Min Historie
 
Denne livshistorie startede jeg på i 2004 og den er sidst blevet opdateret i slutningen af 2007. Den er skrevet med den viden, de symptomer og det verdenssyn, erfaring m.v. jeg havde dengang (2004). Meget af det har ændret sig og måske en dag får jeg revideret den :D
 
Jeg er født i Rødovre i 1975 og opvokset i Hvidovre i en harmonisk familie med far, mor og to ældre søskende. Fra jeg var helt spæd kunne jeg besvime i min mors arme og blive som en karklud. Da jeg var 8 år kom jeg bl.a. i behandling for epilepsi og var det i 3 år, og hele mit liv igennem har jeg været under mistanke for at have epilepsi, da jeg har det med at besvime fra tid til anden. Fra femte klasse og opad havde jeg op til 100 sygedage om året, men på trods af det, gik skoletiden godt med gode karakterer (jeg fik bl.a. 13 i dansk i 9. klasse) og gode venner, som "overfaldt" mig af bar glæde, når jeg kom i skole igen.
 
Min mor fortæller at jeg i forhold til mine søskende godt kunne lide fred og ro som barn og forsøgte at være mere alene end dem. Selvom jeg havde meget svært ved at kysse og kramme virkede jeg som et kærligt barn (de vidste ikke jeg havde svært ved at kysse og kramme).
 
Jeg sov inde hos mine forældre til jeg var pinligt gammel, da jeg var bange og så ting om natten - det var min far ikke videre glad for, da jeg sparkede ham de mest ømme steder om natten og da mine forældre jo gerne ville have et privat voksenliv. Nogle gange prøvede mine forældre at være hårde og tvinge mig til at sove i stuen, som lå lige op til deres soveværelse, men jeg måtte græde mig selv i søvn. Selv når jeg havde venner på besøg var jeg bange: Hvis jeg lå og kiggede på folk om natten, forandrede deres ansigt sig til alle mulige uhyggelige ansigter, og dette har fulgt mig til jeg i 2001 begyndte at få Risperdal. Og det er desværre vendt tilbage...
 
Som barn fik jeg dog også tit lov til at sove inde hos min bror, hvis jeg "tegnede" ham på ryggen. Det var fordi han elskede og elsker den dag i dag at blive nusset på ryggen. Men han var så sød at lave det med tegningerne, så det også var lidt sjovt for mig. Efter han har fundet ud af, at det var fordi jeg så alle de her uhyggelige ting, er han blevet vildt ked af det, fordi han føler han "udnyttede" mig. Men jeg var jo bare ovenud lykkelig, for at få lov til at sove derinde, og når han så oven i købet lavede lidt sjov ud af det - det har jeg absolut ingen traumer over!
 
Min bror mener i øvrigt der bør stå hvor "ond" han var ved mig. Han kan vist ikke huske det selv, men jeg husker at vi var inde i vores forældres seng, og så blev han bare ved med at give mig lussinger. Til sidst blev jeg fuldstændig hysterisk, og overfaldt ham med alt min vrede. Han var totalt smadret af grin, så jeg kunne faktisk banke ham (lidt), da han grinte for meget til at gøre modstand. HA! *GG* (dette er skrevet i sjov, men det er altså rigtigt!!!)
 
I øvrigt har min mor også fortalt, at min bror og hans venner ikke havde noget imod at have mig inde på hans værelse selvom jeg var 7 år yngre. Det var selvfølgelig for at de kunne drille mig, men jeg elskede bare opmærksomheden *G*
 
Der kommer nogle episoder, hvor jeg bliver nødt til at nævne navne, for at det ikke bliver for forvirrende. Jeg har dog ændret folks navne, for ikke at udlevere nogen.
 
Engang i 2. klasse havde min underbo som gik en klasse over mig, set sig ondt på mig, selvom vi altid legede sammen. Alle pigerne fra hendes klasse mobbede mig vist nærmest på den måde, at de stod i en cirkel rundt om mig. Jeg kan faktisk ikke huske det, andet end at jeg løb ud på et toilet, og min dejlige barndomsveninde "Frederikke" som jeg også havde været bedste veninder med i børnehaven, løb med mig derud, og jeg stortudede. Da min storebror hørte dette, gik han til deres lærer og det sluttede samme dag. De var jo samtidig også sk*de bange for min bror, som nok gik i 9. klasse.
 
Jeg havde en veninde hvis mor døde da vi ikke var så gamle, men vores lærer synes ikke jeg skulle tage med til begravelsen, så det gjorde jeg ikke og vi har talt om senere hen, at hun havde været glad hvis jeg var kommet. Af en eller anden mærkelig grund begyndte jeg at tro på Gud da det skete - jeg ville finde en mening med tingene. Min veninde inviterede mig til hendes fødselsdag kort tid efter, og selvom jeg var bange for at de ville græde hele tiden, mødte jeg op. Mine andre venner synes jeg var meget modig.
 
Da vi piger begyndte at få "babser" blev mine ret så store. Det er jeg bare blevet "mobbet" med af drengene fra dag et. Men samtidig fik jeg jo positiv opmærksomhed fra mange fyre på gaden, så ærligt har jeg ikke store traumer over det! Men da vi holdt gammel klassefest for nogle år siden, stillede en af drengene sig op, og gav mig og "Jette" (en anden pige fra klassen), en undskyldning. Jeg var målløs! Men han arbejder med børn nu, og har set hvordan det kan ødelægge dem. Jeg tror det var det vi fik en undskyldning for, eller også har det måske været fordi vi var "lidt" buttede. Jeg kan faktisk ikke huske det, og jeg tror altså ikke, det er fordi jeg har "fortrængt" det *GG*
 
Men mht. mobning så er jeg blevet mærket for livet. To episoder jeg tydeligt kan huske! Den ene af episoderne var en række af hændelser hvor jeg bare blev mobbet på en sådan modbydelig måde, at jeg aldrig vil glemme det og jeg fyldes stadig af had når jeg tænker på det. I forhold til det, er den anden episode en bagatel. Der var en pige i min klasse, "Susanne", der altid blev mobbet. Da jeg fortalte min mor om det, sagde hun, at jeg skulle tænke på at det var mig selv der blev mobbet. Da min mor altid har respekteret mig, lyttede jeg naturligvis til hendes råd, da jeg samtidig syntes det var meget fornuftigt. Derfor tog jeg "Susannes" side. Jeg havde på et tidspunkt fået af vide af de andre, at i hvert fald "Karen" havde stjålet et eller andet, som jeg åbenbart har sagt højt. Derfor fik de arrangeret (hele klassen!), at der pludselig lå et bip-bip-spil i både min og "Susannes" skoletaske. Et bip-bip-spil som vi ikke ejede, og som derfor var stjålet. Pludselig var vi tyve! Der blev ikke gjort noget ved det, men hold da op hvor var det ondt.
 
De fik alle mine veninder over på deres side. Bl.a. ved at sige til "Jette", at jeg havde sagt noget dårligt om hendes mor og at jeg også havde sagt at "Jette" var tyk. Så brød hun vist sammen i en formningstime og jeg var syndebukken. Hvorfor skulle jeg dog sige at hun var tyk, når jeg selv var ret buttet? Det med at jeg havde sagt noget dårligt om hendes mor, var vist endnu engang fordi jeg havde "noget" på dem. "Karen" havde sagt noget dårligt om "Jettes" mor. Men det skal lige siges, at "Jette" er den samme "veninde" som droppede mig mange år efter, fordi vores fælles ven var blevet sur på mig.
 
