Den 23/10 prøvede jeg så at suicidere. Jeg fik smuglet piller med ind igen. De visiterede mig ellers grundigt denne gang, men jeg havde skjult dem godt i hætte-”holderen”/”skjuleren” på min jakke.

Jeg diskuterede drømme med en fra personalet. Noget som vi havde aftalt længe. Jeg skrev kardex og så indtog jeg altså en del Lamictal (stemningsstabiliserende) samt lidt Seroquel (antipsykotika). Jeg fik siden at vide at det ikke var en særlig stor dosis og det havde jeg nok frygtet lidt, men andre mente at jeg bestemt kunne ha’ døet af det, om ikke andet så faldet i søvn på sengen og blevet kvalt i mit eget bræk.

Jeg indtog pillerne kl. 21:30 og klokken 22:30 var jeg stadig ved bevisthed, jeg havde kun en smule hjertebanken og var lidt sederet, men intet overvældende. Så jeg panikkede altså og begyndte at vandre op og ned af gangen. Det reagerede personalet efter noget tid på. De kom til mig og spurgte hvad der var i vejen, det kunne jeg kun svare på efter meget lang tid. Altså ikke sandheden, men hun beder mig bare sige et ord og det bliver så ”angst”. Min kontaktperson og jeg satte os så ind i ”stuen” og talte lidt eller sad bare sammen. To andre fra personalet gik så ind på mit værelse og jeg panikkede, for jeg havde skrevet et afskedsbrev som jeg tænkte de ville finde. Det gjorde de slet ikke, de fandt kun den plastikpose som pillerne havde været i. Men der var jeg gået i ekstra meget panik og tænkte at jeg hellere måtte indrømme, så jeg indrømmede. Hun tog det stille og roligt. Jeg var selv stille og rolig.

Jeg husker ikke alt hvad der skete efterfølgende, men jeg kom til at tale med en bagvagt eller forvagt eller hvad fuck det nu var – kender ikke forskellen på de to begreber. Jeg har nok virket meget underlig for jeg var helt stille og rolig, nærmest apatisk tror jeg.

Derefter lagde jeg mig tilsyneladende ind på mit værelse og hvilede. Men pludselig fik jeg det rigtig forfærdeligt og væltede ud af sengen hvor jeg kollapsede på gulvet.

På daværende tidspunkt var nattevagterne mødt ind og så snart en af de helt fantastiske fra personalet fik situationen at vide gik hun ind for at tale med mig og opdagede mig på gulvet og så gik hun ellers i aktion.

Hun tog mig i hendes skød og beroligede mig og gjorde alt for at holde mig ved bevidsthed.

Jeg sagde på et tidspunkt at det kun var hende jeg kunne genkende og det var hun meget forundret over, da hun lige havde fået farvet øjenbryn og vist nok hår og jeg i forvejen altid siger til hende at jeg ikke kan kende hende hver gang hun skifter frisurer og det gør hun stor set for hver vagt. Men jeg tror også det er hendes stemme som jeg kan genkende – den er vist lidt bemærkelsesværdig.

På et tidspunkt var jeg så langt væk at en anden fra personalet vælger at presse en knytnæve ind i mit brystben og det gør så ondt at jeg skriger. Hende der holder mig i sit skød fortæller mig dagen efter at mine øjne er helt opspilede, at jeg virkelig kæmper for at holde mig ved bevidsthed, men at pupillerne triller rundt i hovedet. Jeg siger også hele tiden at jeg ikke kan få luft og jeg mindes godt at grunden til jeg væltede ud af sengen var at jeg ikke kunne få luft blandt andre ting.

Det var jo slet ikke som sidste gang da jeg indtog Leponex. Da mistede jeg bevidstheden efter en halv time og jeg forblev sådan meget længe. Dengang husker jeg intet fra.

Som jeg husker hende fra personalet virker hun nærmest som om hun er ved at græde eller som minimum i vild panik.

Nåh men så kommer ambulancen og jeg bliver lagt op på båren. Desværre bliver jeg meget dårlig og ørler ud over det hele. Mest på hende hvis skød jeg har ligget i. På hendes bukser og sko. Hun mener selv at jeg gjorde det fordi jeg har reageret på hendes stemme og kigget i den retning da jeg har følt tryghed.

Hun står så og prøver virkelig at tage sig sammen, men må give efter for kvalmen og må ud på mit toilet for også at ørle.

Så hun endte altså resten af sin vagt med at vimse rundt i de yderst sexede lange herreunder man kan låne her på afdelingen.

Hun havde mange tanke omkring mig og hvad der var sket som hun diskuterede med en af de andre personaler og det var mange fornuftige ting som hun fortalte mig om dagen efter. Mere herom senere.

