Fredag d. 5/9-2014 blev jeg udskrevet fra PCH 811. De kunne ikke gøre mere for mig og jeg løj mig ud. Det havde muligvis ikke ændret noget, om jeg havde sagt hvordan jeg havde det, for sådan har jeg haft det i 2 år – og man mener der skal andre metoder til. At indlæggelse ikke er godt for mig. Der er faktisk lavet en kontrakt der siger, at jeg kun må have 4 overnatninger på mit stamafsnit. Yderligere er der jo krav til lægerne om at rydde sengepladser til nye patienter op til weekenden.

Min mand og jeg tog hjem og lavede helt almindelige hverdagsting, så som at handle i Bilka og få lidt frokost. Men jeg havde mistet håbet. Og jeg havde udformet en plan i hovedet. Min mand kan godt lide en middagslur og når han tog den, ville jeg stikke af med den aflåste boks, som Bostøtten bevarer min medicin i, så jeg ikke tager for meget i affekt.

Men min mand faldt aldrig rigtig i søvn. Jeg nåede dog at skrive et afskedsbrev til ham og lokalisere et koben, mens han slappede af på sofaen.

Til gengæld har vi en herlig lille hund som skal luftes. Jeg så mit snit til at udføre min plan. Sekundet min mand gik ud af døren, gjorde jeg mig klar. Jeg tog sko på, pakkede mobiltelefon, buskort, 150 kr. og en sodavand – det er altid rart, at være på forkant med en hvilken som helst situation. Derefter fandt jeg kobenet og medicinboksen frem. Det var ikke lige så nemt som jeg havde forestillet mig. Den var godt nok svær at få op, jeg råbte og skreg og har sikkert været helt rød i hovedet af frustration og hysteri – jeg troede det ville mislykkes. Overvejede på et tidspunkt at tage medicinboks og koben med i et net, men kobenet stak foroven og det synes jeg så en tand for mistænkeligt ud.

Men det lykkedes langt om længe. Jeg tog den medicin der ville kunne bruges til noget og lagde afskedsbrevet til min mand. Jeg frygtede det ville være for sent, og at min mand var på vej tilbage. Men det var han ikke. Der gik et stykke tid før han begyndte at ringe. Min mand har det med at ringe i en uendelighed når han er nervøs for mig, og denne gang var ingen undtagelse. Jeg afviste hvert et kald, håbede han ville give op.

Skrev til sidst at der intet var at gøre, og at jeg ville ringe og sige farvel. Han blev ved med at ringe og efter nogen tid skrev han, at jeg lovede at ringe og sige farvel. Derefter ringede en med hemmeligt nummer. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men da jeg er kvinde og nysgerrig modtog jeg opkaldet – dog uden at sige noget. Det var en mandlig betjent der var i den anden ende. Han brugte lang tid på at overbevise mig om, at den eneste rigtige løsning var at tale med hans kvindelige kollega, der havde god erfaring med psykisk sygdom.

Efter lang tid fortalte jeg ham, hvor jeg var – ved en Fakta på Arnold Nielsens Boulevard. Men da jeg havde afsluttet opkaldet, tænkte jeg, at jeg ikke havde lyst til at overholde aftalen, men at jeg hellere ville følge min oprindelige plan. At tage på Hvidovre Hospitals toiletter, som ikke er overbesøgte og som har døgnåbent (tror jeg). Her kunne jeg tage pillerne i fred og ro, og ville forhåbentligt ikke blive opdaget, før det var for sent. Jeg åbnede det første pilleglas – der var kun 12 piller i og jeg slugte dem med den medbragte sodavand. Derefter tog jeg en blisterpakke med 10 piller. Jeg hader at sluge piller på den måde, jeg føler jeg sluger gift – og i de doser gør jeg det jo sådan set også. Så holdte jeg mit løfte og ringede og sagde farvel til min mand. Jeg ville ellers først have ringet når jeg var helt døset hen og på vej til at forlade verdenen, så der ingen fejl skete. Denne gang skulle det nemlig lykkes. Min mand tog det umiddelbart køligere end han plejer – måske fordi han vidste politiet var på vej. Jeg var lidt rundt på gulvet, ønskede at adlyde ham og fortalte hvor jeg var, da han spurgte.

