Kære dagbog,

Så er jeg blevet udskrevet!

Lad os lige få de sidste dage før min udskrivelse på plads, for det er ligesom der vi var nået til … Jeg fik at vide (sidste) lørdag at jeg skulle flytte til dobbeltstue (en af de enkeltstuer de har lavet om til tomandsstue pga. pladsmangel) – heldigvis var det ”Beate” fra 5.B. jeg skulle flytte sammen med, men det var stadig ikke særlig fedt for nogen af os … dog fik fast yndlingsKP nr. 1 talt os lidt op i humør, for selv altid glade Beate var noget depri … Det var faktisk KP 3/3 der kom og fortalte mig om arrangementet lørdag formiddag før jeg tog på udgang … og jeg blev ikke engang skrupfornærmet på hende eller noget

Så jeg sov altså sammen med en lesbisk kvinde natten mellem lørdag og søndag – for første gang i mit liv uden at dyrke sex med vedkommende En af mine andre medpatienter tilbød mig ellers også en ”tur” i aktivitetsrummet eller på hans stue, men jeg sagde pænt nej tak, da jeg ligesom er gift og elsker mandse

Nåh anyways … (Sidste) Søndag kom mandse og hentede mig tidligt. Jeg havde brug for at køre en tur. Vi endte med at køre til Helsingør og tage turen hjem langs Strandvejen. Jeg havde det stadig dårligt da vi var ved at være hjemme og måtte indrømme at planen var at ridse mig som minimum hvis jeg kom hjem. Så jeg blev kørt tilbage på afsnittet. Det endte da også med at jeg prøvede at strangulere mig selv og fik fast vagt … mest for at observere mig, fordi de var bange for at noget i min hals ville svulme op … og her kan vi så lige få et indblik i overyndlingens syge humor …

Fast yndlingsKP nr. 1 kommer og siger at de er ved at overtale lægerne til at jeg ikke skal på ”field trip”. Lægerne på PCH er ikke bekymret for mig, men det er øre-, næse-, halslægerne tilsyneladende.

Pludselig kommer overyndlingen og siger jeg skal til Holbæk, for der er ikke plads på Riget … og jeg kigger bare på hende og siger: ”Du lyyyver!”, kigger på fast yndlingsKP nr. 1 og siger: ”Hun lyver, gør hun ikke?” og fast yndlingsKP nr. 1 siger meget alvorligt at det tror hun ikke, så jeg er bare ”fÅÅÅrk nej!” Holbæk!!! Så bryder overyndlingen vist sammen af grin og det passer naturligvis ikke, tsk! Fast yndlingsKP nr. 1 vidste også godt at det var løgn, men hun var meget overbevisende …

Men jeg får altså fast vagt og Beate fra 5.B. ryger ud på egen stue igen. Der er totalt kaos – en meget syg patient ryger på åbent afsnit og andre meget syge patienter bliver rykket sammen på tomandsstuer… det er stygt som der er pladsmangel i psykiatrien og imponerende så flot de alligevel – for det meste – får det til at glide.

Inden alt dette drama har jeg vist også semi-fast vagt. Jeg sidder og tegner mandalaer med fast yndlingsKP nr. 1. Men så ”kommer jeg til” at tegne hende på hånden og skubbe til bordet så hun tegner uden for stregerne – hun tager hævn… piv! … noget med at hendes arbejde har givet hende gode reflekser Men jeg får alligevel skovlen under hende i et ”Test reflekserne – KLASK!”-spil Den yndling der fandt mig på gulvet da jeg havde slugt for mange piller hjælper mig ellers med at tegne på fast yndlings KP nr. 1, men så kommer jeg i kampens hede til at tegne på hende og så viser hun mig det meget fortørnet – så kan jeg ikke modstå at tegne lidt mere på hende … og så bliver hun sQ aggressiv og tegner mig i hovedet Da jeg så klynker til overyndlingen får hun det til at lyde som om jeg er helt ude i hampen og er dybt psykotisk og ikke kan styre mig og har tegnet mig selv i hovedet og hvad har vi ikke … at jeg ikke kunne få lov at sidde og tegne når jeg ikke kunne styre mig!

Jeg ved ikke hvad dag det var, men der var en dag jeg muligvis også havde semi-fast vagt, men så igen… det har jeg jo også haft siden… siden jeg blev indlagt Fast yndlingsKP nr. 1 skal et eller andet og beder mig holde øje med hendes the. Hvorfor ved jeg ikke. Nok mere en måde at sige på at hun altså lige gik kortvarigt. Men det hører en anden fra personalet. Hende jeg kender fra 801 hvor hun var studerende og nu er hun vist en lidt højere stilling mellem 809 og 811… anyways, så skal der saboteres!!! … en tredje kommer til og vi får alle tre hældt både omkring 10 breve salt og mindst 15 sødetabletter i fast yndlingsKP nr. 1′s the. Det er lige ved at blive opdaget, da jeg står og smider saltbrevene ud da hun kommer tilbage og jeg har jo absolut ingen hemmeligheder (intet privatliv) … men hun undrer sig ikke over mit foretagende… og alligevel så tror jeg hun ved noget, for indtil flere gange tager hun theen op til munden og så drikker hun ikke noget… som for at teste os, drille os. Jeg tænker flere gange at jeg vil spolere joken, for jeg er bare ved at trille om af grin, men jeg formår alligevel at holde masken. Endelig tager hun en tår!!! Og der ser man hvor kontrolleret hun er, for hun siger stort set bare ”ad!” eller tilsvarende og det er så den joke. Det har smagt helt forfærdeligt dårligt, men hun kunne vist kun smage salt. Men vi morede os meget mens vi lavede det og forventningens glæde og alt det der…!

Men jeg kan altså ikke huske hvad der skete mandag andet end at jeg opførte mig ordentligt så jeg kunne blive udskrevet tirsdag. Fast yndlings KP nr. 1 sagde nemlig søndag at jeg nok skulle prøve at styre mig lidt hvis jeg ville udskrives og jeg mente at overlægen ville udskrive mig lige meget hvad jeg lavede… jeg var da egentlig lidt forundret over at jeg ikke blev udskrevet som planlagt tirsdagen tidligere fordi jeg havde slugt piller – jeg tænkte egentlig ikke at det ville gøre nogen forskel.

Men mandag sagde jeg farvel til fast yndlingsKP nr. 2 – så meget husker jeg da!

Tirsdag blev jeg udskrevet til Kirsten Marie hjemmet og jeg fik hygget mig rigtig meget med den beboer jeg kender fra 801 og fra PCB rehabilitering. Så var mandse på besøg!!! Om aftenen var der tøsehygge og vi legede Gæt og grimasser. Én fra personalet smed sQ tøjet og jeg tænkte bare: ”Hvad er det her for et sted?!?” Så går man altså op i Gæt og grimasser!!!

Jeg fik min medicin kl. 21 for sådan gør man det altså på Kirsten Marie Hjemmet. Men jeg spurgte om jeg ikke måtte vente med Seroquel’en til kl. 22, for ellers synes jeg jeg ville falde for tidligt i søvn. Det fik jeg lov til. Jeg fik lov at vente, jeg fik pillen med mig i et bæger.

Jeg har nogle fremmede tanker der ikke altid vil mig det bedste (ja, det lyder nok som stemmer uden lyd på! ) … og de foreslog mig da også at lade være med at tage pillen. Både for at holde mig vågen, så jeg kunne gøre uhensigtsmæssige ting, men også for at spare op. Men Raske Sussi vandt og jeg tog pillen!!! Men så tabte hun lidt da Syge Sussi ville ud at gå aftentur… jeg bor lige op til togskinnerne… og til en fristende bro jeg nok bare ville slå mig frygteligt hvis jeg hoppede ud fra Men jeg stopper altid op på den bro og kigger ud, falder i staver… Jeg gik ned til stationen. Gik over til et hegn hvor jeg kunne kigge ud på skinnerne. Gik frem og tilbage. Hvad skal jeg gøre? Ringe til nogen? 809? Skadestuen? Den i Hvidovre eller den i Ballerup (hvor jeg hører til nu)? Livslinien? Nej, jeg kan ikke… Heldigvis begyndte medicinen at virke og jeg blev træt… gik tilbage. Da jeg kom tilbage ringede nattevagten til mig. Hun havde set mig, da hun havde været ude med affald. Var jeg OK? Ville jeg tale med hende? Det ville jeg ikke. Godnat.

Jeg faldt hurtigt i søvn. Tak til Seroquel

Næste morgen kom fast yndlingsKP nr. 1 for at tale med personalet. For at fortælle om mig Hun var ikke særlig begejstret for at høre om at jeg havde fået medicinen med i et bæger, men havde ikke ville løfte sin pegefinger. De havde så (heldigvis) spurgt om jeg kunne finde på at spare medicin op og hun havde så kunne svare ja. De havde været imponeret over at jeg bare var sprunget ind i Gæt og grimasser fra day one og hun havde sagt at sådan var jeg på mine gode dage … hmmm, der er jeg nu egentlig ikke enig. Men jeg følte mig bare tryg ved at jeg kendte en af de andre beboere Hun havde gudhjælpemig også fortalt dem at jeg kalder hende isdronningen… jeg ved ikke lige hvad det skulle gøre godt for? Jeg har i øvrigt kun gjort det en enkelt eller to gange, for i virkeligheden er det nok det der er så morsomt ved det… at det bare er langt fra hvad hun er

De havde også spurgt om én KP var nok og det havde hun sagt nej til, så nu har jeg en ekstra KP. To fra personalet ude fra 809 har begge påstået at bostedet har indkaldt ekstra personale i forbindelse med min indflytning – hold da op!

Så sagde jeg farvel til fast yndlingsKP nr. 1 og nu er det så slut med mig og 809 Helt og aldeles slut! Hvis jeg får det dårlig og skal indlægges igen bliver det på Ballerup! Eventuelt 3212 hvor jeg engang er stukket af fra Hvor de ikke var særlig søde ved mig – fast yndlingsKP nr. 1 mener at det kan være godt på den måde at det vil holde mig fra at blive indlagt, kæmpe ekstra for at holde mig fra indlæggelse, holde kontrollen/fokus.

Resten af dagen havde jeg det sygt dårligt, men heldigvis havde jeg fået kardex kopieret af fast yndlingsKP nr. 1 så jeg havde det som afledning. Jeg lå hele dagen i sengen – under kugledynen som jeg har lånt at PCH!!! – og læste kardex… det var lidt risky business, for havde der været noget der havde gjort mig rasende, er det ikke til at sige, hvad jeg kunne finde på. Heldigvis så jeg det fra den humoristiske side denne dag – der står bl.a. i kardex at en patient har spurgt mig hvad kardex er, og at jeg så har svaret, at det er der hvor personalet skriver deres løgnehistorier Det var jo også derfor jeg fyrede en løgnehistorie af den dag jeg var ved at ryge i bælte, for der kommer alligevel til at stå at jeg er truende og så kan jeg da ligeså godt selv være med til at finde på …

Jeg fik senere besøg af Michael hvor vi havde det vildt sjovt, men samtidig havde jeg det også vildt dårligt… jeg kunne skrige af grin med Michael, men indeni var der en knude der gjorde ondt… eller nå’ed Da Michael var gået gik jeg op og fik PN – det var ikke det nemmeste i verden … men det lykkedes da efter mange spørgsmål. Men det endte alligevel med at jeg skar mig

Torsdag fik jeg lidt stress fordi altmuligmanden skulle sætte nogle ting op for mig, og jeg skulle også afsted til mit DAT-forløb. Til DAT lavede vi en ny liste med ”hold-ud” færdigheder, bl.a. som en af de sidste muligheder at gå i bad med tøj på. Det var jo noget KP 3/3 endte med at spørge mig hvorfor jeg gjorde, hvad godt det gjorde mig? Og vi blev enige om at det var fordi at tøjet blev tungt – ligesom at ligge under kugledynen f.eks… men også at vand er beroligende. De fleste har jo ikke tænkt andet end at jeg gjorde det i provokation, fordi det som regel altid var beskrevet sådan. Men hold-ud-færdighederne består også i at lave selvskade (som trods alt er bedre end at tage en overdosis piller eller at hoppe ud foran et tog) og her er alternativerne til selvskade at bruge elastikker rundt om håndleddene og så hive ud i dem. Det nye er at indtage noget citron eller chili, så jeg skal altså til at være den nye Chili Klavs eller hvad fuck han nu hedder

Vi talte også om det med at jeg kan have det så sjovt at jeg er ved at trille om af grin og samtidig have det vildt dårligt indeni og hun talte om at køre i to spor og at det var rigtig svært at komme bort fra, hvis man har gjort det længe… hvilket jeg har.

