Lørdag den 22. juli 2023 får jeg en kontaktperson, som jeg snakkede lidt med dagen før, da jeg havde det dårligt og lige var blevet tvangsmedicineret og hun virkede umiddelbart ret sød.

Jeg har det virkelig dårligt over gårsdagens hændelse – altså det overfald på tre personaler i forhallen. For jeg kender jo den ene temmelig godt. Hun har bl.a. fortalt mig hvordan hun har reageret i andre sådanne situationer – og det var ikke skide godt. Og jeg har hørt om hendes familie osv. Og så kan jeg ikke slippe tanken, at hvis jeg nu ikke havde sat sengen for døren, at hvis jeg nu havde taget medicinen osv. Så havde tingene gået anderledes. Jeg deler det med en ung kvinde, som jeg godt kan lide, men hun slår det bare hen – og det kan jeg altså ikke arbejde med. Så jeg skriver det til min kontaktperson – som er ældre end mig – og hun taler med mig. Det går egentlig okay. Men jeg får sagt nogle ting, jeg ville ønske jeg ikke havde sagt til hende. For hun ender med at være en VIRKELIG DÅRLIG kontaktperson.

Jeg kan ikke lige kigge i journalen, for hun har ikke dokumenteret for hele dagen – og hun var i dobbeltvagt.

Men altså – det er en lørdag, så det har sikkert været en virkelig kedelig dag. Jeg kan huske, at vi var i haven, for jeg må jo ikke være der alene.

Der er heller ikke været nogle læger, der har skrevet noget – før efter midnat – så jeg har nok ikke lavet noget lort eller brokket mig over noget og forlangt mig udskrevet

Jo altså, eg spurgte på et tidspunkt om jeg måtte komme i bad, så jeg fik nogle håndklæder. Jeg strimlede det ene og strangulerede mig med. Da min kontaktperson kom, sagde hun at hun godt vidste jeg gjorde den slags og at jeg brugte det som en mestringsstrategi. Hun gik og jeg gemte strimlen. Så kom hun og hentede håndklæderne. Hun tog ikke strimlen. Hvorfor måtte jeg beholde strimlen, men ikke håndklæderne?

Senere ville jeg rigtigt i bad, men så kunne jeg vist ikke få et håndklæde. Så jeg gik i bad med tøj på, lagde mig lidt på sengen (jeg havde jo alligevel plastiklagen) og gik ud og røg en smøg – i vådt tøj. Så kunne jeg vist få et håndklæde og noget af mit rene, tørre tøj.

Men om aftenen kommer Mandse og henter mig, for vi skal hjem til min søster og svoger og spise. Min mor sidder ude i bilen, og Mandse har låst bilen, for min mor er temmelig bekymret, pga. hændelsen dagen før. Mandse spørger min kontaktperson om vi må komme et kvarter senere tilbage, da min søster mener, at transporttiden ikke gælder med Men det gør den. Vi får dog lov til at komme et kvarter senere, men heller ikke et sekund mere.

Så tager vi hjem hos min søster og hygger os – min svoger har lavet Jambalaya med blomkålsris, og det er bare nams!

Faktisk er det ikke helt så hyggeligt, for jeg har det virkelig dårligt. Jeg er glad for at være sammen med min familie, men på nuværende tidspunkt har de allerede nedbrudt mig psykisk (på afsnit 801). Jeg har planer om at stikke af fra Mandse inden jeg skal ind på afdelingen, for jeg vil IKKE tilbage. Jeg gør min familie opmærksom på at det er helt af H til og de kan godt fornemme det.

Jeg ender med ikke at stikke af, for det nytter jo ikke noget. Det kan jeg jo heller ikke byde Mandse.

