Torsdag var jeg ikke til klaver – fordi jeg ikke gad. Ikke fordi jeg har nogen problemer, for jeg er nemlig helt vildt rehabiliteret. De skattekroner var sørme givet godt ud Det er godt de har nogle kompetente mennesker til at styre Psykiatrisk Center Ballerup som ikke er bange for at tage en chance. Jeg er glad for jeg ikke er blevet offer for deres faglige angst. Men altså jeg er bare psykotisk og paranoid, så det har ikke noget på sig

[ Jeg tørrer lige op efter mig, for det afsnit drev da vist af sarkasme ]

Sjovt nok er alle de mennesker jeg kender – der ingen diagnose har – 99% enige med mig. Inkl. behandlere fra andre steder. Ikke dem fra Psykiatrisk Center Ballerup naturligvis – man skal jo være loyal overfor sin arbejdsplads

Folk der har sagt at jeg ikke burde brokke mig så meget, fordi det ville skade mig har sagt at det her burde jeg alligevel brokke mig over, for denne her er alligevel rimelig styg og så meget ikke i orden!

Det er sjovt at tænke på at folk der går ind i et fag for at hjælpe ender med at blive så kolde – det er vel en del af uddannelsen eller noget man lærer når man begynder at arbejde i faget? Jeg kan på sin vis godt forstå det, for ellers ville man jo gå i stykker (hvis man tog alt med hjem) – men det er rimelig ubehageligt at opleve.

Jeg vil tro at små 50% af dem der arbejder der er modvillige når jeg kommer, så jeg tænker nogen gange at hvis jeg endelig blev godkendt, at jeg så ville takke pænt nej til en indlæggelse – det kunne være orn’lig sjovt, når man havde kæmpet så længe og de nok ser mig som pænt desperat.

Der er dog alligevel nogen der formår at være både professionelle og virke næstekærlige, men det kræver nok talent ud over det sædvanlige. Mere om dette senere.

Tilbage til torsdag – da Michael kom hjem var det så dejligt vejr at han foreslog at vi kørte en tur Vi kørte i Fields og osede meget kort, for pludselig kom jeg i tanker om at jeg altså gerne ville ha’ et par støvler Det er sådan nogle Doc Martens-look alikes i lak som man kan få i Zizzi til 500 kr. Så vi skyndte os at køre til Rødovre Centrum. De er simpelthen så über søde i den forretning og jeg har lovet mig selv at handle mest muligt der Sidst var der en ekspedient som bare brugte jeg ved ikke hvor lang tid på mig og hun pressede mig ikke til at købe noget som helst – faktisk sagde hun tit at jeg ikke skulle købe noget hvis jeg ikke var sikker. Vi spurgte hende hvordan hun havde tænkt sig at tjene penge på den måde

Hun fortalte at hun havde arbejdet i psykiatrien i mange år, og vi sagde at det var da praktisk når kunderne var patienter i psykiatrien Mange psykisk syge er jo overvægtige.

Men denne gang var der endnu flere søde – og hende fra sidst kunne også sagtens huske mig og hilste

Jeg fik mine støvler De ikke stod fremme, så Michael troede et kort sekund at han slap for at spendere penge på mig – tro på det, bassemand! ^.^

Om aftenen fik jeg to rigtig bekymrende SMS’er fra en patient ude fra PCB. Den første havde jeg slet ikke opdaget og der var en time imellem, så det var heldigt at der ikke skete noget efter den første besked.

Jeg prøvede desperat at ringe til vedkommende, men denne svarede mig ikke. Jeg begynde at få det rigtig dårligt og rystede på hænderne (så SMS’er var udelukket) og spurgte Michael hvad fuck jeg skulle gøre? Han sagde at jeg skulle ringe til rehabiliteringen – så det gjorde jeg.

Jeg var også bekymret for at de ville være ubehagelige over for mig, men det var en af de rigtig søde fra personalet der tog telefonen. Alligevel var jeg lidt bekymret, men fyrede grædende min remse af. Heldigvis sluttede jeg ikke remsen af med at bryde hulkende sammen.

