Her er min kronik før den blev redigeret af Information:
Mit første selvmordsforsøg var i april 2013 hvor jeg blev hentet af ambulancen nær et indkøbscenter i Ballerup og blev kørt til Herlev Hospital i comatøs tilstand. Min mand fik at vide, at hvis ambulancen var kommet 2 min. senere havde det været lige meget med at køre med udrykning. Efter det fulgte en række halv- og helhjertede forsøg på at tage mig af dage – jeg har stået på Valby station og ville springe, jeg har skåret mine underarme op med barberblade og hvad jeg ellers har kunne komme til at smadre. Jeg har lavet løkker af alt hvad der kunne laves løkker af og prøve at hænge mig i det og jeg har taget et utal af forskellige slags piller. Jeg er blevet hentet af politiet i håndjern og jeg har ligget i bælte 5 gange.Men den første gang i 2013 hvor jeg tog den overdosis piller, var jeg 38 år og det resulterede i, at jeg endelig blev taget seriøs af psykiatrien. Altså når jeg henvendte mig i psykiatrisk skadestue, så fik jeg en plads på et lukket afsnit og blev ikke sendt hjem med 4 sovepiller, som jeg blev før i tiden. Jeg fik min diagnose i 2001.

Jeg blev indlagt på det der dengang hed Psykiatrisk Center Hvidovre (nu Glostrup) – på afsnit 809 –  og da jeg ikke ligefrem har let ved at åbne mig op for andre mennesker, så blev det nogle lange måneder ud og ind af 809, som blev til år. År hvor jeg i uger af gangen havde fast vagt (en der er ansat til at holde øje med dig hvert sekund) – jeg kunne ikke gå på toilettet eller i bad uden at der skulle være nogen til at holde øje med mig. De endte med at finde ud af, at jeg ikke ville skræmme mine medpatienter og forsøge selvmord i fællesmiljøet, så de kunne bare låse mig ud af min sengestue og jeg slap derfor for fast vagt. I lange måneder sov jeg på en sengestue uden gardiner, uden inventar andet end en seng med gummilagen på og en kugledyne uden dynebetræk. Når jeg skulle indlægges gennemgik de alle mine ting, jeg skulle have tøjet af og sidde på hug og de tømte min shampoo for at se om jeg gemte barberblade der. Mange ting blev prøvet for at hjælpe mig, de gav aldrig op. De har ligget flere personaler på mig for at berolige mig, de har skubbet mig ind under den kolde bruser, de har siddet og tegnet med mig, lavet underholdningsshow for mig, bagt sammen med mig for at aflede mig, lavet frosne chiliskiver til mig i stedet for smerten ved at skære sig – og jeg kunne faktisk blive ved. Det vildeste var nok da de ”tvang” mig til at skrive en jobansøgning og da jeg fik jobbet, derefter tog med mig de første gange på job indtil jeg var tryg ved at være der. De har gjort så mange ufattelige ting, der gør at jeg stoler 100% på at de vil mig det godt – og jeg er en person der lider af paranoia og pr. definition ikke tror folk vil mig det godt.

Den daværende klinikchef oprettede en slags DAT-terapi for mig, hvilket jeg var rigtig glad for – det er vist mest en behandling der bruges til borderlinepatienter (jeg lider af paranoid skizofreni).

Jeg syntes faktisk at jeg var på vej til at få det bedre – jeg var knap så selvskadende og havde knap så mange selvmordsforsøg og mine indlæggelser faldt overordnet set.

Så var der nogen der syntes, at psykiatrien skulle laves om. Psykiatrisk Center Hvidovre og Psykiatrisk Center Glostrup skulle slås sammen, skadestuen i Hvidovre blev nedlagt (de havde ellers lige bygget en ny flot en af slagsen – som aldrig kom i brug) og man skulle nu henvende sig i skadestuen på Glostrup. Yderligere skulle man indlægges på et af de to akutafsnit i Glostrup (på Nordstjernevej), hvor man skulle være i 7 dage, før man kunne komme i betragtning til at komme videre til afsnit 809.

Her starter mit mareridt. Alt det gode der var blevet bygget op faldt til grunden. På Nordstjernevej mente de nemlig ikke at jeg var særlig syg – eller jeg tror de mente jeg burde have haft en borderline diagnose og dem behandler man vist helst ikke på psykiatriske hospitaler. På Nordstjernevej mente de at jeg var opmærksomhedskrævende og manipulerende – at jeg forlangte at komme foran i køen til afsnit 809. Jeg mente bare at det burde være i deres interesse at give mig den bedst mulige behandling og lade mig komme i kø til 809 så snart jeg blev indlagt gennem skadestuen frem for at jeg skulle være et sted, hvor de ikke mente at jeg var særlig syg.

De ville nemlig bare udskrive mig dagen efter jeg var blev indlagt – og når jeg er selvmordstruet, så vil jeg altså ikke være indlagt, så siger jeg bare ja tak og lader mig udskrive … og går ud og laver et nyt selvmordsforsøg. Min mand var i vildrede, han var desperat – han kunne ikke sove om natten og turde dårligt gå på toilettet af frygt for hvad jeg kunne finde på. Men på Nordstjernevej mener de at selvmordstanker klinger af efter et par dage.

Man kan ikke blive tvangstilbageholdt hvis man kun er til fare for sig selv, fik min mand at vide – man skal være sindssyg.

Lægerne mener at det bare er lidt problematiske tanker – de skriver aldrig i journalen at jeg er psykotisk, selvom andre mener at jeg er kronisk sindssyg. Det tog mig flere år at fortælle dem på 809 om mine psykotiske symptomer, så det er noget af en overvindelse at skulle fortælle vildt fremmede læger og sundhedspersonale på Nordstjernevej det. Lægen skriver f.eks. at jeg fortæller at jeg kører med fingrene hen af bordet, for at afhjælpe uvirkelighedsfornemmelse, så jeg bedre kan mærke mig selv og omgivelserne – men at jeg kun gør det til lægesamtaler og at hun aldrig ser mig gøre dette i miljøet. Imidlertid skriver psykologen et par dage tidligere, at hun observerer mig gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Som jeg og mange andre læser dette, lyder det som om at lægen tror jeg faker.

Overlægen på det andet afsnit gav mig decideret skæld ud fordi jeg havde selvmordstanker – det kom der alligevel ikke noget godt ud af, så det kunne jeg lige så godt droppe. Min mand grinte sidenhen af dette og sagde, at hvis han havde vist det var så let, så havde han da skældt mig ud og sagt sådan for lang tid siden.

Min mand blev engang rådet til at tage med til lægesamtalen, så jeg ikke blev udskrevet. Han kom lidt for sent, og var på forhånd ikke så positivt indstillet, så jeg blev lidt beklemt ved situationen. Det fik lægen følgende ud af:

”Det skal bemærkes at pt. ændrer adfærd når ægtefælle kommer ind på stuen, hvor hun bliver helt passiv, stille, stirrer tomt ud i luften.”

Lægerne på Nordstjernevej har det meget skidt med, at jeg indimellem er så lang tid indlagt på afsnit 809 og det er en generel ting for Nordstjernevej, for de kalder simpelthen 809 for Nordkorea, fordi man ikke kan slippe ud derfra – der er krig mellem Brøndbyøstervej og Nordstjernevej og jeg er deres gidsel. Jeg har yderligere fået at vide, at jeg ikke skal regne med nogensinde at komme på 809 igen.

Jeg har klaget til alle der ville høre på mig, men lige meget har det hjulpet. Jeg får bare at vide, at proceduren er blevet overholdt. Selv Styrelsen for Patientklager mener alt er i den skønneste orden og tilføjer i øvrigt, at jeg ikke kan klage til en anden myndighed over deres afvisning.

Jeg er mildest talt chokeret. Den psykiatri jeg var så imponeret over har forvandlet sig til et mareridt. Og selvom jeg ikke har så meget selvskadende adfærd, så har jeg det værre end jeg nogensinde har haft det. Intet kan jeg gøre, for en indlæggelse kommer ikke på tale – for mig er der kun evigt forpinthed tilbage eller at lykkes med at gøre en ende på forpintheden.

-
Efter dette skrev de bl.a. til mig:
“Jeg vil dog gerne have dig til at revidere den lidt. Din personlige fortælling er vigtig og velfortalt – men jeg mangler lidt et afsnit, hvor du zoomer ud og fortæller, hvad du vil læseren med din fortælling. Hvad skal vi lære af din kronik? Gør det så eksplicit som muligt.

Er sundhedsvæsenet eksempelvis for dårlige til at tage sig af selvmordstruede? Hvordan kunne man have undgået, at du blev udsat for det, du gjorde? Skal mulighederne for at klage blive bedre? Det er bare nogle vejledende spørgsmål – du kan komme ind på det, du finder relevant.”

Så jeg skrev følgende tilføjelse, som jeg forventede at de ville sortere og redigere i:
-
Der er alt for mange dårlige psykiatriske afdelinger ude i det ganske land. Jeg har simpelthen kun været indlagt på et godt afsnit og jeg har alligevel været indlagt på en del forskellige afsnit på forskellige centre. Meget af personalet bruger alt for meget tid på at sidde inde på kontoret – det er sikkert vigtigt det de laver, men det kommer ikke patienterne tilgode. Personalet skal have for vane, at gå ud i miljøet lige så snart der ikke er noget at tage sig til, frem for at tale med kollegaerne om gårsdagens aftensmad. Lad dog for helvede os patienter deltage i den snak, så vi får noget normalitet ind i vores helt uvirkelige, skrøbelige hverdag på afsnittet. De skal ikke kun gå ud i miljøet, når der kommer noget i fjernsynet som de gerne vil se.Nyt samarbejde mellem forskellige centre er altid en hurdle – personalet er ikke indstillet på at lære af ”de andre”. Og jeg tror heller ikke at de er meget for at lære fra sig – at virke for emsige.

Jeg siger ikke at jeg har løsningen, men lægerne har altså for meget magt. Ikke alle, for jeg har mødt nogle forskellige læger der vil samarbejde både med personale og patient. Men dem der vil har mulighed for at have for meget magt. F.eks. så er det de skriver i journalen jo sandheden – men det er det bare langt fra. F.eks. så dømmer de mig på mit udseende (der står i journalen ”fingre som er pænt lakeret og ordnet”). De dømmer mig på at jeg kan tage ud at spise med min mand (et lille øde cafeteria, fordi vi ikke kan spise hjemme pga. kaos og man skal jo spise når man skal vente i skadestuen i flere timer) og at jeg kan ”hygge” med de andre patienter (men de har aldrig spurgt mig om disse ting, så ville jeg kunne fortælle dem at jeg kører i to spor hvor jeg kan være/virke glad og grinende i et spor og dybt ulykkelig og forpint i et andet spor). Men for lægen alt sammen en slags konklusion på at jeg i hvert fald ikke er i selvmordsrisiko. Og så kan de sende mig hjem med deres på det rene.

Problemet er at ledelsen ikke er på patienternes side. Sådan en ledelse havde de faktisk engang (dengang det hed Psykiatrisk Center Hvidovre), men nu er ledelsen på lægernes side og så kan man jo klage nok så meget. Man kan få et pænt politikersvar og så forbliver alt ved det gamle. Jeg har været til ”konfliktmøde” (jeg ved ikke hvad de kaldte det) med en af overlægerne fra Nordstjernevej og hun slog mig ikke som typen der var åben for kritik og havde lyst til at ændre stil – på nogen måde.

-

Sundhedsvæsenet er overordnet set for dårlige til at tage sig af selvmordstruede. Som sagt blev jeg før mine selvmordsforsøg sendt hjem med 4 sovepiller eller jeg blev allernådigst indlagt, fordi jeg havde korresponderet med klinikchefen pr. mail og havde til ham kunne forklare hvor dårligt jeg virkelig havde det. De er nemlig alt alt for dårlige til at gennemskue nogle patienter – eller så pressede at de bare bliver nødt til at tage chancen med nogle. Mit held er at jeg har ”bevist” at jeg kan finde på at gøre alvor af ”truslerne” (det føles ikke som trusler godt nok). Nogle læger læser ikke i journalen, og det kan jo være en god ting. Men hvis de så samtidig er for dårlige til at gennemskue patienten og spørge ind til forskellige symptomer – ja, så har vi altså problemet. Det nytter ikke at man som læge tror at man er så fantastisk at man kan se alle tegnene, for det kan man bare ikke altid. Jeg har narret så mange læger og så meget personale og det er ofte blevet sagt, at der er gået en skuespiller tabt i mig. Dette skriver jeg ikke fordi jeg er stolt af det, for det er et stort problem for mig.

Problemet er også, at lægerne ikke vil lytte til de pårørendes erfaringer, og det er jo folk der måske har kendt patienten et helt liv. Det kan godt være at læger har deres uddannelse, men kendskab til et enkelt menneske kan du ikke læse dig til. Det skal erfares.

Jeg synes jo, at det er ærgerligt at det er umuligt at ændre på dette rigide system, hvor patienten kommer i anden række. Hvor man ikke kan ændre på proceduren i forhold til at sende patienten videre til et afsnit de er trygt ved. Der mangler forståelse for at tillid, relation og erfaring kan betyde alt for patienten i dennes behandling. Det er beklageligt at man skal ses på som en person der kræver særbehandling og de må da have interesse i at behandle patienten bedst muligt.

Det er helt tåbeligt at man kan klage over Psykiatrisk Center Glostrup til … Psykiatrisk Center Glostrup. Man kan så gå videre og klage til Styrelsen for Patientklager, men der får man bl.a. besked om, at man ikke kan klage over sundhedspersonalets opførsel – og at man ikke kan klage til anden myndighed over deres afvisning? Man skriver godt nok sin version til dem i klagen, men jeg har dem under stærk mistanke for at vægte journalens ord højere – lægens sandhed. Jeg tror slet ikke de forstod hvad min klage gik ud på – jeg tror slet ikke de er gearet til den slags klager: En klage der går på systemet og procedure. Der skal man jo nok højere op, og politikerne gider ikke lytte og hvis de gør får man samme omgang som man får hos klinikchefen – et politikersvar.



