Kære dagbog ;)

Det bli’r værre og værre – nu er jeg også røget i bælte :O

Onsdag d. 6/11 var så dagen hvor jeg talte med klinikchefen om det terapiforløb vi skal i gang med. Det er noget der hedder DAT (Dialektisk Adfærdsterapi). Det var en spændende, men angstprovokerende samtale – for det kræver at jeg bliver udskrevet hurtigst muligt. Efter de to første samtaler hvor hun har fortalt mig om terapiforløbet og vi har underskrevet kontrakt, kræver resten af forløbet, at jeg er udskrevet. Fra samtale 3-5 skal jeg fortælle hende om mit livsforløb og fra sjette samtale går selve terapien i gang.

Hun fortalte meget om selve terapien, men hvis folk vil vide mere om den, må I altså selve lige Google det :-D

Onsdagen var også dagen, hvor en af de andre patienter indrømmede, at det var ham der havde sladret om, at jeg havde smadret min parfume-flaske. Damn him! :-/

Det var dagen hvor jeg arbejdede på en undskyldning til KP’en fra helvede (fejeredskabet :pift ), fordi jeg om tirsdagen havde gået min dagbog igennem, da jeg havde indrømmet for et personalemedlem (yndlingen som ikke er min faste KP) hvad min blog hedder og så ville tjekke hvad det lige er jeg render og skriver om dem, og om hvor meget jeg skulle frygte hendes reaktion :-D Der gik det op for mig, at KP’en fra helvede også har nogle gode egenskaber, som jeg havde glemt… :blush Inden yndlingen gik hjem spurgte jeg hende om hvornår fejeredskabet kom på job og hun fortalte at det gjorde hun næste dag. Hun ville møde ind kl. 7 og jeg ville blive hentet af min bostøtte kl. 9, så jeg havde 2 timer til at komme med min undskyldning – heldigvis ville min yndlingsKP også komme kl. 7, så hun kunne evt. holde mig i hånden mens jeg gjorde det :-D

Men altså … jeg tror bare jeg har to yndlingsKP’er nu, for hende den anden er altså også ret fantastisk :-D Såh… to go’e og en … en der indimellem har sine øjeblikke :-D

Samme dag bad jeg om aftenen om p.n., fordi jeg havde det … fordi jeg var helt ude af kontrol, men jeg fik at vide, at jeg var i nedtrapning, at det jo alligevel ikke virkede og om jeg ikke skulle overveje alternativer. I min verden fik jeg et nej til p.n. I hendes verden kan hun nok dække sig ind. Men hun hjalp mig ikke med at finde alternativer. Jeg sagde bare at hun havde nok ret og gik på mit værelse med forsænket hoved.

På mit værelse rullede jeg mig sammen i en krog af værelset og græd. Så fik jeg en impuls og gik ud i stuen og nuppede en pære som jeg smadrede og så skar jeg mig i låret. Jeg havde tidligere samme dag skåret mig i underbenet med nogle glasskår der lå tilbage ude i haven, fra den smadrede parfumeflaske.

Jeg indrømmede til mandse og bad ham smugle glasskåret ud. Bagefter kom jeg til den konklusion at jeg hellere selv måtte indrømme til personalet – og hun fik så alle de glasskår jeg i virkeligheden havde :blush

Jeg kom i tanker om at KP’en fra helvede ville komme næste dag og hvis hun havde sikkerhedsrunden ville hun stensikkert finde pæren – det er en af hendes egenskaber, ikke just en jeg sætter pris på, vil jeg så sige ;)

Så jeg lagde den op på et højt skab jeg har, men tænkte at der skulle hun sQ også nok finde den. Så kom jeg i tanker om at jeg skulle ud med min bostøtte og at jeg kunne smugle den ud af afsnittet, så jeg lagde den i min jakkelomme.

Derefter lægger jeg min madras ned på gulvet i et hjørne og sover der, fordi det føles mest trygt og mandse siger at jeg skal skide på hvad folk tænker om mig, bare jeg har det godt. Jeg faldt i søvn … jeg havde dog gjort skade på mig selv, men ikke mere end … hmmm… ikke noget jeg kunne dø af :-D

Næste dag siger jeg til yndlingsKP’en om hun ikke vil holde mig i hånden når jeg giver fejeredskabet en undskyldning, men hun siger så at hun er syg… jeg har også nævnt min tur med bostøtten, så et øjeblik tror jeg det er bostøtten der er syg og tænker… fuck fuck fuck… nu kan jeg ikke smugle pæren ud. Så jeg beder om at komme i haven og lægger den i en busk derude. Jeg ved godt det er meget forkert, for andre kunne jo finde den og jeg kunne friste andre til at gøre skade på sig selv :blush

