Jeg skriver jo ikke så tit, for der sker ikke så meget – jeg har i hvert fald ikke noget at brokke mig over, da jeg ikke er så meget indlagt ;)

Jeg er stadig indlagt, men kun 2-4 dage en gang om måneden eller hver anden måned – sådan cirka :-D

Jeg har jo gået i DAT-terapi i 1½ år nu – sådan en særlig aftale som kunne lade sig gøre fordi Psykiatrisk Center Hvidovre HAVDE en blæret klinikchef. Men hun har desværre sagt sin stilling op, såh … i første omgang lovede de mig at jeg kunne fortsætte hos min faste kontaktperson fra 809. Men hun skulle jo først på sådan et DAT-kursus og det viste sig at der var venteliste, så det kunne ikke blive lige nu … og nu hedder det sig, at man må tage stilling til om jeg burde komme i sådan behandling til efteråret, når hun er færdig. Det tænker jeg ikke jeg er, for jeg har jo ikke en blæret klinikchef til at tale min sag mere … velkommen til virkeligheden!!!

Men jeg startede så med at arbejde videre med det med min KP fra OP-team i dag. ”Det var hverken værre eller bedre end det plejer” ville jeg ha’ skrevet, men det lyder ikke særlig positivt, så jeg vil hellere skrive, ”at det var lige så godt som det plejer”.

Men det var selvfølgelig hårdt og hun havde kun sat en halv time af til det, hvor min tidligere terapeut satte 45 min. af, og vi brugte som oftest minimum en time.

Jeg skulle til lægesamtale lige bag efter. Jeg tænkte det ikke ville tage mere end ½ time hos lægen. Men min KP og jeg glemte alt om tiden, så jeg kom 10-15 minutter for sent. Jeg tænkte også lægen havde sat en halv time af, og jeg tænkte vi nok skulle nå det på 15-20 minutter alligevel. Men lægen sagde noget, der fik mig til at blive klar over, at hun havde sat en hel time af til denne samtale. En hel time!

Jeg havde bare skrevet og spurgt til nogle bivirkninger jeg stadig har. Jeg troede det var pga. et antidepressiva jeg dog ikke får længere, så jeg ville bare høre med lægen hvad hun tænkte om det. Det skrev jeg til hende og hun valgte så at kalde mig til samtale – for hun skulle åbenbart tjekke mine led :rollseyes

Det var jo hurtig overstået og hun havde ingen viden der gjorde mig meget klogere, men hun ville også gerne lade mig vide, at jeg ikke skulle skrive så meget til hende. ”Huh?”, tænkte jeg og spekulerede på om hun var mere psykotisk end jeg selv, for i første omgang kunne jeg ikke lige huske, at jeg ellers havde skrevet til hende. Det er først for nyligt gået op for mig hvem hun var – jeg undrede mig altid over, at min terapeut CC’ede denne person.

Nu har jeg lige lavet en søgning på hendes navn på min gmail konto og der dukker fem tråde op med hendes navn. De tre af trådene er nogle hvor min tidligere terapeut har involveret denne nye læge. Jeg har altså skrevet til hende (den nye læge) to gange – ang. to anliggender – for hvis ret skal være ret, har jeg jo så skrevet og rykket for noget hun sagde var blevet gjort, men som så alligevel ikke var blevet gjort.

Hun forklarede mig, at hun jo ikke havde tid til at besvare mails. Da klinikchefen skrev til hende besvarede hun mails – jeg sværger – der kom svar efter ET FUCKING MINUT. Jep, hun har søreme travlt ^_^

Men jeg skal sige tingene til mine kontaktpersoner, for det er jo det offentlige – vi skal have noget bureaukrati – jeg skal sige det til en, som så skal sige det videre til en anden og så fremdeles. Big fucking SUK! :-|

Men det er fint nok – jeg vil helst slippe for at tale med konen – jeg er også lige kommet i tanke om hvem hun minder mig om (Mildred Ratched) :pift Det var så godt nok en sygeplejerske, men HVIS hun havde været nurse, så havde den været der :thumb

Men det var altså det hun syntes man skulle bruge en hel time på – priorities, girlfriend! :-P

Min KP bad mig bagefter gå ned og drikke et glas vand og vente på hun kom med min medicin. Jeg gik ned og drak et glas vand – men så skred jeg også. Jeg fik ikke medicinen med. Jeg vidste ikke om jeg skulle gå på pillejagt eller jeg skulle ringe til mandse. Raske Sussi vandt i dag :-)

painandsuffering

 

 



Ja, jeg må ikke være på over halvdelen af afsnittets areal. Hvis jeg går ned i patienternes aktivitetsrum – hvor jeg gerne indrømmer, at jeg har hentet el-pærer fra før – så bliver jeg fastholdt og tvangsmedicineret, bare på mistanken!

Nåh men, heldigvis skal jeg da udskrives på mandag, så jeg kan bevæge mig hen hvor jeg vil.

no tresspassing

 

 



Da jeg blev færdig med mit indlæg sidst. Nævnte jeg, at jeg havde semi-fast vagt, selvom dette ikke er en del af min kontrakt?

Jeg fik det lidt dårligt, og selvom jeg ikke havde fast vagt ville de kigge lidt ofte til mig. Lidt var i praksis meget. Jeg rev kanten af lagenet, som er en god snor til at strangulere sig med. De har rykket mig til et værelse lige overfor kontoret og kunne høre lyden, men jeg lod som om, at jeg ikke anede hvad de talte om.

Så jeg fik endelig snoren af uden at blive stoppet. Jeg bandt den om halsen og fast om bruserens blandingsbatteri. Men så opdagede de mig også, og så var fanden løs. Jeg fik skærpet fast vagt. Grrr! :grrr

Nåh jow, jeg havde skærpet fast vagt, som ville have mig til at holde hænderne over dynen – men pludselig … tada !!! … havde jeg tryllet et barberblad frem og snitte mig i armen :-D

Jeg husker ikke hvad der er sket fra ende til anden, men den faste vagt om morgenen gik vist OK, da jeg havde fast yndlingsKP nr. 1.

Men jeg har stadig skærpet fast vagt. Jeg håber dette kan blive ændret i morgen, da jeg er ved at få fniller fnuller. Jeg har også skrevet og brokket mig over, at jeg har fast vagt – hvilket der står i kontrakten, at jeg ikke kan – og da jeg har været indlagt længere end fire dage – hvilket også burde være en umulighed i følge kontrakten.

Men de er jo altså søde nok og tager sig af mig når jeg får det skidt – der er dog forskel på hvordan de takler det. Nogle bebrejder mig f.eks. at jeg burde være for voksen til at opføre mig på den måde. Og det får man det ikke ligefrem bedre af.

I går havde jeg også fast vagt og jeg gik ned i aktivitetsrummet og sad. Hun kunne godt se på mig, at jeg havde det skidt, men tænkte, at der jo ikke var nogen fare på færde – intet jeg kunne bruge til at skade mig med … indtil jeg hev pæren ud af lampen og smadrede den. Der blev trykket alarm og to af de rigtig søde kom fra 811. Jeg nåede kun at skære mig i hånden, fordi jeg holdt fast på den stump glas jeg havde fået fat i :rollseyes Hun fik også en rift :blush

I dag gik de helt bananarama fordi jeg låste mig ude på toilettet og rev nogle håndklæder i stykker osv. osv. (you know the drill). Men både i går og i dag tog jeg medicinen forholdsvis frivilligt – altså jeg skulle drikke 7 glas vand og have tandlægetjek, fordi de skulle sikre sig, at jeg havde slugt pillerne.

Min vagt i dag driver mig til fucking vanvid. Hun vil hele tiden have at jeg hviler i gyngestolen, at jeg lægger mig til at sove osv. osv. Og sygeplejersken – hende jeg engang spurgte en anden om “Hvem er den sure dame?” – ville give mig min medicin en time tidligere end normalt – tro på det! Så kan jeg jo ikke sove i nat.

Jeg har også fået Invega i dag, indtil jeg kommer op i Leponex dosis. Invega er Xeplion i tabletform.

Hvis det ikke var fordi der arbejder nogle fantastisk blærede mennesker her ville jeg fucking brokke mig og hade stedet som pesten … for aftenvagten har suttet røv!



Så er jeg indlagt igen. Selvom der ikke har været mange indlæg, så kan jeg ikke påstå, at jeg ikke har været indlagt. Selvom jeg klarede faktisk 2 måneder efter stormogulernes stormøde. Men derefter har det været lidt svingende. På et tidspunkt var mit mål bare at være udskrevet i 48 timer – det ville være en succes. Og jeg klarede det – måske endda 2 måneder, så jeg var jo pavestolt.

