Tirsdag d. 27/8-2013 blev min veninde – min elskede “prinsessesøster” – fundet død i sin tomme lejlighed, hun lå på en madras. Hun skal obduceres, men jeg ved med 99,9% sikkerhed at hun tog en overdosis Seroquel.

Hun gik på weekend fredag d. 23/8 og min sidste “samtale” med hende var pr. SMS den 22/8. Jeg skriver til hende “Godmorgen. Alt OK?” hvortil hun svarer “Nope. Hvad med dig?”. Alt jeg gjorde var at skrive “Jeg har det vel egentlig OK. Ville ønske det samme gjalt for dig.”

Jeg tænker at hvis jeg havde ringet hende op havde tingene måske set anderledes ud.

Men jeg havde det vel egentlig ikke OK, jeg gad bare ikke fylde hende med mere elendighed.

Det er virkelig svært at holde kontakt med nogen her, for telefonforholdene er simpelthen så elendige. Telefonforhold, manglende privatliv, manglende tid på værelset og manglende overskud er mine undskyldninger.

Men det kværner rundt i hovedet på mig. Jeg har betalt den største pris.

Jeg har vist aldrig fået postet min historie om den kontakt jeg tog til Ballerup indtil flere gange fordi jeg var bekymret for Joanna. Det er nu ved at være to måneder siden jeg sidst kontaktede dem. Jeg ringede én gang hvor jeg fik god behandling og følte jeg blev taget alvorligt. Så kontaktede jeg dem endnu engang med et langt detaljeret brev. Intet svar! Efter en lille uge blev jeg desperat og skrev til centerchefen. Klinikchefen har jeg jo ikke de store positive oplevelser med og der var lige kommet ny centerchef, så jeg kontaktede ham. Her kom Joanna så til samtale, hvor hun overbeviste dem om at hun havde det fint.

Jeg havde detaljeret fortalt dem hvordan hun gik og sparede piller op.

Ved denne samtale sagde de til hende at jeg ikke skulle henvende mig til dem igen.

Psykiatrisk Center Ballerups rehabiliteringsafsnit har Joannas liv på samvittigheden. På under et halvt år står et rehabiliteringsafsnit – et afsnit der ikke behandler akutte patienter, men patienter der er i bedring – med et selvmordsforsøg og et selvmord. Måske det var tid til lidt selvransagelse?

Da jeg talte med Joanna sidste gang fortalte hun mig at hun græd hele tiden. Det må de ha’ set – de må da ha’ set et eller andet? Hvorfor reagerer de ikke? Hvorfor er de så ligeglade med deres patienter? Hvorfor tager de ikke deres arbejde alvorligt?

Joanna var for mig den perfekte veninde – min sjove, intelligente, helt enormt barnlige elskede prinsessesøster!

Udover de elskede jeg stadig har tilbage var Joanna grunden til at jeg kunne holde sammen på mig selv i de tre måneder jeg ventede på en ny rehabiliteringsplads.

Alle de sjove ting vi lavede sammen! Vores cruisin’ gangsta style gennem byen mens vi råbte Prinsesse Power.

Jeg tænker hele tiden at det må være en fejl, et mareridt, en misforståelse. At hun stadig lever!

Jeg tænkte jo altid at hun var en hallucination – hvilket vi jo også lavede meget sjov ud af – måske fordi hun var for god til at være sand.

Jeg er også virkelig gal på hende og det siger mandse også at godt må være, for da jeg prøvede at suicidere skrev hun på et postkort med bamser og hjerter: ”Jeg passer på dig, boo!”

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6