Fredag var det min fødselsdag – hurraaa! Så kom min mandse, mor, søster, svoger og tilmed min bror og svigerinde helt ovre fra Fyns land af – for at fejre mig, yay! Vi havde det rigtig sjovt og hyggede os gevaldigt Svigerinde synes også at fast yndlingsKP nr. 1′s to (tre) bud er nogle svære nogle, så vi må ha’ lavet nogle plancher til hende også Det startede med et enkelt bud: Tænk dig om! Men da vi lavede planchen (jeg skrev og hun klippede blomster ud ) mente hun at der skulle tilføjes: Bed om hjælp! Og så har jeg jo en tredje som jeg lavede mens jeg gik og ventede på at komme i rehabilitering igen: Jeg må gerne bede om hjælp!

Svææææært!

Min Bostøtte kom og sagde farvel fredag og havde lilla tulipaner med. Jeg fik en lilla orkidé fra bostedet, jeg fik en lilla … OK jeg kan godt li’ lilla

Min søster havde malet et maleri af mig i bedste Andy Warhol-stil – det var virkelig flot

Fredag til lørdag sov mandse hos mig og lørdag tog vi hjem til os, hjem til mandse Søndag tog jeg tilbage til mit nye hjem i Lyngby… jeg kom sent, men fik det hurtig skidt… gik en tur med uhensigtsmæssigt formål, ned til skinnerne, op på perronen, hvordan kommer jeg til Valby? Er det nødvendigt at tage til Valby? Skulle man tage på det døgnåbne apotek inde ved hovedbanegården eller i Glostrup? Har Matas på Hovedbanegården åbent? Bus 200S kører om 1 minut, jeg savner mandse… skulle man stige på og tage hjem…?

Så sendte mandse en SMS: Hvad laver du? Jeg fortalte ham at jeg var lige ved at tage hjem fordi jeg savnede ham. Han ringer. Jeg svarer ikke. Han sender en SMS og beder mig ringe. Jeg ringer. De er i panik på Kirsten Marie hjemmet og har efterlyst mig hos politiet (de har også ringet til mig nogle gange hvor jeg ikke har svaret) Okay … jeg skal tage tilbage. Det er lidt svært for mig at forstå. Men til sidst tager jeg tilbage. Tilbage på Kirsten Marie hjemmet får jeg et knus, en kop the og NADA-akupunktur … hmmm … ?!? Jeg kunne ikke mærke nogen forskel, men jeg gentog succesen dagen efter til deres NADA-café og det endda med flere nåle. Jeg sad og bad mig selv for høwlede da at tro på det, så det kunne virke!!! Jeg har tænkt mig at fortsætte…

Udover NADA er der ikke sket det store i dag. Jeg har fået ordnet køleskabet og mandse kom og frelste mig fra klister på nogle IKEA-flasker og min computer, hjalp mig med den nye tandbørste jeg fik af min mor i fødselsdagsgave og så kom han med mit medicin-grej (doseringsæsker og selve medicinen). Så kørte vi en tur til Ballerup – vi ville ha’ været i Behindsword (Bagsværd), men kørte forkert Jeg fik handlet en ny citron og noget husholdningsfilm – jeg har allerede prøvet at ”skade” mig selv med citron og chili og det hjalp heller ikke Jeg prøver også elastikkerne næste gang, hvis de altså passer om håndleddet.

Min nye KP siger hele tiden at jeg bare skal sige hvis der er noget, bare brokke mig osv. Jeg tænker at fast yndlingsKP nr. 1 har sagt noget om at jeg er et orn’ligt brokkehoved Men jeg kan jo ikke sige noget… ikke endnu … altså hverken brok eller hvordan jeg har det… Men hun har også bedt mig skrive det ned, så det skulle jeg måske overveje.

Nåh, så er jeg vist en anelse bagud igen. Jeg har ikke fået noteret hvad der er sket, såh… det må blive hvad det kan blive til. Datoer er måske helt og aldeles upræcise…

Nu skal jeg altså udskrives på tirsdag. Det var meningen jeg skulle ha’ været udskrevet i tirsdags, men mandag tog jeg 74 tabletter Phenergan og slugte med 2 Sommersby og så synes de altså tilsyneladende lige at de ville vente lidt

Lørdag den 8/2 tog jeg også en overdosis benzoer – en lille overdosis, men nok til at jeg skulle på Store Hvidovre (Hvidovre Hospital) og drikke aktivt kul. Overyndlingen omdøbte mig til Stive Lis den dag, for jeg opførte mig som om jeg havde drukket en flaske sprut og fast yndlingsKP nr. 1 glædede sig gevaldigt til at fortælle mig om alle de fjollede ting jeg havde lavet, men dem kunne jeg altså saaaaagtens huske … jeg husker ikke så meget Men det havde vist været ret underholdende. Bl.a. bad jeg alle om p.n.-medicin (fordi jeg jo havde taget en meget lille dosis og ville sikre mig at den blev lidt større)… og var da lige ved at få det af en læge, indtil hun fandt ud af, at det var (flere) benzoer jeg ville have Da de var for længe om at ”betjene” os på Store Hvidovre råbte jeg ”kuk kuk” og fik at vide af overyndlingen og fast yndlingsKP nr. 1 at ham ved siden af altså var ret syg, så jeg skulle være stille. Jeg sagde ”OK” og ti sekunder efter råbte jeg så ”kuk kuk!”. Så skulle jeg lige rode lidt med et tæppe som lå klemt ind under sengehesten og pludselig faldt den fra hinanden og så sagde det ellers ”BRAG!” Det var vist der overyndlingen og fast yndlingsKP nr. 1 var ved at tisse i bukserne af grin.

Men mandses teori holdt stik. Overyndlingen er i stand til at lægge mig i bælte uden at jeg gør modstand. Men hun sagde også at hun ville kalde på mere personale hvis jeg gjorde modstand, såh… Hun sagde at hun synes det var en god idé at jeg kom i bælte… fordi jeg var lidt… ”Spænding Henning”… og jeg kunne vælge at holde fast yndlingsKP nr. 1 i hånden mens overyndlingen spændte mig fast, eller jeg kunne vælge at hun fik fat i noget mere personale og så ville de spænde mig fast … Hun har efterfølgende sagt at jeg blev helt afslappet da jeg kom i bælte – i hendes terminologi fik jeg det bedre af at komme i bælte.

Men jeg blev da sluppet løs da jeg skulle tilbage til afdelingen. Der kom endnu en personale som alligevel var på somatisk og … ja så blev jeg meget psykotisk og … det virkede bestemt som om … at de var møg kriminelle og stjal voksenbleer og andre ting fra hospitalet med hjem til deres egen afdeling!!! Men det skete altså ikke Jeg var bare virkelig psykotisk

På vej hjem i taxaen sagde jeg til taxachaufføren at vi skulle til Johnny’s Bodega, men det var de andre ikke enige i – røvsyge SSA’er Men taxachaufføren sagde at han havde en kasse bajere i bagagerummet … og så var jeg lige ved at kravle om bagi

Der er sikkert sket andre syge ting, men dem husker jeg heldigvis heller ikke

Men jeg har jo så haft fast vagt og jeg havde en dejlig tryg fast vagt… den yndling som fandt mig på gulvet dengang jeg slugte for mange piller… jeg var lige ved at falde i søvn, men så blev der ballade på en anden afdeling og hun måtte løbe… det fortryder hun at hun gjorde, for jeg panikkede, endevendte min stue, løb ud på gangen og skabte mig … og røg i bælte Fik endnu engang mulighed for at gøre en trisse opmærksom på at jeg altså var et menneske der besad håb og drømme og hvad har vi ikke …

… a’la …

”Har en jøde ikke øjne? Har en jøde ikke hænder, organer, skikkelse, sanser, lidenskaber? Næres han ikke af samme føde, såres han ikke af samme våben, er han ikke udsat for de samme sygdomme, helbredes han ikke for de samme sygdomme, varmes og køles han ikke af samme sommer og vinter som en kristen? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Hvis I kilder os, ler vi da ikke? Hvis I forgifter os, dør vi da ikke?
- Og når I gør os fortræd, skal vi da ikke hævne os? Er vi jeres lige i alt andet, vil vi også ligne jer i det.
- Når en jøde gør en kristen fortræd, hvilken ydmyghed viser han så? – Hævn.
- Når en kristen gør en jøde fortræd, hvad skal så hans tålmodighed være efter de kristnes eksempel? Hævn naturligvis!
- Den nederdrægtighed som I har lært mig, vil jeg udøve, og det skulle stå sløjt til, om jeg ikke overgår mine læremestre!”

Altså… jeg nævnte ikke lige noget om hævn og deslige Jeg gjorde bare opmærksom på AT JEG VAR OG ER ET MENNESKE PRÆCIS SOM HUN SELV!!!

Jeg er ikke lige typen der har specielt godt af at komme i bælte vil jeg selv sige – i hvert fald ikke når jeg er omgivet af folk jeg ikke kender… for så ender jeg bl.a. med at gøre hvad som helst for at selvdestruere … f.eks. begyndte jeg at stoppe munden med skumgummi fra madrassen og se om jeg kunne kløjes i det…

… Så da overyndlingen møder på arbejde bliver hun noget mellemfornøjet og gør mig opmærksom på hvor uværdigt hun synes hele scenariet er og det skal der gøres noget ved NU!!! BASTA! Vi må lave nogle aftaler. Jeg skal over på en ny madras. Og vi får lavet en aftale om at jeg opfører mig ordentligt imens. Jeg får endda lov til at komme ud at tisse – wooo! Det er så anden gang jeg får lov at komme på et rigtigt mennesketoilet Første gang er da jeg laver aftaler med en skide pædagog om at hvis jeg sluger Rivotril-dråberne frivilligt og får det godt i løbet af en halv times tid, så får jeg lov at komme på toilettet De har ellers lige tilkaldt lægen som skal til når man skal tvangsmedicinere, men jeg fortæller ham at det er altså bare sådan noget sådan nogle skide pædagoger kan og at de burde ansætte nogle flere af dem

Det er så mens hun er på min hitliste. En time senere er hun på shitlisten, fordi hun konfiskerer min mobiltelefon, da jeg har lagt et billede af migselv op på Facebook, hvor jeg lægger i bælte. Dette sker på en afdeling der ellers har en overlæge der synes det er fint at patienter der ikke kan tage vare på sig selv, udleverer sig selv på nationalt TV mens de er bragende psykotiske.

Men man må ikke overtræde det ellevte bud!!!

Det er også den skide pædagog der er dag lægger sig oven på mig, fordi jeg har det dårligt – for det hjælper! Kugle- og kædedyner er ikke tunge nok. Men da hendes kollega kommer ind, tror han at jeg er gået amok og er ved at kaste sig over mig og trykke alarm Som om Sidenhen har andre også lagt sig oven på mig og fået ondt alle videre vegne fordi kuglerne gør ondt at ligge på. Andre har sagt at de alligevel var pænt glad for at der lå en kugledyne imellem os

Men overyndlingen har fået lagt mig over på en ny madras – tjek! Det viser sig at sengen er vendt forkert og jeg ligger modsat af hvad man skal. Jeg skal vendes igen … men så sker der noget, jeg husker ikke hvad, men de stoler ikke på mig. Jeg kan komme til dem når jeg kan lave en troværdig aftale. Det er i min terminologi som om jeg skal tigge, så det bliver ikke til noget Først mange timer senere kommer de til mig og siger at nu må det altså være nok! Jeg bliver vendt og aktivitetsvognen kommer ind og mig og yndlingsKP nr. 1 ser ”En verden udenfor”. Til at starte med ligger vi sammen i min lille hospitalsseng, for værelserne er jo så små og der er ikke plads til hende, så hun kravler bare op i min seng Men så går overyndlingen hjem og det hele bliver en lille smule mere normalt

Brudstykker fra weekenden: Da jeg har taget pillerne sidder de jo nærmest på mig, men jeg får alligevel præsteret at smadre en tallerken jeg har gemt i madrassen og da skårene skal fejes op kommer den sjove sygeplejerske ind med bemærkningen: Her kommer kosten!

Jeg bliver tilsyneladende også rigtig ked af det, da fast yndlingsKP nr. 1 vimser rundt på knæ omkring mine fødder og jeg får bevæget mine fødder lidt for hurtigt. Hun siger et eller andet der gør mig ked af at hun tror at jeg ville sparke ud efter hende eller gøre hende fortræd på nogen måde. Men det tror hun heldigvis heller ikke – sagde overyndlingen i hvert fald (det er hendes genfortælling)

Næste forsøg var at ridse mig med nogle barberblade jeg havde gemt i nogle papertowels. Men de opdagede det og tog dem fra mig. Jeg blev åbenbart usikker på at de vidste hvad de havde gang i, så jeg gjorde dem opmærksom på, at de altså skulle passe på med de towels, for der var skarpe genstande gemt i dem.

Mens jeg ligger i bæltet slås jeg med personalet og med dynen. Jeg vil lægge dynen ordentligt oven på mine fødder, så jeg prøver at sparke den på plads, men KP 3/3 kommer i vejen og jeg får sparket til hende Jeg siger selvfølgelig ikke noget til hende der, men jeg bliver simpelthen nødt til at tage fat i hende nogle dage senere og sikre mig at hun ikke troede jeg sparkede ud efter hende. Det troede hun heldigvis heller ikke og hun gjorde mig også opmærksom på at det ikke havde gjort særligt ondt.