Men nu vi taler om stormoguler. Grunden til at jeg er indlagt er for det første at jeg er SVAG og der skal ingenting til at slå mig ud af kurs. Den anden grund er, at det DAT-forløb jeg har fulgt og haft glæde af i over et år nu stopper fordi min terapeut har opsagt sin stilling. Så nu har jeg ingenting. De lover mig det nok skal blive godt og at de finder en erstatning, men det vil jeg se før jeg tror det. Jeg tror det ender med endnu et uafsluttet forløb ligesom Ballerup.

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, men jeg er bitter – ikke på min terapeut – for jeg forstår godt hendes beslutning, men … jeg er bare bitter pga. min situation. Bitter fordi at livet er fucking uretfærdigt.

Jeg var ellers blevet rigtig god til at undgå selvskade og opføre mig ordentligt, når jeg er indlagt, men denne gang har jeg bestemt ikke opført mig ordentligt. Det var heller ikke mit udprægede ønske at blive indlagt. Det er min KP der altid synes det er en virkelig god idé når jeg får dummet mig. Når jeg har selvmordstanker og begynder at handle på dem – eller forberede ting. Og får at undgå voldspsykopaterne – politiet – bliver jeg jo nødt til at sige ja, for det bliver jo som hun/de beslutter alligevel.

Så jeg blev indlagt. Jeg blev overfladisk visiteret af min faste yndlingskontaktperson, som stoler på mig. De havde ikke noget værelse til mig – det var ikke gjort rent, så jeg satte mig ned i dagligstuen. Mine ting stod i træningskøkkenet. Hun havde tjekket mine frakkelommer, men ikke mine bukselommer og der havde jeg 21 2 mg. Rivotril – ikke meget, men måske nok … jeg ved det faktisk ikke …?

Jeg satte mig ind i spisestuen og hældte hver poses indhold ud på bordet – jeg tog dem op i hånden. Mens jeg gjorde dette kom en fra personalet, og hun kan også lugte trouble på lang afstand. Så hun kommer ud til mig, mens jeg febrilsk får samlet de sidste piller op i hånden og krøller poserne sammen i den anden hånd. Hun spørger hvad jeg har i hånden og jeg viser hende de tomme poser mens jeg stopper pillerne i munden. Hun råber på min faste yndlings KP, som kommer til + en mere. Jeg kan ikke synke det uden væske. Jeg får hældt lidt vand i munden. De holder mig fast. Yndlings KP’en beder mig kigge på hende og taler alvorligt til mig. Jeg vil gere gøre som hun siger, så jeg ender med at spytte det hele ud på gulvet.

YndlingsKP’en tror på mig, men lægen gør ikke, så jeg skal have tjekket respirationsfrekvens de næste tre timer én gang i timen. Hun havde forhandlte sig ned til dette, da han ville have det gjort hver halve time i endnu længere tid.

Næste stunt jeg laver er at jeg skærer mine arme op med medbragte barberblade. De havde fundet to af dem jeg havde gemt, men de tre sidste havde jeg været snedig at gemme et sted hvor jeg senere kunne bede en hel uerfaren om det.

Jeg får endelig skåret et ordentligt hul, så blodet først fosser ud, men ender med at pible lige så stille. Jeg prøver at holde det hele i en skraldespand, men det er svært, når jeg skal transportere skraldespanden rundt i lokalet.

Min yndlingsKP siger da også dagen efter, at det vist havde været ret alvorligt og at jeg havde skåret hul på en pulsåre – men det mener mandse ikke kan være rigtigt, for det sprøjtede dog heller ikke ud.

Jeg skal på skadestuen. Jeg vil udskrives. Jeg tænker at jeg kan stikke af når vi kommer derover. Men jeg er ikke god til at holde min plan hemmeligt, så hende der skal med mig fra personalet ender med – ikke nok med at bestille liggende transport – men også to styks betjente … og i de voldpsykopaters nærhed skal jeg sgu nok opføre mig ordentligt ;)

I da har de så besluttet at jeg har en slags fast vagt, som lægen i hvert fald ikke har ordineret – for det hedder sig nemlig, at jeg ikke kan have fast vagt. Så det er pisseirriterende og de er pisseirriterende :(

Jeg bad naturligvis også om at blive udskrevet – allerede efter pilleforsøget … så nu er jeg tvangstilbageholdt og patientvejlederen har allerede været og tale med mig. Hun spurgte om det var det sædvanlige, og det svarede jeg ja til. Hvis hun ikke mener jeg har nogen sag, gider jeg ikke engang prøve. Jeg sagde endda til yndlingsKP’en om det ikke var spild af ressourcer at hun kom – men det skal hun altså. Suk … ressourcespild!!!

Og dagen i dag … dagen i dag var også god, for fast yndlingsKP nr. 1 var her. Jeg spurgte hende også da jeg blev indlagt, om hun ville være her dagen efter og hun spurgte hvorfor. Jeg sagde, at det var fordi det gik lidt lettere når hun var der. Aftenen har gået forholdsvis smertefrit. Mandse var her og det var dejligt – men de tvang mig til at tage medicin … og da mandse tog hjem tvang de mig til at sidde i en wellness gyngestol, som er vildt dejligt, men efter 3 timer måske knap så dejlig. Jeg sov ellers godt i den til at starte med, så nu kan jeg nok ikke sove i nat :-/

Nu har jeg da fået skrevet lidt. Hvis jeg får tid i morgen kan jeg skrive lidt mere om hvad der er sket de sidste mange måneder.

Jo, en ting vil jeg lige skrive. Mit sidste indlæg handlede om, at politiet havde kommet mig i håndjern. I journalen har de skrevet, at det er fordi jeg har slået og sparket politiet. Michael var der og kan bevidne at dette ikke skete. Da jeg fortalte det til min mor, sad vi på AMA hvor jeg igen-igen var indlagt og sygeplejersken der holdt vagt sagde at hun altså havde været der den dag. Hun fik det til at lyde som om hun syntes det var i orden. Jeg spurgte hende ikke, for jeg var flov og chokeret over at møde en af dem der var der, da jeg havde det så skidt. Men jeg skulle have spurgt hende om hun på noget tidspunkt så mig slå eller sparke politiet – eller nogen anden for den sags skyld … og derefter spørge om hun så synes det var fair at lyve om det til psyk. som skriver det i min journal. Øv for folk der omgåes sandheden alt for let.

Beklager fejl og mangler – stavefejl og grammativfejl – men det er skrevet på min iPad. Godt nok med bluetooth keyboard, men alligevel … og jeg gider ikke læse korrektur, det er sent. Basta!



Fredag d. 5/9-2014 blev jeg udskrevet fra PCH 811. De kunne ikke gøre mere for mig og jeg løj mig ud. Det havde muligvis ikke ændret noget, om jeg havde sagt hvordan jeg havde det, for sådan har jeg haft det i 2 år – og man mener der skal andre metoder til. At indlæggelse ikke er godt for mig. Der er faktisk lavet en kontrakt der siger, at jeg kun må have 4 overnatninger på mit stamafsnit. Yderligere er der jo krav til lægerne om at rydde sengepladser til nye patienter op til weekenden.

Min mand og jeg tog hjem og lavede helt almindelige hverdagsting, så som at handle i Bilka og få lidt frokost. Men jeg havde mistet håbet. Og jeg havde udformet en plan i hovedet. Min mand kan godt lide en middagslur og når han tog den, ville jeg stikke af med den aflåste boks, som Bostøtten bevarer min medicin i, så jeg ikke tager for meget i affekt.

Men min mand faldt aldrig rigtig i søvn. Jeg nåede dog at skrive et afskedsbrev til ham og lokalisere et koben, mens han slappede af på sofaen.

Til gengæld har vi en herlig lille hund som skal luftes. Jeg så mit snit til at udføre min plan. Sekundet min mand gik ud af døren, gjorde jeg mig klar. Jeg tog sko på, pakkede mobiltelefon, buskort, 150 kr. og en sodavand – det er altid rart, at være på forkant med en hvilken som helst situation. Derefter fandt jeg kobenet og medicinboksen frem. Det var ikke lige så nemt som jeg havde forestillet mig. Den var godt nok svær at få op, jeg råbte og skreg og har sikkert været helt rød i hovedet af frustration og hysteri – jeg troede det ville mislykkes. Overvejede på et tidspunkt at tage medicinboks og koben med i et net, men kobenet stak foroven og det synes jeg så en tand for mistænkeligt ud.

Men det lykkedes langt om længe. Jeg tog den medicin der ville kunne bruges til noget og lagde afskedsbrevet til min mand. Jeg frygtede det ville være for sent, og at min mand var på vej tilbage. Men det var han ikke. Der gik et stykke tid før han begyndte at ringe. Min mand har det med at ringe i en uendelighed når han er nervøs for mig, og denne gang var ingen undtagelse. Jeg afviste hvert et kald, håbede han ville give op.

