Fredag den 18/6-2021 beder jeg om at blive lukket ud af afsnittet. Hele personalegruppen kigger på mig som om jeg er faldet ned fra månen. De er åbenbart ikke blevet informeret om, at jeg skal tage af sted på job? Men jeg bliver da lukket ud og jeg får beroligende medicin med til turen, hvis jeg skulle få brug for det. Min sædvanlige medicin har jeg spyttet ud, da jeg får vanddrivende og jeg har ikke lige brug for at skulle tisse i tide og utide med de planer jeg har. Jeg har nemlig planer

Det beroligende medicin tager jeg med det samme, for jeg har brug for noget at dulme nerverne på.

Der står skrevet i journalen: ”Ut siger til pt inden hun går at hun skal huske at der står nogen og venter på hende på arbejde så pt skal tage direkte derhen da de ellers ville blive rigtig bekymret. pt smiler og siger “ja det kan jeg selvfølgelig ikke ha” ut understreger overfor pt at det er vigtigt hun tager direkte på arbejde så hendes kollegaer ikke bliver bekymret. ut siger til Sussi at Michael vil hente hende kl. 13:00 fra arbejde. pt siger det er en aftale.”

Men jeg tager ikke på arbejde. Dagen før har jeg bestilt 100 stk. 5 mg. Zyprexa hos lægen og planen er, at indtage dem på et hotel og så først blive fundet næste morgen. Jeg plejer ellers altid at finde et toilet på et hospital, for der er de vant til at finde døde mennesker – men tanken om at dø på et hårdt toiletgulv har været virkelig svær for mig det sidste stykke tid

Så jeg tager ind til byen og finder et hotel, mens jeg venter på at pillerne bliver lagt op på receptserveren.

Inde i byen har jeg masser af tid, for lægen ordner jo ikke recepter som det første. Så jeg bruger tiden på at finde et hotel, shoppe (det lyder måske mærkeligt, men det var altså ikke fordi det var hyggeligt eller noget i den dur, det var simpelthen for ikke at bryde grædende sammen i hotelfoyeren) – jeg købte bl.a. et kødben til en hund der så sælle ud og lå på fortorvet, men da jeg kom tilbage var den væk. Og så beslutter jeg mig for at mit sidste måltid ikke skal være A38 med ymerdrys. Hotellet er lige i nærheden af Jensens bøfhus og jeg skal have en bøf! Jeg nyder den ikke og jeg er overrasket over at jeg kan være i det – sidde der og spise en bøf uden at gøre noget helt vanvittigt (altså det er jo vanvittigt!), uden at virke suspekt (uden at skabe opmærksomhed – bare være hel anonym). Når jeg laver sådan noget og har det sådan tror jeg altid jeg er meget ”spændende” og bliver overvåget

Da klokken er omkring 12 – måske lidt mere – og der stadig ikke er ringet nogle piller ind, beslutter jeg mig for at ringe til lægen. Jeg tænker, at hun måske har afvist min anmodning, når hun kan se jeg er indlagt. Men hun skulle netop til at ordne den, så der gik 10 minutter, så havde jeg den

Så jeg havde piller og hotelværelse. Jeg havde sørget for at det var et hotelværelse med TV, så jeg havde noget at kigge på mens jeg døsede hen. Jeg sad og ventede i hotelforyeren. Jeg havde stadig ikke fået mit værelse. Så begyndte telefonen at brumme. Det var fra mit arbejde, det var Mandse, muligvis også min mor og fra afsnittet

Jeg prøvede at ignorere det. Fik mit værelse. Men så blev det tiltagende svære at ignorere opkaldene og beskederne. Jeg begyndte at svare på dem. Det var svært at kringle sig udenom. Folk spurgte hvor jeg var osv. Jeg ender med at ringe til Mandse, som lover ikke at være sur – men han er sur. Jeg fortæller hvor jeg er og han kommer. Med op kommer portieren som er noget bekymret på mine vegne Mandse er ikke i godt humør og portieren skal sikre sig at jeg er okay med at Mandse er der. Jeg siger det er fint. Vi sidder og snakker lidt på sengen. Jeg prøver at overtale ham til at vi bliver der natten over. Det synes han IKKE er nogen god idé Han ringer til afsnittet og fortæller hvor jeg er. De ringer efter politiet og efter hvad der føles som laaaaang tid kommer de. De er meget søde, men jeg er selvfølgelig også samarbejdsvillig (jeg tænker, at hvis jeg ikke er samarbejdsvillig ryger jeg i håndjern – det har jeg prøvet før). De tager mig med og jeg siger farvel til Mandse. I politibilen spørger de om jeg vil snakke eller bare sidde stille. Jeg siger at jeg bare vil sidde stille, men de ender alligevel med at få mig til at snakke

Så afleverer de mig. Til fys’en som bare lukker mig ind. Det var IKKE planen. Planen var at jeg skulle til Nordstjernevej hvis jeg ikke ville samarbejde. Da jeg får det at vide, vil jeg gerne samarbejde Så de visiterer mig RØD – af med tøjet og op med armene og hive op i brysterne og hvad har vi ikke Jeg skulle dog ikke ned og sidde på hug som jeg har prøvet før …

Jeg taler med lægen som er meget sød (det er før visiteringen).