Men han beslutter sig for at tage en snak med min kontaktperson. Da vi kommer tilbage, er der en fra 809 i vagt, som jeg kender endnu bedre end hende fra dagen før. Det er rigtig dejligt. Jeg fortæller hende, at jeg så hende der er blevet overfaldet dagen før overfaldet og at hun ikke hilste og jeg tænkte at alle på afsnit 809 er sure på mig. Hun siger, at der ikke er nogen der er sure på mig. Hun fortæller mig, at hende der er blevet overfaldet, er i Lalandia i dag og det er virkelig skønt at høre, for så har hun det måske rimelig okay.

Mandse tager som sagt en snak med min kontaktperson, og hun har ingen argumenter – hun kan ikke komme med nogle forklaringer og man kan godt mærke, at hun synes det er meget ubehageligt. Så hun vil ikke tale særlig længe. Pludselig skal hun dosere medicin – og det er jeg da sikker på at hun skal – men det her er også temmelig vigtigt.

Men da min kontaktperson vælger slet ikke at registrere for hverken dag- eller aftenvagt den dag, bliver det altså ikke noteret, at min mand er dybt bekymret over behandlingen af mig.

Da Mandse er gået, visiterer de mig og jeg skal jo have alt af. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke været ude for, at mit tøj skal vaskes efter visitation, hvilket man ellers skal ved den slags visitering. Men da jeg ikke er misbruger er dette ikke nødvendigt. Nu har min kontaktperson pludselig ikke så travlt, for det er i hvert fald hende der siger, at mit tøj skal vaskes. Jeg forklarer at selv afdelingssygeplejersken, sagde at dette ikke var nødvendigt. No mercy! Det SKAL gøres. Jeg skal have patienttøj på – gennemsigtigt, hvidt, grimt patienttøj UDEN BH og trusser og så igennem miljøet i denne pinlige outfit.

De kunne lige så godt have klippet mig skaldet også.

Det kan godt være, at det ikke lyder så slemt, men når man i forvejen er nedbrudt. Jeg går helt kold.

Jeg kan ikke helt huske i hvilken rækkefølge tingene sker.

Jeg tror jeg starter med at tage et bad med tøj på. Det plejer at berolige mig, men nu er der intet der virker. Jeg sidder ned i badet, jeg sidder på risten. På trods af vægttab kan min nummer sagtens dække risten. Jeg lader vandet løbe. Der kommer mere og mere vand – jeg lader det løbe. Det passerer fra toilettet og videre ud i min sengestue, og jeg lader det løbe. Mere og mere vand. Så kommer personalet. De er ikke begejstrede. Der er selvfølgelig ingen fra 801 der kan nå ind til mig, men hende fra 809 får mig stoppet – dog når hun at få våde sko. Hun siger bl.a. at jeg ikke ønsker at skade nogen, og de andre patienter kan glide i vandet og komme til skade. Det ønsker jeg selvfølgelig ikke.

Jeg får tørt tøj på, hende fra 809 går ud og henter nogle tørre sko i bilen og jeg sidder ude i rygegården med en fra 801. Jeg har det virkelig dårligt. Men hvordan skal jeg ende mit liv her? Jeg tænker at jeg kan kvæle mig selv ved at fylde mund og næse med jord. Så det gør jeg. Jeg kommer straks i tanke om, at jeg ikke er så begejstret for at blive kvalt Men jeg tager ikke jorden ud, jeg lader den blive. Ham fra personalet virker til at gå lidt i panik, og spørger om jeg ikke hellere vil have noget ball-stik. Jeg fylder mere jord i mund og næse – og ører og til sidst hår. Min kontaktperson kommer også ud, men hun kan i hvert fald ikke nå mig.

Efter nogen tid kommer hende fra 809 og hun siger at det er meget ubehageligt for de andre patienter. Jeg er ligeglad. Jeg er færdig.

Hun tager mig i bad – behandler mig som et barn, men jeg er bare glad for at hun er der. De har jo alligevel behandlet mig som et barn fra den dag jeg satte mine fødder på denne lorteafdeling.

Endelig får jeg shampoo. For første gang siden jeg kom, må jeg vaske mit hår i shampoo.