Det her bliver et meget langt indlæg (syv A4-sider). I går var jeg til dialogsamtale på Psykiatrisk Center Glostrup ang. en klage jeg havde skrevet til Styrelsen for Patientklager tilbage i april 2019 (ja så hurtigt arbejder de).

Det viser sig i går at styrelsen har afvist min klage, hvilket jeg ikke har fået noget at vide om. Jeg har kun fået et brev hvor der (blandt andet) står:

”Det kan vi behandle efter dialogen – hvis du fastholder klagen:
Om den sundhedsfaglige behandling var relevant og tilstrækkelig.
Om journalen blev ført på relevant vis.

Det kan vi ikke behandle – og derfor afviser vi det:
Sundhedspersonalets opførsel.

Du kan ikke klage til en anden myndighed over vores afvisning.”

Man kan altså overhovedet ikke klage over sundhedspersonalets opførsel til nogen (det her var ligesom sidste mulighed på min liste) og man kan ikke klage til en anden myndighed over deres afvisning… ?!? :hmm

Nåh men, du – min kære ene trofaste læser :lol – skal da have lov til at læse min klage. Here goes … Jeg har fjernet nogle navne, så ingen kan genkendes.

Jeg skriver i håb om hjælp.
Jeg lider af paranoid skizofreni og har jævnligt brug for indlæggelse.
Efter fusionen mellem Hvidovre og Glotrup skal jeg henvende mig i skadestuen på Nordstjernevej (jeg har tidligere haft en aftale om, at jeg kunne komme direkte på Hvidovre). Mit problem er, at det er rigtig svært for mig at henvende mig til mennesker jeg ikke kender og har tillid til. Det er ind til videre gået, da jeg er blevet overflyttet til Hvidovre i løbet af nogle dage. Dette er dog tilsyneladende ikke muligt mere. Jeg har forsøgt at komme i dialog med klinikchef DM, overlæge KM, læge TM og overlæge GB fra Psykiatrisk Center Glostrups Nordstjernevej om muligheden for at tage individuelle hensyn. Min oplevelse er dog at jeg ikke bliver hørt og forstået. Det eneste jeg har fået ud af det, er at det er umuligt at ændre på dette rigide system, hvor patienten kommer i anden række. Der mangler forståelse for at tillid, relation og erfaring betyder alt for mig i min behandling.

Jeg har en oplevelse af at jeg bliver fejlbehandlet, ved at udskrive mig for tidligt og de holder mig på Nordstjernevej på trods min oplevelse af at blive fejlbehandlet og at jeg absolut ikke ønsker at være der.

Den 1/4-2019 henvendte min mand og jeg mig i skadestuen på Nordstjernevej. Min mand og personale fra Brøndbyøstervejs afsnit 809 gav mig muligheden mellem at lade mig indlægge frivilligt, eller at min mand kontaktede vores læge og at det blev på røde papirer. Derfor gik jeg frivilligt med. Og jeg lod mig frivilligt indlægge, fordi lægen i skadestuen lovede at kontakte afsnit 809, hvor jeg hører til, næste morgen – med henblik på at jeg kunne blive overført dertil hvis der var en ledig plads. Jeg blev indlagt og fik god behandling fysisk, men der var ikke nogen der talte med mig om det psykiske (og de virkede ikke til at have travlt). Men jeg følte mig alligevel godt behandlet.

Så langt så godt.

Næste morgen (2/4-2019) kom jeg til samtale hos samme læge som jeg før har haft problemer med (KM). Hun vil nemlig ikke overføre mig til afsnit 809. Og der burde ligge en aftale om at jeg skal overføres til 809 så snart det er muligt, en aftale jeg i sin tid lavede med overlæge AP, men den er desværre forsvundet).

Begrundelsen for at hun ikke vil overføre mig er, at nu kender de mig jo så godt og det tager højst et par dage – og nej, det gør de ikke og nej, det tager det ikke. Jeg er ikke en nem person at kende. Det tog dem på 809 flere år at lære mig at kende. Jeg er meget reserveret og det kræver færdigheder at kende og behandle mig. Når jeg samtaler med dem på 809 foregår det ved at vi står og bager eller går en tur og taler om alt muligt mellem himmel og jord – og også det psykiske. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og krænge min sjæl ud – kan du?

Jeg kan se i journalen at hun ovenikøbet skriver: ”Det er tydeligt at det relationelle har stor betydning for pt.”.

Men jeg er ikke engang blevet tilbudt en eneste samtale på afsnit 168 (jo, en lægesamtale, men ikke en samtale af min kontaktperson). Selv hvis de tilbød mig en ville det være svært at takke ja, fordi det skal foregå lidt specielt, som jeg lige har forklaret. Og ofte når man bliver tilbudt en samtale (hvilket jeg som sagt ikke har prøvet) får man at vide, at hvis der er noget kan jeg bare henvende mig. Men nej, det kan jeg ikke – jeg har meget svært ved at bede om hjælp.

Jeg tilbragte første nat på afsnit 168 og dagen efter deltog jeg i nogle af stedets aktiviteter, som i øvrigt er helt nyt for mig – der har ikke tidligere været aktiviteter på afsnit 168. Ellers sov jeg, og fra klokken 14-22 var jeg på udgang. Derefter var det tilbage på afsnittet og sove og så udskrives dagen efter. På 809 var den aldrig gået – der er jo ikke tid til behandling, ville de sige. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret (8 timers udgang!), men jeg ønskede slet ikke at være indlagt, så for mig er det fedt nok. Jeg får det ikke bedre af det, men det gør jeg heller ikke af at være OPBEVARET på afsnit 168. Så havde det været bedre at blive BEHANDLET på afsnit 809.

Jeg kunne i øvrigt høre, at KM ikke havde læst journalnotatet fra i indlæggelsestidspunktet, for hun spurgte slet ikke ind til nogle af de ting jeg sagde ved denne lejlighed. Hun mente bare at det var følelsesmæssige problematikker og ikke mine skizofrenisymptomer der var årsagen. Derfor kunne hun jo også hurtigt udskrive mig.

Min mand blev andetsteds fra, opfordret til at deltage i udskrivelsessamtalen hvilket han gjorde. Han kom lidt for sent og i journalen skriver TM mellem linierne at min mand underkuer mig (vi er mange der læser det sådan):

”Det skal bemærkes at pt. ændrer adfærd når ægtefælle kommer ind på stuen, hvor hun bliver helt passiv, stille, stirrer tomt ud i luften.”

Jeg har klaget over dette forløb til klinikchef DM, men han ønsker ikke at hjælpe mig.

Den 9/4 skal jeg til afsnit 809 hvor jeg skal have injektion depot Xeplion og får der en samtale med en læge der beder mig tage til Nordstjernevej og blive indlagt. Det gør jeg, da jeg faktisk er autoritetstro. Jeg beder dog om at komme på afsnit 72 da jeg af en anden patient har hørt at det afsnit er bedre.

Næste morgen kommer jeg til lægesamtale hos GB der siger at jeg mindst skal være der 7 dage før jeg overhovedet kan komme i betragtning til at blive overflyttet til afsnit 809.

Hun skriver bl.a. i min journal at jeg har været ude og spise frokost med min mand, som om at jeg ikke er særlig syg fordi jeg kan klare det, men hun ved ikke det var et lille øde cafeteria og at man altså bliver nødt til at spise noget, når man skal vente LÆNGE i skadestuen – og at vi ikke kan spise hjemme fordi hele vores lejlighed er et stort kaos.

Hun skriver også, at jeg går og hygger mig med de andre patienter, men du skal vide, at mit humør går op og ned i bølger og også i to spor, så jeg både kan grine og indvendigt græde samtidigt. Men hun skriver generelt meget fordomsfuldt sludder i den journal.

GB siger at jeg skal vente minimum 7 dage før jeg kan komme i betragtning til en plads på 809 og der er meget kø, så der kan gå langt over 7 dage.

Jeg føler ikke jeg kan være der i MINDST 7 dage, så jeg udskriver mig ”mod givet råd”.

Da jeg bliver udskrevet er min mand imod det, og får at vide at det har jeg selv bestemt, hvortil han siger, at så har I jo også planlagt at hun skal dø. Det får min kontaktperson til at råbe at det gider hun slet ikke diskutere og smækker med døren.

Min mand er ved at falde fra hinanden. Han tør ikke sove og han tør ikke gå på toilettet i frygt for hvad jeg kan finde på. Så han ringer igen til 809 og får en samtale og besked om at ringe til min kontaktperson om aftenen. Om aftenen får min KP igen overtalt mig til at tage til skadestuen og lade mig indlægge – hun rammer mit ømme punkt (jeg skal være god ved min mand og passe på jeg ikke mister ham).

Igen bliver jeg indlagt på afsnit 72 – jeg beder ikke om det, da det er pest eller kolera om det er afsnit 68 eller 72.

Her får min mand i øvrigt at vide af TM at jeg ikke kan blive tilbageholdt når jeg ikke er sindssyg. Andre fortæller mig at man kan blive tilbageholdt hvis man er til fare for sig selv, og i øvrigt siger de at jeg er sindssyg.

Min mand er med til lægesamtalen med GB næste morgen og her overværer han hvordan jeg bliver skældt ud af hende. Jeg plejer at få ros for at det er godt jeg er kommet inden jeg gør noget dumt, men GB skælder mig bare ud fordi jeg ikke kan klare mine psykiske problemer. Noget i stil med, at jeg godt kan stoppe med de selvmordstanker, for de hjælper mig jo ikke.

Efter nogen tid bliver jeg overført til 809. Der bliver indkaldt til møde om min fremtid i deres psykiatriske system og jeg har mine tre kontaktpersoner med samt overlægen fra 809 som jeg endnu ikke kender så godt (jeg savner AP). Tilstede fra Nordstjernevej er kun GB.

Jeg starter med at læse følgende op (jeg ved godt det er lidt langt, men jeg håber du vil læse det):

>>Jeg vil gerne fortælle hvorfor jeg synes, at jeg skal overføres til 809 så snart der er en ledig plads. For I har misforstået mig. I tror jeg har primadonna-nykker. Jeg er da godt klar over, at der skal være en ledig plads. Men jeg synes ikke jeg skal vente 7 dage før jeg kan komme i betragtning til en sådan overflytning. Og det gør jeg af en masse grunde.

Jeg har haft alle de konflikter jeg skulle have med 809. Nu er vi nået dertil hvor vi har en behandlingsalliance – hvorfor så starte forfra med et nyt afsnit og nye konflikter?

Jeg er meget paranoid. Jeg tror ikke at nogen vil mig det godt, men 809 har vist mig gang på gang at de vil mig det godt og jeg er nu begyndt at tro på det. Hvorfor så starte forfra?

Jeg har brug for resonans. Jeg har brug for at der er kemi mellem mig og den der behandler mig. Jeg har brug for tillid og det skaber man ikke på 7 dage. Det kræver måneder eller måske år, og man er jo ifølge jer max 7 dage på 68 og 72.

Jeg har brug for en længere behandling end 7 dage. Læs min journal. Jeg har ikke haft mange indlæggelser på under 7 dage. Det kræver tid og det kræver at jeg ikke er under tidspres.

Jeg har brug for at få at vide, at det var godt jeg kom før det gik galt, ikke blive skældt ud fordi jeg ikke kan klare mine psykiske problemer.

Hvis jeg ikke kender personalet, så henvender jeg mig ikke til dem når jeg har det dårligt og så ender det med at jeg gør skade på mig selv – af frustration, ikke fordi jeg er opmærksomhedskrævende. Det har 809 prøvet at ændre på i 6 år – altså de har prøvet at få mig til at henvende mig til dem i 6 år – så det har 68 og 72 nok ikke de store chancer for at ændre på. Jeg VIL gerne, men jeg KAN ikke. På 809 ved personalet hvornår den er gal med mig af 6 års erfaring og kan gribe ind hurtigt, inden det går galt.

På 68 og 72 bliver det derfor OPBEVARING fremfor BEHANDLING og så kan jeg lige så godt blive hjemme eller tage livet af mig.

Jeg tror jeg har haft to samtaler med KM mens jeg har været indlagt på 68 og tre samtaler mens jeg har været i DAT-behandling og det er altså – i min bog – ikke nok til at vi kender hinanden godt. Jeg kender ingen læge og intet personale godt på hverken 68 eller 72. Jeg kender til gengæld næsten alle på 809 rigtig godt og stoler på dem.

Der er flere muligheder på 809, hvor vi kan gå ture eller bage eller lave andre aktiviteter mens vi samtaler om først ikke-farlige og så sidenhen også farlige emner. Sådan synes jeg en god behandling er. Sådan tør jeg åbne mig op.

Jeg har svært ved at komme til personalet – også selvom jeg har fået at vide, at jeg bare skal komme hvis der er noget. Det skal helst føles som om jeg bliver tvunget til at samtale før at jeg kan indgå i et sådan samarbejde.

Jeg lider af paranoid skizofreni og det er mine symptomer der plager mig og det ved de på 809, men på 68 og 72 tror de ikke jeg har disse symptomer, så derfor bliver jeg ikke behandlet herfor – men jeg har svært ved at tale om disse symptomer. Det tog mig år før jeg åbnede op omkring dette på 809.

Det er hvad der er svært for mig og derfor jeg gerne vil behandles på 809 fremfor 68 og 72.<<

GB mener stadig at selvmordstanker kan klinge af efter et par dage. Hun mener bestemt jeg skal være indlagt i 7 dage og helst mere hvis det er nødvendigt, på trods af at min mand har læst et sted at man som regel er indlagt 1-2 dage.

Der bliver sagt at den magtkamp der er mellem matriklerne ikke kommer mig til gode, men hun er hverken til at hugge eller stikke i.

