Ja, så er jeg tilbage for en kort bemærkning.

Siden sidst er der sket lidt af hvert.

Jeg slap ud fra Psykiatrisk Center Ballerup. Min mor og mand forrådte mig ved at fortælle personalet, at jeg havde strimlet mit lagen, så jeg besluttede at holde alle selvmordstanker skjult for alle – inklusive mig selv. Og det virkede. Jeg tror jeg havde en hel måned hvor jeg ingen presserende selvmordstanker havde.

Jeg kom først ud om torsdagen, for bostedet ville med til udskrivelsessamtalen og det kunne åbenbart først lade sig gøre om torsdagen. Men jeg fik orlov fra stedet, og var der reelt ikke – altså jeg sov hjemme de sidste to-tre dage.

Jeg var også i stand til at passe mit DAT-forløb som er mit lys i mørket

Jeg skal lige komme med to ting fra indlæggelsen. Jeg har vist nævnt at personalet sad inde på kontoret og spiste aftensmad mens de burde være fast vagt på mig. Men jeg oplevede også at en personale en dag på bedste teenager-vis udbrød ”Jeg keeeder mig!” mens hun sad inde på kontoret. Jeg ved godt jeg er lidt fjollet, men jeg sad nu og blev lidt forarget og tænkte: ”SÅ GÅ DOG FOR HØWLEDE UD OG TAL MED PATIENTERNE!!!” Jeg nævnte det faktisk for en af de hårdtarbejdende folk fra Hvidovre og hun grinede og sagde at hun ligegodt aldrig havde prøvet at kede sig. På de nye kontorer på Hvidovre skal der tilsyneladende heller ikke være stole – altså personalekontorerne. De skal ikke sidde og drive den af eller hygge på kontoret. Det er nu ikke nødvendigt på Hvidovre med den slags arrangementer, men det ville være en god idé til Psykiatrisk Center Ballerup.

En dag jeg skulle noget ud i fællesmiljøet og gik ud af min dør så jeg en fra rehabiliteringens døveteam. Jeg overvejede at hilse på hende, men så så jeg Permand (også tidligere omtalt som ”den fæle trold” her på bloggen) og så må jeg sQ indrømme at jeg vendte om og holdt mig inde på mit værelse et stykke tid

Til udskrivelsessamtalen kom de som sagt fra bostedet og hun følte sig nok noget til grin, for det tog cirka 5 minutter. Det var helt meningsløst at de skulle komme og være med og det var helt meningsløst at jeg skulle være indlagt til om torsdagen for den samtale.

Men jeg blev sluppet fri og kort tid efter tog mandse og jeg til Hamborg. Det var en dejlig dejlig ferie, hvor vi bare hyggede mandse og konse-style. Vi så en hel del til St. Pauli, men vi prøvede at se alle de seværdigheder vi kunne komme i nærheden af – uden at vi stressede. Mandse så også en gade hvor kun mænd måtte komme, fordi der var slemme slemme piger Og så hyggede vi os gevaldigt med at alt hvad der overhovedet var i vejen med vores ferie skulle vi klage over i receptionen – at vi f.eks. havde glemt vores paraplyer derhjemme eller lignende. Mest fordi folk der opfører sig sådan – brokker sig over alt – er latterlige.

Mandse fandt også ud af at en mobiltelefon hed en Handy, og det syntes han var et blæret ord til en mobilos, så vi brugte en hel sen aften/nat på at knække sammen af grin over tanken om at han ringede rundt til tilfældige tyske telefonnumre og sagde ”Hallo – ich habe eine Handy”. Prøv lige at forestille jer at få sådan et opkald klokken lort om aftenen/natten!

Efter Hamborg tog vi tilbage til Fyn og besøgte min brormand og svigerinde i nogle dage. Det var som altid hyggeligt – ren afslapning, ingen stress og jag. Brormand havde lige fået en lille ny baby – en MAGELØS hund – som hedder Toya. Hun er godt nok kær

Derefter var jeg lige hjemme og vende og så besluttede min mor og jeg at tage til Fyn igen. Hele den pukkelryggede skulle mødes der i påsken, men vi tog et par dage yderligere. Da vi alle var samlet fik vi bl.a. taget en masse gode familiebilleder af os alle sammen samlet og specielt et rigtig fjolle et, som jeg bare er vild med. Det hænger nu på min væg der hvor jeg er indlagt – mere om det senere.

