Her er min kronik før den blev redigeret af Information:
Mit første selvmordsforsøg var i april 2013 hvor jeg blev hentet af ambulancen nær et indkøbscenter i Ballerup og blev kørt til Herlev Hospital i comatøs tilstand. Min mand fik at vide, at hvis ambulancen var kommet 2 min. senere havde det været lige meget med at køre med udrykning. Efter det fulgte en række halv- og helhjertede forsøg på at tage mig af dage – jeg har stået på Valby station og ville springe, jeg har skåret mine underarme op med barberblade og hvad jeg ellers har kunne komme til at smadre. Jeg har lavet løkker af alt hvad der kunne laves løkker af og prøve at hænge mig i det og jeg har taget et utal af forskellige slags piller. Jeg er blevet hentet af politiet i håndjern og jeg har ligget i bælte 5 gange.Men den første gang i 2013 hvor jeg tog den overdosis piller, var jeg 38 år og det resulterede i, at jeg endelig blev taget seriøs af psykiatrien. Altså når jeg henvendte mig i psykiatrisk skadestue, så fik jeg en plads på et lukket afsnit og blev ikke sendt hjem med 4 sovepiller, som jeg blev før i tiden. Jeg fik min diagnose i 2001.

Jeg blev indlagt pÃ¥ det der dengang hed Psykiatrisk Center Hvidovre (nu Glostrup) – pÃ¥ afsnit 809 –  og da jeg ikke ligefrem har let ved at Ã¥bne mig op for andre mennesker, sÃ¥ blev det nogle lange mÃ¥neder ud og ind af 809, som blev til Ã¥r. Ã…r hvor jeg i uger af gangen havde fast vagt (en der er ansat til at holde øje med dig hvert sekund) – jeg kunne ikke gÃ¥ pÃ¥ toilettet eller i bad uden at der skulle være nogen til at holde øje med mig. De endte med at finde ud af, at jeg ikke ville skræmme mine medpatienter og forsøge selvmord i fællesmiljøet, sÃ¥ de kunne bare lÃ¥se mig ud af min sengestue og jeg slap derfor for fast vagt. I lange mÃ¥neder sov jeg pÃ¥ en sengestue uden gardiner, uden inventar andet end en seng med gummilagen pÃ¥ og en kugledyne uden dynebetræk. NÃ¥r jeg skulle indlægges gennemgik de alle mine ting, jeg skulle have tøjet af og sidde pÃ¥ hug og de tømte min shampoo for at se om jeg gemte barberblade der. Mange ting blev prøvet for at hjælpe mig, de gav aldrig op. De har ligget flere personaler pÃ¥ mig for at berolige mig, de har skubbet mig ind under den kolde bruser, de har siddet og tegnet med mig, lavet underholdningsshow for mig, bagt sammen med mig for at aflede mig, lavet frosne chiliskiver til mig i stedet for smerten ved at skære sig – og jeg kunne faktisk blive ved. Det vildeste var nok da de ”tvang” mig til at skrive en jobansøgning og da jeg fik jobbet, derefter tog med mig de første gange pÃ¥ job indtil jeg var tryg ved at være der. De har gjort sÃ¥ mange ufattelige ting, der gør at jeg stoler 100% pÃ¥ at de vil mig det godt – og jeg er en person der lider af paranoia og pr. definition ikke tror folk vil mig det godt.

Den daværende klinikchef oprettede en slags DAT-terapi for mig, hvilket jeg var rigtig glad for – det er vist mest en behandling der bruges til borderlinepatienter (jeg lider af paranoid skizofreni).

Jeg syntes faktisk at jeg var på vej til at få det bedre – jeg var knap så selvskadende og havde knap så mange selvmordsforsøg og mine indlæggelser faldt overordnet set.

Så var der nogen der syntes, at psykiatrien skulle laves om. Psykiatrisk Center Hvidovre og Psykiatrisk Center Glostrup skulle slås sammen, skadestuen i Hvidovre blev nedlagt (de havde ellers lige bygget en ny flot en af slagsen – som aldrig kom i brug) og man skulle nu henvende sig i skadestuen på Glostrup. Yderligere skulle man indlægges på et af de to akutafsnit i Glostrup (på Nordstjernevej), hvor man skulle være i 7 dage, før man kunne komme i betragtning til at komme videre til afsnit 809.

Her starter mit mareridt. Alt det gode der var blevet bygget op faldt til grunden. På Nordstjernevej mente de nemlig ikke at jeg var særlig syg – eller jeg tror de mente jeg burde have haft en borderline diagnose og dem behandler man vist helst ikke på psykiatriske hospitaler. På Nordstjernevej mente de at jeg var opmærksomhedskrævende og manipulerende – at jeg forlangte at komme foran i køen til afsnit 809. Jeg mente bare at det burde være i deres interesse at give mig den bedst mulige behandling og lade mig komme i kø til 809 så snart jeg blev indlagt gennem skadestuen frem for at jeg skulle være et sted, hvor de ikke mente at jeg var særlig syg.