Nordstjernevej ser kun deres fordomme om mig. Selvfølgelig vil jeg hellere være et sted hvor de kan lide mig og vil behandle mig frem for et sted hvor de ser mig som manipulerende og opmærksomhedskrævende.

Jeg bad afsnit 72 kigge i den samarbejdssamtale jeg har lavet med 809 for at få en bedre mere relevant behandling, men de har ikke gidet kigge i den.

Jeg kan selvfølgelig ikke understrege nok, at jeg godt er klar over, at der skal være en LEDIG PLADS på 809 før jeg kan blive overført dertil.

Jeg skal også sige, at min mand jo ikke er læge, men han ved dog en del om mig og hvordan jeg reagerer i mine dårlige perioder. Alligevel vælger man at ignorere hvad han siger og fokuserer mere på at han virker devaluerende overfor personalet.

Mit ønske er derfor at få lavet en aftale om at blive overflyttet til 809 så snart plads haves, da det forkorter min indlæggelsestid og forhindrer mig i at selvskade.

I taler om det gode patientforløb, medindragelse, medindflydelse, resonans og derfor mener jeg at mit ønske ikke er urimeligt.

Jeg sendte denne klage til Centerchef BA, men han fastholder at gældende procedurer for indlæggelse er fulgt korrekt. Men så føler jeg ikke han har læst og forstået mit brev.

Mvh,
Sussi Malene Jacobsen

Jeg fik så mulighed for at komme til dialogsamtale med en anden eller den nye klinikchef NR, hvor jeg læste følgende op. Det er meget det samme, men jeg føler ligesom ikke det trænger ind, så jeg prøver med nye vinkler:

Jeg har jo allerede skrevet en klage og du har åbenbart fået præcis det samme ud af den som din forgænger, for jeg fik jo præcis det samme svar. Derfor har jeg nogle tilføjelser.
Jeg må virkelig indrømme at jeg savner dengang PG og AP arbejdede her, for de var på patienternes side fremfor den ledelse der er her nu, der er på deres kollegers side.

Men det jeg ikke tror jeg fik med i klagen var min store frygt og grunden til at jeg gerne vil indlægges på 809. Nemlig at jeg er bange for at jeg ikke får den behandling jeg har brug for. Fordi de på Nordstjernevej udskriver mig for tidligt.

De vil jo bare udskrive mig dagen efter jeg er blevet indlagt, fordi de ikke kan gennemskue mig. Jeg frygter for mit liv når jeg er i disse situationer. Når jeg bliver indlagt vil jeg ikke have hjælp. Jeg prøver, men det er svært og jeg troede det var jeres job at hjælpe mig? Dette kan jeg bl.a. bevise ved at henvise til en uoverensstemmelse mellem to journalnotater fra henholdsvis læge og psykolog:

Lægen skriver d. 5/8-2019:

“Pt har ikke fremstået åbenlyst psykotisk under indlæggelsen – dog beskriver hun uvirkelighedsfornemmelse, hvilket hun afhjælper ved at køre med fingrene hen af bordet – dette mest udtalt ved lægesamtaler, observeres ikke med denne adfærd i miljøet.”

Psykologen skriver imidlertid d. 2/8-2019:

“Ut. bemærker at pt. sidder og kører fingrene langs bordkanten samt bordets overflade. Ut. har også observeret pt. gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Pt. forklarer, at det hjælper hende med bedre at mærke sig selv og omgivelserne. Pt. forklarer, at hun også har en “tangle” til dette og ut. opfordrer pt. til også at bruge denne”

Jeg er ikke den eneste der her læser at lægen simpelthen ikke tror på at jeg fejler noget, og så er det jo klart at hun udskriver mig.

En sygeplejerske fra 809 sagde en dag til mig:
Din krop lukker ned og du er stoneface når du er ked af det eller vred. Det er meget svært at tyde mig, det er kun fordi hun kender mig at hun vidste den var gal.
Jeg kan også have et lille smil på læberne, når jeg er ked af det og vred. Og jeg griner når jeg skammer mig, er sarkastisk når jeg er ude af den. Det er der mange der finder provokerende. Hvordan skal Nordstjernevej gennemskue dette med deres ressourcer og kompetencer? Når jeg måske bliver indlagt en uge om året, som det er nu?

Jeg ved godt I siger at jeg skal åbne op og samarbejde. At jeg skal lære at bede om hjælp og lade dem hjælpe mig, men I må da kunne forstå at jeg som psykisk syg har nogle begrænsninger – nogle mangler som almindelige mennesker har let ved. Jeg kan ikke lære personalet på Nordstjernevej at kende – jeg kan ikke åbne op. Man kan sige at det var et heldigt uheld at 809 lærte mig at kende. De havde tiden med sig, jeg havde fast vagt i flere uger af gangen og jeg brugte meget tid i nær kontakt med dem. Det er ikke fordi at jeg er uvillig. Min modstand drejer sig måske om, at jeg ikke føler tillid og at jeg ikke føler de har det store ønske om at hjælpe mig.

I får mig til at lyde som om jeg er den eneste vanskelige patient i verden. At jeg er den eneste der har disse problemer. Men jeg læste nogle opslag i en gruppe på Facebook af en pige der havde præcis de samme problemer som mig med behandlingssystemet.

I har besluttet at jeg er manipulerende og opmærksomhedskrævende – det har jeg fået at vide af personalet. Sådan så de mig også på 809, men så lærte de mig at kende. Og så ser I mig åbenbart også som en person der kræver særbehandling. Det synes jeg ikke at jeg gør – jeg mener bare at I må have interesse i at behandle mig bedst muligt og jeg kræver jo ikke at komme foran i køen til 809. Jeg er udmærket klar over at der skal være en ledig plads.

809 bruger tid på at lære folk at kende. De vil gerne løse problemer – og jeg ved godt at jeg er et problem. De brugte mange ressourcer på at hjælpe mig. Jeg har talt med mange patienter der alle – hver og en – foretrækker 809 fremfor Nordstjernevej – og det var vel og mærke uden at jeg fortalte om mine præferencer først. F. eks. havde jeg en medpatient der var forsvundet i hendes sind, hendes mand var fortvivlet. Nordstjernevej opgav og kunne intet håb give. Da hun kom på Brøndbyøstervej sagde de at det skulle de nok klare og det gjorde de. Manden var lykkelig, han fik sin kone tilbage og hun fik livet igen. Og jeg havde en medpatient der var så ked af at komme på 809, fordi hun var vant til at blive indlagt på afsnit 72 og der var hun glad for at komme. Hun var ikke på 809 mange uger før hun i allerhøjeste grad foretrak 809 og håbede at hun altid måtte blive indlagt der. Og jeg kunne blive ved med sådanne historier.

De siger på 809 at de engang også har været en del af betonpsykiatrien, før projekt bæltefri afdeling. Sådan har jeg aldrig oplevet dem – selvom jeg har været indlagt før projekt bæltefri afdeling. Men lige meget om de har eller ej, så er de kommet videre, hvor de på Nordstjernevej stadig ikke har set lyset. Det skal lige siges at det bestemt ikke altid har været lutter lagkage på 809, men som sagt gav de sig tid til mig og de svigtede aldrig min tillid.

På 809 fortæller de at Nordstjernevej ellers godt kan lide at sende nogle patienter til Brøndbyøstervej i en allerhelvedes fart, mens andre holder de på. Deriblandt mig, hvilket jo er lidt sjovt, hvis de virkelig ikke kan holde mig ud. Så føles det ærlig talt som en straf. Men de holder jo også kun på mig for at kunne udskrive mig hurtigst muligt.

Siden alt det her har stået på har jeg faktisk haft det værre end jeg nogensinde har haft det. Grunden til at jeg ikke forsøger selvmord eller selvskade er at min største frygt nu er at blive indlagt – og jeg har i forvejen altid været ret bange for at blive indlagt. Frygten er bare taget til, for jeg ved at jeg skal slås med læger på den ene side og min mand på den anden side. Læger der siger at jeg skal udskrives og min mand der siger at jeg har det for dårligt til at blive udskrevet – og selvom jeg ikke i situationen vil indrømme det, så har min mand faktisk ret, for han kender mig hvilket lægen ikke gør. Jeg ved godt at lægen har sin uddannelse, men det gør faktisk ikke en til menneskekender – specialist i psykisk sygdom måske, men ikke menneskekender.

Den nye klinikchef NR var såmænd sød og empatisk nok – forstående og alt det der. Men han havde jo ikke tænkt sig at ændre på noget, så det var ren politikersnak. Men jeg tror heller ikke der er nogen der endnu har fattet hvad det er jeg klager over: At jeg ikke kan komme i kø til 809 så snart jeg henvender mig i skadestuen. Jeg skal simpelthen igennem 7 dages traume på afsnit 68 eller 72 før jeg kan komme i betragtning til 809. Og sidst jeg var der lød det som om at jeg godt kunne glemme alt om 809 fremover. Men jeg får jo heller ikke lov til at være indlagt på Nordstjernevej i de 7 dage der kræves, for de mener jo at jeg har det strålende dagen efter jeg har henvendt mig. Og i situationen er det jo fint med mig – det er bare ikke fint for min mand og en dag ender det måske galt, fordi jeg ikke kan kontrollere mig selv.

Så nu ved jeg ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg må bare leve et liv i konstant forpinthed, for der er ingen der kan hjælpe mig. Jeg har støtte fra socialpsykiatrien, men det kan jeg faktisk ikke bruge til noget – jeg får altid at vide, at jeg bare skal tage mig sammen. Og jeg bliver fulgt i FACT (Distriktpsykiatrisk Center), og det hjælper måske en lille smule, men det er bare ikke nok når det virkelig brænder på. For mig er en indlæggelse … det er som om jeg går med de her store tunge tasker eller poser hele tiden, og når jeg så bliver indlagt, så overdrager jeg taskerne til dem, så de kan holde dem lidt for mig – så jeg kan slappe lidt af. Når jeg så bliver udskrevet har vi fået sorteret lidt i taskerne og jeg får dem tilbage lettere. Men når jeg kommer ud får jeg hurtigt fyldt i taskerne igen og de bliver tungere og tungere indtil jeg ikke kan bære dem længere.

Jeg ved godt jeg plejer at se tingene fra en lidt mere humoristisk side, men der er ærlig talt ikke meget at grine af i den her fuldstændig håbløse situation :uh



Et lille kig i journalen fortæller mig at lægen på Nordstjernevej ikke er så kompetent som hun gerne vil fremstå. Hun skriver nemlig d. 5/8-2019:

“Pt har ikke fremstået åbenlyst psykotisk under indlæggelsen – dog beskriver hun uvirkelighedsfornemmelse, hvilket hun afhjælper ved at køre med fingrene hen af bordet – dette mest udtalt ved lægesamtaler, observeres ikke med denne adfærd i miljøet.”

Psykologen har skrevet følgende i journalen d. 2/8-2019:

“Ut. bemærker at pt. sidder og kører fingrene langs bordkanten samt bordets overflade. Ut. har også observeret pt. gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Pt. forklarer, at det hjælper hende med bedre at mærke sig selv og omgivelserne. Pt. forklarer, at hun også har en “tangle” til dette og ut. opfordrer pt. til også at bruge denne”

Men lægerne på afsnit 168 og 172 nægter simpelthen at læse i journalen. Det er kun dem der har den endegyldige sandhed. Suk!



Ja, så blev jeg altså indlagt søndag aften. Jeg var ikke meget for det, men Mandse synes det var bedst. Det var fordi jeg havde skrevet til min kontaktperson på 809 (hende jeg før i tiden kaldte overyndlingen og nu er hun endda også blevet min faste kontaktperson :thumb ). Jeg skrev endda rigtig meget til hende (lidt for meget) og til sidst blev hun meget bekymret og sagde at jeg havde til dagen efter til at fortælle Mandse at jeg havde barberblade, eller også ville hun kontakte ham :-S

Og det gjorde hun så :/

Hun fortalte ham også at jeg ikke har fået medicin/injektion som jeg burde, og så var det lige hvor man kunne få en injektion om søndagen? Først tilbød hun at de kunne gøre det på 809, men det måtte de alligevel ikke. Mandse begyndte ellers at græde af taknemmelighed.

Vi fik at vide at de kunne gøre det på skadestuen på Psykiatrisk Center Glostrup Nordstjernevej. Så vi kørte til Nordstjernevej. Men der havde Mandse misforstået noget – på Nordstjernevej skulle jeg bare til vurdering. Og lægen vurderede mig til at jeg skulle indlægges. Jeg prøvede ellers at fortælle hende, at lægerne på de lukkede afsnit ikke så mig som værende til fare for mig selv, og bare ville udskrive mig næste morgen.

Jeg kom på 168 da det var der de havde plads. Overlægen på 168 er sødere end hende på 172, men det betyder ikke ligefrem at hun er specielt sød. Personalet er nok sødest på 172, men der er ingen af afsnittene hvor de er specielt gode.

Mandag morgen var jeg til lægesamtale hos – jeg vil tro hun er – afdelingslægen. Min dagens KP var også med. Min mor synes de begge to var mægtig flinke og de var vel også OK.

Men jeg fik at vide, at lægen ikke stolede på mig, fordi jeg engang har løjet overfor hende. Det vil jeg nu nok sige er en misforståelse. Hun siger jeg har bildt hende ind, at jeg ingen psykotiske symptomer havde og derfor trappede hun mig ud af medicinen. Det har jeg aldrig sagt. Men ikke desto mindre tror jeg at det er det hun mener – de mener. På Nordstjernevej er jeg en manipulerende, opmærksomhedskrævende person der ikke har brug for indlæggelse.

