I dag -fredag – var jeg så i ECT-behandling (electro convulsive therapy, ikke electro chock – men sammentrækninger).

Ja, jeg må jo hellere skrive det ned, for det siges at hukommelsen tager midlertidig skade. Jeg føler nu ikke selv jeg har glemt noget Men nu har jeg da en undskyldning næste gang jeg glemmer en fødselsdag

Man bliver behandlet mandag, onsdag, fredag og jeg vil tro jeg skal have måske seks behandlinger? Det er efter eget ønske (altså de foreslog det), for forståeligt nok er jeg pænt desperat. Lægen der mener jeg skal gøre hvad de forlanger, fordi de kan tilbageholde mig på farlighedskriteriet mener også at medicinen virker forrygende, men ærlig talt kan jeg ikke mærke nogen virkning. Mit lår er fyldt med ridser fordi jeg sidder og ”skærer” mig når jeg har det skidt og selvom det jo ikke er farligt, så ser det fandeme ikke kønt ud … og det jeg vil sige med det er at det gjorde jeg altså ikke før jeg blev indlagt, så jeg kan ikke lige se den helt store forbedring. Jeg ved ikke rigtig om jeg skal fortælle psykologen om det her, for det er jo som sagt harmløst, og så tager de bare endnu et ”glas” fra mig som jeg skal erstatte og så ødelægger jeg bare et nyt glas næste gang jeg får det dårligt (som jeg skal erstatte) og så fremdeles.

Tilbage til ECT-behandlingen. Jeg var jo i fuld narkose så jeg måtte ikke spise noget fra midnat. Kl. 8:45-ish bliver jeg vist hentet. De ligger mig ned og siger de vil forklare en masse ting, men der er nu ikke meget forklaring – for det går også meget hurtigt før jeg er væk. De sætter vist nogle elektroder eller anden slags overvågning på og sætter et drop i samt giver mig en skinne jeg skal bide i. Så skal de lige teste apparatet mod mine tindinger og det er koldt. Så sætter de en maske over munden på mig – muligvis ilt, for jeg vil tro bedøvelsen er i droppet.

… så vågner jeg op og tror jeg skal til at ECT-behandles, men der er det ligesom overstået Men fuuuuuck hvor har jeg ondt i tindingerne og den sygeste kvalme. Min KP – jeg havde ”kosten” i dagens anledning – gav mig noget havregryn med mælk… det kunne jeg bare ikke få ned … men efter lidt overvejelser indtog jeg det i håb om at kvalmen gik over… og det gjorde den – voila!

10:20 skriver jeg til mandse, mor, søster og brormand at det er overstået og der har jeg muligvis ligget lidt i et kvarters tid og spist morgenmad og så fremdeles – men jeg husker det ikke lige … og det er ikke noget med behandlingen at gøre. Det havde jeg ikke husket alligevel

Så gik jeg i bad og bagefter hentede mandse mig. Vi gik ud og spiste frokost sammen og bagefter skulle jeg til frisør og få klippet hår og ordnet øjenbryn så jeg ikke ligner en der spiser min egen afføring

Så var vi lige et smut hjemme for at se min mor og den lille vovhund. Det var meningen at vi skulle ha’ været i IKEA, men det blev lidt presset, så det blev droppet. Så vi tog på café og fik en chai latte nammenamme og bagefter på Restaurant Punjab og få indisk buffet – nammenamme

I går skrev jeg et brev til afsnittet om den måde jeg har følt mig behandlet på – bl.a. den kyniske måde man vælger at straffe mig med regninger frem for at tale med mig om mine fucking problemer. Altså jeg skal nok betale og synes det er fair nok, men jeg er chokeret over at man vælger at fokusere på økonomi frem for psyke på et psykiatrisk center … ja, jeg ved godt jeg er naiv

Jeg fik også skrevet nogle andre ting om at de gør meget ud af at mobbe mig med at jeg jo kun ødelægger afsnittets ting og ikke mine egne egendele – men der er sQ forskel på at sprætte et par cowboybukser op og et dynebetræk … cowboybukser er liiiiidt mere holdbar. Og der er forskel på at hænge sig i en tynd gennemsigtig bluse og et håndklæde … jeg har en formodning om at håndklæderne er lidt mere holdbare – selvom at de kan rives over med fingerkræft … det skal så siges at så er det heller ikke lettere at rive dem over. Det kræver en del forsøg og ja der er da håndklæder der er så mølædte at de absolut ikke kan bruges til noget som helst.

Men jeg er færdig med det pjat – fra nu af nøjes jeg med at snitte mig lidt i låret Og forhåbentlig virker ECT’en snart, så jeg kan bliver NORMAL

Men jeg føler i hvert fald at nogle fra personalet ikke tager min situation alvorlig, for selvom jeg joker meget med nogen af dem, så er der ting man bare ikke laver grin med (synes jeg). Jeg har slet ikke følt det som ting der er sagt for at det er noget man kan grine af, men ting der er sagt for at såre mig, provokere mig eller hvad ved jeg.

Så jeg skrev et brev som muligvis hele personalegruppen har læst, for alle aftenvagterne læste det den dag jeg kom med det og psykologen havde i hvert fald også læst det. Psykologen havde ikke lige ventet at det var mig der havde smadret den rude

… and now … I bid you goodnight. Ingen korrekturlæsning, så hvis der er fejl … ja så er der fejl …

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6