Jo, jeg havde lige en enkelt dag hvor jeg stak af fordi jeg fik det dårligt og jeg vil helst sige det er usikkert hvad jeg ville gøre.

Efter Fyn tog jeg tilbage til bostedet. Jeg havde det ikke skide godt. Så læste jeg i min journal og jeg læste hvad stedets psykiater havde skrevet om mig. Ikke nok med at hun var en kost at tale med, som tog min p.n. fra mig – som jeg skal bruge for ellers tager jeg fucking livet af mig … en kompetent psykiater ville nok ha’ foreslået at jeg trappede langsomt ud af det. Nåh men anyways, hendes vurdering af mig er bare så uforskammet – hun får mig til at fremstå som en småtbegavet.

Jeg besluttede at jeg var færdig med bostedet, og psykiatrien i det hele taget – inklusiv mit DAT-forløb, men det var mest fordi jeg ikke kunne lide at fortælle mit terapeut om min beslutning. Jeg tog bussen hjem til mandse og skrev jeg var færdig med bostedet og psykiatrien og at jeg ikke gad diskutere det.

Jeg siger farvel til bostedet af mange årsager. De kan ikke hjælpe mig med det jeg skal bruge hjælp til. De kan hjælpe hvis jeg kan bede om hjælp, og det kan jeg ikke. De andre beboere virker meget syge, og samværet består i at se fjernsyn – med mindre det er særlige arrangementer.

Efter jeg havde vænnet mig til min KP besluttede de sig så også for at tage hende fra mig og give mig en helt ny. Ikke at jeg tror der er noget i vejen med den nye, men det kan jeg bare ikke.

Ellers har mandse og jeg været til foredrag om selvskade – af ren nysgerrighed, jeg skærer måske i mig selv, men jeg er IKKE fucking cutter Vi har været til Outsideren-arrangement i Thorupgården og se dokumentarfilmen Mettes stemme, vi har været til første maj og blive irriteret over fløjtetosser, selvom jeg i og for sig er enig med dem, vi har været i jobbanken som finder job til psykisk syge – men jeg skal nok starte med deres kurser, jeg har jo ingen uddannelse osv.

Men jeg har det meget skidt med jobbanken. Jeg havde nemlig en dårlig oplevelse. Jeg skulle have haft min injektion Xeplion for 10-12 dage siden, men arrangerede ikke at få den, da jeg ville ud af medicinen. Jeg ville ikke tale med nogen læge om det, da jeg ikke gider diskutere med dem. De vil jo bare at man tager det lorte medicin. Problemet er at det er muligvis derfor min terapeut spørger hvad der er i vejen med mig. Hun siger jeg virker helt opgivende og at hun har stået for 80% af samtalen. Jeg bryder sammen og tilstår det med medicinen. Hun siger at vi godt kan finde ud af noget udtrapning, men ikke på den måde. Nu skal jeg gå over i skadestuen og få injektionen og så må vi arrangere en langsom udtrapning. Men men men … når jeg får at vide at jeg har det dårligt, så bliver jeg fucking dårlig og endnu mere indelukket. Så jeg er helt til rotterne i jobbanken. Jeg er ved at vælte over en stumtjener fordi jeg vil flygte fra hende jobkonsulenten fordi jeg føler hun kommer for nær osv. osv. osv.

Jeg skal trøstes af Michael da jeg kommer hjem. Jeg kan jo ikke noget uden medicin – og medicinen gør heller ikke underværker. Jeg kan jo bare ikke tale med folk. Hvordan skal jeg så få et job og nyde at have et job, hvis jeg bliver lige så ensom som jeg i forvejen er.

Jeg siger også til min terapeut at hvis det var et brækket ben eller en anden fysisk sygdom så var det KROPPEN, ikke mig. Det her er min HJERNE og det er MIG! Det er MIG der er noget galt med. Men så prøvede hun at forklare mig noget om sukkersyge som jeg ikke tør begive mig ud i at gengive

Og så har jeg selvfølgelig set Sindssygehospitalet og genset alle de dejlige – og knap så dejlige – mennesker jeg var indlagt med. Det skal siges at jeg ikke var indlagt med ham der har begået knivdrab. Men jeg kan sige … man siger at han ikke skulle ha’ været udskrevet. Det er der rigtig mange der ikke skulle ha’ været. Samtidig med at Thor var indlagt, var der en anden jævnaldrende fyr indlagt som blev udskrevet flere gange og hver gang prøvede han at tage sit liv – og i slutningen af 2013 lykkedes det for ham. Kære politikere: Han var et dejligt dejligt menneske. Han havde brug for hjælp. Men lægen var tvunget til at udskrive ham, fordi der er så meget pres på sengepladserne her i landet. Please giv os flere penge!