Jeg fortalte også, at jeg ingen injektion Xeplion havde fået, men DPC havde sagt noget andet – og mig tror de jo som bekendt ikke på. Så jeg fik ikke den vigtige medicin de mener gør mig så godt. Jeg måtte selv kontakte DPC og igen fortælle at jeg ikke havde fået medicinen og langt om længe ordinerede lægen Xeplion. Men det var der ingen der opdagede – før Mandse og jeg talte med KPen og først kl. 22 kom hun til mig og sagde at hun lige havde gransket Sundhedsplatformen og der faktisk stod jeg skulle have en injektion.

Til lægesamtalen talte vi også om at jeg gerne ville hjem og i bad, for jeg skal have hjælp til BHen, da jeg aldrig har lært at lukke den bagtil og jeg er så tyk at jeg ikke kan lukke den fortil og dreje den på plads. Det synes hun jo var noget meget privat, så det var i hvert fald ikke noget de kunne hjælpe med. Jeg kunne også bare købe en ny BH – jeg er førtidspensionist og en BH i min størrelse koster minimum 500 kr.

Lægen har skrevet i journalen at jeg ikke har noget hallucinationer på de 5 sanser. Hun har ikke spurgt ind til dette. Hvordan kan hun vide, at jeg ikke sidder og synes der lugter af lort når jeg taler med hende? Det kan man da ikke lige umiddelbart fornemme – kan man?

Tirsdag skal jeg til samtale med hende igen (og der må min mor ikke komme med – der er de heller ikke nær så søde som om mandagen), da jeg gerne vil have udgang. Jeg fortæller jeg gerne vil hjem og i bad og nævner det med BHen igen. Dette blev hun virkelig irritereet over og spørger bl.a. hvorfor jeg ikke kan få en fra personalet til dette. Kan I huske hvad hun sagde om mandagen ang. dette?

Og så spørger hun i øvrigt hvornår jeg er klar til udskrivelse. Jeg kom ind søndag aften og tirsdag spørger hun til dette.

Min mor mener, at det er fordi de for alt i verden ikke vil have at jeg kommer på 809. Jeg har ikke spurgt om jeg må komme på 809, for jeg ved hvad svaret er. Men hvis jeg er her 7 dage skal de jo sende mig videre til 809.

SUK!



Jeg vil skrive om min indlæggelse på 4 uger, som jo skulle ha’ været 4 dage ifølge kontrakten, men et clue er, at de sagde, at de ikke havde set mig så dårlig siden for 2 år siden hvor jeg første gang blev indlagt i deres regi. De mener så at det er medicinsvigt der er synderen og skyndte sig at sætte mig i medicinsk behandling igen. Det drejede sig om måske to dage – og fra det meste medicin vil jeg sige, at jeg har erfaring med, at det stopper med at virke efter 3 måneder. Det begynder også først at virke efter 3 måneder. Men jeg lader dem blive i deres tro og samarbejder – i hvert fald nu og da :-D

Den 29/6 havde jeg det ikke så godt – jeg havde haft det dårligt i nogle dage og jeg skrev et brev med råb om hjælp til … jeg ved ikke hvem? Det endte dog med at blive et afskedsbrev. Jeg ville tage af sted når mandse faldt i søvn, så ville jeg tage på apoteket og købe Postafen – eller bare indtage de Rivotril jeg har … men jeg kunne selvfølgelig også prøve at ringe til 809 selvom det ville blive tæt på umuligt, fordi jeg er så bange for afvisning. Da kl. blev otte eller nærmere ni og mandse stadig ikke var faldet i søvn spurgte jeg ham om jeg måtte gå en tur. Det måtte jeg kun hvis jeg tog hunden med. Jeg tænkte, at jeg kunne sætte hende ved Netto og så ringe til mandse og sige hvor han kunne hente hende – så jeg gik … men jeg gik ikke i retning af Netto eller offentlig transport. Jeg gik den modsatte ved og så gjorde jeg det sværeste jeg har gjort meget længe. Der var en grund til jeg gjorde det. Jeg havde været til samtale på 809 med mine ”nye” bostøtter/dem der skulle tage over mens min bostøtte var syg – jeg havde været på 809 om tirsdagen eller onsdagen – og der sagde fast yndlingsKP nr. 1 at hun var der i weekenden og at jeg bare kunne ringe hvis der var noget. Jeg havde fået en invitation, og jeg benyttede mig af den. Det var fast yndlingsKP nr. 1 der tog telefonen. Jeg overvejede at smide på, men jeg sagde at det var Sussi. Hun ved jo godt jeg ikke ringer i tide og utide og når jeg ringer er det vigtigt. Jeg sagde hurtigt at jeg var ude at gå en tur og at jeg havde skrevet et afskedsbrev til Michael. Hun sagde jeg skulle vende om og bede Michael køre mig til PC Glostrup – så det gjorde jeg mens hun var i røret hele vejen tilbage. Jeg kunne høre der var travlt i den anden ende, så jeg sagde at jeg godt kunne klare det, men hun insisterede på at være i røret indtil jeg havde givet Michael beskeden.

Michael var ikke skideglad, for det var hans første arbejdsdag dagen efter og det ville ende med at han først kom i seng kl. 1:30, hvilket i øvrigt holdt stik. Det han ikke var skideglad for var, at vi begge vidste jeg havde haft det dårligt hele dagen og at jeg først tog handling nu, så han ville komme så sent hjem, når han skulle møde på job kl. 7 …

På Glostrup kom vi til at tale med en hel vildt dygtig sygeplejerske og senere en virkelig sød læge – nærmest i nuttet kategorien ;)

Da jeg endelig fik ro til at lægge mig i sengen med en af de gammeldags kugledyner over mig konstaterede jeg, at jeg faktisk var utrolig heldig, at jeg levede i Danmark – selvom noget af det der havde sat mig i denne situation var den nye regering. Frygten for forringelser – der KAN altså ikke spares mere nu!

Min KP i OP-team fortalte lige, at nu må de spare på taxakørsel, så jeg får nok ikke mulighed for at gå til psykologi på Kofoeds skole – noget der giver mig en smule livskvalitet – da jeg ikke kan transportere mig selv i myldretiden.

PC Glostrup – afsnit i68 hedder det vist – er udmærket, men det er ikke 809. På de fleste psykiatriske centre sidder personalet mest på kontoret og laver computerarbejde – og de spiser ikke sammen med patienterne – jow, der er muligvis en enkelt der bliver nødt til det, men vist ikke med deres gode vilje … På 809 sidder de i miljøet og taler med patienterne og de fleste spiser med til måltiderne. På 809 kender de ikke kun mit sygdomsforløb, de kender også mig – de behandler ikke kun min sygdom, de behandler hele mennesket. På andre psykiatriske afsnits kontorer kan man høre en ung sygeplejerske sukke ”Jeg keder mig!” Hvis man siger det til en ansat på 809 bliver de helt forvirrede at se på, for de keder sig sQ aldrig – hvis de keder sig går de ud i miljøet og siger ”Du keder dig, jeg keder mig – skal vi ikke spille et eller andet?” og når jeg så siger nej, finder de alligevel på noget at foretage sig, f.eks. hente rene dyner og hovedpuder.

Men jeg er selvfølgelig også farvet af at jeg har været stamgæst på 809 i to år og de kender mig rigtig godt – og selvom jeg ikke altid opføre mig lige pænt, så tror jeg egentlig godt de kan lide mig, de fleste. Jeg kan i hvert fald godt lide dem, de fleste ;)

Mandag husker jeg ikke andet end at overyndlingen spurgte om jeg havde fået brochuren og var næsten ved at hoppe af iver, men jeg havde ikke fået brochuren der. Jeg fik den dog senere på aftenen – det var om ”Skolen for Recovery” og jeg har tilmeldt mig deres introduktion i slutningen af denne måned :)

Tirsdag var en begivenhedsrig dag. hvor jeg havde mulighed for at komme i et skab fyldt med barberskrabere, så jeg kunne skære mig. Det var en UTH (utilsigtet hændelse) og forhåbentlig får de et bedre skab i fremtiden.

Jeg havde ellers overyndlingen som KP i dagvagt :-D men jeg havde det meget dårligt, så det gik alligevel ikke så godt. Jeg prøvede at flygte fra overlægen, hvilket er svært på et lukket afsnit :lol Hun ville have jeg skulle begynde at tage min medicin igen, som jeg ellers havde brugt den sidste uge på at trappe ud af – på eget initiativ og uden at tale med lægen om det – jeg taler jo blandt andet ikke med overlægen i OP-team. Det var kun 37,5 mg. Leponex, men jeg trappede meget langsomt ud selvom jeg nok bare kunne være stoppet.

Lægen var ikke i hendes habituelle :lol tilstand, som er en meget imødekommende slags, som lytter til patienten og laver planer med patienten. Det var åbenbart en stresset dag, så hun sagde at hun lagde 12,5 mg. Leponex op til mig, som hun forventede jeg tog til natten. Jeg sagde, at jeg nok skulle tage det – tror jeg :hmm – men at det sekund de lukkede mig ud ville jeg trappe ud af det igen :-D Dagen efter (onsdag) fik jeg en undskyldning-agtigt og vi talte sammen uden at hun var stresset og jeg var oppe at køre, og vi kom frem til, at jeg skulle tænke over om jeg ville fortsætte med Leponex eller jeg ville opstarte i et andet præparat. Min KP (stadig onsdag) morede sig over at vi sad på bænken i den nye sansehave mens overlægen sad på jorden – og mente at hvis overlægen kunne det, kunne hun også sidde på jorden til patientmødet. Dette var den engelske patient A noget irriteret over, for han var åbenbart røget i bælte fordi han havde siddet på gulvet/jorden (hans version og ikke noget jeg har tænkt mig at gå ind i :) )

Men tirsdag fortsatte jeg med at have det dårligt og jeg havde gemt barberblade i madrassen fra morgenens UTH. Desværre var jeg en anelse rundt på gulvet og to fra personalet var lige i røven på mig og konfiskerede dem med det samme :/ Det endte med at de måtte lægge sig på mig – hvilket er noget de gør, fordi det hjælper mig med at få det bedre. Men de lå oven på kugledynen, hvilket overyndlingen ikke er stor fan af – og hun havde også en PDA i lommen – og jeg råbte at jeg ville hjem. Så råbte hun, at det ville hun også – så lo vi, og det gjorde ondt på overyndlingen med hårde kugle og PDA under sig … så kom der en ung læge og syntes vi var mærkelige. Hun spurgte hvad der skete og var forvirrede over vi lo, da det jo var en dårlig patient hun skulle tale med. Så sagde jeg, at vi ville hjem – og så lo vi alle sammen igen på nær den unge læge, som bare må have tænkte at det var et galehus … hvilket det jo også var :lol

Men jeg endte med at få medicin med tvang :sad De var kun to om at holde mig, og jeg gjorde ikke modstand. Jeg har fået meget medicin med tvang denne gang, men kun én gang som sprøjte. Jeg endte med at kalde dem ”udskrivningspiller”, selvom de aldrig ville sige, at jeg kunne blive udskrevet hvis jeg tog dem. De sagde at det var et skridt på vejen.

Aftenen gik heller ikke så godt. Mandse var rigtig sur på mig, og jeg var stædig, så jeg sendte ham hjem. Vi var begge rigtig kede af det, og min dagens KP (A1) ville tale med os begge, men ingen af os ville tale med hende. Jeg måtte ikke komme ind på min stue, for så havde jeg aldrig gjort det ude blandt de andre patienter, men jeg havde stadig min nøglebrik og en nøglering … og den brugte jeg til at åbne såret fra tidligere. Jeg satte mig helt nede i den anden ende af gangen og håbede ingen af de andre patienter så mig, men sidenhen fik jeg at vide af patient D, at han havde set mig og at han var blevet bange – det har jeg det naturligvis stadig rigtig skidt med.

Jeg spiller meget Uno med patient-D og vi spiller da også Myretue med ”den yndling der aldrig fik en titel” og en anden patient jeg også har været meget indlagt med. Jeg vandt – woohoo! ;) P.S. … og jeg anede ikke hvad jeg lavede :lol

Men så var det også slut med en nøglering til mig! Også da vi fik nye nøgleringe nogle uger senere – der nåede jeg at have en nøglering i cirka 30 sekunder før min dagens KP tog den fra mig :sad

Jeg taler igen med overlægen og min faste yndlings KP nr. 1. Jeg vil gerne udskrives fordi jeg skal passe min bror og svigerindes hunde, og jeg vil gerne overholde mit løfte. Jeg vil også gerne på computercafé med min skønne niece og nevøsse. Jeg bliver ambitiøs og vil også gerne til min søsters fødselsdag. Men jeg er alt for syg til dette mener de, og hvis jeg var klar til det, var jeg også klar til at blive udskrevet. Jeg siger at sidst jeg var indlagt fik jeg da lov til at gå til psykologi på Kofoeds skole og til at komme ud at stemme. Så bliver min KP skide sur og jeg bliver virkelig overrasket, for jeg tror vitterlig aldrig hun er blevet så sur på mig før. Hun er måske ikke engang særlig sur, men jeg bliver bare virkelig overrasket. Det viser sig, at hun virkelig har kæmpet for at jeg fik lov til disse ting, så hun er sur over, at hun føler jeg bruger dem imod hende. Så tager lægen over og begynder at snakke, men jeg bliver mere og mere irriteret over at hun er så sur, og til sidst beslutter jeg mig for, at det her gider jeg simpelthen ikke at finde mig i, så jeg rejser mig op og går. Lægen tror jo nok det var noget hun sagde, men det forklarer jeg for hende senere at det ikke var.