Men det er altså hende fra helvede der er syg, så min undskyldning må vente – damn … jeg er nervøs nok i forvejen, og nu skal jeg vente på ubestemt tid :sad

Turen med min bostøtte går godt. Det er en vis hr. Rengørings John der skal se på vores lejlighed og give et tilbud for at sætte den i stand, så vi kan starte forfra :)

Allerede onsdag midnat beslutter jeg mig for at jeg ikke gider det her mere. Jeg kan ikke få p.n. når jeg beder om det – og virkelig har brug for det – og jeg beder altså ikke om det i tide og utide… men jeg tænker at p.n. er bedre end alternativet. At der så skal findes yderligere eller endnu bedre ikke-medicinske alternativer … ja dem skal jeg lige have en hel del hjælp til at finde kl. midnat. Men altså … ja ja ja… jeg opgav :rollseyes … jeg tog beslutningen om at … mere herom senere (oh, the suspence is killing me ;) ) :-D

Torsdag beder jeg om at få min ½ times TF (terrænfrihed) lige efter frokost. Jeg skal være tilbage kl. 13. Jeg går ud af bygningen og direkte mod bussen. Der står mange mennesker så jeg løber afsted og når lige præcis bussen mod Brøndby Øster st. En tre-zoners billet koster 36-fucking-kroner 8-| :O

Jeg indrømmer gerne at flere gange siger den rigtige Sussi – ikke den syge Sussi – at jeg burde vende om. Men jeg tager bussen til nærmeste station og så videre til Hovedbanegården, for at købe barberblade i Matas… i tilfælde af at plan nummer et går i vasken… plan nummer et er at tage toget tilbage til Valby station og kigge på gennemkørende tog på spor 2.

Kl. 13:30-ish ringer telefonen. Det er et hospitalsnummer. Jeg tager den og det er min KP. Jeg beder hende sige til Michael … beder hende undskylde til Michael fra mig, at jeg ikke kunne holde mit løfte. Vi taler en del sammen og jeg husker ikke så meget af samtalerne. Jeg lægger på en hel del gange, bl.a. fordi de i højtalerne kunne finde på at sige noget der indikerede at jeg befandt mig på Valby station. Hun spørger hvor jeg er, hun ved jeg er på en station og hun spørger som det første om jeg er på Valby station. Jeg benægter.

Så begynder min mor at ringe derudaf og sende SMS’er. Jeg ringer til min KP og beder hende holde min familie ude af det her. Hun siger at jeg har underskrevet en samtykkeerklæring og at de gør som de gør, fordi de er bekymrede.

Det viser sig senere, at min mor faktisk intet viste – at hun bare ringede og SMS’ede ved en tilfældighed.

Men så skriver mandse og så er det lige som om at jeg kommer helt ud at ”trancen”. Vi aftaler at jeg prøver at købe en SMS-billet, for jeg har ikke nok penge til en alm. billet og mandse kan ikke hente mig lige med det vuns.

Men så ringer der nogen fra et hemmeligt nummer. Jeg tager den og det er politiet. De er på stationen og vil gerne tale med mig, så jeg mødes med dem. Der er også nogle andre ikke-uniformsklædte mennesker der siger de er der for samme grund – jeg ved ikke om det er civilbeklædte…? Men politiet foreslår mig at køre mig tilbage til afsnittet og jeg tænker … tjah… skræmmende og pinligt, men hvorfor egentlig ikke…?

Så skal de fucking visitere mig midt på gaden og det er da ellers slet ikke pinligt… :-S På Hovedbanegården gemte jeg barberbladene i mine Kleenex papir-lommetørklæder. Men de finder ikke det jeg har gemt… jeg ser jo også så uskyldig ud :) så de tænker nok ikke jeg har noget… og det de leder efter er vel også af en voldsommere kaliber…?!?

