Jeg glemte at skrive, at jeg – selvfølgelig – opfordrede den overlæge der får mig til at se rødt til at læse bogen ”Når gode mennesker handler ondt” af Dorthe Birkmose. Jeg anbefalede at alle på afsnit 168 læste den. Det kan man nemlig godt sige til hende uden at hun bliver sur

Men jeg blev overflyttet til afsnit 809 og det blev jeg glad for Da jeg kommer til afsnit 809 er det fast KP nr. 2 der tager imod mig. Hun har et dokument med som jeg selv har skrevet, om hvorfor jeg gerne vil på 809 og kontrakten. Og jeg føler mig ikke særlig velkommen. Altså hun er sød nok, men jeg skal lige have at vide, at ”der skal være noget specielt” (behandlingsalliance) for at jeg kan være der. Så jeg bliver ærlig talt skide sur – det kan hun godt mærke og hun forklarer at det ikke er så slemt som jeg føler det. Overyndlingen kommer også, men jeg kan nu ikke huske hvad hun siger.

Fast KP nr. 2 skriver: ”Har en opfattelse af hun allernådigst har fået lov til at komme til 809 er realitetsorienteret i denne opfattelse.”

Jeg tror det er ved denne indlæggelse, at de fortæller mig, at fast KP nr. 1 er stoppet med at arbejde der *vræææææl* ←jeg har ikke nogen vræle-smiley. Det er i hvert fald stadig en tragedie, men jeg har fået en ny sød KP.

Jeg viser noget jeg har skrevet til lægen i F-ACT ang. mine symptomer. Og jeg bliver opfordret til at skrive mere, for jeg har kun skrevet om mine symptomer når jeg er alene, men jeg forklarer at det er andre symptomer når jeg er sammen med folk.

Allerede næste dag får jeg terrænfrihed med personale på den lange gang og går meget frem og tilbage med forskelligt personale. Bl.a. en der engang har sagt til mig: ”Hvis du stikker af, så kan jeg godt fange dig … men det gider jeg ikke!” Det griner vi altid meget af Jeg får også dobbeltdosis PN denne dag, det synes de at jeg har behov for

Lægen skriver: ”Kontaktperson som kender pt rigtig godt, mener ikke at hun vil profitere af samtale med ut på nuværende tidspunkt efter dennes erfaring, hvilket ut vælger at respektere, idet vi ikke foretager ændringer i planen.” Dagens KP er min nye faste KP, lad os for en god ordens skyld kalde ham fast KP nr. 3. Selvom fast KP nr. 1 jo er ude af min fortælling

Da jeg blev udskrevet sidste gang fik jeg en (fjerde) fast KP, men det bliver aldrig godt, så hun får ingen fast titel her i bloggen

Det er muligvis allerede her hvor jeg har en strimmel, som jeg har lov at have, det har engang stået i min samarbejdsaftale, at jeg må have den strimmel. Jeg bruger den til at have om halsen og stramme til. Faktisk laver jeg en løkke, selvom jeg ikke må Men jeg får allernådigst lov af fast KP nr. 3 til at bruge den lidt – for han kender ikke til aftalen, men han stoler lidt på mig. Men hans kollega H synes det er en virkelig dårlig idé og siger: Det er godt jeg ikke er din KP. Og jeg svarer: Ja, det er godt du ikke er min KP. Det lyder som om jeg ikke kan lide hende, men det kan jeg virkelig godt og det er kun i den situation at jeg mener det.

Den aften er der banko, men jeg kan kun være med 10 min, fordi jeg har det dårligt – men jeg når vist alligevel at vinde et stykke chokolade

Der følger en del epsioder hvor jeg stikker af med en gaffel, som jeg vil bruge til selvskade – men H er alt for hurtig og opmærksom

For at holde styr på mig, tager de bl.a. min nøglebrik, for at jeg ikke kan komme ind på min stue og lave numre

Det er vist her at de ikke vil give mig Abilify, fordi … bla bla bla. De vil hellere give mig Zyprexa, som jeg bliver mega træt af. Jeg gider ikke diskutere med dem, så jeg siger bare ja, og beslutter mig for ikke at tage skidtet. Jeg skal kun have det henover påsken, hvor vi så kan aftale at jeg får Abilify når de faste læger er tilbage.

Ved første lægesamtale med afdelingslægen beder jeg både overyndlingen og lægen om at tage deres visir af, da jeg simpelthen ikke kan holde det ud. Det hele føles bare så mærkeligt – som om de er så langt væk. Det er slet ikke behageligt, det er umenneskeligt når man har det dårligt og jeg er ikke imod restriktionerne som sådan.

