We are all atheists about most of the gods that societies have ever believed in. Some of us just go one god further. -Richard Dawkins

I dag vil jeg prøve noget helt nyt: At være positiv

I denne forbindelse vil jeg gerne gøre mine kære læsere opmærksom på, at det måske lyder værre end det er (at være her) Dette er min dagbog, og her får jeg jo luft for mine frustrationer – store som små. Og sjældent gør jeg opmærksom på de gode ting

Måske er min måde at opfatte tingene på også tåget af angst og hmph… måske en paranoid psykose

Min mor syntes jeg skulle prøve at smile, for hvis personalet hele tiden ser et surt ansigt, så bliver de måske også lidt irriterede på mig – og hun sagde det også til min kontaktperson, som dog gjorde hende opmærksom på, at det ikke er noget der må indvirke på deres behandling af mig.

Og efter nogle dage med en man måske ikke bryder sig v ildt om, fordi man synes man har fået nogle sure blikke, så finder man ud af de måske ikke altid er helt så slemme – og at de tilmed også har deres gode sider

Og selvom de ikke må lade sig påvirke af at jeg prøver at sende surmulerier i deres retning ( ) så er det måske ikke altid lige let at gå til mig og spørge hvordan jeg har det. Og de ved nok heller ikke altid hvorfor jeg sender de sure blikke. F.eks. hvis jeg er gået og blevet sur over at jeg følte en var sur over jeg kom og bad om thevand eller andet

Jeg sidder hjemme og skriver dette og jeg kan slet ikke koncentrere mig, så det blev ikke til så meget positivt denne gang.

Men Michael og min mor var til samtale i dag. Om hvordan jeg har det og hvad jeg må når jeg er hjemme Michael mener i øvrigt at man ikke kan være et dårligt menneske når man hedder Rita *lol* Heldigvis behøvede jeg ikke at tage illusionen fra ham Det er min faste læge der hedder det, og hende skal jeg vist også til samtale med i morgen, og senere skal Michael og min mor det, så de kan blive informeret om Leponex, som jeg skal over på og som kræver lidt ekstra helbredstjek.

Bagefter var de til åbent forum for pårørende på afsnit 801.

(åbenbart ser jeg entusiastisk ud når jeg skriver på min blog)

Det ser ud til at bare tæer er et tegn på man er skingrende bimmelim herude på Brøndbylund NORMALE mennesker har nok dårligt blodomløb (= kolde fødder)
Det var i hvert fald det indtryk jeg fik af folks blikke, da jeg kom ned af gangen med bare tæer. Der blev da også spurgt til, om det ikke var koldt med bare tæer

Men åbenbart er det en regel de har her og helt obsessivt ikke viger fra

Og så havde jeg mistet min ørering, men Marie (min værelseskammerat) fandt den – yay!

Og jeg fik at vide at jeg skulle gå ned og få taget blodprøver. Men da jeg kom derned fik jeg at vide, at de ingen papirer havde på mig *suk* Så måske jeg skal afsted igen imorgen og at det rent faktisk lykkedes
Men altså… jeg har jo også masser af tid, jeg elsker jo at være her og der er jo heller ikke mangel på pladser eller noget

Min kontaktperson ville have en samtale med mig i dag. Men hun kunne ikke finde mig. For hun kiggede på et forkert værelse Så det blev ikke til noget

Har lige talt med psykiatrikoordinatoren. Hun var sød.

Nu har jeg så været her tre uger i morgen. Jeg opdagede så et lille sortiment truxaler og smertestillende i min taske. Som den flinke patient jeg er, gik jeg hen på kontoret med dem. Vil jo nødig at en anden patient går i mine ting og finder dem. Vil ikke være skyld i at andre kommer til skade.
Personalet kastede sig over pillerne, som om jeg havde tænkt mig at sluge allesammen lige foran dem … og jeg havde endda strømper og sutsko på

I dag d. 24. januar fandt jeg så ud af hvem den halvrødmende halv-usikre kvinde var der bare lige ville hilse og som tilføjede “bare rolig, jeg overfalder dig ikke” det var så min faste læge som jeg jo kun har set en gang. Eller nu to gange.