Skrev til sidst at der intet var at gøre, og at jeg ville ringe og sige farvel. Han blev ved med at ringe og efter nogen tid skrev han, at jeg lovede at ringe og sige farvel. Derefter ringede en med hemmeligt nummer. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men da jeg er kvinde og nysgerrig modtog jeg opkaldet – dog uden at sige noget. Det var en mandlig betjent der var i den anden ende. Han brugte lang tid på at overbevise mig om, at den eneste rigtige løsning var at tale med hans kvindelige kollega, der havde god erfaring med psykisk sygdom.

Efter lang tid fortalte jeg ham, hvor jeg var – ved en Fakta på Arnold Nielsens Boulevard. Men da jeg havde afsluttet opkaldet, tænkte jeg, at jeg ikke havde lyst til at overholde aftalen, men at jeg hellere ville følge min oprindelige plan. At tage på Hvidovre Hospitals toiletter, som ikke er overbesøgte og som har døgnåbent (tror jeg). Her kunne jeg tage pillerne i fred og ro, og ville forhåbentligt ikke blive opdaget, før det var for sent. Jeg åbnede det første pilleglas – der var kun 12 piller i og jeg slugte dem med den medbragte sodavand. Derefter tog jeg en blisterpakke med 10 piller. Jeg hader at sluge piller på den måde, jeg føler jeg sluger gift – og i de doser gør jeg det jo sådan set også. Så holdte jeg mit løfte og ringede og sagde farvel til min mand. Jeg ville ellers først have ringet når jeg var helt døset hen og på vej til at forlade verdenen, så der ingen fejl skete. Denne gang skulle det nemlig lykkes. Min mand tog det umiddelbart køligere end han plejer – måske fordi han vidste politiet var på vej. Jeg var lidt rundt på gulvet, ønskede at adlyde ham og fortalte hvor jeg var, da han spurgte.

Så kom politiet. De bad mig åbne døren og da det var politiet turde jeg ikke gøre andet. Det var to vældig flinke betjente, der dog ingen medicinviden havde – og den ene foreslog mig muntert, at jeg bare skulle anlægge mig et drivhus på min altan, for hun var meget glad for at plante alverdens planter og blomster og mente at det var løsningen på mine problemer.

De fik overtalt mig til at køre på psykiatrisk skadestue, for de måtte ikke bare efterlade mig der.

På psykiatrisk skadestue blev vi taget imod af en der kendte mig. Som regel virker de glade for at se mig, venlige og imødekommende, men hende her virkede godt træt af mig. Måske var hun en af dem der var med til at tvangsmedicinere mig to gange dagen før. Eller også var hun sur over, at jeg var brudt ud af deres semi-lukkede afsnit nogle dage inden.

Derefter kom, hvad jeg troede, var lægen. En høj blond fyr med et mut ansigtsudtryk, som jeg havde set før. Jeg husker ikke specielt godt samtalen, men han var meget knotten fra start til slut og det gjorde mig trodsig – jeg har nok været noget nedværdigende overfor ham og hans profession, eller også blev jeg det i hvert fald senere.

Det viste sig dog senere, at han var sygeplejerske. Der var også en studerende med til samtalen og periodevist en læge. Mens sygeplejersken sad og notederede, nuppede jeg lige en lille håndfuld (5 styks) piller mere fra et af de mange pilleglas der lå i mit medbragte indkøbsnet. Den studerende panikkede, puffede til sygeplejerskenog pegede hen mod mig. Sygeplejersken kastede sig over mig og prøvede at få glasset og pillerne fra mig. Pillerne fløj rundt til alle sider. Jeg nåede ikke at få mere end de fem piller. Sygeplejersken blev om muligt endnu mere knotten, for han påstod jeg havde sagt, at jeg ikke havde flere piller.

Derefter kom lægen med besked om, at jeg skulle en tur på Hvidovre Hospital til afgiftning. De flinke betjente skulle køre mig. Det skal lige siges, at de flinke betjente også studsede over den måde jeg blev behandlet på af personalet på psykiatrisk skadestue. Jeg ringede til min mand og informerede ham, og sagde at jeg nok ikke måtte citere betjentene for dette, men det sagde den ene, at jeg sagtens måtte.

På akut medicinsk modtageafdeling (AMA) sagde de, at det blot ville tage 3 minutter før nogle andre kunne tage over og betjentene kunne gå. Jeg sagde grinende til dem, at i hospitalets verden svarede det til en time.

Jeg fik ret. De kom til at vente en time. Jeg husker ikke det hele og i hvilken rækkefølge det er sket. Men jeg skulle drikke aktivt kul – det har jeg prøvet en del gange før – og det er det værste man kan forestille sig. Sand med lidt vand i nærmer det sig vel næsten, men det er bare endnu værre. Det fremprovokerer brækrefleksen, men jeg holdt dog det hele i mig.

Min mand kom også. Pludselig måtte han ikke være på stuen, fordi de skulle stille en anden patient nogle personfølsomme spørgsmål. Så blev jeg pissesur og ville da i hvert fald heller ikke være på stuen, når min gæst ikke måtte. Det var dejligt at se min mand, men jeg ville dog ønske han ikke skulle se mig så langt ude som jeg var. Tidligere når min familie har været tilstede, har der altid været et eller andet der holdt mig lidt i skak, så jeg ikke skræmte min familie, men denne gang havde jeg helt og aldeles mistet kontrollen.

Jeg prøvede at stikke af, for de ville have mig tilbage på psykiatrisk skadestue. Jeg løb fra min mand ned af forskellige gange og han råbte desperat ”STOP HENDE!” men ingen stoppede mig. Han var desperat og gal på alle de mennesker der ikke foretog sig noget. Men endelig kom en Falck-mand kørende med en seng og han stoppede mig.

Til sidst endte vi i et stort rum, med masser af maskiner, slanger og alverdens tingenoter samt tre styks personale til at passe på mig ud over min mand. Jeg var meget opsat på at lave selvskade og stikke af. De var nok til at stå en ved hver dør, men alligevel lykkedes det mig at stikke af – ved et lykketræf gennem alverdens kringelkroge og hemmelige døre havnede jeg ved skadestuens hovedindgang. Sygeplejersken tog fat i mig og jeg ville gøre modstand, men så sagde hun, at der var børn, og jeg tænkte, at jeg blev nødt til at overgive mig og ikke skræmme børnene.

Tilbage i rummet kunne vi fortsætte vores venten på politiet – de lader sig i den grad vente på sig. Jeg endte med at lægge mig på gulvet for at hvile – men så kunne de stakkels plejere og min mand da få sig et hvil.

Endelig kommer politiet – to mænd – og de spørger om jeg vil frivilligt med. Til det kan jeg kun sige nej. Nej, jeg vil ikke indlægges. Det var ikke hvad den politibetjent jeg talte i telefon med havde lovet mig. Så jeg får håndjern på. Håndjern! Nu er jeg blevet kriminel. ”Tænk på børnene” sagde den ene sygeplejerske tidligere. Hvad med nu, hvor de ser en kriminel blive ført ud i håndjern. Hvad med mig? Tænk på mig. Jeg er skrøbelig og de behandler mig som en kriminel.

Jeg var mildest talt utilfreds med situationen, og jeg indrømmer gerne at jeg har prøvet at åbne bildøren, at jeg har siddet uroligt og ikke holdt selen, som den ene betjent bad mig gøre. Men han var så brutal, han holdt håndjernene på en måde så de gjorde virkelig ondt og han tog hårdt fat i mine overarme, så jeg dagen efter havde blå mærker. Man forholder sig hurtigt roligt når man bliver udsat for så smertefuld behandling. Derudover talte de også virkelig grimt til mig. Jeg husker ikke det hele, men jeg husker at de bl.a. lod mig vide, at jeg bare havde at sætte pris på den gratis taxatur – men den ønskede jeg jo slet ikke?!? Den anden sagde også sarkastisk og nedværdigende til mig, at jeg da sandelig var god til at få venner.

Jeg indrømmer også gerne at jeg græd, og jeg har ellers ikke let til tårer.

Jeg prøvede i øvrigt at spørge ind til, om de havde fået undervisning i konfliktop- og nedtrapning – for det synes jeg da godt nok, at de manglede.

Da vi kom til skadestuen opfordrede jeg betjenten til at behandle mig så hårdhændet som han havde gjort på hele turen – men eftersom der var vidner havde han åbenbart ikke lyst til dette.

Jeg husker ikke hvad der skete i skadestuen, andet end den sure sygeplejerske stadig var der og denne gang fik han altså det glatte lag, fordi nogen skulle det gå ud over, at jeg var blevet mishandlet. Det var der jeg fandt ud af, at han ikke var læge, og jeg sagde, at det kunne han ellers sagtens være, så pissesur og arrogant som han var.