Så sker der en helt masse kedeligt – en hel og aldeles kedelig uge må det være, for jeg kan i hvert fald ikke huske hvad der er sket og … den 15/2 er min søster, svoger, niece, mor og mandse hjemme og se min nye lejlighed. Min søster, svoger og niece har fine pyntelys og pyntearrangement med i lilla til mig Og min Muddi giver en tur på restaurant – vi får darjlig darjlig wok-mad *slurp!*

Jeg husker ikke hvornår det er, men der er også en nat hvor jeg får smadret en pære og de så rykker mig over på en anden stue midt om natten. På den nye stue laver jeg godt nok så samme nummer Men dagen efter sker der i hvert fald en masse hurlumhej og jeg ender med at have en ny stue at lave numre på, fordi de glemmer at låse den af

Mandag den 17/2 skal jeg så hjem til mit nye hjem i Kgs. Lyngby Jeg skal mødes med en altmuligmand som skal sætte nogle ting op for mig, bl.a. lys, da jeg skal overnatte fra mandag til tirsdag og så tilbage til 809 og udskrives tirsdag. Jeg bliver kørt af den chauffør der er tilknyttet centret, da jeg har en dårlig morgen. Jeg kommer så i ret god tid og beslutter at tage på apoteket og købe Phenergan. Da jeg kommer tilbage venter jeg. Jeg har en aftale med altmuligmanden ved middagstid, men kl. 12:15 har jeg altså fået nok. Jeg går ned og spørger efter ham. Døren til caféen er lukket og jeg tror det er personalet det sidder dernede og spiser frokost. Det virker ikke særlig ”velkommen til”-agtigt. Jeg bliver ked af det. Jeg går. Jeg forlader stedet. JEG TRÆDER OGSÅ I EN FUCKING HUNDELORT!!! DAMMIT!!! Jeg ringer til 809. YndlingsKP nr. 1 tager den – hun siger mit navn og ved altså det er mig der ringer, selvom jeg ikke siger noget. Derefter ringer yndlingsKP nr. 2. Jeg spørger hende tilsyneladende hvor mange phenergan der skal til før man dør af det (men det vil hun tilsyneladende ikke indrømme). Jeg lyder som om jeg har taget dem, for jeg tænker at så vil hun måske sige at jeg skal gå på skadestuen og altså røbe at det er alvorligt, at jeg har fat i noget af det rigtige. Jeg siger tak for hjælpen (ikke spydigt, så et eller andet har hun vel sagt) og at hun skal sige til Michael at jeg elsker ham.

Så farer jeg lidt vild. Finder stationen. Tager til Hvidovre station. Køber Sommersby i Rema 1000. En øloplukker i en 10 kr. biks. Hvorfor fuck husker jeg altid den øloplukker lige meget hvor fucked up jeg er?!? Jeg går til Hvidovre Hospital. Tanken er at tage medicinen på deres toilet fordi det vel har døgnåbent og så er der større chance for at der er en der er vant til at arbejde med døde mennesker, som der finder mig…? Men så ved jeg ikke lige hvad der sker. Jeg panikker vel sagtens. Altså jeg tager 50 phenergan og en Sommerby på tom mave og jeg er bare ved at brække mig. Jeg kan ikke tage flere. Der er ellers det dobbelte tilbage. Så går jeg videre. Til McDonalds/ Netto/ kollegiet-krydset. Jeg skriver til mandse at nu kan vi begge få fred. Han skriver at jeg skal huske hvad den politimand engang sagde til mig, at de aldrig havde fået fred. At mandse aldrig ville få fred. Så græder jeg og forbander situationen. Jeg ringer til mandse og fortæller ham hvor jeg er og mandse siger han vi være der i løbet af 5 minutter. Pludselig står D’s yndling og spørger hvordan jeg har det eller lignende. Jeg fortæller ham at mandse er på vej til at hente mig. Efter lidt tid går han. Så spiser jeg endnu et bræt piller og sluger dem med en Sommersby. Jeg taber én af pillerne, så det bliver til 74 Phenergan.

Mandse kommer. Jeg stiger ind i bilen. Han spørger mig blandt andet om jeg har drukket, for det kan han godt lugte

Vi informerer om situationen på skadestuen og jeg mener vi bliver sendt på AMA. Der skal jeg drikke to flasker aktivt kul. Jeg husker at jeg drikker den ene flaske bravt. Så får jeg æblejuice. Så begynder jeg at blive meget omtåget og takker bl.a. pænt nej tak til mere aktivt kul, men den går tilsyneladende ikke Min mor er der vist, men kan ikke lige klare det, så hun går. Så kommer KP 3/3 og mandse går. KP 3/3 har dobbeltvagt så hun har æren af mig i næsten 16 timer Men jeg sover mest – og ørler en del … ud over det hele

Om morgenen kom der ny vagt og vi brugte bl.a. tiden på at tjekke de ti bud. Det var før jeg vidste der var et ellevte bud. Vi endte med at måtte tjekke dem på konfirmandsiden, så de var til at forstå for simple lægmænd som os

Vi tager en taxa tilbage til 809 omkring middagstid. Om aftenen har jeg det dårligt og jeg smadrer igen en tallerken som åbenbart er personalets … jeg får surt og nærmest aggressivt at vide af D’s yndling hvorfor jeg altid skal ødelægge personalets ting. Igen al den fucking fokus på materielle ting når man har det fucking dårligt, så jeg tænder af… vælter et flag, løber afsted med en vasketøjskurv, men han spænder fandeme ben for mig, så jeg vælter så lang jeg er. De vælter mig ned på maven og jeg kan dårlig trække vejret af arrigskab og forkølelse… senere, da der er kommet mere personale til, fører de mig ind på stuen. Lægen kommer og spørger mig hvad der er sket. Jeg tænker at jeg selv lige så godt kan give hende min fantasifulde beretning, for det ender den jo alligevel med at blive i journalen – det plejer da at ende sådan. Så jeg siger jeg har truet dem med en kniv, slået og sparket ud efter dem og bla bla bla… og at jeg elsker at ødelægge personalets ting. Lægen spørger personalet om jeg skal i bælte, men der siger den ene absolut nej.

Senere lader jeg min vagt læse min artikel og jeg kan høre på hende, at der er foregået noget hun ikke helt kan stå inde for … og jeg ved hun er den eneste på den afdeling jeg med 110% sikkerhed ved vil gøre opmærksom på dette.

Det værste der er sket i denne sidste tid er at mit interview så ikke blev til noget alligevel, fordi jeg jo lå på Store Hvidovre, da jeg skulle interviewe :-/ Øøøv

»Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.
Du må ikke have andre guder end mig.
Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
Du må ikke begå drab.
Du må ikke bryde et ægteskab.
Du må ikke stjæle.
Du må ikke vidne falsk mod din næste.
Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.
Vigtigst af alle bud, nemlig det ellevte bud, er at du fucking ikke må blamere dig – fat det så!!! Så kommer jeg sgu efter dig! Og konfiskerer din fucking mobilos – såh du fucked – muhahaha! Jeg er i sandhed en lidenskabelig Gud. Og jeg gør det for dit eget bedste, at du ved det. Du virker så forpint – skal du ikke i bælte, skatter?«

Nåh men, de vil jo ikke give mig nogen dato for hvornår jeg skal udskrives, fordi jeg ikke kan håndtere datoer … men det ved min terapeut ikke, så hun fortalte mig lige at de kalkulerer med den 20/2. Det nævnte jeg så for overyndlingen, som mente at det var for tidligt, men selvfølgelig, hvis jeg var klar, så var det jo bare super

Jeg tror jeg er klar til den 20/2 … det skal jeg sQ da være altså!!! Det bliver vist lavet så jeg har den nye lejlighed fra den 15/2.

I weekenden (sidste weekend) blev jeg jo lovet guld og grønne skove af yndlingsKP nr. 1 og overyndlingen ang. sidste fase af min indlæggelse – at der var god tid, at det ville blive en glidende overgang hvor jeg lærte den nye KP at kende (eller fik set hende nogle gange i hvert fald) osv. Men mandag møder yndlingsKP nr. 2 ind og hun vil da også gerne love mig dette, men det kan hun ikke rigtig, for det er jo lægens beslutning Men det fik mig da til at nosse mig sammen og skrive et klynkeoplæg til lægesamtalen som yndlingsKP nr. 1 havde opfordret mig til. Lægesamtalen blev så først dagen efter (tirsdag).

Mandag kom D også og besøgte mig og det var super hyggeligt, så tak for det D

Nåh ja, fast yndlingsKP nr. 2 var syg om tirsdagen og der skulle jeg jo til lægesamtale. De fik det til at lyde som om, at så havde de simpelthen hevet overyndlingen ind, for at jeg kunne føle mig tryg til lægesamtalen

Jeg var også til DAT (dialektisk adfærdsterapi). Der gjorde jeg min terapeut opmærksom på mine bekymringer ang. udskrivelse til en kaotisk flytning og jeg fortalte om forvirringen det gav når mine to KP’er (ja jeg har tilsyneladende alligevel kun to KP’er ) sagde to forskellige ting Det ville hun altså lige tale med afdelingssygeplejersken om, for det var ikke særlig smart – og så måtte jeg jo sige ”… at de altså alle sammen er så søde!!!” så jeg var jo ikke meget for at hun skulle tale med dem om det! Så hun noterede også at jeg havde sagt at de var smadder søde

Resten af dagen brugte jeg på at skrive min artikel færdig til Outsiderens særnummer om tvang i psykiatrien – og jeg var i Oasen med mandse. Mandse læste min artikel. Jeg var ikke tilfreds med slutningen – der manglede ligesom en ordentlig slutning, en afrundning. Men mandse synes den var udmærket. Den yndling der fandt mig på gulvet da jeg havde slugt for mange piller læste artiklen senere på aftenen og hun synes den var rigtig god og synes ikke der manglede noget. Jeg spurgte hende om hvordan hun synes jeg beskrev hendes arbejdsplads og hun synes næsten jeg var for sød Jeg sagde at jeg ville påstå at de havde betalt mig for at skrive pænt om dem Jeg tror man kan lære lige så meget af en positiv historie, og det var hun meget enig i, for hun mente at man bare lukker ned hvis det udelukkende er kritik. Hun fortalte også at når hun fortalte folk hun arbejdede i psykiatrien, at folk så kun havde to spørgsmål: Er du så med til at bæltefiksere patienterne? Går du med overfaldsalarm? Altså… hun laver ikke andet end at udøve tvang og patienterne er super farlige… så mange bæltefikseringer er der så heller ikke og hun er ikke blevet slået på i de 2,3,4 år hun har arbejdet i psykiatrien (jeg kan ikke huske hvor længe hun sagde det var ) …

Onsdag læste overyndlingen så artiklen og hun var enig med mig i at der manglede en slutning. Hun foreslog mig at lave en perspektivering, så det brugte jeg så onsdagen på. Den blev så godkendt i en sådan grad, at hun vist har fortalt alle hendes arbejdskollegaer om min artikel. Lidt problematisk for hun fortalte det til fast yndlingsKP nr. 1 i forgårs (mandag) og da jeg ikke selv havde fortalt hende det blev hun skrupfornærmet over at ”det skulle hun åbenbart ikke involveres i, fnyf!” Så yndlingsKP nr. 1 læste artiklen mandag og yndlingsKP nr. 2 læste den tirsdag (i går) – yndlingsKP nr. 2′s plan for mig nu er at jeg skal være journalist

Fredag talte jeg med en socialrådgiver som åbenbart er fra akutteamet så vidt jeg har forstået. For det første kunne jeg ikke forstå hvad han sagde, for det andet sad han hele tiden og kiggede på sit ur og for det tredje formodede han at min mand var på kontanthjælp og blev helt overrasket, da jeg sagde at han arbejdede (fordomsfuld). Men jeg blev altså ikke klogere på økonomien når jeg ikke kunne forstå ham, og jeg blev ked af det… hvilket resulterede i at jeg barrikaderede mig på min stue og lavede selvskade. Min dagens KP fik mast døren så meget op som det nu var muligt, da jeg havde stillet et bord i forlængelse med sengen og sagde så til en sygeplejerske at en anden fra personalet havde fået klemt sig ind sidst jeg havde lavet samme nummer. Jeg kunne så høre at hun lige ville gøre ham opmærksom på at denne altså havde en lidt anden størrelse end normale mennesker Så de tog den yndling som aldrig fik en titel i brug som våben – og det lykkedes at få mig ud af ”trancen”. Hun gik så i gang med at rydde skårene op og min dagens KP ville hjælpe hende, men fik bestemt at vide at han skulle gå ind og tale med mig – basta!

Jeg ville ha’ været hjem at sove, men da det ikke var noteret nogle steder, at jeg måtte, blev det ikke til noget Heldigvis vidste jeg at fast yndlingsKP nr. 2 kom dagen efter og hun vidste at jeg godt måtte.