Igen får jeg tørt tøj på – ikke rent, men tørt. Noget af mit eget, endelig slipper jeg for deres lorte-patienttøj.

De går. Jeg finder strimlen frem, den jeg strimlede tidligere og gemte. Jeg tager den om halsen, og binder om sengen. Jeg skal bare lige lidt – men så lægger jeg mig ned, og den strammer godt til. Jeg kan ikke rigtigt få vejret, det dunker i hele hovedet – jeg er ligeglad. Jeg er færdig! De har fået skovlen under mig.

Det næste jeg husker er at en ung kvinde kigger meget intenst og alvorligt på mig og spørger mig om et eller andet. Hun ligner på en prik en sygeplejerske. Der er mange mennesker i hele lokalet.

”Tvangsnotat at 22-07-2023 23:38

Der kaldes alarm kl.23.19 vedr. patienten

Personalet oplyser, at patienten er kendt med selvskadende adfærd – typisk at banke hovedet ind i væggen og strangulere sig selv. Der er levet en patientplan, der tillader dette i let grad. Dd. har patienten selvskaden på begge måder flere gange.
Men da personalet kommer ind til patienten forud for alarmkald har patienten forsøgt at strangulere sig med et håndklæde, der var bundet fast til sengen og bundet knude omkring håndklæde. Personalet beskriver at patienten var begyndt at blive grållig i ansigtet, da stranguleringen afbrydes. Patienten har ikke på noget tidspunkt mistet bevidstheden.

Da ut ankommer til stueen sidder patienten på gulvet sammen med personalet. Er vågen og svarer relevant på tiltale. Benægter smerter. Siger “jeg vil hjem” gentagne gange. Der måles upåfaldende vitale værdier og øjne, cavum oris, st.c +p ia.
Patienten gentager “jeg vil hjem” og kan ellers ikke indgå en samtale. Pt guides op på sengen og alle løse genstanden fjernes fra stuen.
Pt tilbydes beroligende tabl lorazepam 2 mg, men ønsker på ingen måde at tage dette. Vender sig væk og putter hovedet under dynen når der tales til hende.

Patienten vurderes i svær affekttilstand og i akut og nærliggende til fare for sig selv.

Objektivt psykiatrisk
Vågen og klar. Sparsom blikkontakt. Samarbejder om undersøgelse, men svarer kun “jeg vil hjem”. læderet formel og emotionel kontakt. Psykomotorisk tempo meget anspændt. Fremstår affektspændt og i en tilstand der ganske må ligestilles med psykose.

Vurdering og plan:
Patienten findes i en svær, forpint tilstand med psykisk uro.
Det vurderes helt afgørende for at bringe patientens akutte urolige tilstand til ophør, at patienten modtager beroligende medicin, selvom det skal ske med brug af tvang.

Aftaler:
Rp. inj. temesta 2 mg x 1 Patienten fastholdes kortvarigt på sengen i forbindelse med at dette gives kl 23.38.

Rp. tvangstilbageholdelse på farlighedsindikation
rp. fast vagt til søvn – herefter SK15
rp. fjernelse af genstande fra stue.
Rp. skr. information til pt. vedr. tvang
Rp. tildeling af patientrådgiver.

Dosis på 2 mg temesta er valgt fordi anden behandling vurderes ikke at være effektfuld og fordi man har erfaring med at den givne behandling har god virkning på patienten.

I morgen må afholdes samtale med patienten i rolig fase mhp drøftelse af videre plan.
Ovenstående er konfereret med psyk bagvagt. Frihedsberøvelsen skal overlægegodkendes snarest muligt.

Patienten er informeret om mulighed for at klage, mulighed for eftersamtale.
samt tildeling af patientrådgiver. TVP skema 3 påtegnet.”