Jeg bliver kørt tilbage til afsnittet og det er også en kende pinligt :blush Jeg skal visiteres. Denne gang skal jeg have ALT tøjet af, inkl. undertøj … men de finder ikke hvad jeg har gemt …

Lægen kommer og tvangstilbageholder mig, for jeg beder om at blive udskrevet – specielt fordi jeg skal smide alt tøjet :lol

Han tager det meget alvorligt og tror ikke på jeg var gået fra stationen og havde fået det bedre … det var måske så heller ikke heeeeelt rigtigt ;) Men han anser det som et selvmordsforsøg – så har jeg godt nok flere selvmordsforsøg på bagen end jeg vidste, for det er jo ikke første gang jeg har ”kigget på tog” 8-|

:rollseyes

Så får jeg SAO 15 – faktisk SAO cirka 7 minutter-ish … i hvert fald oftere end hvert kvarter (det der betød noget i stil med Skærpet Observationsniveau)… Da de går finder jeg et barberblad frem og skærer to lange flænger i venstre underarm… føøøøøj, hvor er det klamt O_o Totalt talentløs som jeg er :rollseyes er det som sædvanligt ikke dybt nok, men det bløder da en hel del… da jeg bliver tjekket til – efter 7 minutter velsagtens – er der pænt meget blod over det hele. Og så går hele styrken ellers i aktion.

Jeg får to håndklæder om armen som bliver gennemblødte (i hvert fald det inderste) og så skal jeg have medicin… og jeg tænker ”fuck no, I ville ikke give mig noget i går da jeg havde brug for det”… ja ja, Sussi Trodsig :-D Så jeg får 5 mg. Stesolid med sprøjte… jeg kæmper imod som en besat … og de taler beroligende til mig og beder mig slappe af, at der ikke er nogen grund til at reagere sådan der… noget i den stil… kun beroligende omsorgsfuld snak, ikke et eneste vredt tonefald eller vred bemærkning :) Men det er tilsyneladende ikke nok, så jeg får da lige en sprøjte til 8-| Og jeg gør lige så meget modstand. Jeg tror virkelig jeg får dem sat på arbejde. Den ene nævner mange timer senere at hun stadig har ondt i håndfladerne. De må jo ikke tage fat i mig, da det gør ondt, men kun presse mig ned med håndfladerne.

Det er nok før sprøjte nummer to at de beslutter sig for at lægge mig i bælte. Jeg kan ikke helt huske samtalen, men jeg forstår ikke helt hvorfor de gør det. Det er vist noget med om jeg kan opføre mig ordentligt :-D :pift OG DET KAN JEG FANDEME IKKE!!! :grrr

Da jeg kommer i bælte gør jeg (igen) opmærksom på, at jeg ALDRIG NOGENSINDE har gjort et andet menneske fortræd. Personalet må kun tvangsfiksere, hvis et menneske: 1. Udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, 2. Forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller 3. Øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Jeg bliver så kørt i ambulance til skadestuen i min egen seng – bæltefikseret – for at blive syet sammen. Jeg piller lidt rigeligt ved alting, men … tjah, det går vist lige ;)

Så bliver jeg syet sammen. En af sygeplejerskerne her på stedet mener der er en 20-25 sting. Noget af det blev klaret med strips. Det er ikke så slemt, de overdriver lidt rigeligt :-D Lægen sagde han ville kunne klare jobbet – sy mig sammen – på en halv time til tre kvarter. Problemet var så ventetiden på en transport tilbage. Vi var der vel kl. 17 og transporten kørte os tilbage kl. 23 8-|

Eller det store fucking problem var at jeg var bæltefikseret … og hvis jeg nogensinde har troet det var svært at tisse for åben dør … så er det endnu sværere i et bækken 8-| Jeg vil tro at jeg ikke tissede i et helt døgn :O

Ventetiden var en anelse røvsyg, men jeg fik da to forskellige teorier på hvorfor jeg gjorde det fra to forskellige styks personale: 1. At jeg gjorde det fordi jeg var blevet tvangstilbageholdt eller 2. At jeg gjorde det for at fortælle dem hvor skidt jeg havde det og ikke var klar til udskrivelse.

Da vi endelig kom tilbage … en fra personale blev noget knotten da jeg fortalte hende at jeg havde gemt en smadret pærer i hækken og … :sad

På et tidspunkt får jeg vristet mig løs af… Jeg har jo mavebælte på samt bælte på hænder og fødder. Da vi kommer tilbage til afsnittet tager de så dem til fødderne af, så jeg måske kan få lidt nattesøvn. Jeg får så vristet mig løs af håndfikseringen også, og et styks fantastisk personale spørger om hun kan stole på mig og jeg siger ja. Hun løsner også mavebæltet lidt så jeg kan lægge mig på siden. Jeg siger til hende, at der ellers ikke er mange der stoler på mig :)

Alt forløber stille og roligt … jeg opfører mig pænt, hun kan stole på mig … men så kommer lægen ind over og … ”so not gonna happen” :rollseyes … jeg skal håndfikseres og det modsætter jeg mig … kæmper igen imod som en gal :-D

Typisk … hvorfor skal lægerne bestemme når de intet ved om patienterne … det er jo for høwlede personalet der ved hvad der sker…?!?