De nye faciliteter er ikke ligefrem selvskade-gunstige. Der er ikke mange pærere eller andet man kan smadre. Jeg har brug for at komme af med nogle frustrationer … så jeg har et eller andet … håndklæde, lagen, viskestykke, noget af hospitalets som jeg har strimlet og jeg tager om halsen og ”strangulerer” mig selv med. Ikke nødvendigvis for at dø, men for at mærke at jeg lever … eller for at … jeg ved det ikke. Kort efter kommer lægen og min KP og min KP beder mig stoppe hvilket jeg gør. Jeg gør altid hvad hun siger :-D … næsten :wink

Men jeg bruger jo som sagt afsnittets håndklæder, lagener, viskestykker, tæpper og lignende til at strimle og tage om halsen – og personalet tager det fra mig så hurtigt de opdager det … og jeg laver nye strimler og så fremdeles. En fra personalet – lad os kalde hende A1 – siger at jeg skal bruge mine egne ting, for så er hun sikker på, at det går i sig selv. Jeg bliver helt ulykkelig og føler at hun siger, at jeg ikke har respekt for andres ting – hvilket jeg har – men hvis jeg var hjemme hos mig selv ville jeg også vælge at strimle mine håndklæder frem for mit tøj. Jeg bliver helt ude af den og vil starte en tilbagebetaling – jeg har vist 500 kr. i min pung til at starte med – men jeg må slet ikke få min pung før jeg er mere rolig … fuck, hvor jeg synes de er nogle idioter!

Dagen efter kan jeg se at personale-A1 er i aftenvagt sammen med tre vikarer. Jeg kan konstatere at det bliver en lorteaften, og jeg klynker til ”den yndling der aldrig fik en titel her i bloggen” (det er så den titel hun har). Hun opfordrer mig til at lytte til en lydbog hun synes er god og lægger endda en seddel med titlen og ønsket om en god aften på min stue.

Til aftenmødet får jeg så at vide at jeg skal have personale-A1 som KP og jeg går i protest. Hun kommer hurtig ind og taler med mig. Jeg fortæller hende hvorfor jeg er sur – hvilket hun muligvis allerede ved – jeg har jo brokket mig til hendes kollega. Hun har så en anden vinkel på den, en anden måde at forstå det hun sagde på og jeg accepterer hendes forklaring og tilgiver hende :D

Dagen efter er der godt nok en anden der tager æren for det … men jeg har en fornemmelse af at det er den yndling der aldrig fik en titel der har luftet idéen og talt min sag. Det bliver i hvert fald besluttet og godkendt af afdelingssygeplejersken og den ass. afd. spl., at jeg må have et snørebånd til at ”lege med” :D Overyndlingen og fast yndlingsKP nr. 1 gør mig opmærksom på at det er afd. spl. som jeg påstår jeg ikke kan lide – jeg kaldte hende jo engang nazi afd. spl. og har aldrig taget det i mig – der har givet mig lov til dette. Men senere siger jeg, at det vel er fordi hun håber jeg kradser af af det … men den synes de altså er lige i overkanten … Og jeg kan i øvrigt godt lide hende – eller jeg kender hende ikke godt nok til at jeg kan sige hverken fra eller til :rollseyes

Men det holder ikke længe, for der er en anden personale – som jeg altså helt fantasiløst vælger at kalde A2 – der ikke lige kan have idéen om mig med sådan et farligt redskab på mig :wink Han er rigtig sød og meget forsigtig, så jeg aftaler med ham, at han kan holde snørebåndet og så kan jeg komme og bede om det når jeg skal bruge det. Men han kommer med alle mulige undskyldninger og krumspring og andre ting vi kan lave – hvilket jo er fint nok, men jeg fortryder dog lidt min aftale.

Der bruges blandt andet store isterninger (på størrelse med et engangs-plastikkrus) til at holde i hånden indtil det gør ondt som selvskade. Noget min nye faste KP – i stedet for hende jeg ikke var så begejstret for (jeg gentager ikke øgenavnene :-D ) – finder på. Det er faktisk en OK afledning, men desværre bliver jeg hurtig immun overfor denne form for selvskade :/

Jeg bruger de kommende dage til at spille bordtennis med A2 og der er også idrætsarrangement hvor vi vinder! :-D Jeg vinder bordtennis med ham 3 ud af 5 kampe … woohoo ;)

Patient-D og jeg ryger på min E-cigaret og det er der en personale der bliver sur over. Vi har det ellers så sjovt med det, patient-D begynder at grine højt hver gang han prøver og det er virkelig noget der gør os begge godt. Men hun beder så min faste yndlings KP 1 sige til mig, at det ikke er i orden. Min KP siger ikke at det er forbudt, men hun siger det alligevel lidt. Jeg bliver virkelig sur på hende – og det har jeg faktisk god grund til, som jeg ikke kan dele med dig kære nysgerrige læser :P … for man ved jo aldrig hvem der læser med :wink

… og derfra går det ellers ned ad bakke. Det bliver en helvedes aften, hvor jeg ender med at blive tvangstilbageholdt … fordi fast yndlings KP nr. 1 tager mig alvorligt. Tit når man beder sig udskrevet, trækker de bare på skuldrene og gør ikke mere ved sagen. Lægen er sød og vil selvfølgelig ikke udskrive mig – jeg er jo helt fra koncepterne ;) – men jeg siger til ham, at selvom en af de andre patienter lige har sagt til ham, at han er en dårlig læge … fordi han også udsatte hende for tvang, så synes jeg faktisk at han er god nok :)

Med helt fra koncepterne mener jeg, at jeg bryder ind i skabet, hvor de tidligere har haft barberblade (skrabere) og jeg er sur og kalder det en børnehave. Jeg forventer at fast yndlingsKP 1 responderer med et ”du opfører dig også som et barn” … men det gør hun slet ikke. Hun spørger hvad de kan gøre anderledes så det ikke føles som en børnehave.

Efter lægesamtalen går de alle sammen. Fast yndlings KP 1 går med en bemærkning om at hun tager mig alvorligt og ikke kan grine af det der foregår – for jeg er jo lidt … jeg er nået dertil hvor det hele er latterligt og til at grine af … men jeg bliver ked af, at hun går på den måde.

Jeg skriver til fast yndlings KP 1 at jeg er ked af de går og hun forklarer dagen efter at det i nogle situationer kan være godt lige at trække sig fra en situation. Jeg er også ked af, at jeg ”ikke er til at nå og gå i dialog med” før efter jeg har fået medicinen/tvang. Derefter ligger jeg mig på sengen og bliver talt til ro af hende.

Lægen er i øvrigt ikke begejstret for idéen med, at jeg har et snørebånd, som jeg kan bruge med det formål at ”strangulere” mig selv :-D

Der har været en skøn FADL-vagt den seneste tid, som jeg bare kan huske fra tidligere indlæggelser, hvor jeg også måtte fortælle ham, at han var fantastisk. Overyndlingen kalder ham vist ligefrem for svigermors drøm :lol Men han er bare fantastisk. FADL står jo for Foreningen Af Danske Lægestuderende. Men han vil desværre ikke være psykiater.

Nattevagten bliver om muligt værre. En anden FADL-vagt jeg også husker fra tidligere og som jeg faktisk aldrig har talt med fordi han er forfærdelig og kedelig og … argh! Jeg beder ham – kvart i midnat tror jeg nok – om at få min cola i køleskabet. Sukkerfri cola, en halv liter. Men han skal først spørge ”de voksne” :P som siger at det må jeg ikke :rollseyes Goddammit!!! Jeg kan få en lille tår i en kop *lmao* Jeg er 40 år og jeg kan ikke selv bestemme om jeg må få cola før sengetid :| Der står en maskine hvor jeg kan trække 27 kopper kaffe hvis jeg lyster og få meget mere koffein og sukker end der er i min halve liter cola. Men men men … :| Så derfor vimser jeg frem og tilbage deres kontor med en pose lakridser som jeg æder hele posen af – hvilket er en anelse tåbeligt :-D … og fast yndlings KP 1 får en skideballe dagen efter for det! (hun har det hårdt ;) ).

Næste dag starter i hvert fald godt. Godt nok noget overraskende, men det er jo trods alt en tosseanstalt :-D

Den yndling der aldrig fik en titel kommer ind på min stue en lørdag morgen – hvor man ikke bliver vækket og godt må sove længe – og danser en lille sejrsdans for ”vores sejr”. Vi vandt! Dette gjorde mig glad, for det viser mig, at jeg ikke kæmper alene. Og så er det skønt at se folk udtrykke glæde i det hele taget.

Jeg står op og går til morgenmad. Jeg mumler vist noget med at det jo var lidt tidligt og weekend og sådan. Hun bliver vist lidt flov, for hun troede at hun havde set mig og at jeg havde været oppe :)

Vi går i sansehaven og ligger i hængekøjen og taler sygdom og fremtid – hun gynger os frem og tilbage til jeg bliver halvdårlig :lol Det er dejligt vejr :)

Jeg har eftersamtale på tvangssituationen dagen før, og jeg ender med at må lave det hele om, fordi der går mere og mere op for mig. Jeg er jo nok lidt sur, og føler ikke de har gjort nok – men kommer i tanke om, at de faktisk havde prøvet forskellige tiltag. Desværre uden effekt :/

Fast yndlings KP 1 har i øvrigt brugt mange dage på at fortælle mig om forskellen på sygdom og adfærd – og at det med jeg griner er en forsvarsmekanisme, og at de/personalet også kun er mennesker og at de reagerer med en anden forsvarsmekanisme når jeg griner i en alvorlig situation. Men at hun mener min sygdom og adfærd hænger sammen, og ikke kan skilles ad, så hun synes ikke jeg kan gøre for det (den sidste er min egen tolkning, jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal skrive det). Der var også en personale der sagde at jeg havde været noget af en bitch før i tiden :O og hun sagde det med et smil, og jeg blev ikke ked af det, men alligevel berører det mig, så jeg nævnte det for yndlings KP 1 og hun synes ikke det var sådan en smart bemærkning og var vist heller ikke enig :-)

Det er en tid med rigtig mange tvangssituationer og det virker så voldsomt når man ikke ved hvad der sker, men kan fornemme noget og der er personale fra alle de andre afdelinger.

Den weekend tænkte jeg virkelig om det måske var personalet der gjorde det – optrappede konflikter – selvom det jo bl.a. var to af yndlingene

Søndag var jeg i sanserummet og det var søvndyssende :wink Den yndling der aldrig fik en titel gjorde en masse for at aflede mig, bl.a. tæve mig i kæmpe-dam. Sådan et skakbræt der står udenfor med kæmpe-brikker. Men enten er jeg bare dårlig eller også havde jeg for mange tanker til at koncentrere mig om spillet.

Hun lukkede mig ude fra min stue, så kunne jeg bl.a. ikke bruge mit snørebånd, så jeg bankede hovedet ind i muren i rygegården mens der ikke var andre. Hun vidste ikke hvad jeg foretog mig og jeg turde ikke indrømme det, så pludselig måtte jeg heller ikke være der. Hun er altså en meget rummelig personale, som tør tage mange chancer, men her var hun lidt bekymret.

I aftenvagten arbejder jeg med meningsfulde/lystbetonede aktiviteter til jeg kommer hjem og der igen en tvangslignende situation. De står tre personaler om mig, og vil have mig til at tage en pille. Jeg kigger på yndlings KP 1 – ser hende dybt i øjnene – men ser ikke hvad jeg leder efter, så kigger jeg overyndlingen dybt i øjnene, men finder det heller ikke der. Den sidste personale står og kigger op i loftet – hun vil ikke se mig i øjnene. Jeg tænker at jeg bare må klare mig uden det jeg leder efter og tager pillen.

Mandag/tirsdag sørgede den yndling der aldrig fik en titel for at jeg fik TF (terrænfrihed) med følge. Jeg var bekymret på hendes vegne, for det ville nok ikke blive populært af fast yndlings KP 1 og overlægen :/ Men sket er sket, gjort er gjort. Jeg takkede hende endda nogle dage senere og hun fortalte også at hun havde fået en skideballe – af hvem ved jeg ikke.

Men jeg kom i hvert fald ud at gå en 2-3 gange og det var jo dejligt :-)

Hun syntes vi skulle lave collager, så vi lavede collager – det var dagens aktivitetsperson A2 der stod for det og mange deltog.

Samme yndling kom til at sige, at hun troede jeg nogen gange sagde mine tanker højt og jeg er jo virkelig bange for at folk kan høre mine tanker, så jeg gik helt i sort!!! Denne dag var hun og A2 også en del efter mig følte jeg, men det er OK, for de gør det jo i god mening.

Om aftenen var der meget ballade – igen! Aftenvagten startede med at en ny patient, som vist lige var kommet ud af bælte – igen! – tog to urtepotter (meget letvægt, da der jo ikke er noget tungt kasteskyts eller ting man kan slå i stykker!) og kastede ind i hovedet på personalet. Jeg tror ikke der skete noget og jeg smilede skævt og tænkte ”You go girl!” ;) Men hun blev ved. Så smed hun MacD mad i hovedet på to andre. Det er vel også OK-sjovt. Men da vi var ude at gå tur var hun gået i kødet på A1 og overyndlingen kørte hende på skadestuen. Mere vidste vi som patienter ikke.

Jeg sad bl.a. med A1 i aktivitetsrummet. Jeg sad i en kuglestol og hun sad ved siden af. Der var en tvangssituation ude i dagligstuen med den engelske patient – patient-A – som jeg ikke kunne se, men jeg kunne høre at han skreg som om de var ved at slå ham ihjel. Jeg gemte mig nede i kuglestolen og tog kugledynen over hovedet. A1 sagde at det ikke var så slemt som det lød, hvilket beroligede mig en smule.

Men her får jeg for anden gang nærkontakt med A1 – hun ryster helt vildt og det er anden gang i dag jeg oplever dette, med lang tids mellemrum. Så lang tids mellemrum, at jeg tænker det var en helt anden dag. Jeg ved ikke hvordan jeg skal spørge, men jeg fortæller at min eks-svigerinde har en sygdom der gør at hun ryster, og spørger om A1 også har den sygdom? Hun siger så at det er dagens begivenheder der gør at hun ryster. Så begynder jeg at samle alle bidderne sammen og jeg er mildest talt chokeret. Men patient-D fortæller mig faktisk også at hun er blevet overfaldet. Jeg får flere dage senere at vide, at hun har fået en lille hjernerystelse. Jeg tænker det er urimeligt at man som ansat i psykiatrien skal bruges som boksebold, og jeg forstår virkelig godt at denne patient endte i bælte, for hvad fanden skal de gøre?

