Hvis du kommer her fordi du har selvmordstanker eller er psykotisk skal du klikke videre til psykiatriske skadestuer landet rundt.
Du kan også kontakte Livsliniens rådgivere på 70 201 201 alle ugens dage mellem 11-23, eller skrive til Netrådgivningen.
Det er også altid muligt at ringe til Alarmcentralen – 112 – eller lægevagten.
……….
Kære dagbog,
Jeg angrer!!!
For en uge siden slugte jeg fem store håndfulde antipsykotika og benzo’er med en tempt skinny b*tch.
Jeg var taget ud på afsnittet da mandse skulle til noget mandehørm, som jeg ikke gad deltage i.
En medpatient havde noget info jeg skulle bruge, men ville ikke give det, for så ville jeg bare sladre om hende. Jeg valgte så at sladre fordi hun ikke ville dele – hun har sladret to gange tidligere om mig, såh…
Jeg sladrede til hendes KP og denne havde åbenbart en dårlig dag.
Hun endte med at anklage os for at opføre os som om vi var 8 år, og at vi spiste kage når vi skulle tabe os – at vi ikke arbejdede hårdt nok på vores fokusområder. Jeg måtte så forklare hende at jeg altså havde tabt 9 kg. mens jeg var der, men havde taget 4 af dem på da de satte mig på medicin (og tabt et igen da jeg startede på Abilify). Det vidste hun så ikke noget om. Jeg bad hende sætte sig ind i tingene til en anden gang og gik i vrede.
En af de døve havde købt kage og vi havde fået et stykke. Der begyndte pågældende KP allerede at tjekke hvordan reglerne var for slik og kager på afsnittet. Vi fortalte hende at vi om torsdagen havde afskaffet nazi-reglen om at man kun måtte spise slik om fredagen.
Den slog tilsyneladende klik for mig, for på vej hjem besluttede jeg altså at hente piller hjemme og tage ud på afsnittet og sluge dem. Tage ud på afsnittet så Michael ikke skulle være den der fandt mig.
På Husum Torv ville jeg benytte mig af toilettet, men det var simpelthen for avanceret til mig! 
Dammit! Så jeg endte med at måtte stå af på Hvidovre Hospital, for der kunne jeg simpelthen ikke holde mig længere!
Jeg ville skrive et afskedsbrev så jeg kunne forklare det hele. Fra Hvidovre Hospital og hjem tænkte jeg meget på hvad jeg skulle skrive i afskedsbrevet og jeg både græd og smilede stort 
Jeg tog hjem og skrev afskedsbrevet og støvsugede hele huset for piller der kunne bruges.
Jeg tog cyklen ned til bussen, for den regnede jeg jo ikke med at jeg skulle bruge igen. Den står der forhåbentlig endnu, men det er et meget øde sted. (Min mor har hentet den i løbet af weekenden så den stod der sørme – yay!)
Da jeg kom tilbage spiste jeg aftensmad med de andre – jeg kunne nu ikke få særlig meget ned. Det var godt nok også et sølle sidste måltid! 
Rugbrødsmadder
Derefter hjalp jeg muligvis med opvasken og bagefter bad jeg om at få lov til at lave kaffe og the. J kom og spurgte om vi skulle løbe en tur og var allerede i ”løbeskoene” (sko med tæer!!! 
) men jeg ville altså hellere have en kop the. Det kunne hun ikke vente på – tsk! :-P
Jeg gik så ned på værelset med min kop the, kiggede lidt på afskedsbrevet – rettede lidt fejl og grammatik 
Man er vel grammatiknazist til det sidste ^_^
Så gik jeg ud på badeværelset og poppede alle pillerne ud af blisterpakningerne og ud af glassene og ned i sådan en lufthavnspose med ”lynlås” på.
Jeg spurgte migselv mange gange om jeg virkelig ville dø. At dette var definitivt the end. Jeg var lidt vaklende, overvejede at gå ud og sige noget til personalet. Men jeg frygtede at de ville tage mine piller og at jeg så ikke fik muligheden igen.
Jeg tog så posen med pillerne ind på værelset, ind i mit skab sammen med afskedsbrevet og åbnede en en medbragt tempt skinny b*tch. Og så stod jeg ellers der og slugte den ene håndfuld piller efter den anden. Jeg er virkelig god til at sluge mange piller på én gang. Jeg tænkte at tre håndfulde var nok, men besluttede alligevel at sluge to mere 
Jeg kan godt høre at jeg lyder orn’lig syg!!! På den ufede måde
Så panikkede jeg vist lidt. Jeg ville bare ha’ lagt mig, men jeg gik. Jeg gik ud i miljøet og sagde at jeg gik en aftentur. Smilende – og helt kølig. Jeg er ret god til at spille skuespil og at skjule mine følelser 
Da jeg kom ud fra området sendte jeg en besked. Om at de skulle fjerne pillerne fra mit skab (så andre ikke tog dem) og ang. mit afskedsbrev. Den reagerede de ikke på. Jeg sendte en SMS til Michael om at jeg elskede ham og et farvel til J. Jeg begyndte så småt at blive døsig. Jeg sendte endnu en besked til afsnittet. Heller intet. Der har jeg tilsyneladende fortrudt og panikket, så jeg har ringet til dem. Men det kan jeg altså ikke huske. Der er kommet en ambulance og hentet mig. Jeg fik at vide at 2 min. mere, så havde jeg ikke skrevet dette indlæg.