Denne dag får jeg at vide, at endnu en personale (C) stopper. Hun græder da hun fortæller mig det og det er jeg sQ også lige ved.

Jeg skal have depot, og det vil jeg ikke have. Så overyndlingen medbringer førnævnte (hende der snart stopper) for at virke mere … jeg kan ikke huske hvad de kalder det, men det er for at INSISTERE på at jeg tager skidtet. Jeg bliver så frustreret at jeg tager en løkke om halsen mens de er ude for at hente grej. Hende der snart stopper plejer altid at give mig koldt brusebad med tøj på når jeg er ”ude af den” og dette er ingen undtagelse. Jeg sidder selvfølgelig også lige under bruseren, så det er bare at åbne. Det kolde vand får mig til at trække vejret meget hurtigt, men efter nogen tid går det bedre, da vandet bliver varmere.

Første gang hun gjorde det gav jeg hende også min velsignelse ved at sige, at hun havde gjort det rigtige. Jeg er faktisk ikke engang sikker på at hun var færdiguddannet dengang, men hun var og er skide dygtig

Jeg må åbenbart kun gå i haven med personale og jeg vandrer derudaf indtil dagens KP (O) siger, at nu bliver vi altså nødt til at gå ind, for han fryser. Han har ikke taget nogen jakke med, da han ikke var klar over, at jeg skulle gå en halv maraton

Der er en ny studerende, som er virkelig dygtig og hende spiller jeg bordtennis med. Det viser sig hun kender den dygtige studerende fra 168. Jeg er også i haven med hende. Hun var også tilstede da jeg blev indlagt, hvilket jeg egentlig ikke var tilfreds med i situationen

Den dag stjæler jeg endnu en gaffel og vil ikke tage PN, da det opdages. Så de kalder på overlægen, som overyndlingen også må bede om at smide visiret, da jeg jo ikke kan have det.

Jeg bliver overtalt/”motiveret” til at tage Stesolid og Zyprexa. Jeg tænker de er bindegale, så jeg lader som om jeg sluger skidtet (Zyprexa er en smeltetablet, så man skal virkelig passe på at den ikke smelter). Bagefter skal jeg lige på toilettet. Jeg spytter skidtet ud. Alt er godt. Men jeg vil sikre mig, at alt er ude så jeg kommer vand i munden og spytter ud. Det hører C (hende der snart stopper), så hun kommer ud og opdager pillerne i toilettet. Så får jeg nogle nye og denne gang slipper jeg ikke! De tager alle mine strimler fra mig, men jeg får i det mindste ball-stik massage

Denne aften har jeg O som KP og jeg griner meget af hans journalnotat:
”Psykisk tilstand
Imødekommende;Neutral stemningsleje;Mimikfattig;Vrang forestillinger
pt har haft god aften. ”

Jeg spørger ham om han synes jeg har haft en god aften med mine vrangforestillinger? Selvfølgelig kan man godt have en god aften med sine vrangforestillinger, hvis de fortæller en at man er mangemillionær, men det er næppe tilfældet for mig

Den weekend tager jeg igen en gaffel. Jeg gemmer den ovenpå et skab og de opdager den ikke da de visiterer mig. De må ud i containeren og lede igennem affald efter den. Jeg angrer og går til personalet med gaflen. De bliver skide sure, og det kan man måske godt forstå

Specielt en af de nye bliver skide sur. Hun hedder M og hun har aldrig kunnet lide mig.

Jeg deltager i et interview over Zoom til en podcast. Det er ikke blevet til noget endnu, jeg ved ikke om det bliver til noget – vi må se

Jeg bruger disse dage på at vise, at medicinen virker (selvom jeg jo ikke tager den). Det virker til at jeg får det bedre, og det hedder jo også ”Fake it till you make it” og jeg får det faktisk bedre. Men det er et hyr at lyve omkring medicinen. Det er slet ikke rart. Hele tiden at kredse om medicinrummet, så jeg kan få medicinen uden nogen der overværer det – så jeg bedre kan skynde mig ud på toilettet og spytte den ud. Det er jo (stadig) en smeltetablet, så den skal hurtigst muligt ud!!!

