De sidste par dage har nok været de værste i mit liv. Vi taler simpelthen om, at jeg måtte skrive følgende til Mandse:

”Jeg tror denne her indlæggelse kommer til at ændre mig som menneske. Jeg har aldrig været depressiv, præget af sortsyn, osv. Har altid kunnet se tingene fra den humoristiske side. Jeg tror det har ændret sig.”

Det har været et mareridt at komme igennem. Og jeg har også gjort ting, jeg aldrig troede jeg skulle ud i. I ren desperation. Jeg ved godt, at det var lidt samme magtkamp på 809 i starten, men der havde jeg ikke været igennem 10 opslidende år i psykiatrien. Det har jeg nu. Selvom jeg har mødt mange gode mennesker på min vej, så har jeg også fået mange knubs – traumer faktisk. Og det har jeg så sandelig også i denne omgang, på trods af at vi kun taler et par dage.

Dengang på 809 eskalerede det langsomt efterhånden som jeg fandt ud af hvor umenneskeligt det hele kan være – så der havde jeg lært menneskene at kende, og jeg stolede på dem. Jeg følte, at selvom tingene var hårde og uretfærdige. Så var der nogen der ”holdte af mig”. Her kender jeg ingen, og selvom de virker flinke, så stoler jeg jo ikke på dem – og ærlig talt, så er det også nemt at være flink, når man har magten.

Men lad os starte fra starten. Jeg har haft det rigtig svært i et par måneder vil jeg tro. Så jeg har haft kontaktet Livslinien. Det er godt at skrive med Livslinien, for de er virkelig dygtige, omsorgsfulde – og så kan man være anonym. Så man behøver ikke frygte indlæggelse. Problemet er, at man kun kan skrive 6 gange, og så lukker de ned. Så skal man starte forfra. Og når man er et fjols som mig, der spilder tre svar på små beskeder, så går det jo stærkt. Men jeg er da blevet en erfaring rigere.

Jeg kontaktede i øvrigt også Folkekirkens sjaelesorg.nu chat, fordi jeg var desperat, og det kan jeg ikke anbefale til selvmordstruede eller andre, der begår synd osv.

Men jeg endte med at dele med Mandse og min bostøtter. Fordi den ene bostøtte FIT’er (Feedback Informed Treatment). Jeg er ikke stor fan af FIT. Nu er jeg lidt i tvivl. Den dag var jeg i særklasse ikke fan af FIT (eller ”Syge Sussi” var ikke fan af FIT). Jeg (”raske Sussi”) er glad for at jeg kunne få nogle allierede.

Men man scorer på hvordan man har det i forhold til forskellige ting, og enten skulle jeg jo storlyve, eller også indrømme hvor dårligt jeg havde det. Jeg prøvede at være ærlig på dem det drejede sig om, men så skrue lidt op for dem der egentlig var okay i forvejen (så scoren ikke overordnet set faldt så voldsomt). Men den faldt alligevel pænt meget og jeg ved jo også godt, at hun tjekker alle punkter, så det nyttede ikke rigtigt. Så jeg blev nødt til at sige det.

Den dag dannede vi en modstandsbevægelse mod ”Syge Sussi” og hun var RASENDE!

Men vi kom igennem Mandses ferie – og det gik okay. Ja, Mandse har lige haft ferie og vi havde en dejlig ferie. Lige indtil den var ved at slutte, så:

Fredag (hvor han skulle på job den efterfølgende mandag): Stak af fra Mandse og PRØVEDE at drikke mig fuld med en stor flaske lakrids shots, som smagte vederstyggeligt, som en anden bums et sted i nærheden af Kødbyen (planen var at drikke mig mod til og så tage en overdosis piller, så jeg for en gangs skyld kunne gennemføre og ikke ”chiken out” når jeg blev for medicinomtåget). Jeg måtte opgive og ringe efter Mandse. Vi prøvede alligevel at drikke mig stiv senere om aftenen i ”smufties” (smoothies), så jeg kunne få det bedre. Jeg tilføjede 3-4 cl. vodka pr. smufti og jeg drak 3 styks. Jeg blev slet ikke fuld.

Lørdag morgen: Jeg skar mig i benet med et barberblad, og måtte på skadestuen og syes (det er da bedre end at tage livet af sig selv?). Lægen foreslog at jeg talte med en psykiater, men … pænt nej tak ).

Søndag morgen: ”Syge Sussi” fik mig overbevist om, at det nu var tid til at tage 100 styks 15 mg. Truxal. Jeg adlød.

