidst, men de ville stresse mig mindst muligt.
Jeg sagde i øvrigt også til psykologen, at hvis hun siger, jeg skal slå mig selv ihjel, siger jeg jo: Du må være idiot! Men hvis det er inde i hovedet det bliver sagt, så har det en anden virkning – det bliver meget overbevisende. Det er jo næsten lige som om, at det er en selv, der mener det. Da jeg gentog det for Mandse lavede han grin med mig og citerede Michael Schødt (når han taler om foliehatte): ”Det kom inde fra mit hoved, så det må være rigtigt!” Tarvelige Mandse
I aftenvagten kom Mandse og vi lavede en sjov film, om hvor sexet Mandse synes de udleverede sutter jeg har fået var (den kan ses på Facebook ).
Efter Mandse gik blev det for svært og jeg skar mig med et barberblad. 14 sting. De fik det brugte barberblad ud af mig og et ekstra. Det havde slet ikke været nødvendigt, for han var temmelig amatøragtig. Jeg skulle tage mine bukser af som han skulle undersøge, men han gik ud af lokalet imens jeg skiftede og der havde jeg jo kunne gemme barberbladet væk. Jaja, jeg ved godt det er en dum dum tankegang, men ”Syge Sussi” huserer stadig.
Tirsdag morgen fik jeg udleveret toiletting til at bade med. Ansigtscreme og parfume måtte jeg vente med til jeg skulle bruge det. Da jeg så skulle bruge det gik de i gang med møde. Det skulle tage et kvarter, men det tog mindst en halv time (og sådan er det fucking ALTID – seriøst!). Bagefter bad jeg min KP om min ansigtscreme og parfume. Han gik ind på depotet, hvor han var måske 5 minutter. Så kom han ud med det jeg måtte få (hvilket ikke var creme og parfume). Han havde simpelthen ene mand stået og gennemrodet mine ting? Jeg sagde at jeg skulle bruge ansigtscreme og parfume. Jeg kunne få det han havde. Jeg forklarede. Han gad ikke høre. Han havde magt og jeg var bare et undermenneske. Men heldigvis har jeg Mandse, som havde fri, så jeg ringede og sagde han skulle komme og få mig udskrevet. Mandse kom, og jeg fik mine ting PRONTO. Hvorfor skal det være sådan? Hvad med dem der ikke har en tilgængelig pårørende? Jeg føler med dem, hvis de skal finde sig i det lort altid!
Men jeg ventede på Mandse bankede jeg i øvrigt hovedet ind i væggen, og de kom ind og talte med mig uden at skælde ud. Jeg fik heller ikke morgenmad i protest – man er vel ikke 5 år for ingenting
Så kom vi til samtale med psykologen. Det var ikke en trussel – og det lød sådan set heller ikke som én, men hun ville bare sige det. Men hvis Mandse kom sådan en anden gang, kunne de se sig nødsaget til at han ikke måtte kom ind på afdelingen en anden gang. Det er fordi han er sådan en stor mand, at de bliver bange (også fordi min KP var jo en lille undermåler ). Fair nok, men vi skal bare huske, at Mandse INTET gjorde, han var helt rolig – men bestemt. Han hverken snerrede, hævede stemmen, talte grimt eller andet. Kun fordi han er en stor mand. Men min gamle chef introducerede ham jo også engang til en samarbejdspartner som ”Han ligner en der spiser børn – men han er blød som smør”
Vi aftalte med psykologen, at min vagtens KP skulle spørge hvordan jeg havde det hver halve time, hvor de alligevel skulle se til mig.
Men vid dette, kære læser: Der var naturligvis tale om en misforståelse, som der altid er!
Det var faktisk fordi han var meget bekymret for mig, den lille stakkel. Åh nej da!