Det var den dag hvor jeg brød totalt sammen foran i hvert fald "Jeannette". Jeg tudede og råbte og skreg af hende. Hun blev meget chokeret og undskyldte, men jeg var så fuld af harme, at jeg bare gik min vej. Jeg ved ikke hvad der skete, men min mor fulgte mig ned til den fritidsklub jeg gik i, og der kom "Karen" og "Jette" imod mig, og så var alt åbenbart godt igen (jeg var vist stadig meget sur).
 
Men jeg har heller ikke fortalt det værste! Mens alt dette stod på havde vi vikar. De svinede mig bare til, og vikaren sagde til dem, at hvad nu hvis jeg gik hjem og skød mig. "Jeannette" sagde så, at det ville da være dejligt! Aldrig i mit liv er jeg blevet såret så alvorligt! Det er den eneste gang jeg havde selvmordstanker som barn. Jeg overvejede at begå selvmord og skrive at det var "Jeannettes" skyld. Det var den eneste hævn der havde været på højde med det hun sagde! Tænk at man kan sige sådan noget! Vi var altså ikke børn, men teenagere. Jeg ligger stadig søvnløs om natten pga. dette!
 
De tog alle mine veninder. Den eneste der var tilbage - eller i hvert fald holdte sig udenfor - var min elskede barndomsveninde "Frederikke". Jeg havde nu forventet der var én mere der var blevet på min side - det var "Christina" hvis mor var død nogle år tidligere. Men nej! Vi fulgtes stadig i skole, men hun var del i det, selvom hun slet ikke var en af de værste.
 
Desværre fik jeg såret min bedste barndomsveninde "Frederikke" så dybt, at vi de sidste skoleår ikke var særlig tætte. På et tidspunkt sagde jeg så, at så var der ingen grund til at vi skulle sidde ved siden af hinanden i klassen mere. Så blev hun helt vildt ked af det, og begyndte at græde…?! Hun har mange år senere fortalt mig hvad der var skyld i, at vi ikke var bedste veninder mere. Hun ringede altid til mig når jeg var syg, og fortalte mig hvad vi havde for osv. Selv dengang var jeg jo "psykisk syg" og jeg havde så dårlig samvittighed over jeg ikke kom i skole. Jeg havde dårlig samvittighed, havde det bare så psykisk dårligt og ville bare "gemme mig fra verden". Jeg ville ikke tale med nogen og jeg kan godt huske at jeg tænkte meget på at sige til hende, at hun ikke skulle ringe. (Men det gør man bare ikke!!!) Det var jo "min dårlige samvittighed" der ringede! Det var det jeg gjorde. Jeg sagde til min bedste veninde, at hun ikke skulle ringe til mig mere! Jeg kan slet ikke huske at jeg har gjort det…?!? Samtidig gjorde "Jette" alt for at få én af os for sig selv. Sådan har hun altid været! Når "Susanne" ringede og spurgte om jeg kunne være sammen, sagde "Jette" altid, at jeg skulle sige, jeg skulle noget andet. Ja, jeg er godt klar over jeg er en nar, fordi jeg gjorde det. Det var bedst for alle (ja lige på nær mig) at "Frederikke" og "Jette" blev bedste veninder, da deres mødre var enige om, at jeg var en værre én.
 
Men jeg har faktisk også været ret hård overfor "Frederikke". Jeg gik altid og "puffede" hende i maven og sagde "UBA!" Det synes jeg var helt vildt morsomt… hmmm…?!?! Jeg gjorde det også i timerne i siden på hende (uden at sige noget) og så hun flippede fuldstændig ud, og lærerne blev sure på hende. Hun har så senere fortalt mig, at hun virkelig var blevet nervøst anlagt, hvis folk lavede en hurtig bevægelse - derfor opdagede hendes mor det. Måske derfor hendes mor synes jeg var en dårlig veninde.
 
"Jette" gik også altid og bagtalte "Frederikke" og fortalte blandt andet at hun havde købt et tørklæde til 600 kr. (var det vist), og det var vi helt enige om var langt ude. For mit vedkommende fordi jeg var jaloux, men jeg brugte jo mine penge på Madonna-ting. Og dum som jeg var, gjorde jeg "Frederikke" til grin på baggrund af de oplysninger jeg fik af "Jette". Jeg er glad for jeg i første omgang droppede "Jette" og at hun så droppede mig fordi vores ven havde bedt hende vælge mellem mig og ham, for hun har godt nok fået mig til at gøre nogle dårlige ting.
 
Den anden omtalte episode hvor jeg blev mobbet var engang vi var på sommerkoloni - det var for hele skolen. Der var en del fra min klasse med, og en pige fra klassen, vidste ikke jeg var der, så hun stod og lavede totalt grin med mig og mine "berømte babser". Jeg blev simpelthen så såret, at jeg råbte et eller andet efter hende, og løb tudende op på et toilet. Hun blev så helt vildt ked af det og løb tudende op på sit værelse. Hendes undskyldning var, at hun ikke vidste jeg havde været der…?!?!? Det er sgu da lige meget… faktum er at hun lavede grin med mig, så er det jo i og for sig lige meget om jeg var der…?! Men hun blev selvfølgelig opdaget. Der var så en af de større piger der prøvede at være mellemmand og få os til at blive gode venner. En pige som i øvrigt tidligere havde været efter mig mange gange hjemme hvor vi boede, og jeg er ikke helt klar over hvorfor…?!? Men hende fra min klasse og jeg blev vist gode venner, og hun er faktisk den eneste jeg har kontakt med fra min klasse i dag. Egentlig meget underligt, for vi ænsede ikke hinanden da vi gik i skole. Hun generede mit elskede idol Madonna rigtig meget, hvilket godt kunne gøre mig meget ked af det. Dengang jeg gik i skole skammede jeg mig virkelig over at være Madonna-fan. Der var dog én dag i skolen hvor vi grinede sammen hele tiden. Der besluttede vi at jeg skulle hjem til hende, men vi kedede bare numsen ud af bukserne. Desværre måtte jeg ikke gå hjem alene for min moar, så jeg blev en rigtig "pain in the butt" fordi jeg ikke kunne tage hjem *G*
 
 
Jeg har ikke fået nævnt min dejlige storesøster. Hun boede jo stort set ikke hjemme fra jeg var 5-6 år. Jeg husker jo alligevel heller ikke så meget fra jeg var barn, men jeg har bevis på at hun bare var en fantastisk søster. En masse breve som hun har skrevet til mig mens jeg var lille og hun var en ung pige. Alle mine bedste breve har hun skrevet - bl.a. et fra hendes dejlige hund, Lady, som boede hos min mormor og morfar. De er bare så flotte og søde: Hun har skrevet dem med alle mulige farver tuscher og lavet en masse tegninger i stedet for ord. Og når jeg lavede tegninger til hende hang hun dem vist op på sin dør (står der i et af hendes breve). Hun har nok været en 16-18 år. Det er ikke alle 16-18 årige der er så søde over for deres små søskende.
 
Min bror og jeg var vist tit hjemme hos hende i hendes lejlighed. Hun har bl.a. et billede af min bror og jeg hvor vi mere eller mindre ligger og sniffer hinandens tæer - intet under vi sov så godt *GG*
 
Det jeg bedst husker var engang jeg var hjemme hos hende og vi lavede pizzaer til den store guldmedalje. Pludselig løb vi tør for mel, og som jeg husker det, rendte vi mere eller mindre ned til købmanden med pizzadej på fingrene *GG* Men sandheden er jo nok en anden. Men de pizzaer blev indtaget til årets melodi grand prix. Det første år hvor man kunne ringe ind og stemme, og "telefonværket" braste totalt sammen, så man kunne slet ikke ringe til nogen. Vi kunne i hvert fald ikke. Men der var vist heldigvis ikke nogen der var døde, fordi de ikke kunne få kontakt til 112 (eller hvad det nu hed dengang).
 