Efter en time blev JEG (”raske Sussi”) bange og tog magten. Jeg sagde til Mandse hvad jeg havde gjort. Han kørte mig på skadestuen. Jeg skulle drikke to flasker aktivt kul. Der findes intet værre i denne verden. Men jeg vidste jo, at jeg skulle drikke lortet, ellers ville jeg sikkert få det med sonde gennem næsen. Så jeg bællede hver flaske i én mundfuld. Så lægen følte lige det var vigtigt at skrive at jeg drak dem ”med stor velvilje”. Suk!

Jeg husker ikke så meget fra skadestuen – som sædvanligt – men jeg husker, at mine Laxoberal-dråber og Movicol begyndte at virke, og i den tilstand jeg var i, var jeg lettet over at se mine trusser var rene dagen efter

Efter 8 timer blev jeg rådet til at tage på psykiatrisk skadestue – og selvom Mandse har været meget tålmodig og ENIG i min beslutning om ikke at henvende sig til psykiatrien, var han simpelthen for bekymret. Så han kørte mig på PAM.

Udover at jeg var MEGA medicinpåvirket, var jeg heller ikke interesseret i at tale med lægen på PAM. Jeg ville ikke dele noget. Dette morede psykologen og min kontaktperson dagen efter til ”lægesamtalen” (det var en psykolog der stod for mine lægesamtaler). De kunne åbenbart levende forestille sig den samtale og psykiaterens kvaler

Men jeg blev altså indlagt. Det sagde Mandse og lægen, at jeg gerne ville

Nu er jeg jo virkelig ikke begejstret for Nordstjernevej, så de kan næsten kun overraske positivt. Det gjorde de næsten også. I det store hele.

Jeg blev modtaget af to søde unge mænd, hvoraf den ene sørgede for at jeg fik noget at spise. Han startede med sandwich, men på grund af VILD mundtørhed (forårsaget af al den Truxal), kunne jeg slet ikke sluge den. Han havde også givet mig en cup cake. Så spurgte han om jeg ville have yoghurt i stedet. Det ville jeg gerne. Han stak hovedet ind igen, og blinkede næsten da han spurgte om jeg også ville have en kage mere. Jeg måtte indrømme, at det ville jeg virkelig gerne.

Jeg fik konfiskeret de fleste af mine ting. På Nordstjernevej må man næsten ikke have noget, så de tog bl.a. mine tamponer? Mere om det senere.

Og så sov jeg ellers videre til næste dag.

Næste morgen vågnede jeg kl. 6 og bad om en tandbørste. Der sad to kvinder inde på kontoret. Den ene kommer til døren og kigger på mig, som har jeg pisset på hendes sukkermad. Men jeg får da tandbørsten – godt nok uden et ord (hun arbejder med folk, der har det rigtig svært). Ellers var det en god dag, for en af dem jeg har kendt i over 10 år fra afsnit 811 var på job. Hun var der også sidst jeg var indlagt på afsnit 172. Jeg kender hende ikke vildt godt, for hun var jo på 811, hvor jeg ikke så tit var. Men hun er bare sådan en jeg tror alle kan lide (i hvert fald patienter) og hun er også sådan en der er på patienternes side. Hun er sådan en de har brug for på 172.

Men jeg lærer de andre fra personalet lidt bedre at kende. Ikke sådan rigtigt, men jeg kan bedre genkende dem fra gang til gang, og jeg får en svag erindring om, at de vist egentlig var meget søde.

Jeg fik i øvrigt forklaret hvorfor der ikke var drikkevarer ude, som der plejer. Det var fordi, der var en patient der skulle have ECT og ikke skulle fristes – man skal være fastende ved ECT (jeg håber ikke vedkommende får medicin der giver mundtørhed) + man må vist heller ikke få benzoer, så vidt jeg husker. Det var fordelen da jeg fik ECT – dagene før en behandling, kunne de ikke tvinge benzoer i mig

Lægesamtalen var med en sød psykolog og dagens gode KP som sagt. Jeg havde ellers besluttet mig for ikke at ville samarbejde, men både KP og psykolog var nogle af ”de gode”, og man kommer jo også længst med at samarbejde. Det er bare SÅ SVÆRT!

Jeg fik at vide, at jeg kom først i køen til Brøndbyøstervej, selvom jeg var ankommet sidst, men de ville stresse mig mindst muligt.

