Kl. er 3:36 og jeg vågnede for 45 min. siden. Jeg gik tidligt i seng i går fordi jeg var rigtig deprimeret og angst. Jeg har haft det rigtig dårligt hele dagen, og kun været til motion – og så dækkede jeg bord lige inden aftensmad. Men jeg indtog frokost på værelset og det skulle jeg nok også ha’ gjort med aftensmaden. For en fra personalet kunne godt se jeg havde det skidt, så hun sad og kiggede på mig hele tiden – og så blev jeg mega angst Pyha

Da jeg var til motion havde jeg det godt den sidste halvdel mens vi var der. Men vi var der heller ikke hele timen. Stadig bedre end intet når jeg havde det som jeg havde.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at min kontaktperson ikke har været her i dag. Jo ham der er helt ubrugelig altså Han har slet ikke talt med mig hele dagen. Han kommer fra en lukket afdeling og det bekræfter mig kun i, at jeg aldrig skal sådan et sted hen (igen). Men hun kommer i morgen (i dag faktisk). Hun ved godt jeg har det skidt, for jeg skrev det til hende i weekenden.

Rimelig provokerende at jeg kan se andre patienter løbende få en tredje kontaktperson, når jeg kun har én (jeg kan bruge til noget). Heldigvis har jeg da så den studerende, som er meget bedre end ham den ubrugelige Men hun stopper jo snart igen. Hende der er her nu er også noget af et catch. Hun er virkelig dygtig. Man kan ikke være sikker på at den næste er det, for hende den sidste jeg blev prakket på var godt nok scary Hun var simpelthen så underlig … og det siger altså en del på en psykiatrisk afdeling. Folk fik mega stress af hende og blev utrygge. Hun var helt sikkert mere syg end nogen af os andre.

Aftenpersonalet fandt jo som sagt også ud af at jeg havde det skidt og begge to tilbød også en samtale, men jeg ved sQ ikke lige hvad jeg skal sige? Hvis jeg vidste hvad problemet var, så havde jeg jo nok selv gjort noget ved det

Jeg skulle også ha’ lavet mit ugeskema her til aften med den studerende – men den ene fra personalet vurderede åbenbart at det var jeg ikke i stand til Det var jo nok i god mening, men jeg ville nu nok gerne ha’ prøvet

I går ringede D og fortalte hun kommer herud i morgen, for hun har udskrivningssamtale og M skal også udskrives i morgen. Øv øv, så bliver det virkelig til et plejehjem Min søster ringede også, og var ked af at jeg havde det skidt.

Jeg talte også med afdelingssygeplejersken om en episode jeg var ude for, hvor der blev sagt noget uheldigt om en patient. Om de ikke lige kan holde deres mening inde på kontoret

Overordnet set har jeg haft det skidt i 10 dage, men der er også sket gode ting – og det er jo dem man skal vælge at fokusere på

Jeg var hjemme hos D og spise i madklub sammen med M. Jeg tog selv derhjem med bussen Noget tid efter vi havde spist gik vi i byen på Vesterbro Bryghus og var hele 1½ time Jeg var nok noget stolt af migselv ^^ Bagefter blev M og jeg hentet af Michael Vi stod og dansede overfor Tivoli i 20 min. mens vi ventede på ”taxaen”

Jeg har også fået af vide, at nu kan jeg alligevel ikke tale med psykolog, fordi at de ikke har tid og mine problemer er åbenbart ikke så vigtige Det ville min kontaktperson ikke finde sig i og ville gøre noget ved, men nu har jeg læst notatet i journalen og synes simpelthen det er så latterligt, at jeg har sagt hun ikke skal bruge sin energi på det. De der psykologer der – de kan rende mig

Jeg fik også en hjerneblødning i torsdags og hoppede i en vandpyt mens to af de andre patienter stod lige ved siden af Det var simpelthen for fristende ^^ Men den ene havde åbenbart minksko på til 2900 og blev skide sur. Hvem fanden render rundt på en tosseanstalt i minksko? Lidt en hån mod os andre der dårligt har råd til tøj Nåh men skoene overlevede åbenbart, for ellers ville hun ha’ erstatning.

Torsdags var i det hele taget en lortedag, for jeg blev vildt dårlig til Livsstilsgruppen og mens jeg sad og tog mig sammen til at sige jeg gerne ville gå bad en af de andre om at få lov til at gå – og så én mere … og så følte jeg ikke, at jeg også kunne gå … så jeg blev Så det var kun mig og så en jeg virkelig ikke bryder mig særlig meget om. Hun er simpelthen så humørsyg. Jeg tror jeg skal sige, at jeg ikke vil gå til det mere.