Jeg blev indlagt på røde papirer (tvangsindlagt) og turen gik til det lukkede afsnit jeg tidligere på dagen blev udskrevet fra. Her gik det også vildt for sig. Der blev trykket alarm og jeg var så heldig at se to af yndlingene fra 809 – det afsnit jeg normalt tilhører. De kunne bl.a. informere personalet på 811 om, at jeg har god gavn af at gå i bad med tøj på. I dag har en anden fra mit vanlige afsnit kunne fortælle dem, at det er rigtig godt for mig, hvis de lægger sig oven på mig, når jeg ligger med kugledyne. Så nu har jeg fået to kugledyner til at have over mig og en personale hvis det skulle brænde helt på.

bruises

 

 



“Nu er jeg på orlov og skal udskrives på mandag.” Hmmm… det blev jeg så ikke helt. Jeg var til min nieces fødselsdag og bare det at gøre sig klar og kommer derned gjorde mig så fucked up, at jeg starter ”festen” med at bryde ind i min søsters medicinskab og tage hendes Phenergan. Mandse stod udenfor døren og truede med at smadre døren ind, så jeg gemte pillerne og åbnede. Min søster kommer ind og finder pillerne. Det var da ellers næsten ikke pinligt :-S

Men derefter havde vi nu en dejlig aften … indtil jeg stak af til Åmarken station for at … ja, hvad suicidale tåber nu end kan finde på sådanne steder 8-|

Brormand og mandse hentede mig i bilen og kørte mig til 809. På 809 fik jeg så ingen udgang dagen efter heller – og jeg blev ikke udskrevet som fucking aftalt!

Mandag var jeg til DAT og havde medbragt et styks Muddi. Det gik fint :)

Resten er lidt blur-ish, men here are the highlights …

Jeg havde sikkert fast vagt … og de har jo skiftet alt porcelæn til plastik … så jeg tog en gaffel og jagede i håndleddet, men blev jo hurtigt stoppet. Dette nummer har jeg lavet et utal af gange – også med skruer og hvad har vi ikke. Stedet er snart ved at falde fra hinanden med alle de skruer jeg har nupset :-D

Jeg fik en vagt – en lille bitte tøs på 23 år. Af principielle årsager taler jeg sjældent med fremmede vagter – og da slet ikke sådanne små hvalpe… men et eller andet gik galt ;) og jeg betroede for hende at jeg ikke havde det så godt med spisesituationen pga. gaflerne osv. :-D Hun sagde at det var intet problem, de tog den jo bare fra mig. Hun skulle nok ikke lige ha’ sagt det på den negligerende måde, for så skulle jeg nok vise hende noget andet – selvom jeg fik plastikbestik og de bevogtede gaflerne fik jeg alligevel fat i en … men blev dog hurtigt overmandet :-D

Så Slemme Slemme Syge Sussi marcherede ind på sin stue, på toilettet og lukkede og låste døren, hvilket jeg slet ikke må. Men det vidste den lille vagt tilsyneladende ikke. Jeg havde nupset et håndklæde i forbifarten. Det strimlede jeg med den ene hånd mens jeg holdt på låsen med den anden hånd, så hun/de ikke kunne komme ind. Jeg er blevet ret ferm til at strimle og lave løkker med én hånd … måske jeg skulle overveje den karriere som tryllekunstner som en af de ansatte engang foreslog mig ;)

Da de endelig kommer ind, skubber en anden vikar jeg kender fra tidligere mig ind under bruseren og tænder for vandet, taler beroligende til mig. Det hjælper en stund. Men der er bare ikke meget at gøre den dag, jeg overgiver mig ikke helt. Jeg sætter mig ned med bruseren tændt mens den lille vagt holder øje med mig … bare ikke godt nok … hun ser ikke min venstre fod, som jeg lister snørebånd ud af, laver løkke og starter forfra. Så hun må trykke alarm igen. De andre spørger hvordan fanden det kunne ske når der blev holdt øje med mig.

D’s yndling bliver træt af mig og er ved at brække fingrene på mig for at få vristet snoren ud af hånden på mig. I frustration kaster jeg et vådt ugeblad på hans bukser. Han kaster det tilbage i hovedet på mig og jeg kaster tilbage osv. Jeg siger til ham om han er klar over, at der går rygter om at han er en magtliderlig stodder på hele centeret og han siger: ”Ja og det er sådan nogen som dig der starter de rygter!” Jeg er målløs. Sådan en bemærkning fra mig skal han bare lade prelle af, men han vælger at konfliktoptrappe yderligere – han skal vel heller ikke ligefrem kaste et blad i hovedet på mig.

Om jeg har startet et ondsindet rygte om et andet menneske i hele mit liv vil jeg lade dem der kender mig bedømme. Jeg vil slet ikke kommentere på det. Men jeg blev så ked af det og endte med at tro på det, at jeg var et dårligt menneske osv.

Never explain yourself. Your friends don’t need it and your enemies won’t believe it.

Men ja, jeg indrømmer da gerne at jeg prøver at ramme deres ømme punkter når jeg er frustreret.

Jeg ender skam også med at blive tvangsmedicineret. D’s yndling står i spidsen for operationen og den betænkningstid man skal have osv. Skal vi sige jeg fik 5 sekunder?

§ 6. Ved tvangsmedicinering skal der altid være en læge til stede.

Der var ikke en læge der på noget tidspunkt præsenterede sig for mig. Og jeg glemte at skrive at de også ryddede mit værelse for ALT inkl. to magneter der sad på opslagstavlen – så er man altså grundigt! Men jeg har fået dem med hjem og de får dem ikke fucking tilbage – muhahahahahaaa!

Men ellers har alt forløbet fantastisk. En medpatient mobbede mig første dag med mine ar på armene … jeg havde glemt at få mine armbeskyttere på. En medpatient jeg kender fra tidligere beskyttede mig så, men han blev ved og så gik jeg selv til ham og spurgte ham om han havde et problem? Om han ville se? Og viste ham hvad der var at se. ”Så skulle jeg i hvert fald ikke kalde mig normal!” Det har jeg sådan set heller ikke gjort i det forum :-D Dagen efter var der en anden patient der sagde om mig at ”hende der er kommet frivilligt og så står hun der og ligner en pædagog!” *lmfao* :lol

Men yndlingsKP 1 var der næsten hver dag og ellers var yndlingsKP 2 der. Med 1′eren gik vi i gang med at flette tasker, men projektet stoppede da jeg kom på orlov. Den dag blev hun også sur på mig og jeg aner ikke hvorfor, men jeg sagde til hende at det ikke skulle gå ud over mig at hun lige havde haft en kontrovers med en anden patient. Vi undskyldte så begge to vores opførsel bagefter :-D

Orloven gik ikke så godt. Jeg tog 50 Phenergan og så …

Grunden til jeg blev indlagt var … mandse og jeg havde set noget i fjernsynet med køerne der kommer på græs … og de så bare så søde og glade ud … man blev bare så glad.

Søndag aften sidder jeg i bilen og planlægger hvordan jeg skal ende mit eget liv og så begynder mandse og tale om at til næste år skal vi altså ud og se de der køer når de kommer på græs … glade dejlige fremtidsplaner som jeg vil spolere for ham. Jeg bryder grædende sammen og tilstår alt.

Og de der fucking køer forfølger mig … da jeg havde taget 50 Phenergan på Hvidovre Hospital … det er et godt sted at dø for der er de vant til at finde døde mennesker :-D Da jeg havde taget dem dukker de op – og endnu en perle fra mandse om dyreskue i næste weekend … ARGH!

Så jeg ringer til yndlingsKP 1 og fortæller hende hvad jeg har gjort. Hun taler med mig i en time til jeg er kommet frem på skadestuen og der er nogen der har taget sig af mig. Jeg skal naturligvis ha’ aktivt kul – der findes intet værre i denne verden! Så jeg får ørlet godt og grundigt.

Mandse kommer og besøger mig med mad :-) :kiss Jeg prøver at stikke af et par gange. Låser mig ude på toilettet – mit speciale :blush – med en kop som jeg smadrer og prøver at ridse mig med.

Til sidst bliver de trætte af mig og sender mig tilbage til 809 selvom planen var at jeg skulle ha’ været blevet der natten over.

Samme dag holder stormogulerne stormøde om mig på PCH, ledelsen fra begge lukkede afsnit samt min terapeut/klinikchefen.

De bliver enige om at mine indlæggelser kun har en beskyttende funktion og at de forværrer min tilstand, da mine egne kompetencer forringes. Jeg mister ansvaret for egenomsorg og det bliver plejepersonalet der passer på mig samt at jeg bliver mere selvdestruktiv når jeg har fast vagt, men personalet er bange for hvad jeg kan finde på, så de giver mig alligevel fast vagt. Altså man ”passer på mig” frem for at behandle mig, minimere mine symptomer og styrke mine kompetencer.

Så der er lavet en kontrakt jeg skal kigge igennem sammen med mandse og som vi og min terapeut skal kigge på på mandag. Den indeholder nogenlunde dette: Jeg kan kun være indlagt fire døgn pr. uge og jeg må ikke have fast vagt eller være destruktiv overfor afdelingens inventar. Hvis dette ikke kan overholdes bliver jeg stemt over på naboøen – lad os kalde den afsnit 811 (D siger at det er den flinke afdeling ;) ).