Da jeg var barn/ung hørte jeg også en slags stemmer, hvad jeg vil kalde "negativ mumlen" når jeg blev hysterisk og bange. Jeg hørte også en heksestemme inde fra mine forældres soveværelse og jeg tror sågar jeg så heksen inde i mine forældres klædeskab engang - når jeg engang imellem var tvunget til at gå derind lukkede jeg øjnene og løb derind, ordnede det jeg skulle og hurtigt tilbage. Jeg sad (da jeg var lille) og talte med min mor ude på toilettet (hun var på toilettet og jeg sad på trinet til toilettet) og hørte heksestemmen inde fra mine forældres soveværelse og det gøs mig ned af ryggen.
 
Jeg husker ikke rigtig så meget fra min barndom andet end at den var god, men en psykolog jeg kom hos en årgang synes at det var meget underligt at jeg ikke kunne huske min barndom. Jeg husker mere og mere, som jeg vil fylde på med tiden.
 
I 1990 var jeg på min første "rigtige" rejse. Jeg havde da tidligere været i Tyskland med mine forældre, men denne gang var det med min søster og hendes arbejdskollega samt hendes datter der var et par år yngre end mig. Vi var i Tyrkiet og jeg nød det! Det var på denne rejse hvor de blev meget imponeret over "lille generte mig": Når de sendte mig af sted efter f.eks. nogle lagner kom jeg først tilbage meget senere, fordi jeg lige havde stået og hyggesnakket med dem i receptionen. Jeg elsker virkelig at rejse, og alle mine hæmninger forsvinder totalt! Da vi kom hjem var min morfar desværre blevet meget syg og det var bare slet ikke rart! Alligevel tog vi til Tyskland, da jeg virkelig gerne ville til Madonna-koncert.
 
I niende klasse var vi i Ungarn, som også var en dejlig tur.
 
I 1991 var jeg så med min søster og bror til Portugal. Det var en lidt speciel rejse, for det er jo sjældent man ser tre søskende sammen på rejse, og måske specielt med 6-7 års aldersforskel (jeg var 15, min bror var 22 og min søster var 28). Folk kom med mange bud på hvordan vi tre lige hørte sammen. Og det var på denne rejse hvor jeg kom til den konklusion, at jeg var mentalt ældre end mine søskende, men jeg vil ikke udlevere dem her *GG*
 
Siden har jeg blandt andet været på Rhodos med "Christina" og "Jette", i Italien to gange og i London en gang med "Jettes" og min fællesven, som droppede mig flere år senere. Jeg har også været i Rusland og Polen med Båring Højskole (se nedenfor). I 1998 var jeg i Skotland, hvor jeg mødte min dejlige kæreste Michael (det kan du læse mere om på hans side) og vi har så været på ferie sammen til Poros (hvor vi tog et lille smut til Athen) og i Berlin til Madonna-koncert. Vi var da også i Sverige og fik hævn over svenskerne ved at drikke os fulde på Malmø banegård *GG*
 
I 1991 døde min morfar, som jeg elskede meget højt. Jeg besøgte mine bedsteforældre hver weekend og jeg elskede at komme der.
 
Da jeg gik ud af 10. klasse (1992) blev min far meget syg af kræft og første dag jeg skulle starte på HG i Ishøj døde min far. Jeg var lige kommet hjem fra første dag på den nye skole, da jeg modtog en opringning om, at jeg skulle komme ud på hospitalet. Det gjorde jeg så, og da holdt vi et møde med lægerne om, at give min far en slags indsprøjtning, så han kunne dø - ellers ville han bare dø af smerterne. Hele min familie var samlet og jeg holdt min far i hånden til han døde. Jeg græd én gang meget hysterisk, men det var fordi jeg synes det var synd for min mor. Jeg tvang mig selv til at græde ved begravelsen, for det synes jeg ligesom man blev nødt til. Jeg elskede virkelig min far, men… jeg forstod måske ikke situationen?
 
Efter min fars død tog min mor, søster, svoger og jeg på ferie i to uger, og da jeg kom tilbage til skolen, var ingen af mine klassekammerater blevet informeret om min situation. Jeg følte mig slet ikke til rette i den nye skole, så jeg mødte ikke op, og blev til sidst kaldt ind til studievejlederen. Hun var så hård ved mig, og fik mig til at græde foran hende og en anden tilstedeværende - det var så pinligt!
 
Efter den dag besluttede jeg mig for at droppe skolen.
 
Samme år som jeg startede på HG var min bedste ven begyndt på gymnasiet, og jeg ville prøve at se, om jeg ikke kunne springe fra HG og over i hans klasse, men det kunne ikke lade sig gøre, så jeg startede på studenterkursus året efter. Så døde min mormor (1993), og oven i alt det andet blev det simpelthen for meget, så jeg droppede ud af studenterkurset efter kort tid.
 
Efter mine fiaskoer i skolen besluttede jeg mig for at prøve noget andet, så jeg kom i "ung i arbejde" på Panum Instituttet hvor jeg skulle sidde og arkivere videnskabelige artikler. Det var meget ensomt arbejde, da jeg sad i et kontor helt for mig selv, og skulle ind imellem løbe ærinder for en halvtosset svensk professor, og da jeg stadig var syg med svimmelhed, kvalme og ondt i maven (som jeg har været plaget af hele livet) måtte jeg stoppe.
 
I slutningen af 1994 besluttede jeg mig så for at tage på højskole og startede på Båring Højskole på Fyn, som i dag er lukket (øhh… åbenbart ikke helt…?). Jeg gik der samtidigt med Simon Kvamm (fra "Rockerne", "Drengene fra Angora" og bandet Nephew). Jeg var der i 5 måneder og havde filmkundskab, filosofi, psykologi osv. Vi var bl.a. i Rusland og nogle af os i Polen i vinterferien på skiferie, hvor jeg fik tilnavnet Shopping Sussi, da jeg ikke kunne stå på ski, og måtte shoppe i stedet for. Jeg kunne ikke engang komme op på liften med mine ski, så jeg fik liften til at gå i stå - pinligt!  *G*
 
I starten led jeg meget af hjemve på højskolen, og jeg græd hver dag. Jeg blev også i et småpsykotisk øjeblik "besat" af en af de andre på højskolen, det var en meget ubehagelig fornemmelse!
 
Det er omkring 1994-1995 jeg begynder at ses med min penneveninde, Kristine Blond, fra Randers. Hun flytter til København for at få gang i en sangkarriere. Jeg er på blind date med hendes fætter (første og sidste gang jeg har været på blind date *GG*;-) ), min veninde Hanne og jeg er til hendes fødselsdag (hvor der er en fyr der bilder os ind at han laver musik til MGP fordi han er flov over han i virkeligheden laver musik for S.O.S.), og jeg (og min ven Tommy) er til Jennifer Brown koncert med Kristine og Erann DD. I år 1998 får Kristine Blond et større klub- og radio-hit i England med nummeret 'Love Shy' og i 2001 udkommer hendes debut album "All I Ever Wanted" herhjemme. Jeg har ikke haft kontakt med Kristine Blond siden, men det glæder mig at hun fik lidt succes og jeg har tit tænkt på lige at skrive hende en hilsen. Ja, og i 2006 stillede hun jo op til Melodi Grand Prix – jeg stemte naturligvis på hende (fordi jeg synes hun var den bedste!), men hun vandt jo desværre ikke.
 