Så jeg blev hentet af mandse kl. 10 lørdag og så var det ellers bare hjem og hygge. Vi så Resident Evil: Afterlife som vi havde lånt af mandses brors kammerat, men det var ikke noget for mandse – jeg synes nu den var OK og i 3D og alting Jeg faldt i søvn på sofaen – kunne ikke lige magte at gå i seng og få for mange dårlige tanker osv., så det blev en nat på sofaen

Søndag så vi ”I lossens time” – super fed film, som mandse også var helt vild med og så en dokumentar der hed ”En stemme for livet” som også var ganske udmærket

Mandag havde jeg det ikke så godt. Jeg var til lægesamtale hvor lægen mente hun blev ”håndparanoid” fordi en af sygeplejerskerne har sat ”Ren?” hænder op OVERALT på afsnittet, en eller anden ny kampagne med at man helt overraskende skal vaske sine hænder, for det kan fucking redde et menneskeliv Den er jo helt klart lavet til de somatiske afdelinger, men da dette her også er et hospital får vi samme kampagne… og de må ha’ sendt 500 klistermærker med hænder, for hun har sat hænder op på stolene, i skraldespanden, everywhere

En dag jagtede jeg en medpatient ned ad gangen sådan lidt løbende men zombia-agtigt og fluks kom personalet løbende og troede tilsyneladende at jeg var gået amok. I psykiatrien er man og bliver man vist aldrig andet end en potential voldspsykopat… desværre… suk!

En anden dag skrev vi sang om personalet på ”Her kommer Pippi Langstrømpe”. It goes a little something like this (den starter ikke med omkvædet):

Overlægen stiller
Diagnosen der med piller
Fører dig fra vrede
til mistænksom overglad

Omkvæd:
Her kommer personalet
Vi er langt ude i hampen
Vi har piller med
Her kommer personalet
Vi kommer faktisk her

Laver du ballade
Og udviser fysisk vrede
Trykker vi på knappen
Og kalder på en ven

Vi har skilt og alarmer
Og vi tager dig i arm – og
Før’ dig ind på stuen
Og en sprøjte i din mås

[omkvæd]

Når du så’ bedøvet
Taler de indøvet
Du skal bli’ på stuen
Det næste stykke tid

[omkvæd]

Og så klokken atten
Bli’r der klasket mad på platten
Og mens du så spiser
Så fiser personalet af

Sidste omkvæd:
Her kommer personalet
Vi er ude for matriklen
Og fyrer en fed
Her kommer personalet
Næh! Vi bli’r faktisk ved

I går var jeg på Kofoeds skole til psykologi. Læreren sagde at det var godt at se mig igen og de af eleverne som jeg har gået med før ønskede mig velkommen tilbage Jeg var alene afsted for første gang siden jeg blev indlagt. Jeg havde de sygeste selvmordstanker, men jeg overvandt dem. På vej hjem rystede jeg over hele kroppen, fordi det var myldretid og der var så mange mennesker med toget. Det var meningen at jeg skulle ha’ sovet hjemme, men jeg blev ved med at have selvmordstanker og til sidst kunne jeg ikke klare det mere og bad om at komme tilbage på afsnittet – jeg var bange for jeg ville stå op mens mandse lå og sov og gøre dumme ting og jeg tænker også det var bedst for mandse, så han kunne sove og ikke bekymre sig om hvad jeg ville gøre når han lagde sig til at sove. Stakkels stakkels mandse som har fået hjernerystelse – eller bare hovedrystelse måske

Kort update da jeg ikke har tid og heller ikke kan huske noget. Min hukommelse er … hmmm … man sku’ tro jeg fik ECT

Fredag den 17/1 lavede jeg en plan med fast yndlingsKP nr. 1 om hvad jeg skulle gøre for at få seponeret den faste vagt om komme i caféen med mandse om søndagen, så med det mål i sigte begyndte jeg at opføre mig ordentligt … … sådan da

Altså der står nu på personalets tavle over patienterne at jeg ikke må få udleveret engangsskrabere, fordi … ja det kan I jo nok gætte

Jeg har noteret torsdag den 16/1 at jeg løb afsted med en tallerken ved morgenmaden men at jeg blev stoppet. Jeg tror det var der at fast yndlingsKP nr. 1 sagde meget højt og bestemt de ord der nu står skrevet på min tavle inde på min stue: TÆNK DIG OM!

Det er jo ret simpelt, men virkelig svært… Men det virkede da hun sagde det! Så mandse lånte et par tuscher og skrev det på min tavle så jeg hele tiden kan se det … og gøre det – tænke mig om. Fast yndlingsKP nr. 1 er sidenhen blevet enig med sig selv om at jeg skal ha’ det skrevet i loftet der hvor jeg flytter hen … Det med at tænke er et gennemgående tema på PCH 809, for det var der jeg i sommers bemærkede hvor meget overyndlingen brugte udtrykket ”Jeg tænker” … og nu synes jeg bare det har bredt sig til det øvrige personale … og hele Danmarks befolkning i det hele taget.

Fredag den 17/1 så vi også film, The Queen. Kanonfed film som jeg godt nok havde set

Lørdag d. 18/1 havde jeg altså stadig fast vagt, men det var planlagt at den skulle seponeres til natten. Om aftenen får jeg en vagt som kommer og præsenterer sig – hun siger at jeg jo nok kan huske hende fra den første aften eller lignende. Jeg siger nej. Men netop som jeg har sagt nej går det op for mig hvem hun er. Hun er den søde vagt som tog over den nat jeg kom (efter min mening) uretmæssigt i bælte. Der er også en anden fra den nat på arbejde. Min fantasi spiller mig et pus og jeg tænker at nu ryger jeg sikkert i bælte igen, for kunne det ske den nat kan det vel ske når som helst. Pludselig tager jeg fejl af yderligere en personale som jeg tror er fra den aften… Jeg er ved at gå i gulvet af angst. Det kan man selvfølgelig ikke se på mig altså Jeg tænker at jeg skal følge planen, så jeg kan komme af med den faste vagt og i caféen med mandse om søndagen … jeg skal altså gøre det rigtige og ikke følge Syge Sussi som lige nu er gået totalt i selvsving og vil hænge sig … Der er ikke nogle af de rigtige yndlinge på arbejde, så der er ingen jeg stoler 100% på. To af dem kan dog gå an så jeg skriver et brev, giver det til den ene og siger at hun eller den anden skal læse det.

Det resulterer så i at jeg ikke får seponeret den faste vagt… heldigvis ved jeg at fast yndlingsKP nr. 2 kommer dagen efter og hun tør godt seponere den faste vagt, så straffen kan her accepteres og jeg gør ikke noget dumt …

Den ene af dem som kan gå an, men som jeg ikke stoler 100% på (altså hun er skide sød og sjov, det er slet ikke det men jeg stoler jo bare ikke 100% på særlig mange mennesker altså ) vælger så at sidde vagt ved mig om natten til jeg falder i søvn, fordi hun synes jeg har brug for at der sidder nogen ved mig der kender mig … Det er fordi der er en del vikarer igen Der var en kort periode hvor de havde fået stop for at hyre vikarer … og det synes de muligvis var skide irriterende, men jeg synes det var ret skønt

Men mandse var der heldigvis den aften hvor alting var rigtig svært og de var farlige og alt muligt og vi spiste sushi og spillede Uno Extreme – og jeg snød næsten ikke – og vi hyggede os rigtigt

Søndag var jeg så i caféen med mandse Mission accomplished!

Mandag seponerede lægen så noget af den p.n.-medicin jeg plejer at få, som fucking virker! Jeg plejer at få 0,5 mg. Rivotril og 15 mg. Oxapax sammen. 30 mg. Oxapax virker ikke og 1 mg. Rivotril virker ikke, men de to præparater virker sammen for mig. Hun seponerede den og valgte at give mig 15 mg. Oxapax fast hver dag … og jeg kan stadig få 15 mg. Oxapax som p.n. ved behov … men når det ikke virker … Men lægen ved jo altid bedst og jeg gider simpelthen ikke tage den diskussion med hende eller nogen anden for den sags skyld, så jeg tager bare ikke lortet Altså det tror de jeg gør Dvs. den ene dag lå det sammen med alle mine andre piller, så jeg blev nødt til at sluge den, den anden dag sad min KP hos mig, så den nåede at smelte inden jeg kunne spytte den ud og her i weekenden har jeg i det hele taget valgt at tage den, fordi det viste sig at være for svært at lyve for fast yndlingsKP nr. 1 og overyndlingen

Men alle de gange jeg fik den som p.n. tirsdag fordi jeg havde det sygt dårligt tog jeg den ikke – og det havde ikke hjulpet at jeg havde taget den, for den virker ikke på alting. Den virker ved uro og det var ikke uro jeg havde … og så virker den i det hele taget ikke når man tager den i tide og utide…

Men én dag blev jeg så meget busted! Jeg kom tilbage fra udgang og blev visiteret. Så ligger der gudhjælpemig en pille i lommen Hun spørger om det er en sødetablet og jeg siger ja. Hun mener det naturligvis ikke og hun spørger om hun så skal putte den i kaffen og jeg siger at de måske er en dårlig idé

Hun giver den så til sygeplejersken og de bliver enige om at jeg nok kan få 20 kroner for den, fordi den er slikket på. Jeg har jo haft den i munden, men spyttet den ud Det fortæller jeg så til fast yndlingsKP nr. 1 og muligvis overyndlingen og/eller en anden sygeplejerske her i weekenden og de mener i øvrigt det er noget bekymrende at personalet kender til ”det ulovlige markeds” priser Men fast yndlingsKP nr. 1 kommer så med denne lille optræden:

- Her er en Oxapax, den koster 50 kr.
- Jamen jeg har kun 20 kr.
- OK (slikker på pillen og giver mig pillen).

Tirsdag var jeg så i patientklagenævnet… som altså foregik i afdelingens spisestue … havde overlægen bestemt…?!? Det gik ikke skide godt og jeg fik ikke medhold, så nu ved jeg ikke om jeg bare skal klage over behandlingen generelt … eller om jeg skal gå videre med den. Jeg spurgte til hvordan jeg havde virket truende, for der står jeg har virket truende og det må man ikke bare skrive uden at komme med eksempler på hvordan man har virket truende, for det er jo et vidt begreb … men det svarede hun slet ikke på. Hun ændrede det bare til, at det hovedsageligt var fordi jeg havde været til fare for mig selv. De giver hende jo så ret og vælger i øvrigt at skrive i afgørelsen at jeg havde virket truende…? OK man skal altså ikke engang komme med eksempler … man kan bare hævde noget og så ændre det efter forgodtbefindende …

Overlægen på Psykiatrisk Center Hvidovres afdeling 809 lyver så det driver i det her afsnit af Hjernekassen

Aiii det er OK … og hun er skæg nok … men patientklagenævnet giver jeg sQ ikke meget for. Altså hele det der klage-arrangement …

Jeg VED godt at jeg kan være fucking ubehagelig og svine folk til, men jeg har aldrig truet nogen i mit liv – ALDRIG! Jeg har aldrig gjort et andet menneske fysisk fortræd i mit liv – ikke engang som barn… Jeg er pacifist for pokker!

Tirsdag havde jeg det helt ekstremt dårligt om aftenen og jeg endte med at barrikadere mig inde på min stue og skære mig. Hende fra personalet som havde siddet ved mig lørdag nat til jeg faldt i søvn… hende som er ret sjov og altid har et svar parat … jeg tror jeg ved hvordan jeg får krammet på hende … jeg tror ikke lige blod er hendes kop the … altså ikke at det måske er så overraskende, men den ene dag jeg havde … ikke havde nået at skære mig særlig meget før hun opdagede det sagde hun at ” … i det mindste var det ikke det Stockholmske blodbad” og tirsdag stod hun meget ordknap og sagde at det så lidt drabeligt ud. Så næste gang hun truer med at synge hele natten inde på min stue, såh…

Onsdag var så en endnu værre dag tror jeg… Jeg startede med at skære mig fra morgenstunden. Ved frokost tog jeg en tallerken og gik ned i den anden ende af gangen og smadrede. ”Desværre” sad to fra personalet lige inde i aktivitetsrummet og kom løbende ud og holdt mig fast og ringede alarm og hvad har vi ikke Efter frokost løb jeg afsted med en tallerken. Døren til min stue var stadig låst, så jeg løb ned i den ende af gangen igen, men kunne jo godt se det var ret håbløst da jeg stod dernede og de var jo ligesom løbet efter mig, så jeg droppede mit forehavende. Senere var jeg en tur i aktivitetsrummet som ikke var låst på trods af at låsen var slået til… der havde jeg fat i en pære … men min KP kom og hentede mig, så jeg nåede ikke noget… jeg havde fundet en ”thingie” på gulvet og hun spurgte om jeg ikke nok ville lade være med at ødelægge alle deres ting Godt at jeg ikke også havde smadret en termokande som jeg havde haft i tankerne :-/

Jeg skrev også til mandse at han ikke skulle komme og besøge mig, for jeg gad ikke han blev sur på mig over at jeg havde skåret mig… men den SMS fik han først 24 timer senere … og han kom altså alligevel … heldigvis tog han det forholdsvis pænt. Ellers må jeg lige tage en af mine lange snakke med KP 3/3 om at få en snak med mandse om at han ikke skal være sur på mig

Aiii… jeg har vist slet ikke fået skrevet – så det har nok været her de sidste 14 dage – at jeg to gange har haft KP 3/3 som fast vagt og vi kunne tale sammen og alt muligt … altså måske ikke lige alt muligt, men alligevel Hun talte faktisk virkelig meget … det var lige før det virkede som når man er nervøs og så snakker hele tiden … altså nogen gør Og så kalder hun også mandse for mandse

Men onsdag aften havde jeg så en KP der ikke ville lade mig have håndklæder på værelset til dagen efter… så jeg kunne gå i bad om morgenen, uden at skulle stå op og klæde mig på, for at gå ud og bede om håndklæder, for at gå ind og tage tøj af og gå i bad … WTF? … på trods af at hun vidste jeg havde mine støvler med virkelig lange snørebånd på mit værelse … på trods af at jeg sagde jeg jo havde et andet håndklæde på mit værelse allerede? … på trods af at jeg spurgte om jeg kunne få dem hvis jeg byttede med noget af det andet jeg havde som var meget farligere på mit værelse … der var intet at gøre – big fucking SUK!