Jeg havde det lidt på fornemmelsen da jeg så hende til et møde i går her på afdelingen. Så var hun i hvert fald ikke fra 802 som jeg først overvejede.
Så jeg fortalte min mand det. Han synes måske ikke det var så godt at lægerne gik og satte en noget sådant i hovedet. Var det da hendes første indfald? At overfaldet mig? *lol* nåh, spøg til side

Men hun virker faktisk rigtig sød og kompetent.
Måske det bare ikke er så rart, når folk kigger på en og ser ud som om man tænker “hvem fanden er du?” Og det var jeg jo bange for, at jeg havde gjort.
Man kommer der og tror man skal være flink, og får så en noget lunken velkomst. Ups! Sorry

Lige nu tror jeg der er nogen udenfor (helt udenfor på gaden) der ender med at slå hinanden ihjel. Jeg tror det er en mand der synes hans kone skal komme hjem, eller blive her. Kan jeg ikke rigtig vurdere, men ikke så rart at høre på

Vi har fået ny værelseskammerat i dag. Hun har været her før, og sjovt nok har hun de samme præferencer som jeg ang. kontaktpersoner. Så måske jeg har lidt ret i det jeg siger Hun synes også at den af mine kontaktpersoner som holder ferie er fantastisk og at den anden kontaktperson er en som hun slet ikke ønsker at have. Hun var også ret begejstret for hende som næsten har været min reserve-kontaktperson hver gang de to andre har været væk. Jeg har vitterligt ikke talt med andre en hende ud over mine to faste kontaktpersoner.

Hun havde dog ikke talt så meget med hende Stine, men måske hun også prøver at undgå patienterne

Igen i går havde hun vist et problem med at en patient havde den frækhed at ville have the Så begyndt hun at nævne at der jo også snart var en der skulle få ryddet det af. Og det var mig og jeg sad derude og var KLAR, så det gjorde jeg hende naturligvis opmærksom på

Jeg har virkelig prøvet at gøre hende opmærksom på, at “det er gengældt”

Nåh, nu er aftenvagten så helt holdt op med at spørge hvordan jeg har det. Ved godt jeg ikke kan svare på det, men alligevel?!? Hun kom ind og hilste og spurgte så hvordan min værelseskammerat havde det. Fuck hvor har jeg det af H til nu. Har bare IKKE lyst til at være her nu. Men hvis jeg tager hjem … har det hele næsten været spildt, tror jeg?
Nåh måske er det hende Stine der skal spørge mig hvordan jeg har det *lol*

OK jamen det gik vel egentlig ikke så godt i weekenden, og det skrev jeg så ned og fik min dagens kontaktperson til at læse.
Eller hun kom ind og spurgte og jeg havde ikke noget at sige. Men desværre var hun ikke så nem at løbe om hjørner med Senere besluttede jeg mig så for at give hende hvad jeg havde skrevet ned, mens jeg tog til floorball – som var næsten lige så megasjovt som på Nordvang. Selvom jeg var den eneste patient der mødte op

Hun synes så ikke jeg skulle tage hjem, og det gav jeg hende vel egentlig ret i.

Alt godt indtil da.

Problemet er, at nu er en fra personalet lige kommet ind og var i tvivl om jeg var her eller hvad. Altså hun vidste ikke om jeg var her og hvorfor. Så nu synes jeg lige så godt, at jeg kunne være taget hjem.

Hun sagde jeg bare kunne komme til hende hvis der var noget. Ya right *lol* Det er hende der kigger på mig, som om jeg er sat på denne jord, for at pisse hende af Ja, jeg kommer da lige til hende med mine problemer så

Så dagen forløb godt indtil vagtskifte. Øv I morgen tror jeg ikke jeg gider blive. Piv

I nat troede jeg at vi skulle miste vores lille vovse

Jeg vågnede ved at hun fyldte for meget nede i benenden som hun plejer. Så jeg ikke kan bevæge mine ben.