Jeg siger ikke bare at jeg vil hjem, men at jeg vil hjem til min mand. Det kan jeg da huske. Og hun glemmer at skrive, at da de vil have mig til at tage medicinen, siger jeg at jeg skal tisse – og jeg skal tisse virkelig meget – men jeg må ikke komme på toilettet før jeg har taget medicinen. Det gør jeg ikke, så vil jeg hellere tisse i bukserne. Jeg får dog lov til at komme på toilettet noget tid efter jeg har fået sprøjten.

Der er heller ikke nogen samtale dagen efter om videre plan, som hun skriver.

De tager min snor i bukserne, som forsvinder sammen med mine 2 stormlightere og lommeaskebæger (altså lightere og askebæger var allerede opbevaret af dem selvfølgelig). Dem ser jeg aldrig mere. Jeg har skrevet til en fra centerets ledelse om dette, men intet hørt.

Jeg taler med den sygeplejerske der var der, da jeg ”vågnede”. Jeg siger, at jeg vidste hun var sygeplejerske, for hun ligner en på en prik. Hun spørger: Hvordan ser en sygeplejerske ud? Og jeg svarer: Ligesom dig

Jeg giver også hende fra afsnit 809 en undskyldning, for hun får mig altid til at love, at jeg ikke må lave ulykker på hendes vagt.

Dagen efter er tingene jo ikke ligefrem blevet bedre, så jeg hiver et lysstofrør ned ude på gangen og smadrer og skær mig med. Jeg får plaster på og de efterlader endnu et plaster på stuen. Jeg gemmer skåret jeg har brugt til eventuelt senere brug. Men hun låser vist igen døren til toilettet, hvor jeg har gemt det.

Kort tid efter får jeg brug for at gøre det igen, så jeg hiver endnu et lysstofrør ned og skær mig igen og gemmer skåret et andet sted. De har jo efterladt et plaster, så det bruger jeg bare og lader som ingenting.

Så kommer lægen og der står i journalen at min stue skal visiteres grad 3 og ligeledes mig. Jeg får ikke at vide, at de har gennemrodet mine ting. Der er vist heller ikke nogen ting at gennemrode, for de har jo ligesom taget ALT dagen før

Men jeg skal gennemtjekkes for sår. Det vil jeg ikke, så jeg går. Jeg får lov at tage en smøg, og da jeg har røget den, lader jeg mig gennemtjekke.

En læge jeg kender godt (hun har været FADL-vagt gennem mange år på 809, lige så mange år som jeg er kommet på 809 faktisk, men jeg kan dog ikke huske hende fra så langt tilbage – hun kan vist huske mig) kommer og syr mig sammen.

Hun var der faktisk også den første dag, hvor jeg fik en samtale med hende, fordi jeg ville udskrives. Det var lidt noget pis at det var hende, for så endte det med, at jeg blev der frivilligt, da jeg ikke gider skabe mig, når det er nogen jeg godt kan lide

Jeg spørger om det er i orden med noget rolig klavermusik til arbejdet og det er det. Jeg siger, at jeg da også kan sætte Skrillex på, men at det måske er lige stressende nok Men det tror jeg faktisk også hun havde været okay med.

Hver gang min kontaktperson forlader stuen fortæller jeg lægen om alle de ting de udsætter mig for. Jeg tænker ikke rigtig hun kan gøre noget, men jeg har alligevel brug for at sige det og hun spørger mig da også, om hun skal tale med min gårsdagens kontaktperson. Men jeg siger, at det sikkert bare gør tingene værre. Det oplevede jeg jo ligesom dagen før.

Endelig beslutter de sig for at kontakte en patientrådgiver – som kommer dagen efter – altså to døgn efter den første tvangsmedicinering (der skal faktisk ikke gå mere end 24 timer, så vidt jeg ved).

De bestiller også strips til lamperne, så man ikke kan pille dem ned Det er så tredje afsnit, jeg har været på, hvor de gør det pga. mig

Så må du vente med resten af historien til en anden dag, for nu skal jeg i Outletbyen i Ringsted sammen med Mandse

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6