OK ingen noter i dag, så vi må klare os ”på bedste beskub”
Mandag var så min første dag på Kofoed skole. Turen dertil husker jeg som ganske udmærket.
Jeg skulle lige melde mig til klaver om torsdagen, hvis det var muligt, så jeg var kommet i god tid. Desværre var der en lille venteliste og sæsonen er jo ovre om 1 måneds tid, så det kunne jeg jo nok glemme. Men så opdagede hun at jeg var ny elev, og dem skal man åbenbart prioritere, så jeg fik pladsen – weeeee!
Min første bommert var at gå i kantinen – er du åndssvag der var mange mennesker Jeg kan ikke afvige fra planen, så jeg købte en sandwich og en vand – det eneste de havde med skrulåg på, men den var godt nok lunken
Da det var overstået var det ellers bare … RUN AWAY!!! Væk fra det scary place!!! Så jeg gik ned og ud i det dejlige vejr – de havde en masse bænke, som ikke var proppet med mennesker. Jeg satte mig og fik stort set lov til at beholde bænken for mig selv (mandse og J har brokket mig over at jeg skriver mig selv i et ord ) …
Jeg synes det hele var meget svært lige der, men jeg måtte jo klø på – kunne ikke bare give fortabt den første dag!
Bagefter satte jeg mig i foyeren hvor der kun sad en anden pige, der var ingen larm og jeg sad og SMS’ede med mandse og J tror jeg. Jeg fik det lidt bedre og var klar til en tørn mere
Nu er jeg jo også særlig sensitiv (hsp) så det spiller jo nok også ind i sådanne situationer
Efter at have siddet der og ventet i 45 min. var det tid til at gå til undervisning. Læreren var vist ikke enig i at det bare sådan var lige til at starte i slutningen af en sæson Det var orn’lig svært!!! Jeg fik noget af en hovedpine og var helt rundt på gulvet. Hende der sad ved siden af mig, var ellers sød til at forklare mig alting
De fortalte mig så bagefter at det havde været det sværeste de nogensinde havde haft, så de kunne sagtens forstå hvis jeg var skræmt
Vi fik lektier for!!! Nu må vi se om jeg overhovedet kan finde ud af det!
Efter undervisningen skulle jeg hente en bog i et antikvariat – den af Alice Miller som hedder ”I begyndelsen var opdragelsen”. Eller jeg skulle se hvilken stand den var i, selvom de allerede havde svaret på en e-mail jeg sendte om søndagen. Jeg nåede altså at få svaret mandag inden jeg tog afsted.
Turen i metroen var ikke ligefrem nogen hyggetur. Værre var det da jeg skulle finde antikvariatet. Lorte Navigator!!! Jeg var helt grædefærdig da jeg endelig fandt bixen – men jeg græd ikke, tudeprinsesse J!!! There’s a big difference!
Tilbage med mig og så skulle jeg så finde helvedesbussen (350S) … jeg havde en aftale med J. Det tog mig også jeg ved ikke hvor lang tid at finde det busstoppested. Men til gengæld stod jeg på et godt sted, et sted hvor der ikke var nået at komme så mange mennesker på – yay! Og egentlig kom der i det hele taget ikke nær så mange på, som da jeg tog turen med J.
Men da jeg kom frem havde jeg ventet at se J – hun havde lovet at hente mig ved bussen, hvis jeg var helt knust. Jeg var jo ikke ligefrem skide kry, så da hun ikke var der blev jeg noget betuttet … mongolen havde så misforstået aftalen – uni my arse, tsk!
Vi fik byttet undertøj og penge og så var alle glade! Den der vil jeg lade stå lidt og jeg gider egentlig ikke forklare den
Efter en kop the m.v. tror jeg egentlig bare mandse kom og hentede mig – tror ikke vi lavede så meget andet
Jo, jeg fik da lige afprøvet at vægten virkelig ikke duede Så jeg kunne ikke tjekke hvordan det stod til – SUK!
Tirsdag var jeg igen på Kofoeds Skole. Jeg skulle til psykologi. Igen gik jeg i kantinen – i trods. Den skal ikke få mig ned med nakken – RAWR!!!
Jeg købte en vand – denne gang kold – og en frugttallerken, mmm Tallerkenen skulle jo afleveres, så gad ikke gå ned og spise – doven er man vel Så jeg satte mig på en gang og spiste – lidt akavet
Psykologiundervisningen forløb glimrende og det var igen nogle meget søde elever og lærer En af de andre elever hed oven i købet Sussi og hun var vist i familie med nogle orn’lig seje skuespillerinder
Turen hjem … metroen var forholdsvis acceptabel efter forholdene … toget … not so much
Jeg skrev til Michael i toget at jeg ikke kunne klare mere og at han måtte komme og hente mig ved togstationen! Så begyndte han at ringe og jeg måtte skrive at jeg jo ligesom ikke kunne tale nu, når der var mennesker alle steder og jeg var midt i et indre angstanfald!!! Så meget skrev jeg slet ikke, men det var det jeg mente
Han hentede mig så og vi kørte hen og fik en pølse og bagefter ville han i Harald Nyborg … og så skulle han køre mig til skriveværksted. Det var lige før jeg ikke nåede det igen!!! Det havde simpelthen været så forfærdeligt pinligt at komme for sent igen.
