Mandag d. 2/1 til fredag d. 6/1 var jeg indlagt. En af de der planlagte indlæggelser hver ottende uge. Det var en god indlæggelse – ”overyndlingen” var kommet tilbage. Men det var også en svær indlæggelse, som de plejer at være. Fordi jeg bliver nødt til at give slip og deale med alt det sorte, alt kaosset.

På vej hjem fra hospitalet kommer jeg til at tænke på, hvad jeg skal gøre, hvis jeg får det dårlig, når kontrakten udløber til juni 2023. Jeg tror nemlig ikke de vælger at fortsætte den, for udadtil virker jeg nok for god. Så jeg får selvmordstanker – stærkere end de plejer, mere konkrete.

Fredag aften finder jeg ud af, at jeg har glemt en pilleæske, som vi tager ud og henter. Det er ”overyndlingen” der kommer ud. Hun kan gennemskue, at det ikke går alt for godt. Hun siger, hvis det bliver værre, skal jeg fortælle det til Michael. Jeg siger, at jeg har planer om at skrive til Livsliniens skrivdet.dk. Hun virker ikke meget bekymret, men vælger alligevel at følge mig ud til bilen og sige til Mandse, at han skal passe på mig.

Men de efterfølgende dage skriver jeg til Livslinien og skriver afskedsbrev til Mandse. Der er mange ting der spiller ind, bl.a. det med kontrakten, men også, at den 13. april i år, er det 10 år siden, jeg tog min første overdosis – og jeg har noget med dage og tidspunkter.

I tirsdags d. 17/1 kommer min bostøtte. Jeg skriver at jeg ikke har det så godt, men hun får mig overtalt til at få lov til at komme forbi. Jeg fortæller hende om, at jeg har skrevet til Livslinien. Hun spørger om hun må læse det. Det tør jeg ikke, for jeg er bange for, at hun vil få arrangeret en indlæggelse og som jeg har skrevet til Livslinien, så er døden det bedre alternativ sammenlignet med en indlæggelse på Nordstjernevej.

Hun spørger så, om hun må læse deres svar, og det syntes jeg er et godt kompromis. Hun bliver jo selvfølgelig lidt bekymret, for livslinien gentager jo næsten alt hvad man skriver – og hun kan se noget om et afskedsbrev. Så hun spørger om vi ikke skal ringe til min KP i F-ACT. Herfra besluttes det, at sætte mig på F-ACT boardet, som er en arrangement, hvor man kan komme og besøge patienten tre gange om ugen. Men min KP i F-ACT tilføjer i journalnotatet, at man kan prøve at motivere mig til indlæggelse. Selvom hun har lovet, at hvis jeg holder aftalerne, behøver det ikke komme til indlæggelse.

Da min bostøtte er gået, beslutter jeg mig for at sende hende hele korrespondancen mellem Livslinien og jeg.

Da F-ACT kommer næste dag, har jeg også printet korrespondancen ud til min KP (som i øvrigt er en kontaktperson jeg har været meget glad for), for man må ikke sende mails til F-ACT. Jeg må i hvert fald ikke. Jeg vil give hende brevet (på 13 sider), men hun siger, at det vil hun ikke have. Hvis jeg har noget at sige, kan jeg bruge min mund. Jeg siger, at det har vi arbejdet med i 10 år eller mere, og det er aldrig lykkedes. Men hun siger, at nu kommer hun jo med friske øjne. Hun siger, at hvis vi gør det på min måde, kommer de jo til at tage beslutninger henover hovedet på mig – det vil jeg jo så sige, er det hun lige præcis gør (du må ikke skrive breve). Jeg siger, at de har bestemt, at sådan skal det være og alle skal passe i den kasse, men det gør alle jo bare ikke. Mig f.eks. Den anden behandler tilføjer i øvrigt, at ting jeg har skrevet for et par dage siden, vel heller ikke kan være særlig relevante mere.

Hun tilbyder mig, at jeg kan læse op fra brevet – men hvilke dele af de 13 sider skal jeg læse, hvad er vigtigt, hvad er ikke vigtigt? Hvor lang tid har I?

Jeg takker nej, for jeg er skuffet, ked af det og vred.