De ville nemlig bare udskrive mig dagen efter jeg var blev indlagt – og når jeg er selvmordstruet, så vil jeg altså ikke være indlagt, så siger jeg bare ja tak og lader mig udskrive … og går ud og laver et nyt selvmordsforsøg. Min mand var i vildrede, han var desperat – han kunne ikke sove om natten og turde dårligt gå på toilettet af frygt for hvad jeg kunne finde på. Men på Nordstjernevej mener de at selvmordstanker klinger af efter et par dage.

Man kan ikke blive tvangstilbageholdt hvis man kun er til fare for sig selv, fik min mand at vide – man skal være sindssyg.

Lægerne mener at det bare er lidt problematiske tanker – de skriver aldrig i journalen at jeg er psykotisk, selvom andre mener at jeg er kronisk sindssyg. Det tog mig flere år at fortælle dem på 809 om mine psykotiske symptomer, så det er noget af en overvindelse at skulle fortælle vildt fremmede læger og sundhedspersonale på Nordstjernevej det. Lægen skriver f.eks. at jeg fortæller at jeg kører med fingrene hen af bordet, for at afhjælpe uvirkelighedsfornemmelse, så jeg bedre kan mærke mig selv og omgivelserne – men at jeg kun gør det til lægesamtaler og at hun aldrig ser mig gøre dette i miljøet. Imidlertid skriver psykologen et par dage tidligere, at hun observerer mig gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Som jeg og mange andre læser dette, lyder det som om at lægen tror jeg faker.

Overlægen på det andet afsnit gav mig decideret skæld ud fordi jeg havde selvmordstanker – det kom der alligevel ikke noget godt ud af, så det kunne jeg lige så godt droppe. Min mand grinte sidenhen af dette og sagde, at hvis han havde vist det var så let, så havde han da skældt mig ud og sagt sådan for lang tid siden.

Min mand blev engang rådet til at tage med til lægesamtalen, så jeg ikke blev udskrevet. Han kom lidt for sent, og var på forhånd ikke så positivt indstillet, så jeg blev lidt beklemt ved situationen. Det fik lægen følgende ud af:

”Det skal bemærkes at pt. ændrer adfærd når ægtefælle kommer ind på stuen, hvor hun bliver helt passiv, stille, stirrer tomt ud i luften.”

Lægerne på Nordstjernevej har det meget skidt med, at jeg indimellem er så lang tid indlagt på afsnit 809 og det er en generel ting for Nordstjernevej, for de kalder simpelthen 809 for Nordkorea, fordi man ikke kan slippe ud derfra – der er krig mellem Brøndbyøstervej og Nordstjernevej og jeg er deres gidsel. Jeg har yderligere fået at vide, at jeg ikke skal regne med nogensinde at komme på 809 igen.

Jeg har klaget til alle der ville høre på mig, men lige meget har det hjulpet. Jeg får bare at vide, at proceduren er blevet overholdt. Selv Styrelsen for Patientklager mener alt er i den skønneste orden og tilføjer i øvrigt, at jeg ikke kan klage til en anden myndighed over deres afvisning.

Jeg er mildest talt chokeret. Den psykiatri jeg var så imponeret over har forvandlet sig til et mareridt. Og selvom jeg ikke har så meget selvskadende adfærd, så har jeg det værre end jeg nogensinde har haft det. Intet kan jeg gøre, for en indlæggelse kommer ikke på tale – for mig er der kun evigt forpinthed tilbage eller at lykkes med at gøre en ende på forpintheden.

-
Efter dette skrev de bl.a. til mig:
“Jeg vil dog gerne have dig til at revidere den lidt. Din personlige fortælling er vigtig og velfortalt – men jeg mangler lidt et afsnit, hvor du zoomer ud og fortæller, hvad du vil læseren med din fortælling. Hvad skal vi lære af din kronik? Gør det sÃ¥ eksplicit som muligt.

Er sundhedsvæsenet eksempelvis for dÃ¥rlige til at tage sig af selvmordstruede? Hvordan kunne man have undgÃ¥et, at du blev udsat for det, du gjorde? Skal mulighederne for at klage blive bedre? Det er bare nogle vejledende spørgsmÃ¥l – du kan komme ind pÃ¥ det, du finder relevant.”

Så jeg skrev følgende tilføjelse, som jeg forventede at de ville sortere og redigere i:
-
Der er alt for mange dårlige psykiatriske afdelinger ude i det ganske land. Jeg har simpelthen kun været indlagt på et godt afsnit og jeg har alligevel været indlagt på en del forskellige afsnit på forskellige centre. Meget af personalet bruger alt for meget tid på at sidde inde på kontoret – det er sikkert vigtigt det de laver, men det kommer ikke patienterne tilgode. Personalet skal have for vane, at gå ud i miljøet lige så snart der ikke er noget at tage sig til, frem for at tale med kollegaerne om gårsdagens aftensmad. Lad dog for helvede os patienter deltage i den snak, så vi får noget normalitet ind i vores helt uvirkelige, skrøbelige hverdag på afsnittet. De skal ikke kun gå ud i miljøet, når der kommer noget i fjernsynet som de gerne vil se.Nyt samarbejde mellem forskellige centre er altid en hurdle – personalet er ikke indstillet på at lære af ”de andre”. Og jeg tror heller ikke at de er meget for at lære fra sig – at virke for emsige.