Vi lavede en skriveøvelse hvor man skulle skrive konstant på tid!!! Man fik to ord man skulle skrive om. Jeg er bare blevet så dårlig til at skrive (i billeder) og jeg fik også skrivekrampe En af de andre er simpelthen så fantastisk til at skrive og det fortalte jeg hende også. Det blev hun rigtig glad for!
Læreren foreslog at næste gang kunne hun lave et oplæg om og give os nogle værktøjer til at skrive mere levende (metaforisk).
Det var altså ikke fordi jeg læste det op jeg havde skrevet – jeg klynkede bare over det sådan generelt
Bagefter fortsatte jeg min beretning om lukkede afdelinger, men jeg tror jeg endte på et sidespor. Men det er en vigtig historie for mig, fordi jeg gerne vil belyse hvordan det rent faktisk føles at få taget sine rettigheder fra sig uden at have gjort noget kriminelt – og at jeg føler der bliver brugt en masse tvang uden at man kalder det det.
Jeg kan igen henvise til en samtale på en lukket afdeling i Ballerup:
- Jeg har fået at vide at jeg er her frivilligt.
- Jamen det er du også.
- Så vil jeg gerne ud.
- Så bliver jeg desværre nødt til at tilbageholde dig.
… så bliver jeg nok nødt til at stikke af! Muhahahahahaaa
Men jeg fortalte at jeg havde en artikel med i det der bliver den sidste trykte (indtil videre) udgave af Outsideren og så kom jeg tilfældigvis ind på at tale om min blog … som læreren så gerne ville have adressen på Så nu har jeg da orn’lig præstationsangst Orn’lig er i øvrigt nok et rigtig godt ord at imponere med
Onsdag var der ingen undervisning på Kofoeds skole, da lærerne skulle til et møde. Men jeg skulle også i DPC til første møde med min nye KP.
Hun var sød nok Hun fik ringet til PCB rehabiliteringsafsnittet om hvor lang tid der ville gå før de ”havde taget stilling til min henvisning” Det ville tage under 14 dage og så var der 3 måneders ventetid. Fair nok, bare de accepterer mig, men det tør jeg slet ikke tro på!!!
Vi fik også talt om psykolog … så’en bare for at snakke med én om det jeg gjorde eftersom INGEN HAR SNAKKET MED MIG OM DET SIDEN!!! Flot!
Hun ville tage det op på deres konference hurtigst muligt. Altså med mindre der var noget vigtigt, for mit var åbenbart ikke så vigtigt
Ellers skal jeg få lægen til at henvise mig til en
Jeg kunne så kun få lov til at tale med denne KP en gang hver fjortende dag i en halv time. Godt så!
Bagefter var min søs og jeg på café og få en kop the og kaffe med en chokoladecroissant – slurp! Ja for min søster var med til samtalen altså Min X-KP havde foreslået at jeg tog en pårørende med til den første samtale og jeg gør altid som hun siger (det’ altså rigtigt!)
Mens vi sad der sendte J en SMS om at jeg skulle komme og besøge hende. Da hun havde accepteret tiden spurgte hun om vi skulle tage på MacD og tage mandse med. Hun kalder ham også mandse
Det ville mandse godt, så vi havde en aftale!
Da jeg kom hjem gik jeg en lang tur med Mimse, hvor jeg fik gået 4,68 km. på 51 minutter Vi stoppede jo op en del gange, så jeg måtte løbe indimellem for at holde hastigheden Vi kom både forbi hav og får
Senere kom min bostøtte og så lagde vi det nye gulvtæppe på – weee, det’ lilla!!! Kvinder er stærke!
Så tog mandse og jeg ud til J og fik en kop the. Jeg prøvede deres nye vægt og det så rimelig fornuftigt ud. En fra personalet som jeg endnu ikke havde mødt efter mit stunt hilste rigtig sødt på mig. Det var ellers hende der engang skrev at jeg næsten havde haft behov for korrigering men J siger at det har jeg jo også Men hun er altså rigtig sød bortset fra det! Det var i øvrigt hende der var på job den dag jeg forsøgte at suicidere. Hende den anden var der også og hun så mindre imødekommende ud – det var jo ellers hende der havde hilst venligt på mig en dag, så jeg troede hun ikke hadede mig for evigt
Så tog vi på Mac D. og spiste alt for meget som vi plejer – heldigvis havde jeg jo forbrændt 710 kalorier på min gåtur, så jeg satser på at et meal ikke er på mange flere kalorier end det Naiv er man vel
OK langt indlæg!!!
Slut for denne gang – jeg er ude!
Recently:
- Når facaden krakelerer
- Here we go again …
- Omsorg og inkompetence – og nye veje …
- Ikke brandbar
- Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
- … kvæler du jo barnet
- Når du strammer garnet …
- Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
- Reset – endnu en ny start
- Tre måneder lang indlæggelse – del 6