Natten mellem søndag og mandag kunne jeg så heller ikke sove. Søndag aften var jeg simpelthen blevet så dårlig at jeg var bange for at miste forstanden – det der er tilbage af den 
Jeg stod vist op kl. 4:30… Kl. 5-ish gik jeg i bad og 5:30 gik mandses alarm i gang. Jeg gjorde ham opmærksom på at han ikke skulle snooze, for han skulle køre mig på psykiatrisk skadestue på Brøndbylund.
Jeg ville jo ikke indlægges altså – det har jeg ligesom prøvet og magter ikke lige at blive spærret inde eller bo sammen med folk der stjæler mit tøj og går med det, eller toiletter der stinker permanent af pis – øv!
Men jeg har ligesom ingen steder at gå hen da jeg ikke er i DPC og da jeg er TVANGSudskrevet fra rehabiliteringen i Ballerup.
Da jeg kom frem blev jeg gjort opmærksom på – for min egen skyld – at jeg bare havde kunne ringe til 805 (der hvor jeg var indlagt sidst kortvarigt). Jeg blev dog ikke helt klar over om jeg så rent faktisk kunne det, for hun sagde mange ting Hun ville høre om jeg overhovedet skulle tale med lægen der og det skulle jeg så.
Lægen var åbenbart ikke fast læge eller ny læge, så hun var meget usikker på alting. Det endte med at hun sendte mig hjem og så ville ringe til mig når hun havde talt med de faste læger, som lige straks mødte.
Hun spurgte jo om det hele og jeg endte jo med at fortælle at jeg lige var blevet udskrevet og hvorfor jeg overhovedet var blevet indlagt. Hun spurgte om jeg kunne finde på at gøre det igen. Jeg sad så og kunne ikke kigge hende i øjnene, vred mig i stolen og hun blev usikker på mig, men jeg måtte fortælle at jeg ikke kunne lide at tale om det. Hvilket er i overensstemmelse med sandheden!
Jeg tog så hjem. Min cykel stod der fra den dag hvor jeg blev udskrevet fra åbent afsnit (en god uge), fordi Michael kom og hentede alle mine ting og jeg så ikke gad cykle hjem i det lorte vejr (måske ikke så slemt, men i mit hoved var det )…
Det havde godt nok ikke taget særlig lang tid, for jeg blev sat af kl. 6:15 og jeg var hjemme 7:30 – og turen hjem på cykel tager vist en lille halv time 
Jeg synes ellers jeg ventede lidt rigeligt længe på lægen når nu jeg var den eneste patient
Hun ringede så og kunne først og fremmest fortælle mig at jeg fik et brev fra DPC om en tid om tre uger.
Derefter tilbød hun mig Imovane, men det kan jeg ikke sove på for det smager fælt. Ikke når man sluger det men når man begynder at blive træt – faktisk lige som man er faldet i søvn!!! 
Hun spurgte om jeg havde erfaringer med noget og jeg kunne kun huske Domnamid som var godt og ikke vanedannende – så det holdt de selvfølgelig op med at lave, tsk!
Andet alternativ var så antihistaminer – phenergan – som har en sløvende effekt (bivirkning). Det måtte jeg så tage imod.
Men det kunne jeg så heller ikke sove på – argh! 
Jeg sov fra kl. 2 til kl. 7 og det var en meget afbrudt søvn. Så nu tager vi derop i morgen – onsdag – og spørger om jeg kan få Stilnocht som jeg bagefter kom i tanker om at jeg også har fået. Godt nok fik jeg synshallucinationer af det men jeg er jo ikke bange mere, så mon ikke det går.
Men jeg har det meget underligt når jeg skal sove, så for første gang begynder jeg at overveje om jeg skal bede om en kugledyne eller en kædedyne, men jeg ved ikke hvordan man får lov til at prøve sådan en, når man ikke er indlagt?!?
Jeg endte med at måtte lægge mig ind i stuen og sove, og det er altså ikke fordi vores senge er dårlige – det er top notch elevationssenge.
Om aftenen var vi til særlig sensitiv foredrag og det var ret interessant.
Jeg fik ikke lige lavet noter til den første del, så det husker jeg ikke lige så godt – andet end at det passede meget godt.
Jeg spurgte skriftligt i pausen om man kunne være særlig sensitiv med paranoia/skizofreni og om der var nogen erfaringer med dette. Jeg skyndte mig at gå efter jeg havde skrevet det, for jeg var bange for det var irrelevant, selvom jeg havde spurgt Michael hvad han synes – men der var nogle andre der lignede nogen der nikkede genkendende til det.