Man benytter sig virkelig meget af behaviorisme i dansk psykiatri må jeg sige :-D

Derudover vil de forsøge at skaffe mig en SKP fra kommunen til at hjælpe med dagligdagen hver dag og så har jeg mine samtaler med min terapeut.

Aftalen gælder i øvrigt 2 måneder, men jeg har ikke tænkt mig at blive indlagt hele sommeren :-D Forhåbentligt længere :)

Nåh det var alt for mig – jeg er ude :)

k0er

 

 



Ja, så er jeg tilbage for en kort bemærkning.

Siden sidst er der sket lidt af hvert.

Jeg slap ud fra Psykiatrisk Center Ballerup. Min mor og mand forrådte mig ved at fortælle personalet, at jeg havde strimlet mit lagen, så jeg besluttede at holde alle selvmordstanker skjult for alle – inklusive mig selv. Og det virkede. Jeg tror jeg havde en hel måned hvor jeg ingen presserende selvmordstanker havde.

Jeg kom først ud om torsdagen, for bostedet ville med til udskrivelsessamtalen og det kunne åbenbart først lade sig gøre om torsdagen. Men jeg fik orlov fra stedet, og var der reelt ikke – altså jeg sov hjemme de sidste to-tre dage.

Jeg var også i stand til at passe mit DAT-forløb som er mit lys i mørket :)

Jeg skal lige komme med to ting fra indlæggelsen. Jeg har vist nævnt at personalet sad inde på kontoret og spiste aftensmad mens de burde være fast vagt på mig. Men jeg oplevede også at en personale en dag på bedste teenager-vis udbrød ”Jeg keeeder mig!” mens hun sad inde på kontoret. Jeg ved godt jeg er lidt fjollet, men jeg sad nu og blev lidt forarget og tænkte: ”SÅ GÅ DOG FOR HØWLEDE UD OG TAL MED PATIENTERNE!!!” Jeg nævnte det faktisk for en af de hårdtarbejdende folk fra Hvidovre og hun grinede og sagde at hun ligegodt aldrig havde prøvet at kede sig. På de nye kontorer på Hvidovre skal der tilsyneladende heller ikke være stole – altså personalekontorerne. De skal ikke sidde og drive den af eller hygge på kontoret. Det er nu ikke nødvendigt på Hvidovre med den slags arrangementer, men det ville være en god idé til Psykiatrisk Center Ballerup.

En dag jeg skulle noget ud i fællesmiljøet og gik ud af min dør så jeg en fra rehabiliteringens døveteam. Jeg overvejede at hilse på hende, men så så jeg Permand (også tidligere omtalt som ”den fæle trold” her på bloggen) og så må jeg sQ indrømme at jeg vendte om og holdt mig inde på mit værelse et stykke tid ;)

Til udskrivelsessamtalen kom de som sagt fra bostedet og hun følte sig nok noget til grin, for det tog cirka 5 minutter. Det var helt meningsløst at de skulle komme og være med og det var helt meningsløst at jeg skulle være indlagt til om torsdagen for den samtale.

Men jeg blev sluppet fri og kort tid efter tog mandse og jeg til Hamborg. Det var en dejlig dejlig ferie, hvor vi bare hyggede mandse og konse-style. Vi så en hel del til St. Pauli, men vi prøvede at se alle de seværdigheder vi kunne komme i nærheden af – uden at vi stressede. Mandse så også en gade hvor kun mænd måtte komme, fordi der var slemme slemme piger :-S Og så hyggede vi os gevaldigt med at alt hvad der overhovedet var i vejen med vores ferie skulle vi klage over i receptionen – at vi f.eks. havde glemt vores paraplyer derhjemme eller lignende. Mest fordi folk der opfører sig sådan – brokker sig over alt – er latterlige.

Mandse fandt også ud af at en mobiltelefon hed en Handy, og det syntes han var et blæret ord til en mobilos, så vi brugte en hel sen aften/nat på at knække sammen af grin over tanken om at han ringede rundt til tilfældige tyske telefonnumre og sagde ”Hallo – ich habe eine Handy”. Prøv lige at forestille jer at få sådan et opkald klokken lort om aftenen/natten! :-D

Efter Hamborg tog vi tilbage til Fyn og besøgte min brormand og svigerinde i nogle dage. Det var som altid hyggeligt – ren afslapning, ingen stress og jag. Brormand havde lige fået en lille ny baby – en MAGELØS hund – som hedder Toya. Hun er godt nok kær :kiss

Derefter var jeg lige hjemme og vende og så besluttede min mor og jeg at tage til Fyn igen. Hele den pukkelryggede skulle mødes der i påsken, men vi tog et par dage yderligere. Da vi alle var samlet fik vi bl.a. taget en masse gode familiebilleder af os alle sammen samlet og specielt et rigtig fjolle et, som jeg bare er vild med. Det hænger nu på min væg der hvor jeg er indlagt – mere om det senere.

Jo, jeg havde lige en enkelt dag hvor jeg stak af fordi jeg fik det dårligt og jeg vil helst sige det er usikkert hvad jeg ville gøre.

Efter Fyn tog jeg tilbage til bostedet. Jeg havde det ikke skide godt. Så læste jeg i min journal og jeg læste hvad stedets psykiater havde skrevet om mig. Ikke nok med at hun var en kost at tale med, som tog min p.n. fra mig – som jeg skal bruge for ellers tager jeg fucking livet af mig … en kompetent psykiater ville nok ha’ foreslået at jeg trappede langsomt ud af det. Nåh men anyways, hendes vurdering af mig er bare så uforskammet – hun får mig til at fremstå som en småtbegavet.

Jeg besluttede at jeg var færdig med bostedet, og psykiatrien i det hele taget – inklusiv mit DAT-forløb, men det var mest fordi jeg ikke kunne lide at fortælle mit terapeut om min beslutning. Jeg tog bussen hjem til mandse og skrev jeg var færdig med bostedet og psykiatrien og at jeg ikke gad diskutere det.

Jeg siger farvel til bostedet af mange årsager. De kan ikke hjælpe mig med det jeg skal bruge hjælp til. De kan hjælpe hvis jeg kan bede om hjælp, og det kan jeg ikke. De andre beboere virker meget syge, og samværet består i at se fjernsyn – med mindre det er særlige arrangementer.

Efter jeg havde vænnet mig til min KP besluttede de sig så også for at tage hende fra mig og give mig en helt ny. Ikke at jeg tror der er noget i vejen med den nye, men det kan jeg bare ikke.

Ellers har mandse og jeg været til foredrag om selvskade – af ren nysgerrighed, jeg skærer måske i mig selv, men jeg er IKKE fucking cutter :-D Vi har været til Outsideren-arrangement i Thorupgården og se dokumentarfilmen Mettes stemme, vi har været til første maj og blive irriteret over fløjtetosser, selvom jeg i og for sig er enig med dem, vi har været i jobbanken som finder job til psykisk syge – men jeg skal nok starte med deres kurser, jeg har jo ingen uddannelse osv.

Men jeg har det meget skidt med jobbanken. Jeg havde nemlig en dårlig oplevelse. Jeg skulle have haft min injektion Xeplion for 10-12 dage siden, men arrangerede ikke at få den, da jeg ville ud af medicinen. Jeg ville ikke tale med nogen læge om det, da jeg ikke gider diskutere med dem. De vil jo bare at man tager det lorte medicin. Problemet er at det er muligvis derfor min terapeut spørger hvad der er i vejen med mig. Hun siger jeg virker helt opgivende og at hun har stået for 80% af samtalen. Jeg bryder sammen og tilstår det med medicinen. Hun siger at vi godt kan finde ud af noget udtrapning, men ikke på den måde. Nu skal jeg gå over i skadestuen og få injektionen og så må vi arrangere en langsom udtrapning. Men men men … når jeg får at vide at jeg har det dårligt, så bliver jeg fucking dårlig og endnu mere indelukket. Så jeg er helt til rotterne i jobbanken. Jeg er ved at vælte over en stumtjener fordi jeg vil flygte fra hende jobkonsulenten fordi jeg føler hun kommer for nær osv. osv. osv.

Jeg skal trøstes af Michael da jeg kommer hjem. Jeg kan jo ikke noget uden medicin – og medicinen gør heller ikke underværker. Jeg kan jo bare ikke tale med folk. Hvordan skal jeg så få et job og nyde at have et job, hvis jeg bliver lige så ensom som jeg i forvejen er.

