… og så blev jeg kørt til Brøndbyøstervej. Noget der plejer at være en forbedring. Det var det virkelig ikke.

Da vi ankommer i forhallen, låner vi et rullebord i caféen. Det er en fra 809 der står i caféen – en som jeg kender rigtig godt gennem 10 år og hun kigger på mig uden at hilse. Jeg tænker, at hun og hele 809 er sure på mig. Det er sådan en tankegang jeg har, men jeg skal måske lige nævne, at sidst hun så mig, var jeg næsten 40 kg. tungere (så jeg har ændret mig en del).

Mens vi venter på at komme ind på 801, siger jeg til min kontaktperson fra 172, at jeg håber de ikke er sure, for det er de altid. Hun griner. Det er måske mærkeligt for hende at forestille sig, men jeg har oplevet så mange gange, at de er sure og – ja, de behandler ikke én som om man kommer fordi man har det svært. Jeg har prøvet at blive behandlet som luft og jeg har prøvet at de talte OM mig og ikke TIL mig. Sådan var det selvfølgelig ikke på 809, men der kendte de mig jo også temmelig godt. Og hende der følger mig – som jeg kender lidt fra 811 og også tidligere fra 172 – er sådan en person, der bestemt ikke er sådan. Hun er altid venlig og smilende. Hun behandler folk ordentligt. Jeg har endda oplevet hende tale patienternes sag til et patientmøde foran alle kollegerne. Man skal være et helt specielt menneske, for at gøre dette.

Men hun sagde det, til dem der tog imod os. De sagde, at selvfølgelig var de ikke sure. Det var de faktisk heller ikke. Heller ikke da de fandt mit sidste barberblad, da de visiterede mig. De talte om, om jeg skulle have vasket mit tøj, efter de havde visiteret det, men det var ikke nødvendigt sagde afdelingssygeplejersken, da jeg ikke er misbruger (husk venligst dette til senere).

At jeg mister mit sidste barberblad betyder at jeg går i PANIK. Det er måske ikke godt at jeg har tre barberblade, for så bruger jeg dem. Men når jeg kun har ét, så har jeg det sådan set kun som sikkerhed. Just in case.

De spørger om vi skal vente med at visitere alle mine ting, så jeg lige kan lande, og det går jeg med til, for jeg tænker jo, at det så bliver gjort i løbet af dagen.

Jeg får lov at komme ind og ryge en smøg.

Når man kommer på en psykiatrisk afdeling, så skal man tale med en læge som noget af det første. Men det er sådan set også al den samtale der er. Personalet taler sådan set ikke med en. Nu har jeg jo været indlagt nogle dage – blot på en anden afdeling – men man kommer jo fordi man har det svært, og man får bare lov til at passe sig selv. Ingen spørger hvordan man har det. Jo igen på 809 fordi de er lidt specielle og fordi de kender mig. På 809 kom alle fra personalet faktisk og spurgte hvordan jeg havde det, og hvordan det gik med ditten og datten – så nogle gange var det næsten lige ved at blive for meget, fordi jeg skulle fortælle den samme historie rigtig mange gange

Og så bruger jeg ellers dagen på at vente på at få visiteret mine ting samt at få en dyne, hovedpude og lignende. Intet sker. Jeg får det først kl. 22.30 eller noget i den stil.

Jeg er ret sikker på, at jeg får en fjernbetjening, da jeg kan forsikre dem om, at jeg ikke sluger batterierne.

Om aftenen får jeg at vide, at jeg kan få mit nattøj, hvis jeg afleverer det tøj jeg har på i bytte. Jeg får ikke udleveret noget lagen, så jeg må sove på en madras med betræk af plastik eller gummi – i hvert fald ikke særlig rart at ligge på. Specielt ikke om sommeren, hvor det er varmt. Ikke at det ikke er noget jeg har prøvet før – men JEG er ligesom kommet videre. For jeg er vant til at blive indlagt på 809, hvor de kender mig, og stoler på mig.

Næste morgen vil jeg gerne have mine toiletting og noget tøj. Min dagens kontaktperson vælger, at det skal jeg ikke selv deltage i. Hun vælger også (ligesom ham på 172) at rode mine ting igennem alene (eller måske sammen med den elev hun vist har på slæb), og finde det hun synes jeg må have. Jeg tror det begrænser sig til en tandbørste og et sæt snavset tøj. Det er jeg jo temmelig utilfreds med, men jeg prøver at beherske mig (og når jeg behersker mig, så er jeg virkelig ordentlig altså, men indeni raser jeg). Hun kommer så med noget nyt tøj, som jeg heller ikke kan bruge til noget – det er fordi min mand bl.a. har kommet med noget tøj, jeg ikke går i. Det kan han selvfølgelig ikke gøre for – han er jo kun en mand Men nu bliver jeg altså virkelig irriteret, siger det er lige meget og går. Jeg tror jeg går direkte ind under bruseren med tøj på, da det beroliger mig.