Men der var et eller andet helt galt.

Hun lå og kæmpede. Hun kunne slet ikke bevæge hendes bagben og hun var helt rundt på gulvet. Jeg kaldte på Michael, som heldigvis ikke var gået i seng (slemme mand).

Jeg troede hun havde brækket ryggen eller sådan et eller andet.

Jeg gik totalt i panik og bedte Michael ringe 112 Det er fandme for dårligt at man ikke kan ringe 112 når ens total menneskelige lille vuf er syg

Så jeg gik ind og tjekkede hvor man så kunne ringe til. Men Michael ville lige se tiden an, for det koster jo kassen at få hjælp – specielt midt om natten sikkert. Så jeg begyndte at tude (igen).

Så ørlede Mimi i store mængder og så var hun OK. Helt fint og hun ville ha’ godbidder og alt muligt.

Pyyyyh! Så lå jeg og overvågede hende indtil jeg faldt i søvn ^^

Jeg har det FINT!

Jeg kom alt for sent i seng i går. 2:30 Det ville ha’ været lidt tidligere hvis jeg ikke var kommet i tanke om, at mit indlæg om afsnit 802 måske ikke var særlig fedt, da jeg opdagede nogen havde søgt på “psykiatrisk skadestue hvidovre”. Så jeg blev jo nødt til at linke til nogle relevante tlf. nr., da jeg bestemt ikke ønsker, at andre ville undgå at tage på psyk. skadestue pga. mit skræmmeindlæg Men pludselig arbejdede min blog i slowmotion *gRRR*

Men jeg fik rettet i indlægget og så håber jeg ikke det skader nogen

Da jeg lagde mig til at sove var der så tankemylder for alle pengene, og jeg orkede simpelthen ikke at kæmpe imod, så jeg droppede lydbogen og gav efter for dem – men heldigvis faldt jeg da i søvn alligevel Men jeg havde jo også taget medicinen en lille time før jeg reelt kom i seng. Jeg var ellers bange, for jeg kunne se tankerne omringe mig og de var godt nok høje

Nu når jeg er igang med at brokke mig over alting, så vil jeg lige brokke mig over morgengymnastikken – og det er slet ikke brok faktisk. Det er bare et problem jeg har med det. Fordi det er altid sådan noget med at man skal have fat i underlaget og man skal mærke alle mulige dele af sin krop, og det bliver jeg bare så dårlig af Altså virkelig fysisk dårlig, så faktisk kan jeg ikke være med til så meget af det. Hvis man ikke brugte samme udtryk ville jeg sikkert sagtens kunne, men når de siger mærk/føl og hvad har vi ikke, så skal jeg ørle Øv

Og så kunne jeg godt tænke mig at vide hvad “grounding” er – for jeg håber da ikke det er stuearrest

Torsdag eller fredag (tror jeg det var) kom der også en og hilste på mig. Jeg kunne godt se jeg havde set hende før, men jeg ved ikke om det var fra 802 eller 801 – jeg formoder da det var 801, da det var der jeg befandt mig. Hun sagde at hun bare lige ville hilse på igen, da det jo var lang tid siden – og hun virkede nærmest rød i hovedet og sagde at “bare rolig, jeg er ikke kommet for at overfalde dig eller noget” … ? … men jeg kiggede vist også på hende som om jeg tænkte “hvem fanden er du lige?” eller noget, og det var altså ikke lige hensigten. For jeg havde set hende før – men jeg var bare sådan lidt forundret over denne adfærd *lol*

Michael lå og så Rome på sofaen og faldt i søvn ved en 18-tiden, så nu skal vi godt nok spise noget sent (hvilket vil jo ellers aaaldriiig gør ) – men vi skal ha’ røde bøffer i dag med råstegte kartofler, bordelaise og middelhavsblanding (grøntsager). Mmmm *savle*

Den er meget god den serie, men jeg tror altså ikke min koncentration er til det – og jeg kan helt sikkert også bedst lide at læse historiske noveller fremfor at se historiske TV-serier og film. Men der er bare slet ikke noget der kan lykkes for mig for tiden. Jeg er bare sådan en gang bløp der ikke kan koncentrere mig om noget som helst.