Jeg siger også til min terapeut at hvis det var et brækket ben eller en anden fysisk sygdom så var det KROPPEN, ikke mig. Det her er min HJERNE og det er MIG! Det er MIG der er noget galt med. Men så prøvede hun at forklare mig noget om sukkersyge som jeg ikke tør begive mig ud i at gengive :-D

Og så har jeg selvfølgelig set Sindssygehospitalet og genset alle de dejlige – og knap så dejlige – mennesker jeg var indlagt med. Det skal siges at jeg ikke var indlagt med ham der har begået knivdrab. Men jeg kan sige … man siger at han ikke skulle ha’ været udskrevet. Det er der rigtig mange der ikke skulle ha’ været. Samtidig med at Thor var indlagt, var der en anden jævnaldrende fyr indlagt som blev udskrevet flere gange og hver gang prøvede han at tage sit liv – og i slutningen af 2013 lykkedes det for ham. Kære politikere: Han var et dejligt dejligt menneske. Han havde brug for hjælp. Men lægen var tvunget til at udskrive ham, fordi der er så meget pres på sengepladserne her i landet. Please giv os flere penge!

Og så har jeg da lige begået en kronik som kom i Information :-D Den kan du læse her. Det er den korte version af en dobbelt så lang artikel jeg skrev til Outsiderens særnummer om tvang. Men der kom for mange artikler ind og da min allerede havde været trykt valgte hun at droppe min. Men den lange version kommer på deres hjemmeside og så kan du læse den der. Det bliver først efter særnummeret er trykt.

Der skulle været taget nyt billede til artiklen i Outsideren, men det blev droppet, for jeg var på suicidalfærd, så jeg skrev til fotografen og aflyste.

Men jeg var på suicidalfærd i torsdag. Mandse ville ha’ mig indlagt, men jeg bad ham ikke gøre det og han accepterede. Så gik det godt fredag og lørdag – altså sådan da, men søndag var den gal igen og denne gang slap jeg ikke. Men jeg havde allerede bedt mandse køre mig til Hvidovre – selvom jeg hører til Ballerup – da der er frit sygehusvalg, hvis man kommer frivilligt. Alt er godt, jeg bliver indlagt. Jeg skal smide alt tøjet og får et sær hospitalstøj og jeg får fast vagt. Men vagten er væk om morgenen.

Mandag spørger fast yndlingsKP nr. 1 hvorfor jeg er kommet ti Hvidovre. Jeg forklarer. Hun siger at der kun er frit sygehusvalg hvis der er plads og det er der ikke. Jeg skal til lægesamtale og han ender med at ville tvangsindlægge mig på Ballerup, fordi jeg får talt over mig. Men så kommer min redningskvinde – min terapeut og klinikchefen på PCH og redder mig :-D Hun siger at jeg kan blive dagspatient, men hvis det brænder på om natten skal jeg altså henvende mig på Ballerup.

Det brænder på, men vi prøver i stedet Glostrup – PCG kan jo ha’ ændret sig siden jeg var der for 10 år siden. Men de siger jeg står indskrevet som indlagt på PCH og kan altså ikke indlægge mig. Så tager vi tilbage til Hvidovre og forklarer. Det viser sig at aftalen var med Ballerup og kun Ballerup. Michael ser mine bedende øjne og fortæller dem at vi tager hjem, for Ballerup er ikke en mulighed.

Så kan jeg pludselig godt blive indlagt på PCH afsnit 809 – eller det kan jeg så ikke, for der er vitterligt helt booket op. Jeg får i stedet en seng i modtagelsen. Jeg tænker lidt at det kan jeg ikke bruge til noget, for jeg har jo brug for at jeg ikke kan stikke af og gøre skade på mig selv, men det går.

Morgenen efter er jeg dog ved at stikke af – for at suicidere – men ombestemmer mig da jeg står ude i skoven. Jeg går tilbage og følger aftalen.

Men den dag skifter jeg folkeregisteradresse. Jeg har slet ikke råd til det, for nu skal vi betale to huslejer m.v. med en pension der er beregnet til en samboende. Min mor har lovet at hjælpe os. Dette betød så at jeg fik en rigtig indlæggelse med seng og det hele. Hurraaa!

Jeg har også lavet ballade. I forgårs prøvede jeg at hænge mig to gange – selvom yndlingsKP 1 siger det mindst var fire gange og så slicede jeg mig selv så meget op at det var et blodbad uden lige. Jeg skøjtede rundt i blod og de blev alvorligt bekymrede for at jeg havde ramt noget alvorligt. Jeg kunne tage en hel håndfuld blod op i hånden og der var stadig blod ud over hele toiletgulvet. De brugte 100 strips på at lappe mig sammen. Jeg blev ikke syet, men det skulle jeg muligvis nok ha’ været hist og her – det er i hvert fald tæt på. Jeg har sygt mange ar nu :(

Nu er jeg på orlov og jeg skal udskrives på mandag :thumb

Til sidst lidt happy info:

I dag er det min svigerindes fødselsdag – og i morgen er det min nieces fødselsdag – hurraaa!

P.S. Ingen korrekturlæsning – tag til takke med det jeg kunne præstere :-D

blood

 

 



I går brugte jeg hele dagen på at overbevise læger om at jeg skulle ha’ udgang med følge. Men man går ikke direkte fra skærpet fast vagt til udgang med følge ;) Hmf! Og den læge der kom senere på dagen havde åbenbart ikke magt nok til andet end at give mig mine fucking hørebøffer tilbage :-D

Ellers skete der ikke en skid andet end at min dejlige mandse kom og besøgte mig :kiss og så var der en plejer der kom med en udtalelse om at hun kom som vikar i hele regionen. Jeg spurgte hende om hun kom på Hvidovre, for jeg havde da aldrig set hende. Dertil sagde hun: ”Meget vil jeg være med til, men…” … noget i den stil. Jeg fik et indtryk af at hun syntes Hvidovre var et grumt grumt sted der behandlede patienterne skidt :uh Men jeg kan tage fejl af hendes udtalelse. Jeg sagde så at jeg bedre kunne lide Hvidovre end Ballerup, blandt andet fordi der havde personalet tid til én. Hun sagde så at på Hvidovre har de jo altid en masse faste vagter og så skal personalet ikke tage sig af de patienter, så de har mere tid til resten af patienterne. Det er muligvis rigtigt, men… jeg kan jo samtidig se at de ikke laver særlig meget inde på det kontor. Enten taler de sammen eller også sidder de ved computerne… og … at Hvidovre har en masse faste vagter betyder vel ikke at de slipper for computerarbejdet, men det virker jo som om at Ballerup – eller i hvert fald 3212 – har meget mere arbejde ved computerne, for de sidder der jo hele tiden?

I øvrigt mente hun også at det virkede suspekt at Hvidovre havde så mange skærpede faste vagter, for deres patienter kunne vel næppe være mere syge end resten af regionens.

Men bortset fra det er de nu søde nok her. I hvert fald nogen af dem. Der har lige været én inde og spørge til hvordan jeg har det og vi er begge meget forundrede over at medicinen har virket så hurtigt på mig som den har gjort. Det er utroligt at man kan blive kureret på så få dage :rollseyes

Jeg satser på at blive udskrevet i morgen, så jeg kan komme til min aftalte tid med min terapeut :)

Søndag fik jeg så endelig udgang. Mandse kom ved en 14-tiden og så var jeg tilbage kl. 18. Vi var i Jægerspris og i Kulhuse.

Da vi kom tilbage sagde mandse at der var nogle ovre fra rehabiliteringen der havde set mig, så jeg kiggede der over og sandelig om der ikke stod en og vinkede i vinduet. Men jeg tror kun der er én af patienterne tilbage som jeg kende og hun har langt hår – jeg tror vedkommende havde kort hår, så jeg tror det var en fra personalet og ikke min gode KP, som også har langt hår. Jeg tror måske det var den søde af min elskede prinsessesøsters kontaktpersoner, men… I’ll never know.

Ellers er der ikke sket noget. Altså der sker jo INTET her. Nu ved jeg godt at det er weekend, men alligevel. Der var cirka tre farver tuscher tilbage, skabet med spil… ingen Uno-kort, ingen hele spil eller puslespil tilbage så vidt jeg kunne se… her er fjernsynet i centrum… men det er så også der at personalet kan finde på at snige sig ud af kontoret… når der er noget godt i fjerneren, eller hvad man nu skal sige… indtil flere af dem var ude af glasburet da der var X-factor. Så det var selvfølgelig ikke for at snakke med patienterne ;)

Jeg tror den ene af dem der er på arbejdet her til aften var på arbejde dengang jeg stak af fra stedet. Jeg synes jeg kan genkende det ligegyldige i hendes blik. Hmmm…

Den ene af de andre patienter har jeg gået i kostgruppe med dengang jeg var indlagt i rehabilitering. Der er ikke så mange at snakke med andet end en kvinde på 63 år som er her med en depression, hun er bipolar og er her for at få ECT. Hun mente i øvrigt at jeg måtte være i slutningen af 20′erne, så jeg bad hende sige noget mere pænt :-D

Resten af patienterne er i det store og hele asociale af den ene eller anden grund.

happypills

 

 



På lukkede afsnit er de ikke nærrige med den… Rivotrilen altså :-D Udenfor i det virkelige liv kan man praktisk talt ikke få den. Kunne de ikke fucking finde en gylden middelvej? :-S

Ja altså… så er jeg kommet på den lukkede … helt frivilligt … NOT! Hvis jeg vidste hvad jeg gør nu havde jeg gjort lidt mere modstand hele vejen. Jeg får det ikke bedre af at være her, men lægen tror jo selv på, at de kan hjælpe mig… det kan de ikke. Det kræver at de beviser at de gider patienterne. Men præcis som sidste gang jeg var her – der var jeg her dog kun i to timer, da der var en dør der ikke smækkede :-D – sidder de mest inde på kontoret… ellers har de rygende travlt med at gå fra det ene sted til det andet.