Da de er gået skriver jeg er brev til min læge – selvom jeg ikke må – jeg må kun tage det med som print til hende. Ingen mails eller SMS’er. Jeg var i gang med at skrive et brev til hende, som omhandlede disse ting, og du får lige lidt af det her, da det underbygger min pointe:

”Men nogle gange når jeg læser om autister og folk med ADHD, så kan jeg virkelig godt sætte mig ind i – nogle af – deres problemer. F.eks. sådan noget med forandringer. Det kunne f.eks. være, at skulle kontakte en ny frisør eller tandlæge. Det kan være svært at komme i gang med selve processen at vælge en ny og endnu sværere, hvis jeg også bliver nødt til at ringe til dem. Også alt det, der handler om, at skulle et nyt sted hen med nye mennesker.

Men jeg har fået at vide, at det handler om de eksekutive funktioner (som vist bl.a. er, at det er svært “at tage sig sammen” og at man konstant udskyder det, brud på rutiner/struktur og om utryghed ved noget nyt).

Jeg var virkelig ikke glad for lægen på rehabiliteringen på Ballerup, men allerede efter vores første samtale, skrev han, at jeg havde problemer med de eksekutive funktioner – og da jeg læste om det, tænkte jeg bare ”hvor fanden ved han det fra?”. Jeg fandt en virkelig god tekst om det, som jeg desværre ikke kan finde mere, men da jeg læste det højt for Michael, sagde han bare ”det er så meget dig!”.

Jeg læste også en der skrev på en side om ADHD (og folk var vist enige med ham), at folk med ADHD, taler så hurtigt de kan, for at færdiggøre en sætning, før de glemmer den sidste halvdel af den. Men 9 ud af 10 gange, ender de stadig med at glemme, hvad de ville sige og ender med at gå fra hurtigsnak til komplet stilhed på et sekund.

Jeg viste den tekst til Michael og han sagde, det vidste han godt, for når jeg fortæller ham noget, og han afbryder, så råber jeg også ”HOLD MUND!” for ellers glemmer jeg det jeg vil sige. Når folk fortæller mig noget, og det de siger, får mig til at tænke på noget, der kunne være relevant for samtalen, så har jeg også valget mellem at lytte til hvad de har at sige, eller at huske på det jeg vil sige. Jeg vælger selvfølgelig at lytte.

Tit når jeg vil fortælle noget der er på mere end en sætning, så overvejer jeg, om jeg kan gennemføre det, eller jeg vil ende i den situation – og som regel beslutter jeg, at det ikke er det værd at prøve. Det er en af grundene til at jeg ikke siger så meget. Og nogle gange når jeg siger noget, så siger jeg kun en brøkdel af det jeg ville have sagt, fordi jeg frygter det ender galt. Jeg tror ikke så tit jeg ender med at gå fra hurtigsnak til stilhed, for jeg sætter slet ikke mig selv i den situation.

Dengang jeg lærte Michael at kende var på en tur til Skotland, og der var en pige med, som konstaterede, at jeg kunne fortælle en historie på en sætning. Altså jeg ville fortælle hende noget, men jeg kunne ikke gennemføre det, så jeg endte med at koge det ned til ”Jeg var engang til en fest – og der spiste jeg en masse mad!” (noget i den stil) … og det var altså en sjov historie, men det kan man jo ikke lige gennemskue.

På den tur mente de andre også, at min lærer ville foretrække jeg kom beruset til timerne – måske fordi, at så sagde jeg da noget. Jeg ved ikke om det var noget hun havde sagt.

Men da jeg gik på højskole som ung, havde jeg en lærer, der sagde, at det klædte mig at være ædru.

Jeg vil altså lige sige, at jeg ikke har haft et alkoholmisbrug overhovedet – men jeg fik da noget at drikke da jeg gik på højskole. Hvis jeg har haft et problem, så var det i hvert fald meget nemt for mig at stoppe, og jeg stoppede ikke fordi jeg syntes jeg havde et problem – jo altså, det sagde mig ikke rigtigt noget.

Når jeg siger noget, så ved jeg ikke bagefter hvad jeg har sagt, og jeg kan blive bange for, om jeg har sagt noget helt sort.

Jeg ved jeg nogle gange glemmer vigtige detaljer, så folk ikke forstår hvad jeg siger.