Sidst jeg var vidne til sådan en episode (på 811) var jeg og de øvrige patienter også helt enige om at denne patient for længst skulle være kommet i bælte. Vi anklagede faktisk den læge for at være for længe om at tage beslutningen. Det resulterede i at flere personalemedlemmer måtte en tur på hospitalet.

Ellers må de jo i fængsel, eller hvad?

Jeg synes også det er helt urimeligt, at en rigtig sød patient jeg lærte at kende … han spyttede på fast yndlings KP nr. 1. Det gør man bare ikke! Så jeg gav ham navnene på andre han kunne spytte på :lol Just kidding, det er ikke i orden!

Jeg ville væk derfra. Det var et mareridt at være der! Jeg havde kigget på en sten i haven og smidt den til side igen. Men nu ville jeg væk. En fra personalet ville ikke lukke mig derud, så jeg sparkede på døren til jeg blev ført væk.

En medpatient kan godt se jeg har det skidt og beder mig sætte sig hos dem. Jeg takker nej!

Fast yndlings KP nr. 2 lukker mig ud med en bemærkning om, at hun regner hun kan stole på mig. Det kan hun ikke!

Ude i haven er der jo 809′s fløj og så er der hvad jeg og patient-A troede var en ubrugt fløj. Alle planterne var visne og der var aldrig nogen at se. Jeg tager stenen og kaster den mod en rude, jeg vil flygte den vej. Jeg har ikke de store forventninger til mit forehavende, for det er jo selvfølgelig panserglas og det siger da også ”klonk” da den halve mursten rammer ruden. I desperation vælger jeg dog at give det et forsøg til og jeg kaster med endnu mere styrke endnu længere fra.

KLIRRR! 8-|

Der er to lag og jeg er igennem det første. Jeg prøver med benet at gøre hullet større. Pludselig kan jeg høre A2 komme løbende og jeg tager et stykke rude og vil skære mig i stedet, for noget skal jeg da have ud af det. Men så kommer A1 løbende og jeg råber jeg har et stykke glas i hånden, så hun ikke også skal skære sig. Jeg tænker at jeg tilføjer mere stress til A1′s tilstand.

Jeg spørge fast yndlings KP 2 og overyndlingen om de tror jeg er farlig – og de svarer ”kun for dig selv”.

Fast yndlings KP 2 sidder hos mig mens jeg prøver at falde i søvn. På et tidspunkt må hun gå og beder mig kalde på hende hvis det bliver for slemt. Men det tør jeg ikke, for jeg ved ikke hvor hun er, så jeg tager mit tøj på uden på nattøjet og så stiller jeg mig hen og kigger ind på kontoret. Overyndlingen kan straks se den er helt gal og så kommer jeg vist i kuglestol igen.

Onsdag vågnede jeg med samme fornemmelse som man har når man har været fuld og dummet sig og frygter at alle er sure på én :-D Det var ikke rart at se et skilt på havedøren – den have som alle havde glæde af og alle måtte bruge uden opsyn – hvor der stod ”Haven er lukket!” Det var ikke rart at se afd. spl. gå rundt derude og lede efter sten eller hvad ved jeg – og det var ikke rart at se havens krukker blive kørt væk. Det var slet ikke rart da patient-C – som brokker sig over alt – og i forvejen kun taler pænt til mig når hun skal låne noget tandtråd eller bestemme min påklædning – spurgte hvorfor vi ikke måtte komme i haven. En fra personalet forklarede at der var gået noget i stykker derude. Så begyndte patient-D at spørge efter strømper, for han havde haft et lille uheld derude (i rygegården), han havde skidt i bukserne. Men patient-C tror det er i haven og spørger så irriteret om det er derfor vi ikke må gå derud. Det var altså pænt sjovt.

Der var patientmøde og alle sagde at jeg havde klaret det godt, men jeg havde ikke gjort noget, så jeg ved ikke lige hvad jeg havde klaret godt :hmm

Vi var alle meget påvirkede af dagens hændelser og specielt A1′s tilstand, så fast yndlings KP 2 gav os en forklaring hun kunne stå inde for og som gav os patienter lidt ro i sjælen.

Torsdag endte jeg med at godkende den nye recovery mentor (en ansat med brugerbaggrund). Jeg var ellers lidt træt af at hun hele tiden præsenterede sig for mig, så det virkede som om hun ikke kunne huske mig fra dag til dag 8-| Hun gav mig både ball-stik massage på fødderne og vi gik en tur hvor hun bl.a. sagde, at personalet havde sagt jeg var fuld af løgn. Men fast yndlings KP 1 sagde at det nok var taget ud af kontekst, at det var en omskrivning til det værre osv. Der er jo nok sagt noget i den stil, og det er jo også korrekt, at jeg f.eks. bilder dem ind at jeg har mistet min nøglebrik og så er det fordi nogen har taget den fra mig, for at holde mig ude af stuen.

Om aftenen lavede jeg lort i den for mig selv igen. Fast yndlings KP 2 giver mig lov til at sidde i sanserummet alene, og så vælger jeg alligevel at tjekke døren ind til det næste rum. Døren står åben og der er en lampe med en pære jeg tager ud og smadrer. Jeg kan ikke skære mig særlig godt med den og nu kan jeg ikke sidde derinde alene selv :/ Øv, dumme syge Sussi :sad

Fredag var det meningen at jeg skulle udskrives og alle kom og ”lykønskede” mig. Jeg var bare slet ikke klar, men jeg tænkte at det måske var det rigtige … men altså at jeg så skulle ud og købe en OD piller. Jeg startede med at stille et stort smil op for lægen (den konstituerede klinikchef) som syntes det var dejligt med sådan et smil – men den yndling der ikke fik en titel gennemskuede den jo hurtigt … og spasserhatten skriver fandeme i min journal at jeg smiler fjoget, så skal han lade være med at sige noget andet – hmph! Jeg kunne ellers godt lide ham indtil jeg læste dette. Nåh men, yndlingen er usikker og der aftales at vi tales ved senere. I mellemtiden indrømmer jeg mine planer for yndlingen – og får det så fremstammet til den næste lægesamtale. Jeg fortryder selvfølgelig hurtigt … jeg får klaustrofobi af at være indespærret!

Lørdag vågner jeg op til en masse kaos – endnu en tvangssituation – og min faste yndlings KP 2 var syg :sad

Der var engang en klog kvinde der sagde til mig at hvis jeg var sur på den tidligere overlæge (som jeg ikke kunne lide, hun var enehersker på afdelingen) og afd. spl. så skulle jeg slå dem ihjel frem for mig selv. Det lyder selvfølgelig lidt makabert, men det der menes er, at jeg skal vende vreden udad og i sidste ende helst bruge den konstruktivt. Jeg havde tidligere brugt min vrede ude i haven med at sparke hårdt til fodbolden, men dette kunne jeg jo ikke længere takket være mig – den engelske patient, patient-A brokkede sig også tit over, at han ikke kunne komme i haven, men han bebrejdede ikke mig som sådan. Jeg vidste at jeg ville blive stoppet i mit forehavende, så jeg barrikaderede mig først på stuen – og så gik jeg ellers i gang med at sparke til alt og kaste rundt med ting. Så bankede den søde afdelingslæge på – jeg tror i hvert fald han er afdelingslæge, han er i hvert fald sød. Han bad mig fjerne sengen og det gør jeg. Jeg siger jeg vil udskrives og jeg er helt fra koncepterne – igen. Jeg får noget medicin og så kan vi snakkes ved. Men han kommer først tilbage efter jeg er faldet i søvn, og han har opretholdt tvangstilbageholdelsen.

Personale-A2 er min KP i aftenvagten og selvom han jo er mægtig sød og kæmper for at jeg skal have det godt, så ender jeg med at fortælle ham, at han altså er lidt [Navn]-agtig. Navnet er på den faste KP jeg ikke var så glad for, men som ikke arbejder der mere (tak FSM!)*

Søndag er der en patient der banker sig gennem panserruden på hans stue. De ringer alarm og mens der strømmer personale til går han ud af de døre de åbner. Det er i hvert fald den historie patient-D bildte mig ind. Vi så altså heller aldrig patienten igen, men jeg tror nu nok de fik ham indfanget, han er bare røget et andet sted hen. Men der er i hvert fald en del kaos. Patient-D spørger om vi skal dampe og jeg siger ja. Da jeg er på vej ind på min stue hører jeg døren til medicinrummet står åben – den driller så den skal lukkes manuelt. Jeg tænker at med så meget kaos er det nok en fejl og der er ikke nogen derinde – den står nemlig ofte og hyler, men som regel er der nogen derinde. Jeg tager i hvert fald chancen, jeg åbner døren og ser det stå tomt – og smækker døren i hovedet på patient-D. Det er han vist lidt skuffet over, jeg tror godt han ville have haft en Stesolid, men han bliver vist mest bekymret og går til personalet og siger hvad jeg har gjort.

Inde i medicinrummet leder jeg febrilsk efter Leponex, men finder ingen, så jeg tager Seroquel 200 mg. og popper piller ud af blisterpakningen. Jeg får kun fat i 5-6 stykker da et nyt personalemedlem kommer ind og stopper mig – jeg gør modstand og prøver at tage mit krus og komme vand i, så jeg kan synke pillerne. Han kalder vist alarm og så er de over mig. Igen står jeg med en fra personalet som før har stået og fået mig til at spytte piller ud i hånden på hende. Jeg ved faktisk ikke hvor jeg spytter pillerne hen eller hun graver dem ud af munden på mig, for jeg kan huske hendes fingre smager af tobak – hvilket ikke giver nogen mening, for jeg tror ikke at hun ryger…?

Så skal jeg have medicin igen og igen falder jeg i søvn. Da jeg stod op og gik ud i miljøet fik jeg at vide, at jeg skulle tage sko på. Jeg spurgte hvorfor og han sagde, at det var så jeg ikke faldt…?!? Så blev jeg en anelse hysterisk og muligvis også sarkastisk, så jeg blev tilbudt p.n. Jeg tog ikke imod det. ”Pas på, hun har en følelse, lad os medicinere alt væk!”

Begrundelsen på ”misforståelsen” var, at de jo ikke vidste hvad medicin jeg havde fået og jeg kunne jo være blevet meget sederet og sammen med strømpesokker er det åbenbart en farlig cocktail… ?!?

Jeg har ellers en god aften med A2 og han beder mig sætte sig med ham og spise. Den søde afdelingslæge er der også og jeg tænker ikke over at han vist også er jyde, for jeg giver den rigelig gas med jydejokes – specielt fordi A2 er en dårlig jyde der næsten ikke spiser nogen kartofler. Men jeg kan da se i journalen at lægen har beskrevet det som en hyggelig samtale og han spørger da jeg får det skidt senere hvad der er sket siden vi sad og hyggede i spisestuen – men det ved jeg ikke.

Og nu til al klynkeriet … (det er ikke helt så kronologisk) …

Den sidste tid jeg er indlagt er meget fyldt af patienter der ikke kan lide mig. To styks, den ene fordi han er bange for at det jeg laver når jeg kører fingrene hen ad væggen, at det handler om ham. Og D’s yndling sagde – da jeg fortalte at jeg ville hænge mig selv, hvis jeg fik en jeg ikke kan lide som KP – ”Lover du det?”

Så fortalte overlægen at det afsnit jeg havde kastet en sten gennem ruden, at det var lægernes afsnit og at jeg kunne have slået nogen ihjel 8-|

Der var også en aftenvagt hvor jeg ikke fik overyndligen som KP, så jeg blev virkelig ked af det. Hun sagde at det ikke havde noget med mig at gøre og vi kunne sagtens stadig tale sammen, men det er der jo ikke tid til når hun har sine egne patienter – jeg følte helt sikkert at det var mig, øv! :sad

Hun tog en plakat ned, som jeg havde mistænkt for at være i en glasramme. Det var noget nær den sidste mulighed for glas jeg kunne finde – altså bortset fra termokanderne måske. Men det er også lidt af en præstation at smugle en termokande ind på sin stue.

Patient-A fik et flip på to fra personalet, da de sad og talte frisurer mens den nye patient lå og skreg om hjælp. De kiggede helt uforstående på ham, for der sad jo en vagt ved den nye patient – men de tænker ikke over, at det måske er hverdag for dem. Det er det åbenbart også for mig, for det var først da han sagde det, at jeg tænkte … wow, fuck det er sygt det her!

Den yndling der ingen titel fik sagde at jeg gav mandse traumer når jeg gik ud for at suicidere mens han lå og sov. [Mandse vil også gerfne have, at jeg tilføjer, at hun sagde, at mandse forguder mig :-) ].

Overlægen anbefalede mig at læse ”The center cannot hold” af Elyn R. Saks.

Tilbage på sporet …

D. 22/7: Jeg var glad for at sige farvel til patient-D som blev udskrevet til åbent afsnit. Vi krammede og han sagde at jeg skyldte ham at redde hans liv :-)

En af de andre patienter sparkede en dør op om natten. Jeg overvejede at tage tøj på og prøve at komme ud også, men jeg opgav mit forehavende. Så fik jeg p.n. uden at bede om det – men jeg ville gerne have det. Patienten fortalte mig senere, at han var løbet lige ind i en betjent med hund, så han var hurtigt tilbage på afdelingen igen.

