Nåh men så har jeg da formået at gøre lidt opmærksom på mig selv igen Sagen er den at der her til morgen var forsvundet en gaffel – oh gud oh gru! Her på afdelingen er det DRAMA for det er jo et VÅBEN!!! Sjovt nok forsvandt der en gaffel for nogle dagen siden og der gjorde de ikke en skid. Men denne gang skulle vi og vores værelser visiteres.

Og så fandt de et smadret glas på mit værelse. Det er jo sådan et glas der ikke kan smadre, men hvis man træder på det kan man være heldig at der kommer skarpe kanter man kan skære sig på.

Min kontaktperson ”kosten” (ja hun er tilbage til at være en kost – i dg var ellers dagen hvor jeg ville ha’ fortalt hende at jeg havde taget fejl af hende) kom ind på mit værelse sammen med en praktikant og en læge for at fortælle mig at jeg nu selv skulle betale for alle de ting jeg har ødelagt.

Et er at hun tager en praktikant og en læge med for at tale økonomi med mig – er læger nu blevet eksperter på økonomi? – hvad fanden skulle den douchebag med for? Noget andet er … KUNNE DE FOR HØWLEDE IKKE TALE MED MIG OM DET VIGTIGE??? Er der vigtige at jeg har smadret fem glas, ødelagt 10 håndklæder og måske fem lagener? Er det vigtige ikke at jeg har det af helvedes til så jeg gør de her ting?

ER DER GÅET FULDSTÆDING LIBERAL ALLIANCE I PCH AFSNIT 809?

Nåh men de går jo hurtigt for de skulle jo bare fortælle mig at jeg var en økonomisk belastning for det danske sundhedssystem.

Jeg går ud og tager et håndklæder og river i stykker og vil hænge mig i det. Bedst som jeg er i gang med mit projekt banker det på døren og ind kommer en sygeplejerske med noget medicin jeg har bedt om for ½ time siden. Jeg når at få løkken af halsen men jeg har det jo af helvedes til og ryster over hele kroppen. Hun spørger hvor meget af medicinen jeg vil have. Det kan jeg ikke tage stilling til. ”Jeg er ligeglad” siger jeg, for der hvor jeg skal hen skal jeg jo ikke bruge medicin. Hun kan for en gang skyld se at der er noget galt med mig og spørger mig om der er noget galt og om jeg vil snakke. Det takker jeg nej til og hun går.

Jeg ved ikke helt hvad der sker oven i hovedet på mig. Men jeg tager løkken om halsen, sætter mig på knæ ved radiatoren og gør mig klar. Det er så lige der jeg har det bedste udsyn af mine billeder af mine kære. Noget inde i mig siger mig at så let skal de – psykiatrien – ikke få mig ned med nakken. Jeg tager løkken af, rejser mig og går ud i fællesmiljøet.

Jeg vil væk, jeg vil ud herfra! Det kan jeg ikke komme!

Den med regningen kører stadig i hovedet på mig. ”Så skal jeg fandeme også have en orn’lig regning!” Jeg tager en skammel går ned i den anden ende hvor der ingen mennesker er og så fyrer jeg ellers bare den skammel ind i ruden for fuld hammer igen og igen og igen. Der kommer så personale og tager mig stille og roligt og spørger ”Hvad sker der?” eller lignende. Altså to styks personale – en i hver arm holder mig stille og roligt … men jeg gør altså heller ingen modstand.

De var vist meget overraskede – det var der vist ikke lige nogen der havde set komme.

Der blev trykket alarm!

De – afdelingssygeplejersken og en der vist er ved at få en endnu højere stilling – er selvfølgelig skide pisse sure og stiller en masse spørgsmål jeg ikke ligefrem er i stand til at besvare og jeg får at vide at min reaktion er helt urimelig – nåh dada!

Resten er de to flinke unge mænd der holder mig – og noget fremmed personale fra andre afdelinger. Der har muligvis været andre, men dem registrerede jeg ikke lige.

De fjernede også mit bord og stol – åbenbart var de bange for at jeg ville kaste med flere ting. Jeg overvejede da også at gøre mit arbejde færdigt. For de satte en personale fra en anden afdeling til at passe på mig og pludselig går hun da servicemændende kommer. De skal sætte en ny træplade på den smadrede rude. Men jeg kunne måske lige været nået ud og forsat med at smadre lidt – nu var den jo gået i stykker i forvejen

Nej jeg tog ingen glasskår til at skære mig med – det var også sådan en rude der ingen glasskår efterlader tror jeg.

Men jeg sagde til dem at det drejede sig om at jeg jo lige så godt kunne få en orn’lig regning.

Den går nu på at jeg jo ikke var psykotisk tilsyneladende. Men når jeg fortæller lægen hvordan jeg har det, så siger han at jeg er psykotisk – og jeg har det sådan som jeg fortæller ham hele tiden.

Så jeg skrev til mandse, brormand, søs og Mutti. Mandse kom og besøgte mig. Resten blev informeret, men jeg ville ikke tale med dem Jeg har så haft dejligt besøg af mandse og jeg har spillet Uno med ham og min KP. Jeg har stadig ingen vagt, så alt er gooooodddt!

Men jeg måtte ikke tage på udgang pga. det jeg havde lavet = straf. Deres undskyldning er at jeg jo har det skidt, for de havde også fundet det smadrede glas (som man i princippet ikke kan bruge til en skid hvis man var rationelt tænkende og ikke fucking psykotisk… nåh nej!).

Dagen i går: Jeg smuglede en skål ind på mit værelse som jeg smadrede og skar mig med. Jeg kom til lægesamtale og blev truet med bål og brand (fast vagt) hvis jeg gjorde det igen. Mit toilet gik i stykket, så jeg måtte låne personaletoilettet. Samtidig havde jeg også fået det så godt at jeg nu skulle bo på værelse med en anden patient.

Dagen i dag: Jeg har skiftet fra et eneværelse til et andet eneværelse tættere på så de bedre kan holde øje med mig …

Konklusion: Personalet er lige så psykotisk som mig.

P.S. Grunden til at mit toilet var gået i stykker var at de fandt et par sokker nede i kummen og der er ingen der tror på at det IKKE er mig. Det er IKKE mig! Hvad fanden skulle jeg få ud af at smide et par sukker i kummen… ?!? Men jeg er jo bare psykotisk og ved ikke hvad jeg snakker om … nåh nej, jeg er ikke psykotisk… kan I snart fucking bestemme jer?!?

P.P.S. Intet af det jeg har skrevet tidligere har ændret sig. Det lyder forkert at sige at jeg godt kan lide at være her, men under omstændighederne kan jeg godt lide at være her – og de gør deres bedste for at give en et godt ophold.

P.P.P.S. Næste gang tager jeg Hamburgtoget – det er billigere end den regning de præsenterer mig for

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6