Onsdag var jeg til julefrokost i Outsideren. Man skulle have 1-2 gave(r) med til i alt 50 kr. og jeg havde en æske Julefryd dessertchokolade med Det var rigtig hyggeligt. Der blev også spillet Margrethe-skål hvor jeg og en af de andre valgte bare at være heppekor I pakkespillet vandt jeg en DVD med filmen ”Life of Pi”, et par vanter man kan bruge til sin smartphone og to store pakker balloner

Og så blev der snakket sex til den store guldmedalje – pigesex, gruppesex, ”hvor er min dildo?” og hvad har vi ikke

Torsdag var i sandhed en lortedag de luxe. Det hele startede sådan set i mandags. Jeg henter det Seroquel som jeg skulle have at sove på – og som ikke virker i 25 mg. Jeg spørger om der ligger andet på serveren – og sandelig om der ikke ligger Abilify og Lamotrigin. Siden da har jeg ikke kunne sove. Jeg har ligget hver nat og ”fantaseret” om at hente medicinen og tage den, hvad der skulle stå i afskedsbrevet, hvor jeg skulle ”gemme mig” så det ikke var Michael der fandt mig osv.

Torsdag formiddag henter jeg medicinen. Jeg henter Abilify, for Lamotrigin kastede jeg jo bare op af Jeg skriver afskedsbrev og en seddel med mit navn, adresse, mandses tlf. nr., hvad jeg døde af osv. … og her kommer så det der overbeviser mig om at jeg ikke var ved mine fulde fem … klokken 12 bliver jeg overbevist om, at det er den 12. i 12. kl. 12 at jeg skal tage medicinen Se DET er i sandhed langt ude Så jeg sluger en pakke Abilify. Så sidder jeg og tænker på mandse. Hvordan det må være at miste ham – hvordan det må være at være den der sidder tilbage – hvor ked af det jeg selv ville blive. Klokken fem minutter over 12 ringer jeg til 112 De sender så en ambulance ud som er der 45 minutter senere. Jeg går ned i ambulancen og de laver alle mulige tjek og kører så afsted til hospitalet.

Jeg kommer på AMA (Akutmedicinsk Modtageafdeling) hvor jeg starter med at kaste op Heldigvis kun én gang, 500 ml. Så skal jeg drikke aktivt kul. Adderbadder siger jeg bare Så skal vi snakke om hvorfor jeg gjorde det – og det ved jeg sQ ikke! – så jeg siger bare ja til at … et eller andet med at jeg var deprimeret-agtigt! Jeg ville bare gerne SOVE! På den ene eller den anden måde!

Nu kunne jeg jo ikke ligefrem sove på Abilify, da jeg fik det (i mindre mængder) som fast medicin, men gange seksoghalvtreds sover jeg udmærket Jeg sveder en hel del og fryser vist også ind imellem.

Mandse synes i øvrigt også godt at jeg kan gøre opmærksom på at han naturligvis kom og besøgte mig Søde søde mandse

På et tidspunkt bliver jeg rykket til en tremandsstue sammen med to andre kvinder der har KOL.

Kl. 6 smutter jeg Del 1 i min snedige plan! Jeg skal bare ikke være der mere. Jeg vil hjem og have et bad og jeg vil IKKE tale med en psykiater der måske sender mig på den lukkede – det kunne mange psykiatere jo nok finde på, når de ikke kender mig og min historie ordentligt.

Jeg ringer til mandse, men han er på vej på job – så jeg må gå hjem. Jeg fortæller ham ikke at jeg er smuttet altså Men kort tid efter ringer han tilbage. De har ringet fra hospitalet, at jeg er gået og de har ringet til politiet Så bliver mandse en kende hysterisk Jeg afbryder forbindelsen. Han ringer igen, jeg svarer ikke

Jeg går videre – og hun gik og hun gik og hun gik… Så ringer mandse igen og jeg svarer. Jeg fortæller ham hvor jeg er. Han henter mig.

Han afleverer mig Jeg får at vide at jeg jo skal have ro, så de vil prøve at finde en enmandsstue til mig igen. Jeg tænker at de to andre kvinder vel også har brug for ro?