Jeg får at vide på netværksmødet, hvor det også bliver aftalt, at jeg skal have Abilify om morgenen og Zyprexa om aftenen – selvom de helst ønsker mig tilbage i monoterapi med Leponex – at jeg skal være stabil i tre dage, fordi jeg har været så dårlig og at de ikke har set mig så dårlig siden for to år siden. Det er fast yndlings KP nr. 2 der er meget bestemt omkring dette. Heldigvis er hun alligevel lidt bøjelig, for jeg klarer ikke rigtig de tre dage uden selvskade – men jeg bliver da alligevel udskrevet som ønsket. Hun når dog at gøre mig lidt dårlig, fordi hun siger at hun er bekymret – og så bliver jeg lidt bange for om jeg nu alligevel ikke kan klare det.

MEN DET KUNNE JEG! På mandag har jeg vist været udskrevet i to uger – jubihuu!

Mere kan jeg ikke huske. Jeg har ikke selv skrevet notater og jeg kan ikke læse journalen, da det er med 14 dages forsinkelse.

Jeg gider ikke læse korrektur, så jeg håber det var OK at læse. En anelse langt er jeg klar over :-D

I onsdags var jeg til lægesamtale hos overlægen på 809 hvor vi talte om mine symptomer og min diagnose – og det var en rigtig god og givende samtale :thumb

*Flyvende Spaghetti Monster

brickthroughwindow

 

 



Jeg skriver jo ikke så tit, for der sker ikke så meget – jeg har i hvert fald ikke noget at brokke mig over, da jeg ikke er så meget indlagt ;)

Jeg er stadig indlagt, men kun 2-4 dage en gang om måneden eller hver anden måned – sådan cirka :-D

Jeg har jo gået i DAT-terapi i 1½ år nu – sådan en særlig aftale som kunne lade sig gøre fordi Psykiatrisk Center Hvidovre HAVDE en blæret klinikchef. Men hun har desværre sagt sin stilling op, såh … i første omgang lovede de mig at jeg kunne fortsætte hos min faste kontaktperson fra 809. Men hun skulle jo først på sådan et DAT-kursus og det viste sig at der var venteliste, så det kunne ikke blive lige nu … og nu hedder det sig, at man må tage stilling til om jeg burde komme i sådan behandling til efteråret, når hun er færdig. Det tænker jeg ikke jeg er, for jeg har jo ikke en blæret klinikchef til at tale min sag mere … velkommen til virkeligheden!!!

Men jeg startede så med at arbejde videre med det med min KP fra OP-team i dag. ”Det var hverken værre eller bedre end det plejer” ville jeg ha’ skrevet, men det lyder ikke særlig positivt, så jeg vil hellere skrive, ”at det var lige så godt som det plejer”.

Men det var selvfølgelig hårdt og hun havde kun sat en halv time af til det, hvor min tidligere terapeut satte 45 min. af, og vi brugte som oftest minimum en time.

Jeg skulle til lægesamtale lige bag efter. Jeg tænkte det ikke ville tage mere end ½ time hos lægen. Men min KP og jeg glemte alt om tiden, så jeg kom 10-15 minutter for sent. Jeg tænkte også lægen havde sat en halv time af, og jeg tænkte vi nok skulle nå det på 15-20 minutter alligevel. Men lægen sagde noget, der fik mig til at blive klar over, at hun havde sat en hel time af til denne samtale. En hel time!

Jeg havde bare skrevet og spurgt til nogle bivirkninger jeg stadig har. Jeg troede det var pga. et antidepressiva jeg dog ikke får længere, så jeg ville bare høre med lægen hvad hun tænkte om det. Det skrev jeg til hende og hun valgte så at kalde mig til samtale – for hun skulle åbenbart tjekke mine led :rollseyes

Det var jo hurtig overstået og hun havde ingen viden der gjorde mig meget klogere, men hun ville også gerne lade mig vide, at jeg ikke skulle skrive så meget til hende. ”Huh?”, tænkte jeg og spekulerede på om hun var mere psykotisk end jeg selv, for i første omgang kunne jeg ikke lige huske, at jeg ellers havde skrevet til hende. Det er først for nyligt gået op for mig hvem hun var – jeg undrede mig altid over, at min terapeut CC’ede denne person.

Nu har jeg lige lavet en søgning på hendes navn på min gmail konto og der dukker fem tråde op med hendes navn. De tre af trådene er nogle hvor min tidligere terapeut har involveret denne nye læge. Jeg har altså skrevet til hende (den nye læge) to gange – ang. to anliggender – for hvis ret skal være ret, har jeg jo så skrevet og rykket for noget hun sagde var blevet gjort, men som så alligevel ikke var blevet gjort.

Hun forklarede mig, at hun jo ikke havde tid til at besvare mails. Da klinikchefen skrev til hende besvarede hun mails – jeg sværger – der kom svar efter ET FUCKING MINUT. Jep, hun har søreme travlt ^_^

Men jeg skal sige tingene til mine kontaktpersoner, for det er jo det offentlige – vi skal have noget bureaukrati – jeg skal sige det til en, som så skal sige det videre til en anden og så fremdeles. Big fucking SUK! :-|

Men det er fint nok – jeg vil helst slippe for at tale med konen – jeg er også lige kommet i tanke om hvem hun minder mig om (Mildred Ratched) :pift Det var så godt nok en sygeplejerske, men HVIS hun havde været nurse, så havde den været der :thumb

Men det var altså det hun syntes man skulle bruge en hel time på – priorities, girlfriend! :-P

Min KP bad mig bagefter gå ned og drikke et glas vand og vente på hun kom med min medicin. Jeg gik ned og drak et glas vand – men så skred jeg også. Jeg fik ikke medicinen med. Jeg vidste ikke om jeg skulle gå på pillejagt eller jeg skulle ringe til mandse. Raske Sussi vandt i dag :-)

painandsuffering

 

 



Ja, jeg må ikke være på over halvdelen af afsnittets areal. Hvis jeg går ned i patienternes aktivitetsrum – hvor jeg gerne indrømmer, at jeg har hentet el-pærer fra før – så bliver jeg fastholdt og tvangsmedicineret, bare på mistanken!

Nåh men, heldigvis skal jeg da udskrives på mandag, så jeg kan bevæge mig hen hvor jeg vil.

no tresspassing

 

 



Da jeg blev færdig med mit indlæg sidst. Nævnte jeg, at jeg havde semi-fast vagt, selvom dette ikke er en del af min kontrakt?

Jeg fik det lidt dårligt, og selvom jeg ikke havde fast vagt ville de kigge lidt ofte til mig. Lidt var i praksis meget. Jeg rev kanten af lagenet, som er en god snor til at strangulere sig med. De har rykket mig til et værelse lige overfor kontoret og kunne høre lyden, men jeg lod som om, at jeg ikke anede hvad de talte om.

Så jeg fik endelig snoren af uden at blive stoppet. Jeg bandt den om halsen og fast om bruserens blandingsbatteri. Men så opdagede de mig også, og så var fanden løs. Jeg fik skærpet fast vagt. Grrr! :grrr

Nåh jow, jeg havde skærpet fast vagt, som ville have mig til at holde hænderne over dynen – men pludselig … tada !!! … havde jeg tryllet et barberblad frem og snitte mig i armen :-D

Jeg husker ikke hvad der er sket fra ende til anden, men den faste vagt om morgenen gik vist OK, da jeg havde fast yndlingsKP nr. 1.

Men jeg har stadig skærpet fast vagt. Jeg håber dette kan blive ændret i morgen, da jeg er ved at få fniller fnuller. Jeg har også skrevet og brokket mig over, at jeg har fast vagt – hvilket der står i kontrakten, at jeg ikke kan – og da jeg har været indlagt længere end fire dage – hvilket også burde være en umulighed i følge kontrakten.

Men de er jo altså søde nok og tager sig af mig når jeg får det skidt – der er dog forskel på hvordan de takler det. Nogle bebrejder mig f.eks. at jeg burde være for voksen til at opføre mig på den måde. Og det får man det ikke ligefrem bedre af.

I går havde jeg også fast vagt og jeg gik ned i aktivitetsrummet og sad. Hun kunne godt se på mig, at jeg havde det skidt, men tænkte, at der jo ikke var nogen fare på færde – intet jeg kunne bruge til at skade mig med … indtil jeg hev pæren ud af lampen og smadrede den. Der blev trykket alarm og to af de rigtig søde kom fra 811. Jeg nåede kun at skære mig i hånden, fordi jeg holdt fast på den stump glas jeg havde fået fat i :rollseyes Hun fik også en rift :blush

I dag gik de helt bananarama fordi jeg låste mig ude på toilettet og rev nogle håndklæder i stykker osv. osv. (you know the drill). Men både i går og i dag tog jeg medicinen forholdsvis frivilligt – altså jeg skulle drikke 7 glas vand og have tandlægetjek, fordi de skulle sikre sig, at jeg havde slugt pillerne.

Min vagt i dag driver mig til fucking vanvid. Hun vil hele tiden have at jeg hviler i gyngestolen, at jeg lægger mig til at sove osv. osv. Og sygeplejersken – hende jeg engang spurgte en anden om “Hvem er den sure dame?” – ville give mig min medicin en time tidligere end normalt – tro på det! Så kan jeg jo ikke sove i nat.

Jeg har også fået Invega i dag, indtil jeg kommer op i Leponex dosis. Invega er Xeplion i tabletform.

Hvis det ikke var fordi der arbejder nogle fantastisk blærede mennesker her ville jeg fucking brokke mig og hade stedet som pesten … for aftenvagten har suttet røv!



Så er jeg indlagt igen. Selvom der ikke har været mange indlæg, så kan jeg ikke påstå, at jeg ikke har været indlagt. Selvom jeg klarede faktisk 2 måneder efter stormogulernes stormøde. Men derefter har det været lidt svingende. På et tidspunkt var mit mål bare at være udskrevet i 48 timer – det ville være en succes. Og jeg klarede det – måske endda 2 måneder, så jeg var jo pavestolt.

Men nu vi taler om stormoguler. Grunden til at jeg er indlagt er for det første at jeg er SVAG og der skal ingenting til at slå mig ud af kurs. Den anden grund er, at det DAT-forløb jeg har fulgt og haft glæde af i over et år nu stopper fordi min terapeut har opsagt sin stilling. Så nu har jeg ingenting. De lover mig det nok skal blive godt og at de finder en erstatning, men det vil jeg se før jeg tror det. Jeg tror det ender med endnu et uafsluttet forløb ligesom Ballerup.

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, men jeg er bitter – ikke på min terapeut – for jeg forstår godt hendes beslutning, men … jeg er bare bitter pga. min situation. Bitter fordi at livet er fucking uretfærdigt.

Jeg var ellers blevet rigtig god til at undgå selvskade og opføre mig ordentligt, når jeg er indlagt, men denne gang har jeg bestemt ikke opført mig ordentligt. Det var heller ikke mit udprægede ønske at blive indlagt. Det er min KP der altid synes det er en virkelig god idé når jeg får dummet mig. Når jeg har selvmordstanker og begynder at handle på dem – eller forberede ting. Og får at undgå voldspsykopaterne – politiet – bliver jeg jo nødt til at sige ja, for det bliver jo som hun/de beslutter alligevel.

Så jeg blev indlagt. Jeg blev overfladisk visiteret af min faste yndlingskontaktperson, som stoler på mig. De havde ikke noget værelse til mig – det var ikke gjort rent, så jeg satte mig ned i dagligstuen. Mine ting stod i træningskøkkenet. Hun havde tjekket mine frakkelommer, men ikke mine bukselommer og der havde jeg 21 2 mg. Rivotril – ikke meget, men måske nok … jeg ved det faktisk ikke …?

Jeg satte mig ind i spisestuen og hældte hver poses indhold ud på bordet – jeg tog dem op i hånden. Mens jeg gjorde dette kom en fra personalet, og hun kan også lugte trouble på lang afstand. Så hun kommer ud til mig, mens jeg febrilsk får samlet de sidste piller op i hånden og krøller poserne sammen i den anden hånd. Hun spørger hvad jeg har i hånden og jeg viser hende de tomme poser mens jeg stopper pillerne i munden. Hun råber på min faste yndlings KP, som kommer til + en mere. Jeg kan ikke synke det uden væske. Jeg får hældt lidt vand i munden. De holder mig fast. Yndlings KP’en beder mig kigge på hende og taler alvorligt til mig. Jeg vil gere gøre som hun siger, så jeg ender med at spytte det hele ud på gulvet.

YndlingsKP’en tror på mig, men lægen gør ikke, så jeg skal have tjekket respirationsfrekvens de næste tre timer én gang i timen. Hun havde forhandlte sig ned til dette, da han ville have det gjort hver halve time i endnu længere tid.

Næste stunt jeg laver er at jeg skærer mine arme op med medbragte barberblade. De havde fundet to af dem jeg havde gemt, men de tre sidste havde jeg været snedig at gemme et sted hvor jeg senere kunne bede en hel uerfaren om det.

Jeg får endelig skåret et ordentligt hul, så blodet først fosser ud, men ender med at pible lige så stille. Jeg prøver at holde det hele i en skraldespand, men det er svært, når jeg skal transportere skraldespanden rundt i lokalet.

Min yndlingsKP siger da også dagen efter, at det vist havde været ret alvorligt og at jeg havde skåret hul på en pulsåre – men det mener mandse ikke kan være rigtigt, for det sprøjtede dog heller ikke ud.

Jeg skal på skadestuen. Jeg vil udskrives. Jeg tænker at jeg kan stikke af når vi kommer derover. Men jeg er ikke god til at holde min plan hemmeligt, så hende der skal med mig fra personalet ender med – ikke nok med at bestille liggende transport – men også to styks betjente … og i de voldpsykopaters nærhed skal jeg sgu nok opføre mig ordentligt ;)

I da har de så besluttet at jeg har en slags fast vagt, som lægen i hvert fald ikke har ordineret – for det hedder sig nemlig, at jeg ikke kan have fast vagt. Så det er pisseirriterende og de er pisseirriterende :(

Jeg bad naturligvis også om at blive udskrevet – allerede efter pilleforsøget … så nu er jeg tvangstilbageholdt og patientvejlederen har allerede været og tale med mig. Hun spurgte om det var det sædvanlige, og det svarede jeg ja til. Hvis hun ikke mener jeg har nogen sag, gider jeg ikke engang prøve. Jeg sagde endda til yndlingsKP’en om det ikke var spild af ressourcer at hun kom – men det skal hun altså. Suk … ressourcespild!!!