Jeg kom på udgang med Mandse og da jeg kom tilbage, udvekslede jeg ikke et ord med min KP. Samme situation dagen efter. Han var virkelig bekymret
Mens jeg var på udgang med Mandse blev jeg ringet op om, at de havde en ledig plads på 809. Jeg sagde til hende: ”Er du sikker på, at de vil have mig på 809?”. Det var hun ikke, så det ville hun lige tjekke op på. Og ganske rigtigt, når det var lige præcis mig, kunne det ikke lade sig gøre. Jeg kunne virkelig mærke kærligheden
Da Mandse bliver lukket ud den aften, siger han til den forkerte af de unge mænd fra første aften, at han ikke skal hælde kage i hans kone Det prøver han i øvrigt lidt senere, eller dagen efter. De snacker generelt meget på Nordstjernevej. Men det er jo virkelig også det eneste man kan foretage sig – det og så at ryge smøger
Jeg brugte tiden å at lave løkker og banke hovedet ind i væggen i rygegården. Jeg troede ikke de kunne høre det, men de kunne de. De kunne også se jeg var rød om halsen. Jeg benægtede naturligvis alt! Min KP og en anden ung kvinde prøvede, at få mig i tale, men selvom de var rigtig søde, så magter jeg bare ikke fortælle om mine problemer til børn Så en ældre kvinde henvendte sig til mig – altså en ansat – og vi fik en god snak om ”Syge Sussi”/Lussi. Jeg skulle finde et billede af hende, som jeg skulle vende, når hun ikke må være der (og det siger Mandse er altid). Jeg fik også et ”humør-armbånd” fra børne- og ungdomspsyk. Hvis jeg vender det så det er grønt er jeg i min habituelle tilstand og hvis jeg vender det rødt, har jeg det skidt og vil gerne bede om hjælp.
Onsdag er der også en plads – denne gang på 811. Men de kan så ikke lige rumme en selvskadende patient, så den gik heller ikke.
Dagen efter, da Mandse skulle komme, spurgte han om jeg skulle have flere tamponer. Jeg sagde, at det måtte jeg ikke have. Han spurgte om det var fordi, de var bange for, jeg bandt dem sammen og brugte som nunchaku? Jeg var færdig af grin. Hver gang eg tænkte på det den dag, knækkede jeg sammen af grin – og sådan en opførsel kan altså være farlig på en psykiatrisk lukket afdeling
Jeg får udgang til at komme til motionshold i Hvidovre Sundhedscenter. Dejligt, men hårdt!
Om aftenen bliver en jeg har kendt – perifært – de sidste 10 år indlagt. Jeg er glad for at se ham, men selvfølgelig ikke der. Sidst jeg var indlagt på 172 for et halvt år siden, var han også indlagt. Der havde vi det faktisk rigtig hyggeligt – også sammen med hende den ansatte fra engang 811, nu 172.
Torsdag bliver der en plads på 801. De vil have mig – yay! Jeg bliver overflyttet. I taxaen dertil sender jeg en mail til psykologen:
”Skrevet onsdag, da jeg troede jeg skulle til 811, men de fandt vel også ud af, det var mig, så pludselig var der ikke en ledig plads alligevel.
Du skal bare vide, at den personale der var så bekymret for mig i går (tirsdag), så han ikke kunne udlevere mine toiletting. Han var ikke mere bekymret, end da jeg kom tilbage fra udgang 12.40 så jeg ham ikke en eneste gang. Han så muligvis mig, men aftalen var jo, at han skulle spørge hvordan jeg havde det. Samme situation i dag, hvor første samtale med ham var, at jeg skulle overflyttes til 811. Der var kl. 9.50.
Så jeg tænker at jeg havde ret i min antagelse om, at det handlede mere om magt, eller at han ikke kan lide selvskadende patienter eller … mulighederne er jo mange.
Måske I skulle kigge på hvorfor patienter og pårørende hidser sig op – så meget at de ikke må komme på afsnittet. Måske det ikke handler om de pårørende, men om de ansatte.
En psykolog har lige skrevet til mig:
“Præcis. <3 Da jeg arbejdede i psykiatrien kunne jeg få overraskende mange kollegaer til at give mig ret bag lukkede døre, men i det åbne rum var det alt for farligt. Som én af psykologerne sagde: “Du har ret, men jeg har et huslån at tænke på…”
Popularitet eller socialhierarkisk harmonisering fylder dog mindst lige så meget, det har du også ret i. Jeg var nødt til at blive selvstændig for at kunne sige de ting, jeg siger.”
Det kan man jo tænke over 😉
Mvh,
Sussi Malene Jacobsen 🐱🐞🦋
P. S. Du er virkelig sød – det siger min mor, at jeg skal huske at sige til folk, når de er det 😁👍
P. P. S. Mht. at der er ferie og de har så og så travlt, så tænker jeg, at det er sjældent de har så travlt (med mindre der er MEGET dårlige patienter). Det kan jeg jo observere. F.eks. er der sagtens tid til at gå fra og se Tour de France. Det brokker jeg mig slet ikke over, for det er da langt bedre end når de sidder og hyggesludrer inde på kontoret. Det er faktisk rigtig rart, at personalet gider at være i miljøet og tale med patienterne.”