Og så har jeg da lige begået en kronik som kom i Information Den kan du læse her. Det er den korte version af en dobbelt så lang artikel jeg skrev til Outsiderens særnummer om tvang. Men der kom for mange artikler ind og da min allerede havde været trykt valgte hun at droppe min. Men den lange version kommer på deres hjemmeside og så kan du læse den der. Det bliver først efter særnummeret er trykt.

Der skulle været taget nyt billede til artiklen i Outsideren, men det blev droppet, for jeg var på suicidalfærd, så jeg skrev til fotografen og aflyste.

Men jeg var på suicidalfærd i torsdag. Mandse ville ha’ mig indlagt, men jeg bad ham ikke gøre det og han accepterede. Så gik det godt fredag og lørdag – altså sådan da, men søndag var den gal igen og denne gang slap jeg ikke. Men jeg havde allerede bedt mandse køre mig til Hvidovre – selvom jeg hører til Ballerup – da der er frit sygehusvalg, hvis man kommer frivilligt. Alt er godt, jeg bliver indlagt. Jeg skal smide alt tøjet og får et sær hospitalstøj og jeg får fast vagt. Men vagten er væk om morgenen.

Mandag spørger fast yndlingsKP nr. 1 hvorfor jeg er kommet ti Hvidovre. Jeg forklarer. Hun siger at der kun er frit sygehusvalg hvis der er plads og det er der ikke. Jeg skal til lægesamtale og han ender med at ville tvangsindlægge mig på Ballerup, fordi jeg får talt over mig. Men så kommer min redningskvinde – min terapeut og klinikchefen på PCH og redder mig Hun siger at jeg kan blive dagspatient, men hvis det brænder på om natten skal jeg altså henvende mig på Ballerup.

Det brænder på, men vi prøver i stedet Glostrup – PCG kan jo ha’ ændret sig siden jeg var der for 10 år siden. Men de siger jeg står indskrevet som indlagt på PCH og kan altså ikke indlægge mig. Så tager vi tilbage til Hvidovre og forklarer. Det viser sig at aftalen var med Ballerup og kun Ballerup. Michael ser mine bedende øjne og fortæller dem at vi tager hjem, for Ballerup er ikke en mulighed.

Så kan jeg pludselig godt blive indlagt på PCH afsnit 809 – eller det kan jeg så ikke, for der er vitterligt helt booket op. Jeg får i stedet en seng i modtagelsen. Jeg tænker lidt at det kan jeg ikke bruge til noget, for jeg har jo brug for at jeg ikke kan stikke af og gøre skade på mig selv, men det går.

Morgenen efter er jeg dog ved at stikke af – for at suicidere – men ombestemmer mig da jeg står ude i skoven. Jeg går tilbage og følger aftalen.

Men den dag skifter jeg folkeregisteradresse. Jeg har slet ikke råd til det, for nu skal vi betale to huslejer m.v. med en pension der er beregnet til en samboende. Min mor har lovet at hjælpe os. Dette betød så at jeg fik en rigtig indlæggelse med seng og det hele. Hurraaa!

Jeg har også lavet ballade. I forgårs prøvede jeg at hænge mig to gange – selvom yndlingsKP 1 siger det mindst var fire gange og så slicede jeg mig selv så meget op at det var et blodbad uden lige. Jeg skøjtede rundt i blod og de blev alvorligt bekymrede for at jeg havde ramt noget alvorligt. Jeg kunne tage en hel håndfuld blod op i hånden og der var stadig blod ud over hele toiletgulvet. De brugte 100 strips på at lappe mig sammen. Jeg blev ikke syet, men det skulle jeg muligvis nok ha’ været hist og her – det er i hvert fald tæt på. Jeg har sygt mange ar nu

Nu er jeg på orlov og jeg skal udskrives på mandag

Til sidst lidt happy info:

I dag er det min svigerindes fødselsdag – og i morgen er det min nieces fødselsdag – hurraaa!

P.S. Ingen korrekturlæsning – tag til takke med det jeg kunne præstere

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6