Endnu en gang rod brought to you by Prinsesse Sindssyg:

Grunden til at jeg ikke har fået skrevet er at det går forrygende Altså periodevist

Selvom jeg ikke fik lov til at komme hjem i weekenden, så forløb den … stort set … forrygende. Men over-yndlingen var her også – altså hende der ikke er min faste KP.

Hende der fandt mig på gulvet da jeg havde slugt piller var her også. Hun tvang mig igen til at arbejde Det var også hende der i sin tid tvang mig til at bage – endnu et eksempel på tvang i psykiatrien

Jeg skulle ordne tuscher … teste at de virkede. Så jeg lavede nogle fine streger på et stykke papir… og så kom en sygeplejerske og roste min meget fine tegning Det var hende som også var med mig på skadestuen, da jeg snittede mig i armen og som nu er begyndt at kalde mig ”Sussi M” fordi at yndlingen kalder mig ”Sussi Malene” (hun er misundelig på folks flotte mellemnavne ) og fordi hun – sygeplejersken – synes ”Sussi M” er sådan lidt street … … eller nå’ed Det er hårdt at være indlagt

Samtidig brugte jeg weekenden på at have tandpine, så der var ingen grund til at lave selvskade Jeg havde rigelig smerte at gøre med

I mandags kunne jeg ikke lige overskue situationen omkring at være indlagt. Jeg kunne bare ikke håndtere at skulle her tilbage. Det var så deprimerende, for vi havde haft det så hyggeligt derhjemme, omend jeg også havde siddet en del ved computeren. Da jeg kom her tilbage havde jeg fået en KP jeg ellers har gjort dem opmærksom på, at jeg ikke er tryg ved. Hun er sød nok, men rigtig god til at give en kold afvisning Så tankerne gik lige amok … de andre fra personalet var i færd med at gøre en stue klar til en ny patient … der var – i min verden! – ingen at gå til. Så … ja, i lørdags havde jeg gemt en tallerken på mit værelse …

… jeg barrikaderede mig på mit værelse og smadrede tallerkenen og prøvede at skære mig. De hørte det tilsyneladende og prøvede ihærdigt at komme ind – hentede sågar yndlingen, da hun var her af andre årsager, men… jeg ville ikke hjælpes, så jeg ignorerede alt… indtil at det viste sig hvor elendigt sådan en tallerken i virkeligheden skærer og de begyndte at hamre så hårdt på døren at jeg fik stress Så åbnede jeg … hende den flinke fra 811 var der sørme også og hun var stadig flink Personalet fra 809 kiggede strengt på mig, men det var nok mere fordi de var bekymrede for mig Det sagde yndlingen i hvert fald.

Hun skulle lukke et snitsår med en strip og sad så fast med handsken vil jeg tro og sagde at nu var vi lige ved at komme til at sidde sammen til evig tid (eller noget i den stil, det var ikke de præcise ord) og så kom jeg til at sige at ”det var derfor jeg gjorde det” og så tror jeg altså lige at hun kiggede bekymret på mig en ekstra gang, for det kunne jo være jeg var … syg på den rigtig uhyggelige måde Men jeg håber da hun fangede mit skæve smil, som indikerede at det altså bare var for sjov … det var så første gang – tror jeg – at jeg gjorde hende angst, men ikke sidste gang.

… eller første gang jeg gjorde hende angst var vist dengang jeg smadrede hendes yndlingsmaleri

I går spurgte jeg hende nemlig om hun ville interviewes om at udøve tvang mod patienter til et særnummer af Outsideren om tvang i psykiatrien. Hun endte vist med at sige ja, men det er en lang møjsommelig process…

Men for fremtiden når hun kalder mig ”Sussi Malene” kan jeg altid spørge hende om hun glæder sig til det interview, for så er hun ikke helt så kæk

Senere mandag aften kom en patient med tingene fra hendes boks. Jeg troede hun havde fundet nogle nøgler igen, så jeg gjorde hende opmærksom på, at hvis hun havde det, så ville jeg altså gerne med ud! Men det var ”bare” fordi at kontoret stod åbent. Jeg besluttede at gå ind og gøre dem opmærksom på, at kontoret stod åbent. Hvis de havde taget nogle af mine rettigheder fra mig, da jeg barrikaderede mig på mit værelse og smadrede en tallerken, havde jeg nok handlet anderledes – så havde jeg måske taget et krus eller ledt efter andre spændende ting på kontoret

Tirsdag havde jeg KP nr. 3/3 Hun brugte cirka en halv time på at lede mit værelse igennem ved sikkerhedsrunden. Jeg vil ikke være til besvær, men i kraft af at jeg ikke kan komme til dem, er det lige præcis hvad jeg er. Måske den mest besværlige patient

Hun fandt nogle glasskår-stumper som jeg havde fundet på gulvet mandag aften efter tallerkenen var smadret.