(fortsættes)
Jan
24
Mandag d. 2/1 til fredag d. 6/1 var jeg indlagt. En af de der planlagte indlæggelser hver ottende uge. Det var en god indlæggelse – ”overyndlingen” var kommet tilbage. Men det var også en svær indlæggelse, som de plejer at være. Fordi jeg bliver nødt til at give slip og deale med alt det sorte, alt kaosset.
På vej hjem fra hospitalet kommer jeg til at tænke på, hvad jeg skal gøre, hvis jeg får det dårlig, når kontrakten udløber til juni 2023. Jeg tror nemlig ikke de vælger at fortsætte den, for udadtil virker jeg nok for god. Så jeg får selvmordstanker – stærkere end de plejer, mere konkrete.
Fredag aften finder jeg ud af, at jeg har glemt en pilleæske, som vi tager ud og henter. Det er ”overyndlingen” der kommer ud. Hun kan gennemskue, at det ikke går alt for godt. Hun siger, hvis det bliver værre, skal jeg fortælle det til Michael. Jeg siger, at jeg har planer om at skrive til Livsliniens skrivdet.dk. Hun virker ikke meget bekymret, men vælger alligevel at følge mig ud til bilen og sige til Mandse, at han skal passe på mig.
Men de efterfølgende dage skriver jeg til Livslinien og skriver afskedsbrev til Mandse. Der er mange ting der spiller ind, bl.a. det med kontrakten, men også, at den 13. april i år, er det 10 år siden, jeg tog min første overdosis – og jeg har noget med dage og tidspunkter.
I tirsdags d. 17/1 kommer min bostøtte. Jeg skriver at jeg ikke har det så godt, men hun får mig overtalt til at få lov til at komme forbi. Jeg fortæller hende om, at jeg har skrevet til Livslinien. Hun spørger om hun må læse det. Det tør jeg ikke, for jeg er bange for, at hun vil få arrangeret en indlæggelse og som jeg har skrevet til Livslinien, så er døden det bedre alternativ sammenlignet med en indlæggelse på Nordstjernevej.
Hun spørger så, om hun må læse deres svar, og det syntes jeg er et godt kompromis. Hun bliver jo selvfølgelig lidt bekymret, for livslinien gentager jo næsten alt hvad man skriver – og hun kan se noget om et afskedsbrev. Så hun spørger om vi ikke skal ringe til min KP i F-ACT. Herfra besluttes det, at sætte mig på F-ACT boardet, som er en arrangement, hvor man kan komme og besøge patienten tre gange om ugen. Men min KP i F-ACT tilføjer i journalnotatet, at man kan prøve at motivere mig til indlæggelse. Selvom hun har lovet, at hvis jeg holder aftalerne, behøver det ikke komme til indlæggelse.
Da min bostøtte er gået, beslutter jeg mig for at sende hende hele korrespondancen mellem Livslinien og jeg.
Da F-ACT kommer næste dag, har jeg også printet korrespondancen ud til min KP (som i øvrigt er en kontaktperson jeg har været meget glad for), for man må ikke sende mails til F-ACT. Jeg må i hvert fald ikke. Jeg vil give hende brevet (på 13 sider), men hun siger, at det vil hun ikke have. Hvis jeg har noget at sige, kan jeg bruge min mund. Jeg siger, at det har vi arbejdet med i 10 år eller mere, og det er aldrig lykkedes. Men hun siger, at nu kommer hun jo med friske øjne. Hun siger, at hvis vi gør det på min måde, kommer de jo til at tage beslutninger henover hovedet på mig – det vil jeg jo så sige, er det hun lige præcis gør (du må ikke skrive breve). Jeg siger, at de har bestemt, at sådan skal det være og alle skal passe i den kasse, men det gør alle jo bare ikke. Mig f.eks. Den anden behandler tilføjer i øvrigt, at ting jeg har skrevet for et par dage siden, vel heller ikke kan være særlig relevante mere.
Hun tilbyder mig, at jeg kan læse op fra brevet – men hvilke dele af de 13 sider skal jeg læse, hvad er vigtigt, hvad er ikke vigtigt? Hvor lang tid har I?
Jeg takker nej, for jeg er skuffet, ked af det og vred.