Torsdag var der BANKO med de sygeplejestuderende som havde sidste dag og jeg vandt TRE spil ud af seks – woohoo! Så ringede fast yndlingsKP nr. 2 og jeg til bostedet med nogle forskellige spørgsmål og jeg sagde intet til hende om at fast yndlingsKP nr. 1 havde TVUNGET mig til at ringe selv … så hun gjorde det og jeg slap – pyha! Om aftenen var vi hjemme hos min søster og svoger – det var hyggeligt som altid

Fredag … der er sådan en arrangeret gåtur for alle som har udgang og jeg og en anden patient gik så med et styks personale. Da vi skulle ud af bygningen var der lang kø og hende fra personalet var langt foran mig… jeg var så tæt på bare at tage flugten den anden vej igennem bygningen. Jeg ved ikke om det havde lykkedes, men det er også virkelig dumt, for jeg kan sikkert bare bede om at blive udskrevet Men der er jo virkelig mange ting jeg gør som er helt enormt dumme, men som jeg bare gør fordi jeg lige får et anfald af ”I want to fucking kill myself” og såh…

… det er altså ikke så nemt som man måske lige umiddelbart tror

Fredag og lørdag har den så stået på overyndling og fast yndlingsKP nr. 1 (den uhyggelige ”bande”). Det starter allerede med da jeg kommer så spørger sygeplejersken der lukker mig ind om det er ”Sussi Malene” og det bliver man jo så nødt til at sige ja til – og jeg kan bare høre overyndlingen i baggrunden bryde ud i latter. Altså i dørtelefonen. Så da vi kommer hen til afsnittet tænker jeg at vi ringer på og gemmer os, for den har jeg prøvet før med så stor held at hende fra personalet der lukker mig ind blev i tvivl om det egentlig havde ringet på døren Altså hævn! Men da jeg så vil kigge frem står ”banden” side mod side med hænderne i siderne og ser en lille smule skræmmende ud og tjah… jeg har så meget tabt :-/

Meget værre blev det om lørdagen da mandse og jeg går og hyggesnakker og jeg skal til at dreje om hjørnet og ringe på døren og så står de fandeme der og har gemt sig og jeg hyler bare op – forskrækket – og fast yndlingsKP nr. 1 er bare færdig af grin. Rude!

Men fredag så vi naturligvis håndbold og den yndling der fandt mig på gulvet den aften jeg havde slugt piller så virkelig håndbold. Hun gik helt amok – så meget amok at hendes kollegaer slæbte afsted med hende i det greb de nu engang bruger på psykiatriske patienter der skal slæbes på stuen … så de slæbte afsted med hende ned ad gangen – og en patient spurgte så om hun skulle i bælte *lmao*

Jeg troede jeg skulle udskrives den 1. februar, for der er der plads på det bosted – Kirsten Marie Hjemmet – som jeg har fået plads på. Men det synes fast yndlingsKP nr. 1 og overyndlingen er meget urealistisk og jeg skal nok regner med at være indlagt 2-3 uger endnu … og altså ikke en uge, såh… De tog en lang snak med mig fredag og spurgte bl.a. om jeg kunne fortsætte mit DAT-forløb – hvilket jeg jo godt kan – og sagde så, at så kunne jeg jo komme forbi om mandagen når jeg alligevel er her… altså det var overyndlingen der sagde det, for hun er her jo om mandagen, men altså… det kommer så meget ikke til at ske Jeg kom da jeg havde en patient jeg kunne besøge, men jeg kommer altså ikke forbi for at … jeg kunne jo ikke engang ringe, så jeg kan selvfølgelig slet ikke møde op. Men det sagde jeg nu ikke… men jeg sagde dog senere at interviewet om tvang i psykiatrien til Outsideren stadig er en realitet… det bliver bare fucking stress for mig, for jeg har kun resten af februar ud og hvis jeg først bliver udskrevet i midten af måneden, såh… Jeg skulle også ha’ kigget på min artikel her i weekenden, men det fik jeg så ikke lige gjort

Jeg har lige SMS’et med en jeg har været indlagt med – og vedkommende er flyttet i bofællesskab – så jeg spurgte hvilket et og fik at vide at det er Kirsten Marie Hjemmet, så jeg kender allerede en af de andre beboere … woohoo! Det har vedkommende sikkert fortalt mig mange gange før, men altså… hjerne!?!

Slut herfra

Nåh men, jeg kom stille og rolig igennem weekenden. Altså næsten… søndag var ikke en super dag. Jeg har noteret i mit DAT ugeskema at jeg var ude på toilettet med mine støvler med lange snørebånd i og om aftenen prøvede jeg at sætte ild til min bluse samt smadrede en pære som jeg prøvede at skære mig med og sluge skårene. Den personale der havde fat i mig, stak så hans fingre helt ned i halsen på mig, så det var da noget af en ubehagelig oplevelse i hvert fald

Mandag havde jeg så alle skuespillertalenterne i brug og fik overbevist en meget tvivlende læge om at jeg da skulle udskrives. Så det blev jeg Jeg var faktisk ikke særlig overbevisende ved jeg godt, men de vil jo gerne tro på én altså Forholdsreglerne var at jeg skulle hentes af Michael. Jeg fik dog lov til at tage til Psykiatri Forum og til DAT-forløb hos min terapeut her på stedet alene. Jeg blev sluppet løs. Alene. Så tog jeg flugten gennem skoven i tilfælde af at de holdte øje med mig. Jeg tog til Brøndbyøster station på gåben herfra Brøndbylund og derfra til Valby station. Allerede i skoven skriver jeg til mandse fordi han har sendt en SMS angående om jeg skal udskrives eller hvad. Jeg skriver at jeg har løjet mig ud og at mine ting er på afsnittet hvis han vil have dem og at jeg elsker ham højt. Jeg skriver også til min terapeut – hvilket jeg fortryder big time – jeg takker hende for at have troet på mig og for hjælpen. Pinligt

Mandse skriver til mig hele tiden … og ringer … og beder mig tage den. Jeg skriver at en personale har sagt jeg ikke skal tage telefonen hvis jeg gerne vil dø, så jeg følger det råd. Jeg tager ikke telefonen. Men jeg skriver frem og tilbage med Michael. Jeg følger det råd lige indtil der ringer et nummer jeg ikke kender. Jeg tænker at jeg godt kunne have brug for at tale med en. En der ikke vil få mig til at skifte mening, fordi jeg elsker vedkommende – og om ikke andet for at slå tiden ihjel indtil jeg slår mig selv ihjel…?

Det er en politimand Han siger at min mand har ringet til dem og bla bla bla … jeg husker ikke ligefrem det hele, men han kører selvfølgelig det helt store ”guilt trip” på mig… at hans bror havde begået selvmord og at de aldrig havde fået fred og så fremdeles Han ender med at få mig til at vente på en politibil som han vil sende ud. Jeg står og venter et kvarters tid og bliver pænt utålmodig… begynder at fortryde mit løfte… ser en politimotorcykel og går den modsatte retning… men så kommer politibilen og stopper, en politibetjent står ud og spørger om mit navn. Jeg indrømmer hvem jeg er De spørger om de skal køre mig til Hvidovre. Eftersom Hvidovre jo lige så godt kan være hjem siger jeg ja. Men det er så overraskende nok til Psykiatrisk Center Hvidovre.

På vej dertil prøver jeg at åbne døren. De bilder senere lægen ind at bilen var i fart da jeg gjorde det, men det var den altså ikke. Men det var nu kun fordi at jeg lige skulle tage mig mod til og bilen så tilfældigvis stoppede der Men de låser altså dørene tilsyneladende – dammit!

Da vi kommer frem taler jeg så med læge og ”vi” beslutter os for at jeg gerne vil indlægges igen – helt frivilligt…?

Politiet skal følge mig derned sammen med læge osv. De har i bilen fortalt mig hvor meget de hader at løbe, så de beder mig om ikke at stikke af – det er fristende, men altså… jeg har jo nok heller ikke de store chancer for at løbe fra dem… trods alt

På afdelingen skal politiet så også blive for at assistere dem med at visitere mig, fordi jeg er über ”professionel” eller noget i den stil…? … altså til at gemme ting …

Jeg har intet på mig. Jeg er ”ren” De går.

Jeg tager pæren ude på badeværelset og smadrer og skærer mig sygt meget på armene. Jeg ved ikke lige hvornår de kommer ind og opdager det og hvad der sker, men jeg husker tydeligt at KP 3/3 skal lappe mig sammen Jeg siger ”Hej [navn]” og begynder så at okse rundt i en undskyldning og det er hun så absolut ikke interesseret i. Siger bl.a. at hun … jeg husker det ikke tydeligt, men hendes arrogante måde at sige nej tak på, at hun altså står og lapper mig sammen, så det har hun ikke tid til. Jeg spørger så om hun ikke kan multitaske … og så er jeg åbenbart devaluerende igen… ?!?

Men overyndlingen kommer også på et tidspunkt Gad vide om jeg igen har barrikaderet mig på værelset… Ja, det gør jeg da de går igen… jeg ruller den helt vildt tunge seng uden hjul (man skal bruge nøgle for at få hjulene frem) foran døren og prøver i første omgang at få glasset af lampen i loftet, men den går ikke. Der er så en anden lampe hvor jeg kan få pæren ud med en hel del møje og besvær. Det er vel der de gør brug af overyndlingen – de bruger hende som regel i situationer hvor jeg (og her mener jeg syge Sussi ) har magten… som når de ikke kan komme ind til mig.

Nej, jeg tror faktisk overyndlingen allerede har været taget i brug på dette tidspunkt, for hun har også været med til at lappe mig sammen første gang.

Mandse kommer og han taler både med KP 3/3, med overyndlingen og med hmmm… en tredje personale som jeg lige har glemt hvem er…? Men han siger at KP 3/3 måske alligevel lader sig gå lidt mere på af min ubetingede modvilje mod hende end hun giver udtryk for, for i hvert fald gør hun opmærksom på at jeg bliver skide sur over alt hvad hun siger og overyndlingen og fast KP nr. 1 kan sige præcis det samme og så er det bare helt i orden. DE SIGER DET BARE PÅ EN ANDEN MÅDE!!! De siger det venligt!

Jeg kan seriøst ikke huske hvad der skete, men i mine DAT-notater står der at jeg også er løbet afsted med en tallerken ved aftensmaden, så jeg får tilsyneladende lov til at spise med sammen med de andre. De får også hældt en del Seroquel i mig, som gør mig meget sederet, men det er overyndlingens idé, så jeg siger jo bare ”ja tak!” … siger mandse. Han siger at jeg bare ville acceptere bælte hvis hun kom om sagde det

Morgenen efter løber jeg igen afsted med en tallerken, men bliver stoppet på gangen af fast KP nr. 1. Jeg bliver så sat i kuglestolen i miljøet. Bliver tilbudt p.n. medicin. Siger nej tak. Skal have det med tvang. Så jeg går fandeme ikke frivilligt ind på mit værelse!!! De ender med at må slæbe mig i et lagen ind på mit værelse og … nåh ja, der starter min modvilje mod afdelingssygeplejersken allerede… hun holder for hårdt på mig. I øvrigt virker hun altid megasur i sådanne situationer. Så hun får så hele turen, specielt da hun tager beslutning om at lægge mig i fucking bælte igen?!?!? Og jeg får ikke bare stesolid i.m. Nej jeg får da zyprexa i.m. Det har jeg aldrig prøvet før, men det er sådan noget man falder i søvn af Men hun får i hvert fald hele turen med at hun er en fucking nazi der elsker at lægge patienterne i bælte

Jeg kommer så ud af bælte efter frokost og tager tilsyneladende også en tur i bad med tøj på. Men jeg har noteret – hvilket jeg vist har fået at vide – at jeg havde en god aften efter kl. 21.