Jeg sagde i øvrigt også til psykologen, at hvis hun siger, jeg skal slå mig selv ihjel, siger jeg jo: Du må være idiot! Men hvis det er inde i hovedet det bliver sagt, så har det en anden virkning – det bliver meget overbevisende. Det er jo næsten lige som om, at det er en selv, der mener det. Da jeg gentog det for Mandse lavede han grin med mig og citerede Michael Schødt (når han taler om foliehatte): ”Det kom inde fra mit hoved, så det må være rigtigt!” Tarvelige Mandse

I aftenvagten kom Mandse og vi lavede en sjov film, om hvor sexet Mandse synes de udleverede sutter jeg har fået var (den kan ses på Facebook ).

Efter Mandse gik blev det for svært og jeg skar mig med et barberblad. 14 sting. De fik det brugte barberblad ud af mig og et ekstra. Det havde slet ikke været nødvendigt, for han var temmelig amatøragtig. Jeg skulle tage mine bukser af som han skulle undersøge, men han gik ud af lokalet imens jeg skiftede og der havde jeg jo kunne gemme barberbladet væk. Jaja, jeg ved godt det er en dum dum tankegang, men ”Syge Sussi” huserer stadig.

Tirsdag morgen fik jeg udleveret toiletting til at bade med. Ansigtscreme og parfume måtte jeg vente med til jeg skulle bruge det. Da jeg så skulle bruge det gik de i gang med møde. Det skulle tage et kvarter, men det tog mindst en halv time (og sådan er det fucking ALTID – seriøst!). Bagefter bad jeg min KP om min ansigtscreme og parfume. Han gik ind på depotet, hvor han var måske 5 minutter. Så kom han ud med det jeg måtte få (hvilket ikke var creme og parfume). Han havde simpelthen ene mand stået og gennemrodet mine ting? Jeg sagde at jeg skulle bruge ansigtscreme og parfume. Jeg kunne få det han havde. Jeg forklarede. Han gad ikke høre. Han havde magt og jeg var bare et undermenneske. Men heldigvis har jeg Mandse, som havde fri, så jeg ringede og sagde han skulle komme og få mig udskrevet. Mandse kom, og jeg fik mine ting PRONTO. Hvorfor skal det være sådan? Hvad med dem der ikke har en tilgængelig pårørende? Jeg føler med dem, hvis de skal finde sig i det lort altid!

Men jeg ventede på Mandse bankede jeg i øvrigt hovedet ind i væggen, og de kom ind og talte med mig uden at skælde ud. Jeg fik heller ikke morgenmad i protest – man er vel ikke 5 år for ingenting

Så kom vi til samtale med psykologen. Det var ikke en trussel – og det lød sådan set heller ikke som én, men hun ville bare sige det. Men hvis Mandse kom sådan en anden gang, kunne de se sig nødsaget til at han ikke måtte kom ind på afdelingen en anden gang. Det er fordi han er sådan en stor mand, at de bliver bange (også fordi min KP var jo en lille undermåler ). Fair nok, men vi skal bare huske, at Mandse INTET gjorde, han var helt rolig – men bestemt. Han hverken snerrede, hævede stemmen, talte grimt eller andet. Kun fordi han er en stor mand. Men min gamle chef introducerede ham jo også engang til en samarbejdspartner som ”Han ligner en der spiser børn – men han er blød som smør”

Vi aftalte med psykologen, at min vagtens KP skulle spørge hvordan jeg havde det hver halve time, hvor de alligevel skulle se til mig.

Men vid dette, kære læser: Der var naturligvis tale om en misforståelse, som der altid er!

Det var faktisk fordi han var meget bekymret for mig, den lille stakkel. Åh nej da!

Jeg kom på udgang med Mandse og da jeg kom tilbage, udvekslede jeg ikke et ord med min KP. Samme situation dagen efter. Han var virkelig bekymret

Mens jeg var på udgang med Mandse blev jeg ringet op om, at de havde en ledig plads på 809. Jeg sagde til hende: ”Er du sikker på, at de vil have mig på 809?”. Det var hun ikke, så det ville hun lige tjekke op på. Og ganske rigtigt, når det var lige præcis mig, kunne det ikke lade sig gøre. Jeg kunne virkelig mærke kærligheden

Da Mandse bliver lukket ud den aften, siger han til den forkerte af de unge mænd fra første aften, at han ikke skal hælde kage i hans kone Det prøver han i øvrigt lidt senere, eller dagen efter. De snacker generelt meget på Nordstjernevej. Men det er jo virkelig også det eneste man kan foretage sig – det og så at ryge smøger