Og dagen i dag … dagen i dag var også god, for fast yndlingsKP nr. 1 var her. Jeg spurgte hende også da jeg blev indlagt, om hun ville være her dagen efter og hun spurgte hvorfor. Jeg sagde, at det var fordi det gik lidt lettere når hun var der. Aftenen har gået forholdsvis smertefrit. Mandse var her og det var dejligt – men de tvang mig til at tage medicin … og da mandse tog hjem tvang de mig til at sidde i en wellness gyngestol, som er vildt dejligt, men efter 3 timer måske knap så dejlig. Jeg sov ellers godt i den til at starte med, så nu kan jeg nok ikke sove i nat :-/

Nu har jeg da fået skrevet lidt. Hvis jeg får tid i morgen kan jeg skrive lidt mere om hvad der er sket de sidste mange måneder.

Jo, en ting vil jeg lige skrive. Mit sidste indlæg handlede om, at politiet havde kommet mig i håndjern. I journalen har de skrevet, at det er fordi jeg har slået og sparket politiet. Michael var der og kan bevidne at dette ikke skete. Da jeg fortalte det til min mor, sad vi på AMA hvor jeg igen-igen var indlagt og sygeplejersken der holdt vagt sagde at hun altså havde været der den dag. Hun fik det til at lyde som om hun syntes det var i orden. Jeg spurgte hende ikke, for jeg var flov og chokeret over at møde en af dem der var der, da jeg havde det så skidt. Men jeg skulle have spurgt hende om hun på noget tidspunkt så mig slå eller sparke politiet – eller nogen anden for den sags skyld … og derefter spørge om hun så synes det var fair at lyve om det til psyk. som skriver det i min journal. Øv for folk der omgåes sandheden alt for let.

Beklager fejl og mangler – stavefejl og grammativfejl – men det er skrevet på min iPad. Godt nok med bluetooth keyboard, men alligevel … og jeg gider ikke læse korrektur, det er sent. Basta!



Fredag d. 5/9-2014 blev jeg udskrevet fra PCH 811. De kunne ikke gøre mere for mig og jeg løj mig ud. Det havde muligvis ikke ændret noget, om jeg havde sagt hvordan jeg havde det, for sådan har jeg haft det i 2 år – og man mener der skal andre metoder til. At indlæggelse ikke er godt for mig. Der er faktisk lavet en kontrakt der siger, at jeg kun må have 4 overnatninger på mit stamafsnit. Yderligere er der jo krav til lægerne om at rydde sengepladser til nye patienter op til weekenden.

Min mand og jeg tog hjem og lavede helt almindelige hverdagsting, så som at handle i Bilka og få lidt frokost. Men jeg havde mistet håbet. Og jeg havde udformet en plan i hovedet. Min mand kan godt lide en middagslur og når han tog den, ville jeg stikke af med den aflåste boks, som Bostøtten bevarer min medicin i, så jeg ikke tager for meget i affekt.

Men min mand faldt aldrig rigtig i søvn. Jeg nåede dog at skrive et afskedsbrev til ham og lokalisere et koben, mens han slappede af på sofaen.

Til gengæld har vi en herlig lille hund som skal luftes. Jeg så mit snit til at udføre min plan. Sekundet min mand gik ud af døren, gjorde jeg mig klar. Jeg tog sko på, pakkede mobiltelefon, buskort, 150 kr. og en sodavand – det er altid rart, at være på forkant med en hvilken som helst situation. Derefter fandt jeg kobenet og medicinboksen frem. Det var ikke lige så nemt som jeg havde forestillet mig. Den var godt nok svær at få op, jeg råbte og skreg og har sikkert været helt rød i hovedet af frustration og hysteri – jeg troede det ville mislykkes. Overvejede på et tidspunkt at tage medicinboks og koben med i et net, men kobenet stak foroven og det synes jeg så en tand for mistænkeligt ud.

Men det lykkedes langt om længe. Jeg tog den medicin der ville kunne bruges til noget og lagde afskedsbrevet til min mand. Jeg frygtede det ville være for sent, og at min mand var på vej tilbage. Men det var han ikke. Der gik et stykke tid før han begyndte at ringe. Min mand har det med at ringe i en uendelighed når han er nervøs for mig, og denne gang var ingen undtagelse. Jeg afviste hvert et kald, håbede han ville give op.

Skrev til sidst at der intet var at gøre, og at jeg ville ringe og sige farvel. Han blev ved med at ringe og efter nogen tid skrev han, at jeg lovede at ringe og sige farvel. Derefter ringede en med hemmeligt nummer. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men da jeg er kvinde og nysgerrig modtog jeg opkaldet – dog uden at sige noget. Det var en mandlig betjent der var i den anden ende. Han brugte lang tid på at overbevise mig om, at den eneste rigtige løsning var at tale med hans kvindelige kollega, der havde god erfaring med psykisk sygdom.

Efter lang tid fortalte jeg ham, hvor jeg var – ved en Fakta på Arnold Nielsens Boulevard. Men da jeg havde afsluttet opkaldet, tænkte jeg, at jeg ikke havde lyst til at overholde aftalen, men at jeg hellere ville følge min oprindelige plan. At tage på Hvidovre Hospitals toiletter, som ikke er overbesøgte og som har døgnåbent (tror jeg). Her kunne jeg tage pillerne i fred og ro, og ville forhåbentligt ikke blive opdaget, før det var for sent. Jeg åbnede det første pilleglas – der var kun 12 piller i og jeg slugte dem med den medbragte sodavand. Derefter tog jeg en blisterpakke med 10 piller. Jeg hader at sluge piller på den måde, jeg føler jeg sluger gift – og i de doser gør jeg det jo sådan set også. Så holdte jeg mit løfte og ringede og sagde farvel til min mand. Jeg ville ellers først have ringet når jeg var helt døset hen og på vej til at forlade verdenen, så der ingen fejl skete. Denne gang skulle det nemlig lykkes. Min mand tog det umiddelbart køligere end han plejer – måske fordi han vidste politiet var på vej. Jeg var lidt rundt på gulvet, ønskede at adlyde ham og fortalte hvor jeg var, da han spurgte.

Så kom politiet. De bad mig åbne døren og da det var politiet turde jeg ikke gøre andet. Det var to vældig flinke betjente, der dog ingen medicinviden havde – og den ene foreslog mig muntert, at jeg bare skulle anlægge mig et drivhus på min altan, for hun var meget glad for at plante alverdens planter og blomster og mente at det var løsningen på mine problemer.

De fik overtalt mig til at køre på psykiatrisk skadestue, for de måtte ikke bare efterlade mig der.

På psykiatrisk skadestue blev vi taget imod af en der kendte mig. Som regel virker de glade for at se mig, venlige og imødekommende, men hende her virkede godt træt af mig. Måske var hun en af dem der var med til at tvangsmedicinere mig to gange dagen før. Eller også var hun sur over, at jeg var brudt ud af deres semi-lukkede afsnit nogle dage inden.

Derefter kom, hvad jeg troede, var lægen. En høj blond fyr med et mut ansigtsudtryk, som jeg havde set før. Jeg husker ikke specielt godt samtalen, men han var meget knotten fra start til slut og det gjorde mig trodsig – jeg har nok været noget nedværdigende overfor ham og hans profession, eller også blev jeg det i hvert fald senere.

Det viste sig dog senere, at han var sygeplejerske. Der var også en studerende med til samtalen og periodevist en læge. Mens sygeplejersken sad og notederede, nuppede jeg lige en lille håndfuld (5 styks) piller mere fra et af de mange pilleglas der lå i mit medbragte indkøbsnet. Den studerende panikkede, puffede til sygeplejerskenog pegede hen mod mig. Sygeplejersken kastede sig over mig og prøvede at få glasset og pillerne fra mig. Pillerne fløj rundt til alle sider. Jeg nåede ikke at få mere end de fem piller. Sygeplejersken blev om muligt endnu mere knotten, for han påstod jeg havde sagt, at jeg ikke havde flere piller.

Derefter kom lægen med besked om, at jeg skulle en tur på Hvidovre Hospital til afgiftning. De flinke betjente skulle køre mig. Det skal lige siges, at de flinke betjente også studsede over den måde jeg blev behandlet på af personalet på psykiatrisk skadestue. Jeg ringede til min mand og informerede ham, og sagde at jeg nok ikke måtte citere betjentene for dette, men det sagde den ene, at jeg sagtens måtte.

På akut medicinsk modtageafdeling (AMA) sagde de, at det blot ville tage 3 minutter før nogle andre kunne tage over og betjentene kunne gå. Jeg sagde grinende til dem, at i hospitalets verden svarede det til en time.

Jeg fik ret. De kom til at vente en time. Jeg husker ikke det hele og i hvilken rækkefølge det er sket. Men jeg skulle drikke aktivt kul – det har jeg prøvet en del gange før – og det er det værste man kan forestille sig. Sand med lidt vand i nærmer det sig vel næsten, men det er bare endnu værre. Det fremprovokerer brækrefleksen, men jeg holdt dog det hele i mig.

Min mand kom også. Pludselig måtte han ikke være på stuen, fordi de skulle stille en anden patient nogle personfølsomme spørgsmål. Så blev jeg pissesur og ville da i hvert fald heller ikke være på stuen, når min gæst ikke måtte. Det var dejligt at se min mand, men jeg ville dog ønske han ikke skulle se mig så langt ude som jeg var. Tidligere når min familie har været tilstede, har der altid været et eller andet der holdt mig lidt i skak, så jeg ikke skræmte min familie, men denne gang havde jeg helt og aldeles mistet kontrollen.

Jeg prøvede at stikke af, for de ville have mig tilbage på psykiatrisk skadestue. Jeg løb fra min mand ned af forskellige gange og han råbte desperat ”STOP HENDE!” men ingen stoppede mig. Han var desperat og gal på alle de mennesker der ikke foretog sig noget. Men endelig kom en Falck-mand kørende med en seng og han stoppede mig.

Til sidst endte vi i et stort rum, med masser af maskiner, slanger og alverdens tingenoter samt tre styks personale til at passe på mig ud over min mand. Jeg var meget opsat på at lave selvskade og stikke af. De var nok til at stå en ved hver dør, men alligevel lykkedes det mig at stikke af – ved et lykketræf gennem alverdens kringelkroge og hemmelige døre havnede jeg ved skadestuens hovedindgang. Sygeplejersken tog fat i mig og jeg ville gøre modstand, men så sagde hun, at der var børn, og jeg tænkte, at jeg blev nødt til at overgive mig og ikke skræmme børnene.

Tilbage i rummet kunne vi fortsætte vores venten på politiet – de lader sig i den grad vente på sig. Jeg endte med at lægge mig på gulvet for at hvile – men så kunne de stakkels plejere og min mand da få sig et hvil.

Endelig kommer politiet – to mænd – og de spørger om jeg vil frivilligt med. Til det kan jeg kun sige nej. Nej, jeg vil ikke indlægges. Det var ikke hvad den politibetjent jeg talte i telefon med havde lovet mig. Så jeg får håndjern på. Håndjern! Nu er jeg blevet kriminel. ”Tænk på børnene” sagde den ene sygeplejerske tidligere. Hvad med nu, hvor de ser en kriminel blive ført ud i håndjern. Hvad med mig? Tænk på mig. Jeg er skrøbelig og de behandler mig som en kriminel.

Jeg var mildest talt utilfreds med situationen, og jeg indrømmer gerne at jeg har prøvet at åbne bildøren, at jeg har siddet uroligt og ikke holdt selen, som den ene betjent bad mig gøre. Men han var så brutal, han holdt håndjernene på en måde så de gjorde virkelig ondt og han tog hårdt fat i mine overarme, så jeg dagen efter havde blå mærker. Man forholder sig hurtigt roligt når man bliver udsat for så smertefuld behandling. Derudover talte de også virkelig grimt til mig. Jeg husker ikke det hele, men jeg husker at de bl.a. lod mig vide, at jeg bare havde at sætte pris på den gratis taxatur – men den ønskede jeg jo slet ikke?!? Den anden sagde også sarkastisk og nedværdigende til mig, at jeg da sandelig var god til at få venner.

Jeg indrømmer også gerne at jeg græd, og jeg har ellers ikke let til tårer.

Jeg prøvede i øvrigt at spørge ind til, om de havde fået undervisning i konfliktop- og nedtrapning – for det synes jeg da godt nok, at de manglede.

Da vi kom til skadestuen opfordrede jeg betjenten til at behandle mig så hårdhændet som han havde gjort på hele turen – men eftersom der var vidner havde han åbenbart ikke lyst til dette.

Jeg husker ikke hvad der skete i skadestuen, andet end den sure sygeplejerske stadig var der og denne gang fik han altså det glatte lag, fordi nogen skulle det gå ud over, at jeg var blevet mishandlet. Det var der jeg fandt ud af, at han ikke var læge, og jeg sagde, at det kunne han ellers sagtens være, så pissesur og arrogant som han var.

Jeg blev indlagt på røde papirer (tvangsindlagt) og turen gik til det lukkede afsnit jeg tidligere på dagen blev udskrevet fra. Her gik det også vildt for sig. Der blev trykket alarm og jeg var så heldig at se to af yndlingene fra 809 – det afsnit jeg normalt tilhører. De kunne bl.a. informere personalet på 811 om, at jeg har god gavn af at gå i bad med tøj på. I dag har en anden fra mit vanlige afsnit kunne fortælle dem, at det er rigtig godt for mig, hvis de lægger sig oven på mig, når jeg ligger med kugledyne. Så nu har jeg fået to kugledyner til at have over mig og en personale hvis det skulle brænde helt på.

bruises