I august 1995 besluttede jeg mig for at tage den uddannelse langt om længe, så jeg startede på HF på Avedøre Gymnasium. Der kom jeg bl.a. til at gå i klasse med en fyr der hedder Fasil, som jeg i dag går i Social- og Færdighedstræningsgruppe med i OPUS (et projekt for unge skizofrene, et alternativ til Distriktspsykiatrisk Center). Men jeg besvimede stadigvæk, så min mor forlangte at få mig undersøgt ordentligt, og jeg fik af vide, at jeg skulle indlægges på Filadelfia (et epilepsihospital) i en uge. Det passede slet ikke, jeg skulle være der på ubestemt tid, så jeg blev godt gnaven, da jeg jo gerne ville fortsætte og slutte min uddannelse. Jeg var der en måned, og prøvede så godt jeg kunne, at følge med i undervisningen derhjemme, men selvom jeg faktisk ikke havde problemer i at følge med, følte jeg, at jeg var gået glip af det sociale, og kunne ikke lide at vende tilbage. Faktisk blev jeg smidt ud fra Filadelfia, da der ikke skete en skid der, jeg gik bare og passede mig selv og kom til undersøgelser en sjælden gang imellem. Personalet lavede et problem ud af alting, og til sidst fik de nok af mig og udskrev mig og sagde, at på papiret havde jeg ikke epilepsi, men i virkeligheden vidste de det ikke, men nu gad de ikke se på mig mere. Det eneste de vidste med sikkerhed var, at jeg havde en depression - jeg havde været til en del psykologiske undersøgelser, som var det eneste højdepunkt på Filadelfia.
 
De andre på Filadelfia var meget syge, og nogle havde næsten boet der hele deres liv. Der var en anden pige der også hed Sussi, der næsten ikke havde en pløk i munden, fordi hver gang - eller næsten hver gang - hun rejste sig "besvimede hun" og faldt og slog sig noget så forfærdeligt. Der var en anden pige der slet ikke kunne gå uden hjælp. Hun var - ja, jeg tror faktisk hun havde anorexi, og hun var vildt stolt over at hun var så tynd, selvom hun godt vidste det var "forkert". På et tidspunkt fik jeg lokket de andre med i byen. Vi blev vist lidt fulde, og larmede meget. Personalet blev stiktosset. Der var jeg vist også ved at ryge hjem. Jeg fik en veninde der, som personalet heller ikke kunne lide. Min ene kontaktperson mente jeg var "bøllen" og den anden mente hun var "bøllen".
 
Der skete virkelig mange dårlige ting på Filadelfia, og da jeg kom hjem skrev jeg et brev til en epilepsi-forening, men jeg turde ikke sende det, fordi jeg var bange for at blive opdaget. Epilepsi-foreningen lå nemlig også i Dianalund, og samarbejdede vist med Filadelfia.
 
Så jeg startede til psykolog da jeg kom hjem, selvom jeg egentlig ikke følte mig videre deprimeret, men det var heller ikke nogen succes. Psykologen og jeg diskuterede hele tiden og hun talte mere om sig selv end om mig, og når hun endelig talte om mig, var det om hvilke jobs jeg skulle have, så jeg kunne tjene mange penge.
 
Men jeg giver ikke så nemt op, så i 1996 startede jeg på HF Enkeltfag (VUC) for nu måtte jeg da kunne gennemføre den uddannelse. Det gik også meget godt og jeg gennemførte 2 år (også med gode karakterer som f.eks. 11 i skriftlig matematik), samtidig med at jeg arbejdede i Vangede Huse som omsorgsmedhjælper for autister. Jeg tror mest jeg klarede HF så godt, fordi jeg var blevet "besat" af en af mine lærere, og måtte i skole hver dag for at se personen. Når jeg tænker tilbage på det, tror jeg mildest talt, at jeg var lidt småpyskotisk dengang, men jeg vil helst ikke nærmere ind på det, da det er ret pinligt!
 
Jeg var bl.a. en tur til Skotland med HF, hvor jeg mødte manden i mit liv - mit livs lys og støtte. Det var i 1998, hvor vi flytter sammen. Men kort forinden jeg mødte ham droppede mine to bedste venner mig, da jeg ikke havde tid til at se dem hver weekend. Jeg havde ikke tid og overskud. Nøj, hvor har jeg hadet dem. Derefter fik min storesøster konstateret sclerose, og min bror får ægteskabelige problemer, bl.a. pga. et hash- og stofmisbrug.
 
Oven i alt dette begynder det langsomt at gå op for mig, at min far er død (ja, jeg har altid været langsom ;-)), fordi jeg så gerne ville have at min far og kæreste skulle lære hinanden at kende.
 
Så da jeg i aug. 1998 skal starte på 3. og sidste år, føler jeg selv at jeg får en depression og må stoppe. Jeg søger læge, som giver mig Zoloft, men de virker ikke og han siger at hvis jeg ikke tror på dem virker de jo heller ikke. Jeg bor på Nørrebro og får den bedste beskæftigelsesvejleder på kommunen man kan tænke sig - han er helt fantastisk og får mig til at starte på PC-kørekort og et 10-ugers DtP- og webdesigner-kursus, som jeg gennemfører.
 
I 1999 starter jeg på Datanom uddannelsen, som jeg desværre ikke kan klare pga. depressionen som er værre i nogle perioder end andre.
 
Netlyset.dk's depressions debatforum
 
Emne: Depression og/eller socialangst?
Navn: CyberRaga
Dato: 14-11-2000
Hej!
 