Der var så ikke rigtig erfaringer, men hun fortalte at det man opfanger – som særlig sensitiv – jo er rigtigt. Et hævet øjenbryn, en lille trækning i mundvigen (eller et gab), men at man kan tolke det forkert – negativt.
Jeg er også gået i gang med at læse en bog hvor de skriver at skizofreni er en sygdom der rammer en på dømmekraften – og det er jeg dybt fornærmet over! 
Jeg ved jo godt det er sådan (at det i hvert fald opfattes sådan altid), og at de sikkert tænker ”psykotisk” når man f.eks. klager.
Hun fortalte at det kan være meget svært for særligt sensitive at være sammen med andre – og når jeg så også tolker negativt … så er det klart at jeg synes det sociale har været og er svært.
Jeg tror jo også at alting handler om mig, så når der bliver sagt noget negativt – at det ikke må være rart på rehabiliteringen (til en morgensamling), så tror jeg straks det er mig de mener. Og det er det måske også (det tror jeg jo!).
Der blev også nævnt at man kunne være sensitiv overfor lugte og det er den Michael kan nikke mest genkendende til, for jeg går fuldstændig i panik ved mange lugte og nogen lugte (rengøringsmidler m.v.) tror jeg er gift!
At man har meget svært – mere svært end andre – ved kritik som særlig sensitiv. Det kan jeg bestemt også nikke genkendende til. Og jeg er måske min værste kritiker 
Der blev nævnt at man kan dunke sig selv i hovedet over fejl, og jeg kan huske fejl – og græmmer mig over dem – helt tilbage fra min barndom altså. Eller når jeg har lavet noget pinligt – jeg sidder stadig (efter flere år!) og laver himmelvendte øjne over mig selv … så andre sensitive med paranoia måske tror jeg laver himmelvendte øjne af dem 
Der blev talt om at man har et rigt indre liv – det må man sige at jeg har Selvom medicinen har taget meget af det også. Den tager jo både dårlige ting men også de gode, f.eks. kreativitet m.v.
Der blev også sagt at som særlig sensitiv er relationen til terapeuten mere vigtig. At den relation man får dannet – hvis den er god – gør at man får mere ud af hjælpen. Hvis man har god tillid til denne så er man ekstra modtagelig overfor hjælp.
Jeg var jo megaglad for min KP i rehabiliteringen og fik jo også kanon meget ud af det!
Det hun kunne var at sige tingene ligeud – som de var – uden at jeg blev ked af det. Og hun kunne hjælpe mig ved at overskride mange personlige grænser uden at det føltes sådan. Hun kunne tale om mange af mine sygelige ting uden at de føltes sådan. Hun kunne tale om det som var det en leverpostejmad.
Så det er noget forbandet fuck at jeg er blevet udskrevet derfra!
Tirsdag var jeg så ude at besøge J og det er sQ noget svært at komme derud når man savner det så forfærdeligt 
Men det er også rart og jeg fik set alle de andre patienter og de var glade for at se jeg havde det godt igen 
Jeg fik også set min KP – hulk! – og hun synes det var længe at jeg skulle vente 3 uger på DPC, men jeg sagde at sidste havde jeg måtte vente 9 mdr., så det var da ingenting. Men hun syntes det var mærkeligt at der skulle gå så lang tid når nu man havde valgt at nedlægge så mange sengepladser. Jeg fortalte hende om brugerstyrede senge hvilket hun ikke havde hørt om, så det troede hun nærmest ikke på -tsk! 
Hun spurgte så hvordan det skulle fungere og det stod der ikke noget om, så det kunne jeg ikke huske, hvilket hun også synes var mærkeligt og så sagde jeg ”medicinhjerne” hvilket hun grinede meget af men HELLER IKKE var enig i – tsk! Og hende savner jeg meget!!! TSK! 
Og hun sagde at jeg skulle passe på mig selv da vi gik og hun gentog det da jeg gryntede lidt af det >:(
Bagefter tog J og jeg ind og hentede post hos hende, vi gik på dildo-shopping og så i nogle haver hvor J er frivillig og jeg fik en ny BFF (best friend forever) som var 12 år – woohoo! Hun var orn’lig sød og skæg ^_^
Da det var overstået gik vi på pizza-bar med mandse som kom i bilen og bagefter kørte vi J tilbage til Ballerup.
Recently:
- Når facaden krakelerer
- Here we go again …
- Omsorg og inkompetence – og nye veje …
- Ikke brandbar
- Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
- … kvæler du jo barnet
- Når du strammer garnet …
- Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
- Reset – endnu en ny start
- Tre måneder lang indlæggelse – del 6