Igen får jeg stesolid pr. sprøjte og igen er de både hvad bæltefikseringen angår og sprøjten meget professionelle… rolige … taler stille og roligt til mig … trissen holder mig blandt andet flere gange i hånden og taler beroligende til mig… han slutter af med at klemme min hånd flere gange… Jeg har jo opgivet al kommunikation med dem for længst, men da de er ved at gå siger jeg ”Tak!” De vender sig alle sammen om og tænker måske det er spydigt. De spørger ”For hvad?” og jeg siger ”For (med)menneskelighed” … jeg siger ”Jeg mener det!” Så spørger de hvad jeg mener og jeg nævner omsorgen… den ene fra personalet spørger til om det var det trissen lige havde gjort og jeg svarer ja. Så kommer de tilbage og siger at Sussi stadig er derinde et sted – og tilbyder igen at tørre min pande med en kold klud, for jeg er helt drivende våd af sved og overophedet. Så siger den ene fra personalet at jeg jo nok er skuffet over hende og jeg spørger hvorfor? Hun siger det med håndremmene. At hun havde lovet de kunne ryge af og det kunne de så ikke. Jeg glemmer at sige, at det jo ikke er hendes skyld, men lægens – men jeg siger at jeg ikke er skuffet over hende, og at jeg godt kan lide hende. Så siger hende den anden fra personalet at de også godt kan lide mig :)

Men jeg laver vist stadig ballade eller også har jeg gjort det… da jeg ikke kan få mine hænder fri begynder jeg at ødelægge bandagen som dækker mine sår … så de ender også med at fiksere min hånd helt fast til sengen… altså så jeg slet ikke kan bevæge den. Før er den også fast til sengen naturligvis, men kan stadig bevæges lidt. De er ikke meget for at gøre dette og de beder mig lade være med at ødelægge bandagen, for det er meget ubehageligt at få sin hånd fikseret til sengen. Men jeg fortsætter. Senere får jeg så tilbudt at tage en tablet 5 mg. Stesolid og så vil de løsne min hånd fra sengen når der er faldet lidt ro på.

Jeg får vist en times søvn den nat 8-| Og jeg får ikke tisset i et døgn. Dagen efter – i dag! – lader min yndlingsKP mig komme ud af bæltet for at gå på toilettet og så tilbage i bæltet. Men jeg kan ikke tisse når hun og en anden personale står og venter. Det er først da det er helt slut med bæltet at det lykkedes.

Det bliver vist nogenlunde til 19 timer i bælte og det er fucking meget – for meget 8-| Den ene nattevagt fortæller mig at hun har været med til at bæltefiksere en patient i TRE FUCKING UGER!!! :argh

Dagen efter taler jeg også med min sagsbehandler fra kommunen og socialrådgiveren her på stedet om alt det med Rengørings John og med botilbudet…

… og jeg gjorde lægen helt træt da jeg spurgte til udgang :-D Min yndlingsKP og den sygeplejerske jeg talte drømme med begyndte at nævne noget med at de måske skulle få tjekket min IQ :-D :blush

Da mandse kommer og besøger mig beordrer jeg ham ned i automaten for at købe guf. Der møder han klinikchefen, som ved alt om hvad der er sket og det kommer faktisk ikke bag på hende… hun siger en masse der giver mandse ro i hovedet – og ligeledes giver mig ro i hovedet, for jeg har da været lidt bekymret for om hun nu ville droppe projektet – men det lader det da bestemt ikke til :) :thumb

Senere på aftenen kom patientrådgiveren og spurgte om jeg ville klage over mit forløb – men jeg kan ikke lige se at der er noget at klage over – mandse synes i hvert fald også det var bedre end alternativet, at jeg var død.

Den kommende uge bliver noget tis – begge mine faste yndlingsKP’er kommer ikke … Jeg går og overvejer om jeg nogensinde kommer til at se dem igen, for måske jeg bliver udskrevet indenfor en uge – håbet er lysegrønt :mrgreen

Mandse brokkede sig meget over grammatikken i sidste indlæg – det er jo højst beklageligt at jeg er sådan en grammatikmongol, men altså … jeg magter det bare ikke John-John :P

baeltefikseret

 

 



Recently:


Comments


Name (required)

Email (required)

Website

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Share your wisdom