Jeg har en hel masse på hjerte. Jeg håber at nogen kan hjælpe mig, om ikke andet tror jeg bare, at jeg har behov for at skrive mine problemer ned.
Jeg ved ikke om jeg har en depression, og om jeg evt. lider af socialangst. Jeg fik af vide for 5 år siden - efter psykologundersøgelse på et epilepsi-hospital - at jeg havde en depression, men på daværende tidspunkt følte jeg mig ikke specielt deprimeret. Jeg gik dog til psykolog senere, men fik intet ud af det. Det var først 2 år senere, at jeg blev ekstremt deprimeret og gik til lægen, og sagde at jeg havde en depression. Jeg blev så henvist til en psykiater, men det hjalp heller ikke. Siden har jeg stort set ikke haft arbejde eller studier, hvilket jeg er begyndt på nu, og nu melder problemerne sig igen.
Nu har jeg lige læst om socialangst, og jeg frygter at det måske er grunden til min depression - men måske er jeg bare ekstremt genert. Der var engang én der spurgte mig, om jeg var menneskesky, men andre mener jeg er selvglad, eller griner bare når jeg siger, jeg er genert.
Generthed er i hvert fald et stort problem for mig. Jeg er meget alene når jeg starter på uddannelse, selvom folk prøver at komme i kontakt med mig. Jeg har engang fået af vide, at jeg udstråler "Hold jer væk!". Jeg bliver væk de dage jeg skal holde foredrag, og gruer timer hvor jeg evt. vil blive spurgt om noget. Når jeg skal ringe til nogen jeg ikke kender, skriver jeg samtalen ned på forhånd (og lukker døren, så min kæreste ikke kan høre samtalen - han må heller ikke læse mine breve, formelle som uformelle). Hele mit liv har jeg været meget forkælet, både af familie og kæreste, og de har klaret tingene for mig, bl.a. indkøb, tøjvask, m.v. Jeg er ikke glad for at gå på gaden alene. Når jeg bliver nødt til at ordne nogle ting selv - så jeg ikke virker for mærkelig - "mander jeg mig op", hvilket vil sige at jeg gemmer/glemmer mine følelser, og når jeg så skal forklare om mine problemer, kan jeg ikke huske dem. Jeg oplever kun ting i "nu'et" - når min kæreste skal rejse er han den eneste der græder, for jeg føler mig ikke ked af det før han er gået. Da min far døde græd jeg hysterisk lige da det skete, fordi jeg synes det var synd for min mor. Kort efter blev jeg meget træt og sov. Siden har jeg reageret ved at gabe og blive træt, når jeg burde græde. Jeg følte først rigtig sorg over min far 5 år efter han var død.
Grunden til at jeg hverken har kunnet få hjælp hos psykolog/psykiater, er måske den, at jeg ikke tør smide facaden, for jeg er bange for, at hvis jeg "giver slip" ender jeg som psykologisk grøntsag på en anstalt. Men det ville nu være en lettelse!
Selvom jeg i mange henseender betragter mig selv som mere ærlig end så mange andre, er jeg total uærlig, når jeg sidder foran andre. Jeg ved hvordan man "bør" være, og jeg taler læger/psykologer efter munden, så de ikke synes jeg er for mærkelig. Og jeg er god til det! Min koncentrationsevne er virkelig dårlig, og kan ikke holde en samtale, men det tror jeg ikke min psykiater bemærkede, for jeg svarer "ja" og "nej" når jeg skal, og ellers "det ved jeg ikke" m.v. Det er svært at forklare, men jeg har engang næsten undgået at besvime (selvom jeg vidste at jeg skulle) - i hvert fald udsat det lidt. Jeg skulle bare nå frem til toilettet, så folk ikke ville opdage det.
Derfor overvejer jeg nu noget selvhjælpsgruppe, for det vil måske give mig noget mere. Lære af andres erfaringer, og måske kunne give lidt slip, når jeg finder ud af, at jeg ikke er den eneste. Også fordi at jeg har behov for at se nogle andre mennesker - helst få nogle venner. Jeg har heldigvis min kæreste (som virkelig ønsker at jeg havde nogle pige-veninder jeg kunne tage i byen med) og en sød familie, som jeg ser meget. Jeg har kun én barndomsven, som har en stor omgangskreds, og det gør derfor ikke noget, at jeg kun ringer en gang om året. Jeg kan heller ikke tage mig sammen til at ringe til min familie.
For tre år siden droppede mine to bedste venner mig, fordi jeg stort set aldrig ringede og fordi de følte at jeg ikke satte pris på samvær med dem, fordi jeg ikke kunne huske hvad vi havde foretaget os sammen. Min ven og jeg havde tilbragt 3 måneder konstant sammen (hvor ingen af os arbejdede eller gik i skole) og senere måtte han genfortælle hvad vi havde foretaget os de 3 måneder - det lød som om det havde været hyggeligt ;-) Ifølge psykologtesten har jeg dog ingen problemer med hukommelsen, kun koncentrationen. Derfor bliver det stadig sværere at gennemføre en uddannelse, når jeg skal bruge mere end dobbelt så langt tid på at forberede mig til en uddannelse.
Jeg har først for nylig fundet ud af hvad symptomerne til en depression er, og selvom jeg egentlig altid har bildt mig selv ind at jeg var lykkelig, tror jeg måske at dette problem stammer helt tilbage fra barndommen (12 år). Jeg har gjort mig nogle tanker og skrevet dem ned ud fra hvad jeg har læst om symptomerne, og ikke alt passer på mig: Som sagt har jeg egentlig altid betragtet mig selv som lykkelig. Har i hvert fald ikke selvmordstanker. Er for ofte blevet truet af mine venner, som sagde de ville begå selvmord. Nu frygter jeg hver gang tingene går min kæreste imod, at han begår selvmord. Frygter ofte min families død, og tjekker folks åndedræt hvis de sover for roligt (jeg elsker når folk snorker ;-)). Når jeg passer min nevø og niece sover jeg højst en time af gangen, for at vågne i panik og tjekke deres åndedræt. Jeg ser ofte ulykker inde i mit hoved, som omhandler mig selv (ikke nødvendigvis dødsulykker).
Min appetit fejler heller intet. Tværtimod! Jeg har taget 15 kg. på efter jeg har lært min kæreste at kende.
Jeg mener selv at jeg har nemt ved at formulere mig skriftligt, men fik dog for 4 år siden panisk angst for at skrive stil, da jeg var bange for at mine lærere ville "gennemskue" mig. Jeg har til gengæld meget svært ved at formulere mig mundtligt - jeg bliver totalt nervøs selvom det er min familie eller kæreste. En kortvarig veninde jeg havde og jeg grinte af at jeg kortede en sjov historie ned til en sætning ("Jeg var engang til en fødselsdag og der spiste jeg meget!").
Som barn og ung turde jeg ikke kramme min familie. Jeg stoppede engang med at græde fordi min svigerinde ville trøste mig og derfor holde om mig (måske for at få hende til at holde op?). Jeg er dog blevet bedre til det, men er nu kommet i en svigerfamilie der kysser, så jeg gik helt i panik. Det var meget flovt at se min søster kramme min svigermor, når jeg selv havde givet hende hånden.
Tja, jeg kunne blive ved. Hvis der er nogen der har læst mit brev til ende, er der så nogen der kan svare mig på, om jeg har en depression og/eller evt. lider af socialangst? Eller er jeg bare en ultra-doven, ultra-genert og ultra-forkælet navlebeskuer, der bør tage sig sammen og lade være med at dvæle ved hvert et problem, og komme videre med sit liv?
 
Knus og kram (jeg kan godt skrive det ;-))
Cyberraga
 
I år 2000 melder jeg mig ind i depressionsforeningen og starter på #depression.dk (et chatsted). Jeg prøver indimellem at få hjælp hos lægen, men han taler om trancehypnose og at jeg skal tegne en blomst, som han vil analysere (?). Han henviser mig også til en psykiater, som jeg heller ikke får noget ud af. Han taler kun om, at jeg skal have system i mine papirer, og orden i mine ting, da det er noget han selv har måttet slås meget med.
 
Jeg starter også på Lilleskolen for Voksne, som er en skole for psykisk syge mennesker, men det går ikke så godt, da jeg ikke er helt rask. Jeg går der to semestre, men er der højt 2 måneder.
 
Jeg bliver til sidst rigtig depressiv og får selvmordstanker og hele molevitten.
 
Til sidst bliver det for meget for min gode veninde Risle (Henriette IRL) og hun tager mig med på Distriktspsykiatrisk Center (DPC) i 2001, hvor jeg kommer til at tale med en psykolog, men snakken går mest på alle de dødsfald jeg har oplevet og min søster og brors problemer og ikke så meget på det psykotiske (det er jo ikke så nemt at tale om), så han tror jeg har en depression, og nogle dage efter ringer der en læge og siger at de ikke kan hjælpe mig.
 
Depressionen bliver værre og værre.
 
Så henviser min læge mig langt om længe til noget gruppeterapi på Bispebjerg Hospital, hvor der er en læge der kan gennemskue min facade og får mig til at åbne op. Hun mener jeg er grænsepsykotisk/skizotypisk og henviser mig til DPC selvom jeg ikke er meget for det, for de har jo afvist mig én gang før. Men de tager imod mig, denne gang med åbne arme, og undskylder meget.
 
Det viser sig så at jeg er skizofren, hvilket jeg får af vide på en meget uheldig måde, sådan tilfældigt - uden nogen forklaring på hvad det mon er. Jeg troede mindst jeg skulle i spændetrøje.
 
Efter nogen tid på DPC bliver jeg videresendt til OPUS som er et alternativ til DPC (et projekt for unge skizofrene), hvilket jeg har været meget glad for.
 
