I går kom jeg tilbage på afdelingen og der blev spurgt til hvordan jeg havde det af min anden kontaktperson. Hende svinger jeg ikke skide godt med.

Hun kigger permanent på mig som om jeg er faldet ned fra månen. Og det virker som om hun altid skal sunde sig før hun siger noget til mig.

Jeg gav udtryk for at jeg ikke havde det skide godt pga. samtalen på 802 dagen efter. Jeg smågrinte lidt og hun spurgte hvorfor. Det kunne jeg ikke forklare og hun spurgte om det bare var sådan en mærkelig følelse? … og det måtte jeg jo så svare ja til. Men burde en professionel ikke være lidt bedre til at tænke: Kan det være nervøsitet? Usikkerhed? For det var det. Nervøsitet og usikkerhed. Og det at det er en noget pinlig situation jeg var havnet i.

Bagefter besluttede den – noget ældre nattevagt – som ellers taler til folk som om de er rigtige mennesker, helt og aldeles enerådigt, at man kun kan drikke camille-the til aftenen. Jeg kan altså godt drikke rigtig the hele døgnet (og sover mere end glimrende ), så det havde været fedt hvis hun bare havde lavet en kande kogende vand frem for at lave en kande camille-the. Det er nok det spare-trip nogle mennesker får på virkelig fjollede områder. For så sparer man jo hele tre breve the pr. kande. Jo jo, men så smager det også af vand med farve Og altså – hvor mange mængder mad er det ikke de smider ud hver dag? DET er SINDSSYGT!!!

Eller også mener hun vitterligt at hun er bedre til at vurdere hvad jeg har brug for. Men det er vist generelt for den type arbejde desværre

Men altså det gider jeg ikke bruge min værdifulde tid på at diskutere. Så jeg tog de rester kogende vand jeg kunne dræne fra flaskerne.

”Jeg hedder Sussi ****** ********, jeg er 36 år gammel og jeg er myndig.” Eller er jeg?

Fredag måtte jeg så ned på værelset og tage min egen el-kedel i brug, da der som sædvanlig ingen the-vand var, og man skal jo nødig forstyrre de vigtige møder

Fredag var der så samtale med overlægen på 801 (som desværre ikke er min faste læge). Faldt faktisk over noget af hans materiale for nylig, før den samtale. En af hans cases lyder virkelig meget som mig

”Hun har altid følt sig anderledes. Så længe hun kan huske, har hun haft lyd på tankerne og har også haft tilfælde med tankekaos især om aftenen, hvor hun også har tendens til at gruble. Hun synes, at det er svært at tale med andre, kan ikke small-talke. Hun synes, at folk kigger på hende, når hun går på gaden, og føler nogle gange, at der er én der følger efter hende. Hun er sjældent rigtig glad og føler næsten konstant angst. Ude i trafikken får hun skræmmende katastrofetanker, hvor hun ”ser”, hvordan hun kommer til skade. Hun føler, at hun taler mekanisk, og synes, hun ikke kan genkende sig i spejlet.” < — det er ligefør jeg tror han har bøffet størstedelen af dette fra min hjemmeside Jeg har bare aldrig oplevet så meget materiale (også meget af det andet) rent faktisk passe på mig. Så det er jo helt vildt!

Lige til at starte med troede jeg faktisk at han havde hørt rygter om mig (”Pas på! Hun brokker sig over alt!”), for han virkede lidt nervøs -lol- Men det forsvandt næsten med det samme Men han virkede super dygtig!

Han kunne spørge ind til mange ting, og sætte ord på mange ting – og så kunne jeg sige, om det var noget jeg kendte til. Han kunne sætte ord på det for mig.

• Bebrejder du kun dig selv?
• Bliver du også irriteret på andre (retter det ud af)?
• Han sagde det mere avanceret osv., men jeg er jo kun patient Men den første er jo en depression, hvor den anden ikke er.

  Han kunne sætte lidt struktur på det hele og gøre så man selv bedre kunne forstå de forskellige aspekter af ens symptomer (men man skulle have lov til at bånde det, så man lige kunne komme hjem og tænke lidt mere over det ).

  Så kom min brormand.

  Jeg havde sendt ham en SMS om han sad i toget og var vågen. Så skriver han: Er vågen, men var det ikke først mandag?

  Det siger man altså bare ikke til en sindssyg hjertepatient

  DISS!

  Mødet med afd. 802 var deja vu. Bortset fra at Birte var blevet skiftet ud med min barndoms B&U dukkefører Hanne Willumsen-type. Det lovede ellers da godt, for det er jo rare associationer. Desværre var Kirsten fra akutteam der jo heller ikke, da det ikke drejede sig om hende.

  Så det var Henning, dukkeføreren, min bror og jeg

  Henning ville gerne have mig til at uddybe diverse. Det fik jeg så aldrig lov til.