Da de er gået skriver jeg er brev til min læge – selvom jeg ikke må – jeg må kun tage det med som print til hende. Ingen mails eller SMS’er. Jeg var i gang med at skrive et brev til hende, som omhandlede disse ting, og du får lige lidt af det her, da det underbygger min pointe:
”Men nogle gange når jeg læser om autister og folk med ADHD, så kan jeg virkelig godt sætte mig ind i – nogle af – deres problemer. F.eks. sådan noget med forandringer. Det kunne f.eks. være, at skulle kontakte en ny frisør eller tandlæge. Det kan være svært at komme i gang med selve processen at vælge en ny og endnu sværere, hvis jeg også bliver nødt til at ringe til dem. Også alt det, der handler om, at skulle et nyt sted hen med nye mennesker.
Men jeg har fået at vide, at det handler om de eksekutive funktioner (som vist bl.a. er, at det er svært “at tage sig sammen” og at man konstant udskyder det, brud på rutiner/struktur og om utryghed ved noget nyt).
Jeg var virkelig ikke glad for lægen på rehabiliteringen på Ballerup, men allerede efter vores første samtale, skrev han, at jeg havde problemer med de eksekutive funktioner – og da jeg læste om det, tænkte jeg bare ”hvor fanden ved han det fra?”. Jeg fandt en virkelig god tekst om det, som jeg desværre ikke kan finde mere, men da jeg læste det højt for Michael, sagde han bare ”det er så meget dig!”.
Jeg læste også en der skrev på en side om ADHD (og folk var vist enige med ham), at folk med ADHD, taler så hurtigt de kan, for at færdiggøre en sætning, før de glemmer den sidste halvdel af den. Men 9 ud af 10 gange, ender de stadig med at glemme, hvad de ville sige og ender med at gå fra hurtigsnak til komplet stilhed på et sekund.
Jeg viste den tekst til Michael og han sagde, det vidste han godt, for når jeg fortæller ham noget, og han afbryder, så råber jeg også ”HOLD MUND!” for ellers glemmer jeg det jeg vil sige. Når folk fortæller mig noget, og det de siger, får mig til at tænke på noget, der kunne være relevant for samtalen, så har jeg også valget mellem at lytte til hvad de har at sige, eller at huske på det jeg vil sige. Jeg vælger selvfølgelig at lytte.
Tit når jeg vil fortælle noget der er på mere end en sætning, så overvejer jeg, om jeg kan gennemføre det, eller jeg vil ende i den situation – og som regel beslutter jeg, at det ikke er det værd at prøve. Det er en af grundene til at jeg ikke siger så meget. Og nogle gange når jeg siger noget, så siger jeg kun en brøkdel af det jeg ville have sagt, fordi jeg frygter det ender galt. Jeg tror ikke så tit jeg ender med at gå fra hurtigsnak til stilhed, for jeg sætter slet ikke mig selv i den situation.
Dengang jeg lærte Michael at kende var på en tur til Skotland, og der var en pige med, som konstaterede, at jeg kunne fortælle en historie på en sætning. Altså jeg ville fortælle hende noget, men jeg kunne ikke gennemføre det, så jeg endte med at koge det ned til ”Jeg var engang til en fest – og der spiste jeg en masse mad!” (noget i den stil) … og det var altså en sjov historie, men det kan man jo ikke lige gennemskue.
På den tur mente de andre også, at min lærer ville foretrække jeg kom beruset til timerne – måske fordi, at så sagde jeg da noget. Jeg ved ikke om det var noget hun havde sagt.
Men da jeg gik på højskole som ung, havde jeg en lærer, der sagde, at det klædte mig at være ædru.
Jeg vil altså lige sige, at jeg ikke har haft et alkoholmisbrug overhovedet – men jeg fik da noget at drikke da jeg gik på højskole. Hvis jeg har haft et problem, så var det i hvert fald meget nemt for mig at stoppe, og jeg stoppede ikke fordi jeg syntes jeg havde et problem – jo altså, det sagde mig ikke rigtigt noget.
Når jeg siger noget, så ved jeg ikke bagefter hvad jeg har sagt, og jeg kan blive bange for, om jeg har sagt noget helt sort.
Jeg ved jeg nogle gange glemmer vigtige detaljer, så folk ikke forstår hvad jeg siger.
Når folk spørger mig om noget, så kan jeg nogle gange sige ting, hvor jeg bagefter tænker “det mener jeg jo slet ikke”. Men jeg er vist også rimelig god til at se en sag fra begge sider. Jeg ved ikke altid om det er godt.