I OPUS ser jeg en kontaktperson en gang om ugen, går ture med en ergoterapeut (så jeg kan træne at komme på gaden igen) og i flerfamiliegruppe hver anden mandag sammen med min mor og kæreste og SFT (Social og færdighedstræning) hver torsdag.
 
I midten af 2002 begår en veninde fra OPUS selvmord. Jeg gik både i FlerFamilieGruppe og til Social- FærdighedsTræning med hende. Hun havde mange selvmordstanker, men alligevel tænkte jeg, det aldrig ville komme så vidt. Den dag jeg får det af vide, sørger min kontaktperson for, at min mor er med til samtalen. Jeg reagerer vist meget naturligt, for en gang skyld, ved at tudbrøle. Vi er med til begravelsen i en kirke (St. Stefanskirken på Nørrebro) hvor Eva 1-2 uger forinden har haft kontakt til en præst, da en tidligere kæreste havde ment, at hun var "besat" af noget ondt. Det havde været en god samtale med den præst, og det var vist blevet til mere end en samtale. Det var en meget smuk begravelse, meget anderledes end jeg før har oplevet, og jeg græd meget.
 
Desværre skal jeg også i starten af 2004 opleve at en chatveninde dør. Jeg har aldrig set hende IRL, men vi havde nogle lange telefonsamtaler (på mindst en time hver gang), og chatsamtaler på nettet. Vi havde aftalt, at Michael og jeg skulle ud og besøge hende, hendes mand og datter i deres nye hus. Hun havde alle mulige livstruende sygdomme, og havde ligget i respirator før jul, fordi hun stoppede med at trække vejret når hun sov. Hun skulle så nærmest sidde oppe og sove, men det var desværre ikke godt nok. Vi skulle have været med til begravelsen, men så kunne Michael pludselig ikke, så jeg fik min mor til at bestille en buket og få den sendt til kirken.
 
I april 2003 fik jeg mellemste førtidspension, startede på italiensk for begyndere på Den Grønne Daghøjskole som jeg ikke gennemførte L og er startet i noget der hedder Samleren som er et støtte- og aktivitetscenter her i Hvidovre hvor jeg bor J Jeg kom jævnligt i Samleren i sommeren 2003.
 
I november 2003 bliver jeg indlagt på den lukkede (eller den skærmede som det hedder), men kun en uge, derefter kommer jeg på den åbne, på nær en enkelt aften/nat hvor jeg fik tilbagefald og måtte tilbage på den skærmede. Men jeg var meget ulykkelig der og lægen vurderer, at jeg godt kunne komme tilbage den følgende morgen. Jeg blev udskrevet i midten af januar 2004, hvor jeg stadig kommer på hospitalet som dagspatient, og til sidst bliver jeg udskrevet. Længe efter gik jeg der stadig til ADL-gruppe (Almindelig Daglig Livsførelse), og på en skole der er uafhængig af hospitalet, hvor jeg gik til "aktuel debat". Jeg får også hjælp til rengøring en gang om ugen samt hjælp til indkøb en gang om ugen. Jeg startede også til svømning gennem Hvidovre Handicapforening, mandag hvor det er vandgymnastik og torsdag hvor det er alm. svømning, men mest hygge - de fleste der gik der var ældre mennesker, men vi havde det nu rigtig hyggeligt. Jeg kommer kun i Samleren når der sker noget spændende (tur til Nordsjælland og fester).
 
Under min indlæggelse kommer min bror i øvrigt hver evig eneste dag og besøger mig - det var virkelig dejligt. Min kæreste, Michael, kommer naturligvis også hver dag (på nær en enkelt dag).
 
Det er under min indlæggelse i 2003-2004 at jeg starter med at stige i Seroquel. Jeg kommer helt op på 1300 mg. og får det temmelig godt (under omstændighederne). Men jeg får bivirkningsmedicin pga. uro i benene (ja faktisk uro helt oppe i maven). Inden bivirkningsmedicinen har jeg nogle smerter/ubehag ved hjertet/ i brystet og bliver undersøgt for dette. Efter jeg har taget bivirkningsmedicinen rigtig længe, forsvinder uroen i benene og jeg stopper med den. Så kommer smerterne/ubehaget ved hjertet/i brystet tilbage. Jeg får af vide af min daværende kontaktperson at det er en ukendt bivirkning. Efter lang tids bekymring pga. dette går jeg langsomt ned i Seroquel (på egen hånd). Jeg ringer til DPC som ikke tager telefonen den dag, men da jeg siger at jeg er gået meget ned i medicin, ringer de hurtigt tilbage. Jeg starter så på Abilify (samtidig med en lav dosis Seroquel), som jeg bliver meget frisk af. Men efter en måneds tid kommer angsten for at være sammen med andre mennesker tilbage. Angsten for at gå på gaden og jeg får svært ved at tale med folk jeg før ikke havde svært ved at tale med. Derfor trapper jeg ud af Abilify og op i Seroquel igen - jeg får nu 1000 mg. Seroquel.
 
Min bror flytter til Fyn og kort tid efter flytter min nevø med.
 
Under indlæggelsen stopper jeg i OPUS fordi jeg har været der de to år man højst kan være der. Jeg fortsætter i DPC i Hvidovre og senere kommer jeg så i "Udgående Team" hvilket jeg er meget glad for (de har mere tid til én).
 
I februar 2005 fylder jeg 30 år, og jeg har en fantastisk dag og en fest efterfølgende. I forbindelse med min fødselsdag får jeg en rejse til Berlin af min mor, så Michael og jeg tager af sted i Påsken 2005 og har en mindeværdig tur. Vi har jo tidligere været i Berlin - det var i 2001 hvor vi var til Madonna-koncert.
 
Det er i april 2005 Michael og jeg begynder og tale om at få børn. Vi rådfører os med Udgående Team og er ude på Nordvang nogle gange, hvor det bliver besluttet, at jeg skal fortsætte med Seroquel under min graviditet.
 
Sommeren 2005 er dejlig for mig, fordi jeg har en masse energi og jeg cykler lange ture - både med min mor og min kæreste og dem begge. Men sommeren er lidt for hyggelig med Michael hjemme i en lang periode, så det har været mig umuligt at starte på en frisk - komme i gang med nogle ting. I sommeren 2005 er jeg bl.a. til Vesterhavet med min kæreste, mor, nevø, søster, svoger og niece.
 
I slutningen af 2005 går vores (OPUS) FlerFamilieGruppe i opløsning, fordi vi kun var tre tilbage og den ene flyttede til Jylland. Men min kontaktperson i Udgående Team, har snakket om at de skal oprette en FlerFamilieGruppe medio 2006.
 
Min kontaktperson og min gamle kontaktperson (som er socialrådgiver), mener i øvrigt også, at jeg burde få højeste førtidspension, så det bliver der søgt om i slutningen af 2005.
 
I november 2005 får jeg en alvorlig krise, hvor jeg ligger søvnløs om natten med angstanfald og jeg græder mig nærmest i søvn. Der er mange forskellige ting der spiller ind, men hovedsagen er at jeg finder min forhenværende vens hjemmeside på Nettet. Hele historien kan læses i mit brev til Michael d. 19/11-05 som følger:
 
Kære Michael,
 
jeg vil gerne fortælle dig, hvorfor jeg har været så deprimeret på det sidste. Det er nemmest for mig at skrive det.
 