Da hun kommer og tjekker til mig, prøver hun at få mig i tale. Men jeg har opgivet hende. Hun begynder så at tale hele tiden – og tale som om hun taler til et lille barn. Det er sikkert i den bedste mening, for det er på den der måde, man måske også ville tale til en syg kattekilling. Jo mere hun taler og jo mere hun taler på ”den der måde” jo mere går jeg ind i mig selv. Indimellem slukker bruseren jo, og når hun gør et forsøg på at komme nær mig, tænder jeg for bruseren. Hun kommer med nogle håndklæder som hun lægger ud.

Da hun går strimler jeg det og prøver at tage det om halsen – som jeg også gør for at berolige mig. Der er ikke noget farligt i det, for jeg stopper, når det er ved at blive farligt. Men jeg kan ikke rigtig stramme til, fordi håndklædet er vådt, så det bliver på ingen måde farligt, og har altså ingen effekt. Men denne seance med hende der hele tiden kommer ind og taler, foregår nok en time eller i den dur.

Så siger hun, at jeg jo er der frivilligt. Det får mig ud af trancen, og jeg rejser mig op og siger, jeg gerne vil udskrives. Hvis man er der frivilligt, kan man vel blive udskrevet – ja, jeg er lidt naiv, når jeg har det dårligt

Da jeg kommer ud, får jeg tørt tøj på og hun låser døren til toilettet og går. Jeg går ud for at ryge. Jeg kan ikke få ligteren der sidder på væggen i rygegården til at virke. Efter en hel del forsøg, bliver jeg temmelig rasende og kommer ind i dagligstuen. Der sidder en medarbejder og jeg tror hun spørger om hun skal hjælpe mig med noget ild eller lignende. Nu er jeg nået dertil hvor det er ved at være svært at være venlig, så jeg siger nok at det fandeme er lige meget, for … jeg husker ikke helt hvad jeg siger, men jeg er ikke direkte uhøflig, men man er nok heller ikke i tvivl om, at jeg er utilfreds

Jeg går ind på stuen, smider cigaretten og har lyst til at skrige.

Jeg ender med at sætte sengen for døren og trække gardinet for vinduet, så jeg kan få FRED. Fred fra min kontaktperson der snakker uafbrudt og … bare FRED. Jeg prøver at banke to af lamperne ned, men det er vist temmelig umuligt. Efter kort tid bankes der på døren. Jeg sætter mig på sengen, og ved godt det er noget lort jeg er ude i. De går i panik og trykker alarm. En løber vist udenfor, for at kigge ind, men jeg har jo trukket gardinet for. Der trykkes alarm igen (jeg har i hvert fald læst i min journal at der trykkes alarm to gange).

Jeg er handlingslammet.

Pludselig banker de meget hårdt og jeg bliver bange – jeg holder mig for ørerne og mærker sengen bevæge sig. De er på vej ind.

Dem der kommer ind er meget forpustede. Lægen kommer. Hun spørger hvad der sker og jeg fortæller, at jeg bare gerne ville have noget fred. Hun spørger hvad jeg ville bruge den fred til. Det svarer jeg ikke på, for jeg ved det ikke rigtigt. Jeg siger, at jeg gerne vil udskrives, da jeg har fået at ide, at jeg er der frivilligt. Det kan jeg ikke blive – og så tænker jeg, at der ikke er mere at snakke om, så jeg vil gå ud i rygegården. Det må jeg ikke. En mand tager forholdsvist hårdt fat i mig, og fører mig tilbage. To kvinder (den ene er min dagens kontaktperson, den anden er en sød kvinde der tog imod mig, da jeg kom) tager over og sidder på hver side af mig – de holder mig begge i begge mine arme. Altså bare har fat, for jeg gør jo på intet tidspunkt modstand! De begynder at nusse mig på armene, hvilket irriterer mig lidt. Lægen snakker, for nu skal jeg jo have medicin. Jeg kan selv vælge Rivotril eller de kan vælge Lorazepam. Jeg har opgivet ævred – jeg tænker ikke jeg har noget at skulle have sagt, for jeg vil slet ikke have medicin, så jeg siger intet. De kommer med Lorazepam. Hælder det ud i hånden på mig, og fører hånden op til munden. Jeg vil ikke, så jeg gør let modstand – altså de prøver heller ikke at tvinge mig (lige der), så det er virkelig kun let modstand. Jeg får at vide, at så får jeg det med injektion. Jeg er igen gået ind i mig selv. To personer ligger sig oven på mine ben med mine nysyede sår og to på mine arme – muligvis flere. De vender mig på siden, trækker bukser og trusser ned og giver mig en sprøjte. Så siger lægen: ”Nu er du rolig”. Jeg bliver lidt forvirret, for jeg har jo på intet tidspunkt været højtråbende, urolig, aggressiv, devaluerende eller noget som helst, der kan betegnes som urolig. Hun siger, vi kan tale om en time, når jeg har fået det bedre. De fører mig over på en anden stue, da de jo har smadret døren. Alarmen går igen to gange (der er en mand der går amok ved hovedindgangen og dræber en læge og sårer to øvrige, men det ved jeg heldigvis intet om på dette tidspunkt). Jeg lægger mig på sengen og græder.