Men det er mega stressende og de er meget larmende med deres musik, snak og iltapparater gange flere, så måske jeg tager fejl.

Hun nævner også fast vagt. Men jeg får hverken enestue eller fast vagt.

Ham fra akutteamet ringer og aflyser vores aftale i dag – de er alle sammen syge. Igen er han meget grundig og vi får en længere snak.

Der kommer en læge og taler med mig. Han kan fortælle mig at mine blodprøver er NYDELIGE, mit blodtryk er NYDELIGT, ditten er NYDELIGT, datten er NYDELIGT… alt det fysiske er formodentligt nydeligt, men det er jo det inde i hovedet der skal tjekkes, såh… jeg må vente på en muggen mand i et fløjlsjakkesæt… formodentlig hans fordomme om psykiatere – men en yderst charmerende læge

Så kommer der en psykiater og en psykiatrisk sygeplejerske og taler med mig. De kender mig jo bedre på Psykiatrisk Center Hvidovre, så de sender bolden videre … jeg bliver sendt i en taxa til PCH akutmodtagelse

På vej dertil ringer min bostøtte. Jeg fortæller hende hvad der er sket. Hun er meget usikker på om jeg går ind i akutmodtagelsen. Er vist nærmest på vej på sin cykel for at tjekke

Jeg går ind. Venter… venter… venter. På et tidspunkt får jeg faktisk at vide, at det er min tur lige om lidt – og derfra venter jeg så MINIMUM en time. Så gider man jo ikke længere. Jeg spørger hvornår det er min tur og det kan hun ikke lige svare på. Hun siger jeg skal give det 10 minutter, men så er bussen jo kørt – og jeg har ligesom allerede ventet MINDST 2 timer.

I’m outta here!!!

Ved busstoppestedet står en tidligere medpatient og venter. En jeg ikke har været videre begejstret for, da han er SÅ SVINGENDE… i dag er åbenbart en god dag. Han har fået lov til at komme hjem og sove i hans seng. At sove i sin egen seng! På psykiatriske afdelinger får voksne mennesker lov til at… Noget min søster også bemærkede da hun var med mig til udskrivelsessamtale. Alle de her voksne mennesker der fik at vide, at nu skulle de gå ud og vaske deres hænder efter gåturen, for… ellers vankede der ingen frokost… ej, det sagde hun ikke, men det lå imellem linjerne

Men min medpatient var overordentlig glad for at se mig. På turen når han dog at blive noget utilfreds med buschaufføren og fyrer denne Han står af og vinker til mig. Alle griner af ”denne sørgelige mand” og jeg vinker til ham – skammer mig slet ikke over at kende ham

Så sender min søster mig en SMS. Jeg ringer til hende. Hun vil gerne have at jeg tager hjem til hende i stedet for at tage hjem til mig selv, da mandse er til julefrokost. Jeg kan ikke passe på mig selv – jeg tager hjem til min søster.

Del 2 i min snedige plan: Mandse fortæller mig at psyk. akutmodtagelse har ringet til ham. Politiet vil ikke lede efter mig fordi jeg allerede har været smuttet én gang i dag

Så hygger vi hjemme hos min søster – vi får burgere fra ”The Burger” og spiller Wii-spil indtil maskinen står af, så nu skal de have en ”Wii U” (og vi skriger i kor ”Wii U”)

Dagen efter henter mandse mig – det er i dag – og vi skal hjem og samle kommoder. Det bliver der ikke meget af, jeg er simpelthen for smadret

Det værste er: I torsdags skulle jeg jo ha’ interviewet to fra personalet. Jeg havde forberedt mig SÅ grundigt og jeg havde gave med til dem fra Outsideren … og nu bliver det ikke til noget! Lortesygdom! Forhåbentlig kan vi gøre det i januar måned, men det er jo slet ikke sikkert. Jeg skal måske tale med hende den ene her i weekenden og så kan jeg evt. spørge hende der.

… OG SÅ NÅEDE MAN FANDEME KUN AT VÆRE KOST-FRI I EN UGE FØR MANDSE SKULLE PROKLAMERE AT HAN SÅ VEDKOMMENDE I BILKA!

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6