Men jeg tror jeg vil spørge til at blive udskrevet på mandag. Altså at blive udskrevet hurtigst muligt, for jeg tror ikke jeg kan få mere ud af at være der nu. Jeg har godt nok en samtale med psykiatrikoordinatoren på onsdag, men så kan jeg måske blive udskrevet der. For jeg tror at akutteam og senere DPC kan gøre et lige så godt job (i hvert fald akutteam selvom det kun er 3 måneder man kan være der). Lige nu er mine forventninger i hvert fald mikroskopiske. Desværre.

I går kom jeg tilbage på afdelingen og der blev spurgt til hvordan jeg havde det af min anden kontaktperson. Hende svinger jeg ikke skide godt med.

Hun kigger permanent på mig som om jeg er faldet ned fra månen. Og det virker som om hun altid skal sunde sig før hun siger noget til mig.

Jeg gav udtryk for at jeg ikke havde det skide godt pga. samtalen på 802 dagen efter. Jeg smågrinte lidt og hun spurgte hvorfor. Det kunne jeg ikke forklare og hun spurgte om det bare var sådan en mærkelig følelse? … og det måtte jeg jo så svare ja til. Men burde en professionel ikke være lidt bedre til at tænke: Kan det være nervøsitet? Usikkerhed? For det var det. Nervøsitet og usikkerhed. Og det at det er en noget pinlig situation jeg var havnet i.

Bagefter besluttede den – noget ældre nattevagt – som ellers taler til folk som om de er rigtige mennesker, helt og aldeles enerådigt, at man kun kan drikke camille-the til aftenen. Jeg kan altså godt drikke rigtig the hele døgnet (og sover mere end glimrende ), så det havde været fedt hvis hun bare havde lavet en kande kogende vand frem for at lave en kande camille-the. Det er nok det spare-trip nogle mennesker får på virkelig fjollede områder. For så sparer man jo hele tre breve the pr. kande. Jo jo, men så smager det også af vand med farve Og altså – hvor mange mængder mad er det ikke de smider ud hver dag? DET er SINDSSYGT!!!

Eller også mener hun vitterligt at hun er bedre til at vurdere hvad jeg har brug for. Men det er vist generelt for den type arbejde desværre

Men altså det gider jeg ikke bruge min værdifulde tid på at diskutere. Så jeg tog de rester kogende vand jeg kunne dræne fra flaskerne.

”Jeg hedder Sussi ****** ********, jeg er 36 år gammel og jeg er myndig.” Eller er jeg?

Fredag måtte jeg så ned på værelset og tage min egen el-kedel i brug, da der som sædvanlig ingen the-vand var, og man skal jo nødig forstyrre de vigtige møder

Fredag var der så samtale med overlægen på 801 (som desværre ikke er min faste læge). Faldt faktisk over noget af hans materiale for nylig, før den samtale. En af hans cases lyder virkelig meget som mig

”Hun har altid følt sig anderledes. Så længe hun kan huske, har hun haft lyd på tankerne og har også haft tilfælde med tankekaos især om aftenen, hvor hun også har tendens til at gruble. Hun synes, at det er svært at tale med andre, kan ikke small-talke. Hun synes, at folk kigger på hende, når hun går på gaden, og føler nogle gange, at der er én der følger efter hende. Hun er sjældent rigtig glad og føler næsten konstant angst. Ude i trafikken får hun skræmmende katastrofetanker, hvor hun ”ser”, hvordan hun kommer til skade. Hun føler, at hun taler mekanisk, og synes, hun ikke kan genkende sig i spejlet.” < --- det er ligefør jeg tror han har bøffet størstedelen af dette fra min hjemmeside Jeg har bare aldrig oplevet så meget materiale (også meget af det andet) rent faktisk passe på mig. Så det er jo helt vildt!