Jeg siger ikke at jeg har løsningen, men lægerne har altså for meget magt. Ikke alle, for jeg har mødt nogle forskellige læger der vil samarbejde både med personale og patient. Men dem der vil har mulighed for at have for meget magt. F.eks. så er det de skriver i journalen jo sandheden – men det er det bare langt fra. F.eks. så dømmer de mig på mit udseende (der står i journalen ”fingre som er pænt lakeret og ordnet”). De dømmer mig på at jeg kan tage ud at spise med min mand (et lille øde cafeteria, fordi vi ikke kan spise hjemme pga. kaos og man skal jo spise når man skal vente i skadestuen i flere timer) og at jeg kan ”hygge” med de andre patienter (men de har aldrig spurgt mig om disse ting, så ville jeg kunne fortælle dem at jeg kører i to spor hvor jeg kan være/virke glad og grinende i et spor og dybt ulykkelig og forpint i et andet spor). Men for lægen alt sammen en slags konklusion på at jeg i hvert fald ikke er i selvmordsrisiko. Og så kan de sende mig hjem med deres på det rene.

Problemet er at ledelsen ikke er på patienternes side. Sådan en ledelse havde de faktisk engang (dengang det hed Psykiatrisk Center Hvidovre), men nu er ledelsen på lægernes side og så kan man jo klage nok så meget. Man kan få et pænt politikersvar og så forbliver alt ved det gamle. Jeg har været til ”konfliktmøde” (jeg ved ikke hvad de kaldte det) med en af overlægerne fra Nordstjernevej og hun slog mig ikke som typen der var åben for kritik og havde lyst til at ændre stil – på nogen måde.

-

Sundhedsvæsenet er overordnet set for dårlige til at tage sig af selvmordstruede. Som sagt blev jeg før mine selvmordsforsøg sendt hjem med 4 sovepiller eller jeg blev allernådigst indlagt, fordi jeg havde korresponderet med klinikchefen pr. mail og havde til ham kunne forklare hvor dårligt jeg virkelig havde det. De er nemlig alt alt for dårlige til at gennemskue nogle patienter – eller så pressede at de bare bliver nødt til at tage chancen med nogle. Mit held er at jeg har ”bevist” at jeg kan finde på at gøre alvor af ”truslerne” (det føles ikke som trusler godt nok). Nogle læger læser ikke i journalen, og det kan jo være en god ting. Men hvis de så samtidig er for dårlige til at gennemskue patienten og spørge ind til forskellige symptomer – ja, så har vi altså problemet. Det nytter ikke at man som læge tror at man er så fantastisk at man kan se alle tegnene, for det kan man bare ikke altid. Jeg har narret så mange læger og så meget personale og det er ofte blevet sagt, at der er gået en skuespiller tabt i mig. Dette skriver jeg ikke fordi jeg er stolt af det, for det er et stort problem for mig.

Problemet er også, at lægerne ikke vil lytte til de pårørendes erfaringer, og det er jo folk der måske har kendt patienten et helt liv. Det kan godt være at læger har deres uddannelse, men kendskab til et enkelt menneske kan du ikke læse dig til. Det skal erfares.

Jeg synes jo, at det er ærgerligt at det er umuligt at ændre på dette rigide system, hvor patienten kommer i anden række. Hvor man ikke kan ændre på proceduren i forhold til at sende patienten videre til et afsnit de er trygt ved. Der mangler forståelse for at tillid, relation og erfaring kan betyde alt for patienten i dennes behandling. Det er beklageligt at man skal ses på som en person der kræver særbehandling og de må da have interesse i at behandle patienten bedst muligt.

Det er helt tåbeligt at man kan klage over Psykiatrisk Center Glostrup til … Psykiatrisk Center Glostrup. Man kan så gå videre og klage til Styrelsen for Patientklager, men der får man bl.a. besked om, at man ikke kan klage over sundhedspersonalets opførsel – og at man ikke kan klage til anden myndighed over deres afvisning? Man skriver godt nok sin version til dem i klagen, men jeg har dem under stærk mistanke for at vægte journalens ord højere – lægens sandhed. Jeg tror slet ikke de forstod hvad min klage gik ud på – jeg tror slet ikke de er gearet til den slags klager: En klage der går på systemet og procedure. Der skal man jo nok højere op, og politikerne gider ikke lytte og hvis de gør får man samme omgang som man får hos klinikchefen – et politikersvar.



Recently:


Comments


Name (required)

Email (required)

Website

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Share your wisdom