Men da jeg så kom tilbage fik vi hygget lidt med at tegne nogle beroligende tegninger. Det skal jeg åbenbart, for de andre (patienterne) mener jeg har ADHD Med extra H

Mig og en af de andre ville også ha’ byttet kontaktpersoner – men det måtte vi desværre ikke. Selvom hun sagde til hende vi spurgte at nej ikke var en mulighed, men så fandt hun bare på en anden måde, at sige nej på – dammit!!! Og jeg skiftede sengetøj for hende den anden – og fik et bolche for det – woohoo

Derefter var jeg ude at cykle med den studerende. Det var også rigtig godt – selvom det var lidt vådt og sk*de koldt Vi skulle cykle ud til en sø – og havnede under en bro hvor der var så meget vand at man ikke kunne passere. Jeg mente jo at det nok måtte være søen Men vi måtte gå ud på vejen for at komme forbi den ”sø” og fandt så senere den rigtige sø

Da vi kom tilbage ville jeg vente på noget eftermiddagshygge fordi den ene studerende stoppede den dag. Det skulle jeg ikke ha’ gjort, for jeg endte med at få spat i ventetiden!!! To af de andre patienter sad bare og var så opslugt af fjernsynet at man ikke kunne komme i kontakt med dem. Ikke noget nyt der, for den ene var hende den humørsyge og den anden er bare sådan lidt stenet i sin væremåde indimellem – men jeg kunne bare slet ikke holde det ud … fucking plejehjemstilstande!!! Det er mennesker der er YNGRE end mig!!! … så jeg endte med at få det så dårligt, at jeg ville bede om noget p.n. (pro necessitate/ved behov), men de holdte selvfølgelig et af deres fucking møder, så jeg satte mig tilbage og ventede (ARGH!) … indtil jeg besluttede mig for at skride. Men lige da jeg skulle til at gå kom min dagens kontaktperson ud med en besked til mig – og da hun kaldte anden gang kunne jeg ikke rigtig lide at ignorere hende Det var vist en besked om, at psykiatrikoordinatoren ikke kunne komme til min konference alligevel. Men hun fandt så ud af at jeg ikke havde det så godt og spurgte om hun kunne gøre noget, og så tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve med det p.n. Ikke at det hjælper, men altså De siger også jeg får en babydosis, men ellers falder jeg jo bare i søvn Jeg kan jo fandme sove hele natten igennem på 25 mg. Seroquel (tankevækkende når jeg engang har været oppe på 1300 mg.) Det er noget jeg benytter mig af, når jeg ikke kan sove, for jeg skal jo ha’ min søvn, ellers bliver jeg tosset

Men det er ligesom om … enten har jeg det dårligt … og selvom jeg har det godt udadtil så ligger der noget skidt og lurer i baggrunden. Jeg har så meget uro – og jeg har konstant ondt i maven og kvalme pga. det. Også en del svimmelhed.

Da jeg kom tilbage fra weekend havde en eller anden spade lagt en anden patients behandlingsplan ind på mit værelse. Rigtig smart! Han er så paranoid at han ikke ville fortælle mig hvor han skulle se på bosted – han skulle bare vide, at jeg lige har læst hans behandlingsplan Eller det kunne jeg i hvert fald ha’ gjort. Jeg har ikke sagt det til ham, for så ville han da først gå i panik – men jeg tror da nok personalet fandt ud af jeg synes det var amatøragtigt.

Der lå også en kopi af den sygeplejefaglige del af min journal som min kontaktperson havde kopieret til mig. Jeg prøvede at læse det, men det var lidt svært at tyde noget af det. Det eneste jeg kunne konstatere var, at der på et tidspunkt er slettet noget. Der står:

”Pt meget social i miljøet” (1½ linie slettet) ”Ellers venlig og i godt humør”. Ellers? Så ved man bare at den 1½ linie ikke indeholder noget flatterende om mig Og hvorfor har de slettet det? Fordi jeg skulle læse det? Hmmm

 Jeg ved heller ikke om jeg bryder mig om udtalelser som ”Meget talende og jokende med medpatienter” og dagen efter ”Fortsat meget talende”. Det skal nok ses i lyset af, at jeg ikke sov i de dage og var fuldstændig speedet/manisk.

En af dagene spillede jeg bordtenning med mig selv mens M så på. Endnu et forsøg på at slå tiden ihjel Vi fandt så ud af at jeg skulle skyde bolden op på en rude der var i en lang gang oppe i loftet – og når den så kom ned skulle jeg ramme den igen. Jeg kunne hele fire gange. Det var noget sværere end det så ud til En personale skulle da også lige prøve og hun kunne slet ikke finde ud af det Lægen kom også forbi og spurgte interesseret til hvad det var jeg prøvede at ramme – og da jeg så forklarede hende konceptet kiggede hun lidt op i hullet og sagde ”Spændende!”

Hvis der er sket mere, så kommer det med i et nyt indlæg, for nu kan jeg altså ikke huske mere. Håber at det ikke er alt for rodet med alle mine indskudte bemærkninger – men jeg tror man vender sig til det med tiden

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6