  Dukkeføreren startede mødet op med at læse min brors klage (hvoraf det meste bestod af mit blogindlæg) og gik derefter over til at læse resten af min journal. Kom indimellem med udtalelser om hvad der stod i min journal.

  De havde ikke læst hvad jeg havde skrevet, og de hørte ikke hvad vi sagde. Præcis som de plejer

  Jeg tror egentlig mest at Henning bare håbede på en undskyldning. Jeg beklager da meget jeg kaldte ham dement – distræt er måske pænere

  Men det indlæg var jo heller ikke ment til at skulle være en officiel klage. Dette her er jo bare min egen lille private dagbog Hvis jeg havde klaget havde jeg da brugt et meget pænere sprog Men jeg havde sagt det samme Og det ændrer jeg ikke mening om.

  I hvert fald talte han meget om at de havde faglig stolthed. Og intet ud over lægesamtalen med ham interesserede ham. Så det var åbenbart kun hans skind der skulle reddes? De andre har nok handlet som de skulle så, eller?

  Nu er det vist tid til at finde dagens noter frem. Så jeg kan få skrevet alt hvad jeg har tænkt på i løbet af dagen

  Men Henning brugte meget tid på at klage over, at jeg jo ikke gjorde opmærksom på at jeg var utilfreds. Faktisk tror jeg han (de) mente, at når jeg ikke var i stand til dette, så var det min egen skyld.

  JAMEN SÅ LÆGGER JEG MIG DA BARE TIL AT DØ?!?

  Hvorfor tror de jeg er der? Fordi jeg er velfungerende?!? Virker jeg velfungerende? I balance med migselv? -gRRR-

  

  Og så tjekkede dukkeføreren så mine samtaler i journalen, hvor jeg havde talt med mange flere end jeg rent faktisk havde. Jeg har talt med lægen og med en mørkhåret kortklippet kvinde med meget blå øjne. Hun var den eneste der gav sig tid til at tale med mig. Hun var faktisk meget sød, men var også meget påpasselig med ikke at sige noget hun ikke skulle.

  Og ALLE de gange havde jeg ikke udtrykt nogen utilfredshed. Så det er min egen skyld, basta!

  Dukkeføreren kunne så også se i min journal at jeg havde været hjemme hele weekenden. Jo jo, men det var jo nurse Michael der sagde til mødet med en anden læge, at der jo ikke sker noget i weekenden, så jeg kunne jo ligeså godt tage hjem.

  (Så ledte hun videre i journalen efter smuds på mig ).

  Jeg kan heller ikke rigtig se hvad det har med sagen at gøre? Det min bror klagede over var de ting jeg omtaler i dette blogindlæg og jeg kan ikke se at de ting skulle være forbedret ved at jeg var på afsnittet? At jeg ikke sagde det ændrer egentlig heller ikke så meget, for de havde jo begået fejlen, og som jeg ser det begår de MINDST en fejl pr. dag?

  De ville have et møde. Jeg spurgte om det var relevant. Det mente Henning det var. Som jeg ser det spilder de min brors tid (og penge), selvom han var glad for at besøge mig og jeg glad for hans besøg. Men måske de helst have set mødet uden min bror (så havde der ingen vidner været ).

  Men Henning synes jo også han skulle have kredit for at se at jeg rent faktisk ikke skulle udskrives, men videre til afd. 801 (for den gav jeg nemlig udtryk for at være glad for til det møde). Jeg er glad for afd. 801, men er bange for det ændrer sig på mandag

  Overlæge Henning der har brug for at blive bekræftiget i at han er god nok når han nu kunne se jeg ikke skulle udskrives men videre til afsnit 801. Nårh

  Men tilbage til afsnit 802 … det er der man kommer til først. Det er der de vil prøve at få en på fode inden 7 dage. Den skal jo fungere 101% (nej der skal ikke stå 110% for alt over 100% giver rent faktisk ingen mening ). Hvis den fungerer kan det ovenikøbet være at der bliver mindre tryk på resten af afdelingerne. Eller … at de bare alle sammen bliver nogle bedre afdelinger?

  JEG TROR … Jeg tror at afdeling 802 trænger til et økonomisk løft. Måske endda en udskiftning af noget af personalestaben – no offence Hvis man har den faglige stolthed, så burde man tage konsekvensen og gå på pension eller ned i tid. Jeg har indtryk af at læge-virket er et hårdt virke. Måske skulle man overveje en lille test, som man tester gamle mennesker, om de vitterligt er i stand til at køre bil. Hvad er forskellen på at køre en ihjel eller at overse en patient som ham nordmanden som jo åbenbart var skizofren og/eller psykotisk? (just saying)

  Og måske også noget personale-test der vurderer personalets gejst, glød, empati, ønske om stadig at være der? Måske kigge her for alternative jobs?