Når jeg skriver, så har jeg meget mere ro i hovedet og jeg kan gå ind og tilføje og rette til. Men det er også bare nemmere at sige nogle ting, når man ikke skal kigge folk i øjnene (fordi nogle ting er pinlige, skamfulde osv.). Og jeg kan slå ord op, for at tjekke, at det er det rigtige ord jeg bruger. Det er det som regel, men der er jeg også bare bange for, at det ikke giver mening hvad jeg siger.
Jeg gjorde meget ud af at sige på 809, da jeg blev indlagt i starten, at de skulle sige, hvis jeg sagde noget der ikke gav mening og det lovede de og sagde vist oven i købet, at det gjorde de da altid.
Men jeg synes bare man har tendens til at snakke folk efter munden – eller ignorere sortsnak – hvis det ikke er direkte skadeligt.
Og i min familie har vi en virkelig dårlig vane med at afbryde folk, hvis de “vrøvler” (altså f.eks. udtaler et ord forkert eller roder rundt i ordene) og jeg bliver helt hylet ud af den og bliver bare så ked af det.
Første gang jeg tog en overdosis, var jeg meget ramt (jeg havde bl.a. været i respirator). Og Michael siger, at jeg lød som en båndoptager der spillede baglæns. Jeg kan huske at jeg sagde noget til min mor og bror. De kiggede sigende på hinanden og så bare virkelig bekymrede ud. Jeg blev så flov og bange.
Jeg læser også virkelig langsomt og jeg forstår langsomt. Når der er quiz i radio/TV har jeg kun fordel hvis de andre ikke ved det. Når min mand vil forklare mig noget og jeg har meget rod i hovedet, prøver jeg at forklare ham, at jeg ikke kan forstå det – men han insisterer. Så jeg må lade som om at jeg forstår, for at få fred.
Jeg fortæller dig det her, fordi jeg så på nettet (altså jeg sidder ikke og søger på alle mulige diagnoser og symptomer, men nogle gange popper der jo de mærkeligste ting op – og jeg er jo i nogle grupper, hvor folk har forskellige diagnoser eller flere diagnoser), at man kunne få nogle apps, som hjalp på bl.a. eksekutive funktioner – og hvis jeg virkelig har de problematikker og man kan afhjælpe dem på en smart måde, så kunne jeg da virkelig godt tænke mig den hjælp (man kunne vist oven i købet søge kommunen om økonomisk støtte til appen).”
Kort tid efter ringer min bostøtte og spørger, om vi ikke skal sende korrespondance mellem Livslinien og mig til min KP i F-ACT, for den tror hun, at hun vil få meget ud af. Jeg må jo så fortælle, at hun i den grad IKKE er interesseret.
Så jeg går i gang med at forberede at tage mit liv. Jeg har kæmpet i 10 år og psykiatrien har mislykkedes mig – eller der er ikke en kasse til mig.
Jeg får hjælp af en flink læge til at planlægge det.
Jeg skriver en kronik og de sidste afskedsbreve.
Jeg søger efter formularer til at donere mit legeme til videnskaben. Men jeg når ikke at modtage det og udfylde det.
Jeg får tjekket at jeg har udfyldt på Facebook hvem der har magten over min konto, når jeg går bort.
Jeg scanner et fint billede af Mandse og jeg som jeg kan lægge på Facebook, som et sidste minde.
Jeg laver en liste over alle de ting jeg slipper for ved at dø og jeg laver en liste med de koder hospitalerne bruger, når der ikke skal ringes hjertestopalarm, ydes ekstern hjertemassage, intensiv terapi afsnit, hjertelungeredning og minus genoplivning ved hjertestop.
Jeg skriver også en seddel til min mand med de vigtigste koder til min telefon og password-husker m.v.
Torsdag har Mandse fri, så der sker intet, andet end at jeg hygger mig med ham så godt jeg kan og spiser hvad jeg har lyst til (jeg er jo på pulverkur). Men jeg er meget angst – i morgen skal jeg dø! Jeg vil ikke dø! Jeg vil leve! Men jeg kan ikke leve sådan her!
Fredag d. 20/1-2023 tager jeg til Hvidovre hospital. Jeg har cola, kop, antipsykotika, benzoer og hjertemedicin med (og masser af det).
I bussen dertil skriver jeg bl.a. til min KP: ”Grunden til at jeg ikke beder om hjælp, er at jeg er bange for at blive afvist. Du afviste mit brev – ergo afviste du mig.”