Lige til at starte med troede jeg faktisk at han havde hørt rygter om mig (”Pas på! Hun brokker sig over alt!”), for han virkede lidt nervøs -lol- Men det forsvandt næsten med det samme Men han virkede super dygtig!

Han kunne spørge ind til mange ting, og sætte ord på mange ting – og så kunne jeg sige, om det var noget jeg kendte til. Han kunne sætte ord på det for mig.

Han sagde det mere avanceret osv., men jeg er jo kun patient Men den første er jo en depression, hvor den anden ikke er.

Han kunne sætte lidt struktur på det hele og gøre så man selv bedre kunne forstå de forskellige aspekter af ens symptomer (men man skulle have lov til at bånde det, så man lige kunne komme hjem og tænke lidt mere over det ).

Så kom min brormand.

Jeg havde sendt ham en SMS om han sad i toget og var vågen. Så skriver han: Er vågen, men var det ikke først mandag?

Det siger man altså bare ikke til en sindssyg hjertepatient

DISS!

Mødet med afd. 802 var deja vu. Bortset fra at Birte var blevet skiftet ud med min barndoms B&U dukkefører Hanne Willumsen-type. Det lovede ellers da godt, for det er jo rare associationer. Desværre var Kirsten fra akutteam der jo heller ikke, da det ikke drejede sig om hende.

Så det var Henning, dukkeføreren, min bror og jeg

Henning ville gerne have mig til at uddybe diverse. Det fik jeg så aldrig lov til.

Dukkeføreren startede mødet op med at læse min brors klage (hvoraf det meste bestod af mit blogindlæg) og gik derefter over til at læse resten af min journal. Kom indimellem med udtalelser om hvad der stod i min journal.

De havde ikke læst hvad jeg havde skrevet, og de hørte ikke hvad vi sagde. Præcis som de plejer

Jeg tror egentlig mest at Henning bare håbede på en undskyldning. Jeg beklager da meget jeg kaldte ham dement – distræt er måske pænere

Men det indlæg var jo heller ikke ment til at skulle være en officiel klage. Dette her er jo bare min egen lille private dagbog Hvis jeg havde klaget havde jeg da brugt et meget pænere sprog Men jeg havde sagt det samme Og det ændrer jeg ikke mening om.

I hvert fald talte han meget om at de havde faglig stolthed. Og intet ud over lægesamtalen med ham interesserede ham. Så det var åbenbart kun hans skind der skulle reddes? De andre har nok handlet som de skulle så, eller?

Nu er det vist tid til at finde dagens noter frem. Så jeg kan få skrevet alt hvad jeg har tænkt på i løbet af dagen

Men Henning brugte meget tid på at klage over, at jeg jo ikke gjorde opmærksom på at jeg var utilfreds. Faktisk tror jeg han (de) mente, at når jeg ikke var i stand til dette, så var det min egen skyld.

JAMEN SÅ LÆGGER JEG MIG DA BARE TIL AT DØ?!?

Hvorfor tror de jeg er der? Fordi jeg er velfungerende?!? Virker jeg velfungerende? I balance med migselv? -gRRR-

Og så tjekkede dukkeføreren så mine samtaler i journalen, hvor jeg havde talt med mange flere end jeg rent faktisk havde. Jeg har talt med lægen og med en mørkhåret kortklippet kvinde med meget blå øjne. Hun var den eneste der gav sig tid til at tale med mig. Hun var faktisk meget sød, men var også meget påpasselig med ikke at sige noget hun ikke skulle.

Og ALLE de gange havde jeg ikke udtrykt nogen utilfredshed. Så det er min egen skyld, basta!

