Hvis du kommer her fordi du har selvmordstanker eller er psykotisk skal du klikke videre til psykiatriske skadestuer landet rundt.
Du kan også kontakte Livsliniens rådgivere på 70 201 201 alle ugens dage mellem 11-23, eller skrive til Netrådgivningen.
Det er også altid muligt at ringe til Alarmcentralen – 112 – eller lægevagten.
……….
Man starter med at komme til afd. 822, som er psykiatrisk skadestue. Der starter de dårlige oplevelser Men kære læser, vid dette: Det er jo fordi jeg er psykotisk. Ikke fordi at de ikke gør deres job ordentligt Skide smart Det skulle man tage at indføre flere steder. Når kunderne brokker sig i Netto, er det jo bare fordi de er psykisk syge
Nu var jeg så heldig at jeg kunne fortælle jeg havde talt med deres boss Munthe Suenson – eller skrevet, for tale gør jeg jo helst ikke
Jeg kom til at tale med en “fabulous” sygeplejerske der hed Michael. Han sagde “vi” er to læger på arbejde i dag, så jeg troede egentlig han var læge. Han synes ikke jeg virkede til at have det særlig dårligt. Det var hvad han sagde, men han har åbenbart skrevet noget andet – påstod hans kolleger.
Men det er nok bare fordi jeg er psykotisk at jeg misforstod det
Jeg tror, at hvis jeg ikke havde nævnt Munthe Suenson, så var jeg blevet sendt hjem med “4 sovepiller” som “de plejer” (er i hvert fald min oplevelse fra Rigshospitalet)
Jeg kom til at sidde og vente en evighed. Måske håbede de jeg skred, og det havde jeg også gjort, men min mand Michael tvang mig til at blive Jeg sad lidt og håbede på at de sendte mig hjem, og så ku’ jeg gå hjem og tage mit eget liv
Imens vi sad og ventede kom en patient hen og ville kigge på brochurerne eller have noget kaffe m.v. En anden sygeplejerske der hedder Birthe forklarede ham så at “HER MÅ DU IKKE VÆRE” som om han var imbecil – og døv. “DET HER ER KUN FOR NYE PATIENTER” (eller noget i den stil). Der var jeg ved at gå igen, for min hørelse er da rimelig og sidst jeg tog en IQ-test lå jeg på over 100.
Jeg bryder mig ikke om at man taler ned til folk eller som om de er idioter eller det der er værre.
Jeg tror de mangler kurser i empati, kurser i at LYTTE og i at “tænke ud af boksen”.
Men da tiden nærmede sig var jeg ved at gå i spåner. En sød sygeplejerske (elev?) talte mig til rette, og jeg talte med en sød læge + ny sød sygeplejerske. De blev jo nødt til at tale mig til rette, for jeg var/er jo dybt psykotisk! Man kan jo ikke rende rundt og være så utilfreds med deres fantastiske arbejde!
Fredagens “psykotiske” oplevelse var at jeg blev sat til at rydde af efter frokost. Andre steder havde man nok sat folk ind i det – ligesom man har arbejdsprøvning m.v.? Men ikke der hvor folk har det sværest. Når man så kommer og beder om hjælp får man af vide (af Michael): “Ja, det er også svært!”. Både jeg og hans arbejdskolleger synes det lød noget sarkastisk, men point for at han kom og fortalte, at det ikke var spydigt ment
Men den søde sygeplejerske-elev fra dagen før kom og satte mig lidt ind i det. Man skulle blandt andet smide alt maden ud. Så kom Michael dog bagefter og sagde, at jeg skulle havde gemt noget af det lette. SUK!
Så var der heldigvis mulighed for at komme hjem på weekend, og det har man da helt sikkert brug for.
Søndag aften da jeg kom tilbage sad personalet nede i den forbudte skadestue og så Dronningens 40 års jubilæum. Skide smart, for der må patienterne jo ikke komme ned (“HER MÅ DU IKKE VÆRE!”). Næste gang de brokker sig over “Flere hænder!” ved jeg sQ ikke rigtig om jeg gider støtte dem. Hov brok?!? De må jo være dybt psykotiske!
Altså når de ikke sidder i den forbudte sektion, sidder de bag en lukket dør. Det indbyder virkelig til at man kommer med alle sine problemer Det ligner ikke just at de sidder og holder møder eller skriver raporter når man kommer ind. Det ligner mere at man forstyrrer en hyggestue
Så kære politikere: Giv dem venligst flere timer, så de også kan få tid til patienterne!