Da jeg ankom til Hvidovre hospital, sendte jeg nogle kronikker til nogle aviser, om at ”når du læser dette er jeg død” og sluttede af med ”Jeg døde på et toiletgulv på Hvidovre hospital”. Jeg tænkte, at der gik flere dage, før de læste det, da der jo går en uges tid, før man får svar. Men sådan hænger det åbenbart ikke sammen, for jeg fik senere på dagen en mail om, at de havde kontaktet myndighederne.
Derefter gik jeg ind på et toilet og indtog to slags antipsykotika og en slags benzodiazepiner. Jeg har altid været bange for at overdoserer med hjertemedicin, for jeg var bange for det ville være vildt ubehageligt. Men jeg fik at vide, at jeg ikke ville mærke noget, når jeg havde taget medicin der gjorde at jeg faldt i søvn.
Derefter sendte jeg afskedsbreve afsted. Jeg tænkte at min mand var på job og ikke ville tjekke post, til min mor skrev jeg ”Facebook” i emnefeltet, så det ikke ville interessere hende, min søster tjekker kun post om aftenen og min bror skrev jeg noget som ikke ville få ham til at falde mistanke om noget, men tilføjede da lige at jeg elskede ham og hele hans familie. Han fortalte mig sidenhen, at han var blevet vildt glad for, at jeg sådan havde skrevet, at jeg elskede dem.
Og jeg gør også noget, som jeg inderligt fortryder. Jeg skriver til ”overyndlingen” og jeg havde lovet hende højt og helligt, at det ikke skulle ske mere – men jeg troede jo ikke jeg ville være der til at skulle tage konsekvensen af det.
Og så gik jeg ud og røg tre smøger. Ved tredje smøg blev jeg lidt døsig. Jeg tror min mand ringede der, og jeg tog den. Jeg fortalte ham hvor jeg var – han havde læst mit brev. Hvis jeg ikke havde fortalt ham hvor jeg var, havde han ledt på Hvidovre hospitals toiletter alligevel, for det er ikke første gang jeg søger derhen.
Så gik jeg ud og slugte hjertemedicinen. Jeg har en idé om at jeg fik slugt dem alle sammen, men jeg kan tage fejl. Jeg husker måske svagt, at min mand dukkede op, men ellers husker jeg intet før jeg vågnede på Psykiatrisk Center Glostrup (PCG) afsnit 172 mere end et døgn senere.
Det jeg har fået fortalt var, at jeg i hvert fald ikke ville have kateter – min mand måtte nusse mig og ae mig på kinden, for at de kunne få det lagt. Sonden var helt umulig at give mig, så den droppede de. Så jeg ved ikke om jeg har fået aktivt kul?
Der var en mand der fortalte mig, at der på PCG havde været fem betjente og at de ikke havde behandlet mig pænt – men jeg ved ikke om det er rigtigt. For en af behandlerne har fortalt at jeg bare havde siddet sammensunket i en kørestol.
Jeg nægtede at være indlagt, så jeg blev indlagt på røde papirer (tvang).
Det var jeg i tre dage. Da den skulle revurderes besluttede jeg mig for at samarbejde, for så tænker jeg, man kommer hurtigere hjem.
Jeg har haft dejlig meget besøg. I dag tirsdag har jeg haft besøg af min bostøtte, talt med min bror i 45 minutter, på en måde haft besøg af min læge, som alligevel havde vagt herude, så kom min søster og svoger og til sidst Mandse. Jeg har naturligvis også talt med min Muddi, for det gør jeg jo flere gange dagligt.
Jeg overvejer at skifte psykiatrien ud med en privatpraktiserende psykolog, der ved noget om metakognitiv terapi, men også selvskade og selvmordstanker. En man må skrive breve til. Jeg tror jeg kan få 85% tilskud pga. at jeg har helbredstillæg.
Men nu må vi se hvad tiden bringer.
Jul
19
Fredag den 18/6-2021 beder jeg om at blive lukket ud af afsnittet. Hele personalegruppen kigger på mig som om jeg er faldet ned fra månen. De er åbenbart ikke blevet informeret om, at jeg skal tage af sted på job? Men jeg bliver da lukket ud og jeg får beroligende medicin med til turen, hvis jeg skulle få brug for det. Min sædvanlige medicin har jeg spyttet ud, da jeg får vanddrivende og jeg har ikke lige brug for at skulle tisse i tide og utide med de planer jeg har. Jeg har nemlig planer
Det beroligende medicin tager jeg med det samme, for jeg har brug for noget at dulme nerverne på.