De klippede åbenbart mit tøj op, så jeg er da glad for jeg ikke havde yndlingstøjet på. Men det var nu trist at miste det jeg havde på! Men hellere det end ikke at være her!
Der havde åbenbart været en læge der havde sagt at han ville ha’ reddet tøjet Eller noget i den stil
Jeg mister åbenbart min telefon. J ringer til mig pga. SMS’en vil jeg tro. En pige tager telefonen, den har hun fundet ved Hedegårdscentret og J kommer og henter den.
Jeg ligger også i respirator – fordi de er bange for jeg skal kaste op og kvæles i det, mener jeg mandse sagde 
Update: Det var fordi jeg var stoppet med at trække vejret og jeg var heldig at hjertet ikke også var stoppet pga. at Leponex er så hård ved hjertet!
Hmmm Jeg vågner på et tidspunkt Jeg husker ikke at jeg skammer mig så meget som jeg ind imellem har forestillet mig jeg ville gøre, hvis jeg gjorde sådan noget og det ikke lykkedes
Jeg tror min mandse, mor, søster, svoger, niece og J er der i starten og senere kommer min bror til? Han kommer jo helt fra Fyn. Han siger vist noget om at hvis jeg vil se ham en anden gang kan jeg bare ringe – i stedet for sådan et drama
J lægger også et postkort hvor der står ”Jeg passer på dig” og hendes telefonnummer (hvis jeg skulle glemme det). Hun har også et brev med fra en af de døve patienter. Sødt <3
Jeg husker at jeg finder ud af at jeg ingen tøj har på (jo jeg har vel en skjortetingest på som kun lukker med en knap foroven – bagpå)! Ikke engang underbukser!!! Værre er det da jeg opdager at de har sat et kateter op! Jeg tænker hvad fanden er deeet?!? Tænker at det måske er min spiral der er ved at falde ud… ? Da jeg får at vide hvad det er og at jeg bare kan tisse… tror nok det er noget underligt bare at give sig til at tisse – i sengen!!!
Og alle de drop og hvad har vi ikke (tre styks) … jeg har nok fået det sygeste blå mærke som ændrer form når jeg tager armbånd på osv. Sådan her ser det ud efter en uge…
De blev også ved med at spørge mig om alle mulige spørgsmål: Hvad dato er det? Hvilken ugedag er det? Hvad hedder statsministeren? Åbenbart havde jeg kunnet huske hvad dato det var men ikke hvilken ugedag. Michael havde vist sagt at det var meget normalt for mig Det er utroligt hvor svære sådanne spørgsmål kan være Jeg anstrengte mig virkelig!!!
Da hun endelig tog kateteret ud blev jeg også hele tiden ved med at falde i søvn og hun vækkede mig hele tiden – damn her! Men hun var nu rigtig sød 
Men jeg blev ved med at snakke sort i mange dage efter. De kiggede uroligt på hinanden! Det var så pinligt!!! Med tiden grinede de af det, det var mere rart Jeg sagde en hel masse efter hinanden og når de så sagde ”Hva’?” sagde jeg ”Det er ligemeget”. Jeg endte med at måtte holde mig til nogle meget korte sætninger, for hvis det blev for langt vrøvlede jeg bare
Alt fungerer vist som det skal nu efter en uges tid. Men jeg har bare haft ”dejlige” Leponex-bivirkninger hele ugen.
Min bror madede mig en af dagene hvor der var suppe og jeg kunne vist ikke rigtig holde på skeen. Eller jeg rystede helt vildt Det synes han vist nok var noget underligt – det synes jeg også nu, men på daværende tidspunkt var jeg vist bare meget taknemmelig
J var at besøge mig både lørdag og søndag så vidt jeg forstod, men jeg husker det kun svagt. Min Bostøtte kom og besøgte mig onsdag på lukket og D var at besøge mig tirsdag. Noget i den stil – medicinhjerne
Det er vist hvad jeg lige har at sige om det
Men nu kommer der nok ikke så mange opdateringer foreløbigt, for nu har jeg jo ikke noget liv igen, så der er ikke noget at skrive om – desværre 
Grunden til at der ikke er noget at skrive om er at de straffede mig ved at udskrive mig fra rehabiliteringen. Ret underligt når andre er kommet på lukket i op til 10 dage og ikke blevet udskrevet. Jeg var klar til åben afdeling efter 5 dage. Men lægen kan ikke lide mig og min familie, såh…
Hold jer muntre! 
Recently:
- Når facaden krakelerer
- Here we go again …
- Omsorg og inkompetence – og nye veje …
- Ikke brandbar
- Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
- … kvæler du jo barnet
- Når du strammer garnet …
- Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
- Reset – endnu en ny start
- Tre måneder lang indlæggelse – del 6