Onsdag kom min bostøtte og sagsbehandler. Vi skulle tale om det bosted. Faktisk havde jeg en tid med min terapeut. Men det vidste min KP ikke. Jeg kunne huske noget om at de havde sagt onsdag da jeg mødte op i skadestuen om mandagen og min terapeut havde også selv lagt en megalang besked på min telefonsvarer, som jeg aldrig fik hørt ordentligt da en personale om mandagen – jeg ved ikke om hun ikke troede på mig – men i hvert fald talte hun samtidig med at jeg prøvede at høre den besked, såh…

Ja, jeg har vist fast vagt på, men de prøver så småt at trække sig… altså sådan giver mig lidt plads til at være mig selv, men øh… så er det at jeg trækker ned i aktivitetsrummet med et håndklæde og sidder og det virker jo nok meget mystisk… men hvis man kender min historie og min tilsyneladende ambition om at være MacGyver, så ved man godt hvad jeg har af planer

Så jeg har skærpet fast vagt hmmm… det meste af tiden. Skærpet som i de skal kigge når jeg er på toilettet 8-|

Torsdag løb jeg så også afsted med en tallerken, men jeg smadrede den ikke Al magt til raske Sussi!

Fredag har jeg ingen noter om og husker åbenbart meget dårligt lige p.t., men jeg havde overyndlingen som fast vagt om aftenen. Jeg fik det meget dårligt og trak mig helt ind i mig selv. Jeg formåede både at skære mig med en skrue og hælde te over hånden, men begge dele meget lidt, da hun sad ved siden af mig hele tiden.

Lørdag bagte jeg kage med min faste vagt, mandse var på besøg og til aftensmaden var der en meget ubehagelig situation med en af de andre patienter – det samme skete faktisk dagen før hvor jeg også fik det dårligt… så da jeg skulle ud med min tallerken havde jeg allerede planlagt at jeg ville låse mig ude i køkkenet og smadre min tallerken, men da jeg skulle udføre planen panikkede jeg og jeg flygtede gennem begge døre og altså ud af køkkenet igen og … tjah … så blev jeg fanget uden at have udført noget som helst … hvilket jo set i bakspejlet nok var det bedste

Just my luck forsvandt der så en gaffel og de gennemrodede mit værelse, da jeg altid er suspect number one tilsyneladende Senere konfronterede de mig så med det og gennemrodede mit værelse én gang til. De spurgte om jeg havde andet end gaffelen og hvor jeg havde den og bla bla bla … eyes Jeg havde selvfølgelig ikke andet … end de skruer de allerede havde fundet i mit paper towels-skab Da de så havde taget alt fra mig gik jeg helt i sort Men de nåede da at få mig til at smide alt tøjet og hvad har vi ikke … og min vagt som ellers er meget god til at respektere ens grænser og værdighed lod mig end ikke gå på toilettet uden at hun havde visuel kontakt – big fucking suk!

Jeg sagde ellers til dem at jeg jo ikke var en fucking tryllekunstner, men der var de tilsyneladende uenige

Søndag … stille og rolig dag … ingen problemer, god opførsel Jo altså overyndlingen fik kælenavnet ”Forloren Hare” hvilket hun slet ikke var tilfreds med og slet ikke syntes var nuttet men så kan hun lære ikke at mobbe os andre med vores mellemnavne

Mandag har jeg været til DAT-forløb og haft det lidt blandet, men jeg har ingen numre lavet – men de stopper mig jo også i alt inden jeg får mulighed for at gøre noget. Hiver tallerkenen ud af hænderne på mig, og mandsopdækker mig når der er risiko for whatever

Jeg skal minimum være her til den 20/1 hvor der er visitationsmøde om det bosted jeg skal flytte på. Ellers ved jeg ikke noget … så var der lige sikkerhedsrunde og så fik de lige saboteret mit blogindlægs-dokument

The end …

OK så blev jeg frivillig indlagt igen, men jeg må indrømme det ikke føltes sådan i går. Altså jeg kom frivilligt… og det skulle jeg nok ikke ha’ gjort.

Da de visiterer mig overser de nogle barberblade jeg har købt og gemt for flere uger siden.

Jeg har det jo ikke skide godt og selvom jeg bilder dem ind at jeg nok skal komme til dem, mener jeg det jo ikke.

Så jeg skærer mig. Kun lige så jeg skal have strips på og de overvejer om jeg skal have et enkelt sting. Tre flænger i mit håndled. Da de opdager det en halv times tid senere, bliver der taget omsorgsfuldt af det.

Jeg får skærpet fast vagt. Jeg sidder på mit værelse og der kommer en ude på gangen som taler med de andre fra personalet, som også står derude. Hun lukker min dør, som om jeg sad og lyttede med eller var nysgerrig på anden vis. Jeg får en fornemmelse af en person der ikke ser på patienterne som mennesker. Og HURRA for mig om ikke det er hende der skal være min vagt

Hun får så at vide at døren skal være åben ind til mig, og hun finder ud af at det er mig hun skal være vagt for.

Da diverse praktiske ting er ordnet spørger hun om jeg skal have nattøj på og det er sQ lige før hun putter mig, så ivrig er hun for at få mig i seng!

Jeg lægger mig i sengen og tager min telefon. Hun siger jeg skal sove nu og ikke SMS’e

… ja senere i forløbet da jeg er blevet mere modig spørger jeg hende om hun arbejder med børn, for hun behandler jo i hvert fald mig som et barn

Jeg siger at lægen har givet mig lov til at lytte til musik, men det er hun fløjtende ligeglad med. Vi diskuterer frem og tilbage.

Bonusinfo: Det står i min sygeplejeplan fra sidste gang at det beroliger mig med musik. Jeg falder altid i søvn med musik i ørerne.

Jeg går ud på gangen og skaber mig, brokker mig over min vagt. Den flinke nattrisse fra sidst jeg lå i bælte kommer løbende og siger at det må vente.

Jeg går ind igen, men kan ikke falde til ro. Jeg vil gå ud igen. Vagten stiller sig for døren. Jeg smider min dyne, hovedpude og madras på gulvet i håbet om at hun vil samle det op og altså fjerne sig fra døren. Det gør hun ikke, så jeg går ud på toilettet og låser døren. Så kommer nattrissen og jeg klager min nød til ham, men han vil kun tale med mig hvis jeg åbner døren. Det gør jeg først da jeg stiller mig under bruseren med tøjet på.

Jeg siger på et tidspunkt til min vagt om vi ikke bare skal blive enig om at vi holder os så langt fra hinanden så muligt.

Men jeg får tørt tøj på – og en ny vagt.

De tog allerede da meste da jeg skar mig, men nu tager de så resten af mine ejendele – bl.a. min telefon. Jeg forklarer igen at lægen har givet mig lov til at høre musik og jeg får at vide, at jeg kan klage min nød til lægen som kommer lige om lidt.

Da han kommer får jeg at vide – jeg tror nu ikke det er ham der siger det, men jeg er ikke sikker? – at de har besluttet sig for at lægge mig i bælte.

Da de kæmper med at få mig i bæltet – hvilket jeg naturligvis modsætter mig, for jeg ved ikke hvad årsagen er? – får jeg at vide, at de står med et hjertestop andetsteds og at jeg har været meget devaluerende overfor min vagt og vistnok en tredje ting. Jeg griner af vantro og beder ham gentage det, for jeg vil gerne kunne huske det til min klage, men han ønsker ikke at gentage det.

Jeg indrømmer gerne at jeg allerede her er utrolig hånlig, sarkastisk, provokerende, devaluerende… ja, kald det hvad du vil. Jeg prøver virkelig at ramme dem på deres ømme punkter, men de griner jo bare af den psykotiske tosse – sådan føler jeg det i hvert fald.

Jeg spørger ”Hvor er min omsorgsperson?” og får intet svar. Jeg SKRIGER i desperation ”HVOR ER MIN OMSORGSPERSON?” og får intet svar.

Jeg sviner den ene personale til og får at vide at ”Så kender vi dig igen, Sussi!” som i ”du er altid så uforskammet” eller lignende. Er det en professionel bemærkning til en bæltefikseret DESPERAT patient. Det værste er at jeg stort set aldrig har talt med manden, så det må jo være hvad personalet generelt mener om mig. Tjah… så Ballerup havde sQ nok alligevel ret. Jeg er uforskammet, utilfreds, [indsæt flere negative ord her]. Men jeg er også en patient der i denne situation føler der bliver begået et overgreb mod mig og denne bemærkning gør det ikke bedre. Jeg græder – måske ikke lige der, men da jeg ligger alene og tænker over hvad der lige er hændt mig.

Det skal dog siges at jeg ikke er alene. Min nye vagt sidder der. Først sidder hun bare – endda når jeg græder. Men hun er faktisk vildt sød og ender med at tale stille og roligt med mig om alt muligt og nusser min hånd nærmest til jeg falder i søvn.

Under hele dette scenarie bliver jeg også tvangsmedicineret. Først giver de mig det i pilleform som jeg kaster op i luften, for jeg ved jo godt hvad den står på nu – bælte! Sidenhen får jeg to sprøjter Stesolid i ballen. Også her spørger jeg hvor min omsorgsperson er og får at vide at ”Den gider vi ikke gå ind i nu!”.

Jeg bliver til sidst spændt fast så hårdt, at jeg hverken kan bevæge arme eller ben hele natten indtil dagvagterne tjekker ind klokken 7 eller senere vil jeg tro. Jeg husker det ikke, men jeg vågner hele tiden den nat med ondt i hele kroppen fordi den er fastlåst i én bestemt stilling, som jeg ikke kan bevæge mig ud af :-/

Da de strammer mig helt ind spørger jeg også hvad der blev af mindstemiddel-princippet … jeg tænker at de ikke behøvede stramme mig helt ind, men så jeg kunne bevæge arme og ben bare lidt? … jeg får at vide at det har de prøvet. Så de går fra bælte om maven som er ”mindstemiddel” til at stramme mig helt ind så jeg slet ikke kan bevæge mig – OK, men hvor er den gyldne middelvej så?

Der er også en episode under bæltefikseringen hvor jeg tager forbindingen af. Det er da jeg stadig kun har bælte om maven. De lægger så ny forbinding på og den strammer de så stramt at jeg næste morgen har klumphånd, så hævet er den

Jeg spurgte så i dag hvorfor jeg var kommet i bælte og fik at vide at det var fordi jeg var selvskadende. Jeg ved at jeg skar mig, men dette klarede de med en fast vagt. Men hun nævnte at jeg tog forbindingen af, men der lå jeg jo allerede i bæltet?!? Hun sagde også at jeg havde prøvet at hive ørerne af mig selv?!? WTF? Det VED jeg at jeg ikke har, men det kan jeg jo desværre ikke bevise – de var minimum fem og jeg er én psykotisk patient. Men jeg har ladet Michael tjekke mine ører og der er intet tegn på at nogen har udøvet vold mod dem.

Hvornår har jeg så prøvet at hive ørerne af mig selv? Nu skal jeg bare have hende til at falde i og sige det var mens jeg lå i bæltet, for så er der stadig ingen grund til at jeg kom i bælte. Hvad er grunden til at jeg kom i bælte? Som de sagde til mig i kampens hede må det ha’ været fordi at jeg var devaluerende overfor min vagt. Det kan man ikke komme i bælte for. Men lægen har jo nok formuleret et eller andet tilsyneladende legalt.

Nåh ja, og så kom patientrådgiveren ikke indenfor de 24 timer som de skal.

Slutteligt skal jeg da lige sige at da jeg vågnede i morges og så den yndling der aldrig fik en titel i min blog og sidenhen fast yndlingsKP nr. 1 … ja så kom traumet fra i går lidt i baggrunden… endelig nogen der behandler mig ordentligt og værdigt!

Selvom min onde KP tvang mig til at ringe til bostedet i dag … uhørt!

Ingen korrekturlæsning. Jeg er for træt og ophidset

P.S. Det handler i bund og grund om at være lydig!

Kære dagbog

Onsdag var vi i biffen og se Hobbitten, den var rætti rætti go’

Om aftenen fik jeg det skidt og overkom i første omgang trangen til at … ridse mig selv … men det blev bare værre og værre og jeg endte med at … jeg havde pænt meget lyst til at sluge nogle piller som jeg havde Altså … de havde jo lovet på AMA at de ville fjerne medicinen fra receptserveren og Michael havde ringet til apotekets automatiske telefonsvarer og fået at vide ”ingen recepter”, men altså … jeg var så lige et smut forbi apoteket og tjekke … jeg tænkte nok at der mentes nye recepter og at AMA ikke havde fået fjernet det gamle medicin fra receptserveren Jeg havde også haft lidt småtterier liggende hist og her og jeg havde ikke taget min medicin til natten, fordi… well, den dosis de har givet mig er for lille til når jeg har mange tanker – så kan jeg slet ikke falde i søvn på den dosis … og dobbeltdosis gør mig så træt at jeg sover alt for længe.