Jeg har vist fast vagt. Efter kort tid rejser jeg mig for at gå ud og ryge. Mens jeg ryger, finder jeg flotte sten i rygegården. Hende den søde, der tog imod mig og som også holdt mig tidligere, siger at jeg skulle have haft mine ”samtale-bukser” på og de andre spørger hvad det betyder. Hun forklarer, at jeg har nogle bukser, jeg kalder samtale-bukser, for jeg kommer altid i samtale, når jeg har dem på, da alle har noget at sige om dem (de er meget farverige). Jeg vender langsomt tilbage til verden.

Jeg husker, at de siger noget om, at afdelingssygeplejersken snart kommer og informerer os om et eller andet der er sket.

I aftenvagten kommer en jeg kender fra 809. Ikke en jeg kender supergodt, men jeg føler mig mere tryg. Hun er en af de gode.

Jeg taler igen med lægen, nu har jeg det bedre. Hun er faktisk meget sød. Jeg spørger til, hvad hun mente med ”Nu er du rolig” og den formulering undskylder hun vist mere eller mindre. Jeg fortæller hende, at da jeg ”talte” (hun talte) med hende tidligere, tænkte jeg, at hun ikke var særlig sød.

Min faste vagt seponeres, men jeg har SK15. Jeg får udgang med min mand i to timer og udgang til have med følge. Lige for at sikre mig, at hun ikke har skiftet mening, tjekker jeg om jeg kan blive udskrevet Det kan jeg ikke, men vi kan tale om det mandag.

Bagefter spørger jeg til det afdelingssygeplejersken skulle fortælle os. Jeg får at vide om det frygtelige knivoverfald på tre personaler. Der er jo ligesom nogle personaler på en anden afdeling, der betyder en del for mig, så jeg bliver jo virkelig frygtelig bekymret – så bekymret, at jeg faktisk får at vide, at jeg kender én af dem og at det er en der er uden for livsfare. Men de to andre kender jeg ikke. Da jeg får at vide hvor det er sket – i forhallen – gætter jeg hvem det er, da jeg jo så hende den dag jeg blev flyttet, og ved at hun arbejder der nu (i caféen).

Jeg kan nu alligevel ikke helt slippe det og slippe tanken om det der er sket.

Senere begynder jeg at tænke, om det var gået anderledes, hvis de ikke havde skulle bruge tid på mig. Om der havde været flere personaler til stede, at de havde været mere fit for fight, osv. Jeg ved jo, at når der går mange alarmer, kan det være svært at finde personale til at komme afsted. Jeg har siddet på åbne afsnit, hvor der intet personale var, fordi de alle sammen var løbet til alarm.

Ellers forløber dagen vist okay. Jeg har jo en af de gode som KP

Journalnotat fra den aften:

”Pt er kommet tilbage fra udgang med ægtefælle til den aftalte tid. Er utilfreds over, at hun ikke må have fjernbetjening på stuen (nul stuen)

Pt. medgiver, at hun gerne vil samarbejde til frivillig indlæggelse, så frem hun får lov til at beholde fjernbetjeningen.

Hun medgiver, at hun aldrig tidligere har selvskadet ved at sluge batterier. Giver udtryk for, at hun kan tage afstand fra at selvskade med fjernbetjening/batterier.

Drøftes telefonisk med overlæge AJ. Det besluttes, at pt. kan imødekommes i at beholde fjernbetjening mhp at følge mindste middels princip, da pt. ellers vurderes tvangstilbagehooldelig.

Det vurderes, at pt kan på troværdigvis indgå aftale om ikke at selvskade med fjernbetjening.

rp: Fjernbetjening på stuen”

>> Rp.: recipe (betyder “tag” og bruges til ordination af medicin eller anden behandling). <<

Jeg vil tro at ”Fjernbetjening på stuen” er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har fået ordineret

Den læge jeg taler med kan ikke huske mig, fordi jeg jo har tabt mig en del. Jeg fortæller ham, at jeg godt kan huske ham, og det med hvorfor han nok ikke kan huske mig. Han vil gå tilbage og kigge i journalen, hvad vi tidligere har talt om Det kan jeg nu ikke huske, jeg ved bare at jeg kendte ham fra tidligere

Jeg tror jeg vil slutte for nu, og så kommer resten i et sidste indlæg.

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6