Torsdag var jeg så til klaverundervisning. Det var ret sjovt, men også meget svært. Jeg kunne faktisk engang noder, da jeg gik til blokfløjte… men det var altså virkelig svært at tyde de noder Det var eneundervisning i lidt tid og så måtte hun videre til den næste.
Bagefter havde jeg en aftale med D, men hun aflyste, så jeg skyndte mig hjem allerede 13:20, hvor jeg skulle ha’ været der til 14:05, men som sagt sad jeg bare og øvede for mig selv. Turen hjem forløb rimelig – altså metroen var faktisk ikke så rar, men toget var ganske fornuftigt… det var jo også meget tidligt.
Fredag var mandse så til samtale ude på rehabiliteringen på PCB. Jeg tog med og da J ikke var stået op gik jeg en tur som planlagt. Jeg gik en rute jeg har gået mange gange før, men i et noget mere raskt tempo… altså på nær de gange jeg er stukket af, der har det også foregået i et raskt tempo Men der er jeg jo ikke gået hele vejen tilbage altså Jeg har fået at vide at turen skulle tage omkring 45 min. og jeg gik den på 37 min.
Michael synes vist at det havde været et godt møde. Lægen havde oven i købet grinet, da Michael havde fortalt at jeg har sagt, at grunden til jeg godt kan lide min KP er at hun talte om psykisk sygdom som om det var en hamburgerryg. Det udtryk havde han vist aldrig hørt før og det er jo også min egen måde at formulere det på Det er sikkert en slags neologisme Jeg har ikke opfundet mit eget ord, men mit eget udtryk ^_^
Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men hvis man taler om det som det er den naturligste ting i verden (er hamburgerryg ikke det? ), så er det altså også lettere at dele sit inderste
Nåh men, de talte vist også om min henvisning og det de sagde var, at den eneste hindring for at jeg kunne komme tilbage er migselv Jeg er min egen værste fjende
De problemer jeg har er:
Jeg må naturligvis ikke have selvmordstanker – OG DET HAR JEG HELLER IKKE DAMMIT! Som om! Det er kun sådan nogle tabere der har det
Jeg skal ha’ tillid til andre behandlere end min KP.
Det har jeg også men de andre opgav mig pænt hurtigt.
Jeg skal være bedre til at sige hvordan jeg har det (og det er ikke optimalt gennem mail).
Det er svært når jeg har været vant til at undertrykke dette hele mit liv.
Jeg må ikke stikke af.
Også et meget gammelt mønster for mig, som derfor også er svært at bryde uden hjælp!
Jeg skal have tillid til lægen.
… og han skal lade være med at proppe mig med Leponex? Aiii, jeg var faktisk ved at nærme mig ham, men altså… det’ jo lige meget nu.
Jeg må ikke svine nogen til.
Jeg forsvarede mig bare i en mail, fordi en fra personalet havde svinet mig til og efter hver sviner sagde hun ”… men jeg vil ikke diskutere med dig!” så jeg fik aldrig indført et ord.
Så altså…
De problemer jeg har er ikke værdige til Psykiatrisk Center Ballerups rehabiliteringsenhed. Jeg er et håbløst tilfælde og de giver fortabt… eller er der stadig håb? Jeg tør snart ikke tro på det mere, men jeg tænker hele tiden på det
Vi skal åbenbart tale om det til den afsluttende samtale d. 31/5 og jeg håber at jeg der kan få ro i sjælen om udfaldet så er det ene eller det andet …
Nåh anyways … bagefter tog vi hjem og fik besøg af min bostøtte. Vi fik kigget lidt på målene for hendes besøg (blandt andet skal jeg øve mig på hende i at ”åbne mig op over for andre” altså efter eget valg!), så fik vi ryddet lidt op, og gået en tur med Mimse
Jeg åbnede mig allerede op for hende synes jeg. Men er der nogen der sætter pris på det? *suk*
Så skulle vi ud og købe noget fodformet hippie the med brændenælder Vi ville finde en helsekost butik i Herlev fordi vi gerne ville køre en tur og fordi den havde det über blærede navn ”HoneyBulgaria” men vi fandt den aldrig og ingen kendte tilsyneladende til den. Vi tror der ligger en Aldi nu
Men jeg fik brystsmerter og det varede ved 1½ time, så vi måtte en tur på skadestuen, da jeg jo er hjertepatient Man kommer jo heldigvis også hurtig til når man er hjertepatient. Jeg får så ”overvågning” på og får stillet en masse spørgsmål. Inden hun går bliver jeg nødt til at fortælle hende om mit pille-stunt, da jeg jo har fået at vide at det medicin jeg tog er meget hårdt for hjertet.