JEG GJORDE DET RIGTIGE, JEG VÆKKEDE MICHAEL!!! Vi tog på skadestuen og afleverede pillerne og hentede den dosis benzoer min terapeut havde givet mig lov til at få

Hun spurgte om hun ikke lige kunne få mit CPR-nummer, for det kunne hun ikke lige huske Det er jeg egentlig pænt glad for Michael sagde at det er det første man lærer når man starter på skadestuen… fordi jeg kommer der så ofte som jeg gør Jeg kunne sagtens kende hende, men jeg tror altså ikke jeg har haft så meget med hende at gøre – jeg har jo ikke været indlagt på skadestuen andet end en uge for 2 år siden, men måske hun har deltaget i nogle af de tvangsepisoder der har været …

Men jeg slap ikke for at tale med læge. Så blev jeg herre nervøs og meget ilde til mode. Jeg tænker at der er en risiko for at de beholder én, så jeg var nok ikke super ærlig, men det gik jo meget godt

Da vi var nået helt hjem måtte jeg indrømme overfor Michael at jeg havde flere piller Han vidste ikke hvad han skulle gøre ved dem, men han endte med at sove med dem under hovedpuden. Han ringede til skadestuen og jeg ved ikke lige hvad de sagde. Han overvejede at holde sig vågen hele natten. Han var pænt frustreret og endte med at blive ret sur på mig Han skældte mig meget ud og jeg prøvede at stikke af og jeg var også ved at sluge pillerne alligevel og skar mig en lille smule

Efter jeg havde fået nok af sure-mandse trak jeg KP 3/3-kortet. Mandse kan nemlig godt lide KP 3/3 (han er mærkelig ) og hun havde en snak med ham om at jeg ikke havde brug for at han skældte mig ud Såh … koste kan bruges til andet end at feje med

JA JEG VED GODT JEG ER SLEM, MEN DET ER ALTSÅ MIN DAGBOG OG MIT FRIRUM!!!

Det virkede!!! Tak til dig, din sure mokke

Jeg tror jeg kom i seng kl. 5 og sov til kl. 13 – ahhh! Dejlig dejlig søvn

Så havde vi min mor ovre til julefrokost og fik dejlig dejlig ål – slurp! Dagen efter fik jeg også rigelig med søvn. Den dag – fredag – kom min mor også, for vi har taget nogle dage med computerkursus. Hun vil jo så gerne lære det og er startet på et kursus med en kollega, men de andre har været der tre sæsoner mere end hende og hun er også startet midt i sæsonen, så der er rigtig meget hun allerede burde kunne. Så vi sad og kiggede lidt på det. Så tænkte jeg ”seniornettet” som det absolut eneste jeg ved om computere og gamle mennesker … men der fandt vi i hvert fald link videre til et computerkursus via Ældre Sagen. Jeg fik min anden computer i 1995, så n00bs er lidt et mysterium for mig Jeg er dog faldet lidt af på den med alderen, så n00bs er muligvis forældet

Ved 14.30 tiden kunne jeg ikke forstå at hjemmesygeplejersken ikke havde været der. Så mandse ringede og spurgte hvor de blev af? De havde ikke lige mig stående som en der skulle besøges Det var så anden gang ud af to gange, at de ikke havde mig stående nogen steder Men han kom i løbet af nul komma fem – og han var meeega sød Vi var alle sammen helt vilde med ham. Han gav sig totalt god tid og besluttede sig for at de skulle komme to gange om ugen, for at skabe tryghed (de skal jo bl.a. lukke medicin ud til mig) og at de skulle komme om dagen, for dem om dagen har mere tid. Så de kan snakke med mig osv. Jeg ved ikke helt hvor begejstret jeg er for planen, for de kan ikke sige et tidspunkt de kan komme, så det kan risikere at være hele fucking dagen der går med det Men heldigvis blev det så torsdag og søndag, hvor jeg muligvis – indtil videre – ikke skal noget.

Og så stod den ellers på tøjvask, film og Amazonika Rising (pornospillet ). Filmene var (vi så ikke alle sammen samme dag ) Elysium, Oblivion og Pacific Rim. Min svogers ven bor lige rundt om hjørnet og kan tilsyneladende – heldigvis! – godt lide sci-fi Mandse var ikke så begejstret for Pacific Rim – som vi ellers så i 3D – men jeg synes nu alle sammen var udmærkede!

Lørdag var min mor også til computerkursus. Om aftenen fik jeg det dårligt og i første gang mente Michael at jeg skulle have noget mad, så vi spiste aftensmad… ret sent Men jeg fik det altså ikke bedre – og vi endte med at køre en tur kl. midnat. Det hjalp vel til en vis grænse, for jeg lavede da ingen unoder

Søndag var min mor, søster, svoger og niece på besøg. Det var mægtig hyggeligt! De skulle bl.a. se vores nye stue og afprøve vores nye smart TV Well, de skulle hente deres hund hos min mor og så fandt de ud af at jeg havde det dårligt og så har min søster lovet at komme og danse for mig, så min søster – og niece! – dansede en virkelig fjollet dans for mig. Jeg spurgte om jeg måtte optage dem – det måtte jeg godt! – og lægge det op på YouTube – det måtte jeg ikke!!!

Nåh jo – silly me – hjemmesygeplejersken var her også. De skal jo snakke med mig og lære mig at kende, og dem om dagen har mere tid og bla bla bla … jeg var lige ud at tisse da hun kom … så jeg nåede aldrig at se hende …?!? WTF? Det er hende der kommer oftest. Nu giver jeg hende lige en chance altså, men…?!?

I dag mandag har min bostøtte været her og vi fik ordnet lidt i soveværelset, men hun havde ikke så meget tid. Bagefter spiste vi morgenmad og jeg var i bad. Så tog vi ind i DPC da jeg skulle hente min journal fra OPUS. Det var dengang jeg var i OPUS at jeg prøvede al medicin igennem stort set, så jeg ville se om jeg kunne læse et eller andet ud fra journalen. Jeg har bedt om den én gang før, men der gav hun mig kun en opsummering af mit forløb… denne gang… well, jeg tror kun det er min KP og ergoen der har skrevet… der er vist ingenting fra lægen? Ved altså ikke rigtig om jeg kan lide at henvende mig igen, så det har været lidt spild

I øvrigt venter jeg stadigvæk på kopi af kardex fra 809. Michael ringede mellem jul og nytår – det var så tredje gang at der er blevet spurgt til om jeg kunne få det. Første gang ved udskrivelsessamtalen, og så har Michael ringet to gange om det. Jeg tvivler ærlig talt på om jeg får det – og jeg skal faktisk bruge det, for jeg er ved at skrive mine oplevelser ned Jeg kan sQ ikke huske hele starten af forløbet i hovedet og der har jeg jo ikke selv lavet så mange notater, såh… Men jeg har så vidt jeg ved krav på aktindsigt, så jeg må jo gå videre med det

Efter DPC kørte – nåh ja, jeg blev kørt for mandse har fri … kørte mandse mig til Psykiatrisk Center Hvidovre, hvor jeg skulle til Psykiatri Forum… og jeg var igen den eneste deltager Det handlede om small talk – helt sikkert én af mine spidskompetencer NOT! Men jeg lurer mandse af og er helt klart blevet bedre til det Man skal bare huske at holde sig fra tre emner: Religion, politik og sex – og DAMMIT det er mine tre yndlingsemner!!!

Derefter var jeg i terapi, hvor vi talte om… MIG Bl.a. lavede vi sådan en netværkstingest … sådan en tegning med mit netværk og det var helt fjollet, for alle skulle bare med, både gamle pennevenner klassekammerater … og selv folk jeg spiller med … ja også dig, Peachie

[Peachie er en pige jeg spiller sammen med, som jeg sidenhen har fået på Facebook og hun er begyndt at Google-oversætte mine blogindlæg fordi … fordi hun er helt vildt fjollet, hehe Nu håber jeg Google oversætter det ordentligt og ikke ender med at jeg har fornærmet hende helt vildt ]

Altså pennevennerne taler jeg ikke med – selvom jeg har dem på Facebook og har kendt dem siden 1990 eller endda tidligere… en enkelt klassekammerat har jeg skrevet en del med efter vi gik ud af skolen, men det er ved at være noget tid siden – og det var min skyld at det stoppede … så faktisk er spille-vennerne dem der er tættest på mig nu… Spillet har som sagt været forsvundet i lang tid, selvom vi prøvede at spille Shakes and Fidget sammen, men det var bare ikke det samme. Nogen har jeg talt med nu og da, men der var bl.a. en der spurgte mig om følgende da jeg vendte tilbage i spillet:

Have you been in the looney bin?

Og da jeg spurgte hvorfor hun troede det:

That’s just what made sense for me when it came to you :p

… men jeg ville ønske at JOANNA kunne ha’ været med på min tegning Jeg savner hende!!!

Efter DAT (Dialektisk Adfærdsterapi) var jeg henne at besøge en medpatient fra 809 (”Beate” fra 5.B.). Jeg var sQ lige ved at droppe det i dag, for hele dagen har jeg bare haft sådan et ubehag i mit samvær med andre mennesker. Jeg har følt mig meget usikker og underlig til mode… nok noget af det der ”selvhenførende vrangforestillinger” … svært at forklare… men jeg gjorde det og jeg overlevede Jeg mødte endda også overyndlingen Jeg skal også ringe til afdelingen efter nytår og tale med fast yndlingsKP nr. 2 og aftale en dato til det interview… argh! Jeg ved jo heldigvis at hun gerne skulle være der hver anden weekend, men ellers ved jeg det ikke… og jeg ved ikke om jeg kan vente helt til weekenden… det haster!!! … jeg ringer bare og lægger på indtil det er hende der tager telefonen Bare jeg havde hendes mail-adresse, det havde været noget nemmere … Ja, jeg kan ikke ringe og tale med den anden deltager, det andet ”offer” – som er overyndlingen – for hun er lidt angst for interviewet, så hun lader bare som ingenting når jeg taler om det Måske jeg skal overveje ikke at kalde det ”offer” når nu hun er angst nok i forvejen

NU HÅBER JEG IKKE JEG VIRKEDE AFVISENDE SOM JEG JO FIK AT VIDE AF MIN KP FRA BALLERUP AT JEG HAVDE GJORT

”Beate” sagde at hun var glad for jeg kom, men jeg følte jeg var lidt ved siden af mig selv, forhåbentlig mærkede hun det ikke for meget Hun sagde da at hun gerne ville se mig næste uge og det virkede ægte nok

Da de havde aftenmøde nævnte hende der holdte aftenmødet alle patienternes KP’er … og så sluttede hun af med at sige: ”Sussi din KP er … ingen!” – damn! Hun spurgte om der var nogen der havde noget at sige og jeg spurgte om jeg godt måtte blive til aftensmad – det måtte jeg godt men jeg måtte ikke få noget at spise

En anden fra personalet … well, hun kom gående og lod som om det var forfærdeligt at se mig så jeg spurgte ”Beate” om det så var en af tosserne? Revenge!

Kl. 17 hentede mandse mig og så tog vi ellers i Bilka gange flere og i Aldi … og i Føtex Vi tog hjem og spiste sushi, fordi det er så længe siden sidst… det var i går Dem i går var über lækre fra Moshi Mao … dem i dag var fra Bilka … pænt stor forskel

Slutteligt spillede vi Amazonika Rising Jo, vi så også en ny dansk serie, tror altså den hed Badehotellet…? Ikke Halløj…

Kære alle der læser min yderst private dagbog Skam dig! Godt nytår – som jeg har skrevet på Facebook, så kan det næsten kun blive bedre herfra… jeg er ikke overtroisk, men Psykotiske Prinsesse Sindssyg har haft denne lille tanke … de siger jo at 13 er et ulykkestal og den 13. april var jeg sQ lige ved at stille træskoene, 2013 har været et lorteår… fordi det er et ulykkestal 2014… I’m back in business!!!

Mandag var jeg til tandlægen – adderbadder! Bagefter var jeg til DAT-forløb, men inden da benyttede jeg mig af at være på PCH og gik til Psykiatri Forum. Det var klinikchefen der holdt det og vi så filmklip hvor vi analyserede de forskellige klip og symptomer personerne udviste – bl.a. OCD og mani/depression/bipolar.

Inden Psykiatri Forum mødte jeg overyndlingen og fik sagt god jul til hende – og fik som sædvanlig at vide, at jeg skal opføre mig ordentligt… som om jeg ikke gør det Efter Psykiatri Forum mødte jeg fast yndlingsKP nr. 1 og hun syntes jeg så ud til at have det rigtig godt I anledning af julen skulle jeg både kramme med overyndling, fast yndlingsKP nr. 1 og klinikchef – og nu er det jo ikke ligefrem min spidskompetence Men jeg gør det jo for at virke normal Jeg har da endelig lært at kramme med min familie uden at det er for ubehageligt… selvom min onde svigerinde vil kysse og altid sender snav via min mand. Så står man der og råsnaver med sin mand og nyder det indtil det går op for én at han lige har talt med svigerinden og at det sikkert er fra hende – argh! Uhørt Gitte-mor!!!