Dukkeføreren kunne så også se i min journal at jeg havde været hjemme hele weekenden. Jo jo, men det var jo nurse Michael der sagde til mødet med en anden læge, at der jo ikke sker noget i weekenden, så jeg kunne jo ligeså godt tage hjem.

(Så ledte hun videre i journalen efter smuds på mig ).

Jeg kan heller ikke rigtig se hvad det har med sagen at gøre? Det min bror klagede over var de ting jeg omtaler i dette blogindlæg og jeg kan ikke se at de ting skulle være forbedret ved at jeg var på afsnittet? At jeg ikke sagde det ændrer egentlig heller ikke så meget, for de havde jo begået fejlen, og som jeg ser det begår de MINDST en fejl pr. dag?

De ville have et møde. Jeg spurgte om det var relevant. Det mente Henning det var. Som jeg ser det spilder de min brors tid (og penge), selvom han var glad for at besøge mig og jeg glad for hans besøg. Men måske de helst have set mødet uden min bror (så havde der ingen vidner været ).

Men Henning synes jo også han skulle have kredit for at se at jeg rent faktisk ikke skulle udskrives, men videre til afd. 801 (for den gav jeg nemlig udtryk for at være glad for til det møde). Jeg er glad for afd. 801, men er bange for det ændrer sig på mandag

Overlæge Henning der har brug for at blive bekræftiget i at han er god nok når han nu kunne se jeg ikke skulle udskrives men videre til afsnit 801. Nårh

Men tilbage til afsnit 802 … det er der man kommer til først. Det er der de vil prøve at få en på fode inden 7 dage. Den skal jo fungere 101% (nej der skal ikke stå 110% for alt over 100% giver rent faktisk ingen mening ). Hvis den fungerer kan det ovenikøbet være at der bliver mindre tryk på resten af afdelingerne. Eller … at de bare alle sammen bliver nogle bedre afdelinger?

JEG TROR … Jeg tror at afdeling 802 trænger til et økonomisk løft. Måske endda en udskiftning af noget af personalestaben – no offence Hvis man har den faglige stolthed, så burde man tage konsekvensen og gå på pension eller ned i tid. Jeg har indtryk af at læge-virket er et hårdt virke. Måske skulle man overveje en lille test, som man tester gamle mennesker, om de vitterligt er i stand til at køre bil. Hvad er forskellen på at køre en ihjel eller at overse en patient som ham nordmanden som jo åbenbart var skizofren og/eller psykotisk? (just saying)

Og måske også noget personale-test der vurderer personalets gejst, glød, empati, ønske om stadig at være der? Måske kigge her for alternative jobs?

Et sidste godt råd jeg ville give afd. 802 (ikke at de overhovedet lytter) er at sige hver dag til personalets morgenmødet… minde hinanden om at det er mennesker derude. Allesammen. Hver og en.

”Goddag Anna, Goddag Lotte. Skal vi bade Geo? Hvor er Kirsten?” (JEG ER JO SINDSSYG!!!)

Min kontaktperson Pia, læge Henning på 802 og min bror synes jeg skal skrive ned tanker fra dagen, specielt i forhold til om jeg har noget at brokke mig over. Problemet er at jeg vist ikke rigtig kan fatte mig i korthed (skriftligt). Så hver dag ville de jo næsten ende op med … hmmm, bliver det til 4 A4 sider i dag?

Mens min bror var på besøg var der fællesmøde mellem personalet og patienterne. Et møde der holdes hver tredje uge (det måtte også gentages mindst én gang ekstra for den studerende, men så går der jo også lidt tid med det). Jeg sagde til Camilla at jeg ikke ville med i dag. Hun spurgte om jeg havde aftale om det og det havde jeg vel ikke? Så no mercy. Jeg skulle være med. Jeg er 36 år! Regler er regler, men min bror var her (fra Fyn) og jeg er med til alle de andre tossestreger de stiller op for os. Men nu var jeg med ved tvang. Hvilket vil sige jeg var negativ. De starter mødet med at snakke om en renovering der skal foregå om 4 år!!! Jeg er der forhåbentlig ikke om f*cking fire år!!!