Når folk spørger mig om noget, så kan jeg nogle gange sige ting, hvor jeg bagefter tænker “det mener jeg jo slet ikke”. Men jeg er vist også rimelig god til at se en sag fra begge sider. Jeg ved ikke altid om det er godt.

Når jeg skriver, så har jeg meget mere ro i hovedet og jeg kan gå ind og tilføje og rette til. Men det er også bare nemmere at sige nogle ting, når man ikke skal kigge folk i øjnene (fordi nogle ting er pinlige, skamfulde osv.). Og jeg kan slå ord op, for at tjekke, at det er det rigtige ord jeg bruger. Det er det som regel, men der er jeg også bare bange for, at det ikke giver mening hvad jeg siger.

Jeg gjorde meget ud af at sige på 809, da jeg blev indlagt i starten, at de skulle sige, hvis jeg sagde noget der ikke gav mening og det lovede de og sagde vist oven i købet, at det gjorde de da altid.

Men jeg synes bare man har tendens til at snakke folk efter munden – eller ignorere sortsnak – hvis det ikke er direkte skadeligt.

Og i min familie har vi en virkelig dårlig vane med at afbryde folk, hvis de “vrøvler” (altså f.eks. udtaler et ord forkert eller roder rundt i ordene) og jeg bliver helt hylet ud af den og bliver bare så ked af det.

Første gang jeg tog en overdosis, var jeg meget ramt (jeg havde bl.a. været i respirator). Og Michael siger, at jeg lød som en båndoptager der spillede baglæns. Jeg kan huske at jeg sagde noget til min mor og bror. De kiggede sigende på hinanden og så bare virkelig bekymrede ud. Jeg blev så flov og bange.

Jeg læser også virkelig langsomt og jeg forstår langsomt. Når der er quiz i radio/TV har jeg kun fordel hvis de andre ikke ved det. Når min mand vil forklare mig noget og jeg har meget rod i hovedet, prøver jeg at forklare ham, at jeg ikke kan forstå det – men han insisterer. Så jeg må lade som om at jeg forstår, for at få fred.

Jeg fortæller dig det her, fordi jeg så på nettet (altså jeg sidder ikke og søger på alle mulige diagnoser og symptomer, men nogle gange popper der jo de mærkeligste ting op – og jeg er jo i nogle grupper, hvor folk har forskellige diagnoser eller flere diagnoser), at man kunne få nogle apps, som hjalp på bl.a. eksekutive funktioner – og hvis jeg virkelig har de problematikker og man kan afhjælpe dem på en smart måde, så kunne jeg da virkelig godt tænke mig den hjælp (man kunne vist oven i købet søge kommunen om økonomisk støtte til appen).”

Kort tid efter ringer min bostøtte og spørger, om vi ikke skal sende korrespondance mellem Livslinien og mig til min KP i F-ACT, for den tror hun, at hun vil få meget ud af. Jeg må jo så fortælle, at hun i den grad IKKE er interesseret.

Så jeg går i gang med at forberede at tage mit liv. Jeg har kæmpet i 10 år og psykiatrien har mislykkedes mig – eller der er ikke en kasse til mig.

Jeg får hjælp af en flink læge til at planlægge det.

Jeg skriver en kronik og de sidste afskedsbreve.

Jeg søger efter formularer til at donere mit legeme til videnskaben. Men jeg når ikke at modtage det og udfylde det.

Jeg får tjekket at jeg har udfyldt på Facebook hvem der har magten over min konto, når jeg går bort.

Jeg scanner et fint billede af Mandse og jeg som jeg kan lægge på Facebook, som et sidste minde.

Jeg laver en liste over alle de ting jeg slipper for ved at dø og jeg laver en liste med de koder hospitalerne bruger, når der ikke skal ringes hjertestopalarm, ydes ekstern hjertemassage, intensiv terapi afsnit, hjertelungeredning og minus genoplivning ved hjertestop.

Jeg skriver også en seddel til min mand med de vigtigste koder til min telefon og password-husker m.v.

Torsdag har Mandse fri, så der sker intet, andet end at jeg hygger mig med ham så godt jeg kan og  spiser hvad jeg har lyst til (jeg er jo på pulverkur). Men jeg er meget angst – i morgen skal jeg dø! Jeg vil ikke dø! Jeg vil leve! Men jeg kan ikke leve sådan her!