Hende fra personalet sagde at nu skulle de nok tage over og at jeg ikke skulle bekymre mig mere, for ”man” havde jo sit eget at slås med (eller noget i den stil). Jeg husker ikke alt hvad hun sagde og hvordan hun præcis sagde det, men det var meget beroligende.

Vedkommende var så på afsnittet uden at hverken jeg eller personalet vidste det. De havde sendt denne en besked og vedkommende var gået ud og banket på ruden. Så sendte vedkommende mig en SMS og fortalte hvad der skete osv. Senere ringede hende fra personalet også og fortalte mig hvad der var sket. Jeg takkede hende mange gange, for jeg tror faktisk ikke de må fortælle mig noget som helst – heller ikke selvom det er mig der informerer dem om hvad fuck der sker med deres patienter. Det var også derfor jeg ikke havde bedt hende give mig besked, for jeg ville ikke blive ked af et afvisende svar.

Nåh men vedkommende fik så tilsyn hver ½ time så det var umuligt at sove hele natten og har takket mig mange gange for dette sidenhen [der var vist lidt ironi igen ]

Hende fra personalet sagde at jeg skulle prøve at få noget søvn og det havde jeg da også brug for, for jeg skulle jo til scary samtale dagen efter

Hendes force er at hun holder en professionel distance og er altid supervenlig uden at involvere sig på en måde som vil være en ulempe i sidste ende.

Dagen efter var så den dag hvor jeg håbede på at få svar om jeg er købt eller solgt. Dette skete så ikke, for de har bedt om mere info fra Psykiatrisk Center Hvidovre. Psykiatrisk Center Ballerup … ja de har jo nok tænkt sig at slå mig ihjel for jeg dør da af denne ventetid. Jeg ved jo godt svaret er nej, men de har åbenbart ikke helt fundet et loophole – den ”gyldige” grund til at afvise mig. Det lød ellers sådan til samtalen, men den er åbenbart ikke helt i orden, for ellers havde de vel brugt den. Med mindre det bare er fordi de vil torturere mig lidt mere/længere.

Men grunden bliver jo nok at jeg er rigelig rehabiliteret og at jeg sagtens kan blive færdigrehabiliteret i DPC i samarbejde med bostøtten. Det var nok det de skulle finde ud af til samtalen. Nu kender de så svaret på deres problemer og jeg får jo nok et afslag snart. Hun sagde dog der ville gå 1-2 uger. Så om en månedstid når jeg er kommet mig over det nedtrykkende svar er jeg måske færdig med at klynke over alt dette (her i bloggen)

Hvis jeg får et ja, så indrømmer jeg gerne at jeg er orn’lig paranoid

Måske hvis jeg får et nej kan jeg spørge om de så kan sende henvisningen til Amager, for de kender mig jo ikke og ved ikke hvor besværlig jeg åbenbart er.

De påpegede at det jo var meget problematisk at jeg stak af osv. Jeg sagde at det var jo noget jeg rigtig gerne ville ha’ hjælp til at lære at lade være med. Hun lød ikke som om det helt var muligt (hun ved jo godt de ikke vil godkende mig allerede på nuværende tidpunkt), men jeg sagde at jeg håbede ikke at jeg var et håbløst tilfælde. Det mente hun da heller ikke at jeg var (ya right). Jeg mener jo ellers at alle disse ting må kunne læres lige som alt andet.

Det er jo ikke bare dem jeg er stukket af fra. Jeg stak jo ligesom også af fra hjerteafdelingen dengang jeg fik en blodprop (og det fortalte jeg dem til mødet). De havde lagt mig på samme stue som en kvinde der lå og rallede og fik hjertestop hele tiden. Jeg blev så bange at jeg tog overvågningen af og droppet ud og smuttede.

De sagde at jeg jo havde udtrykt en masse utilfredshed med stedet og jeg sagde at jeg nok havde tendens til at sige tingene mere dramatiske end de var. Det havde de jo også ment, sagde lægen, men så gjorde jeg jo pludselig noget meget dramatisk.