Jeg fortalte dig vist at jeg havde skrevet til min forhenværende ven "Kenneth". Jeg ved godt, at du synes det er idiotisk, men det er bare en proces jeg må gennemgå. Selvom jeg er dybt deprimeret over det nu, er jeg stadig glad for at jeg har gjort det. Du må tænke på at "Kenneth" og "Jette" var en kæmpe del af mit liv før jeg mødte dig. Som "Kenneth" skriver til mig: "Vi lavede alt sammen, sov sammen, var nøgne sammen, talte om sex, var på Roskilde, på ferier og delte Madonna oplevelser sammen." Han havde en masse ting han ville af med efter al denne tid, og jeg kunne ikke bare æde den - jeg blev nødt til at forklare mig - og nu hører jeg nok ikke fra ham igen. Det er ikke fordi jeg vil være venner med ham igen, men jeg ville gerne kunne betragte ham som en god gammel ven og ikke en ex-ven. Men det er ikke det der bekymrer mig. Det var det han skrev. Han skrev at det sidste år han kendte mig, forandrede jeg mig så meget at det var uhyggeligt. "Jette" har jeg kendt siden jeg var 7 år og "Kenneth" var jeg venner med i ca. 8 år. De deltog stort set i alle familiefester - de var nærmest en del af familien. "Kenneth" var f.eks. med mig ude og se Timian lige da hun var blevet født og jeg mener han købte en kolossal stor bamse til hende. "Jette" (og "Christina") besøgte min mor i forbindelse med hendes fødselsdag, selvom jeg var på højskole på Fyn. De var mine bedste venner og de kendte min familie så godt! Hvorfor sagde de ikke noget til min familie om at jeg var totalt fucked up?!?
 
Jeg føler virkelig at jeg er værdiløs. Jeg tænker tit over om de mennesker jeg elsker - om de også elsker mig. Eller om de ville droppe mig hvis jeg gjorde noget forkert. For jeg har gjort noget forkert. "Kenneth" skriver bl.a. at han ikke kunne lide jeg gik fra ham når vi var i byen, og det ved jeg at jeg også har budt dig. Men det værste jeg gjorde var:
 
"Jettes" bror havde en rigtig god ven, hvis kæreste ingen af de andre kunne lide. De svinede hende altid til når hun ikke var der. Jeg tænkte tit over at det ville være synd, hvis de to venners venskab måtte ende pga. sådan noget fis. Desværre tænker jeg ikke særlig klart når jeg er fuld, så i en brandert besluttede jeg mig for at fortælle hende det. Jeg kunne rent faktisk godt lide hende! De kunne ikke lide hende fordi hun omklamrede sin kæreste, og måske tænkte hun ikke over det, eller i hvert fald var det da sådan en lille bagatel, man kunne ændre på. Hun virkede ikke sur på mig, da vi gik fra hinanden, men hun strøg (åbenbart) lige ind til kæresten og så gik de. Jeg gik med ned for at lede efter dem, og da gik det op for mig hvilken en idiot jeg havde været, skred jeg. Uden taske, penge - det hele! [Du får lige resten af historien selvom den ingenting har med det her at gøre] Jeg vandrede rundt i hvad der føltes som mindst en time. Pludselig kom jeg til en station og tog toget uden billet og var skide bange for at der skulle komme en kontrollør. Jeg tror kun jeg kørte et stop, fordi jeg kom i snak med en afrikansk fyr, som jeg tog med hjem. Jeg kan ikke helt huske på hvilket grundlag. Da vi kom hjem til ham ville han i hvert fald en masse, og han havde åbenbart en eller anden porno-kanal som kørte hele tiden. Men jeg ville hjem og det var han temmelig utilfreds med, så jeg gik uden at vi sagde farvel. Men så kom han efter mig og vi sad og snakkede på et hjørne vi faktisk tit kommer forbi. Han gav mig penge til en taxa og han fik mit telefon nr., så jeg kunne betale ham tilbage. Han ringede selvfølgelig inden jeg var kommet hjem og min mor var skide bange. Jeg talte så med ham dagen efter og sagde jeg ikke var interesseret, men gerne ville betale pengene tilbage. Men han ville ikke have dem.
 
Nåh men "Kenneth" har altid beskyldt mig for at svine "M" til. Jeg ved godt det var virkelig virkelig klodset, men jeg havde faktisk gode intensioner.
 
Jeg blev så ked af det da vi så The Aviator (og andre film), fordi jeg så hvordan ægte venner er. Lige meget hvor fucked up han er, står de ved hans side hele vejen igennem. Jeg tænker at jeg ikke kan være et særligt godt menneske når mine to bedste venner bare gav slip på mig. Jeg ved godt min familie har været der hele vejen igennem, men de er familie og man dropper sjældent sin familie.
 
Jeg frygter sådan jeg gør noget dumt, så folk vil hade mig og droppe mig. Selv min bedste veninde da jeg var barn, "Frederikke", opgav mig dengang jeg bad hende om ikke at ringe til mig mere. Jeg bebrejder hende slet ikke, for vi var børn, og hun gjorde jo faktisk hvad jeg bad hende om.
 
Dengang i folkeskolen da jeg blev mobbet en kort periode og vikaren spurgte formanden for mobbeklubben om: "Hvad nu hvis hun går hjem og skyder sig selv?". Hun sagde at det ville da være dejligt.
 
Et eller andet sted tror og håber jeg, at dig og min familie virkelig elsker mig. Men hvad nu hvis jeg fik det rigtig dårligt i flere år? Hvis jeg var dybt psykotisk eller deprimeret? Ville du så være der for mig? Hvis jeg hele tiden var paranoid og måske ligefrem ondskabsfuld?
 
Men jeg er glad for at det gik som det gjorde. For hvis jeg havde haft venner, var jeg måske aldrig taget til Skotland og mødt dig. Hvis jeg var, var jeg måske ikke taget på date med dig. Jeg elsker dig, you are my destiny (som Lars så smukt sagde engang jeg fortalte ham det her) og jeg vil være der for dig altid.
 
Jeg kan ikke skrive mere, for jeg er så træt. Det dræner mine kræfter at tænke over det her.
 
Knus og kram,
Sussi.
 
Jeg fik så en snak med Michael om det, som i øvrigt mente at jeg havde gjort det rigtige mht. at sige til hende pigen, at de andre ikke kunne lide hende. Hvis man har et problem med folk, skal man sige det og ikke gå og bagtale og andre tåbelige ting.
 
Nu har jeg også snakket med min kontaktperson om det, og vi vil bruge det næste stykke tid, på at jeg kan få bearbejdet de forskellige ting. Hun er i øvrigt meget mere forsigtig med at presse mig til at fortælle alt, hvilket er rart - men det er jo blevet helt vane at fortælle folk alle ens dybeste tanker. Jeg er bestemt ikke det private menneske jeg var tilbage i år 2000.
 
Det skal lige siges, at min bror stoppede med hash, stoffer og alkohol d. 15/8-2001, hvor han kom i behandling, og han har været clean lige siden J Jeg er meget stolt af ham! Da min kæreste kan se hvor godt min bror får det, bliver han inspireret og stopper med hash, alkohol og stoffer d. 4/5-03 og nogle måneder senere kommer han i behandling. Min kæreste stopper behandlingen d. 27/5-04, men han vil gerne kunne drikke selskabeligt, så vi krydser fingre for, at han kan styre det. Jeg er meget stolt af min kæreste og elsker ham meget højt! ©
 
I 2005-2006 skrev jeg her på siden: ”… og man dropper sjældent sin familie”. Men det var desværre ikke tilfældet. Kort efter (i april 2006) dropper min storebror hele hans familie – han er dog begyndt at tale med min mor igen. Det har bare været så uendelig hårdt for os alle sammen. Vi var ikke inviteret til hans bryllup og han tog sin kones efternavn. Min bror som eller altid har været meget gammeldags på det område – at kvinden skal tage mandens efternavn. Jeg tænker mest på min stakkels far der ligger i graven og drejer som en grillkylling, fordi ingen af hans 6 børn har villet have hans efternavn. Nu er der kun mig tilbage og jeg skal snart giftes.
 