Der står skrevet i journalen: ”Ut siger til pt inden hun går at hun skal huske at der står nogen og venter på hende på arbejde så pt skal tage direkte derhen da de ellers ville blive rigtig bekymret. pt smiler og siger “ja det kan jeg selvfølgelig ikke ha” ut understreger overfor pt at det er vigtigt hun tager direkte på arbejde så hendes kollegaer ikke bliver bekymret. ut siger til Sussi at Michael vil hente hende kl. 13:00 fra arbejde. pt siger det er en aftale.”
Men jeg tager ikke på arbejde. Dagen før har jeg bestilt 100 stk. 5 mg. Zyprexa hos lægen og planen er, at indtage dem på et hotel og så først blive fundet næste morgen. Jeg plejer ellers altid at finde et toilet på et hospital, for der er de vant til at finde døde mennesker – men tanken om at dø på et hårdt toiletgulv har været virkelig svær for mig det sidste stykke tid
Så jeg tager ind til byen og finder et hotel, mens jeg venter på at pillerne bliver lagt op på receptserveren.
Inde i byen har jeg masser af tid, for lægen ordner jo ikke recepter som det første. Så jeg bruger tiden på at finde et hotel, shoppe (det lyder måske mærkeligt, men det var altså ikke fordi det var hyggeligt eller noget i den dur, det var simpelthen for ikke at bryde grædende sammen i hotelfoyeren) – jeg købte bl.a. et kødben til en hund der så sælle ud og lå på fortorvet, men da jeg kom tilbage var den væk. Og så beslutter jeg mig for at mit sidste måltid ikke skal være A38 med ymerdrys. Hotellet er lige i nærheden af Jensens bøfhus og jeg skal have en bøf! Jeg nyder den ikke og jeg er overrasket over at jeg kan være i det – sidde der og spise en bøf uden at gøre noget helt vanvittigt (altså det er jo vanvittigt!), uden at virke suspekt (uden at skabe opmærksomhed – bare være hel anonym). Når jeg laver sådan noget og har det sådan tror jeg altid jeg er meget ”spændende” og bliver overvåget
Da klokken er omkring 12 – måske lidt mere – og der stadig ikke er ringet nogle piller ind, beslutter jeg mig for at ringe til lægen. Jeg tænker, at hun måske har afvist min anmodning, når hun kan se jeg er indlagt. Men hun skulle netop til at ordne den, så der gik 10 minutter, så havde jeg den
Så jeg havde piller og hotelværelse. Jeg havde sørget for at det var et hotelværelse med TV, så jeg havde noget at kigge på mens jeg døsede hen. Jeg sad og ventede i hotelforyeren. Jeg havde stadig ikke fået mit værelse. Så begyndte telefonen at brumme. Det var fra mit arbejde, det var Mandse, muligvis også min mor og fra afsnittet
Jeg prøvede at ignorere det. Fik mit værelse. Men så blev det tiltagende svære at ignorere opkaldene og beskederne. Jeg begyndte at svare på dem. Det var svært at kringle sig udenom. Folk spurgte hvor jeg var osv. Jeg ender med at ringe til Mandse, som lover ikke at være sur – men han er sur. Jeg fortæller hvor jeg er og han kommer. Med op kommer portieren som er noget bekymret på mine vegne Mandse er ikke i godt humør og portieren skal sikre sig at jeg er okay med at Mandse er der. Jeg siger det er fint. Vi sidder og snakker lidt på sengen. Jeg prøver at overtale ham til at vi bliver der natten over. Det synes han IKKE er nogen god idé Han ringer til afsnittet og fortæller hvor jeg er. De ringer efter politiet og efter hvad der føles som laaaaang tid kommer de. De er meget søde, men jeg er selvfølgelig også samarbejdsvillig (jeg tænker, at hvis jeg ikke er samarbejdsvillig ryger jeg i håndjern – det har jeg prøvet før). De tager mig med og jeg siger farvel til Mandse. I politibilen spørger de om jeg vil snakke eller bare sidde stille. Jeg siger at jeg bare vil sidde stille, men de ender alligevel med at få mig til at snakke
Så afleverer de mig. Til fys’en som bare lukker mig ind. Det var IKKE planen. Planen var at jeg skulle til Nordstjernevej hvis jeg ikke ville samarbejde. Da jeg får det at vide, vil jeg gerne samarbejde Så de visiterer mig RØD – af med tøjet og op med armene og hive op i brysterne og hvad har vi ikke Jeg skulle dog ikke ned og sidde på hug som jeg har prøvet før …
Jeg taler med lægen som er meget sød (det er før visiteringen).