  Et sidste godt råd jeg ville give afd. 802 (ikke at de overhovedet lytter) er at sige hver dag til personalets morgenmødet… minde hinanden om at det er mennesker derude. Allesammen. Hver og en.

  ”Goddag Anna, Goddag Lotte. Skal vi bade Geo? Hvor er Kirsten?” (JEG ER JO SINDSSYG!!!)

  Min kontaktperson Pia, læge Henning på 802 og min bror synes jeg skal skrive ned tanker fra dagen, specielt i forhold til om jeg har noget at brokke mig over. Problemet er at jeg vist ikke rigtig kan fatte mig i korthed (skriftligt). Så hver dag ville de jo næsten ende op med … hmmm, bliver det til 4 A4 sider i dag?

  Mens min bror var på besøg var der fællesmøde mellem personalet og patienterne. Et møde der holdes hver tredje uge (det måtte også gentages mindst én gang ekstra for den studerende, men så går der jo også lidt tid med det). Jeg sagde til Camilla at jeg ikke ville med i dag. Hun spurgte om jeg havde aftale om det og det havde jeg vel ikke? Så no mercy. Jeg skulle være med. Jeg er 36 år! Regler er regler, men min bror var her (fra Fyn) og jeg er med til alle de andre tossestreger de stiller op for os. Men nu var jeg med ved tvang. Hvilket vil sige jeg var negativ. De starter mødet med at snakke om en renovering der skal foregå om 4 år!!! Jeg er der forhåbentlig ikke om f*cking fire år!!!

  Men det er jo også en træning for os, så vi kan lære at sige noget. Men vi siger jo ikke noget? Det møde er der bare for at være der (fordi patienterne og personalet har noget vigtigt at sige hinanden måske engang hver halve år). Og er et glimrende eksempel på, at dette personale er trænet i at kunne holde møder om (alt og) ingenting! Den eneste der sagde noget var Emma der skulle udskrives samme dag. Hun turde sige hvorfor hun ikke gad melde sig til opgaver nu hun endelig skulle hjem

  ”Jeg hedder Sussi ****** ********, jeg er 36 år gammel og jeg er myndig.” Hmmm…

  Regler er regler, men kunne man ikke bare indimellem prøve med lidt individuelt? Nogle er da fri for at melde sig til opgaver af grunde der ikke rager os andre. Kunne jeg ikke også få den frihed? Jeg er 36 år! Jeg er der faktisk på andre præmisser end de andre. Og jeg har aldrig hørt de andre sige: Men helt ærlig, hvorfor skal hun ikke når alle vi andre skal -buhu-klynk-? Og det drejer sig indtil videre om ÉN GANG?

  Skal man følge planen 100% altid? Er det så et godt menneskeligt system hvor der er plads til forskelligheder? Det går måske nede i Super Brugsens bager, at de unge piger ikke kan tage en selvstændig beslutning, men er det en god idé på en psykiatrisk afdeling?

  F.eks. fik en lov til at gå fordi han fik det mærkeligt. Hvis jeg ikke var sådan en chickenshit så havde jeg sagt: ”Jeg får det også F*CKING MÆRKELIGT af at sidde og tale om renoveringer der finder sted om fire år!!! Må jeg gå NUUU?”

  Værst var det, at min kontaktperson Pia skulle på ferie i 3 uger, for så står jeg ligesom lidt alene, da min anden kontaktperson (Camilla) jo … øhhh … synes jeg er en mærkelig patient Hun havde nævnt det dagen før til morgenmødet, men da hun ikke nævnte det siden, håbede jeg at jeg havde hørt forkert. Piv

  Men jeg nåede da at se et glimt af et rigtigt menneske i min anden kontaktperson (Camilla). Det var da hun løb til alarm (torsdag sen aften), hvor hun måtte slås med at låse en dør og med et halstørklæde der skulle af Jeg skal måske også sige til migselv hver morgen, at det er rigtige mennesker derude (personalet). Allesammen. Hver og en. Men overskuddet er desværre bare ikke til det. Det er jo problemet når man er sådan et sted. Det er sidste udvej – eller næstsidste

  Jeg er ked af at den person jeg kunne tale med nu er gået på ferie.

  Min søster havde to veninder der uddannede sig til sygeplejersker. Den ene kunne det på papiret med flotte karakterer. Den anden kunne det i virkeligheden. Det kan godt være man ikke har uddannelse til at uddele medicin, men så har man så meget andet at byde på

  Det er jo ikke kødpølse vi skal diskutere. Det er mit inderste. Det skal være trygt hvis jeg skal kunne åbne op for det. Og er det så mærkeligt I grunden?

  Pst… måske er formålet med at være indlagt, at man får et helt sæt nye problemer at slås med? At man så ikke har nær så meget tid til at tænke på selvmord?

  

   

   

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6