Bagefter var jeg så til terapi hvor vi som altid talte om ”siden sidst”. Desværre havde jeg jo et uheld med selvskade og jeg siger at jeg har brug for at have mine barberblade. Jeg synes jeg skal være i stand til at have barberblade i huset uden at bruge dem, men hun syntes vist det svarede til en alkoholiker der synes de skal have sprut i huset for at bevise at de godt kan Hmf!

Vi talte også om medicin – det er vist ikke ligefrem noget man anbefaler at tage Oxapax og Rivotril sammen, men jeg fortalte hende at det er det der virker. Jeg sagde at jeg mener p.n. er bedre end alternativet – og til det var hun vist enig, så hun ringede til skadestuen og bad dem give mig én dosis samme dag samt at jeg kan komme og hente én dosis mere i løbet af julen. Hun ringer en recept ind på mindste antal Oxapax/Rivotril hvor der står at jeg ikke må hente den hvis jeg er alene. Damn hun er ikke nem at narre

Vi snakkede også om jeg har mit forløb hvis jeg flytter til Lyngby. Så hører jeg jo til PCB hvis jeg skal indlægges, men jeg har altså stadig mit forløb med klinikchefen. Vi har jo skrevet kontrakt på ét år, men det lød altså alvorligt som om hun sagde at hun havde indført mig ti år frem i hendes kalender, men hun tilføjede godt nok at hun da håbede jeg sagde ”fuck dig” inden de ti år var gået Hun sagde vist ”fri mig”, ikke ”fuck dig”

Derefter snakkede vi om… hmmm… well, tiden flyver og vi skulle ha’ talt om mig som voksen og mit netværk, men det går aldrig som planlagt. Vi når aldrig det vi skal – hvilket er dejligt, at der bare er tid til at snakke om det der er vigtigt lige her og nu. Men 45 minutter er jo virkelig alt for kort tid

Efter DAT skulle jeg så på skadestuen og hente de benzoer. Endnu en sød ansat i skadestuen, helt mærkeligt med alle de søde mennesker i skadestuen…? Næh, faktisk var jeg forbi M fra 5.B. og give hende en gave og så på skadestuen. Derefter et besøg på 809 og besøge ”Beate” fra 5.B. Hende havde jeg også en gave til, en lanterne-thingie med et elektrisk stearinlys… lanternen havde glasplader, som heldigvis kunne fjernes, så hun fik lov at beholde resten og hun blev rigtig glad for den Til mit store held nåede jeg at være med til deres aftenmøde og som en fra personalet gjorde opmærksom på, så var alt ved det gamle, for de skulle have kylling til aftensmad

Nåh jo… klinikchefen spurgte mig om hvilke spil jeg spillede på nettet og jeg kunne ikke lide at sige at … well, jeg spiller jo ikke rigtig spil mere, men at jeg spillede pornospil Jeg stoppede med at spille pornospillet, fordi ejeren forsvandt. Men en anden spiller begyndte at kode et nyt spil … og da jeg kom hjem i går fandt jeg ud af at spillet er oppe at køre igen i testfase – weee!

Jeg begyndte at spille det i sin tid fordi mandse var begyndt at spille det og han fortalte mig om det og det lød bare orn’lig sjovt. Jeg prøvede det så og jeg kunne godt lide det sociale og at der ikke var censur på alting – at det var voksne mennesker der spillede det. Det skulle så vise sig at nogle af dem opførte sig som kæmpestore børn. Jeg blev en topspiller og jeg endte med at blive … ja OK populær, men også meget upopulær … jeg blev straffet som bitch og da jeg alligevel havde fået straffen kunne jeg lige så godt udføre forbrydelsen – så jeg udlevede min bitch-side i det spil.

Spillet blev hacket og startede forfra, men endte med at blive et rigtig lortespil. Så en dag var der én der fik nok og kodede sit eget spil – igen blev jeg topspiller og berygtet, men det er nemmere at blive topspiller når man er berygtet, for man får meget hjælp fra ens venner fra dag et. Specielt hvis de ved man er nådesløs vil de gerne se en nå toppen, for det er underholdende – det gør spillet mere interessant.

Ejeren forsvandt pludselig og vi har ikke set hende siden – og vi savner hende goddammit!!! Nu er det dog blevet genskabt, men hende der laver det nye spil har ikke så meget tid til at finpudse det, så det kan blive helt færdigt – det er stadig i testfasen.

Nu er dilemmaet så om jeg skal begynde at spille det – jeg er sådan set gået i gang, men det kræver rigtig meget tid hvis man skal nå toppen… og det skal jeg helst, for ellers er jeg fucked, da mine fjender sikkert gerne vil se mig på hospitalet (der hvor man havner når man har fået tæsk ). Jeg vil spare jer fra de bizarre detaljer, for det er faktisk meget grotesk og upassende og …

Men altså jeg sagde til min terapeut at jeg spillede Civilization, hvilket også er i overensstemmelse med sandheden

Nåh men i dag stod vi så op kl. 10 for at gå tur med vuffi og gøre os klar til juleaften. Vi fejrede jul herhjemme med min mor og svoger.

Jeg har næsten ikke sovet i nat, men på den anden side har jeg heller ikke været træt – jo lige kort da vi spiste aftensmad.

Og så tikkede der en julehilsen ind pr. mail fra min gamle kontaktperson fra rehabiliteringen i Ballerup Jeg skrev jo til hende lang tid efter jeg var blevet udskrevet, men på et tidspunkt stoppede hun med at skrive og jeg tænkte at det jo heller ikke kunne blive ved – eller at hun måske ligefrem var blevet sur over noget… men hun skrev at jeg havde virket afvisende når jeg kom på afdelingen (for at besøge Joanna) og at hun ikke ville trænge sig på, så måske det har været derfor. Det er så bare mig der prøver ikke at virke anmassende – jeg ender altså med at virke afvisende Damn!

Juleaften har bare været stille og rolig her. God mad – humongous gås Dejlig gave fra mandse, tre spinning ringe

Merry Yuletide!

Onsdag var jeg ude at spise med min mor og søster. På vej over til centeret ringede S og ønskede mig en glædelig jul. Hun havde desværre også dårlige nyheder. A klarede det ikke. Han tog livet af sig og døde for to uger siden Han var en rigtig sød fyr som en aften bl.a. brugte tid på at stoppe mig i at finde noget at skære mig med. Jeg plejede ikke at involvere mine medpatienter i mine projekter, men han var… han havde en hel del at rykke rundt med Nu har han i hvert fald fået fred. Min mor kender hans bedstemor – de gik til noget gigtmotion sammen.

Så jeg kunne ødelægge den gode stemning med at fortælle om A. Det var de frygtelig kede af at høre. Og så skulle jeg lige have endnu et foredrag om hvordan det er at være efterladt

Så fik min søster hendes gave – weee! Det var en Hole in One og en Chili Trøffel the. Det skulle ha’ været en grøn chili trøffel the, men jeg kom til at bestille den sorte, som ikke er helt så god

Resten af dagen og aftenen brugte jeg på at opmuntre mandse, som er meget depri over at jeg skal på bosted og er sikker på at jeg aldrig kommer tilbage og at jeg finder en ny fyr og hvad har vi ikke – fjolle mandse, jeg elsker jo kun dig!

Torsdag var jeg med min bostøtte og mor ude at se bostedet i Lyngby. Det hedder Kirsten Marie hjemmet og det ser rigtig godt ud… altså måske ikke på hjemmesiden, men når man er rigtig ude at se det Søde mennesker … altså ham vi talte med og … hmmm… det virkede bare rigtig godt Men jeg skal godt nok sige farvel til mange ting så, for så bliver det en hel ny kommune jo. Jeg håber da jeg stadig får lov til at fortsætte terapien hos klinikchefen, for ellers tror jeg ikke jeg siger ja til bostedet. Alle de andre ting kan jeg godt – bliver jeg nødt til at – sige farvel til. Sidste forhindring er økonomien. Det er ikke helt hundrede procent at vi kan få den til at spille og hvis vi ikke kan det, tjah… så er projektet også fucked

På vej tilbage var der en personpåkørsel og togchaufføren skulle have krisehjælp, de skulle rydde op efter uheldet osv., så vi endte med at måtte sidde 1½-2 timer … vi nåede en station og så blev vi sat af, fordi toget skulle testes efter uheldet.

Fredag var hjemmesygeplejersken her for at dosere min medicin, som jeg jo slet ikke selv kan – for det har jeg jo ikke gjort i … hele min sygdomsperiode Jo i starten på Nørrebro, i DPC i Møllegade skulle jeg også spilde min tid på at komme der forbi, så de kunne dosere min medicin. Jeg skulle stå i kø i en evighed, for at de kunne gøre noget jeg var meget hurtigere til selv Psykisk syge kan… kunne ikke selv den slags … tak IPU (Invisible Pink Unicorn) for recovery! Nu kan vi alle mulige ting selv – weee!

Grunden til at en hjemmesygeplejerske kommer og gør det er at de/vi/jeg er bange for at jeg tager en overdosis. Så nu er min medicin låst ned i en pengeboks V.I.P. = Very Important Piller

Men jeg tror sQ jeg overlever julen Det troede jeg ikke i nat, da jeg var ude at vandre og ringe til Livslinien og psykiatrisk skadestue

Lørdag var vi hjemme hos min søster for at sige farvel til hende, hendes mand og niece. De skal til London og fejre jul med svogers familie

Nåh anyways… i nat … torsdag, fredag, lørdag, søndag har det gået så skidt at jeg har måtte tage p.n. medicin. Jeg tager 15 mg. Oxapax og 0,5 mg. Rivotril. Jeg har forsøgt mig med mindre doser – og en enkelt gang en større dosis. For et par uger siden tog jeg 15 mg. Oxapax og 1 mg. Rivotril og så skulle jeg besøge en medpatient på 809. Jeg var heeeeelt væk, det var noget pinligt – men jeg fik da at vide af overyndlingen at jeg ikke kunne lyve mig fra liv i øjnene, så hun har vel ikke kunne se at jeg var skæv eller hvad det nu hedder

Men det kan jeg nu … lyve mig fra liv i øjnene … eller… jeg kan oppe mig midlertidigt… det går meget op og ned … herhjemme sidder jeg og griner og har det sjovt det ene øjeblik og fem minutter efter sidder jeg og græder … for så at grine igen nogen tid efter.

Jeg prøver at leve efter mottoet: Fake it till you make it!!!

Men altså… jeg havde det skidt i nat og jeg havde planer. Jeg tænkte at jeg ville ringe og høre mine muligheder inden jeg gjorde noget. Så jeg prøvede at ringe til Livslinien, men den lukker jo kl. 23 og kl. var 3 om natten. Så jeg ringede til Psykiatrisk Skadestue og hørte om der var andre muligheder. Jeg kommer til at tale med en vildt sød sygeplejerske Meget forvirrende, for vi taler afsnit 822/802.

I dag talte vi også med en sød en derfra. Jeg tror måske de har skiftet staben ud, for det var da helt vildt med søde, imødekommende, kompetent personale …?!?

Altså hun kunne jo ikke som sådan hjælpe … hende i nat … men alligevel fik hun talt mig hjem… og bad mig ringe når jeg var hjemme. Jeg gjorde som hun sagde. På vej hjem ringede Michael og var helt ude af den. Han var vågnet og kunne ikke forstå hvor jeg var henne. Han var rigtig ked af det Stakkels elskede mandse

Michael har i dag ringet to gange til psykiatrisk skadestue. Første gang for at spørge om jeg måtte tage så meget medicin – altså godt nok kun en 1½ dosis en gang om dagen, men fire dage i træk jo. Jeg vil helst ikke blive afhængig af skidtet, men det er vel trods alt bedre end alternativet? Anden gang ringede han for at høre om jeg kunne komme og få en oxapax og en rivotril, da jeg ikke har flere Nu må jeg prøve at overbevise min terapeut om jeg kan få beroligende medicin i morgen – hvis jeg ikke kan, så … så må jeg prøve min praktiserende læge Hun har før vist sig villig

P.S. Nåh ja, jeg glemte da lige at fortælle om vores nye anlæg … det har en mikrofon hvor man bare skal sige ”Play that funky music white boy” og så spiller det alt den musik man lige kan tænke sig … altså næsten

Her er det postkort jeg sendte til Joanna den 10. juli 2013. Vi lavede sjov med at Psykiatrisk Center Ballerup censurerede mine postkort, fordi jeg … mens jeg stadig var indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre (efter mit første suicidalforsøg) havde sendt patienterne et postkort fra Ærø, hvor jeg havde fået lov til at tage til af en sød læge der hedder Olga … men de fik aldrig postkortet – så det blev nok snuppet af den benhårde censur på PCB