Fredag startede lidt skidt – og det kunne åbenbart mærkes, og det ved jeg jo godt, så jeg havde oven i alt det andet også lidt dårlig samvittighed

Jeg var noget bitter over behandlingen jeg havde fået i forbindelse med indlæggelsen på den lukkede og dagene inden og så lægens konstante pressen på med mere medicin.

Min familie er jo rent faktisk enige med mig, men det er ligesom mig der skal kæmpe med lægen. Hvis jeg giver efter for lægens pres skal jeg så høre på min familie, såh…

Men jeg vil faktisk ikke have medicin. Helt ærlig, så har det altså ikke gjort mig noget godt i de 12 år jeg nu har taget det.

Da vi kom hjem fik min mand det så ud af mig og jeg græd det hele ud på hans skulder

Men jeg var også bitter over at en fra personalet ”tvang” p.n. i mig to gange. Det hedder jo ikke reelt tvang, for jeg gav jo efter, men jeg ville da næsten ønske jeg havde stået fast, så vi ligesom kunne se hvor langt det var kommet til.

Min KP nævnte også noget med om jeg havde drevet det ud til ”tvang” på den lukkede, så jeg havde noget bevis på det. Men det gør ”man” jo ikke – jeg gør i hvert fald ikke! Jeg ender med at adlyde, for man er da også bange for hvad det kan ende med

Jeg var også bitter over at jeg sov til kl. 9:30 uden at blive vækket – og at jeg i det hele taget sov til 9:30 og ikke hørte vækkeuret kl. 7:30 og kl. 8:00 som jeg plejer. Fucking lorte medicin! Fordi lægen jo satte medicinen op den dag jeg kom på lukket. Jeg sagde kun ja fordi jeg så håbede på at jeg ikke kom på lukket. Men det gjorde jeg jo alligevel

Han (lægen) blev også ved med at spørge om jeg var vred på en måde, så man kun kunne blive mere irriteret og vred og jeg havde bare lyst til at skrige: ”JA! GU’ ER JEG VRED!” men det turde jeg da heller ikke Og jeg havde lyst til at kyle med stolene inde på den lukkede, men blev også der enig med migselv om at det nok ikke var den bedste idé

Jeg må øve mig i at lyve For det her skal bare ikke ske igen.

De vidste bare at det jeg frygtede var at komme på den lukkede og at blive tvangsmedicineret. Og det var præcis hvad de gjorde da jeg fik det skidt!

Jeg vil jo gerne have alt det GODE med som der er på rehabilitering. Men hvis jeg får det skidt må jeg prøve at fake.

Jeg har godt nok lovet at jeg skal komme til dem hvis jeg har det skidt, meeen … Og hvis jeg ikke kan fake overbevisende nok må jeg tage hjem nogle dage eller lade mig udskrive

Hvis man ikke har det slemt nok, så skal man da bare en tur på den lukkede. Hold da op! Det kan godt være der ikke er mulighed for at begå selvmord men man ønsker det da 24/7 mens man er der … eller 2/2 i mit tilfælde … to timer ud af to timer

Men der er jo heller ikke mulighed for at stikke af

Men alt det her er jo ”so a few days ago”, så nu må vi bare sadle om og op på hesten igen – eller nå’ed

Fredag var vi ude og gå 1½ time med den lille slemme hund som rullede sig i alt muligt, så hun mistede sit blinklys til fucking 200 kr.

Jeg fik også farvet hår fredag aften, så jeg ikke skal høre for meget på at jeg er gammel og gråhåret – og har landingsbane og hvad har vi ikke

Lørdag måtte vi købe et nyt blinklys til 25 kr., fordi vi ikke lige har råd til at spendere 200 kr. på et nyt blinklys Vi købte også hundemad.

Jeg ville også ha’ været til frisøren og få ordnet øjenbryn, så jeg ikke skal høre på at jeg har cigarer over øjnene Men frisøren havde først tid tirsdag. ARGH! Jeg har lige lavet en aftale med min veninde på tirsdag. Crap! Nåh, mon ikke jeg kan nå begge dele

Jeg var også ude på Ballerup for at hente fiskeolie, som skulle byttes da det stank af død og ødelæggelse. Det gjorde alle deres bøtter, så jeg endte med at måtte få pengene igen og købe nogle et andet sted

Lørdag lavede jeg mad, for det siger min KP at jeg skal – så det gør Artig Verner (det er mig )naturligvis

Tror ikke der skete så meget andet.

I dag skal vi også ud at gå en lang tur med den lille hund, så skal jeg i bad og tjah … så må jeg nok hellere vende snuden mod Ballerup igen

Det lader i øvrigt til at jeg nu kan snakke med min forhenværende ubrugelige kontaktperson. Hvis det var sket lidt tidligere havde jeg måske ikke nødigt at skifte Eller også var det bare det der skulle til – for jeg var jo nået dertil hvor det ikke kunne fikses, fordi jeg bare var så bitter Så at jeg slap af med ham gjorde nok at jeg nu kan snakke med ham

Og at han ikke hilste på mig osv. … det gjorde størstedelen af det øvrige personale heller ikke den første uge jeg var indlagt

Alt er godt – jeg er ude

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6