Men det er jo også en træning for os, så vi kan lære at sige noget. Men vi siger jo ikke noget? Det møde er der bare for at være der (fordi patienterne og personalet har noget vigtigt at sige hinanden måske engang hver halve år). Og er et glimrende eksempel på, at dette personale er trænet i at kunne holde møder om (alt og) ingenting! Den eneste der sagde noget var Emma der skulle udskrives samme dag. Hun turde sige hvorfor hun ikke gad melde sig til opgaver nu hun endelig skulle hjem

”Jeg hedder Sussi ****** ********, jeg er 36 år gammel og jeg er myndig.” Hmmm…

Regler er regler, men kunne man ikke bare indimellem prøve med lidt individuelt? Nogle er da fri for at melde sig til opgaver af grunde der ikke rager os andre. Kunne jeg ikke også få den frihed? Jeg er 36 år! Jeg er der faktisk på andre præmisser end de andre. Og jeg har aldrig hørt de andre sige: Men helt ærlig, hvorfor skal hun ikke når alle vi andre skal -buhu-klynk-? Og det drejer sig indtil videre om ÉN GANG?

Skal man følge planen 100% altid? Er det så et godt menneskeligt system hvor der er plads til forskelligheder? Det går måske nede i Super Brugsens bager, at de unge piger ikke kan tage en selvstændig beslutning, men er det en god idé på en psykiatrisk afdeling?

F.eks. fik en lov til at gå fordi han fik det mærkeligt. Hvis jeg ikke var sådan en chickenshit så havde jeg sagt: ”Jeg får det også F*CKING MÆRKELIGT af at sidde og tale om renoveringer der finder sted om fire år!!! Må jeg gå NUUU?”

Værst var det, at min kontaktperson Pia skulle på ferie i 3 uger, for så står jeg ligesom lidt alene, da min anden kontaktperson (Camilla) jo … øhhh … synes jeg er en mærkelig patient Hun havde nævnt det dagen før til morgenmødet, men da hun ikke nævnte det siden, håbede jeg at jeg havde hørt forkert. Piv

Men jeg nåede da at se et glimt af et rigtigt menneske i min anden kontaktperson (Camilla). Det var da hun løb til alarm (torsdag sen aften), hvor hun måtte slås med at låse en dør og med et halstørklæde der skulle af Jeg skal måske også sige til migselv hver morgen, at det er rigtige mennesker derude (personalet). Allesammen. Hver og en. Men overskuddet er desværre bare ikke til det. Det er jo problemet når man er sådan et sted. Det er sidste udvej – eller næstsidste

Jeg er ked af at den person jeg kunne tale med nu er gået på ferie.

Min søster havde to veninder der uddannede sig til sygeplejersker. Den ene kunne det på papiret med flotte karakterer. Den anden kunne det i virkeligheden. Det kan godt være man ikke har uddannelse til at uddele medicin, men så har man så meget andet at byde på

Det er jo ikke kødpølse vi skal diskutere. Det er mit inderste. Det skal være trygt hvis jeg skal kunne åbne op for det. Og er det så mærkeligt I grunden?

Pst… måske er formålet med at være indlagt, at man får et helt sæt nye problemer at slås med? At man så ikke har nær så meget tid til at tænke på selvmord?

Ups! I dag er min ansigtsfarve permanent rød. Farven slipper jeg nok ikke af med den næste uges tid.

I øvrigt er nettet gået i sort pga. SOPA, og jeg synes at rød og sort er så flotte farver sammen

Men altså: I dag snakkede jeg første gang med den ene af mine kontaktpersoner, og det blev jeg rigtig glad for, for da jeg så hende første gang i torsdags var jeg godt nok ikke tilfreds med situationen. Jeg troede ikke hun ville være nem at tale med, men det var hun helt sikkert – og det havde jeg også virkelig brug for i dag!