Mandse og jeg står så ude på gangen på et tidspunkt og pludselig kommer der en sød sygeplejerske og siger noget med ”jer to, hvad laver I her”? Jeg tænker bare fuck, hende kender jeg ikke, det er pinligt! Kigger på hendes navneskilt og det siger mig intet. Michael kender hende godt… HVEM ER HUN?!? Jeg må så bryde sammen og tilstå… det er vores søde underbo Michael undskylder det så med, at vi jo ikke er vant til at se hende i uniform Hun spørger om det er hjertet, for det har min mor fortalt hende tidligere.
Senere kom lægen og han var rigtig sød og havde humor – og sagde at han godt vidste jeg havde været ude for en del Såh… Men hende jeg fortalte det til, sagde at de ville tjekke min journal under alle omstændigheder, så jeg havde nok ikke behøvet at fortælle det
Michael tager hjem ret tidligt og så står den ellers på kedsomhed!!! Über kedsomhed! Han havde ellers hentet bog og musik til mig, men det kan jeg slet ikke koncentrere mig om … jeg får taget blodprøver et par gange og er nede og få taget røntgen… og jeg skal GÅ derned! Er altså ”vant til” at blive kørt hurtigt i sengen – weeeee
Nåh men, jeg skal blive der til dagen efter … det er falsk alarm og jeg får lov til at tage hjem – weeeee Jeg tog i hvert fald overvågningen af og gik hjem altså mandse hentede mig Dengang jeg havde en blodprop for lidt over 2 år siden stak jeg jo faktisk også af Men det var altså fordi de lagde mig på et værelse med en kvinde der rallede og hele tiden fik hjertestop Det ku’ jeg altså ikke lige magte, John-John
Det ville jo nok være meget godt hvis nogen kunne lære mig at lade være med at stikke af – I must unlearn what I have learned
Lørdag skulle vi ha’ J på besøg, men hun aflyste. Så vi tog til Køge havn og gik en tur Bagefter i Bilka og købe mad nu vi alligevel ikke skulle ha’ flødekartofler og bøffer
Søndag tog vi så på kræmmermarked i Roskilde og vi fik bl.a. et stik så vi forhåbentlig kan høre Spotify på vores anlæg gennem en bærbar. Vi fik også nye abonnementer til mobilerne og det mobile bredbånd. Nu har jeg fået 4 GB mere til min telefon – yay!
Bagefter hentede vi J som skulle med hjem og have flødekartofler og bøffer (og Ben & Jerry is *slurp!*) :cool
Hey… og mens vi var på tosseanstalten fik jeg lige tjekket vægten og jeg havde ikke taget på – faktisk havde jeg tabt lidt J havde taget på – muhahaha – så hun var noget knotten
Efter vi havde spist kørte vi J tilbage til Ballerup og gik en tur på små 45 minutter med Mimse
Ugens lomme-filosofiske tanke:
Hvis jeg var kræftpatient og valgte at droppe medicinen til fordel for alternativ behandling, så ville jeg ikke blive tvangsmedicineret. Det samme gælder ikke for psykisk syge – de skal bare tage deres fucking medicin, ellers skal vi nok tvinge det ned i halsen på dem… de er jo alligevel ikke rigtige mennesker
Recently:
- Når facaden krakelerer
- Here we go again …
- Omsorg og inkompetence – og nye veje …
- Ikke brandbar
- Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
- … kvæler du jo barnet
- Når du strammer garnet …
- Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
- Reset – endnu en ny start
- Tre måneder lang indlæggelse – del 6
Comments
This entry was posted on Monday, May 20th, 2013 at 00:07 and is filed under Psykiatri. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.
Vil lige lægge en kommentar, for at lade dig vide at jeg følger skam med i din blog her. Er bare ikke så god til at få kommenteret…… Den glemmer mit navn, email, og website hvergang. Æv æv, Og af ren dovenskab får jeg ikke udfyldt det igen igen og skrive en kommentar. Sorry. Men skal nok blive bedre til det.
Godt det var falsk alarm med hjertet. Det er jeg glad for at høre. Det er ikke sjovt jo, man blir nok drøn forskrækket når det sker. Men godt du kom hjem i god behold igen.
Tænkte om vi snart skulle ses igen, savner allerede vores hyggelige snak. Smiler. Tænk at vi kunne få så meget tid til at gå sidste gang, efter så lang tid vi ikke havde ses. Skøøøøønt…….
Kram fra solsikken