Der bliver jo nok skrevet et notat i journalen og der vil det fremstå som om de er fantastiske og jeg er en scumbag

Så Henriette – nej de havde egentlig ikke noget godt at sige til deres forsvar… de havde ikke lavet noget forkert, selvom klinikchefen da indimellem beklagede bagateller. Jeg holdt mig i skindet – jeg sagde ingen ukvemsord … jeg var nærmest lidt ydmyg (ynkelig)

Efter mødet gik vi over til rehabiliteringsafsnittet for at høre om de måtte fortælle mig hvordan den patient fra dagen før der havde sendt mig en foruroligende besked havde det. Jeg fik surt at vide at det måtte de ikke. Det var min forhenværende ubrugelige kontaktperson. Nu kan han jo endelig udtrykke den vrede han havde i forhold til at jeg fik udskiftet ham

Bagefter kørte vi rundt og endte med at spise burger på Café Ciré i Valby. Burgerne er udmærket og betjeningen er i top. Man føler altid at de tror man er en madanmelder

Da vi kom hjem sad vi vist bare og sumpede en hel del indtil J skrev og spurgte om vi skulle i biffen eller hvad. Jeg havde nemlig sagt vi skulle i biffen for at se ”I lossens time”. Hun ville så gerne donere to billetter og to gufbilletter – weee! Så vi skyndte os til Ballerup for at hente billetter. Men billetterne gjaldt ikke til den biograf hvor ”I lossens time” gik sent (klokken var jo blevet mange). Vi kunne ikke nå nogen biograf der viste den. Michael ville altså i biografen, så vi endte med at gå ind og se ”Side Effects”. Det var en ganske udmærket thriller om bivirkninger – ja altså, for en psykisk syg er bivirkninger vel nærmest en gyser!

Jeg har i hvert fald aldrig prøvet andet medicin der har så mange bivirkninger som antipsykotika. Jeg vil tro at mundtørhed også er pretty nasty også for kræftpatienter, da det jo giver dårlige tænder, men … de får i hvert fald tilskud til tandlægen – big fucking difference! Kræftpatienter er jo rigtige værdige mennesker – ikke ligesom de der belastende fucking psykisk syge der ikke laver andet end at brokke sig og være dybt paranoide!

Om lørdagen var vi ude at hente J på tosseanstalten, for vi skulle med hende i Inco – vi skulle købe ind til at hun skulle spise med. Vi var også i en polsk købmand for at købe orn’lig lækre pølser Yderligere fik vi pølser til aftensmad – igen med spejlæg og råstegte kartofler *mÅmZ*

Til dessert fik vi den is fra i onsdags som vi ikke havde kunnet spise Jeg har ikke taget på, på trods af at jeg ingen motion får og lever rimelig usundt – men måske det er musklerne der er forsvundet? Jeg vejer mindre nu (kun et kilo) end jeg gjorde da jeg var på den lukkede. Jeg tabte mig jo yderligere fem kilo da jeg slugte piller.

Vi – inklusive Mimse – fulgte J til bussen, gik og sang ”Lille sommerfugl” og ”Du er min øjesten”, møssede hende farvel, vinkede farvel og gik hjem. Jeg for at sove – på sofaen Mandse var noget fornærmet da jeg åbenbart var stået op og så igen lagt mig på sofaen

Så får I ikke mere for den 25-øre – 25 øre, tsk! Hvor er I nærige!

P.S. Jeg fik skræmt ”dem” væk – med mindre det nu er ”dem” der googler ”psykotisk dagbog” hjemmefra Prøv dog at huske adressen cyberraga.dk/blog/ frem for at være så afslørende – hvor svært kan det være … tsk! Must you learn everything ”De” er tydeligvis ikke paranoide nok

P.P.S De der tags – jeg har droppet at bruge dem lige pt. Måske de kommer tilbage, men som det er nu har jeg ikke overskud til at sidde og vurdere hvilke elementer mine indlæg indeholder. Jeg skriver dette fordi der rent faktisk er nogen der bruger dem

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6