Sygeplejerske Michael kunne i hvert fald ikke tale med patient Jytte fordi “han lige var midt i en historie” Stakkels Jytte der nu skal ligge under for nogle regler hun selv har været med til at vedtage, men som bestemt ikke var tænkt på den måde de bliver udført
Mandag tog jeg samme frokosttjans som fredag. Men der kom en hmmm… sygeplejerske og sagde at: Der kommer altså nogen og gør det der. Så sagde jeg: “Ja, mig!” Hun fortsatte med at brokke sig over det jeg lavede og mit arbejde generelt (hun var jo dybt psykotisk!!! ) og da det ikke rigtig havde nogen virkning, gik hun ind i stuen og skræmte livet af en ung mand. Han kom farende ud til mig og spurgte panisk hvad han skulle gøre/hjælpe med. Jeg sagde han bare skulle smutte.
Det er jo ikke den unge mands skyld, at en af hendes arbejdskolleger har sagt god for at jeg ordnede efter frokost alene. Tag den med din arbejdskollega. Det her er et sted for psykisk syge.
Jeg fik så senere af vide af Jytte, at de vitterligt hunsede med den unge mand.
Mandag talte vi også med læge. Min mor, min mand Michael, en supersød sygeplejerske fra akutteam samt min kontaktperson Birthe og lægen Henning. Kirsten fra akutteam var sød, havde sat sig ind i min sag og læst det brev jeg havde skrevet og som DPC og afd. 802 havde fået. Hun var innovativ og viste empati.
Birthe sad stadig fast i det hun også prøvede sig med fredag – og som endnu ikke har virket i 10 år (på mig i hvert fald). Det ville hun have vidst hvis hun havde læst mit brev og ikke set Dronningens 40 års jubilæum i sin arbejdstid Når Kirsten kom med et godt forslag gentog Birthe det, for så havde hun jo også sagt noget fornuftigt den dag Henning fattede ikke en meter – tror jeg? Han sad også bare fast i det samme. Men han ligner altså også en gammel dement mand der har forvirret sig ind på afdelingen, så det er måske tilfældet.
Måske er han bare en patient der har narret personalet?
Tirsdag skulle jeg liiiiige tisse inden sengetid. Jeg har jo eneværelse og døren binder, så jeg låser ikke døren.
Problemet er, at det kan en nattevagt da ikke tage sig af.
Hun siger: “Jeg skal lige se hvem det er”, åbner døren og kigger ind! Hvem fanden havde hun forventet sad derinde?
Jeg følte mig noget dum og så måtte jeg lige sidde 5 minutter ekstra, da alt var gået i baglås over den oplevelse – og jeg har i forvejen svært ved at tisse for tiden pga. tankemylder
Det kan godt være jeg er psykotisk, men her er da et klokkeklart bevis på, at vi ikke bliver set på som rigtige mennesker. Ville hun have gjort det på en almindelig afdeling med “NORMALE” mennesker? Det er simpelthen så ydmygende
Onsdag stod det så klart at vi vitterlig ikke må rydde op efter frokost og lave the/kaffe mv.
Der står i min behandlingsplan, at jeg skal tilbydes miljøterapeutiske tilbud. Jeg spurgte hvad det var, og det er bl.a. opvask m.v.
Selv hvis det var motion eller psykiatriforum er jeg ikke blevet tilbudt det eller opfordret til det. Der har jeg selv måtte vise initiativ og møde op – de gange jeg opdagede der var noget og huskede det.
I øvrigt så er en præst da noget spøjst noget at have på en psykiatrisk afdeling? Jep jep, præsten formåede at spilde min tid mere end normalt ved at bruge 45 min på at fortælle at vi kan komme og tale med hende. Men jeg lærte da noget Vi fik af vide at hvis Jesus sagde noget godt til os, så var det ikke en psykose. Hvis han sagde noget slemt, så var det psykosen der talte. Så det er jo nemt nok at finde ud af i grunden Og at være ateist er jo også at tro på noget!!! Igen måtte jeg holde “psykosen” i mig og æde svaret: Hvis ateisme er en tro, så er skaldethed en hårfarve
Så nu har de intet at tilbyde mig, eller også tilbyder de mig intet (følger ikke behandlingsplanen).
Heldigvis har jeg mulighed for at skride hver dag, når min mand kommer og det benytter jeg mig flittigt af.
Torsdag røg jeg videre til afd. 801 for unge mellem 15-35. Jeg er så 36 år godt nok men det skulle være en bedre afdeling end den for min alder i forhold til at tilbyde mig noget – hvis det er tilfældet er jeg bange for at det ser skidt ud på den afdeling for mit alderstrin
Recently:
- Når facaden krakelerer
- Here we go again …
- Omsorg og inkompetence – og nye veje …
- Ikke brandbar
- Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
- … kvæler du jo barnet
- Når du strammer garnet …
- Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
- Reset – endnu en ny start
- Tre måneder lang indlæggelse – del 6
Comments
This entry was posted on Saturday, January 14th, 2012 at 03:57 and is filed under Psykiatri. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.
BT: Psykiatrisk Center Hvidovre