Jeg brugte tiden å at lave løkker og banke hovedet ind i væggen i rygegården. Jeg troede ikke de kunne høre det, men de kunne de. De kunne også se jeg var rød om halsen. Jeg benægtede naturligvis alt! Min KP og en anden ung kvinde prøvede, at få mig i tale, men selvom de var rigtig søde, så magter jeg bare ikke fortælle om mine problemer til børn Så en ældre kvinde henvendte sig til mig – altså en ansat – og vi fik en god snak om ”Syge Sussi”/Lussi. Jeg skulle finde et billede af hende, som jeg skulle vende, når hun ikke må være der (og det siger Mandse er altid). Jeg fik også et ”humør-armbånd” fra børne- og ungdomspsyk. Hvis jeg vender det så det er grønt er jeg i min habituelle tilstand og hvis jeg vender det rødt, har jeg det skidt og vil gerne bede om hjælp.

Onsdag er der også en plads – denne gang på 811. Men de kan så ikke lige rumme en selvskadende patient, så den gik heller ikke.

Dagen efter, da Mandse skulle komme, spurgte han om jeg skulle have flere tamponer. Jeg sagde, at det måtte jeg ikke have. Han spurgte om det var fordi, de var bange for, jeg bandt dem sammen og brugte som nunchaku? Jeg var færdig af grin. Hver gang eg tænkte på det den dag, knækkede jeg sammen af grin – og sådan en opførsel kan altså være farlig på en psykiatrisk lukket afdeling

Jeg får udgang til at komme til motionshold i Hvidovre Sundhedscenter. Dejligt, men hårdt!

Om aftenen bliver en jeg har kendt – perifært – de sidste 10 år indlagt. Jeg er glad for at se ham, men selvfølgelig ikke der. Sidst jeg var indlagt på 172 for et halvt år siden, var han også indlagt. Der havde vi det faktisk rigtig hyggeligt – også sammen med hende den ansatte fra engang 811, nu 172.

Torsdag bliver der en plads på 801. De vil have mig – yay! Jeg bliver overflyttet. I taxaen dertil sender jeg en mail til psykologen:

”Skrevet onsdag, da jeg troede jeg skulle til 811, men de fandt vel også ud af, det var mig, så pludselig var der ikke en ledig plads alligevel.

Du skal bare vide, at den personale der var så bekymret for mig i går (tirsdag), så han ikke kunne udlevere mine toiletting. Han var ikke mere bekymret, end da jeg kom tilbage fra udgang 12.40 så jeg ham ikke en eneste gang. Han så muligvis mig, men aftalen var jo, at han skulle spørge hvordan jeg havde det. Samme situation i dag, hvor første samtale med ham var, at jeg skulle overflyttes til 811. Der var kl. 9.50.

Så jeg tænker at jeg havde ret i min antagelse om, at det handlede mere om magt, eller at han ikke kan lide selvskadende patienter eller … mulighederne er jo mange.

Måske I skulle kigge på hvorfor patienter og pårørende hidser sig op – så meget at de ikke må komme på afsnittet. Måske det ikke handler om de pårørende, men om de ansatte.

En psykolog har lige skrevet til mig:

“Præcis. <3 Da jeg arbejdede i psykiatrien kunne jeg få overraskende mange kollegaer til at give mig ret bag lukkede døre, men i det åbne rum var det alt for farligt. Som én af psykologerne sagde: “Du har ret, men jeg har et huslån at tænke på…”

Popularitet eller socialhierarkisk harmonisering fylder dog mindst lige så meget, det har du også ret i. Jeg var nødt til at blive selvstændig for at kunne sige de ting, jeg siger.”

Det kan man jo tænke over 😉

Mvh,
Sussi Malene Jacobsen 🐱🐞🦋

P. S. Du er virkelig sød – det siger min mor, at jeg skal huske at sige til folk, når de er det 😁👍

P. P. S. Mht. at der er ferie og de har så og så travlt, så tænker jeg, at det er sjældent de har så travlt (med mindre der er MEGET dårlige patienter). Det kan jeg jo observere. F.eks. er der sagtens tid til at gå fra og se Tour de France. Det brokker jeg mig slet ikke over, for det er da langt bedre end når de sidder og hyggesludrer inde på kontoret. Det er faktisk rigtig rart, at personalet gider at være i miljøet og tale med patienterne.”

(fortsættes)

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6