Min dagen KP tager en snak med Mandse om dagens begivenheder og hun synes det er helt fair at han er sur på mig, så nu synes Mandse at han må være sur på mig hele tiden
Min TF bliver inddraget og det er et problem, for jeg havde glædet mig til at tage med på gåtur. En fra personalet har en lang samtale med lægen om at hun er hel tryg ved at have mig med, men den går bare ikke. Lægen stoler IKKE på mig
Nogle dage efter er der netværksmøde, hvor jeg har fået til opgave, at skrive ned hvordan jeg godt kunne tænke sig mit liv så ud.
Den morgen er der morgenmøde og en fra personale (P) siger noget nogle af patienterne ikke kan lide at høre. Der er kommet mange nye patienter og de er ikke tilfredse med at være indlagt. De er meget negative stemt overfor personalet. Tre patienter bliver meget ubehagelige og stiller sig rundt om P og råber skiftevis af hende – normalt ville hendes kollegaer komme susende og være der ”just in case”, men ingen kommer. Det er meget ubehageligt og jeg ender simpelthen med at gå. P kommer til mig senere og tager en snak med hende om episoden. Jeg fortæller at en medpatient også går fra rygeterassen når de patienter er der, for hun gider ikke høre dem tale dårligt om personalet.
Jeg har kun én gang før oplevet at patienterne var så negative stemt overfor personalet – normalt er folk super glade for at komme på 809.
Den dag præsenterer de mig så for den nye kontrakt. De spørger hvad jeg synes om den, hvad min første tanke var? Jeg siger, at jeg tænkte om de måske var begyndt at ryge hash i arbejdstiden
Kontrakten går ud på at jeg SKAL indlægges hver fjerde ude i små 5 døgn, men altså direkte på 809 og ikke ud på Nordstjernevej. Der er så en milliard ting jeg skal overholde for ikke at bryde kontrakten, men det er jo sådan set kun gode ting for mig. Ting der skal hjælpe mig.
Jeg har slet ikke nævnt at jeg nu og da altså også får besøg af min mor og søster – og det er selvfølgelig super nice!
Og så dør min lille hund. Netop som jeg skal til at hjem og kramme med hende, ringer Mandse og siger at Mimi er død. Det er også forfærdeligt at Mandse er så ulykkelig Den aften får jeg svært ved at sove, så jeg får en del beroligende medicin og så får jeg lov til at være i miljøet så længe det er nødvendigt. Jeg falder i søvn i sådan en gyngestol foran fjernsynet og går derefter ind på stuen og sover videre.
Det er svært at skulle se Mandse, for jeg er bange for hvordan jeg skal støtte ham, da han virkelig er ulykkelig. Det er jeg også, men det er svært at være den der står i det – i en tom lejlighed uden en lille hund.
Der er en del forberedelser inden udskrivelse – bl.a. at Mandse skal vejledes i hvordan han hjælper mig til at udfylde registreringsskema derhjemme. Der skal laves skema til fremtidige indlæggelser og mange andre ting.
Jeg vil give mine smøger – jeg har købt en pakke smøger – til en medpatient. Jeg ved godt at man ikke må, men jeg tænker at det er fjollet at de bare skal smides ud. Men det opdager mine to KPer og de bliver noget knotne. Jeg synes de er latterlige og jeg synes reglerne er lidt afhængig af hvem man spørger og i hvilket humør de er i, så det siger jeg. Da vi skal lave skema laver de det henover hovedet på mig, så jeg bliver simpelthen så træt af dem, at jeg går ud og ryger en smøg. Første hele smøg i 10 år (jeg har ikke røget flere siden ).
Men jeg får faktisk ros for at jeg var vred og gjorde opmærksom på det
Inden jeg bliver udskrevet er der lige noget jeg skal have styr på. Jeg kan se i Min Sundhedsplatform at der er flere personer fra en åbent afsnit på Nordstjernevej der jævnligt går ind i min journal (vi snakker 18 opslag under denne indlæggelse, størstedelen lavet af én person). Hvad de laver der ved jeg ikke. Men det vil jeg faktisk gerne vide? Så det håber jeg at få svar på næste gang jeg bliver indlagt – jeg skal indlægges igen d. 23/7.
Og så bliver jeg udskrevet – jubihuu, det er skønt!