Ikke til at starte med måske, men takket være min kære brormand

Jeg havde talt med Pia (kontaktpersonen) om medicin og at jeg kunne sidde i rum 5 med min iPad fordi der er for varmt på mit værelse (som jeg jo deler med to andre) og man ikke må bruge sin iPad i stuen.

Men så er det frokosttid og efter frokost sætter jeg mig så derind. Pludselig dukker Pia op med overlægen Henning fra afsnit 802. Jeg tænkte at det måske havde noget med medicinen at gøre og mere nåede jeg ikke at tænke. Men pludselig fortæller han at min bror jo har kontaktet dem ang. noget jeg har skrevet i min blog … ARGH! Jeg tror nok jeg blev noget hed i kinderne

Men vi aftalte et møde fredag formiddag hvor min bror så har lovet at komme. For han har bare at være til stede selv når han har rodet mig ud i det her!!!

Pia kunne godt se at jeg ikke vidste noget om dette, at det kom helt bag på mig – og hun vidste heller ikke hvad overlægen ville med mig. Så hun blev lige lidt efter han var gået og snakket mig til ro ^^

 … og der kunne jeg så sidde og tænke over citater som ”Men han ligner altså også en gammel dement mand der har forvirret sig ind på afdelingen, så det er måske tilfældet.

Måske er han bare en patient der har narret personalet?”. Nu har hun jo ikke læst det, men hun prøvede da at opmuntre mig så godt hun kunne For nøj, hvor ville jer ønske at jeg havde redigeret lidt i mit indlæg

Nåh men, jeg ringede jo så til min bror, og sagde at nu havde han altså bare at møde op til et møde fredag formiddag og det ville han da gerne. Han fortalte at han var blevet så harm, og havde overvejet at spørge mig først, men ups så var han kommet til at trykke send. Men at han som minimum da ville ha’ advaret mig først, men at hele behandlingen af klagen var gået så stærkt, at han ikke havde nået det. Så han undskyldte og håbede at jeg ikke var sur på ham.

Min bror ringede nemlig i sidste uge, og spurgte hvordan det gik og fik den samme gamle ”Det går fint!” og det ved han jo ligesom godt at det ikke gør, men jeg er lidt umulig på det punkt ^^ Så efter han havde spurgt 100 gange hvordan det gik og fået 100 varianter af ”Det går fint!” måtte han så opgive (muhahaha! ). Og så læser han senere min blog og bliver åbenbart meget harm. Min bror deltog rigtig meget i min sidste indlæggelse, hvor han var der hver dag (mere end min mand og mor) og der var en overlæge der som han bare var så glad for, og sikker på at hun havde fixet mig – så mit blogindlæg gjorde ham ked

Jeg vil nok sige at jeg absolut ikke glæder mig til på fredag – og at dagen i dag ikke har været et af mine stolteste øjeblikke

Jeg sidder lidt og tænker på en tekst jeg læste. At man skulle overveje om det man skrev, bl.a. om det tjente noget formål og et par af tillægsordene kunne man måske ha’ udeladt

Men jeg ærgrer mig lidt over at mine læsere har valgt at kommentere indlægget på Fjæsbogen i stedet for her i bloggen. Skam jer!

Min mor synes godt nok ikke hendes to yngste var noget af det bedste hun havde sat i verden, da jeg fortalte hende om det her – og hun ville ikke læse det i dag, hvis hun nu ikke kunne sove Hun er helt sikker på at nu får jeg en vildt dårlig behandling fremover (så det viser vel lidt om hendes tiltro til systemet ). Men hvis jeg gør det, så kan jeg jo bare klage

Min mand mener at psykisk syge ikke klager særlig meget, og at hele systemer går i sort når de får en klage – der er ikke nogen der har klaget de sidste tre år, hvor er manualen over klager? Derfor fik min brors klage så hurtig en behandling, at han ikke nåede at advare mig.