OK så blev jeg frivillig indlagt igen, men jeg må indrømme det ikke føltes sådan i går. Altså jeg kom frivilligt… og det skulle jeg nok ikke ha’ gjort.

Da de visiterer mig overser de nogle barberblade jeg har købt og gemt for flere uger siden.

Jeg har det jo ikke skide godt og selvom jeg bilder dem ind at jeg nok skal komme til dem, mener jeg det jo ikke.

Så jeg skærer mig. Kun lige så jeg skal have strips på og de overvejer om jeg skal have et enkelt sting. Tre flænger i mit håndled. Da de opdager det en halv times tid senere, bliver der taget omsorgsfuldt af det.

Jeg får skærpet fast vagt. Jeg sidder på mit værelse og der kommer en ude på gangen som taler med de andre fra personalet, som også står derude. Hun lukker min dør, som om jeg sad og lyttede med eller var nysgerrig på anden vis. Jeg får en fornemmelse af en person der ikke ser på patienterne som mennesker. Og HURRA for mig om ikke det er hende der skal være min vagt

Hun får så at vide at døren skal være åben ind til mig, og hun finder ud af at det er mig hun skal være vagt for.

Da diverse praktiske ting er ordnet spørger hun om jeg skal have nattøj på og det er sQ lige før hun putter mig, så ivrig er hun for at få mig i seng!

Jeg lægger mig i sengen og tager min telefon. Hun siger jeg skal sove nu og ikke SMS’e

… ja senere i forløbet da jeg er blevet mere modig spørger jeg hende om hun arbejder med børn, for hun behandler jo i hvert fald mig som et barn

Jeg siger at lægen har givet mig lov til at lytte til musik, men det er hun fløjtende ligeglad med. Vi diskuterer frem og tilbage.

Bonusinfo: Det står i min sygeplejeplan fra sidste gang at det beroliger mig med musik. Jeg falder altid i søvn med musik i ørerne.

Jeg går ud på gangen og skaber mig, brokker mig over min vagt. Den flinke nattrisse fra sidst jeg lå i bælte kommer løbende og siger at det må vente.

Jeg går ind igen, men kan ikke falde til ro. Jeg vil gå ud igen. Vagten stiller sig for døren. Jeg smider min dyne, hovedpude og madras på gulvet i håbet om at hun vil samle det op og altså fjerne sig fra døren. Det gør hun ikke, så jeg går ud på toilettet og låser døren. Så kommer nattrissen og jeg klager min nød til ham, men han vil kun tale med mig hvis jeg åbner døren. Det gør jeg først da jeg stiller mig under bruseren med tøjet på.

Jeg siger på et tidspunkt til min vagt om vi ikke bare skal blive enig om at vi holder os så langt fra hinanden så muligt.

Men jeg får tørt tøj på – og en ny vagt.

De tog allerede da meste da jeg skar mig, men nu tager de så resten af mine ejendele – bl.a. min telefon. Jeg forklarer igen at lægen har givet mig lov til at høre musik og jeg får at vide, at jeg kan klage min nød til lægen som kommer lige om lidt.

Da han kommer får jeg at vide – jeg tror nu ikke det er ham der siger det, men jeg er ikke sikker? – at de har besluttet sig for at lægge mig i bælte.

Da de kæmper med at få mig i bæltet – hvilket jeg naturligvis modsætter mig, for jeg ved ikke hvad årsagen er? – får jeg at vide, at de står med et hjertestop andetsteds og at jeg har været meget devaluerende overfor min vagt og vistnok en tredje ting. Jeg griner af vantro og beder ham gentage det, for jeg vil gerne kunne huske det til min klage, men han ønsker ikke at gentage det.

Jeg indrømmer gerne at jeg allerede her er utrolig hånlig, sarkastisk, provokerende, devaluerende… ja, kald det hvad du vil. Jeg prøver virkelig at ramme dem på deres ømme punkter, men de griner jo bare af den psykotiske tosse – sådan føler jeg det i hvert fald.

Jeg spørger ”Hvor er min omsorgsperson?” og får intet svar. Jeg SKRIGER i desperation ”HVOR ER MIN OMSORGSPERSON?” og får intet svar.

