I dag er det 2 år siden jeg fik en blodprop og stoppede med at ryge Derfor vil jeg poste et indlæg jeg i sin tid skrev om oplevelsen, men som aldrig blev udgivet. Der mangler mange detaljer. Jeg blev slet ikke færdig med indlægget, men sådan er det.

Jeg har tilføjet lidt hist og pist – men det er jo 2 år siden, så jeg husker ikke detaljerne så godt

Onsdag d. 30. marts sad jeg og arbejdede på layoutet til en sang til min nevøs 18 års fødselsdag d. 2. april 2011. Jeg havde lige sluttet en telefonsamtale med min søster, og fik nogle forfærdelige smerter i brystbenet, som gik igennem til ryggen.

Jeg ringede til Michael. Om han ikke kunne komme hjem til mig før han skulle ordne nogle andre ting. Han skulle i malernes fagforening og han skulle hente et låsesystem til bilen. Det var han ikke meget for, men han kom da hjem.

Så ringede jeg til min mor, som kom.

Michael mente det var nogle infiltrationer.

Jeg tog med Michael i malernes fagforening, og bagefter hentede vi låsesystem. Vi var også i Ballerup centret og fik en kop chai på en café. Michael fik nok noget kaffe

Da vi kom hjem havde jeg igen en samtale med min søster, og vi blev enige om at jeg skulle prøve at lægge mig ned på gulvet, nu jeg havde disse frygtelige rygsmerter.

Det blev bare endnu værre. Michael lå og sov, men vågnede fordi jeg lå og græd af smerte. Jeg ville ikke på skadestuen, fordi jeg var bange for jeg bare var en tøsetøs. Men der var ligesom ikke andre muligheder.

På skadestuen sidder der to personer i skranken. En mand og en kvinde mener jeg. De spørger til mine smerter, som jeg forklarer med en smerte i brystbenet, som går gennem til ryggen. Vi bliver sat til at vente – efter 2 timer ligge jeg mig på gulvet, og en mand fra lægevagten får skaffet et ”leje” til mig. Efter yderligere en time begynder jeg at kaste op.

Så får vi endelig lov til i første gang at se en sygeplejerske.

Hun tager blodtryk, blodprøver, EKG osv. Så vidt jeg husker. Og sætter sådan et fandens drop i mig

Bagefter kommer der en læge. Faktisk husker jeg ikke særlig meget af al det her. Jeg husker den læge – en ung kvindelig læge – som en der lige er faldet ned fra månen. Jeg troede hun var lidt tilbagestående, men hun har nok prøvet at tale til mig, så jeg kunne forstå det. Senere bliver jeg overrasket over hvor frisk en læge det er.

De kører mig op på en afdeling der må være et sted de bare placerer folk, mens de finder ud af hvad der er i vejen med dem. Der ligger en anden kvinde i en seng på stuen. De giver mig nogle piller, som jeg bare sluger.

Jeg kaster op. Går ud til ”vagten” og spørger hvor jeg skal gøre af det. Hun kigger på mig som om jeg er en bussemand på hendes ostemad, og siger jeg bare skal smide det i skraldespanden. Jeg har stadig voldsomme smerter. Faktisk vil jeg hellere dø end have de smerter.
Skraldespanden finder jeg ovre ved den anden patient på min stue og under et eller andet apparat, så jeg må kravle ind efter den. Og så smider jeg altså hele posen med bræk i skraldespanden, da jeg endnu ikke har opdaget toilettet – og i øvrigt fryd for den KOST i vagten, som ikke passer patienterne ordentligt. Men det er desværre nok ikke hende der skal slås med den skraldespand.

Jeg beder om noget smertestillende, og jeg får et par Pinex, som ikke engang kan kurere en hovedpine for mig. Jeg beder om mine antipsykotika og antidepressiva, men ingen journal på mig endnu, så dem kan jeg ikke få.

Senere får jeg en nitroglycerin, og jeg får et sprøjt af den. De efterlader nitroglycerin sprayen hos mig, så jeg tager også selv et sprøjt. Jeg prøver så at læse brugsanvisningen, og beslutter mig for, at jeg måske ikke selv skal eksperimentere med det

Jeg mener vi ankommer på skadestuen kl. 21 og først får hjælp ved midnat. Klokken 4 om morgenen aftager smerterne langt om længe. Klokken 5 kommer de og kører mig op på hjerteafdelingen.