Fredag d. 20/1-2023 tager jeg til Hvidovre hospital. Jeg har cola, kop, antipsykotika, benzoer og hjertemedicin med (og masser af det).

I bussen dertil skriver jeg bl.a. til min KP: ”Grunden til at jeg ikke beder om hjælp, er at jeg er bange for at blive afvist. Du afviste mit brev – ergo afviste du mig.”

Da jeg ankom til Hvidovre hospital, sendte jeg nogle kronikker til nogle aviser, om at ”når du læser dette er jeg død” og sluttede af med ”Jeg døde på et toiletgulv på Hvidovre hospital”. Jeg tænkte, at der gik flere dage, før de læste det, da der jo går en uges tid, før man får svar. Men sådan hænger det åbenbart ikke sammen, for jeg fik senere på dagen en mail om, at de havde kontaktet myndighederne.

Derefter gik jeg ind på et toilet og indtog to slags antipsykotika og en slags benzodiazepiner. Jeg har altid været bange for at overdoserer med hjertemedicin, for jeg var bange for det ville være vildt ubehageligt. Men jeg fik at vide, at jeg ikke ville mærke noget, når jeg havde taget medicin der gjorde at jeg faldt i søvn.

Derefter sendte jeg afskedsbreve afsted. Jeg tænkte at min mand var på job og ikke ville tjekke post, til min mor skrev jeg ”Facebook” i emnefeltet, så det ikke ville interessere hende, min søster tjekker kun post om aftenen og min bror skrev jeg noget som ikke ville få ham til at falde mistanke om noget, men tilføjede da lige at jeg elskede ham og hele hans familie. Han fortalte mig sidenhen, at han var blevet vildt glad for, at jeg sådan havde skrevet, at jeg elskede dem.

Og jeg gør også noget, som jeg inderligt fortryder. Jeg skriver til ”overyndlingen” og jeg havde lovet hende højt og helligt, at det ikke skulle ske mere – men jeg troede jo ikke jeg ville være der til at skulle tage konsekvensen af det.

Og så gik jeg ud og røg tre smøger. Ved tredje smøg blev jeg lidt døsig. Jeg tror min mand ringede der, og jeg tog den. Jeg fortalte ham hvor jeg var – han havde læst mit brev. Hvis jeg ikke havde fortalt ham hvor jeg var, havde han ledt på Hvidovre hospitals toiletter alligevel, for det er ikke første gang jeg søger derhen.

Så gik jeg ud og slugte hjertemedicinen. Jeg har en idé om at jeg fik slugt dem alle sammen, men jeg kan tage fejl. Jeg husker måske svagt, at min mand dukkede op, men ellers husker jeg intet før jeg vågnede på Psykiatrisk Center Glostrup (PCG) afsnit 172 mere end et døgn senere.

Det jeg har fået fortalt var, at jeg i hvert fald ikke ville have kateter – min mand måtte nusse mig og ae mig på kinden, for at de kunne få det lagt. Sonden var helt umulig at give mig, så den droppede de. Så jeg ved ikke om jeg har fået aktivt kul?

Der var en mand der fortalte mig, at der på PCG havde været fem betjente og at de ikke havde behandlet mig pænt – men jeg ved ikke om det er rigtigt. For en af behandlerne har fortalt at jeg bare havde siddet sammensunket i en kørestol.

Jeg nægtede at være indlagt, så jeg blev indlagt på røde papirer (tvang).

Det var jeg i tre dage. Da den skulle revurderes besluttede jeg mig for at samarbejde, for så tænker jeg, man kommer hurtigere hjem.

Jeg har haft dejlig meget besøg. I dag tirsdag har jeg haft besøg af min bostøtte, talt med min bror i 45 minutter, på en måde haft besøg af min læge, som alligevel havde vagt herude, så kom min søster og svoger og til sidst Mandse. Jeg har naturligvis også talt med min Muddi, for det gør jeg jo flere gange dagligt.

Jeg overvejer at skifte psykiatrien ud med en privatpraktiserende psykolog, der ved noget om metakognitiv terapi, men også selvskade og selvmordstanker. En man må skrive breve til. Jeg tror jeg kan få 85% tilskud pga. at jeg har helbredstillæg.

Men nu må vi se hvad tiden bringer.

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6