Så kom politiet. De bad mig åbne døren og da det var politiet turde jeg ikke gøre andet. Det var to vældig flinke betjente, der dog ingen medicinviden havde – og den ene foreslog mig muntert, at jeg bare skulle anlægge mig et drivhus på min altan, for hun var meget glad for at plante alverdens planter og blomster og mente at det var løsningen på mine problemer.

De fik overtalt mig til at køre på psykiatrisk skadestue, for de måtte ikke bare efterlade mig der.

På psykiatrisk skadestue blev vi taget imod af en der kendte mig. Som regel virker de glade for at se mig, venlige og imødekommende, men hende her virkede godt træt af mig. Måske var hun en af dem der var med til at tvangsmedicinere mig to gange dagen før. Eller også var hun sur over, at jeg var brudt ud af deres semi-lukkede afsnit nogle dage inden.

Derefter kom, hvad jeg troede, var lægen. En høj blond fyr med et mut ansigtsudtryk, som jeg havde set før. Jeg husker ikke specielt godt samtalen, men han var meget knotten fra start til slut og det gjorde mig trodsig – jeg har nok været noget nedværdigende overfor ham og hans profession, eller også blev jeg det i hvert fald senere.

Det viste sig dog senere, at han var sygeplejerske. Der var også en studerende med til samtalen og periodevist en læge. Mens sygeplejersken sad og notederede, nuppede jeg lige en lille håndfuld (5 styks) piller mere fra et af de mange pilleglas der lå i mit medbragte indkøbsnet. Den studerende panikkede, puffede til sygeplejerskenog pegede hen mod mig. Sygeplejersken kastede sig over mig og prøvede at få glasset og pillerne fra mig. Pillerne fløj rundt til alle sider. Jeg nåede ikke at få mere end de fem piller. Sygeplejersken blev om muligt endnu mere knotten, for han påstod jeg havde sagt, at jeg ikke havde flere piller.

Derefter kom lægen med besked om, at jeg skulle en tur på Hvidovre Hospital til afgiftning. De flinke betjente skulle køre mig. Det skal lige siges, at de flinke betjente også studsede over den måde jeg blev behandlet på af personalet på psykiatrisk skadestue. Jeg ringede til min mand og informerede ham, og sagde at jeg nok ikke måtte citere betjentene for dette, men det sagde den ene, at jeg sagtens måtte.

På akut medicinsk modtageafdeling (AMA) sagde de, at det blot ville tage 3 minutter før nogle andre kunne tage over og betjentene kunne gå. Jeg sagde grinende til dem, at i hospitalets verden svarede det til en time.

Jeg fik ret. De kom til at vente en time. Jeg husker ikke det hele og i hvilken rækkefølge det er sket. Men jeg skulle drikke aktivt kul – det har jeg prøvet en del gange før – og det er det værste man kan forestille sig. Sand med lidt vand i nærmer det sig vel næsten, men det er bare endnu værre. Det fremprovokerer brækrefleksen, men jeg holdt dog det hele i mig.

Min mand kom også. Pludselig måtte han ikke være på stuen, fordi de skulle stille en anden patient nogle personfølsomme spørgsmål. Så blev jeg pissesur og ville da i hvert fald heller ikke være på stuen, når min gæst ikke måtte. Det var dejligt at se min mand, men jeg ville dog ønske han ikke skulle se mig så langt ude som jeg var. Tidligere når min familie har været tilstede, har der altid været et eller andet der holdt mig lidt i skak, så jeg ikke skræmte min familie, men denne gang havde jeg helt og aldeles mistet kontrollen.

Jeg prøvede at stikke af, for de ville have mig tilbage på psykiatrisk skadestue. Jeg løb fra min mand ned af forskellige gange og han råbte desperat ”STOP HENDE!” men ingen stoppede mig. Han var desperat og gal på alle de mennesker der ikke foretog sig noget. Men endelig kom en Falck-mand kørende med en seng og han stoppede mig.