Sidste indlæggelse – eller forrige – tilgav jeg en personale (L) som aldrig har gjort mig noget, men hun var altid tilstede (syntes jeg) når hende jeg kaldte ”kosten” gav mig dårlige nyheder. Det og så nogle virkelig fjollede fordomme. Så vi fik en god samtale og ved denne indlæggelse prøvede de så at hun blev min KP når hun var der. Det gik forrygende godt – vi spillede bordtennis og UNO til den store guldmedalje. Virkelig god afledning

Jeg fik en ny KP (E). Han havde åbenbart læst, at man skulle tage min nøglebrik fra mig. Dette gør de hvis jeg er i ubalance – men han gjorde det fordi jeg lå og sov!!! Jeg var helt forvirret og gik ud og satte mig i spisestuen. Så blev jeg vred – rigtig vred. Jeg begyndte at vandre, op og ned af gangen. Så kom R og spurgte om alt var OK og så fik hun den største skideballe jeg kunne mønstre. Hun mente at jeg jo måtte have gjort noget, men fik prompte at vide, at ja JEG SOV!!!! Lidt efter kom E med min nøglebrik

Vi registrerede også for dagen – det havde han åbenbart fået at vide tager 2 sekunder. Så det gjorde det. Det var helt uærligt, men ja – det tog 2 sek

Denne dag har jeg skrevet noget ned til overyndlingen – jeg fortæller hende, at jeg gerne vil tale med hende og at det er alvorligt. Hun bliver helt bekymret – ja næsten bange og jeg siger, at det ikke er hende der har noget at være bange for. Jeg har skrevet at jeg ikke har taget medicinen hen over påsken og jeg ikke har tænkt mig at gøre det fremover.

Faktisk har vi lige været til lægesamtale, hvor de har sagt at jeg har fået det bedre på medicinen, så jeg måtte gennemtrumfe at komme over på Abilify.

Overyndlingen læser det jeg har skrevet og bliver slet ikke sur, men ville ønske jeg havde sagt det fra start af. Men det kan man ikke! De vil ikke lytte. De vil bare have lydige patienter. Men altså – overyndlingen og jeg kommer sammen frem til, at det er gået bedre, fordi jeg har taget en beslutning om at det SKULLE gå bedre. Så fordi jeg har ønsket at der skulle stå noget klogt på min tavle, skriver overyndlingen: ”HUSK: Din vilje kan bringe dig langt!”

Jeg spørger overyndlingen hvornår jeg kan blive udskrevet. Vi har en kontrakt hvor der står, at jeg skal være indlagt i 7 dage, men overyndlingen siger, at jeg i hvert fald skal regne med 2-3 uger endnu. Hun beder mig samtidig om at skrive ned hvad jeg synes det ideelle ambulante forløb ville være.

Jeg har glemt at skrive: Når jeg går på rygeterrassen skal jeg have PN, selvom jeg ikke har gjort noget ”forkert”

En anden dag er døren til køkkenet ikke lukket og derfra kan man komme ud i slusen, som er næsten ude af afdelingen – men der mangler lige den sidste dør Jeg tænker at jeg venter på der kommer nogen. Så kommer M (som ikke kan lide mig) med en anden patient. Hun smiler til mig, og lukker patienten ud og skal til at følge efter. Jeg går lige efter dem, men så smiler hun ikke mere. Hun spørger hvad der foregår. Hun efterlader den anden patient udenfor afdelingen og spørger igen hvad der foregår. Jeg ved ikke lige hvad jeg siger, men jeg bliver lukket ind på afsnittet igen. Hun kalder mig ellers hurtig, men i den sammenhæng er det vist ikke positivt ment

Senere er døren til skyllerummet ikke lukket og jeg går ud for at lede efter ting. Tidligere på dagen har P sagt, at der ikke er nogle skrabere i skabet, men det er der i skyllerummet. Men det er der FANDEME ikke!!! Så jeg leder efter andre ting. Finder ikke rigtig noget. Finder et glas til pickles eller sådan noget. Tager det ind på stuen og hamrer det i gulvet. Der sker ikke en skid, andet end at O kommer og spørger hvad jeg laver. Jeg siger at jeg ikke laver noget. Da han går går jeg i skyllerummet igen og finder en kop. Den får jeg smadret en lille smule, der ryger lidt skår af hanken, mikroskopiske skår. O kommer igen og får koppen og glasset. Men han har overset nogle mikroskopiske skår. Jeg ridser mig og får PN.

Jeg får psykologsamtaler. Det er godt

Jeg får tvangsmedicin. Første bruger min KP (fast KP nr. 3) nok en halv time på at overtale mig og derefter bruger overlægen en halv time på at overtale mig. Det er for meget! Hele personalegruppen kommer ind og vil give mig det med sprøjte. Fast KP nr. 2 har taget mundbind på, så jeg kan se hendes øjne modsat visiret. Det er en jeg stoler (meget) på og jeg kan se hendes øjne – jeg beslutter at tage det som tablet.

Fortsættelse følger…

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6