Det var en weekend. Højst sandsynligt en lørdag. Ikke en af de gode lørdage hvor F er her, hvor vi danser og synger. Det gør man kun når F er her og hendes kollegaer misbilliger det vist. Sådan virkede det i hvert fald sidst.
Dagen før havde jeg fået at vide at der var sengetid kl. 1:00 i weekenderne. En af de andre patienter fortalte mig at han havde fået at vide at sengetid – ikke rygetid – i weekenden var kl. 00:00.
Besynderligt! Og ja, det er måske en smule provokerende – det var måske i provokation, at jeg ville finde ud af hvorfor der var to udmeldinger til denne sag.
Jeg går ind i spisestuen hvor alle fra personalet sidder og slapper af. De er ikke stressede.
Stille og roligt – og muligvis med et stort skævt smil på læben – spørger jeg ind til sengetiderne – ikke rygetiderne! – i weekenderne. R spørger mig straks om hvor længe jeg egentlig har været indlagt? Med dette mener hun at det burde jeg vide. Jeg ved ikke helt hvordan samtalen foregår, men jeg husker det som om jeg er meget forvirret og angst over denne voldsomme reaktion på et forholdsvist harmløst spørgsmål – på trods af at der måske var et element af provokation fra min side. Men alligevel!? Sådan en voldsom reaktion.
Hun spørger også om det er en børnehave. Jeg bliver helt paf men responderer hurtigt at de jo i hvert fald behandler os sådan.
Jeg husker som sagt ikke hele samtalen, men jeg husker at jeg tænkte over den resten af aftenen.
En del senere går R og O sikkerhedsrunde – en runde de foretager to gange i døgnet, for at tjekke om vi har nogle ulovlige genstande på vores værelser. I virkeligheden er det ret nemt at skjule sine ulovligheder hvis man gider. Dog er min pincet som sagt blevet opdaget to gange, men jeg gjorde altså heller ikke noget seriøst for at skjule den. Jeg har haft håndklædestrimler som de ikke opdagede, men som jeg dog indrømmede at jeg havde fordi jeg gik i panik. Ville ikke have de opdagede det mens min mor var der 
Men de går altså deres runde og … jeg siger (til O) ”så kommer nazierne” eller noget i den stil. Jeg tænker ikke over at R er med og at hun ikke vil finde det den mindste smule sjovt. O kan man sagtens sige den slags til, han har i princippet kaldt mig ”sæk”, for da vi boksetrænede vidste han ikke hvilken sæk han skulle slå på … såh, humoren er altså på det plan.
Men da jeg så vil bede om noget p.n. og det ligesom er R der står for den så gør hun mig opmærksom på at det altså ikke var noget hun ville høre en anden gang. Jeg siger ”fair nok, undskyld” (eller lignende). Men mens jeg står og venter på medicinen tænker jeg, at nu har jeg chancen for at gøre opmærksom på at jeg heller ikke brød mig om det hun sagde. Men så bliver hun bare mere sur og siger at hun er træt af at jeg stiller så mange (irriterende) spørgsmål.
Jeg bliver rigtig forvirret og ked af det, går i vrede og råber at jeg nok skal lade være med at stille spørgsmål fremover.
Jeg går i seng. Tudbrølende. Min faste vagt gør sit for at få mig i bedre humør. Jeg tror han er svensker og han giver mig ret i at hun opførte sig besynderligt og jeg tror sågar han kalder hende en ”kedelig kælling!” ^^
Jeg prøver at skrive til alle jeg kan komme i tanker om, som måske vil tale med mig, men alle ser min besked for sent.
En anden sygeplejerske kommer med mit medicin og jeg spørger om jeg må vente med at tage den og NEJ det må jeg ikke. Andre sygeplejersker har sidenhen spurgt mig om jeg ville vente lidt med at tage medicinen nu det var weekend.
Men der var kulde fra personalegruppen den aften. Min faste vagt skal afløses på et tidspunkt og hende fra det faste personale siger ikke et ord til mig. Jeg lægger mig i min seng og jeg prøver at vikle ledningen til mine hørebøffer om halsen, men det er ikke lige en af mine spidskompetencer. Jeg har ingen briller på så jeg kan ikke se om hende vagten kigger på mig, så jeg dropper helt projektet. Ved sQ heller ikke lige hvad jeg prøvede på 
… og det kan man jo for høwlede heller ikke 
I kardex har sygeplejersken R også bemærket at jeg siger at jeg vil gå i seng kl. 1 når jeg plejer at gå i seng kl. 23. Interessant at hun lige føler sig forpligtet til at skrive i kardex når hun ikke er min KP. Tsk
Dagen efter har jeg min mor på besøg hele dagen, og muligvis også mandse senere – i hvert fald har jeg besøg hele dagen, fordi jeg gerne vil være sammen med nogen der godt kan lide mig.
Det tager mig en uge at gå til R om episoden – da jeg er bange for hun vil gøre mig ked af det igen – og jeg skal bruge hjælp fra min faste KP, selvom jeg er bange for at hun vil tage R’s parti. Jeg ryster over hele kroppen under samtalen. Jeg viser hende også mine rystende hænder efter samtalen. Det viser sig at det kun var den dag jeg stillede for mange spørgsmål – og hun undrede sig over at jeg stadig tænkte på den episode. Den tænker jeg såmænd stadig på – også selvom den ikke gør mig nær så ked af det mere.
Jeg tænker også stadig på at det kan undre hende jeg stadig tænkte på den episode en uge efter – igen må jeg gøre om ikke hende … så mine læsere … opmærksom på, at jeg er psykisk ustabil og nogle af os tænker for fucking meget!!!
Nu vi er ved a tænke … der er en Lene der har henvendt sig i bloggen for at fortælle at hun ofte tænker på mig … men jeg kender mere end én Lene, så hvis Lene vil være så venlig at give lidt flere clues til hvilken Lene hun er 
Og til sidst en mulig misforståelse: De har muligvis troet at jeg spurgte til rygetider, hvilket vel også har provokeret dem når jeg ikke ryger. Men det spurgte jeg IKKE til. Jeg spurgte til sengetider. Hør hvad jeg siger – og ikke hvad du tror jeg siger, tak!
Recently:
- Når facaden krakelerer
- Here we go again …
- Omsorg og inkompetence – og nye veje …
- Ikke brandbar
- Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
- … kvæler du jo barnet
- Når du strammer garnet …
- Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
- Reset – endnu en ny start
- Tre måneder lang indlæggelse – del 6