Til sidst endte vi i et stort rum, med masser af maskiner, slanger og alverdens tingenoter samt tre styks personale til at passe på mig ud over min mand. Jeg var meget opsat på at lave selvskade og stikke af. De var nok til at stå en ved hver dør, men alligevel lykkedes det mig at stikke af – ved et lykketræf gennem alverdens kringelkroge og hemmelige døre havnede jeg ved skadestuens hovedindgang. Sygeplejersken tog fat i mig og jeg ville gøre modstand, men så sagde hun, at der var børn, og jeg tænkte, at jeg blev nødt til at overgive mig og ikke skræmme børnene.

Tilbage i rummet kunne vi fortsætte vores venten på politiet – de lader sig i den grad vente på sig. Jeg endte med at lægge mig på gulvet for at hvile – men så kunne de stakkels plejere og min mand da få sig et hvil.

Endelig kommer politiet – to mænd – og de spørger om jeg vil frivilligt med. Til det kan jeg kun sige nej. Nej, jeg vil ikke indlægges. Det var ikke hvad den politibetjent jeg talte i telefon med havde lovet mig. Så jeg får håndjern på. Håndjern! Nu er jeg blevet kriminel. ”Tænk på børnene” sagde den ene sygeplejerske tidligere. Hvad med nu, hvor de ser en kriminel blive ført ud i håndjern. Hvad med mig? Tænk på mig. Jeg er skrøbelig og de behandler mig som en kriminel.

Jeg var mildest talt utilfreds med situationen, og jeg indrømmer gerne at jeg har prøvet at åbne bildøren, at jeg har siddet uroligt og ikke holdt selen, som den ene betjent bad mig gøre. Men han var så brutal, han holdt håndjernene på en måde så de gjorde virkelig ondt og han tog hårdt fat i mine overarme, så jeg dagen efter havde blå mærker. Man forholder sig hurtigt roligt når man bliver udsat for så smertefuld behandling. Derudover talte de også virkelig grimt til mig. Jeg husker ikke det hele, men jeg husker at de bl.a. lod mig vide, at jeg bare havde at sætte pris på den gratis taxatur – men den ønskede jeg jo slet ikke?!? Den anden sagde også sarkastisk og nedværdigende til mig, at jeg da sandelig var god til at få venner.

Jeg indrømmer også gerne at jeg græd, og jeg har ellers ikke let til tårer.

Jeg prøvede i øvrigt at spørge ind til, om de havde fået undervisning i konfliktop- og nedtrapning – for det synes jeg da godt nok, at de manglede.

Da vi kom til skadestuen opfordrede jeg betjenten til at behandle mig så hårdhændet som han havde gjort på hele turen – men eftersom der var vidner havde han åbenbart ikke lyst til dette.

Jeg husker ikke hvad der skete i skadestuen, andet end den sure sygeplejerske stadig var der og denne gang fik han altså det glatte lag, fordi nogen skulle det gå ud over, at jeg var blevet mishandlet. Det var der jeg fandt ud af, at han ikke var læge, og jeg sagde, at det kunne han ellers sagtens være, så pissesur og arrogant som han var.

Jeg blev indlagt på røde papirer (tvangsindlagt) og turen gik til det lukkede afsnit jeg tidligere på dagen blev udskrevet fra. Her gik det også vildt for sig. Der blev trykket alarm og jeg var så heldig at se to af yndlingene fra 809 – det afsnit jeg normalt tilhører. De kunne bl.a. informere personalet på 811 om, at jeg har god gavn af at gå i bad med tøj på. I dag har en anden fra mit vanlige afsnit kunne fortælle dem, at det er rigtig godt for mig, hvis de lægger sig oven på mig, når jeg ligger med kugledyne. Så nu har jeg fået to kugledyner til at have over mig og en personale hvis det skulle brænde helt på.

bruises

 

 



Recently:


Comments


Name (required)

Email (required)

Website

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Share your wisdom