Jeg sviner den ene personale til og får at vide at ”Så kender vi dig igen, Sussi!” som i ”du er altid så uforskammet” eller lignende. Er det en professionel bemærkning til en bæltefikseret DESPERAT patient. Det værste er at jeg stort set aldrig har talt med manden, så det må jo være hvad personalet generelt mener om mig. Tjah… så Ballerup havde sQ nok alligevel ret. Jeg er uforskammet, utilfreds, [indsæt flere negative ord her]. Men jeg er også en patient der i denne situation føler der bliver begået et overgreb mod mig og denne bemærkning gør det ikke bedre. Jeg græder – måske ikke lige der, men da jeg ligger alene og tænker over hvad der lige er hændt mig.

Det skal dog siges at jeg ikke er alene. Min nye vagt sidder der. Først sidder hun bare – endda når jeg græder. Men hun er faktisk vildt sød og ender med at tale stille og roligt med mig om alt muligt og nusser min hånd nærmest til jeg falder i søvn.

Under hele dette scenarie bliver jeg også tvangsmedicineret. Først giver de mig det i pilleform som jeg kaster op i luften, for jeg ved jo godt hvad den står på nu – bælte! Sidenhen får jeg to sprøjter Stesolid i ballen. Også her spørger jeg hvor min omsorgsperson er og får at vide at ”Den gider vi ikke gå ind i nu!”.

Jeg bliver til sidst spændt fast så hårdt, at jeg hverken kan bevæge arme eller ben hele natten indtil dagvagterne tjekker ind klokken 7 eller senere vil jeg tro. Jeg husker det ikke, men jeg vågner hele tiden den nat med ondt i hele kroppen fordi den er fastlåst i én bestemt stilling, som jeg ikke kan bevæge mig ud af :-/

Da de strammer mig helt ind spørger jeg også hvad der blev af mindstemiddel-princippet … jeg tænker at de ikke behøvede stramme mig helt ind, men så jeg kunne bevæge arme og ben bare lidt? … jeg får at vide at det har de prøvet. Så de går fra bælte om maven som er ”mindstemiddel” til at stramme mig helt ind så jeg slet ikke kan bevæge mig – OK, men hvor er den gyldne middelvej så?

Der er også en episode under bæltefikseringen hvor jeg tager forbindingen af. Det er da jeg stadig kun har bælte om maven. De lægger så ny forbinding på og den strammer de så stramt at jeg næste morgen har klumphånd, så hævet er den

Jeg spurgte så i dag hvorfor jeg var kommet i bælte og fik at vide at det var fordi jeg var selvskadende. Jeg ved at jeg skar mig, men dette klarede de med en fast vagt. Men hun nævnte at jeg tog forbindingen af, men der lå jeg jo allerede i bæltet?!? Hun sagde også at jeg havde prøvet at hive ørerne af mig selv?!? WTF? Det VED jeg at jeg ikke har, men det kan jeg jo desværre ikke bevise – de var minimum fem og jeg er én psykotisk patient. Men jeg har ladet Michael tjekke mine ører og der er intet tegn på at nogen har udøvet vold mod dem.

Hvornår har jeg så prøvet at hive ørerne af mig selv? Nu skal jeg bare have hende til at falde i og sige det var mens jeg lå i bæltet, for så er der stadig ingen grund til at jeg kom i bælte. Hvad er grunden til at jeg kom i bælte? Som de sagde til mig i kampens hede må det ha’ været fordi at jeg var devaluerende overfor min vagt. Det kan man ikke komme i bælte for. Men lægen har jo nok formuleret et eller andet tilsyneladende legalt.

Nåh ja, og så kom patientrådgiveren ikke indenfor de 24 timer som de skal.

Slutteligt skal jeg da lige sige at da jeg vågnede i morges og så den yndling der aldrig fik en titel i min blog og sidenhen fast yndlingsKP nr. 1 … ja så kom traumet fra i går lidt i baggrunden… endelig nogen der behandler mig ordentligt og værdigt!

Selvom min onde KP tvang mig til at ringe til bostedet i dag … uhørt!

Ingen korrekturlæsning. Jeg er for træt og ophidset

P.S. Det handler i bund og grund om at være lydig!

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6