Min dagen KP tager en snak med Mandse om dagens begivenheder og hun synes det er helt fair at han er sur på mig, så nu synes Mandse at han må være sur på mig hele tiden

Min TF bliver inddraget og det er et problem, for jeg havde glædet mig til at tage med på gåtur. En fra personalet har en lang samtale med lægen om at hun er hel tryg ved at have mig med, men den går bare ikke. Lægen stoler IKKE på mig

Nogle dage efter er der netværksmøde, hvor jeg har fået til opgave, at skrive ned hvordan jeg godt kunne tænke sig mit liv så ud.

Den morgen er der morgenmøde og en fra personale (P) siger noget nogle af patienterne ikke kan lide at høre. Der er kommet mange nye patienter og de er ikke tilfredse med at være indlagt. De er meget negative stemt overfor personalet. Tre patienter bliver meget ubehagelige og stiller sig rundt om P og råber skiftevis af hende – normalt ville hendes kollegaer komme susende og være der ”just in case”, men ingen kommer. Det er meget ubehageligt og jeg ender simpelthen med at gå. P kommer til mig senere og tager en snak med hende om episoden. Jeg fortæller at en medpatient også går fra rygeterassen når de patienter er der, for hun gider ikke høre dem tale dårligt om personalet.

Jeg har kun én gang før oplevet at patienterne var så negative stemt overfor personalet – normalt er folk super glade for at komme på 809.

Den dag præsenterer de mig så for den nye kontrakt. De spørger hvad jeg synes om den, hvad min første tanke var? Jeg siger, at jeg tænkte om de måske var begyndt at ryge hash i arbejdstiden

Kontrakten går ud på at jeg SKAL indlægges hver fjerde ude i små 5 døgn, men altså direkte på 809 og ikke ud på Nordstjernevej. Der er så en milliard ting jeg skal overholde for ikke at bryde kontrakten, men det er jo sådan set kun gode ting for mig. Ting der skal hjælpe mig.

Jeg har slet ikke nævnt at jeg nu og da altså også får besøg af min mor og søster – og det er selvfølgelig super nice!

Og så dør min lille hund. Netop som jeg skal til at hjem og kramme med hende, ringer Mandse og siger at Mimi er død. Det er også forfærdeligt at Mandse er så ulykkelig Den aften får jeg svært ved at sove, så jeg får en del beroligende medicin og så får jeg lov til at være i miljøet så længe det er nødvendigt. Jeg falder i søvn i sådan en gyngestol foran fjernsynet og går derefter ind på stuen og sover videre.

Det er svært at skulle se Mandse, for jeg er bange for hvordan jeg skal støtte ham, da han virkelig er ulykkelig. Det er jeg også, men det er svært at være den der står i det – i en tom lejlighed uden en lille hund.

Der er en del forberedelser inden udskrivelse – bl.a. at Mandse skal vejledes i hvordan han hjælper mig til at udfylde registreringsskema derhjemme. Der skal laves skema til fremtidige indlæggelser og mange andre ting.

Jeg vil give mine smøger – jeg har købt en pakke smøger – til en medpatient. Jeg ved godt at man ikke må, men jeg tænker at det er fjollet at de bare skal smides ud. Men det opdager mine to KPer og de bliver noget knotne. Jeg synes de er latterlige og jeg synes reglerne er lidt afhængig af hvem man spørger og i hvilket humør de er i, så det siger jeg. Da vi skal lave skema laver de det henover hovedet på mig, så jeg bliver simpelthen så træt af dem, at jeg går ud og ryger en smøg. Første hele smøg i 10 år (jeg har ikke røget flere siden ).

Men jeg får faktisk ros for at jeg var vred og gjorde opmærksom på det

Inden jeg bliver udskrevet er der lige noget jeg skal have styr på. Jeg kan se i Min Sundhedsplatform at der er flere personer fra en åbent afsnit på Nordstjernevej der jævnligt går ind i min journal (vi snakker 18 opslag under denne indlæggelse, størstedelen lavet af én person). Hvad de laver der ved jeg ikke. Men det vil jeg faktisk gerne vide? Så det håber jeg at få svar på næste gang jeg bliver indlagt – jeg skal indlægges igen d. 23/7.

Og så bliver jeg udskrevet – jubihuu, det er skønt!

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6