Der er noget polemik mellem 2 sygeplejersker. Hende der kommer med mig har ikke handsker på og det påtaler den anden. Den første bliver så sur og den anden siger, at det jo er for hendes egen skyld. Så står lægen og den første sygeplejerske og griner lidt af den anden, men lægen kommer og fortæller, at det er fordi jeg har kastet op. De er bange for at det smitter, og jeg er i isolation.

Den anden sygeplejerske fortæller mig så, at hun lige skal have hele outfittet på, og så vil komme og tage mit EKG. Jeg fortæller hende så, at jeg slet ikke var klar over at jeg var ”farlig”

Der kommer en læge og fortæller mig at jeg har haft en blodprop i hjertet, og at jeg skal have en undersøgelse og muligvis en operation.

Operationen foregår på Gentofte hospital – jeg får lavet en ballonudvidelse og får sat en stent ind.

Jeg må ikke komme med til min nevøs 18 års fødselsdag :’( så det vil Michael og min mor heller ikke – altså de vil blive og være der for mig, selvom jeg beder min mor tage af sted.

På hjerteafdelingen er sygeplejerskerne rigtig rigtig søde og dygtige.

Sidste dag er dog ikke rar. Det er mandag og nyt personale i forhold til weekenden. Ikke nok med det ligger de en rigtig syg kvinde ind ved siden af mig. Hun har så meget vand i lungerne (tror jeg), at hun ligger og raller og siger ”Neej neej”. Hun får også hjertestop hele tiden og de er inde og oplive hende flere gange. Det er noget af en gyser! Jeg holder mig ude på gangen, for jeg kan slet ikke holde ud at være inde på stuen, for det er så ubehageligt. Men til sidst får jeg nok og skynder mig ind og pakker mine ting. Jeg tror hun muligvis siger noget til mig, men jeg tør ikke kigge på hende. Jeg pakker bare og smutter. En sygeplejerske stopper mig. Hun opmuntrer mig med at sige jeg jo skal hjem i dag – hvilket jeg godt ved – og hun tager min overvågning af.

Jeg har set hvordan de tager droppet ud, da det blev skiftet, så jeg tager det selv ud og smutter.

Hurtig som en ninja – skifter lige fra den ene gang til den anden – bliver stoppet af en sygeplejerske, som vil tage mit drop ud, men jeg siger, at det har jeg gjort

Jeg ringer efter Michael – eller det har jeg gjort – han siger han ikke kan komme før jeg er udskrevet, så det siger jeg at jeg er. Jeg sætter mig ud i opholdsrummet og venter på ham, mens jeg spiser resten af min morgenmad.

Da Michael kommer bryder jeg grædende sammen og tilstår hvad jeg har gjort. Han går så ind og ordner resten for mig. Recepter osv.

Dette må så være mit første flugtforsøg nogensinde

Jeg tror det er den dag jeg bliver udskrevet at min søster har været ude og købe en ismaskine til sin mand. Da hun står med den i forretningen overmander den hende og hun ligger vist og roder rundt på gulvet med maskinen oven på sig – der kommer en og spørger om de kan hjælpe … ”Jow tak!”

Vi skal så køre min søster og mor til stationen. I hvert fald sidder jeg i bilen og skal sige farvel til min mor gennem vinduet. Min søster er vist ved at tage den satans ismaskine ud og smækker bagefter døren i – men den vil ikke lukke ordentligt, så hun prøver igen hårdere. Min mor har hovedet gennem vinduet til mig og bliver lige pludselig meget underlig … jeg ved ikke om hun skriger, men det er virkelig en ubehagelig oplevelse. Min søster har smækket døren på min mors finger.

Min søster løber ind på stationskiosken og fortæller hvad hun har gjort og tilføjer også at hendes søster lige har fået en blodprop.

Alt muligt drama – og Michael beslutter sig bare for at køre fra det hele – altså heldigvis tager han da mig med

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6