Tirsdag … Hvor er vi heldige at vi har demokrati og får lov til at stemme!!! Den ret – pligt! – fik jeg benyttet mig af Jeg stemte ikke Liberal Alliance selvom jeg er meget liberal når jeg er syg og vil dø … så vil jeg gerne have retten til at tage mit eget liv

Der prøver jeg også at overbevise plejepersonalet om at jeg jo bare er en byrde for samfundet

Samtale begyndt 14. september 2011
Sussi Malene Jacobsen 14.09.2011 04:18

Når der nu ikke er råd til os der ikke kan arbejde, vil du så arbejde på at vi kan få mulighed for at få en hurtig og smertefri død og få lov til at gøre dette uden man skal risikere at blive genoplivet?
/Sussi

Anders Samuelsen 14.09.2011 10:05

Helt ærligt Sussi…..! Den var langt under niveau. I modsætning til dit parti så knokler jeg for at sikre at vi har et stærkt erhvervsliv så der enten er et arbejde til dig eller er råd til at forsørge dig. Hvad mere kan du forlange?

Svaret til ham – som han undlod at besvare – vil jeg spare jer for

Rettigheder du tager for givet kære læser. Den snuppede noget af teksten sidst jeg skrev om dette, så lad mig lige gentage et enkelt punkt:

At gå en tur i det fri … helt alene. Åh, hvem der kunne gå en tur alene … alene! ALENE! Jeg elsker at gå tur med mandse, men at gå alene og høre musik og nyde ensomheden SUK!

I dag har jeg haft den dagens KP der kalder mig irriterende – og det gjorde hun fandeme igen i dag. Helt uden grund naturligvis Okay okay, jeg skruede tavlen ned fra væggen og kunne kun hoste op med tre skruer – DER VAR KUN TRE SKRUER!!! Men da hun så kiggede der hvor jeg fandt de tre skruer frem fra, så lå der yderligere fire skruer fra et dørbeslag eller hvad det nu hedder… ikke sådan et madlavningsarrangement, men sådan et beslag til et dørhåndtag

De spurgte så hvordan jeg havde skruet skruerne ud … tjah, de sad ikke særlig godt fast altså. Men det troede de så heller ikke på. DET ER VILDT URETFÆRDIGT AT DE IKKE TROR PÅ MIG NÅR JEG ER SÅ … TROVÆRDIG!

I morges kom hun ind og spurgte om jeg var anstændig… jeg stod ude på badeværelset og havde lyst til at råbe … LIGE MEGET HVOR MEGET TØJ JEG HAR PÅ BLIVER JEG ALDRIG ANSTÆNDIG!!!

… men på grund af at jeg skruede et par skruer ud måtte jeg så ikke komme på udgang … og da lægen garanteret ikke har tid til at tale med mig i morgen, har jeg så garanteret heller ikke udgang i weekenden

Lige nu sidder jeg og griner over en medpatient der har lyst til at slå en psykotisk medpatient ihjel … psykotiske patienter har det med at tale … uafbrudt … og … det giver ikke skide meget mening det de siger

Dem der ikke kan li’ marcipan og nougat, de kan ikke li’ dronningen!

—

For 8 år og 2 dage siden skrev jeg til mandse:

Jeg blev så ked af det da vi så The Aviator (og andre film), fordi jeg så hvordan ægte venner er. Lige meget hvor fucked up han er, står de ved hans side hele vejen igennem. Jeg tænker at jeg ikke kan være et særligt godt menneske når mine to bedste venner bare gav slip på mig. Jeg ved godt min familie har været der hele vejen igennem, men de er familie og man dropper sjældent sin familie.

Jeg frygter sådan jeg gør noget dumt, så folk vil hade mig og droppe mig. Selv min bedste veninde da jeg var barn, “Frederikke”, opgav mig dengang jeg bad hende om ikke at ringe til mig mere. Jeg bebrejder hende slet ikke, for vi var børn, og hun gjorde jo faktisk hvad jeg bad hende om.

Dengang i folkeskolen da jeg blev mobbet en kort periode og vikaren spurgte formanden for mobbeklubben om: “Hvad nu hvis hun går hjem og skyder sig selv?”. Hun sagde at det ville da være dejligt.

Et eller andet sted tror og håber jeg, at dig og min familie virkelig elsker mig. Men hvad nu hvis jeg fik det rigtig dårligt i flere år? Hvis jeg var dybt psykotisk eller deprimeret? Ville du så være der for mig? Hvis jeg hele tiden var paranoid og måske ligefrem ondskabsfuld?

Men jeg er glad for at det gik som det gjorde. For hvis jeg havde haft venner, var jeg måske aldrig taget til Skotland og mødt dig. Hvis jeg var, var jeg måske ikke taget på date med dig. Jeg elsker dig, you are my destiny (som Lars så smukt sagde engang jeg fortalte ham det her) og jeg vil være der for dig altid.

Han sagde faktisk til mig, at han ikke vidste om han kunne være der for mig, hvis jeg fik det dårligt en længere periode, men indtil videre er det da gået meget godt – og tak for det mandse Jeg troede at du ville være stået af for længst. Jeg ved godt det var raske Sussi at du blev forelsket i, men mon ikke hun stadig er derinde et sted og snart tager magten?

Al magt til raske Sussi

Recently:

• Når facaden krakelerer
• Here we go again …
• Omsorg og inkompetence – og nye veje …
• Ikke brandbar
• Den lovlige “flugt” fra afsnit 801
• … kvæler du jo barnet
• Når du strammer garnet …
• Nordstjernevej overrasker – lidt ;-)
• Reset – endnu en ny start
• Tre måneder lang indlæggelse – del 6