”Jeg er ked af det far! Jeg vil gerne have dit efternavn, men jeg vil også gerne glæde min elskede og tage hans efternavn. Jeg tror stadig Flemming elsker dig, jeg tror bare det er os andre han vil straffe. Knus og kram, dit datter Sussi.”
 
Vi fik dog den ære at blive inviteret til min nevøs konfirmation – så heldig var hans mormor desværre ikke. Jeg har så ondt af hende og føler meget med hende. Men vi fik lov til at sidde bagerst i kirken, mens præsten talte om at kun de vigtigste i konfirmandens liv sad ved siden af konfirmanden. Stakkels stakkels min elskede mor! Vi sad også længst væk fra konfirmanden ved bordet – ikke at det generede mig, her tænker jeg igen på min mor. Men sjovt nok kom min nevø ned til os lige så snart han kunne komme til det og blev der til vi gik. Min bror kom heller ikke ned og talte med min mor, mens vi var der – og han er jo altså på talefod med min mor.
 
Ja, jeg taler her om den bror der besøgte mig hver dag mens jeg var indlagt på Nordvang i ca. 3 måneder. Nu er han ligeglad med, at han gør mig og min familie så ked af det, at jeg har selvmordstanker. Hvilket må betyde, at han også er ligeglad med om jeg dør.
 
I 2005-2006 skrev jeg her på siden:
”Jeg blev så ked af det da vi så The Aviator (og andre film), fordi jeg så hvordan ægte venner er. Lige meget hvor fucked up han er, står de ved hans side hele vejen igennem. Jeg tænker at jeg ikke kan være et særligt godt menneske når mine to bedste venner bare gav slip på mig. Jeg ved godt min familie har været der hele vejen igennem, men de er familie og man dropper sjældent sin familie.
Jeg frygter sådan jeg gør noget dumt, så folk vil hade mig og droppe mig.”
 
Grunden til at min bror ikke ville se os, var at vi gjorde forskel på hans biologiske børn og på hans kones datter. Men hans kones datter må meget gerne tale med os og det vil hun også meget gerne.
Grunden til han ikke vil se os, er vist også, at vi indimellem har kontakt med hans eks-kone. Vi vil nemlig sjovt nok gerne se den datter der bor hos sin mor.
 
I øvrigt har jeg heller ikke haft kontakt med mine dejlige venner i hele 2007. Jeg sidder lige og tænker på, om det er min måde, at undgå at blive droppet igen...?
 
Jeg har følgende symptomer, nogen af dem er nævnt tidligere (opdateret 26/5-2013):

Jeg lider af paranoia, selvhenførende og persekutoriske (forfølgelses-) vrangforestillinger. Jeg har ikke rigtig nogle hallucinationer.

Vrangforestillinger: Fremmede tanker – der ikke stemmer overens med mine værdier • Tænker at folk kan læse mine tanker • Paranoia: At folk ikke kan lide mig, at de ikke vil mig det bedste • Selvhenførende vrangforestillinger: Overvågning, folk taler om mig, alt handler om mig • Jeg giver alting en særlig betydning • Personer er ikke hvad de udgiver sig for • Folk bliver betalt for at være sammen med mig • Jeg er i tvivl om folk findes, at steder findes, at verden findes (at det er en stor illusion), folk/steder/verden er et produkt af min fantasi • Det hele er en test, hvis jeg løser den ”indrømmer de det hele”.

Tankeforstyrrelser + kognitive vanskeligheder: Problemer med at bruge de rigtige ord, kan ikke finde dem frem fra hukommelsen • Jeg kan ikke husker hvordan jeg har det • Kan ikke udtrykke hvordan jeg har det • Koncentrationsbesvær • Hukommelsesbesvær • Problemer med at forstå abstrakte idéer (så jeg skriver dem ned bid for bid, så forstår jeg dem ofte bedre) • Jeg er ikke i stand til at træffe et valg • Tænker/analyserer hele tiden • Nedsatte eksekutive funktioner.

Nedsat socialt eller arbejdsmæssigt funktionsniveau: Ubehageligt at tilbringe tid sammen med andre • Har svært ved dagligdagsgøremål som madlavning, rengøring m.v.

Negative symptomer: Har svært at indlede en samtale med folk, selvom jeg kan lide dem • Skjuler mine følelser • Manglende selvtillid • ”Autisme” • Træghed/langsommelighed • Manglende initiativ • Manglende interesser.

Andre: Stemningsudsving (tilsyneladende :D) • Er bange for at jeg skal gøre noget jeg ikke har lyst til (skade andre eller mig selv).

Tidligere symptomer:

Hørte ”negativ mumlen” • Hørte ”støj fra fest” • Kunne se gennem øjenlågene • Folks ansigter ændrede sig • Følte insekter på kroppen • Så insekter • Lugtede gift • Smagte gift • Følte der gik en bag mig hele tiden • Følte der gik folk rundt i vores lejlighed • Bange for spøgelser, guds straf m.v. • Hørte uhyggelige lyde når jeg var alene og musikken spillede eller støvsugeren kørte • Så edderkopper, uhyggelige ansigter, afskårne hoveder når jeg gik i bad • Følte at der kom en hånd ud fra under sofaen (en lang tynd uhyggelig en) og ville tage fat i mig og hive mig ind under sofaen • Følte at mit hoved ikke sad fast til min krop og at det svævede i luften • Grumme syns- og hørehallucinationer om at Satan kom og hentede mig • "Så" ulykker inde i mit hoved • Jeg var bange for at se mig selv i spejlet/bange for mit eget spejlbillede • Var altid bange for at folk skulle dø fra mig • Mangel på energi • Mangel på ansvar og initiativ • Depression og selvmordstanker (i perioder) • Tanker og syn omkring død, ulykker, brand. Skulle bede til Gud hele tiden for at mine elskede fik lov til at overleve.

 
Jeg har fået følgende medicin (opdateret 25/5-2013 som det eneste på denne side pt.):
 

• Zoloft (antidepressiva)
• Alopam/Oxazepam (benzodiazepin): 15 mg.
• Risperdal (antipsykotika): 4 mg.
• Remeron (antidepressiva)
• Lysantin (bivirkningsmedicin)
• Disipal (bivirkningsmedicin)
• Domnamid (sovepiller)
• Stilnoct (sovepiller): 10 mg.
• Imovane (sovepiller): Adderbadder! Never again ;)
  
• Seroquel (antipsykotika): 1300 mg. (jeg får nu 25-50 mg. som p.n. og evt. til at sove på).
  
• Trilafon (antipsykotika)
• Rivotril (benzodiazepin): 0,5-1 mg.
  
• Truxal (antipsykotika): 25 mg.
• Zeldox (antipsykotika): 160 mg.
• Orap (antipsykotika): 4 mg.
• Cisordinol (antipsykotika): 20 mg.
• Fluranxol (antipsykotika)
• Efexor (antidepressiva): 150 mg.
• Cipramil (antidepressiva): 20 mg.
• Abilify (antipsykotika): 10 mg. (det jeg får nu, har muligvis prøvet en højere dosis tidligere).
• Leponex (antipsykotika): 425 mg.
• Lamictal (stemningsstabiliserende): 150 mg. (det jeg får nu)
• Serdolect (antipsykotika): Kunne jeg ikke tåle, fik kløe over hele kroppen.