Nu skal jeg ikke glorificere 809 :-D men der sidder personalet nogle gange … ofte … ude i miljøet og taler med patienterne, sådan helt uden grund eller hvad man skal sige. Der spiser personalet også med patienterne. Her sidder de inde på kontoret – også når jeg har skærpet fast vagt. Der er jo glasvægge om kontoret, så hun kunne da sagtens sidde inde på kontoret mens hun var skærpet fast vagt på mig.

Det var i øvrigt også hende der indtil flere gange prøvede at stoppe Rivotril i halsen på mig – og hun virkede venlig, men jeg tror det pissede hende vildt meget af at jeg ikke bare tog skidtet.

Nu har jeg fået seponeret den skærpede faste vagt, fordi jeg… jeg løj ikke om alting, men jeg løj lidt… for jeg gider altså ikke være her!!! Jeg ville gerne udskrives i dag, men… jeg løj ikke godt nok, jeg havde ikke kræfterne til det og havde ikke forberedt mig godt nok – hun tog mig næsten lige på sengen.

Men ham der skal kigge til mig hver halve time gør det rent faktisk!

Lægen syntes i øvrigt også at jeg skulle have antidepressiva – jamen så prøver vi da bare det igen! For der er jo mange præparater at vælge blandt!!! Vidundermidlet skulle virke i løbet af en uge og jeg skal være her et par dage – forudsat at jeg ikke dummer mig altså, tænker jeg … og jeg er så tæt på at dumme mig!!! For jeg kan slet ikke holde ud at være her. Men det er ikke sådan lige at komme til at dumme sig, for det er lidt mere… bygningen er nyere og der er ikke sådan lige lamper hvor man kan nuppe en pære :-D og der er ikke andet end plastikbestik og paptallerkener. Det er sygt nederen at spise rugbrødsmadder med platikbestik 8-|

Jeg har da også fået skamferet min hånd med en plastikske. Ikke noget man kan dø af altså, men bare for selvskadens skyld.

Jeg synes jeg bliver meget træt… gad vide om det er den nye medicin. Hurray – så skal jeg også slås med træthed eller hvad? 8-|

Jeg må heller ikke få mine høretelefoner. Men jeg må godt have snørebånd i skoene… og jeg har selvfølgelig lavet en lang strimmel af mit lagen – sådan bare fordi jeg kan :-D Jeg gjorde det fordi jeg ikke kan holde ud at være her og et eller andet skal der jo for pokker ske!

Jeg bruger musik og lydbøger som beroligende, specielt ved hjælp af en gåtur – her kan man jo komme ud i haven om end den er lidt mindre end den på 809. Men jeg må ikke få mine høretelefoner, så jeg kan ikke få ro.

Jeg kan næsten heller ikke få besøg, for der er kun besøgstid mellem kl. 16-17 og 19-20.30 :sad

Personalet står i øvrigt åbenlyst og ryger ude i haven. Jeg troede slet ikke man måtte ryge når man arbejder for Region Hovedstaden.

Da jeg kom skulle værelset efter sigende være gjort rent, men der stod ”Maria jeg elsker dig” på spejlet med sæbe og der var et brev med salt, slikpapir og en ært på gulvet … mmm, der er bare så lækkert her! Der har været rengøring i dag – det har jeg set! – og jeg ser lige at slikpapiret stadig ligger der :-D Personalet går også altid rundt med gummihandsker på når de skal ordne noget i miljøet – det er ting jeg skal røre ved uden handsker. Skal det bekymre mig eller hvad? 8-|

Jeg har indtil flere gange hørt at en patient bliver spurgt til hvad han eller hun hedder. Der er under 20 patienter her og de kommer jo ikke alle sammen ind som nye på samme tid.

Der er en permanent sengeplads der er på gangen, hvor de bare har stillet nogle ”vægge” op. Det må godt nok være nedtur at skulle bo på gangen 8-|

Det var alt mit brok for denne gang. Jeg må igen konstatere at Psykiatrisk Center Ballerup får en meget lavere karakter end Psykiatrisk Center Hvidovre :-D

De har muligvis skiftet alle SSA’erne ud med sygeplejersker – jeg er ked af at sige det, men at være sygeplejerske er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel. Alle mine yndlinge ude fra 809 har alle sammen været SSA’ere.

Ingen korrekturlæsning mv. Jeg er træt!

trapped

 

 



Blogindlægget har fået den titel jeg engang gav en artikel om nedtrapning, men som bladets journalistiske konsulent ændrede :lol

Tirsdag d. 4/3 var jeg til psykologi på Kofoeds skole. En af de andre elever… jeg har været indlagt med hende på den lukkede :lol Jeg talte aldrig med hende, for hun talte kun med personalet :/
Derefter tog jeg hjem til Lyngby … men på stationen… jeg havde set om søndagen at der lå en Matas… så jeg gik ind og købte barberblade. Tilbage på bostedet var jeg til afslapning, så vaskede jeg tøj og var med til at spille banko. Jeg vandt ikke noget, men en af de ansatte lod mig vælge en gave, da hun havde vundet :-D

Om aftenen fik jeg det dårligt igen og gik en tur. Jeg skrev til mandse, men han svarede mig ikke lige til at starte med. Jeg overvejede at tage til døgnapoteket i Glostrup eller Steno apoteket ved hovedbanegården, men så googlede jeg døgnapoteker og gudhjælpemig om der ikke ligger et døgnapotek i Lyngby :argh Så brugte jeg ellers resten af aftenen på at gå frem og tilbage mellem dette apotek og bostedet, mens mandse talte mig til fornuft i telefonen… jeg talte også med bostedet og de var inde i min lejlighed mens jeg sad ude på toilettet med barberbladene, men så råbte jeg at jeg var ude på toilettet og at jeg havde det fint og så gik de igen :)

Om onsdagen d. 5/3 var jeg ude på Brøndbylund til Dialektisk AdfærdsTeapi. Der var en fremmed dame – ung kvinde – der spurgte mig om jeg havde fået farvet hår… hun kendte mit navn, så det var ikke en misforståelse… mit hår ser forskelligt ud i forskellig belysning, så jeg sagde bare ja. Det var da lige blevet frisket op, men det er den samme farve jeg har haft siden hmmm… maj måned sidste år. Jeg tror det var en af lægerne og hun syntes i øvrigt det var pænt :lol

Til DAT fik jeg lektier for, jeg skulle finde nogle positive minder og nogle fremtidsdrømme. Minderne skulle helst være nogle hvor man havde alle fem sanser i brug 8-| Hun gav et eksempel med en appelsinlund, så jeg kom til at tænke på en oplevelse jeg havde sammen med mandse i en citronlund :kiss Som fremtidsdrøm kom hun med et eksempel hvor jeg får min bog udgivet ;) Jeg er jo ved at skrive en bog og det er da altid noget at andre kan finde drømme for mig, for der havde jeg nok – også – været helt lost :-S

Da jeg kom tilbage – var jeg på apoteket… denne gang helt lovligt, uden numre, sammen med min KP. Der skulle ordnes noget med en PBS-odrning og hvad har vi ikke :-S

Derefter fik jeg og KP’en ordnet min lejlighed med at støvsuge og tørre støv af. Jeg fik vasket mere tøj og så var der fastelavnsfest. Jeg var en fin missetat ;) Det var en hyggelig fest og der blev kåret de bedste udklædninger, som var Abe Lincoln og en sommerfugl :)

Torsdag fik jeg NADA-akupunktur. Det var vist tredje gang jeg fik det. Jeg beder til … :P :tongue … mig selv om at tro på skidtet … at det skal virke!!! Men jeg ved altså ikke lige hvad jeg tror om det. Jeg synes måske ikke lige der er så meget virkning, hvis nogen overhovedet…? Måske hjælper dem man får i knolden en anelse… men jeg har under alle omstændigheder tænkt mig at give det en fair chance – så fair den nu kan blive når jeg er skeptisk af natur :-D

Jeg havde en læge der mente at antidepressiva jo ikke ville virke når jeg ikke troede på det. Kære læge, hvis det var et spørgsmål om tro kunne du bare give mig placebo, hvis jeg så bare troede på skidtet :P :tongue Men det var også samme læge der ville lade mig tegne en tegning, som han kunne analysere og han ville også sætte mig i trancehypnose :-S

De følgende dage har jeg brugt på at skrive på min bog – det går laaangsomt 8-| – og lytte lydbog. Jeg lytter til Lars Keplers Ildvidnet, da jeg ikke kunne få nogle af de andre bøger jeg var interesseret i og min KP siger at den sidste Lars Kepler bog (Sandmanden) er vildt god. Jeg har læst Hypnotisøren og Paganini-kontrakten. Hypnotisøren synes jeg var lidt kedelig, men Paganini-kontrakten synes jeg var fantastisk spændende!