Så kan jeg altså ikke rigtig huske andet end at jeg sov og ørlede natten lang. Der var en personale med fra 809 som var der som fast vagt og han fik virkelig set mig fra min mest charmerende side :D

Jeg tror de på hjerteafdelingen som jeg kom til satte et kateter op, men dagen efter var det forsvundet og jeg havde kun en ble på. Selvom jeg virkelig var dårlig, kastede op hele tiden og var så svimmel at jeg stort set ikke kunne gå på benene fik jeg alligevel kæmpet mig op og på toilettet. Det er simpelthen så svært at tisse i en ble – jeg har ikke prøvet det, men det må være noget i stil med at tisse i et kateter som jeg måtte gøre efter mit suicidalforsøg i april.

Dagen efter kom en ny fast vagt og hende fik jeg da godt nok snakket et øre af, men jeg sagde at hun bare skulle sige hvis jeg snakkede for meget, men det påstod hun jeg ikke gjorde.

Jeg ørlede indtil anden yoghurt jeg fik den formiddag og siden har jeg klaret mig uden at ørle.

Altså jeg ørlede virkelig meget, næsten hele tiden!

Om eftermiddagen blev den faste vagt seponeret, men jeg var stadig tvangstilbageholdt og der kom en patientrådgiver for at tale med mig da jeg var tilbage på 809. Han kommer igen i næste uge, men jeg tror nu næppe jeg vil klage.

Jeg er stadig tvangstilbageholdt og der vil først blive taget stilling til det igen på søndag. Jeg tror da at jeg er tvangstilbageholdt – jeg må i hvert fald ikke forlade stedet, ikke engang komme i haven – suk!

Men derefter begyndte jeg vist så småt allerede at stå op selvom jeg vaklede en del på benene og da jeg tog et bad var jeg ved at styrte et par gange. Jeg var vist generelt ved at styrte mange gange den dag.

Ved midnatstid kom hende der havde hjulpet mig den forrige nat (midnat) og vi fik en lang snak. Jeg fik indtil flere knus – også et da vi tog afsked, for hun skal desværre på ferie i tre uger, øv!

Men hun havde altså en del ting at sige om hele situationen og havde blandt andet nogle forslag til at gøre mig fri for selvmordstanker.

Hun mente blandt andet at jeg skulle sendes til Nordjylland på et bosted for at finde mig selv. At jeg ikke vidste hvem jeg selv var og at jeg bare flød med strømmen. At jeg var min mands kone og min mors datter og ikke et selvstændigt individ. Hun ændrede så sidenhen destinationen til måske at være lidt tættere på som f.eks. Næstved.

Jeg syntes ærlig talt det lød som en god idé, men tænkte at mandse og min mor og evt. søster ville reagere på det med skepsis eller endnu værre reaktioner. Jeg fortalte om idéen til behandlermødet i dag fredag d. 25/10 og de var overordentligt positive. Faktisk gav det dem håb til at tro på at jeg er villig til at kæmpe for mit liv. Mandse har måske endda fået den kone tilbage som han har efterlyst efter mit suicidalforsøg.

Hun havde mange andre idéer og var kommet til mange andre konklusioner som virkelig gjorde indtryk på mig. Desværre var det en nattevagt hun fortalte mig disse ting og der er der ikke så meget tid og nu skal hun på ferie i 3 uger og jeg bliver måske udskrevet om 4 uger.

Jeg faldt først i søvn klokken 4 den nat p.g.a. tanker og hun vidste at jeg ikke sov kl. 3:15 for da var jeg ude og bede om p.n. Alligevel vælger hun at vade ind og spørge om jeg sover klokken 6:00 – well, nu gør jeg ikke – suk! ;-)

Udover det med bosted måtte jeg også tigge om at få lov til at forblive indlagt på behandlermødet i dag fredag, for de havde sat mig til at udskrive mig den 31/10 og det havde de stadig ikke tænkt sig at ændre efter mit suicidalforsøg 8 dage tidligere. Og jeg har heller ikke måtte have sengetøj, fordi de vurderer det er for farligt for mig (jeg strimler det og prøver at hænge mig i det). Jeg tænker at det er dybt uforsvarligt at udskrive mig på nuværende tidspunkt. Hvis de ikke havde opfyldt min bøn ville mandse have forlangt at der kom til at stå i journalen at familien modsatte sig udskrivelse, for så skulle der nok rulle hoveder når det lykkedes mig at ende mit liv.

Sandheden er at jeg blandt andet forsøgte at suicidere fordi jeg ikke kunne overskue den udskrivelse når jeg slet ikke var i bedring.

overdose_pills

 

 



Recently:


Comments


This entry was posted on Friday, October 25th, 2013 at 23:02 and is filed under Psykiatri. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.

1 Comment so far


  1. Solsikkens-Sang on October 26, 2013 08:58

    Det var dog skræmmende læsning. Håber virkelig snart du får det bedre min skønne veninde. Kan godt forstå at du gjorde det i frustration over at du snart skulle udskrives. Kan godt forstå at din familie vil modsige sig din udskrivelse, det er jo helt uforsvarligt at de skal kunne tage sig af dig derhjemme.
    Tanker og knus fra Solsikken

Name (required)

Email (required)

Website

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Share your wisdom