Onsdag var jeg ude at spise med min mor og søster. På vej over til centeret ringede S og ønskede mig en glædelig jul. Hun havde desværre også dårlige nyheder. A klarede det ikke. Han tog livet af sig og døde for to uger siden Han var en rigtig sød fyr som en aften bl.a. brugte tid på at stoppe mig i at finde noget at skære mig med. Jeg plejede ikke at involvere mine medpatienter i mine projekter, men han var… han havde en hel del at rykke rundt med Nu har han i hvert fald fået fred. Min mor kender hans bedstemor – de gik til noget gigtmotion sammen.

Så jeg kunne ødelægge den gode stemning med at fortælle om A. Det var de frygtelig kede af at høre. Og så skulle jeg lige have endnu et foredrag om hvordan det er at være efterladt

Så fik min søster hendes gave – weee! Det var en Hole in One og en Chili Trøffel the. Det skulle ha’ været en grøn chili trøffel the, men jeg kom til at bestille den sorte, som ikke er helt så god

Resten af dagen og aftenen brugte jeg på at opmuntre mandse, som er meget depri over at jeg skal på bosted og er sikker på at jeg aldrig kommer tilbage og at jeg finder en ny fyr og hvad har vi ikke – fjolle mandse, jeg elsker jo kun dig!

Torsdag var jeg med min bostøtte og mor ude at se bostedet i Lyngby. Det hedder Kirsten Marie hjemmet og det ser rigtig godt ud… altså måske ikke på hjemmesiden, men når man er rigtig ude at se det Søde mennesker … altså ham vi talte med og … hmmm… det virkede bare rigtig godt Men jeg skal godt nok sige farvel til mange ting så, for så bliver det en hel ny kommune jo. Jeg håber da jeg stadig får lov til at fortsætte terapien hos klinikchefen, for ellers tror jeg ikke jeg siger ja til bostedet. Alle de andre ting kan jeg godt – bliver jeg nødt til at – sige farvel til. Sidste forhindring er økonomien. Det er ikke helt hundrede procent at vi kan få den til at spille og hvis vi ikke kan det, tjah… så er projektet også fucked

På vej tilbage var der en personpåkørsel og togchaufføren skulle have krisehjælp, de skulle rydde op efter uheldet osv., så vi endte med at måtte sidde 1½-2 timer … vi nåede en station og så blev vi sat af, fordi toget skulle testes efter uheldet.

Fredag var hjemmesygeplejersken her for at dosere min medicin, som jeg jo slet ikke selv kan – for det har jeg jo ikke gjort i … hele min sygdomsperiode Jo i starten på Nørrebro, i DPC i Møllegade skulle jeg også spilde min tid på at komme der forbi, så de kunne dosere min medicin. Jeg skulle stå i kø i en evighed, for at de kunne gøre noget jeg var meget hurtigere til selv Psykisk syge kan… kunne ikke selv den slags … tak IPU (Invisible Pink Unicorn) for recovery! Nu kan vi alle mulige ting selv – weee!

Grunden til at en hjemmesygeplejerske kommer og gør det er at de/vi/jeg er bange for at jeg tager en overdosis. Så nu er min medicin låst ned i en pengeboks V.I.P. = Very Important Piller

Men jeg tror sQ jeg overlever julen Det troede jeg ikke i nat, da jeg var ude at vandre og ringe til Livslinien og psykiatrisk skadestue

Lørdag var vi hjemme hos min søster for at sige farvel til hende, hendes mand og niece. De skal til London og fejre jul med svogers familie

Nåh anyways… i nat … torsdag, fredag, lørdag, søndag har det gået så skidt at jeg har måtte tage p.n. medicin. Jeg tager 15 mg. Oxapax og 0,5 mg. Rivotril. Jeg har forsøgt mig med mindre doser – og en enkelt gang en større dosis. For et par uger siden tog jeg 15 mg. Oxapax og 1 mg. Rivotril og så skulle jeg besøge en medpatient på 809. Jeg var heeeeelt væk, det var noget pinligt – men jeg fik da at vide af overyndlingen at jeg ikke kunne lyve mig fra liv i øjnene, så hun har vel ikke kunne se at jeg var skæv eller hvad det nu hedder

Men det kan jeg nu … lyve mig fra liv i øjnene … eller… jeg kan oppe mig midlertidigt… det går meget op og ned … herhjemme sidder jeg og griner og har det sjovt det ene øjeblik og fem minutter efter sidder jeg og græder … for så at grine igen nogen tid efter.

Jeg prøver at leve efter mottoet: Fake it till you make it!!!

Men altså… jeg havde det skidt i nat og jeg havde planer. Jeg tænkte at jeg ville ringe og høre mine muligheder inden jeg gjorde noget. Så jeg prøvede at ringe til Livslinien, men den lukker jo kl. 23 og kl. var 3 om natten. Så jeg ringede til Psykiatrisk Skadestue og hørte om der var andre muligheder. Jeg kommer til at tale med en vildt sød sygeplejerske Meget forvirrende, for vi taler afsnit 822/802.

I dag talte vi også med en sød en derfra. Jeg tror måske de har skiftet staben ud, for det var da helt vildt med søde, imødekommende, kompetent personale …?!?

Altså hun kunne jo ikke som sådan hjælpe … hende i nat … men alligevel fik hun talt mig hjem… og bad mig ringe når jeg var hjemme. Jeg gjorde som hun sagde. På vej hjem ringede Michael og var helt ude af den. Han var vågnet og kunne ikke forstå hvor jeg var henne. Han var rigtig ked af det Stakkels elskede mandse

Michael har i dag ringet to gange til psykiatrisk skadestue. Første gang for at spørge om jeg måtte tage så meget medicin – altså godt nok kun en 1½ dosis en gang om dagen, men fire dage i træk jo. Jeg vil helst ikke blive afhængig af skidtet, men det er vel trods alt bedre end alternativet? Anden gang ringede han for at høre om jeg kunne komme og få en oxapax og en rivotril, da jeg ikke har flere Nu må jeg prøve at overbevise min terapeut om jeg kan få beroligende medicin i morgen – hvis jeg ikke kan, så … så må jeg prøve min praktiserende læge Hun har før vist sig villig

P.S. Nåh ja, jeg glemte da lige at fortælle om vores nye anlæg … det har en mikrofon hvor man bare skal sige ”Play that funky music white boy” og så spiller det alt den musik man lige kan tænke sig … altså næsten

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6