Men Ildvidnet… handler om… tada… en gruppe unge selvskadende piger :-S Jeg overvejede at droppe projektet, men … det skal da ikke stoppe mig :-D

Lørdag blev jeg gudhjælpemig vækket kl. 8:30 for at tage min medicin, og de skulle se mig tage den :-S Så jeg får lov at sove til kl. ??? … ja, ingen tjekker mig før jeg selv er ude af døren kl. 10 i hverdagene… men lørdage skal jeg stå op kl. 8:30…??? Tror nok jeg ikke skal være der i weekenden mere! 8-|

Lørdag var jeg til håndboldkamp med bostedet – vi var kun tre beboere og to fra personalet. ”Vi” tabte… Michael siger det hedder DE tabte og VI vandt… DE tabte!!! Bagefter hentede mandse mig og vi var til middag hos hans bror – god mad, mmm… og så så vi Melodi Grand Prix – what a load of …! Hvis vi vinder det internationale, så bliver jeg altså pænt meget overrasket, for den sang var da… pænt nasty! Virkelig dårlig! :-S

Søndag var mandse og jeg i Næstved :) Vi skulle lige et smut i Bilka og det blev altså Bilka i Næstved ;) Så prøvede vi lige en ny burgerkæde, som hedder Carls’ Jr. Det var i hvert fald en sød ung dame der arbejdede der – og man kunne få fucking portobello-svampe i sin burger *slurp* :thumb

Jeg blev kørt til Lyngby.

Mandag var der lægesamtale med min nye læge. Hun fjernede mit sikkerhedsnet – seponerede min p.n.-medicin. Fordi jeg ikke kan argumentere for mine synspunkter. Hvor tit sker det? Hun mente også der skulle være en kontakt omkring min tur til Brøndbyøster station, når jeg skal til Brøndbylund. Der kommer jeg forbi Valby station. Så nu har jeg skrevet under på at jeg ikke står af og hopper ud foran et tog :-D

Senere havde jeg et blackout i mindst 1 time. Jeg var ligesom sidst ude at gå en tur, og ”vågnede op” på en kirkegård. Nasty sted at vågne op, men det var ikke sådan at jeg lå ned altså… jeg gik bare rundt der og blev så klar i hovedet. Jeg vågner heller ikke brat op, men sådan i stadier, så det ikke er så skræmmende.

Men man tænker da lidt på om man har en hjernesvulst eller et eller andet? :-S

Tirsdag tog jeg til Frihedens station, til apoteket. Men jeg gik ikke ind og købe noget, da bostedet opdagede det. Jeg havde vist en aftale med min KP, som så ringede til mig, sidenhen til mandse (da jeg ikke svarede), som ringede til mig. Han bad mig tage retur til Lyngby.

Jeg tog retur til Lyngby, hvor jeg spillede Petanque sammen med de andre, så kom mandse på besøg og om aftenen hyggede jeg med den beboer jeg kender fra andre psykiatriske tilbud :-D

Onsdag tog jeg til Frihedens station, til apoteket, og købte Phenergan. Men jeg havde en aftale med en fra personalet om at forny mit buskort, så de begyndte at ringe. Jeg bad dem om ikke at kontakte mandse, men det gjorde de altså. Mandse ringede så 57 gange til mig :-S i hvad der svarede til, jeg tror han sagde 1 time eller måske halvanden :-S Jeg var taget hjem (til mandse) for at skrive afskedsbrev til… hmmm… well… Nu skal det ikke lyde som om at jeg ville gøre det, fordi jeg ikke kunne få min p.n.-medicin. Men jeg tænkte at når jeg alligevel gjorde det, at jeg så kunne prøve at hjælpe dem der ikke kan få deres p.n.-medicin. Så jeg skrev bl.a. at de nu kunne rapportere til sundhedsstyrelse et dødsfald som skyldes manglende brug af benzodiazepiner, nu sundhedsstyrelsen har så travlt med at lægerne ikke må give det pga. dødsfald i forbindelse med benzodiazepiner.

Men jeg er faktisk ret umulig at få til at tage p.n.-medicin. Den nye læge har givet mig Seroquel i stedet for de benzodiazepiner jeg plejer at få, fordi at sundhedsstyrelsen … bla bla bla. Problemet er at jeg så slet ikke vil tage p.n., for Seroquel … først tager det op til 2 timer at virke… derefter slår det mig ud i hvad der svarer til en nattesøvn. Så begynder jeg at tænke… enten har jeg det ad helvedes til, eller også sover jeg mit liv væk… så kan jeg lige så godt droppe det hele – livet!

Det skyldes at lægerne ikke kan finde den gyldne middelvej. På de psykiatriske centre – på de lukkede afdelinger – hælder de det i dig… selvom de er blevet bedre og bliver bedre hele tiden… og lige så snart man er udskrevet, så må man INTET få!!!

Den nye læge mente i øvrigt at der måtte være nogen der har valgt at se igennem fingre med at jeg tager benzodiazepiner… tjah, kunne det være nogen der kendte mig en anelse bedre end hende?

Jeg ved ikke lige hvad der skete, men mandse fik psyket mig til at stoppe projektet igen. Så jeg lagde mig og stirrede lige ud i luften :-D Pludselig skrev mig mor, og hun fandt ud af at jeg var alene hjemme hos mandse, så hun spurgte om hun måtte komme. Jeg havde også lovet mandse at være sammen med nogle mennesker – min mor eller søster. Min mor ringede til min søster, men hun kunne ikke rigtig. Så vi tog selv ud at spise på café :-D

Om aftenen var vi til generalforsamling, men gik før tid, for de begyndte at gennemgå regnskaberne… da vi var igennem regnskabet for én afdeling – hvilket tog en evighed – og det så viste sig at der var to eller tre regnskaber tilbage, såh… så kiggede mandse og jeg på hinanden og sagde … farvel!

Men vi skulle til Lyngby for at hente medicin til mig, for jeg blev hjemme hos mandse den nat :) Jeg havde det stadig skidt, så jeg ridsede mig i låret og gik i bad med tøj på … det hjalp ikke rigtig, men jeg faldt da alligevel til ro.

Torsdag kom min mor gudhjælpemig og vækkede mig kl. 8:30. En af hendes kollegaer havde sagt at det ville jeg nok blive sur over, og det var min mor meget fornærmet over, men… hun havde nok lidt ret :-D

Da jeg var vågnet op lavede vi en aftale med min søster om at mødes på café. Det var hyggeligt :) Jeg lavede en aftale med min søster om at sove hjemme hos hende.

Men jeg skulle lige ud at køre med mandse – vi var vist blandt andet i Lyngby og hente medicin m.v. Problemet var vi glemte DAT-mappen, så min svoger og jeg måtte afsted igen senere :-S Mandse var depri pga. dumme mennesker og misforståelser, så det påvirkede mig rigtig meget – stakkels mandse :(

Fredag var jeg til DAT. Min terapeut ville skrive til min nye læge angående benzodiazepiner, så jeg kunne få dem som p.n.-medicin… bare så jeg har til to gange om ugen, det skulle være rigeligt :)

Derefter var jeg hjemme hos min søster og svoger til kl. 19:30, hvor jeg blev kørt hjem til mandse. Mandse var til fest, men min mor kom og vi gik tur med vuffi og så film. Mandse nåede lige at komme hjem før jeg gik ud som et lys.

I går var vi ude at spise :-D

Da vi var i Lyngby var der også brev fra forstanderen, som var uforstående overfor at jeg havde sagt i telefonen, at de ikke kunne hjælpe mig. Det var da jeg købte Phenergan. Jeg var pænt depri der og mente at ingen kunne hjælpe mig, så det var ikke noget med at jeg ikke føler bostedet kan hjælpe mig. Men mandse ringede også og svinede en fra personalet til, fordi de to dage i træk havde ladet mig gå, når jeg havde det skidt. Men de tror at bare jeg har øjenkontakt så er alting godt. Men det er det jo desværre ikke. Så nu skal der vist arrangeres et møde ang. forventninger :-S

Og jeg får at vide at jeg skal være sød ved min mor, og ved mandse og ved… Jeg gør altså ikke de her ting for at være ond ved nogen! Jeg gør det fordi jeg har det rigtig svært, har det rigtig skidt og det er den eneste måde jeg kan handle på. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, føler ikke jeg har andre muligheder!

pharmacy